Breathing Happiness

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Vinden var kraftig disse dage på ørken øen Zenobia, muligvis fordi dette var det eneste tegn ørkenen rigtig kunne give på at vinteren havde indfundet sig. Det gjorde landskabet levende, fik sandet til at hvirvle omkring i tusinde former, fik vindens kærtegn til at føre en sagte hvislen med sig fra sandet og gav den tørre ørken lugt en ny frisk duft af salt der var blevet bragt ind over øen helt fra havet. Midt i denne ørken stod en gylden, spinkel hoppe og lod sig selv bade i de mange sanseindtryk. Det var så længe siden hun havde ladet sig selv nyde noget, men lige i dette øjeblik, følte hun at livet ikke kunne blive meget bedre, taget i betragtning hvordan hendes liv var.
Sunrise Saint var navnet på den feminine skikkelse der stod der i det lettere bølgende landskab med et sagligt udtryk. Hun havde lukket øjnene så hun nemmere ville kunne opfatte alt omkring sig. Det var kun ganske sjældent man ville kunne se Saint således, hvis man nogensinde kunne se det, for sjældent var hun således i selskab med andre. Fordi hendes barndom havde givet hende ar på sjælden og adskillelige traumer var den gyldne hoppe nok blevet noget af et unikt tilfælde, om end så det var negativt eller positivt. Dette havde efterladt hoppen som varsom og ganske beskyttende om sig selv, noget hun dog sikkert ikke selv ville tillade sig at indse, og hvilket nemt kunne få hende til at virke som en snerpet, følelsesløs hest. Men Saint var som hun nu end var, og i dette øjeblik så man ingen af hendes ar, ingen af de problemer hun kunne bringe med sig, her var blot en afslappet hoppe, der næsten kunne mærke det gløde omkring sig af behag.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Diego



Himmelens farver var utroligt nok blålige at betragte; det var efterhånden en sjældenhed på Chibale. Enten var himmelen hvid, hvis ikke grålig og truende med dalende iskrystaller. Diego havde dog nydt hvert og et sekund. Sneen havde altid bragt ham de bedste minder, især efter han var kommet til dette land. Men der var sket meget siden han egentlig var kommet her til. Mange sjæle og personligheder havde han stødt på, såvel som ensomheden og savn. Atter havde nysgerrigheden trukket i ham, som ligesom for lang tid siden. Den Ø, kun beklædt med sand; og var man heldig, vind!.. eller rettere uheldig? Den tykke vinterpels, der tæt havde sat sit over hans skind, nærmest gav en form for plysset billede af hans skikkelse der spadserede over den evigt lange vidde af sandbakker. Som de unge ulve hvalpe i skovens dyb, med den tykke vinterpels over det hvalpede skind, der var mildes talt for stor til sådan et lille væsen.

Vinden slog hårdt, og egentlig føles Diego ubehag ved at vandre her. Han kunne vel ligeså godt vænne om, for selvom nysgerrigheden havde trukket i ham; blev han endnu engang på ny bekræftet i at han ikke havde noget at gøre på denne Ø. Sandet virvlede nu op, mens en irritation, så småt begyndte i pelsen på hans bagparti. Det kløede, mens sandet hårdt og piske smældende slog ham op i ansigtet. Men det var som om en snært af en sød duft pludselig slog ham; som var han spadseret direkte ind i en usynlig mur. Det slog ham; havde han duftet denne duft før? Han var i tvivl, men dette afholdte ikke hans nysgerrighed. Hans hvide mule mimrede, mens det sprudlende blik i hans mørke øjne nu så en smule søgende rundt, med hejst hoved. Selvom dette udsatte hans stakkels ansigt for flere slag, fra de ubehagelige sandkorn.

Men pludselig, den hoppe? Den smukke hoppe, var det hende han kunne skimte i det fjerne?..

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Uvidende om hvorledes hoppen snart ville blive slynget ind i en kollision af følelser blev hun stående i hendes egen lille glødende aura. Hvor kunne livet dog bringe milde tider med sig.
Som tiden gik gled Saints sind stille ind i en tilstand hvor drømme og minder gled sammen til ét. For en gangs skyld kunne hun se tilbage på det der tidligere i hendes liv var hændt hende uden at have uro i hjertet, denne gang så hun tilbage på det hele med mild glæde. Hun huskede svagt hendes faders ansigt og hendes moders. På så mange måder var hun lig dem, og alligevel så langt fra alle hun havde kendt dengang. Hendes karakteristiske gyldne pels var blevet givet hende ved en utrolig blanding af DNA, for med en moder så hvid som sneen og en fader i en varm brun farve havde det ikke været hende givet. Men Saint havde som ganske ung lyst op i sin flok, som deres personlige lille glædesbombe. Det var sådan Saint et sted kunne mærke at hun ønskede hun igen kunne blive, og et sted i hendes krop havde hun den bekymringsfri varme person gemt, men denne var gemt så godt at den ikke ville kunne kæmpe sig fri uden yderligere besvær. Det var ikke sikkert at den gyldne hoppe nogensinde ville turde at lade nogen se den side af hende igen, for det ville betyde at hun blottede sig selv for al skade.
En svag saglig brummen lød fra hoppens strube, mens hun lod sig selv glide ind i et minde fra hendes fortid, hvor hendes moder lå ved hendes side, hendes fader stod beskyttende over dem og hvor livet kun bød på glade tider.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Diego



