Gennem skovens mørke.

Der blandt stammerne, bevægede der sig en enlig hest. En hest der var langt fra sig selv, fra sin vanlige jeg. Engang - det føltes som evigheder siden - havde denne hest, denne unge sjæl, været sprudlende af energi og liv. Men han var som sunket ind. Livet her i Andromeda havde taget hårdt på ham, specielt fordi hans uundværlige selvskab havde været ganske svært at opsøge. Det ellers så muntre livlige blik i hans ulvebrune øjne var forsvundet og erstattet af et mat udtryk, der ikke fortalte om liv og ballade. Tværtimod var denne hest en smule søvndyssende at se på, som han traskede gennem den svampede bund i skoven, på øen Chibale.
Det var her han havde været, lige siden han var ankommet til Andromeda. Faktisk havde han ikke bevæget sig andre steder hen, dette måtte være hans hjem. Her blandt de høje, lave, brede, smalle, tykke, tynde, mosbelagte, gamle og unge træer. Det hele føltes velkendt, men alligevel så koldt og fremmed. Et svagt prust slap den kødfarvede mule, mens en hvid åndesky steg op fra hans brede mule og forsvandt over hans hoved. Langsomt lod han blikket glide rundt, mens han med slappe bevægelser traskede videre. Den lille og dog kraftige hingst havde sat vinterpels, men alligevel følte han ubehag ved landets kulde. Han følte sig frastødt og uvelkommen. - En følelse der absolut ikke gik godt i spænd med hans evige eventyrlyst og glæde.

Årstiden har igen skiftet, og det er nu blevet vinter. Sneen er faldet forholdsvis hurtigt i det her land, og det gjorde det også sidste år, så vidt jeg kan huske. Men sneen skaber ikke altid gode ting, men smukt er det, men også ganske koldt. Med lette skridt, bevæger jeg mig igennem det lille lag sne der er, med retning ind imod den helt tætte del af skoven. Der ved jeg, at der ikke ret ofte er meget sne, fordi træerne er så tætte, at sneen knapt nok kan komme igennem, uden at smelte først, på træernes nøgle grene. Men små klatter sne, ligger der dog rundt omkring. Med en let bevægelse, smyger jeg mig igennem træerne tætte landskab, mens de varme og blide øjne viger rundt imellem træerne, for at se om nogen er her. Men ligenu, ser jeg intet.
Idet jeg har bevæget mig længere og længere ind, bemærker jeg en duft i mine næsebor, duften af en fremmed sjæl, og dette får mine øjne til at glide roligt omkring, opmærksomt og søgende. Og kort tid efter, får jeg øje på en lys, jordfarvet hingst, hvis øjne ser matte og opgivende ud, noget, jeg ej bryder mig op. Langsomt træder jeg nogle skridt tættere på den fremmede sjæl, mes hovedet lidt lavt nede, for ej at virke anmassende, eller for frembrusende. Mine øre forbliver fremme, og et lavmeldt og blidt brum, forlader nu min mule, så en varm dampende masse ryger op, som en lille sky, fra mine næsebor. Jeg ønsker at gøre ham opmærksom på, at eg er her, så han ikke pludselig bliver overrasket.

