Winter's Arrival

T H O R O N D O R

---

Den massive hingsts hove dundrede mod jorden, sendte små vibrationer afsted, varsler om hans kommen. Ikke kommen af noget ondt, nærmere end uldkugle af en hingst. Vinteren havde fået sit kolde tag i Andromeda og Thoron nød det. Det ville blive koldere, det ville blive sværere, men næppe farligt. Indtil nu virkede vinteren meget som den man kunne finde i omkring Maern, så han fandt ingen grund til at frygte vinteren. Denne ville blive den første helt uden hjælp, men det havde aldrig rigtigt stoppet ham før, at hjælpen ikke var der. Trods alt var han blandt de mest massive, selvom han langt fra var den højeste. Hans vinterpels lagde hun kun det massive og nok var han ikke vokset til dobbeltstørrelse, men han var blevet større. Han var langt fra fed, selvom nogle måske kunne tro det.

Hans skridt kortede af, gik fra trav til en behagelig skridtgang, før han prustede. En sky dannede sig foran ham, blot for at forsvinde igen. Afslappet vippede han sine plyssede ører rundt, før han sænkede hovedet en anelse. Det havde aldrig lagt til den massive hingst, at hæve sit hove og vise sig frem. Det lå i grunden ikke engang til han slags. De var rolige, men alligevel årvågne og klar. Kort blev Thoron ramt af sørgmodighed, for vinteren bragte ikke kun kulde; derhjemme ville den have bragt sammenhold, historier og spil. Hvor sært det end lød, så havde de faktisk haft spil. Yderst simple og grove i det, men ikke desto mindre spil. Sørgmodigheden forsvandt dog igen og et smil fandt vejen frem i stedet for. Ingen grund til at være trist, for vinteren var kommet! Med en overraskende fart, sprang hingsten fremad igen, så jorden atter engang, gav genlyd af hans hove.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Det ruskede ubehageligt i den spinkle skikkelse der ufrivilligt havde bevæget sig over på øen Enophis. Nu hvor Sunrise Saint endelig var på øen kunne hun på ingen måde huske hvad der havde drevet hende til sådan en forhastet og stupid beslutning som at tage væk fra hendes kære ørken for at udforske resten af landet en smule mere grundigt! Den oprindelige tanke havde været at hun kunne huske vinteren forinden i dette land der havde drevet hende væk fra ørkenen, og hun kendte på ingen måde andre øer end Zenobia godt, så hun følte hun havde brug for det i tilfælde af at denne vinter ville blive det samme. Men som hoppen nu stod og skuttede sig af kulde var denne tanke der havde virket så rationelt forsvundet som dug for solen.
De nøddebrune øjne i hoppens lettere forpinte ansigt søgte rundt i landskabet mens hun prøvede at huske præcis hvilken vej hun skulle tage for at komme tilbage til hendes ørken igen. Det virkede som årtier siden at hun sidst havde været udenfor hendes ørken, og af denne grund virkede det som om at øen her, trods hun i starten af sin kommen til dette land havde opholdt sig her meget, virkede som ny for hende. Med et opgivende prust måtte Saint derfor sætte gang i en let skridt i en tilfældig retning, hun måtte blot bruge sin intuition i dette tilfælde.

I det fjerne skimtede den gyldne Saint pludselig en skikkelse og hun stivnede på stedet. På mange måder kunne man tale og fysiske modsætninger, men dette var næsten ekstremt. Den skikkelse der i det fjerne bevægede sig mod hende var enorm! Aldrig i sit liv havde hoppen set en så massiv hingst, muskuløse hingst ja, men intet lignende denne skikkelse. Hingsten længere fremme var ufatteligt bred, og det var tydeligt at han var svær og fyldt med muskler, hvor hun selv var næsten så spinkel som en hest kunne være det, skabt til varme forhold og med lange slanke ben der ville kunne holde hende i en høj fart når det blev nødvendigt i ørkenen. Den skikkelse der var foran hende var en sand iskæmpe, og det trods han ikke havde megen højde med sig. Saint formåede kun lige ikke at åbne munden i forbavselse, men kunne ikke lade være med at stoppe op.
For første gang siden hun havde bevæget sig ind på øen glemte hun kulden. med hovedet let på sned så Saint for første gang i lang tid faktisk en smule interesseret ud, hvilket var meget usædvanligt! Det var sjældent at et levende væsen formåede at få den gyldne hoppe tila t føltes således, men nu som hun stod der, kunne hun ikke holde forundringen fra hendes brune øjne.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

