Kulden

//Forbehold Armonia //

Kulden havde overtaget det smukke land. Den hvide sne havde dækket det meste af den eng, som spredte sig rundt om den sø, som den store hingst stod ved. Vandet var en anelse frosset, men det var dog ikke meget. Forsigtigt tog han den ene hov, og pressede den ned på isen. Der skulle ikke meget tryk på, før den knækkede. Det kolde vand piplede frem. Han så ikke ligefrem frem til, at skulle synke det iskolde vand. Men tørstig var han altså. Den sorte mule kom tættere på vandet, og i lange drag sugede han det til sig. Det skar ned igennem halsen og helt ned til maven. Men tørsten blev stillet, det var det vigtigste. Derefter gik han nogle få skridt væk fra søen. De mørke øjne betragtede engen omkring ham. Intet liv. Ingen. Der var stille, fuldkommen stille. Men der måtte være andre heste derude. Et langt vrinsk kom fra ham. Koldt men stadig en anelse imødekommende. En stor hvid sky af ånde, stod ud fra ham. Kulde. Mange heste hadede den, men han elskede den.

Dette er min 2. vinter, i dette land. Men denne vinter er dog en anelse anderledes fra den, der var her sidste år. For vinteren er meget pludseligt kommet igennem de sidste par dage, da vi egentlig har haft ganske ’lunt’ vejr i meget land tid, hvilket længe har undret mig. Sidste år var vinteren meget lang, og meget hård; og jeg frygter hvis den bliver lige så hård.
De røde øre der pryder mit ansigt, vipper blidt omkring i en let bevægelse, lyttende til de lyde der er omkring mig, mens min mule søger rundt nede i den kolde sne, fordi jeg søger efter noget at nippe til, og spise. Får fundet en grøn tot græs, med helt fine nye skud, som jeg nipper fat i, og gumler på, men jeg bliver pludselig forstyrret, idet jeg hører lyden af is der knækker, ikke et tykt lag is, men dog så det kan høres, og det kommer henne fra en sø, der ikke er meget langt fra mig. Tager mig hoved op, i en rolig bevægelse, og mimre med mulen, så snefnuggene falder af den, inden jeg med rolige, langsomme og en anelse forsigtige skridt, bevæger mig imod den fremmede, jeg nu kan skimte nede ved søen.
Da jeg er kommer ham nærmere, og jeg jo kommer skråt bagfra, og jeg ønsker ikke at skræmme ham, derfor standser jeg en del meter fra ham, mens jeg lader mit hoved søge en anelse ned, så jeg ikke ser hverken truende eller dominerende ud. At være dominerende, ligger simpelthen ikke til min natur, og det er aldrig faldet mig ind, at hæve hovedet op, i en voldsom højde, for at andre skal underlægge sig. Min holdning er respektfuld, ikke af frygt, men fordi jeg respekterer hver og enkelt individ. Langsomt lader jeg et blødt og roligt brum forlade min mule, for at gøre ham opmærksom på at jeg er her. En dampende sky ryger igennem mine næsebor, da brummet forlader min mule, og ryger derefter til vejrs for derefter at forsvinde helt.

Den knasende lyd af hove på sneen, skærer igennem stilheden. En hest kommer imod ham. De hvide ører blive vendt tilbage, lyttende. Mon hesten vil opsøge ham, eller blot fortsætte forbi. Lyden stopper, hesten er stoppet op. Men hvor langt fra ham, er den mon? Dog hører han kort tid efter, et lyst brum. En hoppe. Uden hun kan se det, danner der sig et smil på hans sorte mule. Hvor skønt med selskab fra en hoppe. Lige sådan en han havde lyst til, at støde ind i. Bare hun nu ikke var en flabet, irriterende end, som han havde lyst til, at sætte tænderne i. Ligesom hende den grålige hoppe i ørkenen. Hun havde været ganske provokerende, men sjov at sætte tænderne i.

Ahearns humør var dog ikke til kamp den aften. Den hvide sne og kulden, fik ham mere til at blive kølig. Ikke aggressiv. Roligt vendte han sig om, imens han besvarede hendes brum, med hans eget. Han måtte dog spærre øjnene en anelse op. En yderst fin hoppe stod foran ham. Brun med en anelse rødligt skær. Han havde allerede nu fundet ud af, at de farver tiltalte ham mere end alle andre. Den stærke smukke farve. Hende her havde dog også hvide aftegn, som passede perfekt til hende. Alt i alt et smukt syn. Dog ville han ikke indrømme det. Hvorfor skulle han? Han kendte jo ikke engang hoppen. Men lidt charmerende kunne han da sagtens være især da han lagde mærke til, at hun på ingen måde havde en dominerende holdning. Plus point til hende.