Trods hoppens blide og påpasselige måde at nærme sig Nevan på, nåede han alligevel ikke at opdage hende, før hele hans krop trak sig krampagtigt sammen i et chok. Med store brune øjne stirrede han på den rødlige hoppe. Det føltes som en evighed, som han stod der og betragtede hoppens tilnærmelser. Uden helt at tænke over det, sænkede Nevan ligeledes hovedet, så de nu var i samme hovedhøjde. Hans unge øjne slap ikke hendes fortryllende blik, selvom hele hans krop sitrede af forbløffelse og chokket over hendes pludselig fremtræden. Hun tryllebandt ham, mens en snert af genkendelse sneg sig ind i hans hoved. Han vidste dog at han med sikkerhed aldrig før havde mødt denne hoppe og alligevel, mindede hendes blik ham om hans mor.
Pludselig var han væk fra nutiden og svævede i stedet i mindet om portalen og ”mødet” med sin mor. Han huskede hendes blide men formanende stemme, der fortalte ham hvordan det hele skulle gå. Var det mon også det, denne hoppe ville? Ville hun komme, for at fortælle ham noget? Noget om livet i Andromeda, noget om fremtiden? Pludselig løb en ustoppelig nysgerrighed gennem hans krop og for et kort øjeblik glimtede hans ulvebrune øjne af liv og nysgerrighed. Denne blide hoppe måtte have svar til ham, svar på hans spørgsmål, måske endda svar på hans ensomme tilstedeværelse.
Han drejede omkring på de sorte bagben, hvorpå han afkortede afstanden i mellem dem med adskillige meter. Han brummede nysgerrigt, mens han overvejede hvordan han mon skulle få svar på alle sine spørgsmål. Det faldt ikke den unge hingst ind, at han blot var en beboer af Andromeda præcis som ham. Nej, i hans øjne måtte hun være noget særligt. For det udtryk hun bar, var så kærtegnende og blødt, at hun måtte være en særlig hoppe.

[/font][/color]

Den jordfarvede hingst, med de flotte sorte aftegne på benene, virker ganske overrasket over at jeg er kommet ham så nær, uden at han selv har registeret det. Men jeg går også altid med skridt, der lander så blidt imod jorden, at mange ikke kan høre mine skridt, før jeg er dem meget nær. Grunden til mine bløde skridt, er fordi jeg som altid ønsker at kærtegne jorden under mig, for sådan finder jeg mig bedst tilfreds i min egen krop og sjæl.
Mine varme øjne, hviler imod ham, og da hans overraskede reaktion kommer, sænker jeg blot hovedet yderligere ned, og lader de varme og milde øjne, søge ned imod sneen, for ej at stirre på ham, og for at sørge for at jeg ikke virker truende eller vred; for det er jeg aldeles ikke, og jeg har heller ikke været det en eneste gang, i min tid her i dette land.
Da jeg kan høre han er mig nærmere, fordi han drejer sig, lader jeg blikket glide op igen, så jeg kan se ham igen, et let og lille smil glider over min røde mule, inden jeg så lader den lyse og fløjlsbløde stemme finde frem i luften.

,,Godaften, du fremmede sjæl. Mit navn er Armonia. Jeg kommer ej for at belemre dig med mit selskab, men blot tilbyder jeg dig, at være i dit selskab, så ensomheden ikke længere er din eneste følgesvend. Jeg har vandret længe i dette land, da dette er min 2. vinter jeg oplever, jeg kan derfor måske hjælpe dig, med at fortælle lidt om det land du nu betræder, hvis du ønsker det, men der er ej nogen tvang”

Dette bliver min præsentation, nok er den lang, men der er også meget at fortælle og sige, og derfor korter jeg den ej ned. Mine milde og nøddebrune øjne hviler i hans, alt imens jeg taler.

Nevan betragtede hoppen med noget der nærmest kunne minde om ærefrygt. Hendes milde udstråling, lå som et blødt tæppe af skyer omkring hende. Det farvede den mørke atmosfære omkring dem, i alverdens bløde farver og straks gjorde det den unge hingst roligere. Han stoppede da han nåede nærmere hende, hvorefter hans ulvebrune dybe øjne gled let henover den spinkle og dog så feminine og kønne krop, denne hoppe besad. Hun var en skønhed midt i dette vintermørke, en lysende engel der måske - måske ikke, var kommet for at frelse Nevan fra hans uendelige mørke ensomhed.
Da hendes stemme klingede gennem nattens mørke lukkede han for en stund øjnene i og lyttede til hendes ord. En kulde løb igennem hans krop, stærkt efterfuldt af en brændende varme ved lyden af hendes ord. Mon hun havde læst hans tanker? Hvordan kunne hun dog vide at han havde vandret i ensomhed? Hvordan kunne hun vide at han søgte efter svar, efter mening? Da han atter slog øjnene op, var udtrykket af ærefrygt endnu engang i hans øjne. Han betragtede hende, mens han prøvede at finde ord, finde svar, men mest af alt prøvede han at tøjle sin nysgerrighed og sine mange spørgsmål. Han ville nødig skræmme hende væk med hans ivrighed og nysgerrighed.

