Stilhed i snevejr

(Signe & Altaïr)

Det første snefnug dalede ned og landede ud for hendes ene forhov. Hun løftede tavst mulen en anelse og iagttog hvordan flere fulgte efter, langsomt dalede de ned og lagde sig på hver gren og hver busk, på hendes ryg og i hendes sorte man. Det var et kærkomment syn, hendes hjerte stod næsten stille mens hun betragtede hvordan de små, hvide krystaller begyndte at forvandle skoven. Ikke mange brød sig om vinterens kulde og mørke. Til tider kunne hun også selv længes efter de lange, lune nætter om sommeren, men alligevel fandt hun vinteren helt særlig. Den forandrede alting - luften blev klarere, skoven blev helt stille og sneen lagde sig som en tung dyne over de mørke og triste farver. Og så var det som om stjernerne og månen stod endnu tydeligere på himlen om natten.
Det både tiltrak og skræmte hende lidt på samme tid. Hun vippede med det ene øre af et fnug og undrede sig igen lidt over denne følelse af, ikke længere at være en del af en flok. Hun havde aldrig haft noget imod at være alene, men det her var alligevel lidt anderledes. Ikke at det gjorde noget. Her var også andre, det var hun nu helt sikker på. Sneen havde taget til og dalede nu hurtigere end før, det blev sværere at se længere fremad. Alligevel fortsatte hun, hun ville se mere, udforske alt det hun kunne af dette nye sted. Man vidste aldrig hvad der ventede, så meget havde livet nu engang lært hende. Og nu var sneen kommet.
Hun bevægede sig stilfærdigt fremad, så hun var sikker på at få det hele med. Tid var ubetydeligt for hende, i hendes verden var der kun nuet, og lige nu sugede hun synet af vinteren ankomst til sig. Træerne stod tavst med høje, mørke stammer og fik sneen til at se endnu hvidere ud. Det begyndte at tynde ud mellem dem, hendes hove bevægede sig i tilfældig retning og hun var ikke helt sikker på, hvor hun mon var på vej hen, men det gjorde nu heller ikke så meget.

De hvide snefnug havde lagt sig som en kappe hen over ryggen på den skimlede hingst, der bevægede sig med nærmest akrobatiske skridt gennem skovbrynet. Vinteren havde meldt sig; den stod ikke længere for døren, men var nu trådt indenfor og agtede vidst at blive en måned eller to. Hingsten kunne vel minde om et spøgelse, mens han dansede af sted igennem skoven, der var tavs; og netop på grund af den tavse stilhed, blev lyden af hovspor, der forsigtigt blev sat i det lag sne, der blot blev tykkere og tykkere, boret af sted ganske klart. Altaïr, den skimlede, havde fundet sporet fra en fremmed sjæl, og hans instinkter havde fortalt ham, at han skulle følge dem.
Således gjorde han, og snart endte han op et par meter fra en rødlig hoppe, med en ganske feminin bygning. Han brummede i en hilsende tone, imod denne fremmede sjæl, inden han tog de sidste dansende trin op langs hendes side. Her strøg han hende forsigtigt over den rødlige hals, hvorefter hans mørkeblå øjne søgte imod hendes.

,,Godaften melady”


Begyndte han da, med den drømmende stemme, som lå ham så ganske naturligt. Det var ikke fordi, hans sjæl var af typen, der lagde an på hver hoppe han mødte, men han forgudede hopper, for det de var, og yndede at behandle dem alle, som de gudinder de var. Eller, i hvert fald hvis de gav ham lov til det.
Han brummede derpå sigende til hoppen om, at han altså ville følge hendes side, hvis hun agtede at fortsætte, eller blive ved den hvis hun stoppede. Han n at stifte nye bekendtskaber og lede efter nye sjæle at udforske; og han havde på fornemmelsen, at denne hoppe var ganske unik.