Piskende slog sandet ind over ham, gang på gang, mens Diego ærligt ikke kunne tro sine egne øjne. Var det virkelig hende? Hans hvide mule mimrede, mens han stod dér, i sandet. Så mange bekymringer havde han egentlig med sig, når han begav sig i sjældenheder på denne Ø. Bare sandet alene så han skeptisk til, for hvordan fungerede alt dette terræn egentlig? Mens alle disse grublende tanker burde fylde Diegos sind, begyndte hans verden så småt at dreje sig ind på et stillestående punkt. Som stod tiden snart stille. Han kunne mærke hvordan han snart ikke selv kunne mærke at han trak vejret? Hvis hans da gjorde. Den langbenede skønhed, der pludselig stod der for hans øjne igen. Så fortryllende; næsten magisk stod klart i sin egen verden. Hvis ikke det var for den oprejste stilling hun stod i, ville Diego tro at hoppen måske var død. Men om hun synderlig var ved bevidstheden var Diego heller ej sikker på.

Men han var også ligeglad. Det var som om hans hjerte langsomt slog hurtigere, og så pludselig helt langsomt. Så langsomt at han frygtede han ikke levede, som om at tiden rent faktisk var gået i stå. Samtidig, så hoppens farve pludselig så gylden ud, mens de piskende sandkorn virvlede smukt omkring hendes individ; som var hun urørlig, hellig. Diego turde ikke flytte på sig, for hun havde tilsyneladende endnu ikke opdaget ham, hvis hun da havde. Hun kunne også bare ignorere ham selvfølgelig. Det frembragte pludselig et påpasseligt udtryk i hans øjne, for han ønskede ej at forstyrre hende, men samtidig var han vel egoistisk nok til bare at nyde synet af hende, og de få duftstrøg der blev bragt med den utæmmelige vind der slog sig hårdt omkring dem; samt hele Ø’en vel…

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Noget i hoppens baghoved begyndte prikke svagt. En følelse der hastigt spredtes til hendes rygrad. Al sagligheden og alt det afslappede der før havde fyldt hoppens stilling forsvandt som dug fra solen. Nogen betragtede hende!

Hoppens øjne blev slået op med så stor kraft at man skulle tro hun kunne slå den tilstedeværelse omkuld der var. Hun kunne føle hvorledes et par øjne stirrede på hendes krop, og hendes vagtsomme øjne strøg hurtigt omkring i landskabet inden de faldt på en skikkelse. Saint, der før havde været helt afslappet var nu spændt som en flitsbue, og hendes fine, spinkle skabning var tydeligt klar til at tage flugten hvis dette blev nødvendigt, og det var næsten også det synet af skikkelsen gjorde. Det var nok mere den følelse der vældede op i hende ved synet af denne anden der fik hende til at have lyst til at løbe væk, for først kunne hun ikke placere hvor hun havde set ham før. De mørke øjne havde dog en gang før betragtet hendes krop, så meget var hun sikker på.
Da endelig Saint kunne huske sit første møde med hingsten, fulgte hans navn også med, Diego. Han havde som naglet hende til jorden med sin tilnærmelse, og hun havde måttet bruge alle sine kræfter på at komme væk fra hans væsen. Tilfredst huskede hun at dette var sket inden han havde lært hendes navn. Der havde været noget den gang i hingsten blik som havde fået det til at krible ubehageligt i hendes krop, og som hendes vagtsomme, nøddebrune øjne nu mødtes hans kom den samme følelse tilbage, og med den irritationen. Hvad bildte han sig dog ind at ødelægge hendes rolige sindsstemning, og bringe hende sådan frustrerende følelser. Saint kunne ikke holde et let fnøs tilbage, men selv om hun ønskede at bakke væk fra hingsten mærkede hun den samme følelse som sidst; Det var som en svag elektrisk ladning der trak hendes krop mod ham, i stedet for væk fra ham som hun ønskede, og det gjorde at hun ikke kunne bevæge sig væk. Med et kommanderende blik stirrede hun ned på hendes hove, som ville det da få dem til at gøre som hun ønskede, men de blev hvor de var, og hun måtte kigge op på den røde hingst igen.
Det var længe siden at hun havde følt sådan som nu, men en svag panik viste sig pludselig i hendes øjne blandet med den irritation og kulde hun så tydeligt udviste, og alligevel blev hun hvor hun var. Nu var hun blottet for hans tilnærmelse.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Diego