”Armonia, du er i sandhed kommet til mig som en frelsende engel. Det ville lette min mørke hverdag, at tilbringe aftenen sammen med dig, for jeg har i sandhed vandret i ensomhed. Og jeg har i sandhed brug for svar omkring dette land. Længe har jeg følt mig uvelkommen, jeg har ej mødt mange heste - to - og denne bidende kulde, giver mig lyst til at forsvinde. Fortæl mig, jeg beder dig, fortæl mig om dette ændrer sig?”

Hans stemme var hæs, lavmælt men alligevel udtalte han ordene nøjsomt og tydeligt. Han kunne ikke bære tanken om, at hun måske missede et af hans ord. Hun måtte høre det hele, for dernæst at kunne fortælle ham alt. Han talte som en ældre hest, med vise ord og dramatiske vendinger. Måske blev han grebet af stemningen og den fortryllende udstråling, men han bemærkede det knap selv. Endnu engang trådte han et skridt nærmere hende, hvorefter det gik op for ham, at han ikke havde præsenteret sig selv.

”For resten, så hedder jeg Nevan. Du kan kalde mig hvad du vil.”

Ved disse ord lød hans vante stemme, hans ungheste tone prydede atter hans stemme, gav den liv og et pust af noget frisk.

[/font][/color]

De røde øre, forbliver vendt imod den jordfarvede hingst. Jeg har ikke set en der ligner ham, i dette land, overhovedet. Den farve, de aftegn, og især det udtryk han besidder i sit ansigt, er meget karakteristisk, og ganske.. unikt måske endda. Da hans langsomt nærmer mig, som var jeg et genfærd, eller noget der ikke er virkeligt, kan jeg ikke lade være med at smile ganske blidt og svagt, for jeg synes det er utroligt, at han kan reagere sådan på en, der blot er mig. Jeg er som så mange andre, og alligevel som ingen. Men jeg finder nu ikke mig selv unik, eller speciel, men det gør andre måske? Idet hans stemme høres, kan jeg ikke lade være med at lytte, for han taler med en sandhed i stemmen, der gør at jeg faktisk tror på det han siger, at han ikke blot prøver at smigre mig, med sine fine ord.

,,Jamen, kære du.. En frelsende engel, ja gid det da var så vel. Men jeg er nu blot kommet til, som en simpel hoppe, som så mange andre er. Mit selskab, står dig til rådighed, så din ensomhed ikke længere skal være din følgesvend; ligså, kan du dermed fjerne min ensomhed, hvilket ville være mig en oprigtig glæde. Du vil møde mange flere i dette land, min kære, for her vandre mange sjæle i landet Andromeda, som er så ganske unikt et land; så tror mig, hvis du ikke ønsker ensomheden ved din side, så blot giv en lyd fra din krop, og andre vil dermed besvarer dig. Det er jeg vis på. Kulden vil forsvinde igen, og foråret dermed dukke op. Dernæst vil solen blive varmere, og sommeren stå for døren. Men atter engang vil det blive koldere, og vinteren vil igen træde til. Sådan er dette land. Kolde vintre, men lige så er der varme somre. Så jeg vil gerne love dig, at denne bidende kulde, ikke varer evigt”

Svarer jeg blidt, inden jeg med en fjerblød bevægelse, lader min mule ramme hans næseryg, ganske svagt, så svagt at det nok blot føles som en lille fjer der kærtegner hans næseryg. Men det er også med vilje. For hvis han ej bryder sig om det, skal han ej føle sig tynget af denne berøring, og derfor er den så blid.

