Aldrig giv op min fine ven..

Diego



Klonk, klonk, klonk! Lød det atter, da Diegos ene forhov forhåbningsfuld hamrede hoven i den dybfrosne lille å. Flere ridser og små fordybninger i isens overflade var at se, efter Diegos forsøgende træk. En smule opgivende, trak Diego hoven til sig, og slog en smule med det unge hoved, irriteret, før halen også slog et lettere irritabelt og ungheste fornærmet slag. Han stod lidt, mens han nu fik en ny idé? Han lyste op, og ørene vippede let, mens han så sig rundt; planlage sin nye plan. Han vente rundt, i den glatte sne, og skred vel også lidt mellem de tætte og nøgne træer, før han travede et par meter væk fra åen…



[Resereveret til Nevan]

Af sted på de korte kraftige ben gik det. Han var på vej mod hans å, der lå et stykke inde i Chibales skovlandskab. Måske var det lidt for høje tanker Nevan havde som sig selv i forhold til dette sted, men når han nu ikke havde været andre steder end på denne ø, havde han alligevel fået en del ejerfornemmelser. Trods han som sådan ikke brød sig besynderligt om det. Kulden slog mod ham, som vinden dansede omkring hans kraftige vinterpelsbesatte krop. Det gjorde ham intet, han var en hingst skabt til vinter og kulde. Med sine kraftige lemmer, havde han nemt ved at bevæge sig rundt i sne og krat.
De små mandelformede ører blev rejst op, ved ukendte lyde. Pludselig stivnede den unge hingst, da det gik op for ham, hvad disse lyde stammede fra. En anden hest.. Af en uforklarlig årsag løb det ham koldt ned af ryggen og det var som om han kulden i samme sekund ramte ham og gjorde ham lammet. Han frøs til jorden, mens de dybe brune øjne søgte febrilsk rundt i mørket efter ejermanden til disse lyde. Hingsten spærrede sine næseborer op og prustede tungt ud i luften, mens han langsomt begyndte at spænde sin krop som en anden kamphane.
Hans brede hoved virrede en anelse i mørket, mens han trådte et par stive skridt frem, endnu imens han søgte efter hingsten. Da det gik op for ham at hingsten var på vej væk fra åen, tillod han sig selv at slappe en anelse af. Han fnøs bestemt og nikkede dertil, for at slå fast for sig selv, at denne å altså tilhørte ham. - Lidt unghestenykker var vel i orden.
Som han nåede frem til åen, stirrede han forbløffet ned på den, hvorefter skuffelsen skyllede indover ham. - Is. Han lod mulen glide henover isen, med en opgivende brummen.

Diego



Lettere vinter kåd, drejede Diego om sig selv, for at springe ned i denne lille frosne å. I håb om at dette ville være tilstrækkeligt nok til at slå hul i den frosne is. Han hejste hovedet, mens hans lange ben skøjtede under ham på det sneglatte underlag, som fremviste brune spor efter at have betrådt sneen. Til Diegos overraskelse, var en fremmed skikkelse ankommet, og stod på den anden side af åen. Han måtte indrømme at han ej havde hørt denne sjæl, og end heller ikke lugtet. Diego stoppede, i al ærgrelse da hingsten derpå stod med mulen søgende ned mod den frosne å. En smule kejtet havde Diego været næsten nede og sidde, efter sin skøjten omkring sig selv, før han blev stoppet hel op, en 5 meter fra åen, og hingsten lige overfor.

”Ja, det er sværere end som så…”
Sukkede Diego, med den unge og drengede stemme, mens hans sprudlende og livlige øjne gnistrede energisk. Hans øre vippede sig nysgerrigt, mens han smilte svagt og en smule ærgrende over situationen, men dernæst tydeligvis venligt imod den fremmede hingst; en lettere tæt og mindre bygget hingst, som han ikke kunne erindre at have stødt på før; hverken ham eller hans duft?

