Part of the Element

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel, die another day

[/color][/size]

Kedsomhed kunne tolkes på mange forskellige måder, og komme til udtryk i mange forskellige former. Mange blev rastløse og kunne ikke håndtere tiden uden noget rigtigt formål, andre blev som forstenede og ville ikke vide hvordan de skulle håndtere at lave noget, mens andre gjorde som den gyldne Sunrise Saint.
Igennem den sidste lange tid havde Saint endnu engang gået gennem en kæmpe tørke periode, en periode hvor hun havde måttet tage sig tilfreds med sig selv. Dette var skam ikke første gang det var sket for den kønne hoppe, og det ville langt fra blive den sidste. Af denne grund havde hun lært at omfavne kedsomheden, og gøre noget ud af den, hun næsten omdannede den til noget nyt, noget brugbart. På en måde kunne man sige at hoppen mediterede i disse tider. Hun blev næsten en del af naturen, og naturen blev en del af hende. Ved hvert åndedræt fornemmede hun hvorledes vinden ville bevæge sig for den brydning hun lavede i den, og vinden ville hviske hende sødt i ørerne og sende tørre, krydrede dufte til hendes næsebor så hun ikke andet end kunne lukke øjnene af velbehag. Hedes fra ørkenen gjorde alting hjemligt, og hun havde endnu ikke følt trang til at tage væk herfra og se på andet end det tørre flade landskab der kun bølgede let. Livet var ikke perfekt, men det var et liv der var til at leve.
Af og til ville den gyldne skabning dog opleve at alting blev for meget. Vinden ville pludselig ikke synge lyse toner i hendes ører, men hvisle gamle bitre minder til hende, og hun ville blive slynget ud i et sort hul af hendes fortid som hun måtte kæmpe i flere dage for at komme op af. Som det så ud nu var Saint i en sådan periode. Hendes hoved var let sænket mens hun så ned i sandet under hendes hove. Hendes blik var dog fjernt, trukket væk af gamle billeder hendes nethinde havde vist hende da hun var ung. En tid med smerte, lidenskab og sorg.

[/size]

What you see depends on what you’re looking for

[/color][/size]

[Åben for alle]

Hun slog over i trav, i en elegant trav, men ikke noget for at vise sig frem, blot meget naturligt. Det var dog ikke en sløv trav. Geshia var ikke en sløv hest, men en glad hest. Dog havde hun som alle andre sine perioder hvor hun havde det svært med sig selv og sit liv. De perioder hvor man tit kunne finde dårlige ting om sig. Hvorfor er man sådan? Hvorfor gjorde man det? Osv. Hun var dog ikke i det humør. Hun var næsten lige ankommet til øen og derfor var hendes nysgerrighed stor. Både for at lære de mange heste at kende, men også omkring landet. Noget sagde hende at der skete flere ting end man lige troede. At der var nogle store krafter på øen. Og dem ville hun gerne se. Men ikke være en del af. Det skræmte hende vel også en del? Her var rart, for her var ikke fyld med sne, og her var varmere. Dog bevægede hun sig heller ikke for meget, for så ville det jo bare ende med at hun begyndte at svede på grund af hendes nu store vinterpels. Den blev dog større og større, og det var hun skam kun glad for! Hun sendte et varmt og imødekommende vrinsk ud, for at høre om der mon var nogle der ville holde hende med selvskab? De olivengrønne øjne så rundt, for at finde en skikkelse af en hest?