Tag den med ro.

Den unge hoppe lå stadig i sneen på den store eng. Hendes olivengrønne øjne var store og meget opmærksomme. Her var mørkt, så hun var et nemt bytte, og hun kendte ikke til stedet her. Hun vidste ikke engang hvor hun var. Hun var faktisk lidt i tvivl om hun var kommet i helvede eller i himmelen. Men hun kunne ikke være nogle af delene, for i helvede var der meget varmt, men her var koldt. Og i himmelen var alt jo lyst, og sikkert englesang. Så det hang ikke sammen. Hun var træt, men hun blev nød til at finde sig et sikkert sted at opholde sig, og hun vidste at hun alligevel ikke ville kunne falde til ro før at hun fandt ud af hvor hun var, og fandt et sikkert sted. Hun var ikke sulten, hun spiste nemlig ikke ret meget. Dog var hun ikke udsultet, hun var bare tynd at se på. Hun vippede med de mandelformede øre, opmærksomt på sine omgivelser. Her var helt stille. Hun valgte at rejse sig og med lidt besvær kom hun op på alle 4 ben. Hun lyttede atter. Hun begyndte så at gå frem i sin elegante, men naturlige gang. Hun var bestemt ikke lydløs for det lille lag af sne under hende gav lyde. Det var irriterende! Hun var meget mere opmærksom end hun plejede. For hvor fanden var hun? Bare hun ikke mødte nogle onde heste! Så ville hun nok dø af skræk. Eller det regnede hun med.

Sneen stod ud til siderne, alt imens den skimlede hingst strøg igennem med majestætiske skridt. Mørket havde lagt sig over landet, men på grund af det hvide lag, der havde dækket jorden og græsset, så var alt endnu ganske tydeligt. Træerne stod i kontrast til sneen hvide lag, og sten der endnu ragede over sneen kunne ses. Og pludselig, da så den skimlede hingst, der bevægede sig af sted, en sjæl der lå i sneen. Derpå stoppede han op med et brat ryk, således at han nærmest satte sig ned. Hans hoved var hævet, undrende og samtidig nysgerrigt; for hvorfor ligge i sneen, et så åbent sted?
Med et par hovedkast satte den skimlede hingst, der var ganske kåd på grund af vejret og den nyfaldne sne, imod denne formegentligt fremmede sjæl.
Der gik ikke længe, før han nåede hen til denne sjæl, som havde skikkelse af en hoppe. Hun havde rejst sig i mellemtiden, og Altaïr afgav nu et dæmpet vrinsk imod denne hoppe, for at fortælle hende at han var på vej. Det var således, at Altaïr havde sine helt egne måder at hilse andre på. Han var ikke typen, der stoppede op og spurgte om navn og herkomst, før han trådte nær en ny sjæl, så han søgte med det samme siden på denne fremmede, strøg hende over halsen og brummede hingstet.

,,Godaften melady; hvad laver du herude, i sneen, alene?”

Lød det da fra hans mule, med en drømmende og let charmerende tone. Hans natur var blot således; og det var der efterhånden en del, der kunne nikke genkendende til.

Hun vippede opmærksomt med ørene da hun pludselig hørte nogle hovslag ikke ret langt fra hende. Hendes lille og fine krop blev spændt og hendes hoved blev med det samme drejet mod lyden. Hendes øre vippede frem og tilbage. Hun var lidt i tvivl om hvordan hun skulle reagere, da hun ikke kendte til øen. Og hun vidste ej heller om denne hest var en ond eller god sjæl. Hun valgte dog at tage at denne sjæl var en god sjæl. Hun så godt hvordan det var at hesten foran hende kom nærmere og nærmere. Hun nåede ikke at reagere før denne hingst, som det så ud til at være, rørte ved hendes hals. Med et bed hun ud efter hesten og tog hurtigt et par skridt tilbage. Hun fnyste, ikke ondt, men forskrækket. Det hele var gået ret hurtigt. Hun havde et undskyldende smil om mulen. Hun kunne bare ikke lide at nogle hun ikke kendte rørte hende. Og hun var også havnet et nyt sted. Hun betragtede den skimlede hest foran hende med hendes egne olivengrønne øjne. Hun var opmærksom på hvad han mon ville synes om det. Hun slog en smule med halen. "Godaften, fremmede" sagde hun med at sige. Hun smilede en smule større nu og hendes øre var opmærksomt rettet mod ham. "Øhh, jaa, jeg er lige ankommet. Jeg var her pludselig" sagde hun og tog hovedet på skrå. Måske kunne han svare på hendes spørgsmål? "Jeg er forresten Geshia, kald mig hvad du vil" sagde hun. Hun var altid meget imødekommende, og stort set altid med et smil om mulen. Hun betragtede ham, men blev stående. Stadig med musklerne en smule spændte.