Synet af den smukke skabning, der drømmende og vigende fra denne verden, stod som urørlig midt i sandet, med de piskende sandkorn omkring, gav Diego en vis ro. Men samtidig begyndte han så småt at frygte for det næste. Hvad det næste så end var? Ville han være dum nok til at nærme sig selv? Eller endnu værre, give sig selv til kende på den ene eller anden måde, så hun derpå ville føle sig forstyrret. For én ting var sikkert, hun måtte føle en vis ro… af den ene eller anden art.

Mén, dette varede ikke evigt. Det var som eksplosion, da hoppens øjne slog sig op, og alt omkring dem svandt ind og blev opslugt af hoppens spændte og påpasselige aura. Hun gik med ét fra urørlig, hellig og guddommelig, til farlig, spændt og uforudsigelig. Det sitrede i Diego, og hans mule mimredes stille, mens han nu følte en svag frygt. Hans blik blev pludselig nøjsomt, mens det endnu så påpasseligt til. Nærmest iltert vendte hun og drejede sig; endnu guddommeligt og smukt, før hun fik øje på ham. Det var som om de nøddebrune øjne slog ned i ham, som et lammende lynnedslag. Han ville bakke væk, men samtidig kunne han ikke lade dette forbi passere. Hun holdte fokus på ham, og alt i Diegos indre sagde ham at hun nu ville vende om, flygte; danse sig vej igennem sandet, og den tilhørende vilde vind, der atter fortryllende legede drillende med hendes bløde man og hale. Endnu engang sendte vinden en let smagsprøve på hendes søde og feminine duft mod Diegos næseborer. Han forblev stille, ikke fordi han ville, fordi det var han nød til; hvis han ikke skulle skræmme hende væk. For et skræmt blik, var hvad Diego kunne ane i de nøddebrune, smukke øjne. Pludselig var alt koldt omkring dem, og en skyldfølelse nagede nu Diego, mens en evighedsfornemmelse af at de aldrig ville komme videre, men stå her resten af deres liv. Han kunne ikke flytte på sig, det måtte han bare ikke!

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Saints kæber begyndte hurtigt at værke af at hun bed tænderne så hårdt sammen, og hendes muskler at dirre fordi hun var så anspændt som hun var, og hun måtte hurtigt tvinge sig selv til blot at slappe en lille smule mere af. Han skulle ikke vide at han havde nogen effekt på hende, det måtte han simpelt nok ikke, men hun var stadig for stædig til at gøre som sidst, hvor hun havde nærmet sig ham. Det havde også været hende der brød op, men det betød intet i hendes øjne, for havde det ikke været tydeligt for ham hvor meget han irriterede hende?
Det virkede så ufatteligt tidsløst hele dette øjeblik, endnu mere fordi denne Diego ikke virkede til at have ændret sig det mindste, og hun vidste at hun selv heller ikke havde siden deres første møde. Hun følte sig splittet mellem tusinde af følelser der rasede gennem hendes krop, og det var som om hendes væsen var for spinkelt til at holde på det hele. En træthed krøb ind og hende og hun hørte sig selv komme med et svagt suk, hvilket var så ulig hende selv. Det gøs igennem hendes krop mens hun endnu så mod ham, hele tiden med et skiftende udtryk i hendes brune øjne. Irritationen vandt dog til sidst over og hun prøvede inderligt at finde en løsning på hendes ben der endnu ikke ville bakke.
Ville de komme til at stå her resten af deres liv, som frosset til is på varmens ø?

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Diego



Alt snævrede sig sammen, mens tusinde af tanker fór igennem Diegos indre her i den kolde ørken, forhold til normalt. Vinden piskede atter, og Diego måtte af og til knibe øjnene forsigtigt sammen af bare sandkorn der irriterede hans øjne, mens han samtidig frygtede for at have øjnene lukket for længe; for mon hun tog sit snit til at stikke af derpå. Han havde endnu aldrig fået hendes navn, men hendes stemme havde han hørt. Den klokkeklare rene stemme, som han langt fra havde forventet, men på ingen måde heller afskyede. Nærmere havde dette gjort ham intet mindre end mere nysgerrig overfor dette guddommelige og evigt smukke væsen, med en tilhørende sjæl han endnu slet ikke kendte megen til.

