Snefnuggene er faldet

Jeg kom hertil, da efteråret lige var kommet til landet. Og nu, ja nu ligger der et lag sne over hele området, og alle øerne, og det skaber en form for tung, hvid dyne. Vinteren er for mig, den årstid jeg lige nu hader, for jeg forlod den, for at komme hertil; men ikke med min egen frie vilje. Jeg forlod ikke min gamle verden, af egen fri vilje, men i stedet af tvang; for alt forsvandt foran mig, min søn og min mage, hele min flok. Ned i revnen af isen, der flækkede under os, og skabte vrinsk, hvin og panik for alle mine medlemmer. Jeg så, hvordan min lille søn langsomt gled ned i den døsige tilstand, og langsomt faldt hans ned fra min ryg, for at forsvinde ned i det sorte dyb, og kolde vand. Væk.
Men det er jo ikke sneen jeg hader, nok nærmere de frosne søer, og dem skal jeg nok undgå, når de kommer. Men indtil videre, er der ingen frosne søer, for så mange minusgrader er der dog ikke kommet til Andromedas land endnu. Med lange og smidte skridt, kommer jeg skridte igennem de åbne vidder, på Leventara ø, den ø, jeg befinder mig bedst og mest på. Min holdning er rank og nobel, men aldeles ikke bedre vidende, eller dominerende. Men nobel og rank, som jeg blev oplært til at gå og stå. Svirper mede den røde hale, inden jeg i et ryk kaster med det maskuline hoved, og slår frem i en voldsom og ustyrlig galop, ned igennem sneen der dog ikke er dyb endnu, ikke andet end omkring de 10 cm. Kaster med hovedet igen, til siden, og drejer kroppen med i en voldsom og legende bevægelse, inden jeg så stemmer hovene i jorden med et ryk, og river hovedet i vejret, mens næseborene udspiles.
Et vrinsk, af maskulin men venlig kaliber, glider nu ud fra mit struberør, og de røde øre vipper lyttende rundt, for at høre om nogen besvarer; øjne søger ligeså også arealet rundt, for at se om andre er fundet hertil, på samme tid som jeg selv. Et glimt i øjet er at se, af munterthed, men den noble holdning forbliver der, mens jeg rankt spejder omkring.

Diego



De mange dage, timer, sekunder virkede efterhånden uendelige. Diego stødte så sjældent på andre sjæle, og han var begyndt at se Simba hist og her; men Jaidev bare var pist forsvundet for tiden. Men disse hindringer stoppede ikke Diegos høje humør! Sneen var landet, og ligeså vinteren over det store land og de mange Ø’er. Leventera med den meget store eng, der egentlig strakte sig over hele denne Ø, fandt Diego nu alligevel meget befriende. Her var endnu ikke nær så mange hovspor i sneen, endnu. Det var smukt og samtidig meget befriende. Så rent og urørt. Det brede drengede smil fandt hurtigt vej over Diegos mule, mens sneen fygede omkring ham, mens benene blev kastet i alle retninger. Han mærkede hvordan sneen blev mast under hans krop, og samtidig fandt vej ind mellem hvert og et pelshår. Straks var han atter oppe på alle fire ben, og et umådelig tilfredst prust var at høre gengivende fra hans hvide mule; mens hans udtryk klart var fornøjet!

Men dundrende hovslag i den ellers meget lyddæmpede sne var at ane, før et højt, gennemskærende, maskulint og sågar også imødekommende vrinsk var at høre. En forhøjning i terrænet forhindrede Diego i at spotte denne sjæl, men intet fraholdte Diego i at udsende et så drenget, ungt og livligt vrinsk, før han straks var på benene; af sted mod denne fremmede!

De ranke ben, der holder den maskuline krop oppe, står placeret roligt og solidt, mens hovene under mig, er sat i sneen, med en stor kraft, fordi jeg jo sådan slidede herhen, i min leg. Mine røde øre, vipper ganske langsomt omkring, i håb om at opfange de lyde, der eventuelt kunne være en besvarelse på det vrinsk jeg før sendte ud i det åbne område, i min søgen på nyt selskab og nye eventyr. Men jeg bliver forbavset, ganske vidst, da et svar rammer mine øre. For det tilhører ikke en feminin hoppe, men i stedet en hingst, der i mine øre lyder ganske ung og frisk. Men skindet kan bedrage, det ved jeg.