Hun var helt væk i alt det hvide - hun sugede omgivelserne til sig med store øjne, og ænsede næsten slet ikke lyden af dansende hovslag bag hende. Kun et sted dybt inde i hendes medfødte instinkter syntes hun at opfatte, at noget nærmede sig, men hendes bevidsthed ænsede det ikke. Så meget betog de dalende snekrystaller hende. Først da skabningen var kommet op på siden af hende blev hun opmærksom; hun standsede op midt i et skridt og veg overrasket et par skridt bagud da en varm mule kom i kontakt med hendes pels. Et sekund blev hun næsten ængstelig over berøringen, sidst hun havde været på nært hold med nogen havde det været i form af vrede bid og skub. Men så rettede hun alligevel ørerne fremad og genvandt fatningen. Det havde ikke været nogen ubehagelig berøring.
Det var en fremmed. En bredskuldret skabning, større og tungere end hun, en hingst med pels i grålige nuancer. Hun så lige ind i et sæt øjne, der var lige så blå som hendes egne, blot mørkere. "Undskyld," var det første ord der slap ud af hendes mund. Hun tøvede, forlod hingstens blik et øjeblik for så at vende tilbage. Blå. Hun havde ikke mødt mange med øjne som hendes. Det gjorde hende nysgerrig, selvom hun stadig var overrasket. "Jeg bemærkede dig slet ikke," Hendes stemme var som altid forsigtig, ikke for høj og ikke for lav. Imens slog hendes hjerte stadig en anelse hurtigt - for her stod pludselig en rigtig beboer af dette mystiske land. Han virkede afslappet. Han måtte have været her i et stykke tid, måske endda længere. Hun kunne ikke helt holde sin nysgerrighed tilbage, ubevidst strakte hun mulen en anelse frem mod ham for rigtig at fange hans duft.
Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, og valgte at forblive tavs, da hun indså at hun på uhøflig vis ikke havde besvaret hans hilsen. Hans ordvalg forvirrende hende lidt, og hun var usikker på hvordan hun skulle tiltale ham. Hvordan gjorde man her? I hendes flok var De kun forbeholdt anføreren, men hun vidste jo ikke om området her var hans. "Godaften." Det var en mærkelig følelse for hende at høre sin egen stemme igen, og hun forsøgte at overhøre den. I stedet genkaldte hun sig hans, en dybere røst hvis tonefald hun aldrig rigtig havde hørt noget magen til.

En trækning gik over mulen på den skimlede hingst, da hoppen vidst følte sig ængsteligt tilpas over hans måde at hilse hende an på. Han sænkede hovedet en anelse og undslap en undskyldende brummen, tilegnet denne røde hoppe; hvis blå øjne stod i kæmpe kontrast til. Der gik lidt, hvor han blot forholdt sig i ro, og lod hoppen synke det egentlige indtryk hun havde fået, og det overraskede ham positivt, at hendes ører da pludselig gled fremad igen. Hun havde ikke set sig vred på ham; og det viste ham, at hun ikke var en af de helt indelukkede og negative sjæle, som ellers var tilbøjelige til at afvise hans direkte form for kontakt med hopper. Han vidste godt, at det var en risikabel måde at nærme sig en fremmed på, men det var nu engang hans måde, og den agtede han ikke at fralægge sig; selvom mængden af dem, der havde taget godt imod den, var mindre end den der havde taget dårligt imod.
Da den røde hoppe da fremsagde et undskyld, rakte han ørene helt fremad og lod mulen søge en smule tættere på; hun godtog hans hilsen, og derpå brummede han hingstet. Derpå trådte han en smule tættere på hoppen endnu engang, og lod mulen søge imod hendes hals. Den var fint dækket af et lag vinterpels, der med lethed ville kunne holde kulden ude, og det var en velsignelse på denne tid.

,,Undskyld ej, melady. Trin som et spøgelse har jeg til vane med at benytte; så min fejl.”

