Evil Awaits You

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, den ene og almægtige snoede sig af sted langs vulkanens rand, ned imod det omgivende landskab. Det var længe siden, at skyggerne, at skyggen havde været ude og snuse omkring, men nu hvor kulden havde indtaget sin plads i landet, så de, så den snittet til at begive sig rundt i det mere og mere mørklagte landskab, fordi solens passage over himlen var blevet kortere, og dermed herskede mørket i længere tid.
Mørket havde netop lagt sig over Foehn, og skyggerne vidste at det netop var denne tid, hvor de, hvor den lettest kunne bevæge sig rundt som en lavtliggende tåge, uden at vække for meget opsigt. Det var ikke ønsket at sprede total panik endnu, og derfor bugtede de sig helst i det usete, indtil de havde fundet et offer som de kunne vise sig for. Den Vise havde endnu taget i landet, og nu hvor han var begyndt at dele gaver ud, for at øge landets styrke, svandt deres og bitterheden var vokset hos Ondskabens Hersker, der nu mere aggressivt havde sendt sine håndlangere ud på rov og togt.
Sneen lå ganske tyst over jorden, og dermed var græs, blade og sten skjult. Sneen, der var hvid og stod i stor kontrast til de mørke omgivelser, blev nu dækket af den sorte tåge, der lå og dirrede afventende. Hovtrin havde de opfanget, og den, de ventede nu blot på at kunne sætte deres kløer i sindet på den intet vidende sjæl, der snart ville være i deres varetægt, i dens varetægt.

Den sorte hoppe havde begivet sig rundt for at søge nye omgivelser. Lille Titan havde hun ikke med sig. Ikke denne gang. Han kunne også sagtens klare sig. Hun behøvede ikke vove over ham hele tiden. Det havde han jo bevist. Han havde fundet et familiemedlem som Ava ikke engang selv havde vidst var her i dette land. Den lille kraftigt byggede hoppe var vant til bjerge og bjergvandringer og hun havde på afstand lagt mærke til en vulkan i horisonten. Hun havde søgt nærmere den for at udforske den og omgivelserne. Hun havde før hørt om ildsprudlende bjerge, men aldrig set et tæt på. Og det agtede hun at opleve. Måske ikke helt tæt på, men mere tættere end hun havde været indtil videre.

Den hvide sne havde efterhånden beklædt jorden i hvidt. Det gjorde landskabet en smule trist at se på med de manglende sommerfarver der havde været til at se på, men samtidig også utroligt smukt at se på. Hendes sorte pels stor i stærk kontrast til sneen og hendes blå øjne kom til at se næsten mere blå ud. Isnende kunne man vel nærmest kalde dem. De havde ikke altid den varme som brune øjne kunne have.

Noget fik den sorte hoppe til at standse. En form for sort skygge der gled hen over jorden. Hvor det kom fra vidste hun ikke, men hun havde også oplevet andet sært ske før. En anden hest havde besiddet et sådant mørke der næsten kunne gøre mørket mørkere. Tættere. Og meget mere skræmmende.

Ondskabens Budbringere

Dirrende var de, var den, alt imens opmærksomheden havde fundet en sort hoppe. En sort hoppe med isnende blå øjne, der stod skarpt frem i de hvide og mørke omgivelser. En latter kunne høres, som en hvislen i træerne, der kunne få hårene til at rejse sig på dem, med god hørelse. Tågen lå endnu stille, men snart begyndte en bølgebevægelse at afslører tågens egentlig liv. Som et hjerteslag begyndte den at bevæge sig, dannede spidser i luften og dale nede ved jorden. De, den, begyndte at kredse tættere på den sorte hoppe og snart lå tågen i en cirkel omkring hende, således at hun ikke ville kunne undslippe.
Kulden blev mere intens omkring hende, den sorte Ava, som de, som den ene skygge begyndte at samles endnu tættere, således at tågen ikke længere var en tåge, men begyndte at danne en skyggehingst, der tårnede sig frem foran hende, mens dele af den, mens nogle af de mange skygger, endnu lå og flød omkring den sorte Ava, for at sikre at hun ikke kunne flygte.