Hoppen reagerede stik modsat af, hvad den skimlede hingst kunne have håbet på; men det stoppede ham skam ikke, i at forsøge sig med selskabet. Han dæmpede blot sin direkte adfærd en smule. Han lod hende vige, og derpå brummede han i en dyb, næsten hilsende tone, der var understøttet af en undskyldende lyd. Han agtede aldrig at skræmme dem, han stødte på, og at dette var tilfældet med denne hoppe, måtte han da undskylde.
Det lod dog til, at forskrækkelsen over at den skimlede hingst havde fundet vejen til hendes side, fortog sig lidt, og da hendes mule da blev prydet med et smil, vidste Altaïr, at han ikke havde trådt helt forkert. Nok havde han forskudt fornøjelsen af mødet lidt, men ikke skræmt hende helt væk. Han lyttede til hendes stemme der efter lidt kom frem og brød stilheden; Geshia. Et navn han ikke umiddelbart kunne sætte i relation til noget andet - men på den anden side, så brød den skimlede hingst sig ikke om at sætte folk i boks, ved brugen af navne. Og det var ganske enkelt grunden til, at hans ord ikke indeholdt et navn på den skimlede sjæl.

,,Melady Geshia, jeg undskylder for at have båret mig forkert an i min hilsen. Men, melady, må jeg spørge dig om, hvad dine første tanker om dette land var?”

Den skimlede var ganske utraditionel med den måde, hvorpå han tiltalte andre, og indledte et selskab. Det ved at spørge om, hvor hoppen kom fra, og hvad hendes fortid var, var ikke noget han interesserede sig for, overhovedet. I stedet var han langt mere interesseret i hoppens meninger og holdninger, for de var præget af hendes personlighed og sind; og det betød alt.

Man kunne vist godt sige at Geshia nok havde været forberedt på at han var lidt nærgående. Ikke fordi at det var nogen dårlig ting, men mere fordi at hun vidste at mange heste godt kunne lide denne nærkontakt. Og det var også grunden til at hun ej heller flippede fuldstændig ud over det. For hun gav skam andre heste en chance, og denne hingst var skam ikke nogen undtagelse. Hun nikkede smilende og varmt for at godtage hans undskyldning. Hun kunne ikke lade vær med at fnise mildt. Det var på en måde sødt at han sagde melady, men også ret fint. Det havde hun aldrig hørt før, så hver gang at han sagde melady kunne hun ikke lade vær med at smile en smule større. Hun betragtede hans enkle udseende. "Det er skam helt okay, øhh??" sagde hun og gik i stå. Hun vidste jo ikke engang hvad denne hingst hed. Hun kiggede på ham og tog hovedet på skrå. Som et spørgsmål om hvad han hed, og det betød dette øhh også. For hun manglede ligesom hans navn til at udfylde sætningen helt.
"Hvad jeg synes om dette land. Det kan jeg desværre ikke svare på. Jeg er lige akkurat ankommet, og jeg har endnu ikke været rundt på øen. Måske vil du vise mig rundt?" spurgte hun med et varmt smil mod hingsten. Det ville hun i hvert fald blive glad for hvis han ville. Han virkede som en sød hingst, og bestemt en hun gerne ville bruge sin tid på. Hendes olivengrønne som var denne varme og glæde i hende var rettet opmærksomt mod ham. Hendes mandelformede øre var også. Hun var en varm hoppe, og meget blid. Dog ikke når hun var deprimeret, så var hun ikke rar at være sammen med, for hun havde det med at smitte med sit dårlige humør, når hun var i det.

