På forbudt område?

Diego



Det hvide landskab så indbydende ud, hvor end man så befandt sig i landet syntes Diego. Men her, lige hér var her godt nok meget betrådt. Den dybe sne, var beklædt med mange spor! Der måtte være sjæle her dagligt? Men det var svært at sige; specielt om her var nogen nu? Hans lugtesans var virkelig ikke noget at råbe hurra for, når det var vinter med al den sne. Nysgerrigt så Diego sig atter omkring, mens skovbrynet stod for hans hove kun en små hundrede meter fremme.

Hans mule mimrede let, mens nysgerrigheden blussede op i ham. Han rystede let på hovedet, mens den meget tætte og plysset vinterpels, så meget mørk ud tættest inde på hans skind. Skønt de yderste spidser på hvert og ét hår stadig var meget røde, så han stadig havde den meget gennemskærende røde farve at se på. Især her i sneen. Ivrigt, drenget og ungt, en smule kaldende, undlod han så et vrinsk, for mon her var nogen?



[Reserveret til et medlem af Teylarflokken]

Den lille sorte plyssede pelsklat havde som sådan ikke noget at lave. En hvid kold masse havde beklædt jorden og skjult maden. Det var lige som om himlen var faldet ned, og det havde han også troet til at starte med - men som enhver kunne se, så var himlen stadig over dem. Nogen gange blå og andre gange hvid. Og når himlen var hvid, så blev den grålig og når den blev meget grå, så faldt den ned. Nogle gange hurtigt og vådt, og andre gange, som han for nyligt havde oplevet, langsomt og i store hvide klatter.

Han rystede en smule på grund af kulden, men det var ikke fordi det var uudholdeligt. Han skulle bare flytte fødderne. Han havde ikke set andre i det her område end hans storesøster og den plettede store hingst. Ingen legekammerater på hans egen størrelse. Hans blik opfangede dog en afvigelse i den hvide sne. En klat der lignede en anden hest. Ikke en ret stor klat, så det kunne vel sagtens være hans ven, Xenocrates. Han hoppede fremad med dådyr hop inden det blev til en blanding af dådyrhop og galop og til sidst til galop. Dog en lidt kluntet galop fordi den hvide masse engang imellem klumpede sig sammen under hans hove og gjorde det lidt glat. Han satte dog farten ned da klatten stille og roligt blev større og større. For han kunne nu se det ikke var en på hans egen størrelse. Dog var han stadig nysgerrig efter at finde ud af hvem det var.

Diego



Himmelens blålige farve, som så snart vendte over i den mere hvide og døsende farve; hang sig let over hovedet på Ø’erne. Vinden var dog lige nu mild, skønt den tætte vinterpels der havde sat sig på Diegos krop, var blevet lettere vindtæt. Han fik sjældent de små kuldegysninger over sig, når vinden rigtig tog fat på de åbne vidder omkring på Ø’erne. Men noget nagede hingsten, tegnene på at der var andre individer her omkring. Endda ofte. Diego havde endnu ikke stødt på andet end strejfende. Han kunne selvfølgelig heller ikke selv prale af at være i flok, eller anden form for sikkerhedsnet og tryghedsmulighed. Men snart vistes en skikkelse sig.

Diego rettere det pæne hoved, mens ørene lå fremme. En sort skikkelse, som ikke just så særlig gammel ud; hvilket ikke kun skyldtes formen skikkelsen bar sig ad på. Nej, de lidt for lange ben og det lettere føllede udtryk der klart strålede ud af denne lille sorte spirrevip, der sprang af sted i sneen der for føllet virkede en del dybere end for en fuldvoksen hingst som ham selv. Hans øjne sprudlede energisk, mens nysgerrigheden nagede ham. Det sitrede let i Diego, mens han selv så dette som en varm velkomst fra denne nysgerrige sjæl. Selv var han hurtigt fremme i en engageret, ung og drenget flot trav over sneen, der fygede let omkring ham, mens han nærmede sig denne unge sjæl.