Brummede han muntert, inden han rankede sig en anelse op og trak den mørkere mule til sig. Hans pels, den grålige og blommede pels, kunne godt på afstand minde om et spøgelses, da han let fald ind i de nuancer, som vinteren besad. I hvert fald når han begav sig rundt i nærheden af skovbrynet, hvor de nøgne stammers nuancer brød de hvide.
Han lagde hovedet let på sned, med et naturligt charmerende smil derefter.

,,Godaften til dig også; må jeg spørge dig om, hvad du har af tanker omkring vinterens kommen?”

Lagde han så ud, med den ganske karakteristiske og drømmende stemme. Det lå virkelig til den skimlede, at skille sig ud fra mængden - for navne, baggrunde og kolde fakta, var ham uendeligt ligegyldige. Han nød at observere og udforske sindet på de selskaber han mødte; og at putte ét navn, på en sjæl med så mange meninger og fascinerende holdninger. Og dette var også grunden til, at den skimlede endnu var uden navn for stort set alle; med undtagelse af én.

Hun observerede ham interesseret, men med et forsigtigt blik der virkede alt andet end påtrængende. Noget der mindede om en usynlig kuldegysning syntes at gå gennem hende, men forsvandt hurtigt igen, da hun så at han trækkede på mulen. Hun ville nødig at han gik, så hun frygtede et øjeblik at have begået en fejltagelse, men faldt til ro igen da han udstødte en venlig brummen. Den fik hende til at vrikke nysgerrigt med ørerne, som ellers forblev rettet frem mod ham. Han virkede.. anderledes. Ikke helt som de heste, hun havde omgået hele sit endnu unge liv.
Sneen faldt stadig over dem, det var underligt for hende at ende i et selskab som dette helt ud af det blå. Men det var nu ikke første gang, hun var blevet overrasket midt i sin egen fordybelse. Ofte sank hun hen i tanker, helt væk i det landskab der omgav hende. Nu var det denne grå skabning, der optog hendes opmærksomhed. Hun følte hans mule komme tættere på før hendes øjne opfangede bevægelsen, og tøvede et kort øjeblik og trak sin egen mule til sig, men blev alligevel stående og tog imod. Hun ville ikke virke afvisende, hun mærkede hans venlighed som en varm energi der strømmede hende i møde. Den voksede sig kun varmere da hans stemme igen brød stilheden. Hun havde lagt mærke til hans fjedrende skridt, det overraskede hende ofte hvor let de bredskuldrede og stærke hingste kunne danse. Han var ingen undtagelse. Hun betragtede ham fortsat i forsigtig tavshed og trak lidt på sig ved hans smil. Igen denne varme.
Hun valgte ikke at buse ud med en masse tilfældige spørgsmål, hvor det her sted mon var eller rettere hvad det var. Hun så at han var glad, og hun havde allerede før mødet accepteret det der var sket. Skæbnens gang, så at sige. Her var smukt og mere krævede den røde hoppe ikke, hvis hun overhovedet krævede noget. Hun havde følt en spænding i kroppen siden hun var kommet hertil, en nysgerrighed som skabningen foran hende kun gjorde større. Men hun havde ingen behov for svar for at tilfredsstille den, landet her var blot virkeligheden lige nu, og han var en del af den. Hun spidsede ørerne da hans stemme igen lød, overrasket over det der kom. "Tanker..?" Det var sjældent sket at nogen havde udspurgt hende om hendes tanker. Hun var vant til at lytte, uden krav på selv at blive lyttet til. Nok var hun enkelte gange blevet spurgt om råd, men tanker? Det der gik igennem hende kom sjældent i ord. Hun tøvede, men fortsatte forsigtigt da hun ikke ville skuffe ham: "Du må undskylde. Hvad jeg tænker om vinteren, det kommer mere i.. følelser," Hun tav, da hun indså at det ville være hende umuligt at forklare. Ord havde altid været hende utilstrækkelige, hun havde aldrig helt følt behovet for at forklare sig. Hun så på ham, mødte de mørkeblå øjne og tilføjede i stedet: "Jeg holder ganske meget af den." Han gjorde hende skam ikke utilpas, hun tøvede blot ofte når hun skulle vælge sine ord. Men han lod til at være en åben sjæl, måske ville han alligevel blive hos hende lidt endnu. Hun undrede sig endnu over hans spørgsmål, men hans væsen gjorde hende blot yderligere nysgerrig. Vinteren? Jamen, vinteren var jo nærmest.. magisk. Hvis det ord overhovedet dækkede noget af alt det, hun følte, når vinteren havde sit tag om verden. "Holder du af vinteren?" Hendes nysgerrighed undslap hende, de fleste hun kendte gav ikke meget for vinterens kulde og mørke, en tankegang hun aldrig rigtig havde forstået.

Den skimlede hingst, hvis krop langsomt blev dækket af mere og mere af det hvide sne, lod sig kort ryste over for at få det værste ned; det var sådan, at varmen fra hans krop fik det nederste lag af sneen til langsomt at smelte, og når dette skete, kunne vandet trænge ned igennem hans tykke vinterpels og dermed gøre ham kold.
Hans bevægelse, hans rysten, kunne godt virke lidt voldsom, og derfor undslap han en dyb og nærmest undskyldende brummen, for at fortælle denne hoppe, der virkede ganske forsigtig af natur, at han altså ikke ønskede at farer pludseligt på hende. Derpå rakte han sin mule det tættere på hende, da hun lod til at acceptere hans nærvær, og berørte hende ganske forsigtigt. Han behandlede altid hopper, som var de af det fineste glas, og ganske nemt kunne gå i stykker. Hans dybe brummen lød atter engang, dæmpet og denne gang med en charmerende undertone, der løftede ham op fra det undskyldende plan endnu engang. Nok var hoppen forsigtig, men hun lod også til at være en, der tænkte og følte førend hun udtrykte sig, hvilket i langt de fleste tilfælde var ganske godt. Han lagde da hovedet en anelse på skrå, da hendes fine stemme brød stilheden. Det virkede som om, at hans spørgsmål havde gjort undergrunden en anelse ustabil for hende, i det hun ikke gav ham et direkte og uddybende svar; men hendes svar var interessant. For nok sagde hun, at hun holdte af den, men hun sagde også noget andet, som fangede hans interesse. Hendes tanker, kom oftere ud i følelser. Dette var et sprog, som den skimlede kunne se sig fascineret af, for mange, inklusive ham selv, brugte talen til at udtrykke sig i. Men hun brugte altså følelser. Han smilede kort, men ganske åbent, inden han da trådte et skridt til siden, ganske galant, for da at svare på hendes spørgsmål; for selvfølgelig skulle hun have et svar. I hvert fald så længe det handlede om hans meninger og tanker.

,,Melady, vinteren er en speciel periode for mig. Den gør livet svært, idet maden bliver gemt, kulden trænger sig på og ens færden bliver besværet. Samtidig fryser vandet, og det kan være besværligt at få hul på det, hvis frosten er rigtig hår. Samtidig, så er vinteren en tid hvor magien kan gro ud fra hver en krog af landet. Ikke at der findes magi, men det kan somme tider føles sådan. Skyggerne bliver lange, de hvide nuancer får alt til nærmest at se sølvfarvet ud, og samtidig nærmest glasagtigt. Jeg har mange følelser selv, omkring vinteren, men jeg kan lide den; dog er sommerens idyl mig mere favorabel end vinterens snelandskaber.”

Han afsluttede med en oprigtig udtalelse, i det han ikke følte det var nødvendigt at prise vinteren mere, end han følte for. Ja, vinteren var smuk og betagende, og rigtig god til at udøve hans store passion, drømme; men sommeren, kunne vinteren endnu ikke slå i hans sind. Han brummede dernæst imod denne næsten ræverøde hoppe igen, hvorefter han slog hovedet let til siden.

,,Melady, hvad fascineres du mest af, i denne verden?”

Spurgte han da. Han lod sjældent stilheden vare længe, fordi han yndede at udforske sindet på sine selskaber meget, for at finde ud af, hvordan de egentlig var. Navne, fortid, firkantede oplysninger var lige meget. Det var kedeligt og unødvendigt for at lærer et nyt sind at kende - og indtil videre gik det ganske godt med denne ræverøde hoppe; for hun lod ikke til at have noget imod, at han ikke trak imod fakta, men i stedet udforskede det, som man normalt ikke snakkede om. Sig selv.

Hingsten bevægede på sig. Som en stor bjørn rystede han sneen af sig, hun så den glide af hans brede ryg og falde til jorden som stjernestøv. På trods af at han kun var få centimeter højere endnu, så hun, virkede hans væsen større. Han fyldte mere, her i mørket mellem træerne. De brede skuldre og den kraftige man gjorde sit til, at denne skabning krævede sin plads her i verden. Alligevel så han ganske elegant ud på sin egen måde, hun så at han yndede at være let til fods og bevægede sig ikke uden at have hovedet med. De store blå øjne fulgte ham nøje, om end forsigtigt sådan som hun havde for vane at være. Hans dybe brummen brød lidt efter stilheden, som havde lagt sig som et tæppe over den mørke aften. Jo, det var en galant bjørn som stod overfor hende. Hans bevægelser optog hende, hun fik næsten et fjernt udtryk idet hun smilede næsten usynligt for sig selv. Et lille, ubevidst smil drevet frem af hendes egen tankestrøm. Minder havde nået hende, minder som nu og da spillede for hendes øjne og som ikke ville slippe sit tag. De var inden i hende, og hvilke følelser de så end måtte bringe, ville de altid være der. Man kunne ikke stikke af fra sig selv. Men man kunne leve i nuet, man kunne tage en dyb indånding og mærke energien i alt det omkring en, mærke sit eget hjerte slå og vide, at nu var nu og før var før. Alt var anderledes nu. Hun var her, i dette nu stod hun over for denne mystiske grå skabning som vakte hver celle i hende af nysgerrighed. Det på trods af de minder som han fremkaldte hos hende, men hun skulle ikke dømme ham på det hun så. Der gemte sig mere under pelsen på ham, det vidste hun, og der lod til at være endnu mere under pelsen på denne hingst end man kunne forvente af enhver hest. Hun mærkede hans berøring og skuttede sig kort, men blev pænt stående og mærkede kun i det yderste lag af hendes bevidsthed hans mule på sig. Det var ikke ubehageligt, det lod til at være noget han havde brug for, måske følte han sig tættere på hende ved også at mærke hende. Uden tøven accepterede hun hans væsen, og var det det han ønskede, så lod hun ham gerne. Så længe han ikke krævede for meget af hende. Hun mærkede stadig denne understrøm af varme fra ham, et blidt sind havde han. Hun studerede ham endnu, da han endnu en gang åbnede munden for at svare på hendes spørgsmål. Hans dybe stemme flød atter ud i natten, som kun ventede på at suge det hele til sig. Natten som var tavs, men helt og aldeles levende. Ligesom hun selv.
Hans ord forundrede hende. Så meget han talte, alle disse ord som strømmede fra ham uden tøven. Her var en taler med forstand på at sætte ord på alt, der var at forestille sig, og som nød at gøre dette. Hendes øjne var endnu store mens hun så på ham, undrede sig over hvor alle disse ord mon kom fra. De kunne umuligt kun komme et sted fra i ham, de måtte strømme fra hans bryst og hans mave, hans sind og hjerte. Hun hørte ham beskrive strabadserne ved vinteren, de smukke sider af den som hun selv genkendte. Hans ord var ganske ærlige, hun følte ikke at der blev lagt skjul på noget, sådan som folk havde for vane. Hvorfor tale, hvis man alligevel ikke