,,Det er mig en sand fornøjelse, og glæde, at møde dig, Nevan. Og spørg du blot, hvis du søger svar. Da skal jeg nok forsøge at svare dem, så godt som jeg nu kan”

Jeg kan næsten fornemme, at an ønsker svar, og jeg ønsker at give ham dem, hvis jeg da kan. Men det kan jeg ikke vide om jeg kan, før han stiller mig endnu et spørgsmål.

Som hoppen snakkede lukkede hingsten endnu engang øjnene i og lod hendes melodiske stemme, hviske hans indre ensomhed bort og gav ham endnu engang håb. Nevan havde altid været en hest med fart over feltet, han var ikke nogen blid og blødsøden hingst, snarere en ballademager med alt for meget krudt i røven. Måske hun ville flygte når hun så hans ”sande-jeg.” For han var ej denne rolige hingst, nej. Nevan fandt det faktisk ganske svært at være så rolig nu, grunden til at han kunne besidde denne ro i denne stund, var til dels på grund af den ensomhed og det mørke han havde vandret i, og til dels på grund af hoppens bløde syngende stemme.

”Det vil være mig en ære, at tilbringe aftenen i dit selvskab, Armonia. Dit svar giver mig håb, jeg kan mærke hvordan jeg får lyst til at vende tilbage til livet. Men jeg var så skræmt, da jeg kom hertil. Alt var nyt og stort, som en ukendt planet hvor jeg intet kendte. Jeg var ensom og denne ensomhed drev min energi og min livsglæde på flugt. Men Armonia, din stemme, din tilstedeværelse og dine svar giver mig lyst til at finde energien igen. Jeg er ung og må leve!”

[/i]

Hans stemme blev en anelse skinger som han udtalte de sidste ord, mens han atter åbnede øjnene. Et kækt glimt spillede lynhurtigt henover hans ansigt og viste den rødlige hoppe hvad der gemte sig bag ensomhedens skygge. Der lå nemlig en karismatisk og unik personlighed i denne hingst, en personlighed der også gemte på en enorm energi, der for mange kunne tolkes som provokerende og udfordrende. Men når Nevan var i sit es, så var det nu engang sådan han var.

”Kender du mange i dette land? Er alle hestene her gode og ... normale? Jeg mener, rejsen hertil var ikke ligefrem normal. Jeg er bange for at landet her gemmer på hemmeligheder og unormale skabninger..”

[/i]

Hans stemme var blot en hvisken som han udtalte de sidste ord. Specielt fordi han faktisk var en anelse flov over disse tanker. Den unge hingst skulle jo være en modig og stærk hingst, men et nyt land det rystede ham nu alligevel en del.
[/blockquote][/font][/color]

Den unge hingst, der måske egentlig ikke er så ganske ung, i forhold til mig selv, stod før med ensomme, trætte og opgivende øjne, men ikke mindst af alt, stod han med et forvildet ansigtsudtryk, som om alt dette der er i dette fortryllende land, skræmte ham, og fik ham lyst til at søge ind i sig selv, og forsvinde fra jordens overflade, og os andre, og i stedet bare søge ind i sig selv. Men nu, nu står han med liv i blikket, mens han udtaler sine ord, og glimtet i hans øjne forbliver større i takt med at han taler videre.
Jeg kan ikke lade være med at smile af ham, med øjnene, for det er i sandhed en fornøjelse for mig, at se hvor hurtigt hans ændringer skete, måske han fik selskab i rettet tid, så han ikke blot søgte længere og længere ind i sig selv. Jeg siger dog ej, at det netop er fordi han fik mit selskab, men at et hvilket som helst andet selskab, sikkert havde været mindst ligeså godt.