Titans små ører spidsede sig opmærksomt i retningen af den fremmede der lige så stille kom tættere og tættere på. Han virkede ung, men ikke lige så ung som Titan selv. Ikke lige så lille. Han havde i hvert fald aldrig set en gammel bevæge sig som den fremmede. Den lille sorte hingsts dådyr hop stoppede brat og var ved at sende ham på snuden, så han fik taget nogle små klodsede skridt fremad for ikke at falde. Han havde ikke tal på hvor mange gange han havde skvattet over sine egne ben eller andre. For det var sket at han havde fået sig en trille tur i græsset fordi en anden sjæl havde ligget hvor hans vej havde været.

Hans hale svingede ivrigt fra side til side og et lille hingstet og legesygt hvin undslap hans mule. Det var selvfølgelig rettet mod den fremmede. En lille opfordring til leg og samtidig også en smule udfordrende. Titan var ikke bange for at prøve andres grænser af. Bestemt ikke. Men han havde også erfaret at hopper ikke var så lette at pirre til en lille magtkamp. Det var mere leg og nusseri. Det gjorde ham nu heller ikke noget at han kunne blive puslet om. Hans grønne øjne fulgte den fremmede nysgerrigt, mens han afventede den fremmedes ankomst.

Sort som natten var den unge sjæl; som kejtet tumlede sig vej i den hindrende sne. Fornøjet bredtes der et smil på Diegos hvide mule, mens de rødbrune plysset øre vippede nysgerrigt imod føllet. Det var et stykke tid siden han havde oplevet et føl; gik det hurtigt op for ham i hvert fald, så snart det gennemskærende og rene hvin lød. Diego kastede let med hovedet, en anelse kådt, mens han atter nærmere sig en smule ivrigt. Faktisk mindst ligeså ungdommeligt som det endnu fremmede føl her!

En form for opfordring, samt udfordring lå straks hos den unge lille hingst. Det var pludselig tydeligt, hvordan denne lille fyr ville prøve grænser af. Men havde vi ikke alle været der engang? Så karakteristisk fandt Diego det, for denne lille fyr; at virke en smule udfordrende, trods det var et yderst harmløst plan, så vidt Diego vidste af. Hingstet og direkte drenget, sænkede han hovedet, og lagde ørene let i en yderst legende form, hvorefter han satte farten lidt op. Som ville han ”angribe” den lille fyr. Yderst harmløst og afslørende var det også, med det brede drengede smil over den hvide mule. Tilhørende til de sprudlende og levende øjne.

Den fremmede satte farten op. Han kunne se det, for den fremmede kom pludselig hurtigere imod ham. Titan var ej bange. Hverken for at lægge sig ud med nogen større end ham selv, eller møde fremmede. Han havde aldrig fundet sin moster hvis han ikke turde give sig til at lege med fremmede sjæle, uanset hvor store de end var. For han var endnu lille. Lille og frygtløs fordi han ikke vidste hvad der kunne ske. Hans sind var ikke plaget af ting og sager der kunne være ude på at gøre ham ondt. Ingen bekymringer - kun leg.

Den lille hingst satte selv farten yderligere op og strakte halsen lidt frem for at komme hurtigere fremad med mindre modstand i luften. Han sprang ud i et par kåde buk, men efter kun få stykker var han allerede ved at skvatte, og han sagtnede derfor farten en smule. Det skulle dog ikke få ham til at stoppe helt og han var hurtigt oppe i fart igen. Meget hurtigt oppe i fart. Og han fortsatte mod den fremmede også selvom afstanden ikke længere var særlig stor. Titan lignede vel nærmest en der ikke havde i sinde at stoppe op på noget som helst tidspunkt.

Grønne drilske og ungdommelige øjne kunne Diego nu se for sig, med den lille sorte spirrevip der fortsatte i høj fart; uden tegn på ellers intentioner omkring at sænke farten? Det blå himmel nærmest holdte sin varmhjertede hånd over de to unge sjæle, hvor Diegos krop havde været i aldring i langt længere tid, end hans sind.