talte det man mente? Den røde hoppe brummede stilfærdigt for sig selv, en blid lyd i den stille nat. Hun lagde hovedet undrende på skrå, da han sagde at han foretrak sommeren. ”Jeg ville aldrig kunne vælge.. Hvilken årstid, jeg holder allermest af mener jeg,” Det var brast ud af hende midt i al hendes forundring, hun tøvede et øjeblik over sine ord. De var dog allerede ude i luften nu, de hang og ventede på en afslutning mærkede hun. Nu havde han delt lidt af sine tanker med hende, så var det kun naturligt at hun også delte med ham. Ord.. Der var så forfærdeligt mange af dem, og at vælge de rigtige var sjældent nogen let sag. Den stilfærdige hoppe var tavs et øjeblik, inden hun fortsatte, hendes blik nu ikke længere rettet direkte mod hingsten. ”Alle fire har de deres skønheder og svagheder, uden sammenligning,” Hun blev hurtigt stille igen, hun mærkede sit spinkle hjerte banke hurtigere ved lyden af sin egen stemme. Hun kunne gå i dage uden at høre sig selv tale, men blot føle alt det der var omkring hende. Suge det til sig, være i ét med alt. Eller ønske at være det. Hvis blot hun kunne blive en solstråle, en del af lyset som kærtegnede græsset og bladene. Men så ville hun ikke være i stand til at møde alle de skabninger, hun nu havde mulighed for. Hun følte sig heldig, uendeligt heldig at stå her foran denne varme gråbjørn. Det var som om hun var kommet på eventyr, langt væk fra alt hvad hun kendte. I sine tanker fulgte hun ham stadig med øjnene, han bevægede sig oftere end hun, hun overvejede om hun mon var for stille for en som ham. Hun fik næsten lyst til at røre ved ham, bare et øjeblik, men gjorde det selvfølgelig ikke. Hun nøjedes med at se på ham, først i tavsheden. Indtil hans spørgsmål igen fik en undren frem i hende, hun betragtede ham undersøgende mens hun overvejede hvilket svar han dog forventede. Et øjeblik søgte hun hans øjne, blå som himlen. Søgende. Men hun fandt ikke svar, og udtrykte derfor sin undren med mild stemme. Hendes hoved let på sned, uden at ligge skjul på sin forundring over hans spørgsmål. ”Det har jeg aldrig tænkt over. Stortset alt forekommer mig fascinerende, vækker min undren.. Ligesom du gør, i dette øjeblik. Der er ingen mangler i denne verden. Og det der mangler, kan man selv tænke sig til. Jeg har ikke rigtig nogen.. Favoritter. Himlen er fascinerende, græsset der bølger i vinden. Uglens tuden om natten. For mig er der skønhed i alt.. Selvom det forekommer mærkværdigt for de fleste, jeg taler med.” Hun talte, til hun næsten følte sit talebånd helt slidt, selvom det ikke påvirkede hendes stemme. Hun tabte næsten luften. Han gav hende lyst til at tale, lyst til at udtrykke det hendes hjerte bankede for. Hun håbede blot, at han ville lytte. Det var ikke alle som lyttede, hun selv var bedst til at lytte. Hendes sidste sætning havde været tøvende og mere lav, måske havde hun sagt for meget. Overvejende drejede hun på de røde ører, mens hun løftede mulen en anelse for bedre at se på den fremmede skabning. Se, hvordan han mon ville reagere på hendes ord. Mon han ville le? Det ville nu ikke gøre hende så meget, ligemeget hvad han gjorde. Han måtte gerne le, hvis det var det han følte i sig. Hun var selv ikke god til at give udtryk for følelser, ofte blev de for meget for hende, de overvældede hende helt og hun blev nødt til at tænke på noget andet. Ganske enkelt fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af dem. Hvordan hun skulle reagere på dem, hvad hun skulle sige. Men han var fremmed for hende, og denne undren han vakte i hende var ikke ubehagelig. Ikke overvældende. Nej, han måtte spørge alt det han ville, og hun ville svare så vidt muligt, hun nu kunne.

