Is er trælst!

Den rødlige hoppe kom med elegante skridt, men også påpasselige skridt skridtene hen over isen. Her var ikke koldt, men det havde været tøvejr tidligere i dag, og nu var frosten ved at komme, så alt var ved at fryse til is, og det var ikke ligefrem fordi at Geshia var god til at gå på det! Hun var næsten lige ankommet til øen, og hun brød sig ganske godt om at være her på øen, selv om at hun ikke endnu kendte særlig meget til øen. Men hun så meget frem til at lære det hele bedre at kende! Hun mimrede svagt med den hvide mule. Her var stille. Det var som om at isen lagde en dæmper på alle lyde. Det eneste der kunne høres var når hun en gang i mellem trådte på noget is/sne, det knassede under hendes hove og det gjorde nok andre opmærksom på at hun var her i nærheden. Hendes olivengrønne øjne spm altid var varme, blide og milde at se på spejdede rundt i landskabet. Det var sjovt, men også smukt at se hvordan det var at sneen lavede en tydlig streg mellem himmelen og land. Det var jo klart da sort og hvid var kontraster. Hun ville gerne have noget selvskab, for man kunne hurtigt blive ensom i dette store land, uden at have en at følges med, og hun kendte jo ej heller nogen her rigtig endnu. Hun havde mødt et par stykker. Et varmt og imødekommende vrinsk kom fra hende og hendes øre vippede rundt for at høre om der måske var nogle i nærheden, og om der var nogle der ville svare.
Hendes pels var blevet tykkere, og det var kun godt når her var så koldt! Tænk nu hvis hun var kommet fra en ørken, og kom hertil. Hun ville jo allerede dø af kulde, og hun regnede bestemt ikke med at det ville blive varmere, det ville nærmere blive koldere. Og det håbede hun ikke, selv om at snelandskabet var yderst smukt. Men man skulle også kæmpe meget mere for føden her om vinteren. Men det var godt at hun havde fået spist en del af det usmagelige græs inden at sneen kom. Hun glædede sig helt til at det saftige græs kom igen. Det var faktisk det hun glædede sig mest til. Maden var bare kedelig om vinteren!

Brêgos rødbrogede og nu lidt pjuskede pels på grund af den kolde årstid, matchede det kolde vejr lige så godt som vinteren. Dampen stod ud fra hans næsebor hver gang han trak vejret. Det var for alvor blevet vinter nu, og selvom der var koldt, så varierede temperaturen stadig engang imellem, og det fik den lidt smeltede sne til at fryse til is. Dette kunne godt være lidt et problem for Brêgo der ikke var vant til den slags underlag. Det kunne også tydeligt ses når han gik. Engang imellem skred hans ene hov ud, og truede med at få ham til at skvatte. Det var dog ikke sket endnu, og han håbede heller ikke det ville komme til det. Vinden føltes kold, og det var nok vinden der var skyld i det meste af kulden. Når der var læ havde han ikke noget imod det smukke winter wonderland. Selvom det var koldt og der ikke altid var lige meget mad, så kunne han ikke benægte at det var en af de kønne årstider. Forår kunne han ikke lade være med at føle var lidt kedelig. Sommeren var varm. Efterhåret var utroligt smukt når det satte røde, brune, orange og gule pletter på de ellers normalt grønne træer. Lige indtil træerne stod nøgne.

Hans tanker omkring det hvide vinterlandskab blev afbrudt af et varmt og imødekommende vrinsk. En hoppe lød det til at være. Det lød ikke som en hingst i hvert fald. Men man kunne aldrig vide. Det var ligesom hoppen der lignede en hingst. Havde det ikke været for hendes feminine stemme og måde at være på, så havde han været helt sikker på hun ikke var hoppe. Den rødbrogede hingst gjorde et kast med hovedet og knejsede nakken, hvorefter han begyndte at trippe frem med lidt større skridt, der blev til en lille trav, og sendte et hingstet vrinsk ud som svar. Ikke dominerende på nogen måde, men med en venlig tone. Han havde ikke brug for at spille med musklerne som så mange andre havde. Han var godt tilfreds med hans position i livet og selskab havde han heller ikke noget imod. Selvom han havde levet alene i 2 vintre, så havde han ikke mindre lyst til at omgås fremmede. Det havde ikke gjort ham asocial på nogen måde.

Hendes brogede krop var let at se her i sneen. Ikke så meget hendes ben, men den brogede krop. Det var som en sort klat i sneen. Hun slog med hovedet og hun havde et smil om mulen. Hun var i godt humør og hun havde det godt her, ind til videre. Hun brummede hoppet og vippede med ørene da hun hørte et svar på hendes vrinsk. Hun slog atter ivrigt med hovedet og svarede hesten endnu engang, dog lidt lavere, bare for at sige at hun var på vej. Men også for at den anden nemmere skulle finde hende. Hun satte straks i trav med vrinsket, så elegant som muligt. Dog skulle hun koncentere sig for ikke at glide i sneen, og det ville ikke så kønt ud! Måske sjovt, men ikke kønt, og det ville ikke være sjovt for hende. Hun mimrede svagt med den hvide mule af koncentration og af og til blev hendes olivengrønne øjne rettet frem af og op, for at se hvor langt hun var nået. Men det gik ikke så stærkt som hun havde håbet. For for hver gang hun tog 1 skridt, så røg hun et halvt tilbage.