Diego mimrede den hvide mule, før smilet atter lå skævt og lige nu kådt og drenget. Føllet havde svært ved al den sne, men det var vel også forståeligt nok med de tynde stænger. Selv store heste som Diego selv havde svært ved det fra tid til anden. Ak ja, det overraskede faktisk hvordan den lille fyr kunne holde så høj fart.
Det nåede nu hinanden, og med et lettere kådt kast med hovedet, blev Diegos hoved smidt i vejret, mens hans bagben klodsede i og han lod bagparten glide ind under ham, mens forbenene trippede lidt frem for at bremse farten. Sne stod til alle sider, mens Diego bare så på den lille sorte, med de grønne unge øjne, foran ham; vel uvidende omkring de måske ville få et sammenstød, eller føllet ville springe legende lystigt på ham?

Titan nærmede sig den fremmede hingst, der virkede større end ham, men ej ældre af sind. Måske kun en lille smule, for det ville da være umuligt at vokse op uden at blive mere moden af sind også. Titan kunne endnu ikke snakke, men det var han næsten sikker på den fremmede kunne. Da den fremmede bremsede så sneen stod ud til alle sider, mente den lille sorte at det så enormt sjovt ud. Selv havde han svært ved at stoppe på den måde. Han var klodset. Meget klodet og han faldt tit. Men der var ikke andet for end at komme op at stå igen og fortsætte.

Han huggede forbenene i og satte sig næsten ned på røven, men han standsede ikke. Han gled videre, næsten siddende men hans ben gled stadig ustyrligt til siderne, og han måtte rette sig op for at forsøge at holde styr på sine forben, og måtte derfor trippe fremad for ikke at falde på snuden. Først da han stod lige foran den fremmede hingst stod han helt stille med halen svingende frem og tilbage i et ivrigt tempo, og de grønne øjne nærmest lyste af glæde og iver. Et stort smil prydede hans lille mule.

Iskrystaller i form af store og små tynger sne blev kastet omkring, i flot brusende værk; næsten som havets vilde bølger når de slås mod en klippeside, eller anden hindring ved brede. Det var som om den lille sorte fortsatte ind imellem sneens iver af smålavine omkring dem, imod ham, til sidst småsnublende. Diego åbnede mulen, og undslap kort en latter, før han kort efter stod helt stille. Sneen lagde sig, og dér, tæt foran ham, stod den lille sorte fyr. Han havde sne over ryggen nu, og også lidt i pandelokken. Med lyst og glæde betragtede Diego den lille hale, der svingede ivrigt frem og tilbage, mens de sidste snefnug faldt af.

”Davs lille fyr.”
Brød Diegos unge og drengede stemme, yderst venligt og nysgerrigt, kort efter deres standsning. Mens Diegos hvide og smilende mule, hurtigt fandt frem og ned til den lille hingsts hoved. Umiddelbart lige over panden holdte Diego sin mule nysgerrigt, mens han indsnusede hingstens duft med et smil. Undersøgende. Så små øre, så lille et hoved, så sort og med grønne glædesfyldte øjne!

Den lille sorte vidste endnu ikke hvordan man talte, men han kunne genkende lyde. Han vidste betydningen nogle af lydene havde når de store talte. Han spidsede opmærksomt ørerne og rystede den lille krop. Han startede med hovedet og lod resten af kroppen følge efter til det til sidst kun var bagparten der rystede sne af sig.

"Hej!"

Udbryde den lille fyr. Det var noget han kunne finde ud af at sige. Det var en simpelt lyd han skulle koncentrere sig om, og han vidste hvad det betød. Han stod ikke stille ret længe men gav sig til at nappe drillende efter den store hingst. En smule udfordrende, og hoppede væk efter hvert nap som for at undgå hver lille 'modangreb' den fremmede kunne finde på. Titan lagde op til leg. Han kendte ej til andet end leg. Ingen bekymringer og ingen farer.

Domino effekten satte i værk, da den lille fyr gav sig til at ryste sig. Fornøjet bredtes der et smil over Diegos hvide mule, mens hans øjne sprudlede energisk og nysgerrigt, over den lille hingst der så ud til at have svært ved at holde balancen ved denne handling. Sød og ung lød hingstens stemme føllet, da han udtalte et lille hej.

Men ivrigt i sneen omkring dem, begyndte den lille hingst nu at hoppe en anelse tumult omkring, drillende og udfordrende til leg. Diego slog en blid drenget latter op, som lød en smule overgivende i en unghestet tone. Drillende nappede Diego straks ud imod den lille sorte, mod hans hals! Hans plyssede øre vippede sig nysgerrigt imod den lille, mens han hurtigt glemte alt andet omkring sig, mens legen straks påbegyndte sine optakter.

Legesygt og udfordrende hvinede den lille Titan da den fremmede hingst nappede efter hans hal. Han var ikke længe om at nappe tilbage - for det gik stærkt. Titan kunne engang imellem beskrives som overgearet, og denne gang var bestemt ingen undtagelse. Han sprang fremad efter at have naooet til den fremmede hingst, for at undgå nap - vel som en form for fangeleg. Det blev dog til en række sjove hop, på grund af sneen. En gang imellem stod han nærmest stille for at betragte den fremmede, inden han hoppede videre igen med små legesyge hvin og kåde buk.

Hurtigt kom den lille sorte mule ham til undsætning. Han hørte sin egen stemme le, drenget og ungt, blandet med de legesyge hvin der kom fra den lille. Selv begyndte Diego at hoppe på stedet, som et andet føl, på knap et år gammelt. Før han fornøjet så til på den lille spirrevip der nærmest spjættede uforudsigeligt omkring.
I et hingstet og ungt hvin slog han selv et par store bukkespring, i forhold til den lille sorte, før han stampede en smule dramatisk imod føllet; før han små jagtede hen imod føllet der var hoppet et par meter fra ham. Smilet over Diegos mule, var skævt og drenget, mens hans øjne sprudlede enegrisk og drilsk!

Titan vendte sig om mod den fremmede hingst, og stillede sig solidt på jorden - helt stille. Hans ben var let spredte så han bedre kunne stå fast. Han sænkede kun hovedet en lille smule da den fremmede så ud til at komme mod ham og lignede en 'farlig' hingst. Titan var dog ikke skræmt af ham. Hans grønne øjne besad et udfordrende blik og han virrede kort med hovedet inden han sprang frem mod den fremmede for at angribe - Stadig kun i leg. Han kastede nogle gange med hovedet og slog det ene forben fremad. Vild og utæmmet var han i hvert fald, og ingen havde lært ham ikke at slå sig løs i leg. Leg var det eneste han kendte til. Ingen bekymringer, heller ikke selvom den sorte hoppe havde brugt tænderne. For ham var det bare en anden slags leg.

Det hvide landskab, med de to unge skikkelser; såvel som vidt forskelligt aldrende skikkelser, begav sig i en fri leg, mens sneen kun gjorde det mere spændende, så glat som det nu var. Det lille sorte hingsteføl, begav sig hurtigt springende imod Diego, da den lille ’jagt’ startede. Springende og sparkende ramlede den lille spirrevip imod Diego. Lettere overspillet, grundet legen, kastede Diego sig en smule vigende tilbage, med et ’bekymret’ blik. Dog underspillede den drengede og glædesfyldte latter, i Diegos små flygtende færd fra hingsteføllet, før han stoppede op, for at puffe den lille over bagparten. Et puf som ikke just var kraftfuldt, men da alligevel nok ville kunne ramle ham omkuld. Det havde han selv prøvet et par gange da han selv var den størrelse.