T H O R O N D O R

---

Hingstens fletninger slog let mod hans hals, men svang ustyrligt rundt da hans abrupt stoppede. Han stoppede ej fordi han behøvede det eller descideret ville, men fordi han havde set noget og han var ikke sikker på hvad. Hans topfart var måske ikke høj, specielt ikke når landskabet var som dette, men han havde set noget, men havde alligevel ikke set hvad det var. Nu hvor han var stoppet, søgte hans øjne den gyldne, orange ting han havde set. Det tog kun et øjeblik før han fandt, hvad han søgte: en gylden hoppe. Var det ikke fordi bevægelse var umådelig lille og afstande mellem dem, ville hun nok kunne have set at hingstens skuldre sank en anelse. Han havde ej noget mod andre, heller ikke en som den, hun så ud til at være, men fandtes der ikke andet i dette land? Ikke andet end slanke, langbenede hopper? Han vidste godt, at det gjorde der, han havde mødte en selv, Nuka, men alligevel. Hans hjerte sank en anelse hver gang. Landet her var i sig selv fremmede, så behøvede alle omkring ham også være det? En hovedrysten fra hans side, trak den kraftige hingst ud af sine tanker.

Hoppen havde lagt mindst lige så meget mærke til ham, som han havde til hende. Ikke desto mindre var der en forskel; hun så ud til at fryse. Selvom hun måske havde fået fokussen på noget andet, så var der ingen tvivl efter hans mening. Hun manglede en vinterpels, det kunne selv han se herfra. Det virkede sært at hun var her, hun hørte nok nærmere til på den forbandede ørkenø. Forbandet var den nok kun efter hans mening; hans brede hove og enorme kropsvægt gjorde, at han sank i heletiden og hans eneste visit til den ø var ikke just noget der gjorde, at han ville komme tilbage. I hvert fald ikke for øens skyld. Tilbage til den lille hoppe: Thorondor kunne godt have forsat, men han følte, at han ikke bare kunne efterlade hoppen der. Måske var hun lige kommet, landet på det forkerte tidspunkt og sted? Med rolige, afmålte skridt bevægede hans sig afsted mod hende, klar til at stoppe hvis hun gjorde noget. Han ønskede ej at skræmme hende bort, men hjælpe hvis han kunne.

Gigantisk! Saint havde intet andet ord for hvad denne hingst var. Forundret var hvad hun selv var i dette øjeblik, hendes øjne gled let over hans krop, for hvor var det dog et specielt syn. Da han satte frem i skridt mærkede hun et let sæt gennem sin spinkle krop. Hun tvang dog sine øjne til at flytte sig fra hvad hun lige kunne skimte, og så gøre sig mere umage med virkelig at se denne hingst. Hun vidste ikke om det var hans milde farve, de gullige øjne eller fletningerne i hans man, men han mindede så ufatteligt meget om en shaman. Måske han også var det? Denne hingst kunne sagtens være en åndetaler og fremtidsseer som de hun havde haft i sit gamle land. I så fald forstod hun ikke hans blik der så, skuffet ud? Hvis han i sandhed var en fremtidsseer ville det ikke have været skuffelse i hans øjne, nærmere en blanding af kulde, skinsyge og overgeret glæde. Så han var ingen spåmand, og det lettede.
Saint rettede sin spinkle krop op, og mærkede endnu en skælven af kulde gennem sin krop. Hvor var dette et forbistret sted at skulle være! Hun havde ingen glæde overhovedet i at se omkring sig og betragte det lettere snedækkede landskab og i at mærke den friske kolde vind mod sine sider. Alt virkede så larmende, så pludseligt på denne ø.

Hingsten kom stadig nærmere, og Saint måtte kort undre sig over hvorfor. Noget i hans gyldne blik fik hende til at tro, at han ikke havde megen lyst til det. Hun bed tænderne hårdt sammen for endnu at prøve at stoppe sin krop i at sitre. Kulden skulle ikke vinde sin kamp mod hendes lemmer. Stille holdt hun sig selv i gang med en svag trippen, hun måtte i det mindre forsøge at holde sig selv lidt igang. Dette gjorde hun mens hendes nøddebrune øjne køligt og vagtsomt hvilede på den fremmede store hingst. Hvad ønskede han?

[/size][/color]

T H O R O N D O R

---

Den gyldne hoppe syntes at skælve. Hun måtte fryse i det her vejr og ikke uden grund; hun manglede jo en vinterpels. Hun var lige andre hoppe, men alligevel ikke. Hvorfor dannede hun ingen vinterpels? Alle dannede da vinterpels, gjorde de ikke? Hun havde nok kun været her et øjeblik, så det gav mening, men hvorfor begive sig afsted i første omgang? Thorondors tanker kredsede omkring disse spørgsmål i et øjeblik, før han sænkede farten. Hoppen var pludselig.. vagtsom, hvilket undrede ham. Til sidst gik han i stå, et godt tykke fra hende, mens han lot så på hende. Hvorfor var hun nu pludseligt vagtsom? Før havde hun virket interesseret, på trods af kulden, nu virkede hun blot kølig. Ikke så meget som omgivelserne, men stadig kølig. Efter et par sekunder, hvor han blot stod og så på hende, iagtog hende, brød han den stilhed der lå mellem dem.

,,Er De okay?"

Hans hoved blev lagt let på skrå og et varmt smil viste sig. Ikke meget, men stadig nok til at de fleste andre følte sig tryggere omkring ham. Han var ikke helt sikker på hvorfor, men mange virkede som om de hurtigt stolede på ham. Måske var det, fordi han var en mild gigant, ikke en trussel, eller måske var det fordi han for tiden lignede en pelskugle mere end en hest. Hvem kunne vide, hvad der var sandt? Uanset, så stod han blot der, med hovedet let sænkede og studerede hende. Hendes farve var anderledes, i den grad. Gylden som Illana's, men spættet af røde og hvide farver omkring hendes ben og hoved. Det var kønt; hun var køn, på trods af at hun var som hun var. Hans plyssede ører var vendt fremad, afventende, men ikke i den forstand at han ikke kunne vente. Omkring dem føg vinden, trak sneen med sig og lagde nyt andre steder. Den rørte ikke ham, men sandsynligvis hende.

Kæmpen kunne tale. Hans stemme var varm, som hans krop sikkert var det, og på mange måder udstrålede hele hans aura hvor godt han følte sig i dette landskab. Saint gjorde det samme, viste den bitterhed hun følte i landskabet, og den kulde hendes krop følte virkede til at smitte til hendes øjne. Det var som om hun først ikke forstod hans ord, som om hun forventede at han ville ændre det han havde sagt, og sige noget anderledes. Det virkede forkert at han skulle stå og spørge om hun var okay? Men hvad havde hun ellers forventet, Saint vidste ærligt talt ikke hvad hun skulle tro om denne anden, måske hun havde troet han blot ville passere hende uden et ord. Endnu en skælven gled gennem hendes spinkle korpus mens hun prøvede at samle sine spredte tanker og finde styrke til at holde sin stemmeføring adskilt fra hendes klaprende tænder.

"Nej."