Da en lyd trængte igennem og ind i hans hoved sitrede det gennem Nevans krop, som det pludselig gik op for ham at han ej var alene. De store brune øjne rettede opmærksomheden mod den brune hingst der stod overfor ham. Det udtryk der hvilede i hans øjne, var ganske svært at bedømme. En snert af frygt, lidt nysgerrighed men også en vrede over at denne hingst alligevel havde formået at overraske ham, endda ved hans å. Med en flydende bevægelse hævede han den kraftige hals, uden hans blik forlod hingsten på noget tidspunkt. Den sorte kraftige hale piskede bag ham, som om han i sit indre kæmpede for at finde ud af hvad han dog skulle føle for denne hingst. Skulle han jage ham væk eller skulle han - som han nok ville have gjort før i tiden - have inviteret ham til en samtale, på godt og ondt, ligesom i gamle dage.
Da hingsten så pludselig lød belærende overfor Nevan hævede han hovedet og mimrede undrende med mulen, mens han overvejede hvorfor denne hingst stod og fortalte ham hvor svært det var at slå hul på isen. Lignede han da en komplet idiot eller var det blot en form for venlighed? Endnu engang måtte han brumme undrende, hvorpå han lagde hovedet på skrå, for dernæst at nikke som svar til hingstens bemærkning. ”Det siger du ikke. Frosten er kommet pludselig i år.” Svarede han med en hæs stemme, der dog alligevel bevidnede om den unge sjæl hingsten besad. Selvom det lød som om hans ord var valgt med omhu, lå det sådan at der ikke var tænkt særligt over det. Så længe han bare ikke lød dum i hingsten selvskab. Faktisk anede han ikke hvornår eller hvordan frosten var kommet de foregående år. Nevan kastede tankerne bort, mens han fortsatte stirrede på den fremmede hingst med de årvågne brune øjne.

[/font][/color]

Diego



Den lyse, lettere robuste hingst foran Diego, var en smule tvetydig i sit blik. Nysgerrighed syntes Diego straks at blotte, men nærmere en nysgerrighed som fra et fremmed væsen af en anden verden. Et blik der ikke helt kunne forud bedømmes for hvad hingsten havde i sinde at gøre som næste træk?

Diego smilte blot, over den hvide mule, som endnu var bar, trods den lange og plysset pels han ellers bar for vinterens kulde. Hans rødlige pels var denne vinter, endnu meget rød. Spidserne på hvert og et af hans rødbrune hår, var stadig meget røde, skønt bunden af hårene var mere mørke, og næsten sorte a se på. Det var vel mest af alt på grund af vinterens lidt pludselige fremkommen, at han sådan havde sat vinterpels så hurtigt; og lyset endnu ikke var nået ind til bunden af pelsvæksten.

”Mon ikke! Sidste år nåede denne her å ellers ikke at fryse helt i bund, før der var gået uger med sne i landet..”
Fortsatte Diego, med den meget imødekommende mine, og det brede drengede smil; mens den drengede og unge stemme blot spillede for den stadig fremmede. Han vippede nysgerrigt med de rødbrune og plysset øre, opmærksomt, mens de sprudlende og livlige øjne, spillede ungt og yderst uskyldsrent op.

Det smil hingsten sendte ham, fik noget til at røre på sig inde i hingstens krop. Det var som om den rødlige hingst afspejlede en gemt side af Nevan, en side der faktisk havde fyldt det meste af ham da han kom til Andromeda. Han piskede endnu engang med den sorte kraftige hale, som han trådte et halvt skridt nærmere hingsten, skønt åen i mellem dem, forbød ham at nærme sig ham yderligere. Også Nevan havde sat en god tyk vinterpels, dette ændrede dog ikke synderlidt på hans farve, det var kun de få blommer i hans pels der trådte tydeligere frem, mens hans sorte sokker fik en mere markant start i den tykke vinterpels.
Den enorme pels gjorde ham ikke ligefrem lettere at se på, faktisk så han umådeligt tæt bygget ud, med sine knap så lange ben og den brede bringe. Hans krop så dog stadig en smule unghesteagtig ud, men dette hjalp ikke ligefrem på det ”koldblodsheste-udtryk” han bar.