Med lette skridt, lader jeg mine hove føre mig frem imod den forhøjning, der gør således at vi ikke kan se hinanden. Min holdning er rank, og ganske maskulin, men den er ikke dominerende eller afvisende; for jeg har ikke noget her, at være dominerende over. Jeg har ikke længere en status, der tillader mig at gå stolt med hovedet i vejret, og med stolthed og dominans i blikket, samt en stor autoritet. I stedet går jeg nu blot rankt af sted, med lange og måske en smule tunge skridt, mens mine øjne viger frem, idet jeg får øje på en broget hingst, ung af sind, men nok egentlig ikke meget yngre end jeg selv? Kaster med hovedet en smule, inden jeg i et ryk slår det ene forben fremad, inden min nakke knejses ned, og ørene lægges bagud. En fnysende lyd glide fra mig, mens jeg stepper sidelæns i sneen; men alt dette er kun i sjov. Ikke af alvor. For søgte jeg at skræmme ham, ville jeg ikke lade det ske på denne måde. Retter mig normalt op, og lader de røde øre vige frem til ham, mens jeg holder mig rankt i holdningen, som han nærmer sig. Virrer kort med hovedet, inden et brum glider fra mig, som er autoritær, venligt og imødekommende.

Diego



Den blålige himmel hænger blidt og let over hovederne på de to hingste, som mødes på en lettere forhøjning i det åbne terræn. En smule stampende, over at skulle betræde et opadgående terræn, kommer til udtryk fra Diegos holdning, hvor hovedet sænkes en smule. Sprælsk bliver Diego mødt af en lettere ivrig og sprudlende hilsen, fra en rød hingst. Diego hejser hovedet en anelse i overraskelse, før et lettere drenget smil kommer til udtryk over den hvide mule. Hingsten retter til slut ørene frem, mens Diegos gør det samme. Nikkende utrykker Diego roligt en lettere hilsende gestus, mens hans mørke øjne sprudler energisk, bag det ellers rolige udtryk.

Fast står Diego nu i sneens lyddæmpende terræn, foran denne endnu fremmede hingst, som han så og sige må indrømme ikke at have se før. Let af bygning, næsten sporty, på trods af det lidt store hoved til hingstens krop, står Diego roligt og betragter denne endnu fremmede.

”Goddag.”
Bryder Diegos stemme reflekterende ind, efter at have stoppet op foran dette selskab. Drenget og ung lyder hans stemme, mens hans aura roligt udstråler imødekommenhed og nysgerrighed.

Som jeg står der, med ranket ryg, og hovedet let oppe, for at betragte den unge hingst der kommer imod mig, ser jeg nok ganske autoritær og ’stor’ ud. Men jeg er skam heller ikke en lille hingst, af bygningen. Ikke at jeg har mange muskler endnu, men min kropsbygning, og mit racepræg, gør bare at jeg ikke er en lille hingst at se på. Skyder bringen en anelse fremad, mens han kommer tættere og tættere på. Men dog ikke truende. Men mere for at markere at jeg også er en hingst.
Da han er stoppet ved mig, og lader stemme flyde frem, vippes mine øre kort rundt, inden de atter hviler hos ham.

,,Goddag! Hvilken fornøjelse, at støde på endnu en sjæl. Mit navn er Fuego”

Siger jeg med den dybe og maskuline stemme, der gemmer en autoritær og venlig undertone. En leders autoritet. Selvom jeg ikke er leder mere, kan stemmen ikke blot gemmes sådan væk. Nikker med en let bevægelse, for at understrege min hilsen. Mine hove er stadig placeret solidt i sneen, men dog vælger jeg kort at trippe sidelæns, da hans energi ærlig talt også smitter af på mig.

Den røde hingst, som rent farvemæssigt så mest af alt gyldenbrun ud i denne dagslyse belysning fra den blå himmel, stod vældig rankt og pænt foran Diego. Yderst venligt havde han hilst på, med den meget fattede og autoriterede tone der havde spillet fra mule til Diegos øre. Roligt nikkede Diego vældig pænt og høfligt, i den smidige hals, mens et lettere fornøjet smil ikke var at holde tilbage. Endnu en af disse sjæle i landet som talte med en lettere formel form.

”Fuego, i lige måde da og navnet er Diego.”
Spillede Diegos stemme med en vis høflighed, mens hans aura strålede af energi og lettere barnlighed. Smilet på hans mule, var endnu bredt og fornøjet, mens hans øjne fortsat sprudlede levende og vågent; mens hans blik faldt i hingsten Fuegos øjne. Mon hingsten var ny her? Eller måske blot endnu en sjæl han havde forbigået flere gange, uden at ane uråd om alle andre end dem der holdte til på Chibale.