[/center]

I alle andre situationer havde hoppens iltre temperament nok tvunget spydige ord på hendes tunge, men i denne situation, hvor hun endnu var betaget af den store hingst så hun kunne ikke finde sin normale fjendtlighed frem. Hendes stemme var dog stadig kold og en smule fjern, men hun manglede trods alt hjælp. Nogen måtte hjælpe hende med at finde vej hjem igen, for hun kunne snart ikke holde til mere kulde.
De nøddebrune øjne vandrede synligt over hingstens store krop. På så mange måder virkede han til at være en bjørn nærmere end en hest. Hans brede form og den store pels var en fremmedhed for Saint, inden hun var kommet til dette land havde hun aldrig set synet af en vinterpels, og hun ville nok aldrig være i stand til at skabe en, så da sneen føg op på hendes krop skuttede hun sig af ubehag. Det prikkede ubehageligt i hele hendes krop af kulden, som en svag smerte der lurede lige på oversiden af hendes skind, en smerte der lovede mere smerte hvis hun ikke snart flygtede fra den.
Hendes øjne gled igen op i hans, hun vidste ikke om hun kunne bede ham om at følge hende til kysten ud for Zenobia, men kulden skulle nok dulme hendes stædighed nok til at hun endelig ville give sig.
[/blockquote][/size][/color]

T H O R O N D O R

---

Hoppen virkede på alle måder afvisende, men alligevel kunne Thoron ikke bare forlade hende, ikke i den tilstand i hvert fald. Hun var alt for uegnet til at være her om vinteren; sommeren ville ikke være et problem, men den vinter, Andromeda havde, var ikke egnet til spinkle hopper som hende. Hans ører var rettet mod hende og det svar hun gav, var i grunden indlysende. Nej, hun var jo ikke okay, det kunne han jo se. Det var jo blot god skik at spørge, ikke sandt? Roligt tog han et skridt tættere på hende, stadig med hovedet i en lav position og ørerne venligt rettet frem. Han ønskede ikke at hun blev mere afvisende, men han kunne heller ikke lade hende stå alene hvor hun var.

,,Måske laver jeg konklusioner for hurtigt,-" Et kort smil viste sig på hans mørke mule. ,,-men de er faret vild, ikke sandt?"

Den store hingst stod blot stille, nu et skridt tættere på hende, mens hans brune øjne iagtog hende. Der var noget næsten trist over at hun var her, frøs så meget, og så alligevel var så afvisende som nu var. Hvis hun i sandhed var faret vild, så ville hun næppe overleve længe i dette vejr, specielt ikke på ø, i dette område. Andre områder havde ly, men her fandt man ikke meget mere end nogle klumper af træer hist og her. Hvor hun var på vej hen, ville heller ikke hjælpe hende. Han gættede i hvert fald på, hvor hun var på vej hen, og der var er kun mere eng og mangel på ly. Hun gik faktisk stik modsat kysten, hvilket nok var hvor hun ville hen; hun hørte jo ikke til her. Alt var dog blot spekulationer og han håbede på sin vis på, at hun droppede den afvisende attitude, så han kunne hjælpe hende ud til kysten, som han havde hjulpet Antheia ud af skoven.

Længe, ufatteligt længe kunne det tage at vinde hoppens tillid. Hun var mistroisk, og dette var muligvis hendes dårligste egenskab. Hun ønskede ikke at blive snydt af andre, ingen skulle have mulighed for at såre hende det mindste. Så trods hingstens kropssprog var venligt og indbydende turde Saint på ingen måde at tro på at han i sandhed mente det. Af hvad hun vidste kunne hans venlighed være skuespil, han kunne ønske hende ondt. I sin situation havde hun dog ikke råd til at være så varsom, som hun plejede. Da han nærmede mærkede hun dog alligevel sig selv bide tænderne yderligere sammen i modvillighed mod at lade denne fremmede nærme sig. Da det sitrede af kulde gennem hoppens krop endnu engang, blev han dog nød til at løsne op i sin krop, og indse at hun måtte løsne op for sig selv, hvis han skulle hjælpe hende, var hun også nød til at give sig. I hvert fald en smule.
Hoppens øjne lå på hingstens ansigt mens han talte, og det lille smil, det smil der granskede hingstens mule var nok til at bringe irritation i hoppens krop. Det var lige før hun vrissede svagt af hingsten, for han udstillede hende som noget svagt, men hun stoppede sig selv i sidste øjeblik, da hun huskede på at hun virkelig havde brug for denne kæmpe i dette øjeblik! Hun havde brug for en til at lede hende hjem, så hun prøvede at vaske al irritation og fordømmelse fra sit ansigt.

"Ja.

[/b]

Saint brugte sine yderste kræfter på ikke at lyde irritabel, så hendes stemme blev en underlig blanding af kulde og svag varme. Hun ønskede for en gangs skyld at kunne være venlig, men det var som om venlighed ikke kom nemt til hende, specielt ikke når nogen virkede intimiderende for hende. Denne hingst, denne store kæmpe, han skræmte hende et sted, og hun prøvede at skjule det så godt hun kunne. Han skulle intet vide, han skulle blot føre hende hjem, og det nu!
Saints øjne søgte mod jorden. Overfladisk og spydig, det var oftest sådan man så denne hoppe, men når hun endelig tog sig tid til det var hun kløgtig. I dette øjeblik var det hvad hun havde brug for at være, og hun vidste det. Hun kunne ikke bede ham om noget før hun selv virkede taknemmelig, det var sådan høflighed fungerede. Hun måtte overgive sig til venligheden, så langt kunne det heller ikke være inden hun kom hjem.
Da hoppens øjne forlod jorden og mødtes hingstens mærkværdige gyldne øjne var hendes udtryk mildnet. Det var som om noget af hoppens kulde var smeltet, og tilbage var blot en lille klump af frost om hendes hjerte, der endnu holdt al varme ude af hendes udtryk. Hoppen bar kun en smule kulde i hendes øjne, og hoppens kropsholdning var endnu en smule afvisende, men dette var en stor ting for Saint, og det håbede hun at denne hingst ville kunne se.

"Jeg søger at finde tilbage til Zenobia, og vil spørge om du kan bevidne mig om vejen?"

[/center]

Med hoppens nye attitude kom ordene også langt mere høfligt. Hendes stemme rystede stadig af kulden, som hendes spinkle krop gjorde det. Tonen var stadig en smule kold, men nu var der gode intentioner bag denne. Saint rettede sig en smule mere op mens hun prøvede med et ganske stille smil.
[/blockquote][/size][/color]

T H O R O N D O R

---

Denne hoppe. Thoron var ikke sikker på hvorvidt han brød sig om hende eller ej. Måske mødte han henne blot på et dårligt tidspunkt eller også var attituden en, hun altid havde. Uanset hvad, så syntes hun at droppe den en anelse, bløde lidt op. Hvorvidt det var hans fortjeneste eller hendes egen viljestyrke, det vidste han ikke, men det var også ligemeget. Faktum var blot, at hun måtte droppe attituden helt, før eller siden, ellers kunne Thorondor næppe bryde sig direkte om hende. Hans smul visnede hurtigt, trak sig bort og blev erstattet af et næsten intetsigende udtryk. Det nåede dog ikke op til hans øjne, som stadig var mindst lige så venlige, varme, som altid.
Hoppen var faret vild og Thoron overvejede et sekund om han skulle spørge hende, om hun ville have hjælp til at finde tilbage, hvor end tilbage var. Han nåede dog ikke at ytrer et ord, før hoppens blik var rettet mod jorden. Roligt, uden at rører sig mere end højest nødvendigt, stod han blot og ventede. De plyssede ører vippede lyttende rundt: et øjeblik lå de ved hende, det næste var de vendt mod horisonten. Alt han opfangede var dog vindens susen, den samme vind som legede med hans man. Den samme vind som syntes at pine den gyldne hoppe. Tiden gik og et øjeblik troede han, at hun aldrig ville hæve blikket igen, aldrig ville se på ham igen. Hun så dog på ham igen, denne gang var blikket dog anderledes. Kulden var der stadig, gemt inde bag et lag af varme. En varme som desværre ikke virkede helhjertet, men alligevel godtog Thorondor den. Hoppen kunne næppe have nemt ved at finde varmen frem, uanset om hun generelt var afvisende eller blot forfrossen af kulden.