¤Aaaaavaaaaaaa¤

Hvislede skyggehingsten, som bestod af mange på én gang. Ja, skyggerne vidste meget, men de var også i stand til at spionere sindet på de sjæle de var i nærheden af, og eftersom den frådede dem, frådede sig i Andromeda’s jorde, så sugede de viden til sig, selvom Den Vise ivrigt prøvede at standse dette. Han var dog ikke stærk nok, og endnu havde han ikke samlet sig håndlangere nok til at kunne stoppe dem, hvilket blot gjorde deres blodlyst endnu større, dens blodlyst endnu større: for Den Vise måtte ikke nå sit mål. Aldrig.

¤Avaaaaa, hvorfor vandre du her?¤

Spurgte de, spurgte den med den nedladende og ondsindede stemme, der mest af alt lød som en slanges hvislen i nattens mørke. De var snu, den var glubsk, og mere end nogensinde før ønskede den blod. De, den havde fået en håndlanger i Fuyu, men han var stille i sine foretagender og havde ikke gavnet dem meget på det sidste. De manglede at nogen troede på dem og frygtede dem; ofrede til dem, så de kunne vokse sig stærke.

En tåge var begyndt at samle sig i spidser der begyndte at dale ned mod jorden, hvor den sorte hoppe, Ava, stod. Hun havde godt lagt mærke til den, og da hun vendte sig om for at begive sig i en anden retning, var den også der. Hun kredsede omkring sig selv, men ingen steder var der muligt at finde en udvej. Hun lukkede øjnene, for det kunne være det bare var en drøm. Dette var unormalt. Meget unormalt. Selvom hun ikke kunne se denne tåge, så kunne hun selv med lukkede øjne fornemme at den var der. Den fik det nærmest til at krible gennem kroppen som hvis hun var fyldt med myrer hun ikke kunne fordrage.

En susen lød for hendes ører, men det lød ikke som en rigtig vind. Det var ikke bare lyden af vinden, men en susen der for ørerne der kaldte hendes navn. Det fik hende til at åbne øjnene igen, og foran hende var ikke kun tåge længere. Der var noget der mindede om en skikkelse - stadig med tågen kredsende omkring både den og hende selv. Hun trådte et enkelt skridt tilbage og vendte ørerne af ren refleks. Hun stod stille da den hvislende lyd stillede hende et spørgsmål. Hvorfor var hun her?`

"Jeg vandrer her for at udforske landets mange særlige områder. Min nysgerrighed er vækket og jeg havde set et bjerg i horisonten som ikke var et bjerg. Jeg måtte se dette på tættere hold"

Selvom denne tåge og den skikkelse med den hvislende lyd der kun lige kunne anes som ord, skræmte hende. Men alligevel var hun også fascineret af dette. Det var både godt og skidt. Hun besad et meget åbent sind, og samtidig også et nysgerrigt sind. Selvom en lille stemme i det bagerste af hendes hoved bad hende løbe og ikke se sig tilbage, så var hun stadig nysgerrig efter at vide hvad dette var.

"Mit navn.. Du kender mit navn? Hvem er du?"

Ondskabens Budbringere

Den hvislende ondskab der havde lagt sig omkring den sorte Ava, og var ved at dannes til en skyggehingst, lå grusomt da hoppen svarede med den klare stemme, der i modsætning til deres, var tydelig og klar. Den stemme som de mange tunger der til sammen var en brugte, var uklar og i nogles ører raslende, som den ondeste klapperslange. Det var tydeligt, at denne tågelignende hingst, der nu stod i fuld form foran Ava, med de knald røde og gennemborende øjne skræmte hoppen - men hvis de onde ikke tog fejl, hvis den onde ikke tog fejl, så var der også en fascination at stoppe i hoppens udtryk, hvilket vel pirrede Ondskabens, så selv deres hersker i den dybe vulkan kunne mærke det. Fascination var ikke noget ondskabens brød sig om, for det betød at deres arbejde, som skræmmende skygger ikke var udført godt nok.
Derpå blussede tågehingsten op, meget pludseligt så skyggerne nærmest sprang omkring hende som flammer, imens dem der endnu lå omkring hende blot begyndte at klamre sig imod hendes krop og lænke hende til stedet, alt imens en bidende kulde begyndte at brede sig over hendes krop. De nød at påfører smerte og ubehag, og fordi hoppen havde næret en form for positiv følelse, følte de, følte den ene en trang til at afstraffe hende. Fascination hørte ingen steder hen, for det medførte glæde og tanker som en sjæl i Andromeda ikke skulle have. I hvert fald ikke hvis de, hvis han herskede.
Den raslende og grusomme latter brød frem igen da hun spurgte til hvem de onde, hvem den onde var. De røde øjne, som skyggehingsten havde, borede sig ind i hendes blå med en intensitet ikke set andre steder. Hvis han, hvis de gad, kunne de snuppe hendes sjæl ligenu - og lade hende gå hvileløst omkring som et spøgelse i fast form, men de, den gjorde det ikke. Ikke endnu i hvert fald - for det morsomme var kun lige begyndt.