Mine øre er hele tiden vippet imod den rødlige hingst, ved navn Diego. Han virker ikke til at komme imod mig, for at true mig, eller dominere, og derfor ser jeg heller ingen grund til selv at skulle dominere eller forsøge at sætte mig selv i respekt. For jeg har en fornemmelse af, at i det her land, er der måske egentlig slet ikke så mange, som ønsker at være større end de er, og så har jeg heller ingen grund til at skulle puste mig op.

,,Har du været her i landet længe, Diego? For det har jeg ikke ligefrem. Så måske, hvis du har været her længe, kunne du
fortælle mig lidt, om det land jeg er havnet i, på mystisk vis?”

Mine øjne gennemsøger hans træk i kroppen, blikket, øjnene, ørene, det hele. Og mine næsebor indånder den duft han udsender, så han ikke bliver glemt i min hukommelse. Men jeg har nu heller aldrig glemt nogen. Aldrig. For når man er leder, går det ikke at nogen bliver glemt. Overhovedet. Mine øjne er fulde af energi, og venlighed, men den autoritære og lidt ledende holdning forlader ikke min krop, det kan den ikke.

Sneen om Diegos hove var god i dag, en smule tøende; hvilket gjorde den sjov at gå i syntes Diego. En smule knagende udmundede den sig nemlig når man betrådte den. Samtidig stod man fast for hvert skridt man tog, i stedet for når det var helt frossent og fygende. Opmærksomt lyttede Diegos plyssede øre nysgerrigt frem imod hingsten Fuego, som han endnu lige havde mødt; hvilket gjorde Diego opmærksom på mange af hans træk og ikke mindst selve hans holdning.

”Hele to år, denne vinter…”
Svarede Diegos stemme drenget og ungt, yderst ærligt mens hans hvide mule blev prydet af et venligt og imødekommende informerende smil.

”… Det er de færreste som ikke kommer her til på en naturlig måde. Jeg har ikke mødt nogen endnu.”
Fortsatte Diego roligt, med den unge og nysgerrige aura omkring sig, mens han nikkede i sin forklaren.

”Men, velkommen her til, når nu du er ny i området!”
Diego smilede varmt, og kastede kort blikket omkring sig, med de sprudlende og energiske mørke øjne, før han atter fokuserede på Fuego.

”Vi er lige nu på Ø’en Leventera… Dén…”
Startede Diego med et forklarende udtryk i øjnene. Mens han startede næste sætning, sænkede han en smule pegende imod sneen, som for at understrege at det var dénne Ø han mente. Ikke fordi denne Fuego var dum, eller at han troede det, det lå vel bare til Diego at bruge meget kropsprog når han talte.

”… og Enophis er de to Ø’er jeg har indtryk af at der er flest der opholder sig. Det er der, der er flest åbne vidder, men også frodige skove.”
Startede Diego med at se i retningen af Ø’en Enophis, før han atter så på Fuego, forklarende med et smil over mulen.

”Men hele landet er kaldt Andromeda og består af frem Ø’er… og ud over at det selvfølgelig kan lades at gøre at svømme fra Ø til Ø, kan du ikke svømme fra landet. Jeg tror personligt at det er ret umuligt, for du kan intet se i horisonten, uanset om du ser mod, nord, vest, øst eller syd. Fra Ø til Ø kan du se, men skal du væk fra landet, tror jeg du må klare den på en anden måde.”
Fortsatte Diego forklarende med et roligt smil, mens han smilte drenget og venligt imod denne Fuego. Han havde forklaret det sådan basiske nu, men måske Fuego ville vide mere?

Da Diego begynder at tale, vippes mine lyse, røde eller brunlige øre helt frem til ham. Lyttende og meget opmærksomt. Jeg er nødt til at vide noget om dette land, og han er åbenbart god at spørge, for han fortæller, at han har været her i to år, hvilket jo er ganske længe. Derpå, må han også vide en del om langet. Nikker ganske let, for at vise at jeg skam hørte hvad han sagde. Men da han vælger at fortsætte, og fortælle videre, tier jeg stille. Engang imellem glider der et nik fra mig, eller et smil, eller en lille rynken på mulen, for at påpege at jeg skam hører hvad han fortæller mig, meget endda. Da han selv sænker hoved ned til sneen, laver jeg selv et lille hak ned med mit hoved, af ren og skær vane. Har det meget med af afspejle min selskaber, når jeg er optaget af det de siger.

,,Selv har jeg vidst kun være her, og på denne Enophis. Det var den ø, jeg vidst dumpede ned på, for det er det første jeg husker”

Ler jeg ganske kort, med den dybe og rungende tone, men det er samtidig også en smittende latter, for den er ikke lusket eller lumsk. Nej, bare ganske oprigtig.