Et lille smil kunne anes på mulen af den skimlede hingst, da denne hoppe godtog hans undskyldning. Han vidste, at han var nærgående, og hvis det var muligt, hang han nok også et skilt i panden til advarsel, så uheldige episoder kunne undgås. Men nu kunne den skimlede hverken skrive, eller lave skilte, og desuden så var det jo en del af ham, hans personlighed, og dermed ville det også ødelægge noget ved ham, hvis fremmede på forhånd kendte til hans væremåde og måde at gribe nye møder an på. Det ville mildt sagt ødelægge overraskelsen.
Han brummede dæmpet, da hoppen startede på sine ord, og han lyttede intenst, det gjorde han. Også selvom de ord ikke rigtig gav ham et ideelt svar på hans spørgsmål; men ethvert svar skulle respekteres og høres. Han rankede sig da lidt op, da hun spurgte om han ville vise hende rundt. Det var en anderledes måde at lærer en ny at kende på, end han normalt benyttede sig af, men det kunne jo være at netop denne måde, kunne bringe ham tættere på denne brogede fremmede. Måske var det ikke ord og tanker, der skulle bruges, men bevægelse? Han nikkede kort, hvorefter hans blå øjne ramte hende; de blå øjne der indeholdt glæde og charme.

,,Melady, jeg vil gerne vise dig rundt. Men jeg ved ærligt ikke hvor jeg skal starte. Normalt viser jeg ikke andre rundt, men redner ind i dem spøjse steder”

Sagde han med en munter tone. Han lagde vel lidt op til, at denne fremmede hoppe skulle give ham et hint til, hvad hun gerne ville se. Den skimlede hingst var ganske stedkendt efterhånden, så hvis hun havde ønsker, ville han højest sandsynligt kunne vise hende det. Han lod sin nakke hvælves ganske let, inden han lagde hovedet på skrå, for at beskue hende lidt. Hendes aftegn var spøjse, han havde i hvert fald ikke set noget lignende før.

Den endnu unge hoppe så på ham. Hun sukkede, men ikke fordi at han var træls, mere fordi at han ikke forstod hendes hentydning. Hun havde dog et stort smil om mulen. "Hvad hedder du?" spurgte hun med den varme og blide stemme. Hendes grønne øjne så ind i hans blå øjne. Hun tog det dog ikke som noget dårligt at han endnu ikke havde præsenteret sig selv. Geshia elskede at bevæge sig, specielt nu her hvor det var blevet rigtig koldt, og når hun ikke havde den tykkeste vinterpels, så var det en god måde at få varmen på. Men også for at lære andre at kende og ikke mindst starte en samtale. Andre heste havde det med at elske at snakke om noget de vidste! Og belære andre i hvert fald. Derfor var Geshia heller ikke nogen dum hoppe! (Hvis man nu skulle tro det! xP). "Jamen jeg kender jo ikke stedet her? Hvad er der at se? Har i et vandfald?" spurgte hun og hendes grønne øjne blev pludselig større. Hun elskede vandfalde! De var så betagende at kigge på, og i Geshias verden var de altid så hemmelighedsfulde.

"Hvor lang tid har du egentlig været her? Og er dem der bor her søde?" spurgte hun. Han virkede til at være en rigtig god hestekender, eller at han i hvert fald kendte mange på øen. Han var jo et dejligt selvskab. Meget bedre end Ahearns var! Puha, den hingst hadede hun mere end noget andet! Han var alt for nærgående. Heldigvis forstod denne hingst at hun ikke brød sig om nærkontakt, og det var hun meget glad for! Hun slog med den sorte hale og ventede spændt på svar. Hun kunne ikke engang starte med at tage et skridt foran, for hun kendte ikke stedet. Det var jo ham der gjorde det.

Den skimlede hingst, som kunne virke som et ganske godt mysterium for rigtig mange, krængede sine øre ganske kort bagud, da denne hoppe, denne ganske smukke og særprægede hoppe, spurgte om lige netop det, som den skimlede ej kunne eller ville svare på; nemlig hans navn. Han brummede kort, men endnu ganske venligt og charmerende af præg, men det var tydeligt at den skimlede hingst havde ramt en barriere, som han ikke kunne eller lystede at bryde. Han smilede kort, til denne hoppe, hvorefter han gav sig til at besvare hende.