,,Alle steder man kommer til, vil i starten være nye og store; endda skræmmende. Det er en del af livets store eventyr, eventyr som ingen skal være foruden. Med tiden, vil du ej føle dette sted som fremmede og skræmmende mere, men det vil langsomt blive dit hjem; når du tillader dig selv, at falde til, og accepterer at du nu er havnet her. Jeg er glad for, Nevan, at mit selskab kan være dig så stor en hjælp, for allerede nu, kan jeg se hvordan din tankegang har ændret sig, fra den opgivende tanke, til den mere nysgerrige tanke; og det er jeg glad for. For kun på den måde, vil stedet her være fortryllende, også selvom det er koldt ligenu”

Ser blidt på ham, mens jeg taler med den bløde og lyse tone, der vel til tider næsten kan være ’syngende’ og drømmende. Hans skingre tone, der før var der, gør mig intet, for den er efterfulgt af et kækt glimt i hans øjne, som virkelig passer til den person han muligvis er; en ung hingst, med meget på hjerte, men også en masse energi han måske til tider kan have svært ved at tøjle, og sådanne sjæle mangler vi i dette land, unge, rene sjæle, med mod på livet og energien til det. Her er mange forskellige sjæle, heldigvis for det. Men jeg er kun stødt på én sjæl der kunne minde om Nevan; nemlig Diego, den friske og unge hingst, som ligeså havde krudt i røven, og meget af det.

,,Nevan, jeg kender ganske mange, men ikke mange taget i betragtning af hvor mange vi er, af sjæle, der vandrer omkring i dette store land. I min verden Nevan, besidder alle individer og sjæle det gode. Hos nogen skal man blot grave dybere, for at finde det, men på et eller andet tidspunkt, vil man derpå ramme en godhed i deres sind, som de måske selv havde glemt. Men om vi er normale, det kan jeg ej besvarer. For hvad er normalt? Hvad er definitionen af at være ganske normal? Ja, den findes skam ikke.”
Holder en let pause, mens jeg smiler imod ham, inden jeg svagt puffer til hans næseryg med min, for derefter at trække mulen tilbage til mig selv igen.

,,Du må ikke frygte det, der kan være ukendt og unormalt; for ligesom at der ingen definition er af ’normal’ er der ligeså heller ikke en definition af hvad der er ’unormalt’. For det er kun hvad du selv mener, der er normalt og unormalt, men der kan andre måske mene det modsatte. Jeg har endnu ikke mødt nogle skabninger, der for mig er unormalt, eller hemmelighedsfulde. Men mange sjæle i landet, bærer på en hemmelighed, en hemmelighed der ofte har ført dem til dette land. Nogens rejser har været hårde og grufulde, ligesom din måske var. Men vi er alle havnet her, af en speciel grund, som kun de højere magter kender til”
Smiler ganske mildt, inden jeg træder ham et lille skridt nærmere for derefter at vande mig om, så vi står side om side. Med de milde øjne kigger jeg ind i hans ene, inden jeg svagt tager nogle skridt fremad, for at se om han vil følge mig på en tur, igennem nattens skygger og træer, men ligeså igennem den lysende sne.

Den forandring Armonia var vidne til, var ganske storslået og drastisk. Det var som om hans krop livede op, rettede sig op som en anden fugl der puffede alle sine fjer op og gjorde sig stor. Glimtet i de brune dybtliggende øjne spillede kækt og unghesteagtigt, præcist som man kunne forvente af en hingst som ham. Nevan lyttede ganske interesseret til hendes lange tale og nikkede da også nu og da, mest for at forsikre hoppen om at hendes ord ikke blot blev tabt i mørket, men at han rent faktisk lyttede til hende, tog hendes ord til sig og tog ved lære.

”Du lyder umådelig intelligent Armonia. Jeg er glad for at have mødt dig, du kan give mig svar. Svar jeg har ledt længe efter, svar som jeg ikke selv har kendt. Jeg takker dig ærbødigt!”