¤Aaaavaaaa, vi kender alt, jeg kender alle. Dig, din broder Titan og moster Leonora, jeg hører alt, vi ser alt og lever af alt. Andromeda er vores, mit! Og du vandre i det som en ussel mide, der græsser på min, vores enge.¤

Hvæsede skyggehingsten, der bestod af mange skygger på én gang. De hadede det som Den Vise havde gjort med landet og han havde tilladt andre levnede .. væsner at betræde landet i fuld tankevirksomhed. Sådan en levende ting burde bare følge ordre fra deres fælles hersker, og ikke have fri vilje.
Skyggehingsten, der kunne ligne et bål hvis man havde lidt fantasi, blussede da ned. Forhåbentlig havde dette sat lidt realitet ind i hovedet på denne Ava, der helst burde lægge alt andet end frygten på hylden nu.

Det løb næsten koldt ned over ryggen på den sorte hoppe. Hun havde aldrig oplevet denne slags særhed. Denne slags drømmelignende tåge. Ikke tåge taget ud af en drøm, men i stedet et mareridt, fuldstændigt som hvis hun sov. Hun kunne have sovet nu. Det var hun sikker på, men hun vidste også at noget altid skilte sig ud i drømmende. Der var altid noget der ikke passede ind. Som en blomst i sne. Et træ der ikke plejede at være der. Ukendte sjæle men med navne som hun kendte. En sommerfugl så stor som hendes egen hov. Men ikke denne gang. Der var intet unormalt over dette - med undtagelse af den sorte tåge hun nærmest havde en samtale med, og som nu dannede en hest af tåge.

Hun vendte og drejede ørerne fordi hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun var omringet. Omringet af tåge der smøg sig som flammer. Hun kunne ikke se gennem denne mørke tåge, og hun vidste derfor heller ikke hvad der var på den anden side længere. Var det overhovedet muligt at gå gennem den? Hun fandt fokus på de røde øjne som skyggehingsten besad, da hun igen hørte en hvislen der formede ord, som hun måtte koncentrere sig om at forstå.

Skyggehingsten kendte til hendes navn, hendes moster, hendes broder. Alt hvad der var i dette land. Hvad det var vidste hun stadig ikke. Men hvis det var hendes drøm, hvorfor blev hun så fornærmet? Hun blev kaldt en ussel mide af sig selv? Det var hendes eget hoved der skabte drømme, men hun så ikke sig selv som en ussel mide, så dette var nok til at afgøre at dette var virkelighed.

"Du…I... tager fejl. Jeg er ikke en ussel mide. Dette er muligvis dit hjem, men det er også mit nu. Jeg er kommet hertil fra et fremmed land og dette er mit hjem nu. Flere vandrer her på disse enge, ikke kun mig. Vi har intet valg. Vi kan ikke svæve i luften og undgå at betræde din eng"

Om der var flere eller kun en havde hun svært ved at finde ud af, fordi den både omtalte sig selv som jeg og vi. Avas isblå øjne besad en kølighed som ikke før var vist. Hvad bildte denne tågehingst sig ind? Hvem havde besluttet at han ejede det hele? Hvis det var hans græs, så måtte han have svært ved at sørge for ingen spiste det.

"Hvad er du….. I….?"

De mange, de få, som havde grebet I den blåsorte Ava, grinede hånligt. Hun satte sig imod deres vilje, hans ønske, og da hun sagde dem, ham imod, blev den hånlige latter om end mere ond. På ny blussede skyggehingsten op foran den spinkle hoppe; denne gang, var hun dog holdt fast, så et flugtforsøg ville ikke være muligt. Og derpå skreg den frygtindgydende hingst nærmest helt ind i hendes sind.