”Jeg var her ikke sidste år.”

[/i]

Svarede han blot med et lavmælt prust. Han lød nok en smule uforskammet, men hans instinkter var ganske tvetydige i denne hingsts selskab. De naturlige instinkter fortalte ham, at denne hingst muligvis kunne udgøre en trussel for ham, men omvendt bar han en enorm nysgerrighed for fremmede og det blik denne hingst sendte, vidnede om at han bar en personlighed der kunne minde om hans egen.

”Mit navn er Nevan. Hvad hedder du?”

[/i]

For denne gang, lod han nysgerrigheden sejre i stedet for at bekæmpe denne hingst, der var trådt ind på ’hans’ område. Han brummede svagt og skulle netop til at træde et skridt frem mod hingsten, men nåede lige akkurat at stoppe sig selv, ved tanken om isen på åen. Han skævede op mod hingsten og sendte ham et prøvende smil, der viste blot en smule af den kådhed og energi der lå gemt i ham.
[/blockquote][/font][/color]

Diego



Den lettere tætte hingst som piskede med halen, fik Diegos drengede og endeløst lystige smil til at holde en smule igen. Nok var Diego ung af sind, naiv og så kun alt det gode i andre sjæle. Men han var ikke fuldkommen idiot; han havde trods af alt lært at alle har grænser der ikke må overtrædes. Derpå, ved et nyt møde, ville Diego ikke være for frembrusende hvis ikke gengældt imødekommenhed var på tale. Dog røg hans øre ikke tilbage, og smilet var da heller ikke blegnet før hingstens lidt afvisende tone kom på tale. Diego smilte stille, en smule forsigtigt derpå da han blot nikkede smidigt og roligt i nakken over hingstens konstatering. Han var vidst ny her? Tanken om, fik et nærmere eftertænksomt blik i hans ellers sprudlende og levende øjne.

Men hingsten skiftede nu, da han præsenterede sig, og en interesse klart blev synlig. Diego slog blikket ned på hingstens hove, der var nær åen nu. Diego smilede fornøjet, og endnu igen afslappet, da hans unge og sprudlende blik mødte hingstens øjne.

”Jamen velkommen her til Nevan. Mit navn er Diego!”
Præsenterede Diego høfligt og respektfuldt, mens han nikkede en smule dybt i den smidige hals, med det evige friske og unge sind der hvilede over hans ansigt udadtil.

”… men jeg kan forstå du ikke her været her i landet længe?”
Lød Diegos unge og drengede stemme interesseret, mens det brede og unge smil atter var som fæstet fast over den hvide mule. Han vippede nysgerrigt med den plysset rødbrune øre, mens han selv trådte lidt frem imod hingsten og åen. Mon han kendte andre her omkring?

Nevan virrede kort med det brede hoved, mens han overvejede hvordan han skulle være overfor denne hingst. Han kunne ikke helt finde ud af om han burde jage ham væk fra hans å, hans skov eller om han måtte acceptere at landet var frit for alle og derfor var det også frit for denne rødbrune hingst? Det var Nevans unge alder der gjorde ham usikker, havde han levet livet i længere tid, havde han måske ikke været i tvivl, men netop på grund af hans unge alder vaklede han. Alligevel måtte han lade sin unge kådhed og nysgerrighed sejre, det sås tydeligt i hans blik som han rettede det op fra jorden og søgte hingstens kåde øjne. Det var nærmest som at se sit eget spejlbillede, bortset fra at denne hingst måske var mere venligsindet end Nevan selv. Det gjorde ham ikke så frygtelig meget, hvis han trådte lidt over andres grænser. Han skulle nok komme ud af problemerne på en eller anden måde.
Da Diego præsenterede sig og bød ham velkommen, lod han et skævt smil slippe den kødfarvede mule. Han prustede tungt og lod dernæst diskret blikket glide henover hingstens krop, blot for at vurdere hans styrke og muskulatur. Det var tydeligt at Nevan var hesten med mest fylde, han var tæt bygget, ja nærmest koldblodsagtig. Men Diegos muskler trådte tydeligere frem under hans vinterpels end de gjorde på Nevan. Noget der irriterede ham, men styrken skulle nok komme i takt med hans alder. Han skævede mod hingsten som han bukkede svagt for ham, noget der forekom Nevan en anelse underligt, men for Diego var det nok blot et tegn på høflighed og respekt. Nevan brummede svagt og lod blikket glide rundt i mørket.

”Nej. Jeg er stadig ny. Chibale er den eneste ø, jeg har besøgt af de mange ø’er der er. Jeg ønsker ikke at forlade denne ø.”

[/i]

Svarede han med en let stemme. Han udviste ingen tegn på usikkerhed eller frygt, snarere hævede han hovedet for at fremstå stærkere. Der var så absolut ingen der skulle tvivle på denne hingsts selvsikkerhed, han havde styr på sit liv - sådan da og der var bestemt ikke nogen der skulle få ham til at knække. Trods denne aggressive holdning var han en imødekommende hingst, hvilket også afspejlede sig i det nu mere løsslupne smil han sendte til Diego.

[/blockquote][/font][/color]

Diego



Et lidt skævt og næsten tilbageholdt smil, undkom fra hingsten Nevan. Diego syntes ej at denne hingst var le at tyde, men på den anden side kunne det være han skulle lære noget nyt i dag? Det evige livlige og sprudlende blik i Diegos mørke øjne, der som altid var så nærværende og kontaktsøgende, så atter i hingstens øjne. Diegos plysset rødbrune øre vippede sig nysgerrigt mod hingsten, da han talte til Diego. Smilet over Diegos hvide mule forblev, mens interesse i hans sind var tydeligt. Det yderst uskyldsrene og næsten naive udtryk Diego bar sig, så til mens Nevan færdiggjorde sin sætning.

Hingsten her var jo tilhænger af Nevan. Hvilket tilmed undrede Diego, da et samtidigt eftertænksomt og næsten grublende udtryk kom til syne i Diegos ansigt mens smilet blegnede en smule. Han havde aldrig stødt på denne sjæl, skønt Diego levede og åndede for denne Ø? Diego nikkede dog roligt, da hans livlige og vågne udtryk kom igen.

”Jeg har også lige fra første dag, fundet trygheden her på Chibale. På trods af jeg synes der er langt imellem selskaberne.”
Smilede Diego, mens den drengede og unge stemme spillede lystigt for Nevan. Det lidt mere kåde blik slog atter ind, da noget pulsede i sneen længere væk i skovbundens lag af sne. Et bredt smil kom til udtryk, mens det nærmest sitrede i Diego for at undersøge dét!
Men straks vendte han opmærksomheden atter på Nevan.

”Men Nevan, har du så mødt mange efter du er kommet hertil?”
Lød Diegos unge og drengede stemme interesseret, mens den hvide mule en anelse nysgerrigt blev strakt frem, før hovedet tiltede nysgerrigt og ungt på skrå, med det evigt drengede og lige nu lidt kåde smil.

Som han stod foran den rødbrune hingst løsnede han langsomt mere og mere op, den bortgemte attitude dukkede langsomt frem. Hans smil blev kækkere, bredere og hans øjne glimtede snart af spilopper og ballade. Det var tydeligt at Nevan og denne Diego var bygget af samme stof, samme energi og lyst til eventyr og leg. Pludselig kastede han det kraftige hoved op mod himlen som et dybt og dog ungt vrinsk lød fra ham, han faldt dog atter til ro ved lyden af hingstens stemme.

”Chibale minder mig om mit gamle hjem. Måske er det derfor jeg er blevet her. Men jeg giver dig ret, Diego! Selvskab er ikke ligefrem nøgleordet for Chibale.”