[/i]

Hans stemme var ganske oprigtig, rolig men man kunne alligevel fornemme den boblende energi der lå bag. Den buckskin farvede hingst kastede med hovedet og trådte et halvt skridt nærmere den kønne hoppe. Han brummede sagte og lyttede så atter til hendes mange ord. Hun havde meget på hjertet det var tydeligt. Nevan nød den måde hun fik ro over hans sind, hun gav ham svar uden at give ham en facitliste, hvilket var lige den måde han ønskede det på. Hingsten smilede ud i mørket og skævede ned på sin næseryg som hun puffede til den, inden han så gengældende puffede tilbage med et drilsk glimt i de mørke øjne.
Da hoppen drejede om så de nu stod med siden af hinanden og hun trådte et par skridt frem, så han undrende til, hvorefter det gik op for hende hvad hun ønskede fra ham. Med et par hurtige skridt var han oppe på siden, hvorefter han trådte fremad med ivrige skridt.

”Er du glad for at være her?”

[/i]

Spurgte han så nysgerrigt som han skævede over mod hoppen.
[/blockquote][/font][/color]

De varme og dybe øjne, der hviler på den buckskin farvede hingst, betragter ham ganske roligt og fornøjet. Fornøjet, over at se den hurtige forandring af hans kropssprog samt hans sind, og sjæl. Det er mig en hel ære, at jeg var vidne til at se dette spil, og disse kække øjne komme frem. For hvis jeg blot kan hjælpe en sjæl i ny og næ, ville det være mig en større gave end som så mange andre. Da han har talt færdigt, kniber jeg øjnene blidt i, mens de betragter ham roligt, og overvejende.

,,Jeg er vis på, at hvis du havde mødt en hvilken som helst anden sjæl, ville denne sjæl også kunne have hjulpet dig. Måske ikke på samme måde som jeg, men så på en anden måde. Der er intet at takke for, kære, jeg er jo blot ligeså simpel en besvarer, som så mange andre kunne være”

Siger jeg med den milde tone, og da han så træder mig et lille skridt nærmere, og lader vores næserygge ramme hinanden igen, findes et let og lille smil vej henover min mule. Jeg smiler sjældent stort, men mere mildt og svagt, men ikke sådan at det ikke kan ses, for det ville jo ikke være til nogens nytte så. Nipper svagt op til hans pandelok, roligt, da han ikke ser ud til at være en af de hingst der forsøger at træde væk, og bliver utilpas over en berøring. Roligt, men med energiske skridt, bevæger jeg mig ved Nevans side, igennem den kolde og lidt tunge sne, men dog pryder den området så flot, at jeg nok mere eller mindre glemmer at det er vinter og koldt.

,,Nevan, jeg kan finde glæde i alle de steder jeg er. Det handler blot om, at huske på at selv de mest simple ting, kan være med til at skabe glæde. Sommetider, skal man huske på ikke at glemme den lille glæde, i sin søgen efter den store, og lykken. Men ja, jeg finder mig godt tilpas i dette land, det vil jeg gerne indrømme. Og jeg håber inderligt på, at du finder dig til rette i Andromedas land, med tiden.”

Ser til siden, og hen på ham, mens mine øjne knibes sammen, smilende, for at understrege mine ord, inden jeg roligt vandre videre af sted, side om side, med den buckskinfarvede Nevan.

Med knejst nakke, bevægede den kraftige hingst sig af sted, gennem skovens snedækkede landskab. Hans ører var vendt tilbage, således han bedst kunne opfange de lyde og ord den kønne røde hoppe udtalte. Hun virkede ikke som en der ønskede anerkendelse, eller i hvert fald virkede hun som en der ikke ønskede at være noget specielt. Men Nevan vidste at hun tog fejl, denne Armonia var af en særlig støbning, som om det stof hun var gjort af, var langt renere og klarere end så mange andre, i hvert fald var hun mere ren og klar end Nevan. Nevan var tilfreds med den konklusion at Armonia var noget særligt og en dag skulle han nok overbevise hende om det.