,,Andromeda…”

Siger jeg tænkende, inden jeg så åbner munden atter engang, men klapper i igen. Ser tænkende på ham, og kan så ikke holde det tilbage mere.

,,Er du kommet hertil, af fri vilje?”

Ligger hovedet spørgende på skrå, inden jeg igen retter det op, og holder min ranke holdning endnu engang, nobel af udseende, men venlig af karakter og stemme, hele tiden. Jeg ser ikke Diego som nogen trussel, overhovedet. For han har ikke gjort noget, der skulle få mig til at føle mig truet. Heldigvis. Jeg er jo kun lige landet i dette land nærmest, og derfor har jeg nok ikke så mange fordele, hvis en kam skulle komme, for jeg kender ikke områderne, stierne, bakkerne eller ujævnhederne, og dermed ville jeg risikere at lave skader på mig selv.

Synet af den nærværende hingst i den hvide sne, med den blålige himmel til baggrund; lyttede interesseret til mens Diegos mule plaprede af sted med viden omkring landet. Hingsten havde helt sikkert spurgt den rigtige, eller i hvert fald én af de rigtige. Opmærksomt vippede de plyssede rødbrune øre sig nysgerrigt imod Fuego der fortalte hvordan han var havnet på Enophis fra start af. Diego nikkede forstående, mens hans øjne sprudlede nysgerrigt og interesseret imod hingsten, der derpå slog ud i en latter. Han fulgte straks med, og et øjeblik lød deres to vidt forskellige stemmer i en let latter.

”Mhmm..”
Konstaterede han med et varmt smil fra den hvide mule, da Fuego gentog navnet Andromeda en anelse tænkende. Diegos øjne lyste let energisk, mens han nu atter fokuserede opmærksomt imod Fuego der spurgte ind til hans egen ankomst.

”Altsåeh… min ankomst var ikke just af fri vilje…”
Svarede Diego med et let eftertænksomt smil, mens han lidt unghestet drejede lidt fordrivende den ene forhov, en smule ledende til det bund ærlige svar.

”… Men jeg værdsætter det meget at jeg er her. For ellers havde mine dage nok været talte.”
Afslutter Diego med et lettere smørret og drenget smil, ærligt, men som mest af alt lyder af en undertone der bestemt ikke er stolt.

De rødbrune øre forbliver vendt imod Diego, som har været så heldig at rende ind i. Han kan jo fortælle mig en del om dette land, mere end de fleste nok har kunnet gøre. Mange er måske nye, ligesom jeg, eller også er en af de helt nye, der jo så er ’landet nye hingst’, og ikke bare Fuego. Men jeg har en fornemmelse af, at der bor ret mange i det her land, så mon ikke, at folk alligevel ikke aner hvem der er nye og hvem der ikke er? Svirper mede den lyse røde hale, mens mine øre forbliver vendt imod ham, nysgerrigt og lyttende. Vores latter klinger godt sammen, og for et kort øjeblik føler jeg mig egentlig ganske godt tilpas i det her land, fordi vores grin og snak, får mig til at drømme mig tilbage til min egen flok.

,,Jeg har også forsøgt at fortælle en anden sjæl, at jeg først tror man falder ordentligt til rette, når man har accepteret at det er her vi nu skal bo, og at det er en ny chance vi har fået.”

Nikker jeg en smule, ganske tænkende, mens jeg kort lader et smil glide henover min mule. Slår voldsomt hovedet op, inden jeg dasker mit ene forben frem imod ham, ikke hårdt, og uden at ville ramme.

,,Nååh, Diego. Vi kan vel ikke bare stå her hele dagen, kan vi?”

Hæver det ene øjenbryn udfordrende, og virrer hovedet voldsomt op, samtidig med at jeg sparker begge forben op i luften, så jeg dermed løfter mig en smule op. Lander igen, ganske galant, inden jeg bakker nogle skridt, for at se om han er med på enten en tur, med fart, eller leg. Eller om han bare vil stå her.

Den lys brune hingst foran ham, virkede rent faktisk tilfreds og tilpas i Diegos selskab. Interesseret udformede ham sig, hvorved et par ret så kloge ord kom fra ham. Uden at hingsten Fuego virkede gammelklog lyste hans egne mørke øjne op, bekræftende og en smule ivrigt, bag det unge forblivende blik. Hans plyssede rødbrune øre vippede lyttende, før han undlod en drenget og ung nikkende udfoldelse.