¤AVA, siger vi, siger JEG at du er en som en mide, så er du! Sig aldrig en hersker imod, for da vil din sjæl få at føle, hvordan det er at høre til på den forkerte side, på deres side! Så længe du gør det, er du en mide for mig, for os!¤

Hvæsede, råbte de, den, alt imens de røde øjne borede sig ind i kroppen på den sorte hoppe. Havde de evnen til at brænde, havde de brændt hul i skindet på hende, for længe siden, men så stærke var de, var den stadigt ikke. De blev hele tiden svagere, fordi Lyset vandt kræfter, fordi Lyset gemte de vigtige ting, hos sjæle som Skyggerne ikke havde tilgang til. Vreden var så stor, så stærk hos disse skygger, hos skyggehingsten, at den overskyggede alt i deres omgangskreds. De strammede grebet omkring hende, de skygger der havde tag der, og kulden bredte sig kun imod hende, for at pine hende. At gøre andre ondt, var deres, var hans yndlingsbeskæftigelse, og desværre vandrede ikke mange ind i deres spind efterhånden. Så når der endelig gjorde, skulle de, skulle han mæske sig i deres frygt. Men selvom han, de, havde gjort meget for at skræmme denne sorte hoppe, var hun endnu ikke så bange, at de kunne nærer styrke fra hende. Hun var enten for modig, eller for dum. En hvæsen rislede igen, sneg sig hen til hende og bandt sig til hende. Hun skulle lide, hvis ej hun kunne vise frygt.

¤Avaaaa, jeg er en, jeg er mange. Jeg er sendt af den sande hersker i dette land, for at bringe balancen i orden. For at ødelægge jeres græsgange og mørklægge solen!¤

Lød den hvæsende, gennemborende stemme endnu engang. Skyggehingsten, der i sin helhed lignede en stor hingst, trådte hende nu nærmere og satte det, der skulle være mulen, helt ned til hende. Hun var ganske lille, men ej som en pony. En lille hoppe, delikat i manges øjne sikkert. Og ting, der kunne tolkes på denne måde, vakte endnu mere grund til pinsler i deres, hans hoved. Det smukke skulle ikke findes, med mindre det tilhørte det onde. Et grumt grin lød nu fra skyggehingsten. Åh, han kunne gøre så meget.

Ava ville flytte sig, da skyggehingsten kom tættere på. Ikke fordi hun var bange, og så alligevel lidt bange, men mest fordi det var noget ukendt og hun var endnu ikke sikker på hvad det betød Hvis skyggen ej var et mareridt, hvad ville der så ske? Ville hun miste forstanden som den hvide skygge. Skyggerne smøg sig omkring hende som flammer af mørke. De gjorde det umuligt for hende at flygte. Hun kunne ikke komme nogen vegne - hun var helt og aldeles omringet. Den hvislende lyd af slanger der kom fra skyggehingsten med de lysende øjne dannede ord igen der kaldte hende en mide - han, de, påstod at hun var en mide hvis han eller de sagde hun var en. Hendes ærer lagde sig i nakken endnu en gang, og hun trak hovedet lidt bagud som for at vige væk fra mørket.

Det var lige før Ava troede de flammende øjne havde sat ild til hende. Men det var vel ikke muligt? Hun ville kunne se det. Mærke det. Hun kunne mærke noget, men det var vel ej ild. Ild ville være varmt. Som den ild der kommer fra lyn når de slår ned i træer. Ild var ødelæggende, og hun var endnu ikke ødelagt. Det var som om mørket strammede sit greb. Som om det blev tættere. Det gav Den unge sorte hoppe et lille strejf af panik. Hun var normalt ikke bange for mørket, men det var den samme slags tætte mørke som den hvide skygge havde omkring sig. Dette måtte være hans/hendes brødre. Hun lukkede øjnene for at lukke hingsten ude. For at vågne op igen et fredfyldt sted. For at springe til en ny drøm. Hun ville lukke mørket ude med sit eget mørke - mørke fordi hun lukkede øjnene. Den rislende lyd forsvandt dog ikke selvom hun lukkede øjnene og en fornemmelse af noget der bevægede sig omkring hende var også stadig til stede. Stemmen hvislede igen. Den fortalte hende om en hersker. En sand hersker. Det var ikke en hun havde hørt om før. Hun åbnede øjnene igen, en smule forsigtigt, og fik bekræftet at de flammende øjne stadig var der.