Den skimlede hingst, med det noget så specielle sind og væremåde, havde fundet et smil frem, da den røde hoppe havde givet ham tilladelse til at røre sig; selvom han ikke havde bedt om nogen. Der lå en accept under hendes pels, der tillod ham at komme nær, og selvom han kunne fornemme, at denne hoppe ikke havde et personligt rum, der helst ikke skulle gennembores, så tillod hun ham alligevel at komme indenfor det yderste lag, hvilket var bemærkelsesværdigt. Han havde mødt en del hopper der havde afvist ham, fortalt ham at de ikke ville røres og gjort det klart at de ikke ønskede at lade sig åbne op i sindet. Men hende her, var anderledes, for selvom der lå et svagt ønske om at være i fred, kunne han alligevel fornemme, at hun søgte trygheden til at åbne sig helt. Han brummede dybt, hingstet, inden han mødte hendes blå øjne, for han havde hørt hendes ord, der havde bugtet sig som en bølge af melodier til hans ører og afgivet deres betydning til ham. Hun var fascineret af det meste, og der var ikke som sådan en yndlings ting, hun kunne sætte sin fantasi omkring. Dette havde han ikke været ude for før, for ligesom ham selv, havde alle han mødte haft en eller anden form for yndlings ting. Men at hun var anderledes på det punkt, vakte kun endnu større interesse hos den skimlede sjæl, der varsomt flyttede sin mule fra hendes hals og op imod hendes hoved. Dog lod han mulen hvile med afstand, således at det var op til hende, om de skulle opnå fysisk kontakt eller ej.

,,Melady, jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt om en før, som ikke havde noget at foretrække frem for andet. Det er dog en ting, jeg kan forstå, for selv er der nærmest intet, der ikke fanger min interesse, på den ene eller anden måde. Og jeg kan godt forstå dig, melady, med årstiderne, for hver af dem er unik og kan ikke undværes. Det ville være underligt hvis vi fjernede foråret og gjorde sommeren længere; og selvom jeg måske bedst kan lide sommerens varme og sol, så ville jeg ikke bytte foråret væk for mere sommer. Hvis jeg skal komme med en kommentar, omkring det du sagde, så viser det måske bare, at du har tilstrækkelig stor indsigt i livet omkring dig, til ikke at have et yndlingsemne. Og det er en ting, jeg selv engang ønsker at opnå”

Han afsluttede sine ord, med et af sine yderst karakteristiske smil. Charmerende, drømmende, hingstet. Han trak derpå mulen let til sig igen, for at ranke sig op i sin vante stilling. Han satte derpå fremad i en ganske nobel skridt omkring hende igen, inden han nikkede sigende, til at hun skulle tage hans side og følge ham. Han håbede da, hun ville, for oftest flød samtalerne bedre når der var bevægelse, og samtidig ønskede han at de to sjæle skulle se ting, i løbet af deres møde, ligeså. Måske kunne det give et endnu bredere billede af den røde hoppes sjæl. Han smilede atter skævt, inden hans stemme brød frem igen.

,,Men melady, måske kan jeg spørge om noget andet også. Er der ting i livet, der undre dig? Ting, som du ikke forstår og søger svar på?”

Fremsagde han så. Måske kunne det ses som en udfordring af hendes sind, at hun skulle se tilbage og finde ting i hendes liv, der måske ikke havde været logiske; og måske var der slet ingen, og i så fald var hans spørgsmål ganske let besvaret. Men det var endnu en lille prik i puslespillet, som han gerne ville have lagt på plads, inden han gik yderligere i krig med resten. Galant slog han endnu engang med det skimlede hoved, inden han rettede øjnene imod hende, fastlagt. Ville hun følge ham, ville hun svare ham?

[Tråd lukket - Out ]