Gennem skovens mørke.

Vores dansende trav fortsætter, side om side tripper vi af sted, mens jeg fortæller en smule om mig selv, dog i korte træk. For jeg kan da fortælle ganske meget om mig selv, men jeg synes samtidig også det er vigtigt, at denne Nevan, lærer mig at kende ud fra mine handlinger, og ikke ud fra hvad jeg selv kan fortælle. I en let bevægelse slår jeg med den røde hale, mens jeg drejer hovedet imod ham, da han spørger hvorfor min broder blev forvist. Et lidt sørgmodigt smil glider over mine læber, men dog ikke i for lang tid.

,,Min bror blev forvist, fordi han blev anset som en trussel overfor lederen. Og dette medførte desværre til at lederen satte det sådan op, at enten skulle kampen mellem min bror og ham stå, og så skulle taberen forsvinde, eller også skulle min bror gå af egen fri vilje. Min bror var aldrig en slagsbror, og han valgte derfor at gå af fri vilje, med det udgangspunkt at han aldrig måtte vende tilbage igen”

Besvarer jeg ham ganske stille og roligt, mens jeg smiler ganske mildt, for at vise ham, at det er ganske ok at han vælger at spørge ind til det. For hvis jeg virkelig ikke ville snakke om noget fra min fortid, så ville jeg end ikke starte med at fortælle en smule om det, men blot tie stille.

Med interesse lyttede Nevan til den røde hoppes ord. Han undrede sig kort over denne behandling fra lederhingsten, det lød ikke til at Armonias bror havde udgjort nogen trussel så i Nevans hoved var den udsmidning ganske unødvendig. Den eneste måde denne utilfredshed kom til syne, var ved et svagt fnys. ”Nogle lederhingste er ret magtsyge..” Konstaterede han kort og puffede blidt til hoppens skulder, som en let opmuntring. Måske mest til sig selv, men også til hende. Han havde godt set det sørgmodige udtryk, der var nået hendes øjne, som samtalen drejede sig om hendes bror. Nu da Armonia havde fortalt om sig selv, følte Nevan sig egentligt også forpligtet til at fortælle om sig selv. ”Min mor døde under min fødsel, derfor voksede jeg op sammen med min far. Jeg har altid bebrejdet mig selv lidt, som om mit liv kostede min mors sit liv. Men på min fire års fødselsdag blev jeg genforenet med hende, da hun førte mig til Andromeda. Jeg er bare så bekymret for min far, jeg var den eneste han havde tilbage og nu er jeg her..” Hans stemme døde en anelse ud, mens han skævede over mod hoppen med sine ulvebrune øjne. Det var tydeligt at denne bekymring var en stor del af hingsten, selvom det på ydersiden egentligt ikke lignede at denne hingst kunne bære bekymringer. Men når det gjaldt dem han holdte af, var Nevan ganske følsom og varmhjertet.

[/font][/color]

Nevan virker oprigtigt ked af det på mine vegne, min broders vegne, og hans medfølelse vises også tydeligt, idet et fnys forlader hans mule, et utilfreds et af slagsen. Et lille smil planter sig henover min røde mule, mens jeg mildt kigger i hans retning. Jeg ser ingen grund til, at dvæle ved min egen fortid; men jeg vil altid huske den, og mindes de gode minder og tider fra dengang. Men jeg er også en hoppe, der mener, at jeg nu skal se fremad, og leve det liv, som jeg nu har fået i dette land; for det er her, min fremtid ligger. Jeg siger intet i første omgang, til de ord han siger, om lederhingste, for jeg har en fornemmelse af, at han ønsker at sige mere; og ganske rigtigt. Han fortæller nu om sig selv, mens jeg lytter opmærksomt og roligt. Først da hans ord er færdige, og hans stemme er faldet lidt hen, lader jeg min mule falde opmuntrende imod hans skulder, varmt og blødt, inden jeg trækker mulen til mig igen.

,,Lederhingste kan til tider være magtsyge, ja.. Men Nevan, det gør mig inderligt ondt, med din moder, og at du aldrig skulle opleve hende, før du blev taget hertil. Men jeg vil dog sige dig, at jeg ej tror du skal frygte for din fader. Jeg lever i din tro, at vi der bliver bragt hertil, er taget hertil af god mening, og fordi en anden skæbne venter os; nok er du og din fader ikke længere sammen, men jeg er vis på, at hvis blot din fader er lige så varm og sind og hjerte som du, så vil han klare sig godt, også alene. Kære, du vil få et liv i dette land, som mange ville ønske at få; det handler blot om, at du selv ønsker det, og ej dvæler ved de kære du ikke længere ser, af forskellige årsager.. Aldrig glem din fortid; husk den, og bevar den, for den er en del af dig, men dvæl ej ved den, for da vil den hindre dig i, at kigge fremad, imod den fremtid der ligger for dine hove”

Siger jeg med den milde tone, der er oprigtig og varm. Hvert eneste ord mener jeg skam, for at lyve, det kan jeg ikke. Jeg mener altid hvad jeg siger; og jeg kunne aldrig drømme om at sige ord, som ikke er rigtige. For det kommer man aldrig langt med. Et mildt brum forlader min strube, opmuntrende, inden jeg sænker farten ned til skridt, og lader min mule falde blødt imod hans skulder, i en venlig gestus, inden jeg igen trækker den til mig.

Denne tråd er hermed afsluttet.
Jeg har i en længere periode være inaktiv, og dermed ikke fået svaret i en del tråde. For at jeg kan finde hoved og hale i tingene, vælger jeg derfor at afslutte mange af mine tråde. En ny kan selvfølgelig startes, hvis lysten er der