”Hmm, jeg vil nu alligevel takke dig for de svar og det håb du har givet mig. Om du modtager det eller ej, kan jeg ”

[/i]
Brummede han med en rolig og alligevel munter stemme. Som hoppen nappede ud efter hans sorte kraftige pandelok, trådte han drilsk et par lette skridt til siden, hvorpå han uventet ramlede ind i et af øens mange træer. Forskrækket hoppede han tilbage mod Armonia med et højlydt prust. Han virrede med hovedet og genfandt sig så den ro, der netop havde ligget over ham. Trods den mere rolige attitude bevægede hingsten sig alligevel med energiske skridt og energien var tydelig at se under den kraftige vinterpels.

”Det håber jeg også Armonia. Men som sagt, du har givet mig håb og det er jo altid en god forudsætning for at kunne lide ting.”

[/i]

Lød det fra ham, drillende og muntert mens han bevægede sig af sted ved hoppens side.

[/blockquote][/font][/color]

Mine hove rammer imod den sne dækkede jord, og det resulterer i at små knagende lyde kommer frem til mine øre. På trods af at jeg bevæger mig så flydende og forsigtigt, uden at virke tøvende, kan jeg ikke undgå at skabe denne lyd. For jeg er jo ikke blot et lille firbenet dyr, der med lethed kan bevæge sig igennem sneen uden at skabe lyd. Men det ønsker jeg nu heller ikke at være. Jeg har aldrig været en hoppe, der har lade komplimenter stige mig til hovedet, for først når jeg lader dem falde rigtig på plads, kan jeg tænke mig godt og grundigt om, om det nu blot var en kompliment, for at skabe kontakt, eller om komplimentet virkelig var oprigtigt. Dog tror jeg ej, at Nevan takker mig, uden at mene det, overhovedet. Men jeg ser ingen grund til, at han takker mig; jeg svarer jo blot på ganske simple spørgsmål.

,,Nevan, takke må du skam også gerne, blot du er klar over, at du sagtens kunne have fået mindst lige så gode svar, af så mange andre, udover mig”

Svarer jeg ham med den blide og fløjlsbløde tone, mens mine øjne hviler frem imod det til sneede landskab. Kønt, ganske rigtigt. Koldt, det er det også. Da jeg har ramt hans pandelok, springer han ret pludseligt til siden, hvilket resulterer i at han rammer en af de mange træer, som præcis denne ø rummer. For her er meget skovbelagt, og netop derfor holder jeg af at være her. Jeg kan ikke lade være med at le, ganske blidt og varmt, da han bliver så forskrækket, og da han atter indfinder sig ved min side, lader jeg et forsigtigt puf ramme imod hans skulder, måske lige for at sikre mig, at han er okay. Slår derefter frem i en rolig trav, mens min nakke blive knejses, ikke meget, men lidt. Skimter bagud på ham, med de milde og rolige øjne, for at se om han følger med mig. Hans sætning, siger jeg intet til, for jeg har lige nu for travlt med at skulle vise ham øens skønhed.

Med energiske skridt fortsatte Nevan taktfast af sted, ved den rødlige hoppe, Armonias side. Hans ører var vippet fremad, opmærksomt i mørket, som han lyttede efter fremmede og ukendte lyde, men også for at være opmærksom, hvis Armonia atter skulle snakke. Og i det samme åbnede hoppen munden. Hendes ord fik Nevan til at ryste en anelse på hovedet, med et blødt fnys. Måske havde hun ret, måske var der mange andre der kunne give ham de samme svar, men det ændrede ikke på, at det netop var Armonia, der havde givet svarene og derfor var det hende, hans tak var henvendt mod. Han lod dog emnet ligge og sendte hende et skævt smil.
Da hendes latter lød klokkeklar i mørket, kunne den unge hingst ikke lade være med at grine med hende, dog med en dybere og højere latter. Han knejste let nakken, inden han gav hende et gengældende prust, hvorpå han satte frem i trav sammen med hende. Hans ører var atter vendt frem, men det ene drejede sommetider bagud, for også at afsikre området bag dem. ”Fortæl lidt om dig selv, Armonia.” Lød det opfordrende og nysgerrigt fra ham.