"Godaften du smukke røde hoppe."

Ak ja. Charmen havde aldrig fejlet noget hos den hvide hingst. Han skulle blot finde den frem engang imellem, hvilket kunne være den svære del for ham. Den lå nogle gange langt væk, alt for langt væk. Længe havde han kæmpet med, at gemme de sider af ham, som kunne gøre ham mere sårbar. Så når de endelig skulle frem, krævede det en del af ham.

De mørke hove, der nu er placeret solidt i sneen, flytter jeg ikke på. Jeg vil ikke træde denne hvide hingst nærmere, før han selv har registreret at jeg nu er i hans nærhed, og dermed tilbyder ham mit selskab. Jeg kan ikke vide om han vil have det eller ej, for det er jo ganske vidst op til ham selv. Hvis han afviser mit selskab, vil jeg blot vandre videre igennem natten og sneen, alene, og søge imod nye vidder og oplevelser, som jeg altid gør. Men dette sker dog ikke. For i det næste nu, vender han sig om, og lader blikket falde på mig, efterfulgt af et besvarende brum, der er af en helt anden karakter end mig; nemlig maskulint og mere ’mørkt’.

Mine milde og varme øjne, hviler imod ham, ganske roligt og uden form for skepsis eller dominans. For sådan er jeg skam ikke. Da hans hilsen glider imod mig, kan jeg ikke lade være med at smile ganske svagt og mildt, inden jeg svagt hæver mit hoved en lille smule igen, dog ikke højt, men afslappet.

,,Godaften, du hvide hingst. Og tak for dine pæne ord. Mit navn, er Armonia. Jeg har vandret i dette land for 2. vinter nu. Jeg kender dermed mange af landet kroge og områder, men mange sjæle har jeg dog ikke oplevet. Jeg kender en del, men ikke mange, taget i betragtning af hvor mange der sikkert vandre omkring.”

Dette bliver min hilsen til ham, mens mine øjne falder hvilende ind i hans mørke, næsten sorte øjne. Hvordan denne hingst er, kan jeg ikke vide. Ikke endnu. Men jeg håber dog på, at lære denne stadigt fremmede hingst at kende, med tiden. For nye selskaber, dem får jeg ej for meget af, på noget tidspunkt; for de er alle vidt forskellige, og netop dette gør ethvert møde, helt unikt.

Han lyttede opmærksomt til hendes fløjlsbløde stemme. Uden han lagde mærke til det, blev de hvide ører rettet en anelse op. Ikke af glæde for, at se en anden hest, men blot fordi hendes stemme var så behagelig. Han kunne jo lytte til længe, hvis valget stod til ham. Men desværre stoppede hendes stemme igen. Automatisk blev ørerne atter trukket tilbage, ikke aggressivt, blot som en vane. Hendes navn havde han dog fået fat på. Armonia. Det lød lige så fint og lyst som hendes stemme. Alt andet ville jo også være unormalt. Han brummede dybt igen. Blot som en bekræftelse på, at han havde hørt hvert et ord hun sagde.

"Hvilken herlig aften at møde dig, Armonia. Mit navn er Ahearn. Jeg selv er kommet til landet for lidt tiden, jeg har endnu meget at se og mange heste at møde."

Efter de ord bøjede han høfligt hovedet en anelse ned og hævede det derefter igen, ikke for dominerende, blot stolt. Han var en selvsikker hingst, men det havde han ikke altid været. Fortiden havde gjort ham hård. Ingen kunne nå ind til, ingen.

De røde øre, er hele tiden vippet imod den hvide hingst, med den mørke man og hale, samt den fine mørke mule, fordi jeg lytter ganske opmærksomt til ham, hvis han nu skulle finde på at sige noget. Og hvis tilfældet ikke er, at han siger noget, da vil jeg blot lytte til de usagte ord; nemlig hans kropsbevægelser, som også fortæller så ganske meget, om alle de sjæle man møder. For en hingst af stolt kaliber, holder altid hovedet højere oppe, end som dem der ikke finder noget ved sig selv, som de er stolte af. Men for mit vedkommende, hæver jeg aldrig hovedet op i en stolt position; for jeg kan godt vise at jeg er ganske tilfreds med mig selv, på en helt anden måde; nemlig ved altid at være mig selv, uanset hvilket selskab jeg befinder mig i.

,,Ahearn, mange nye er kommet til dette land, ligesom du selv. Jeg håber, for dig, ligesom jeg gør for dem, at du falder ganske godt tilpas i dette fortryllende land. For ser du, indfinder du dig først med, at dette nu er dit hjem, jo før vil du se den skønhed, som landet i stor grad besidder.”

Siger jeg med den milde og varme tone, mine blive øjne hviler imod ham, som han blødt bøjer i nakken, i en større hilsen, og måske også for at vise at de ord han fremsiger, at ham ganske sande. Langsomt træder jeg et enkelt skridt tættere på ham, med en rolig bevægelse. Det er mere for at finde ud af, om denne hingst frygter en større nærhed, ligesom så mange andre, eller om han i virkeligheden bryder sig ganske godt om selskaber. Men det er kun et enkelt skridt, ej mere end det.

Jeg betragter hende opmærksomt. Hun er meget anderledes, end de andre hopper jeg har mødt i landet. Selvom hun på en måde minder mig om Shadow, så gør hun det alligevel ikke. Denne Armonia er ganske unik. Men ikke en som jeg vil sætte tænderne i. Hun er ikke som den grå hoppe i ørkenen, eller den brogede hoppe jeg mødte i sneen. Deres temperament gjorde det ganske skønt, at provokere dem. Jeg lytter opmærksomt til hendes ord. Hun er slet ikke så dum, i hvert fald ikke af en hoppe at være. Jeg brummer fint til hende, som tegn på, at jeg hører efter hvad hun siger. Selvom mange måske vil sige, at jeg er en arrig og hidsig hingst, så kan jeg sagtens føre mig ordenligt frem. Så længe det selskab jeg er i, respekterer mig. Gør de ikke det, ja så er løbet kørt. Selvfølgelig kan jeg være tilbøjelig til selv, at provokere ud af det blå.

"Jeg håber du har ret. Jeg har endnu ikke fundet mig helt til rette. Men mon ikke det kommer.

Jeg er mere venlig end jeg plejer at være. Måske fordi hun selv er så høflig overfor mig. Da hun tager et skridt imod mig, betragter jeg hende blot. På det seneste er mine egne grænser blevet rykket. Førhen havde jeg sat hende på plads allerede nu. Men mine grænser har ændret sig, jeg ved dog ikke hvor meget jeg vil acceptere. Shadow har jo som den eneste, fået lov til at røre mig, mere end en gang. Andre får ikke den mulighed. Derfor er jeg en smule forvirret. Hvor meget vil jeg acceptere nu, er mig en anelse uvist.

Den hvide hingst, med den sorte man, hale, mule og ben, som nu er i mit selskab, er mig stadig ganske fremmed. Kun få ord er blevet sagt imellem os, og dermed kan han ej heller være andet en fremmed for mig. Men dog er hans selskab mig ganske behageligt, ligesom mange andres; for ser du, jeg indfinder mig i mange forskellige slags selskaber, og jeg kan som regel med de fleste. Nok er Seth ikke en nem herre at være hos, men jeg nægter dog at opgive, og ser jeg ham igen, ville jeg ej tøve med at opsøge hans selskab endnu engang. Men selvom jeg passer fint ind i manges selskaber, er det ikke ens betydende med at jeg opfører mig ens; nej. Jeg vil altid have mig selv, og mine principper, min ømhed og rolighed. Men der kan komme små afvigelser, alt efter hvordan mit selskab agerer.
Da Ahearn igen snakker, lader jeg de røde øre forblive lyttende imod ham, ganske roligt og mildt. Nikker svagt, da han har talt færdigt, for at være sikker på, at han forstår at jeg har hørt ham.

,,Ahearn; som jeg sagde før, er jeg sikker på at du hurtigt vil falde til rette i dette land. For ser du; mange sjæle vandre omkring i dette land, mange du endnu ikke har mødt, og nogle af dem møder du måske aldrig. Men det ændre ikke på, at du er din egen herre, og selv kan vælge hvilken levevis du vil leve på. Ønsker du selskaber, da vil du finde dem ganske hurtigt. Ønsker du at vandre selv, se den verden du er havnet i, så lad da dine hove vise dig vejen, uden at tvinge dem i en retning. Landet er fyldt med muligheder; det handler bare om at gribe dem”

Siger jeg ganske roligt, mens jeg ligger hovedet blidt på skrå. Jeg træder ham ikke nærmere, for som så mange andre, har han nok et personligt rum, der ikke skal overtrædes. Og nok er jeg en blid og mild hoppe, men at blive rørt af alt og alle, er ej noget jeg ville bryde mig om. Dog ikke sagt, at jeg aldrig vil røres, for det vil jeg gerne. Men jeg ser gerne mine selskaber an, blot for en tid, indtil jeg ser ændringer, der viser at også de, vil tillade at blive rørt.