Sneen klumpede sig af og til sammen under hans hove, men fløj af når han havde fart på, eller når klumpen var for stor til at kunne hænge ved. Da et svar lød på hans svar, knejsede han nakken og satte farten op i sin trav. Han var stor og nogen ville mene han burde være tung. Men dette var ikke en sandhed. På trods af sin store og lidt kraftige bygning - kraftigere end nogle, men mindre kraftigere end andre - så var han stadig let som en fjer i sin gang. Næsten dansende. Det lå til hans natur. Han lignede en hver anden der kom fra samme område og samme flok som ham selv.

Hans kurs var sat mod denne fremmede hoppe han kunne høre. Hun var på vej mod ham, og han mod hende. De ville mødes på halvvejen. Efter en lille tur hen over det hvide underlag, nærmede Brêgo sig en hoppe. Mere spinkel end ham selv, men plettet som han. Men anderledes plettet. Hun havde mere end bare to farver. Hun var ikke hvid og rød som han var. Det var et særligt syn måtte han indrømme. Han havde aldrig mødt nogen med samme farve eller noget som helst i nærheden af den hun havde. Han sagtnede farten til en kort og trippende trav, stadig med nakken knejset i en bue, så hans mule næsten rørte bringen, og hans skridt begyndte at søge lidt sidelæns. Som trippede han skråt mod den fremmede hoppe. Til sidst stoppede han op og betragtede hende. Hun måtte søge hen til ham og afgøre hvilken afstand hun fandt passende. Selv var han en hingst der intet havde imod nærhed, og det gjorde at han før havde overtrådt en andens grænse. Dog ubevidst og heller ikke fordi han som sådan havde gjort noget - andet end at træde for tæt på og puffe til en.

Den unge hoppe kom med hurtige men elegante skridt hen mod den fremmede hingst som havde vrinsket. Hun var nu ikke langt fra ham og hun kunne se hvordan han så ud. Han var faktisk en rigtig flot hingst. Han var kraftig og broget. Hun kunne godt lide kraftige hingste, men det var nok også fordi at hun selv var spinkel og man sagde jo at modsætninger mødtes? Men begge deres pelse var brogede. De var forskellige. Dog havde hun endnu ikke mødt nogen broget hest, ud fra hvad hun kunne huske. Hendes øre var fremme og hele hendes aura udstrålede varme og glæde. Det gjorde den altid. Hun stoppede op en meter fra ham. Hun var ikke meget for nærkontakt, så dette var en fin afstand.

"Goddag" sagde hun og hendes olivengrønne øjne udstrålede nysgerrighed. Hun mimrede med den hvide mule som hun havde gjort så tit. Der var faktisk ikke ret mange kraftige hingste i dette land. Selv havde hun mødt få. Men denne hingst virkede også meget imødekommende til trods for hans måske lidt stolte gang og ikke mindst blærede. For til trods for at han var en lettere tung hingst, så bar han sig med en stor lethed. Hun havde et stort smil om mulen. "Jeg er Geshia" sagde hun med den varme og blide stemme hun altid snakkede med. Den var også meget rolig. Dog skulle ikke ikke tro at der var meget liv i denne hoppe. Man regnede tit med at hun var meget nede på jorden, men det passede altså ikke. Hun havde utrolig meget energi inden i kroppen, nogle dage havde hun mere end andre. Dog kunne hun også være seriøs. Selv om at hun elskede at grine. Det var som om at det løsnede op i hele kroppen. Man følte sig altid så lykkelig når man grinte. Det var i hvert fald en dejlig fornemmelse, synes hun. Hun synes at det var trist, dem der var alt for seriøse til at grine. De gik glip af noget!

Den brogede hingst, Brêgo, blev stående indtil hoppen havde fundet sin plads på den afstand hun fandt passende. Det var jo ikke alle der brød sig om at være i nærheden af fremmede sjæle. Selv havde han ingen problemer. Han ønskede hellere nærkontakt end afstand. Han strakte sin hals frem mod hoppen. Hans næsebor vrikkede lidt og hans ører var rettet fremad mod hende, mens han nysgerrigt undersøgte hvad hun var for en. Hun var anderledes af bygning. Anderledes af farve. Hendes øjne var grønne, og det skreg unormalt i Brêgos baghoved. Aldrig havde han set en der så sådan ud. Men unormalt skal der også være plads til. Han var jo heller ikke selv helt normalt. Nogen mente han var for lidt hingst. Selvom han stadig var meget ung, så var han også mere moden end andre af sind.

"Goddag du brogede vandrer. Det er i sandhed et sjældent syn og ikke et jeg før har oplevet"

[/b]

Et smil viste sig på hans fløjlsbløde, lyse mule, da han hilste på den sært brogede hoppe. Hendes aftegn var meget anderledes fra hans egne. Selv for ham var det endda unormalt at have pletter på den måde. Ingen af de andre hvor han kom fra så sådan ud - men det var også fordi han ikke var ren. Det var i hvert fald hvad han havde fået at vide. Han havde blandede gener. Han var forkert. Men ikke i hans eget hoved. Han hvilede i sig selv. Han var tilfreds og det var alt der betød noget.

"Mit navn er Brêgo, Leder af Teylar flokken"

[/b]

Da han præsenterede sig selv bukkede han for hoppen. Selvom han var leder så betød det ikke for ham, at han var mere værd end andre. Alle var lige - for ingen er noget uden en anden. Alle skal hjælpes ad for at skabe noget som helst der minder om tryghed.
[/size][/color][/blockquote][/font]

20. Januar 2013
Der er efterhånden gået lang tid uden svar nu, så jeg hopper ud af den her tråd så jeg ikke behøver blive ved med at holde øje med den (: