Hvem er du?

Den specielfarvede hoppe kom med elegante skridt. Hendes øre var fremem og de olivengrønne øjne spejdede opmærksomt omkring. Hun havde bevæget sig op i bjergområdet. Hun havde denne specielle farve, på grund af en mutation i hendes gener og der var derfor ikke mange heste der havde en farve som hende. Det var lige før at hun kunne sige at ingen havde en farve som hendes. Hvorfor hun havde bevæget sig op i bjergområdet, det vidste hun ikke endnu, for her var skide koldt, for at sige det mildt, og bestemt ikke rart at være. Alligevel gik hun ikke ned, hun havde ikke været her endnu og blev draget af nysgerrigheden. Mon der var nogle heroppe? Mon der var nogle der vovede herop ligesom hun gjorde lige nu? Det regnede hun ikke med, men alligevel udsendte hun dette varme og imødekommende vrinsk. Selv om at hun hadede nærkontakt, så ville hun skam gerne have selvskab. Det var egentlig lidt forkert det der med at hun hadede nærkontakt, hun kunne bare ikke lide det fra nogle som hun ikke kendte, og der skulle meget tillid til før at hun kunne lide nærkontakten. Geshia var en meget imødekommende og varm, men også blid hoppe. Hun glædede sig til at hun kendte landet noget mere, og hun glædede sig også til at få nogle flere venner. Hun følte sig nemlig heller ikke helt hjemme endnu. Og om hun skulle tage afsted igen, det hang stadig over hendes hovede, for hun følte ikke helt at hun hørte til endnu. Men det skulle nok komme?

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

SNOWSTORM

[/color]
[/center]

Alting, og intet var badet i hvidt, snefnug søgte med en skræmmende lydløshed ned omkring deres... Hans hove, hobede sig op omkring skyggerne der med højlydte hvæs trak sig tilbage fra den hvide substans og resulterede i en dyb latter fra ræven, skyggebroderen. Sne havde han set mange gange før, og han fandt det ej til at frygte. Med et bredt, sybt smil, der synes at overtræde alskens psykologiske love trådte han ud i det hvide helvede og hvælvede i halsen. Hans muskler trådte kraftigt frem under den tynde, blanke pels. For modsat de andre vilde kreaturer der færdedes på hans, deres... Deres herres ø, dannede han sig ikke en tyk pels til at holde på varmen. Skyggerne, hans brødre, var alene nok til dette. At se denne hingst var derfor noget af en oplevese. For smuk var han, med eventyrligt skræmmende sorte tegn der bredte sig i den snehvide pels. Dragede med sin mørke mystik, og tiltalte med den velformede krop. Han var et pargteksemplar af en hingst, med den lange man, den hvide farve... Det perfekte billede på hvad folk tolkede som en engel. Selvom han ganskevidst var det modsatte. I sneen var de mørke aftegn svære at skimte, men det skeme da at de blev bemærket. Hingstens skridt var omhyggeligt placerede, han vidste at jorden let skred med sneen over sig, og efterhånden lod hans overbevisning til at smitte af på dem, hans brødre, ham selv, og de strøg som mørke, hvislende masser ud over den kridhvide sne, efterlod mørke huller over alt hvor han færdedes. Det var en del tid siden han sidst havde begivet sig ud fra bjergets varme indre, at møde andre heste var ikke ligefrem noget der altid tiltalte ham, men i aften skulle det være. At solen endnu ikke var gået ned, generede kun hans blinde mælkehvide øjne, men skyggerne ledte ham på hans vej, informerede ham om omgivelserne. Han stoppede med ét, og søgte da et udspring på klippegrunden, for med en guddommelig entre kunne overvære alt det nedstående. Der var en anden hest på hans.. Deres... Ø... En anden hest... han lo sagte, spændte i musklerne, og rejste sig da på bagbenene, fægtede voldsomt med sine forben i den isnene kolde luft, og udled et dominerende vrinsk der tydeligt var udsent af en hingst af hans struktur. En der vidste hvad der skulle toloreres, en der var herre og samtidig undersåt af landet og øen. Hvem, åh hvem, kom mon og underholdte skyggehingsten denne dag?

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Geshia var endnu ung, og havde endnu mange dage tilbage at leve i endnu, så derfor havde hun på ingen måde travlt. Nogle gange følte hun at mange havde travlt med at finde et sted man hørte til og få føl osv, men det havde hun ikke. Hun var kun 4. Det ville så sige at dette var hendes fjerde vinter. Hun hadede det stadig. Her var koldt og glat. Det værste var simpelthen når vinden blæste op i hovedet og øjnene i mens at det sneede! Hun kunne blive sindsyg af det!
Hun hørte med et et vrinsk. Et dominerende vrinsk. Hun vippede med ørene. Havde hun lyst til at møde sådanne en dominerende hingst? Hun hadede dominerende hingste, og specielt dem der troede at de var noget! Hun kunne bare ikke fordrage det, og for det meste blev hun snobbet når sådanne nogle hingste var i nærheden. Men det var jo ikke alle der var dumme? Arrogante heste var dog ikke lige hende. Skulle det ødelægge hendes dag? Tage chancen? Hun valgte dog at tage en chance. Hun svarede det med et mildt, varmt og imødekommende vrinsk. Hendes olivengrønne og varme øjne spejdede rundt efter hesten, men kunne ikke se den og satte derfor i en elegant trav mod lyden. Dog vidste hun ikke præcis om det var i denne retning at vrinsket kom fra, men hun krydsede blot fingre for at det var rigtigt. Hun slog et par slag med halen og mimrede svagt med den hvide mule.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

DEMENTOR

[/color]
[/center]

Som en dementor, der rakte sine lange krogede fingre ud i sneen, dansede skyggerne ud over kanten til klippen, og fandt hurtigt frem til den fremmede sjæl der nærmede sig med små, stavrende skridt nærmere klippen hvor han havde placeret sig. Med en højlydt brummen piskede han den hvide hale igennem sneen, og forlod sin udkigspost for at bane sig ned til det niveau hun befandt sig på. Hendes vrinsk havde han hørt, og det havde givet ham kriller af ivrighed efter at knuse den glade hoppe. Tålmodighed, nynnede han for sig selv, og svingede taktfuldt med hovedet imens de lette skridt førte dem tættere og tættere. Snart efter stoppede ham op, lod musklerne fulde palsen ud igen, og rettede sine døde hvide øjne imod punktet hvorfra hun ville blive visualiseret.
"VELKOMMEN, DU VANDRER."
Hans stemme var letttere hæs, men alligevel talte han med en sådan styrke, at den med lethed kunne høres igennem snelaget. Hvorvidt hun kunne se ham endnu, om hun var inde for synsvidde, vidste han ikke, thi lyset blændede hans øjne. Men Han kunne tydeligt hære den dæmpede knirken af sneen under hendes hove. Skyggerne søgte ud over sneen, stragte sig som følehorn ud imod hende, fra vinkler hun umuligt kunne opfange dem. Som snegle var de, og sammenligningen morede hingsten, og fik det syge grin til at tegne sig på hans mule igen. Hans dæmpede latter genlød igennem bjergene, dog så sagte, at sneen næsten kunne overdøve det, med sin tavse falden.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Hun slog med halen og var på vej mod den fremmede, men dominerende hingst. Hvad var det mon hun ville møde? Hun kunne ikke helt finde ud af det endnu. Men det ville hun nok snart få at se. Hun hørte hans stemme. Den var hæs, men han formåede alligevel at få den i en høj tone så hun kunne høre ham. Hun var ikke langt fra ham nu. Hun stoppede op foran ham inden hun sagde noget. "Mange tak" sagde hun med den varme og blide stemme hun nu ejede. Hendes hovede blev taget på skrå. Hingsten var anderledes. Hans øjne så døde og tomme ud. Mon han var blind? Ellers virkede han som en stolt hingst. En med mange muskler i hvert fald! Hun kiggede atter undrende på ham da han pludselig begyndte at grine. Det fik hende til at spænde i den lille krop og hendes olivengrønne øjne spejdede kort rundt. Der var noget mærkeligt ved dette her. Hun kunne ikke helt finde ud af hvad det var! Hun slog et par slag med den sorte hale og mimrede med den hvide mule. "Jeg er Geshia" præsenterede hun sig selv.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

DEMENTOR

[/color]
[/center]

Hingsten, der bar samme farve som snestormen, gik næsten i ét med sin baggrund. Kun det syge, dødningeagtige smil, og tårerne der som sorte skygger boltrede sin ned langs hans kæber trådte kraftigt frem. Denne hoppe virkede så ivrig. Så... Uskyldig. Hans latter slog over i en dæmpet fnisen, hvorefter han med et legesygt prust slog den væk, og fokuserede sine blinde hvide øjne på hende. Som en skygge så hun ud for ham. En skygge i et virvar af hvidt lys. Hvor grimt.
"GESHIA... GESHIA... GESHIA..."
Nynnede den mærkelige spøgelseshingst, og trådte da nærmere sit nye bekendtskab.
"VI... JEG ER FUYU, VINTER. BROR TIL SKYGGERNE DER BEFÆRDER DETTE LAND."
At præsentere sig på denne måde forekom hingsten yderst morsomt, eller... Sådan virkede det, for han begyndte straks efter at fnise dæmpet igen, og foldede hovedet ind imod bringen, så halsmusklerne med lethed bugtede sig under hans skind. Men endnu... Endnu gjorde han ingen tegn til at ville gøre hende noget, nej, han virkede blot til at more sig forfærdeligt over sine egne, uforståelige historier. Der måske fremkom af den hvisken, der umuligt kunne være andet end snestormen... Eller kunne den?

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Hun mimrede svagt med den hvide mule og tog hovedet på skrå for at betragte ham. Hvorfor grinte han sådan? Han var skræmmende, men hun blev stående, for han havde jo intet gjort ved hende. Brunsten var omkring hende, men hun holdt halen tæt inde til kroppen. Hun skulle ikke nyde noget med noget føl, og hun vidste hvor mærkelige og nærgående hingste kunne blive ved duften, men også hvordan hun selv kunne reagere ved den.

"Vi?" spurgte hun og tog undrende hovedet på skrå. Hun kiggede rundt. Var han skizofren (eller hvad det nu hedder)?. Det var ikke skræmmende, men han var en smule ubehagelig. Måske var det også fordi at han hele tiden grinede. For hun kunne jo ikke se hvad der var at grine af? De olivengrønne øjne betragtede ham, han var ret svær at se her i mørket. Men hun kunne godt se at denne hingst var stor, han var i hvert fald muskuløs. Han virkede lidt som en koldblodshest?

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

SHADOW WHISPERER

[/color]
[/center]

Vinterræven vippede sine lyse øre tilbage, og klukkede dæmpet, før han lod sin latter stilne af igen. Hoppen undrede sig sandeligt meget, det var aldrig sundt at undre sig... Eller var det?
"JEG.. VI.. HAM.. HENDE.."
Fortsatte hingsten nynnende hendes hord, før han gik ned i bagbenne, og bakkede et par skridt, for derpå at optage sine smukke, taktfulde bevægelser i en cirkel omkring hende, som var han træt af at stå stille.
"VI ER SKYGGERNE, JEG ER FUYU."
Svarede han til hendes spørgsmål, selvom det i særdeleshed blot gjorde det hele mere forvirrende hvis ikke man holdt tungen lige i munden. Hvad skyggeræven rablede af sig gav ikke altid helt mening.
Han havde skam bemærket hendes brunst, og det krilrede i hans instinkter efter at bringe sit køn frem i lyset. Dog holdt han sig tilbage, overvejende, slumrende. Hvordan han bedst muligt kunne få presset morskab ud af denne hoppe var han endnu ikke sikker på, men hun reagerede på hans mærkelige spil, og undredes over hans ord og vendinger. Så måske han skulle forblive på det ordlige plan? Hingsten vippede hovedet fra side til side, utålmodigt og tænkende, før han stoppede og fejede sin bagpart bagud, så hans front igen var vendt imod hende. Hvad ville hun gøre? Hvilke ting ville hun underholde ham med?

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Hun blev blot endnu mere forvirret af det han sagde i starten. Hun valgte dog at lade vær med at spørge mere ind til det, da hun blot blev endnu mere forvirret. Hun lyttede dog til ham da han endnu engang åbnede munden, og der var mere af dette forvirrende snak. Dog hørte hun jeg er Fuyu. Så måtte han vel hedde Fuyu. Det andet tænkte hun ikke mere over, for hun var ikke overtroisk, og troede ærlig talt ikke på alt det der med guder osv. Det var dog nogle gode historier.

Hun spændte i sin spinkle krop da han pludselig begyndte at gå rundt om hende. Hun tog halen ind til kroppen og hun holdt øje med ham. Bare han ikke rørte ved hende! Så skulle hun nok lade vær med at gøre noget. Da han stoppede foran hende igen slappede hun lidt mere af. Hun brød sig ikke om nærkontakt. Hun tog hovedet på skrå da det så ud som om at han havde en samtale med sig selv? Eller tænkte over noget. Hun trådte et lille skridt tilbage, så der var omkring 2 meter imellem dem. Så kunne hun slappe lidt mere af. Hendes olivengrønne øjne så ind i hans hvide. Mon han kunne se? Hun ville gerne spørge, men hun vidste ikke hvilket svar hun fik igen, og hun vidste ikke om det var noget han ville snakke om? Hun stod nu selv og overvejede.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

NOW... WE DANCE

[/color]
[/center]

Skyggeræven morede sig kongeligt over hoppens forvirring, og lette frygt da han var i bevægelse, og han lod hende bakke væk fra sig uden at på nogen måde reagere på det. Hans hvide øjne hvilede blot på hende, men om han så hende, eller igennem hende, var svært at sige. Var svært at tyde. Og endnu så hingsten ikke helt klart i lyset fra den nedgående sol, men han fornæmmede så småt hendes nuancer.
"... HVAD HAR DU PÅ HJERTET, VANDRER?"
Han kunne fornæmme at hun brændte inde med spørgsmål, spørgsmål der måske kunne være med til at underholde ham.. Så hvorfor holde dem tilbage? Der skulle meget til, hvis det overhovedet var muligt, at gøre han fornærmet, eller stødt over andres nærgåen. Thi hans personlige grænser var for længst blevet opslugt af skygger.
Han kunne ikke se hendes øjne hvilede i hans, men han fornæmmede da hendes blik, og vippede det tunge hoved let på skrå. De snehvide ører tippede frem under hans kraftige silkehvide pandelok, hvilede uden tøven på hende. Måske han som en hvilken som helst anden hest skulle lade noget opmærksomhed til omgivelserne, men han følte ikke for det... Det var for... naturligt. Han klukkede sagte, kom så i tanke om sit selskab igen, og lod latteren stilne af, for blot at erstatte den med sit syge, morsomme, truende smil. Selvom det ikke var direkte truende, var der noget over hans holdning... Over den aura han gav fra sig. Han var ikke hvilken som helst omstrejfende hingst, nej, han var skyggernes broder, Fuyu no Kitsune, vinter ræven.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Hun så på ham. Var han nu også blevet tankelæser, eller var hun bare for let for ham at læse? Hun stod i noget tid og overvejede om hun havde lyst til at sige det til ham. Hun orkede ikke at blive endnu mere forvirret! Hun kneb dog øjnene sammen og åbnede dem derefter igen. "Er du blind?" spurgte hun så. Hun stod og betragtede ham, ventede på hans reaktion og på hans forivrrende snak. Klar til at glemme det han snart ville sige, så hun ikke blev så forfærdeligt forvirret!

Hendes hale var holdt inde til kroppen. Hun stolede ikke på denne hingst på nogen måde og det gjorde også at hun ikke kunne slappe af på nogen måde. Hun var opmærksom på den mindste bevægelse han gjorde, selv om at det var svært at se. Det begyndte at blive mørkere hele tiden. Men det gjorde kun at hingsten foran hende blev en anelse tydligere, i hvert fald visse dele på hans krop. Hun mimrede med den hvide mule og hendes ene øre var rettet opmærksomt frem mod ham, mens det andet var vendt bagud.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

BLIND

[/color]
[/center]

Den smukke hvide hingst synes at sno sig om sig selv af kedsomhed, rent og skær tankespind ganskevist, for han foretog sig intet andet end at virre med hovedet og se ud som om ventetiden kedede ham til døde. Dog havde han ganske meget tålmodighed, han kunne vente mange sæsoner på den rette reaktion hvis det var påkrævet. Men dog, hvor var hun langsom!
"... BLIND?"
Skyggehingsten afgav en dæmpet latter, og kastede med hovedet, hvorpå han med ét faldt komplet til ro igen, og igen lod de snehvide øjne hvile på hende.
"... JA, OG NEJ. DAGSLYSET FOREKOMMER MIG FOR... LYST TIL AT JEG KAN ANE MERE END SKYGGER."
Nynnede han som svar, og slog igen over i sit tonerige, syngende tonefald. På sin vis var det forførende, lokkende, på sin vis så fjernt at han ikke forekom meget mere end et spøgelse på visit fra fortiden. At hans syn var en svaghed i dagslys var han ikke bange for at indrømme, thi skyggerne gav ham langt mere end synet, de gav ham muligheden for alt det han nogensinde havde ønsket. Hvis det da var hans ønsker... Med ét blev han tavs, og sank hen i en stilhed der forekom komplet unaturlig for den mærkelige hingst. Med en alvorlig tænkende mine. Var det hans ønsker? Eller deres...? Eller hans herres? Eller måske var det dem alles? Åh, hvilke underere han var stødt på, her i dette mærkelige andromeda, der tilhørte den forkerte.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Hun ventede på at han skulle sige noget der ikke gav mening, men overraskende nok gav det mening, men det lød alligevel en smule mærkeligt. Hun forstod det ikke helt, med mindre at denne hingst havde en speciel evne? Eller måske var magisk? Hun rystede på hovedet og grinte kort af sig selv. Nej, magi fandtes ikke! Det troede hun ikke på, så det kunne umuligt være sådan. Måske var han bare, ligesom hendes mutation i pelsen, mere speciel, og havde noget særligt? Ja, det var det hun blev enig med sig selv i.

Hun så på ham da han pludselig grinte. Et kort øjeblik blev han så lokkende, men det var også specielt, eller måske sært? For det føltes helt mærkeligt, at se på ham. Det var svært at beskrive! Hun slog et par slag med halen og kort mimrede hun med den fine og hvide mule. Han blev pludselig mærkelig stille. Hun tog hovedet på skrå og betragtede ham, tænkende.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

TEMPTING

[/color]
[/center]

Skyggeræven satte da i bevægelse, med skridt der var præget af den tidligere elegance, der med tydelighed tilhørte en kriger. Hans hals hvælvede sig smukt under den korte, snehvide pels, og med ét synes han knapt så... Skræmmende, nærmere tillokkende, for det var hvad han ønskede. Med en dyb prusten stoppede ham, nu oppe på siden af hoppen, og vendte sine hvide øjne imod hende.
"DU TVIVLER, SKOVHOPPE?"
Hans dybe stemme klang nu ganske smukt, på sin egen måde forførende. Et komplet personlighedsskift, der i sig selv var ganske intereserrende. De ellers døde hvide øjne forekom nu blot som en del af hingstens charme, thi han synes at betragte hende nu, ikke se igennem hende.
"VI, JEG, ER EN SKYGGE, BRODER TIL SELVE NATTTEN."
Der var ingen tvivl at ane i hans stemme, ingen at ane i den stolte holdning. For han vidste det var sandt, de vidste det var sandt, de kunne jo, trods alt, føle dem selv, være én med dem selv... Og så havde han, de havde set det underligste, oplevet det skrækkeligste, ja, de havde været igennem mangt og meget, og alligevel... Alligevel var der så meget skyggerne ikke vidste, han ikke vidste. Men lige dette. Åh, det var de mere end sikre på, for de var selv skygger, så hvorfor skulle skyggemagi ikke kunne eksistere?

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Hun betragtede hingsten som han kom nærmere. Normalt hadede hun andres nærkontakt, men pludselig kunne ikke flytte sig. Hun var betaget af denne hingst. Han var så ufatteligt charmerende og flot at se på. Så muskuløs. Hendes hale slog et par slag mere og hun lyttede intenst til hans ord. "Magi findes ikke" sagde hun blot og så på ham. Denne gang virkede han til at lægge mærke til hende. Hun kiggede kort op på himmelen. Det var blevet mørkere nu. Var det virkelig rigtigt? Kunne han se bedre når det blev mørkt? Dog kiggede hun hurtigt hen på ham igen. Hun spændte en smule op i den spinkle krop og hendes mule mimrede en smule over mod ham. Dog tog hun den til sig igen. Hun ville ikke, hun måtte ikke røre.

Da han sagde det næste puffede hun hurtigt til hans kæbe. "Du er ikke en skygge" sagde hun stadig med den varme og blide stemme. Hun tvivlede på at han var nogen skygge. Magi fandtes jo ikke! Hun havde i hvert fald aldrig fået det bevist, og ville heller ikke få det bevist, for magi fandtes ikke. Hun betragtede ham igen. Det var stadig mærkeligt for hende hvordan han pludselig kunne blive så forbandet flot og charmerende at se på.