Som porcelæn

Et lille smil dukkede op da den sært udseende hoppe forklarede at det var en bedrift i sig selv at få ord ud af Mindraper. Det havde Ava også selv lagt mærke til, men alligevel var det da lykkedes hende at få nogle ord ud. Hun lyttede fortsat til hoppen. Hun måtte i hvert fald have noget viden om de små.
 
"Titan.. Han har det med at gå sine egne veje. Han vandrer af sted som det passer ham. Burde man følge efter eller skal han bare have lov til at vandre frit omkring? Hvis han har fået egenskaben at han godt kan klare sig uden en moderlig skikkelse? Betyder det så at han er lidt mere moden end andre? Eller bare at mere eller mindre skider på hvad der bliver sagt til ham?"
 
Det lød måske forvirrende det Ava talte om, men det var også forvirrende for hende. Hun vidste jo ikke hvad hun skulle stille op, og bare helt overlade ham til Leonora kunne hun jo heller ikke når hun havde fået at vide at hun skulle tage sig af ham. At hun skulle sørge for ham. Hun kunne jo ikke bare vende ham ryggen så.

Myth lyttede til hoppens mange spørgsmål omkring opdragelse og hun blev helt overvældet. Tænk at nogen spurgte hende omkring sådan noget. HUn følte sig en anelse gammel, men i princippet var Myth's mentale erfaringer vel tilsvarende en old gammel hoppe, så hvorfor ikke?

" Nu siger du han ikke så afhængig af en mor, som alle de andre. Jeg ville nok, som jeg gør med mine egne, lade dem gå, men holde mig til i tilfælde af noget skulle ske. Oh jeg tror skam ikke han skider på dine ord, men han er nok bare en der søger dine grænser, det gør de gerne de kære små "

Myth stemme bar en varme overfor de små skabninger som hun umuligt kunne hade. Hun havde selv 3 sønner så hun kunne nikke genkendende til Ava's spørgmål, for hun havde selv haft ligeså mange dengang hun fik tvillingerne.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Som porcelæn Den unge Ava lyttede til hoppens ord. Hun var ældre end hende selv. Det måtte hun være hvis hun allerede nu havde 3 føl. Det var nu ikke til at mærke på hende, men det betød jo ikke at hun ikke kunne være nogle år ældre i hvert fald. Det var ligesom de andre hun havde mødt i landet der var ældre end hende. Det var meget få hun havde mødt på sin egen alder.   ”Åååh jo, han skider på mine ord. Ikke en eneste gang har han gjort som han har fået besked på og lagt sig til at sove. Eller blevet i området. Jeg har altid måtte lede efter ham og næsten ikke haft tid til andet. Det har dog gjort jeg har mødt andre på min vej, men det kan da ikke være helt rigtigt at jeg konstant skal lede efter den lille fyr? Og bare lade ham gøre hvad der passer ham?”   Hun syntes ikke selv det lød helt rigtigt at hun bare skulle være den der skulle følge efter og ikke kunne stille nogle krav til ham. notes,- word count, 182

[/td][/tr][/table][/center]

Myth lyttede til den unge hoppes ord og hun kunne ikke lade være med at klukke ganske fornøjet af hendes ord. Hvor Myth dog virkelig følte sig 100 år gammel. Det var lige i overkanten, men hun vidste godt at hun havde levet længere end nogen anden normal hest. Derfra kom erfaringen, men hun følte sig stadig som en ung forvirret hoppe i dette dødelige legeme.

" Jeg ved det ikke Ava... Jeg har ikke megen kendskab til det at være lille.. "

Mumlede hun ganske utydeligt. Hendes blik var en anelse fjernt og mentalt stod hun også og reflekterede over hendes barndommen. Lidt opdragelse havde hun fået, men slet ikke i sådan en grad.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Som porcelæn Ava små klukkede da hoppen påstod hun ikke havde megen kendskab til det at være lille. Det var vel ikke fordi hun ikke havde lige så meget kendskab til det som alle andre havde, for alle havde vel været små engang. Man blev vel ikke sådan bare lige sprunget over? Det var måske længere tid siden hun havde været så lille, og længere tid siden end Ava havde været så lille – og derfor var det ikke sikkert hun kunne huske hvordan det var at være lille. Det var i hvert fald det Ava troede hun mente. ”Jeg kan selv huske hvordan det var da jeg var mindre. Det er jo heller ikke så forfærdeligt længe siden. Jeg er stadig ikke kommet til det punkt hvor jeg gør hvad mine forældre siger. Havde jeg gjort det, så var jeg ikke havnet her. Havde jeg lyttet til min faders ord og var blevet hos flokken, så havde jeg ikke fundet lyset der førte mig herhen. Måske burde jeg lade ham gå sine egne veje lidt. Det kan være der er en mening med det hele? Hvis jeg ikke var strejfet omkring og var havnet her, så havde jeg ikke været her til at ønske ham hertil – og havde jeg ikke ønsket ham hertil, så havde hverken han eller min moder klaret sig. Det var i hvert fald de ord der blev mig fortalt” Der var som sådan ingen grund til at komme med en hel livshistorie, for det var ikke sikkert hoppen var interesseret i at kende til alt omkring den sorte Ava. Derfor holdt hun sig kun til de vigtige detaljer, og undlod at nævne Arc, hvis død hun på en måde også havde været skyld i. For havde hun været blevet hos flokken, så var han ikke fulgt efter, og så var han ikke ramt af det væltede træ under stormen. På en eller anden måde kunne hun vel stå nu og se tilbage på det som om hun havde haft valget mellem at kunne redde sin moder og ukendte og ufødte lillebroder, eller sin anden broder, Arc. Men hvem ved. Hvis hun havde været hos flokken kunne det være Arc havde været i live – men det kunne også være hendes moder havde været i en anden tilstand og dermed i stand til at tage sig af det dengang ukendte føl, Titan. notes,- word count, 392

[/td][/tr][/table][/center]

Myth vippede kort undrende med ørerne af hoppens klukken, men foretrak ingen mine og lyttede istedet til hendes ord. Hun nikkede ganske svagt. Skæbnens ironi at Ava skulle havne her og få muligheden for at redde familie, ak havde det bare været tilfældet hos Myth. Hun sukkede næsten lydløst og vippede med ørerne.

" Det er vel skæbnen der spiller os et puds. Mit første minde er at jeg i alt fornærmethed over at mine forældre havde travlt med at nusse hinanden, vandrede trodsigt væk, det næste jeg husker er død og ødelæggelse. At jeg så var heldig ikke at være afhængig af en moder var vel bare skæbnen.. "

Mumlede han ganske stilfærdigt. Åh hun savnede da sin moder og ikke mindst fader. Det var minder der den dag i dag stadig hjemsøgte hende og hun kunne ikke slippe af med dem, ville ikke, for det var det eneste hun havde tilbage af hendes forældre, udover deres næsten identiske udseende.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Som porcelæn Hoppen med de blå øjne og sort pels lyttede til de ord Myth havde at fortælle. At hun bare havde været trodsig. Ava havde selv været trodsig. Det var jo derfor det hele var endt som det gjorde. Havde hun ikke vandret væk fra flokken som hun først havde fået besked på ikke at gøre, så ville Arc stadig have været i live og så ville hun ikke have været her. Om det så ville betyde at deres skæbne alligevel krævede et offer og ville tage Arc og måske hende selv eller det dengang ukendte føl vidste hun jo ikke. Hun kunne ikke vide hvordan det hele hang sammen. En enkelt gang nikkede hun forstående til det hoppen fortalte før hun selv åbnede munden for at svare. ”Ikke at være afhængig af en moder er det samme med Titan. Han er ikke afhængig af en. Han har ikke fået mælk da han var lille, men spist som os voksne gennem hele sit liv. Det sørgede Rumpelstiltskin for så han ikke ville dø af sult uden moder. Selv har jeg været meget afhængig af min egen moder da jeg var yngre. Ikke kun for tryghedens skyld, men fordi hun var den der skulle oplære mig og forme mig til at blive ligesom hende engang så jeg kunne tage samme plads som hende i en anden flok. Det betyder jeg ikke rigtig ved hvilken betydning det har eller hvad konsekvenser det får når en som Titan ikke har brug for samme slags vejledning”

[/b]

[/div][/center]

notes,-
word count, 251

[/td][/tr][/td][/tr][/table][/center]

Myth mimrede kort med mulen og skridtede kort en runde omkring sig selv inden hun igen opmærksomt vippede sine mandelformede ører frem mod Ava. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til hende. For Titan var som hende selv. Hun valgte dog at klukke en anelse i stedet.

" Ja man kan ikke sige at det er Rumpelstiltskins skyld jeg kunne klare mig selv fra fødslen af. Men det kan sagtens have sine fordele at han er så uafhængig. Om det er en fordel i Andromeda ved jeg ikke, men var han fra hvor jeg var fra var det bestemt en stor fordel "

Svarede hun så blot, for at berolige hoppen. Hun skulle ikke bryde sit hoved med så mange ting, for der ville ikke gå længe inden både Titan og Xenon var fuldvoksne og alligevel skulle klare sig selv.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Som porcelæn Begge hopper der stod og konverserede var sorte – den ene med en bred hvid blis der dækkede mulen og den anden med hvid mule også, men med hvid man og hale også – og nogle øjne der ikke så ud til at høre til i en normal verden. Den ene af hopperne, Ava, fulgte den anden med blikket mens hun skridtede rundt om sig selv, og Ava lyttede til hendes ord.   ”Jeg ved ikke hvor du kommer fra, men der hvor jeg kommer fra kunne det kun være en stor fordel hvis han havde tænkt sig at lave så meget ballade at det ville få ham smidt ud af fællesskabet. Ud af flokken. Og så ung som han er, så ville det ikke engang være sikkert han ville blive smidt ud. Det sker oftest når de begynder at skal lege rigtige hingste og kommer til at være til fare eller gene for flokkens andre medlemmer. Men så lille som han er, så kan jeg ikke se hvilke fordele det ville give ham at være så.... uafhængig”

[/b]
 
Den sorte hoppe studerede jorden foran sig med et tænkende udtryk inden hun slog blikket mod den anden sorte hoppe igen. Det hjalp tit Ava at tænke højt gennem samtaler, som hun gjorde nu. Sammenligne med andres synspunkter og tilføje de variabler der nu måtte være som kunne have en effekt på emnet der blev snakket om.

[/div][/center]

notes,-
word count, 232

[/td][/tr][/td][/tr][/table][/center]