,,Melady, du spørger mig om et navn, og der må jeg erkende, at jeg ikke kan give dig et. Et navn er intet mere en betegnelsen på det legeme, som vi gemmer vores hemmelighedsfulde og smukke sind i. Melady, en kasse betyder intet, det er det som kassen indeholder, der betyder noget, og her ville det være krænkende at sætte et simpelt navn, på noget der er langt mere unikt, end et navn kan betyde. For mig, er det at spørge om navn, ikke værdigt overfor selskabet, og melady, derfor spørger jeg heller ikke om dit. Jeg er fuldt forstående overfor, at det er skik og norm at spørge således, som du gjorde, og jeg bebrejder dig ej, men forstå mig, ej vil jeg give dig et. Føler du dog for, at have noget at kalde mig, da giv mig et navn som du mener passer til mig, og jeg vil reagere på det og tage det som mit eget. For i så fald, vil det være et navn, som du mener beskriver mig og passer til den personlighed jeg gemmer på, og det respektere jeg, for du ser hvem jeg er. En moder ser ikke personligheden på føllet, når et navn bliver givet, og derfor kan dette navn umuligt beskrive blot en smule af personligheden; udseendet, sikkert. Omstændighederne under fødsels, sikkert. Men ej sjælen.”

Sagde han da, med en ganske bestemt tone. Ej en irettesættende tone, ej en belærende tone, blot informativ på et neutralt, og alligevel umådeligt personligt punkt. Det var vigtigt for ham, at hans holdning til navne blev hørt og forstået, da mange kunne tolke det som uvidenhed og ligegyldighed overfor andre sjæle; mange ville føle det respektløst ikke at bruge navne, men Altaïr var af helt omvendt overbevisning, og eftersom han ikke ønskede at fornærme folk, lagde han meget arbejde i at fremsige sin mening. Resten af hendes spørgsmål lod han ligge lidt endnu, da han følte at dette var langt vigtigere; så kunne resten komme senere.

Hun så på ham, og det var lige før at kæben røg helt ned til jorden. Hun var en smule chokeret, men ikke på en dårlig måde overhovede. Hun havde bare aldrig hørt en hest have det på den måde, og det var der skam ikke noget dårligt ved. Hun mimrede med mulen og lyttede intenst til det han sagde. Det var lidt af en udfordring, at finde et navn til ham? Hun kendte ham endnu ikke nok endnu før at hun ville give ham et navn, hun ville finde noget der passede ham. "Hvis jeg må, så vil jeg gerne vente til at jeg kender dig bedre" sagde hun med den varme og blide stemme. Hun betragtede ham, for at se hvad han mon sagde til det? Hun var faktisk en smule nervøs for om han også synes at det var forkert? Det sås dog ikke på hende. Hun så dog på ham. En smule spændt, mon der overhovede var et vandfald, og hvor ville han vise hende hen?

Hoppen blev ganske overrasket over den skimledes valg og holdninger til det med at frigive et navn; Han ønskede ikke, at det skulle vides af nogen. I hvert fald ikke andre, end den hoppe der allerede vidste det - men hun var også meget anderledes end alle andre. Nej, denne hoppe der stod foran ham, var endnu et spinkelt selskab, et begyndende bekendtskab, og at udveksle navne ville blot ødelægge det for den skimlede hingst. Et eller andet sted morede det ham vel en smule, at overraskelsen lod til at være så stor hos den brogede hoppe; men han viste det skam ej. Han var bange for, at hans morskab kunne misforstås, for ej var det i ond mening, nej. Nærmere synes han det var ganske sødt. Han rakte mulen fremad og strøg hende forsigtigt over halsen, for da at trippe med ædle skridt lidt til siden, for at give hende mere plads. Hendes ord lød da, og han brummede dybt og ganske hingstet, som et begyndende svar.