[/i]
Svarede han med en let stemme. Også Nevan bemærkede den uventede puslen længere henne, hele hans krop stivnede mens han mørke blik fokuserede på den mørke skovbund. Alligevel lod han opmærksomheden glide lynhurtigt tilbage på den rødbrune hingst, mens smilet spillede om den kødfarvede mule. Ved hingstens næste spørgsmål, gled et tænksomt udtryk ind over hingstens ulvebrune øjne. Han vippede med ørerne et par gange frem og tilbage, mens han prøvede at regne antallet ud.

”Hmm. Jeg tror faktisk du er den tredje, Diego! Du burde føle dig beæret..”

[/i]

Lød det fra ham, drillende og muntert som han selv strakte hovedet frem og nappede hingsten i den brunrøde man. Han hoppede hurtigt i sikkerhed, mens udfordringen spillede i hingstens mørke blik.

[/blockquote][/font][/color]

Luften er atter frysende temperatur, men alligevel ikke noget der bliver bidt sig som sådan mærke i. Vinden var ret så stillestående nu, især imellem træerne; på trods af deres nøgenhed. Hingsten begyndte så småt at bløde op for Diego, den lidt tætte og lavere hingst der endnu stod ovre på den anden side, af den nu ellers meget smalle å. Diego havde egentlig helt slået tanken om at knuse isen under hans hove, ud af hovedet; men alligevel kunne han godt mærke at han endnu var tørstig. Opmærksomt så han endnu til imod hingsten, der nu talte meget mere på liv og løs som han selv altid gjorde godt af.

”Jeg har det på samme måde! Hele mit liv, levede min flok også i terræn som det her, og gerne med uendeligt lange skove, som var større labyrinter at finde rundt i!”
Lød Diegos stemme lettere begejstret over stemningen der var pålagt dem efterhånden. Mens den drengede stemme lød, smilede Diego bredt og drenget over mulen, og kunne ej tilbage holde et kort fokus på den damp der steg til vejret fra den hvide mule der havde talt.

”Den tredje ligefrem?”
Diego slog en drenget og uskyldsren latter op, mens hans øjne sprudlede energisk. Naiviteten og den unge rene sjæl af bar’ ærlige, var ikke at tage fejl af hos den glade Diego. Der nu fik påført sig et nap i manen, for tæt stod de, på trods af åen mellem deres forben. Let rystede Diego drenget på hovedet, og nappede let igen med en let kåd undertone i det sprudlende blik. Ørene røg også let tilbage, af ren frækhed, før de gled nysgerrigt frem og prøvende igen.

”… Tredje gang er jo lykkens gang, har jeg engang hørt?”
Konstaterede Diegos unge og drengede stemme, med en let drillende tone. Han vidste ikke hvad det ville føre til, men han var praktisk talt også fuldstændig ligeglad. For denne Nevan, virkede som om han var meget nærmere hans egen personlighed end man lige som så skulle tro?

Trods mørket omkring dem, var Nevan ikke utilpas i denne hingsts selvskab. Han kunne faktisk godt lide Diego, på trods af hans første tanker omkring denne hingst. Selvom Nevan stadig betragtede Chibale som sit og ikke hans, kunne han dog godt acceptere at denne hingst også betrådte landet. Måske var denne accept kommet, da det gik op for ham hvor lig de to egentligt var. Nevan vippede de brede ører frem med et nysgerrigt udtryk i de ulvebrune øjne, han ønskede at lære denne hest at kende. Mest fordi han havde på fornemmelsen, at der kunne blive et fint venskab ud af dette møde. Og venskab mellem hingste var ofte sjældne, fordi mange var så forbandede højrøvet og kun koncentrerede sig om hopper.
Ved lyden af Diegos stemme, vippede Nevan et par gange med ørerne hvorefter hans øjne søgte Diegos blik. Han lyttede opmærksomt og interesseret til hans stemme. Den måde Diego beskrev hans hjemstavn på, fik Nevan til at overveje om de måske var kommet fra samme hjem? Men hvis det var muligt, så havde han aldrig før set Diego og flokken var trods alt ikke den største i verdenen. Nevan mimrede med den kødfarvede mule, hvorefter han trådte et par skridt til siden, for ikke at fryse helt fast i sneen der var begyndt at dale ned over øen.