”Lige præcis!”
Udbrød Diegos drengede og unge stemme, vældig enig af tonefald, mens smilet lå over hans hvide mule. Hingsten her virkede som en der havde hovedet skruet ordentlig på, såvel som tjent med en ordentlig opdragelse også! Hvilket fornøjede ham inderligt. Men i Diegos egen begejstring, ryger et forben frem. Straks tænder en lettere kåd gnist sig i Diego, mens han smiler drenget og spændt.

”Du har ret.”
Ler Diegos stemme bekræftende kort, før Fuego rejser sig let. Hurtigt napper Diego drillende ud med den hvide mule, fejt efter forbenene, før han små kaster sig tilbage på det stadig glatte underlag, med et dæmpet, drenget og ungt lille hvin.

Selvom jeg er opdraget med gode manérer og høflige vaner, hvorpå det handler om at holde hovedet koldt i alle situationer, holde kroppen rank, og lade venligheden overskygge det meste, så kan jeg nu stadig falde tilbage i mine helt gamle vaner; nemlig de vaner, der gør mig til den drengerøv jeg også er, selvom jeg er opdraget til at passe på en flok, og også nåede det, i en ganske kort periode.

Så da Diego ser ud til at have set sig enig i min antagelse om, at vi ikke bare kan stå her, falder der et ganske stort og tilfreds smil henover min mule. For jovist, at jeg nu har en legekammerat, gør mig aldeles intet. Og at det er en hingst, gør mig heller intet. For vi ser ingen grund til at dominerer hinanden, og det er for mig hovedsagen. Diego har flere muskler end jeg, men han ser ikke ud til at se det som noget han skal prale med, og det er jeg egentlig ganske glad for.

Idet han napper ud efter mine forben, lander jeg igen på jorden, og kaster mig derefter frem efter ham, da han kaster sig en smule bagud. Grundet det glatte underlagt, slider jeg ret tæt på ham, med ørene helt fremme, og for ikke at ryge ind i ham, kaster jeg mig sidelæns udenom ham, mens jeg napper ud efter hans side. Slår frem i en energisk trav, for derefter at virrer voldsomt med hovedet, og slå frem i en rummelig og stor galop. Kommer med et fornøjet og legesygt hvin!

Han står egentlig ret så godt fast på det glatte underlag, da han atter finder hov fæstet i sneen under ham, men der går ikke mange sekunder før hingsten Fuego slider tæt omkring ham; og hurtigt stryger videre omkring. I alt den rus, viger Diego let, mens det sprudlende blik lyser op; da hans mørke øjne betragter hingsten som reder sin egen røv og snart er i en rummelig galop. Det helt sætter i Diego, da et legesygt hvin lyder; og han selv stadig er i bevægelse. Næsten ved at tabe bagparten, skrider han om sig selv, før han selv er i en springende og affjedrende galop stavrende efter hingsten. Legesygt brummer han drenget, mens han i få spring for ham mere eller mindre indhentet.

Det er tydeligt på små indsigter hvordan at hingsten her ej er så stærk fysisk, som han selv efterhånden var blevet de seneste år. Musklerne var sat og det samme var konditionen; men det var ikke nogen han som sådan gik op i selv. Nej tværtimod! Drillende lod han et harmløst bid ramme hingstens bagpart, før han hurtigt veg af ren reaktion, hvis hingsten ville lette bagparten.

Mine ben har jo allerede sat frem i en rytmisk galop, hvor jeg zigzagger en smule ned af den bakke vi har retningen ned af. Skuler bagud, med øjnene missende sammen, ikke af vrede, men fordi jeg skuler efter om han pludselig kommer farende, og det gør han! Han er ikke lang tid om at indhente mig, hvilket egentlig nok heller ikke kommer bag på mig, men det irriterer mig nu alligevel, uden jeg viser det, for i mit gamle land, var jeg hurtigst, og stærkest; og derfor også leder.. Pludselig kommer der et nap imod min bagpart, ikke hårdt eller markerende, men kun ment i leg. Virrer hovedet op, mens ørene er helt fremme. Min strube strækkes helt ud, og jeg udstøder et øredøvende, legende og alligevel maskulint vrinsk, af glæde.

Drejer mig sidelæns, og sagtner farten en smule samtidig, så jeg nu kan komme på siden. I et spring skyder jeg min skulder imod hans, med ørene helt fremme stadig, for det her er aldeles kun leg for mig. Napper ud efter hans man, for at distraherer ham, mens jeg skubber med min skulder imod ham. Jeg er godt klar over jeg ikke er lige så stærk som ham, men det stopper mig nu ikke fra at lægge med ud med ham, i en lille skubbe konkurrence, mens vi fortsat galoperer side om side.