,,Melady, du må vente så længe du vil. Jeg vil glæde mig til at bære det navn, du vil give mig, og indtil da, vil jeg blot lærer dig bedre at kende”

Brummede han muntert, inden han slog hovedet op i en kvikt bevægelse. Derpå satte han i en kredsende skridt rundt omkring den brogede hoppe, med let sære aftegn, som han ej havde set førhen. Det så nærmest ud som om, hun var en blanding af to brogede heste, for der var to brune nuance på hende. Underligt. Han lagde hovedet let på sned, inden han standsede op igen.

,,Melady, hvad tænker du om stjernerne?”

Spurgte han da. Som det lå til ham, søgte han at udforske sindet på sine selskaber frem for fakta; det var ham langt mere fascinerende. Han havde en idé om, at denne hoppe havde mange meninger og holdninger, og det var spændende, om hun ville dele dem med ham; der for hende var navnløs.

Hun spændte op i hele kroppen og veg væk da han kørte sin mule ned over hendes hals. Hun brød sig ikke om det. Hun tog et lille skridt væk fra ham og en undskyldende brummen kom fra ham, men han blev nød til at forstå at hun ikke brød sig om det. Hendes sorte hale slog bag hende og de store og grønne øjne betragtede ham. Hun nikkede ved hans ord og smilede stort. Det var da altid rart at få afvide at han ville lære hende bedre at kende. "I lige måde" sagde hun til det med at lære hinanden at kende, og hun håbede at han forstod. Han virkede nemlig til at være meget forstående, og ikke mindst klog.

Hun spændte atter i den elegante og feminine krop da han begyndte at cirkulere rundt om hende. Hun var meget opmærksom, men hun kendte endnu ikke denne hingst godt nok til at hun ville røres ved, og ej heller ville røre ved ham. Hun vippede dog ørene frem mod ham da han var stoppet og begyndte at snakke om stjernerne. Hun stod kort tænkende og svarede så: "Jeg synes de er smukke og magiske. Mange af dem er jo mange hundrede år. De er betagende og de gør aftenen helt magisk" sagde hun helt oprigtigt os op mod dem, kort helt drømmende. Hun kom dog ret hurtigt tilbage til virkeligheden og betragtede ham. "Prøv at tænk på at være en stjerne, tænk på hvor langt man ville kunne kigge" sagde hun lidt efter. "Men det må nu også være ret ensomt" sagde hun og betragtede ham så. "Hvad synes du om dem?" spurgte hun og så nysgerrigt på ham. Måske havde han historier? Geshia elskede historier mere end noget andet, og det havde Thorondor allerede opdaget.

Den skimlede hingst lyttede ganske intenst til både det sprog, som den særfarvede hoppe udtalte med kroppen, men ligeså med mulen. Hun nød ikke at have ham nær, og selvom han ellers elskede at være nær og prise hoppernes guddommelighed, så havde hun accepteret hans anmodning om accept omkring hans navns hemmelige identitet og dermed måtte han også acceptere at hun ikke ville have ham nær. Han holdt sig dermed på respektabel afstand og da hun svarede på hans spørgsmål, lyttede han intenst. Hun hev fat i en vinkel, han ikke selv havde tænkt over før; alderen på stjernerne. Det var en uventet vinkel som straks fik tankerne i gang hos den skimlede sjæl, som mange ville kunne beskrive som en drømmende personlighed, og det var han også. Hun var dog hurtig til at lægge spørgsmålet i mulen på ham ligeledes og et udfordrende blik gled over den ædle hingst.

,,Malady, må jeg spørge dig, omkring din viden om stjernernes alder? Hvor gamle er de, og hvorfra kan vi vide, at de er så gamle?"

Spurgte han da, for at få hende til at uddybe. Han nærede stor respekt for andres viden, men ligeså kunne han godt se sig skeptisk overfor hurtige og overfladiske kommentarer om emner, der stod ham nært. Dog virkede han oprigtigt interesseret og samtidig nysgerrig i sin fremtoning.