”Det lyder meget som mit hjem. Hvornår rejste du derfra?”

[/i]

Det var pludselig ikke blot et spørgsmål der opstod af almen interesse, men snarere et spørgsmål der kunne betyde at Nevan måske fandt en af sine gamle medheste. Om dette ville gøre en forskel for ham og hans liv her på Andromeda anede han ikke. Men bare tanken om at Diego kunne være komme fra samme sted som han, gjorde ham glad. Det gav han en følelse af, ikke at være helt alene. De ulvebrune øjne, hvilede opmærksomt på hingsten, mens han afventede svar.
Det var tydeligt, at han håbede på et specieltilfælde. Alligevel vidste han dog, at sandsynligheden var lille. Der var mange lande rundt omkring, der var dækket af skove. Hans hjemland var ikke det eneste. Nevan knejste med nakken, hvorefter han virrede svagt med hovedet, for at kaste tankerne fra sig. Han brummede sagte og lod så blikket glide rundt i området omkring åen. Hans blik søgte atter ned mod den tilfrossede å, mens han overvejede hvad der mon skulle til for at slå isen i stykker.
Da hingstens latter pludselig slog igennem og gjorde Nevan opmærksom på det selvskab han havde, slog han blikket op mens han lagde hovedet en anelse på skrå. Han brummede fornøjet, mens han betragtede hvordan Diego grinte færdig. Nevan nåede kun akkurat at undvige det nap, Diego havde sendt af sted. Også hans ører ramte nakken, mens halen begyndte at piske. Selvfølgelig var det kun i sjov, hvilket også var tydeligt på hans kropssprog. Øjnene lyste udfordrende, mens han overvejede om at skulle springe over på den anden side, for at igangsætte en leg. Det sitrede kort i hingstens krop, ved tanken om at bevæge sig, noget han bestemt ikke havde gjort længe. Den unge hingst fnøs kort, hvorefter hans ører atter flappede fremad og halen holdte op med sit piskeri.

”Om dit møde er lykken for mig, ved jeg nu ikke.”

[/i]

Lød det provokerende og muntert fra ham, mens han kastede hovedet op mod himlen hvorefter hans kraftige ben endnu engang bar ham et par skridt til siden. Som hans blik atter engang gled ned på åen, konstaterede han nu, at med et spring ville han kunne være på den anden side. Han prustede kort og sprang så fremad henover åen. Måske det havde været dumt, ikke at tage tilløb, han var trods alt en lille og kraftig hest. Det akavede spring resulterede i en baghov der hamrede ned i isen og derefter gik igennem. Nevan fnøs forskrækket, hvorefter han sprang fremad med et par elegante hjortespring.
Som han atter stoppede op, skævede han over mod Diego og rystede kort hele kroppen, som for at sige - det var meningen -. Herefter vendte han fronten mod åen og betragtede vandet der piblede op af det hul hans hov havde hamret i isen.

”Ønsker den herre sig en lille tår vand? Værsartig”

[/i]

Lød det med en formel og dog drillende tone. Hans blik var fuld af spilopper som han stod og afventende hingstens reaktion.
[/blockquote][/font][/color]

Det lette mørke omkring dem virkede på ingen måde omklamrende; og slet ikke nu når de var to, på trods af at de havde fokus på hinanden og en fare egentlig nemt kunne snige sig ind uventet. Den robuste hingst Nevan viste tydeligt interesse med den opmærksomhed hans sind bar, når Diego talte for hingsten. Det varmede hos Diego, det kunne han mærke. Hans hjerte bankede let roligt, men høreligt for Diego, mens hans plyssede øre fortsat lyttede nysgerrigt imod hingsten foran ham. Klart blev det for ham da Nevan viste interesse for hans rejse hjemmefra. Kort så han en smule eftertænksom ud i de mørke øjne, for hvor længe siden var det egentlig? Det var vel knap to år siden nu? Det måtte det være! For det var hans anden vinter her, men sågar også anden sommer, efterår og forår. Det ville snart blive hans tredje forår her i landet Andromeda, han endnu var ubevidst om hvordan han nogensinde var kommet her til?