,,Jeg kan hjælpe dig ud til kysten og et stykke over isen, hvis du ønsker at jeg skal følge dig så langt."

Thorondor havde ikke i sinde, at sætte en hov på Zenobia. Han brød sig ikke om øen og han ville næppe gøre det nogensinde. Enopthis var hans ø, mens Zenobia nok var.. hendes. Han burde måske blot lede hende på vej, ikke spørge mere, men der var en ting han ønskede at vide, før han ville vise hende nogen steder han.

,,Først, vil jeg dog vide, hvad dit navn er."

Med et kort smil, ej triumferende eller på anden hvis overlegent, nedlandende eller lignende, hævede han hovedet en anelse, før han gjorde et let nik med det.

,,Selv bære jeg navnet Thorondor."

Han ville hjælpe hende. Saint mærkede sig selv ånde lettet ud, men hun vidste at uanset hvor lettet hun følte sig ville det ikke hjælpe hende det mindste, turen ud til kysten ville blive hård og nervepirrende for hendes vedkommende, specielt når hun samtidig skulle fokusere på at holde humøret oppe, noget hun i forvejen kunne have meget svært ved. Denne hingst var dog heldig, fordi han havde fanget hendes interesse med sit udseende havde han en fordel i at gøre hende i bedre humør.
En kold vind bed i hendes skind lige i det hun skulle til at takke hingsten, eller, i hvert fald ville hun komme med noget lignende et tak. Vinden sendte dog endnu en isnende rystelse gennem hendes krop og fik hendes sammenbidte udtryk til at vrænge sig i kort smerte, så det der skulle have været hendes tak blev blot til en svag nikken fra hendes hoved. Det tog for megen styrke for hende at skulle tale for meget nu hvor de ikke var i bevægelse. Da hun igen huskede sig selv på at trippe på stedet hjalp det dog en smule, og hun kunne frembringe et smil på hendes mule, et smil hun faktisk mente til over halvdelen af en brøkdel.

Hoppens smalle hoved gled på sned. Hendes navn? Hvorledes kunne dette være vigtigt for ham, i det hele taget havde han lov til blot at pege hvilket retning hun skulle i, og så ville hun ville hun være taknemmelig, og nu ønskede han så at udsætte deres vandren blot for et navn. Saint holdt dog de sirlige tanker fra hendes udtryk der endnu indeholdt venlighed. Var det hendes navn han ville have før de tog afsted, skulle han nok hurtigt få det. Hun lod dog hingsten præsentere sig først. Thorondor var på en måde meget passende, det indeholdt styrke, som hans fysik sikkert gjorde det, hun skulle nok huske det. Thorondor, kæmpen.

"Sunrise Saint, godt at møde dig Thorondor!

[/center]

For første gang kunne man høre rigtig taknemmelighed og glæde i hendes stemme, for hun mente det skam! At møde denne kæmpe, dette fascinerende væsen, var skam en stor glæde for Saint, for hun ville muligvis ikke havde klaret sig særlig godt hvis ikke hun var stødt på ham. Hendes ører var gledet en ganske lille smule op fra hendes nakke mens hun endnu stod og trippede. Som hun stod der blev hun pludselig klar over at hun endnu ikke havde hørt sig selv klage over at han ønskede at følge hende på vej, måske var dette fordi det var sikrere således, eller måske fordi hun havde mange spørgsmål til dette væsen.
Den fortsættene kulde vendte tilbage i hoppens blik. Trods hun var taknemmelig var det en stor nok ting for hende at vise det, og hun havde endnu svært ved at holde sig bare en lille smule munter, nu hvor kulden prikkede som nåle i hendes skind.
[/blockquote][/size][/color]

//Out, nulstilling af tråde.