,,Melady, stjernerne er så meget for mig, at jeg ikke kan beskrive det. Men én ting, jeg kan sætte ord på, er at der findes en verden imellem stjernerne der kan betrædes af vores sind, hvis vi er frigjorte nok og dermed kan søge ind i drømmenes verden. En drømmeverden, melady"

Fortalte han, alt imens hans øjne måske en anelse granskende, gled over hende, for at søge efter hendes respons. Han håbede at hun ville forklarer ham, omkring hendes viden og ligeså ville han forklare hende sin; hvis hun ville lytte.

Hun mærkede hvordan at han respekterede hendes holdning omkring nærkontakt, og det var hun ham taknemlig for. Hun betragtede ham og tog hovedet på skrå. Han var en flot hingst, han var ret så charmerende at se på. I hendes øjne var han bestemt en unik hingst, og hun brød sig mærkeligt nok godt om at han ikke sagde sit navn. Det gjorde ligesom også at hun forblev interesseret i ham. Dog var hun ikke tiltrukket af ham, kærlighedsagtigt. Men han var da flot.

Hun så på ham og et kort fnis kom fra hende, ikke ondt ment, men hun synes det var lidt morsomt at han blev skeptisk. "Jeg har det fra min mor. Hun har skam fortalt en del historier omkring det, og hvor hun har det fra, det ved jeg ikke" sagde hun med den varme og blide stemme. Hun trak en smule på skuldrene og smilede så til ham. Geshia var stort set altid smilende. Hendes øre var fremme mod ham, opmærksomt.

Hun lyttede atter til hans ord, og det var endnu engang kloge ord. Det var dog ikke dårligt. Det virkede som om at denne hingst havde en masse erfaring? I hvert fald en del mere end hende selv. Hun havde levet med 2 heste i hele sit liv, og derfor havde hun ikke så meget erfaring. Men hun havde også ændret sig en del siden hun kom her. Hun var blevet en hel del mere udadvendt! Dog hang det med nærkontakt stadig fast i hende. "Ja, drømmeverdenen" sagde hun og smilede. "Den er behagelig!" sagde hun og nikkede. Drømmeverdenen var det gode sted, og maridtene var de dårlige steder. Hun hadede det sted! Hun slog med den sorte hale og betragtede ham endnu engang. "Desværre er det ikke alting der går som man gerne vil have det" sagde hun og hentyd til drømmeverdenen. Hun mimrede svagt med den hvide mule.

Hans øjne var fængslet imod hendes finurlige trefarvede krop, alt imens han ventede på at hun skulle uddybe alderen på stjernerne. Hvordan, at nogen kunne vide hvor gamle de var, var en gåde han gerne ville have del i; for inderligt ønskede han at udvide sin viden omkring disse majestætiske stjerner, der hang på himlen hver eneste nat. Deres uendelige mysterier var noget, som den skimlede aldrig ville blive træt af at beundre og studere. Han brummede dæmpet, da hendes ord lød; der kom ingen forklaring, kun hvorfra hun havde fået denne viden. Det kunne vel undre ham, at hun ikke selv havde opsat yderligere spørgsmål omkring dette overfor hendes moder; men som ung, godtager man som regel alt man siger, og derved var det vel logisk nok, at hun ikke havde søgt yderligere viden mens hun havde chancen. Han nikkede kort, for at vise hende, at han godtog hendes svar og rankede sig så op, med lidt fornyet energi, da hendes næste ord lød. Drømmeverdenen var et sted hun ligeså nød at befinde sig i; men nok var det ikke lige på den samme måde som den skimlede selv. Han smilede let, hvorefter han rakte mulen en anelse imod hende, langt fra for tæt, blot for at vise hende, at ønskede hun nærmere kontakt, gav han hende den glædeligt.

,,Men, melady, i drømmeverden kan man da netop selv styrer den retning man vil følge. Derimod er det i denne verden, den hvor vores krop lever, at tingene ikke altid ender som man vil have dem. Men, melady, som du nævner det, findes der også mareridt i søvnens element. Dog, kan man blive fri af disse, ved at træde ind i drømmenes verden, før månen står højest på himlen.”

Sagde han, med den intense og drømmeskabende stemme. Han nød at drøfte dette emne med dine selskaber, udfordre dem på deres fantasi og indsigt i drømmenes verden og univers; og denne hoppe lod til at have en oprigtig interesse herom, hvilket han synes var fascinerende.

[Out]