"Jeg kender ej til den sande hersker. Ej heller nogen falsk hersker. Uden sol eller græsgange eksisterer liv ikke. Du vil tilintetgøre alt liv?"

Den sorte hoppes blik flakkede et par gange til siden inden de rettede sig mod skyggehingsten med de flammende øjne igen. Hvis han, de, ville ødelægge livet i dette land, så kunne den vel tage hendes med lethed. Og dette var vel hendes anden chance for at leve. Hvem vidste om der eksisterede flere af den slags verdener man blev sendt til. Selv gjorde hun ikke, og det fik frygten til lige så stille at krybe ind omkring hende. Ikke at hun var rædselsslagen, men hun vidste ikke hvad skyggehingsten var eller hvad han, de, kunne finde på.

Ondskabens Budbringere

Morskaben hang i latteren på den store skyggehingst, der havde taget form foran den sorte Ava, den lille Ava. Det var sjovt, for den, for dem, at skræmme andre og vildlede deres sind. Skyggerne, der bugtede sig omkring hende, blev ved med at gøre cirklen mindre, således at de til sidst rørte hende hele vejen rundt. Hun kunne ikke flygte, selvom hun ønskede det, for de havde fanget hende, han havde.
Den hånefulde latter, der indeholdt morskab, ophørte efter lidt, da hendes feminine stemme endnu engang lød. Hun kendte ikke til den sande hersker, og det var en skam. Skyggehingsten blussede op igen, nærmest faretruende, over hendes ord og spørgsmål. Den hånefulde latter, blev blot en ond latter, der kunne skære igennem kød og skind, helt ind til knoglerne.

¤Vores hersker er den sande hersker! Han er din hersker, min, vores!¤

Hvæsede skyggehingsten, inden den greb fat i hendes hals med det, der forestillede hans mule. Men i stedet for en smerte skabt fra tænder, isnede en kulde sig helt ind til hendes kød, og da først skyggehingsten slap, var der en hårløs plet, tæt på at være et frysemærke. Dog ville hendes pels vokse ud igen; men en advarsel, det havde hun vel fået. Derpå trak skyggehingsten sig lidt tilbage igen, for at udveksle flere hvæsende ord med denne Ava, der endnu ikke havde udvist direkte frygt.

¤Livet vil ikke blive tilintetgjort, det vil blive befriet af herskeren. Mørket skal skabe livet Avaaaa, sådan er det!¤

Lød det endnu engang faretruende fra skyggehingstens eksistens. Den, de nød at hvæse som en klapperslange, og samtidig brøle som en bjørn i nattens mørke. Skyggerne, der klamrede sig omkring den sorte hoppe, gav nu langsomt slip og gled tilbage som den bølgende mur omkring hende, således at hun ville kunne bakke et par skridt, hvis hun ønskede, før de ville ramme hende igen. Der var noget over hende, det at de, at han ikke kunne skræmme hende fuldstændig, som havde åbnet en ny mulighed i deres, i hans tanker.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Evil Awaits You Den unge sorte hoppe var omringet af mørket. De skyggeagtige flammer, og foran hende, en skyggehingst med brændende øjne. Slet ikke på samme måde som den hvide skygge, for den hvide skygge var virkelig og denne virkede ikke lige så virkelig på samme måde, men var alligevel meget virkelig. Den var der! Hun kunne se den! Høre den! Fornemme dens tilstedeværelse! Hun lyttede til skyggernes hvislende ord, men de gav ikke mere mening for hende. Det var stadig en hersker hun ikke vidste hvem var eller hvor hørte til. Det næste øjeblik blev alt i et øjeblik sort mens en skærende smerte i hendes hals fik hele kroppen til at stivne et øjeblik. Hun kunne knap nok høre sit eget skingre hvin fordi hele hendes fokus var på det ømme punkt. Det var koldt. Iskoldt. Det blev i stedet næsten brændende varmt da kulden forsvandt. Da det var skyggens væk. Skyggernes værk. Den.. De havde gjort det mod hende. Hun frygtede stadig ikke som sådan skyggerne, men frygtede i stedet hvad de kunne gøre. Hvad de kunne udsætte hende for. Hendes ører søgte om i nakken og hendes blå øjne blev nærmest isnende og hårde da de atter rettede sig mod den skyggeagtige hingst med de flammende øjne da den brød ud i en ond latter – en latter der gik gennem kroppen på hende og fik hende til næsten at ville flygte. ”Hvis mørket skabte livet, hvorfor skaber den så ikke et nyt land med nyt liv? Et bedre sted?”

