Im i really that boyish?

Står på den sneklædte eng. Det stille tusmørke præger denne smukke ellers så hvide eng.. De mørke øjne falder blidt rundt, muligvis for at se om jeg kan finde et selvskab på denne smukke eng. Sætter frem i en trav, gør noget ud af mig selv. Løfter benene højt og elegant. Knejser den smukke nakke og buer let og elegant den lange sorte hale. Mine ører er dog meget opmærksomme på andre heste, da jeg ikke ønsker at blive overrasket.

Udsender et hoppet hvin da jeg gerne vil have selvskab, dette er ikke fordi at engen og dets mørke skræmmer mig, nok mere fordi ensomheden kan være ret fortærende. Fortsætter min fornemme og elegante trav hen over engen. Dette slår dog over til en galop da energien slår i mig. Smælder med halen og galoppere rundt i store flotte cirkler og nyder at få lov at brænde min energi lidt af.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
WANDERING SOUL[/font][/center]

Den tofarvede hingst, søn af månen og velsignet af natten, førte sig med største forsigtighed igennem mørket. Hans dunede ponyagtige ører stak op fra de tunge hårmasser, og spejdede omhyggeligt efter lyde fra natten. Støre skyer af damp forlod hans lyse mule for hvert dybe åndedrag, og den dæmpede rytme af tunge hovslag ledsagede ham igennem den alt for stille nat. Sneen åd alle lyde, gjorde ham utilpads, men var samtidigt fortryllende smuk i månelyset. Sådan var det ofte med smukke ting, de kunne hurtigt blive farlige. En dæmpet brummen der hurtigt udhvilkede sig til et lavmælt vrinsk, tonede dybt fra hingstens bryst, og han stoppede kort for at lytte til naturen, lytte efter en mulig fremmed sjæl, der måske lige som ham søgte selskab. Over hans ryg hvilede stadig et glitrende lag af sne, i kulden var han ikke meget for at spilde energien på hurtige bevægelser, med mindre det blev nødvendigt.

Traver kort rundt i min egen verden da et hvin går gennem natten som et tordenslag. Vipper de mandelformede ører frem og hører en undertone af et hingstet hvin. Tripper kort på stedet og sender et hoppet vrinsk i hans retning. Kulden ligger kort over mig og natten har lagt sig som et blidt tæppe over hele engen. Denne fremmede kunne meget vel være en ond hingst men lader som altid tvivlen kommer folk til gode. Sætter frem i en hurtigere og mere elegant trav. Vælver smukt i den nøddebrune nakke og buer halen smukt. mine tanker føre mig drømmende afsted, men kan man andet i dette smukke eventyr af en eng.

Nærmer mig nu og ser længere fremme en hingst, tofarvet og flot. Måneskinnet danser af hans pels og går ham nærmest selvlysende. Stopper få meter fra ham og sænker hovedet en smule respektfuldt. Ønsker på ingen måde at lave ballade og selv ikke på denne smukke aften. Brummer blidt og imødekommende og står kort og ser ham lidt aan

"Godaften" Min stemme lyder blid og uskyldig som den altid gør. Denne hingst har jeg ikke set før, men håber da han har lyst til mit selvskab. Det første ord der falder mig ind når jeg ser denne sjæl er månevandrer. Mon det er muligt?

09:08

.~:SAMAEL:~.

[/size]
SILENT MUSIC[/font][/center]

Den tunge hingst lod et blødt prust forlade mulen, før han med et hort hovedkast kaldte den tykke pandelok tilbage oven på hans hoved. Kort efter stoppede han op, med de fire ben plantet solidt i den snedækkede jord, og lyttede. En fremmed besvarede hans vrinsk, og snart kunne han fornemme hoppens duft i luften. Hun var i brunst, og det fik straks de hingstede instinkter til at vågne til dåds. Han knejsede kækt med nakken, og strøg frem i en smuk tung og elegant trav, kombineret med høje benløft for at undgå sneen. Snart var hun i syne, og hingsten slog ned i sin rytmiske skridt i en tilpas afstand, før han gik hende i møde, med hvælvet hals, og opmærksomme øre. Hendes respektfulde holdning gjorde instinkternes kontrol større, men det lykkedes ham at undertrykke det da hun talte. Det havde hans hopper aldrig gjort. Med et dæmpet fnys stoppede han op, for at sænke sit store hoved til hendes højde, og puste en varm luftstrøm i hendes retning.
Alene denne handling var nok til at erstatte hans manglende ord. 'Godaften', synes den store hingst at nynne, sagte og melodisk, uden lyde. Med en kort brummen trak han sig tilbage, hævede kægt det skæggede hoved, og vippede med sine dunede øre. Han havde ej heller mødt denne hoppe før, men hun forekom ham en anelse kraftigere end dem han før havde stødt på. Mere stabil. Men stadig så spinkel at han var usikker på hvad hun kunne holde til fra hans side. Så spinkle hopperne her var… Men det hjalp ham til at kontrollere de hingstede instinkter der fór som ildbølger igennem hans krop, hviskede lullende om den parringsdans der lå dybt i ham, det han altid havde udført med sine hopper… De hopper som ikke befandt sig i dette land.