”Det kunne sagtens tænkes!..”
Startede Diegos stemme opfordrende og opmuntrende, mens hans øjne sprudlede levende og varmt.

”… Men det er en to år siden nu, efterhånden.”
Forklarede Diegos unge og drengede stemme færdigt, med en ærlig og rolig klang. Han havde egentlig ikke nogen holdning til at være endt her. Jovist savnede han sit gamle hjem, sine venner, familien. Men! Alt skulle tages som en oplevelse og nydes i nuet, som Diego altid selv havde levet efter… for det meste!
I mellemtiden var det synligt for Diego hvordan hingsten nærmest overvejende så ud, mod isen. Måske han ville prøve at hoppe ned på den, præcis som Diego selv havde haft som intention! Diego smilede fortsat fornøjet over den hvide mule, mens hans plyssede øre vippede kort glædeligt. Alt dette mundede i et lettere drenget og drillende, lidt overbærende, mens Diego en smule hingstet og kådt rystede protesterende på hovedet, med et let dæmpet drenget grin over hans lidt provokerende og drillende sætning. Diegos øjne lyste glædesfuldt, mens hans mule var prydet med det drengede smil; før det brød ud i en varm latter over synet fra hingsten der sprang.
Nevans lidt forskrækkede prust var nok det der udløste Diegos latter, før han sæt drillende puffede Nevan over halsen stadig med en lettere dæmpet latter der så småt mundede ud.

”Let og elegant!”
Afsluttede Diego sin latter i en varm tone, ironisk, men temmelig harmløst og uden grumme bagtanker eller stødende tale. Før det gik op for Diego han havde fyret denne sætning af, mit i nogen Nevan havde sagt. Diego kvalte kort sin latter, og så opmærksomt på ham.

”Undskyld hvad?... Når, jov, mange tak!”
Lød Diegos stemme, hvorefter det hurtigt til op for ham hvad Nevan havde sagt, og med en lettere kåd stemning, smålo de sidste to ord, før han trådte nærmere åen, med et yderst fornøjet smil, mens hans øjne sprudlede energisk.

Med et eftertænksomt udtryk i de brune øjne, vippede Nevan et par gange med ørerne. Hvordan kunne han mon finde ud af om Diego var en af hans gamle hjemlandsheste? En svag mimren fra hans mule indikerede, at han var ude i et tankespind. Hans blik gled ned i jorden, mens han overvejede hvordan han kunne teste hans teori. Hvis det var to år siden Diego var taget afsted, burde Nevan jo have set ham. Nok var en han tumling af en to års, men han vidste nu godt hvem han delte flok med. ”Skal vi ikke bare lade som om at vi kommer fra samme sted?” Spurgte hingsten så, da hans blik atter søgte mod Diegos og hans kødfarvede mule bredte sig i et smil. Det var langt fra nogen sikker teori, men Nevan havde ikke tålmodighed, til at regne ud hvordan de skulle teste hans teori. Derfor var det meget nemmere, bare at lade som om. Så tænksom havde han dog været.
Da Nevan var endt på den anden side, skar en han kort grimasse ved lyden af Diegos latter. Nok var det en rar fornemmelse, at kunne få andre til at grine. Men meningen var jo, at dette spring skulle have set let og elegant ud. Han vippede kort med ørerne og kunne ikke selv lade være med at grine en anelse. ”Jeg burde modtage en ærespræmie for at slå hul på den is der..” Mumlede Nevan, som han betragtede hvordan Diego nærmede sig åen med energiske øjne. Nevan smilede til ham og kunne ikke lade være med at slippe en let latter.

[/font][/color]