[/b]

Det var måske lidt en princip sag. Men det kunne jo også være der lå andre grunde bag. Da skyggerne gav hende mere plads og ikke klamrede sig fuldstændigt om hende længere slappede hun mere af i kroppen. Når de var på afstand kunne de ikke skade hende. Så ville hun ikke mærke den smerte de kunne påføre hende som de havde gjort da det ’bed’ hende.

[/div][/center]

notes,-
word count, 317

[/td][/tr][/td][/tr][/table][/center]

Ondskabens Budbringere

Skyggerne, skyggen, havde trukket sig en smule tilbage fra den sorte hoppe, for at give hende plads, efter at de, efter at han havde givet tilladelse, til at hun skulle frysemærkes. Den pelsfrie plet der nu var tilbage på hendes hals, ville med tiden blive dækket med pels igen; hvis hun var heldig. Den rungende latter, den ondsindede latter, der brød frem gentagende gange fra den direkte onde skyggehingst lød atter engang, da hendes ord kom frem. Hvorfor havde de, hvorfor havde han, deres hersker, ikke skabt en bedre verden? Den hule lyd som latteren efterlod strøg gennem kroppen på den sorte hoppe, der med sine blå øjne gjorde et forsøg på at se ganske hård ud. Det klædte næsten hoppen med denne forandring, for det var sådan, skyggerne, skyggen, helst så andre.
Den flammende skyggehingst samlede gradvist sine skygger, der kredsede fængslende omkring Ava. Det gav hende muligheden for at prøve at flygte, men det ville ikke gavne hende - for skyggerne kunne stryge igennem luften hurtigere end nogen hest kunne løbe over jorden, og derved ville de, ville han, let kunne fange hende, hvis hun skulle forsøge noget så dumt. Kun når skyggerne blev enige og skyggen sagde det, kunne hun gå. Den grumme latter lød igen, om end mere kælent. Den nød at tirre hende, og denne fryd blev ofte oversat med en nærmest kælende attitude fra skyggerne, der ligeså strøg imod hende i langsomme bevægelser for at kærtegne hendes krop.

¤Du snakker om et bedre sted. Hvad nu, hvis det sted, vores og min hersker havde, var bedre end dette, Avaaaaa?¤

Lød den hvislende tone. Skyggerne, skyggen var gledet over i et mere legesygt, for dem og den, humør og ved at tirre hoppen, udfordre hoppen, kunne de tilfredsstille sig selv. De kunne altid pine hende senere, når de havde pint hendes sind. Skyggerne, der kælede sig om hende, afgav en dæmpet varme, for at lindre kuldens tag, og alt imens skyggehingsten rettede sig op, strøg de skygger, der endnu sad på ham, omkring ham som flammer, sorte flammer.

¤Et land er kun så godt, som det defineres, Avaaaaa. Hvis vi, hvis jeg, definere vores land som godt, sådan som det var, hvorfor så gøre det bedre? Og hvem siger, der ikke var liv i vooooores, hans land?¤