[/font][/color]

De sorte hove, ramler imod jorden, med en stor blidhed. Men jeg kan ikke gøre det uden at larme, for hvem skulle dog kunne det, når jorden er frossen, og dækket af den hvide sne? Ja, jeg kan i hvert fald ikke. Men min elegance er tydelig, mens jeg traver side om side med den buckskinfarvde Nevan, som minder mig en smule om en hingst, jeg mødte for meget lang tid siden. Desværre, er han her ikke mere. Men den drenge person, som Nevan er, og smilende, glad, munter og energisk. Jovist, det minder mig Aquilino, som jeg ikke har fundet siden vores første og sidste møde, som var da sommeren stod højt og varmt.
Mine varme og mørkebrune øjne, glider hen på Nevan, da han beder mig om at fortælle om mig selv, og jeg kan ikke lade være med at smile et meget lille smil.

,,Jeg ved ikke hvad du ønsker at vide, Nevan. Men jeg kan fortælle, at jeg har været her i mange måneder nu. Dette er min anden vinter.. Jeg er typen der drømmer og dagdrømmer meget. Jeg kan vandre alene, eller blandt en eller flere.. jeg kræver ej meget af mine selskaber, så længe de heller ej kræver noget af mit selskab. Jeg ser altid det gode i dem jeg møder, og jeg lever med en tro og en vished om, at vi alle ejer noget godt og noget dårligt. Hos nogle skal det gode ledes efter, hos andre er det det dårlige der skal graves efter.. Men begge sider er der; og det er det jeg mener, der skaber en harmonisk hest. Jeg kommer fra en flok, hvor jeg havde min kære moder og min broder. Min mor døde af ukendte årsager, og min broder blev desværre forvist fra flokken – og dermed drog jeg ud på egen hånd, hvilket aldeles ikke faldt i god jord hos andre hopper. Men jeg var nu ganske ligeglad. For jeg viste, at der ventede mig et eventyr; og det gjorde der ganske vidst også, for jeg havnede her. Og det vil jeg så sandelig kalde for et eventyr”

Ser roligt til siden, og hen på ham, mens et smil former sig på mine læber. Om det er det han ønsker at vide, at kan jeg af gode grunde ikke vide. Men det er dog det, jeg vælger at fortælle om mig selv; og så er han velkommen til at spørge videre ind til det jeg lige har sagt.

(Åh, jeg elsker at du kan huske Aquilino <3 )

Den unge hingst knejste let i nakken, for at forbedre sin korte trav en anelse. Det lykkedes ham at forlænge sine skridt en anelse, hvilket derved gav ham en smule mere elegance. Men måske var det bare Nevans lod i livet, altid at ligne en kæk ponyhingst? Det var vel også det der klædte ham bedst, når nu det var dét, der var blevet ham givet. Som Armonia åbnede munden og fortalte om sig selv, lyttede han ihærdigt og nikkede, som tegn på at han hørte hendes varme stemme og blide fortælling. ”Hvorfor blev din bror forvist..?” Nevans stemme var en anelse usikker, ikke fordi han tvivlede på histories korrekthed, men fordi han bestemt ikke ønskede at træde over hendes grænse. Hans stemme var derfor sagte og ordene blev talt med en blød stemme. Han vippede ørerne mod hende og drejede kort hovedet, for at betragte hendes reaktion.

[/font][/color]