Hvislede skyggehingsten igen, nærmest med tunge som en slange. Derpå lød en frydede latter fra dybet af hingstens skyggebryst, alt imens han afventede Ava's svar. Og alt imens hans skygger strøg blidt omkring hende.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px; background-color: #121212; width: 350px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Evil Awaits You Den unge sorte hoppe veg lidt væk fra de skygger der strøg sig kælent op af hendes krop, men uden at kunne komme helt væk fra dem. Det ville kræve hun flyttede hovene, og flyttede dem hurtigt. Der var efterhånden et lille smuthul hvor hun kunne rende igennem og måske slippe fra stemmerne og den flammende skyggehingst der stod foran hende. Men hvordan kunne hun være sikker på det ikke var en fælde? Det var skygger hun havde med at gøre her. Skygger kunne bevæge sig lige så hurtigt som lyset selv? Hvis man iagtog sin egen skygge, så flyttede den sig lige så hurtigt som man selv flyttede på sig. Der var ikke noget som helst nemt ved at konkurrere med en skygge. Den er ikke til at overhale med mindre man løber en bestemt retning – mod lyset. Mod lyset var også hvad man sagde om dem der skulle forlade verdenen. De gik mod lyset. Den sorte hoppe kneb øjnene sammen da stemmerne igen lød, og påstod at de, at den og herskeren havde en bedre verden end denne, men det havde hun nu lidt svært ved at tro selv. Hvis mørket skulle herske og der intet lys ville være, så ville plantelivet nok ikke være lige så frodigt og der ville være mere sult end en almindelig vinter. Sult hele året rundt. Det var i hvert fald hvad hun kunne trække ud af den viden hun besad. Men uden lys, ville skygger så kunne eksistere? Selvom der var plads til at Ava kunne stikke af, så blev hun stadig stående. Om det var af egen fri vilje eller en lille og næsten uhørlig stemme indvendigt der bad hende om at blive, vidste hun ikke. Men det var nok mere den lille næsten utydelige stemme der tilhørte hendes nysgerrighed, som var skyld i hun blev stående. ”Hvis du definerer en verden som god, er det ikke sikkert den er god. Hvis du definerer den som bedre, er det kun fordi den er bedre for dig. Hvordan kan du garantere for at den er bedre for alle andre, hvis det der er nu er mere end rigeligt? Hvis det er tæt på perfektion? På hvilken måde har dette land kunne være bedre nogensinde?” Den sorte hoppe havde mange spørgsmål, og selvom hendes fornuft fortalte hende at det ikke var det bedste at stå og konversere med ’the dark side’ så var det alligevel meget tiltalende. For hvad hvis skyggerne alligevel havde ret i at landet ville blive fuldkommen perfektion, hvilket det måtte blive hvis det skulle overgå den næsten fuldkomne perfektion der var nu. word count, 434

[/td][/tr][/table][/center]

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, den ene og den mægtige, havde fanget den blåsorte Ava og lagt tålmodighed nok til side, at de, at han havde indgået en samtale med den ret så veltalende hoppe. Hun satte endnu spørgsmålstegn ved det, som Skyggehingsten sagde, og den snerrende kulde, der kom fra hans mule, når han, når de snakkede, strøg frem mod Ava og krøb helt ind til benet på hende, således at hendes krop ikke ville kunne modstå kulden. Den ondskab som strøg fra skyggerne, var så åbenlys, at de end ikke søgte at skjule hans reelle sind. De havde, han havde haft med Ava at gøre i nogen tid nu, og egentlig var denne snak de var røget ud i uendelig ligegyldig, selvom det vel morede Skyggehingsten lidt, at lave noget anderledes.
Ava's ord var igen spørgsmålstegn ved det, som Skyggerne havde sagt, og svaret var så simpelt, at det næsten kunne gøre helt ondt.

¤Aaaaaavvaaaaaa, det er så simpelt fordi vi siger det, fordi Han siger det, uvidende hoppe! Vi kan lægge en vilje over andre, så de føler og tænker som jeg, som vi vil have det. Vi laaaver det perfekt efter voooores, hans! tanker¤

Hvislede skyggerne. Der var intet, Ava kunne modsige nu, for hvis hun ville modsige sig mere, kunne Skyggerne meget let morer sig med at kaste denne vilje over Ava og lade hende vandre som en skygge a sig selv, slave for deres, hans ønsker. Åh, det kunne være underholdende for skyggerne, der ellers ikke havde ytret deres reelle magt i landet endnu, fordi deres hersker, hans hersker havde bedt om at han, at de holdt lav profil, for ikke at vække vreden hos den Lysende sjæl der havde spærret den egentlig hersker af landet inde. Men det var nu fristende.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Evil Awaits You Kulden fra skyggehingsten gik lige gennem den tykke vinterpels der var til for at udruste Ava så hun kunne komme igennem dette års vinter. Det fik hendes krop til at ryste en anelse af kulde og fik samtidig hendes øjne til at blive kolde og hårde af en voksende vrede. En kulde som denne var ikke noget hun var vant til. Arrigt snappede hun ud i retningen af skyggen, men det var ikke til at få fat i noget. Den sorte hoppe fandt sig ikke i alt. Hun var en der sagtens kunne vise når hun var utilfreds, og hun var ikke tilfreds med at blive leget med. ”De tanker og den vilje der bliver plantet i en andens hoved, er ikke tanker og vilje fra sjælen selv, men sjælen er blot slavebundet, tvunget til at tænke hvad du.. hvad i vil have den skal tænke, og derfor vil det ikke betyde at sjælen er enig bare fordi du.. i.... herskeren siger at det er sådan det er og det er det de skal føle og tænke, at det så er sådan for dem. En sjæl kan ikke udrydes. En krop kan slås ihjel og en sjæl kan muligvis drives ud, men sjæle dør ikke. Du kan tvinge sindet til at tænke anderledes, men det vil ikke være andet end en dukke. En krop der i stedet lystre dine ord frem for sjælen, men den vil stadig være derinde et sted, og den vil stadig have sin egen mening frem for din” Ava gjorde et bestemt nik med hovedet for at vise hun mente hvad hun sagde. Hun havde lært ting af sin moder. Hun havde modtaget undervisning før hun var sendt hertil. Hun kunne være nok så stædig og diskutere nok så meget, men havde man de rette argumenter, så kunne Ava også sagtens se hvis hun tog fejl. Skyggerne havde måske ret i at det land de havde stået for var bedre end dette, men Ava ville ikke kunne tro på det før hun kunne se beviser. word count, 339

[/td][/tr][/table][/center]

Ondskabens Budbringere

Åh, den sølle hoppe, der stod foran de, den mægtige skygge, forstod åbenbart ikke, at hun ikke kunne snakke dem imod. Uanset hvad, uanset om hun havde ret i sine ord eller ej, ville de aldrig have indflydelse, for så let som ingenting, kunne skyggerne fratage hende den vilje hun udviste ligenu. Det morede dem utroligt, at de så let som ingenting kunne gøre hende til en omvandrende zombie, der ikke kunne udtrykke andet end det de, han ønskede; og så kunne hendes sind ulme nok så utilfredst i hendes krop, uden at kunne gøre noget ved det. Det var en smuk forbandelse som Skyggerne kunne nedlægge andre sjæle, det var de og han enige om, og herskeren i Vulkanen ligeså - men problemet lå i, at dette irriterende Lys ville få opmærksomheden på Skyggerne og Vulkanen, hvis de ytrede denne form for magi; og det ville kunne skabe dem større problemer end de havde nu. Skyggehingsten trådte den lille hoppe nærmere, indtil han stod helt foran hende, og alt imens kredsede skyggerne der dansede omkring hende også ind. Hun var indrammet nu af Skygger, og kunne ikke komme væk.

¤Avaaaa, hvad end du vil opnå med din snak, kan du ikke opnå det. Vi kunne så let som ingenting knække din lille nakke eller fratage dig din vilje, og så ville det være som jeg sagde! Så, lad mig grine ad dine ord og lad os i fællesskab grine. Men, Avaaaa, vi beundre dit mod, men straf skal du alligevel have for at betvivle vores ord!¤

Hånede hingsten med den isnende stemme. Dernæst klemte skyggerne, der var frie, sig helt ind til Ava og begyndte at klemme hendes krop så meget sammen, at hendes lunger truede med at kollapse. De holdt hende sådan i flere minutter, og imens begyndte den store sortlillae Skyggehingst at påføre hende en isnende kulde, så gennemtrængende, at den gav hende frostskader på mulen. De ville forsvinde, med tiden, men ville give hende besvær med at ytre sine fine ord nogle uger frem. Da Skyggehingsten var tilfreds, slap den og skyggerne taget i hoppen og trak sig tilbage med den onde latter. Det lå nu i luften, at Ava havde én mulighed for at smutte, og det var nu. Ellers ville de med glæde påføre hende endnu mere smerte, om end tappe hende for energi.