Hendes nøddebrune øjne, som fandt sig så evigt smukke og fabelagtige i Diegos øjne, skiftedes mellem mange følelser på blot kort tid. Den korte tid, som føltes mest af alt som en evighed, der ingen ende tog! En evighed Diego lidt frygtede, men samtidig også en evighed der ved tanken om at forlade, skræmte ham. Han hjerte bankede hårdere, men samtidig langsommere, alt mens hoppens øjne sluttede af i et irriteret udtryk. Diego var vel egentlig klar over at hun ikke brød sig om denne situation, men frygten for at hun skulle forsvinde, hurtigere end sidste gang, fastholdte ham stillestående. Han kunne ikke få luft, men turde ikke trække vejret dybt. Mest af alt, forholdte han sig bare, stille. Intet måtte skræmme dette smukke, vilde og utæmmede væsen.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Stilheden var for meget på så ufatteligt mange måder, og truede med at få Saint til at eksplodere. Afkræftet lukkede hun derfor øjnene, hun kunne ikke klare at skulle gøre noget lige nu, hun havde brug for at han enden bevægede sig væk eller kom tættere på, han skulle ikke bare stå der! Hun havde brug for noget at reagere på, og i stedet gav han hende det stik modsatte, stilhed og en ubevægelighed der blot gav hende mere lyst til at flygte end nogensinde. Hvad var det dog ved denne røde Diego der gav hende så ufatteligt meget lyst til at stikke halen mellem benene og løbe sin vej, nå ja, det var den måde han fik irritation til at blusse op i hele hendes krop, så hun næsten kunne mærke flammer blive tændt i hendes indre.
Da hun endelig var i den sorte intime verden bag hendes øjenlåg kunne hun åndede let ud. Hun slappede langt fra af, men dette var bedre. Bag øjenlågene var der nu kun et svagt aftryk af en rød hingst der stod og stirrede på hende, men det var intet lig det hun ville kunne se med øjnene åbne. Dette gjorde ham på en måde mere fjern, fik hende til at kunne se på ham med mindre had, fik ham til at virke som en fjollet fantasi. Gik det dog blot havde været således, for Saint mærkede stadig irritationen i sit indre. Selv om hendes øjne nu var lukket hørte hun stadig efter, og håbede dybt på at han nu ville gøre noget, bare et eller andet!

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Vinden lagde jeg pludselig! Nej vent, det gjorde den ikke nej. Men et sug i maven fik Diego, da hoppen med ét nærmest cuttede forbindelsen mellem dem. Den forbindelse der gav al den spænding, uro og irritation fra hoppens side. Det var som om Diego pludselig var fri, som om han kunne slappe af nu, trække vejret. Hendes smukke nøddebrune øjne var væk, og ligeså var spændingen. Men magien, og den tidløse fornemmelse var ej borte. Tværtimod. Diegos tillod sig at bevæge på sig, hans øre vippede svagt frem, lyttende; nærmest klar på at flygte hvis hun skulle slå øjnene op. Selvom han godt vidste han ikke ville flygte hvis det var tilfældet. Nej, så ville han atter blive stående.

Dilemmaet slog ham, præcis som det havde gjort ved første møde. Hvis han nu forlod hende, gav hende fred; mon han så ville fortryde det, den dag han kunne indse overfor sig selv at han aldrig nogensinde fandt hende igen. Men på den anden side, var det efterhånden klart for Diego at han irriterede denne hoppe. Om det var ham, specifikt, eller bare generelt andre sjæle, væsner, selskaber; var en gåde for Diego. En gåde han gerne ville løse, så inderligt endda. Men han måtte gøre noget, før hun slog sine øjne op. Var det mon sikkert at nærme sig? Eller skulle han bare smutte mens han kunne, give hende fred. Tankerne flød ind, den ene efter den anden, mens hans hvide mule mimrede svagt. Hans blik var atter påpasseligt, og han havde taget en beslutning.

Sandet raslede næsten lydløst under hans hove, da han trådte frem. Hans blik blev eftertænksomt, og næsten protesterende da hans ikke eksisterende bryn skabte et undrende uforstående udtryk i hans ansigt. Hvad lavede han dog?! Det var ikke det han havde tænkt sig, det var ikke det fornuftige at gøre! Bestemt ikke. Men alligevel følte han en vis trang til at fortsætte? Han fortsatte et par skridt endnu; og den lyse belysning der lå over ørkenen med det stadig virvlende land, gjorde hoppen endnu mere smuk. Flere detaljer var at se nu, og trods hun sikkert holdte til i ørkenen kun, var det tydeligt for Diego at selv hu havde sat en tættere pels. En stadig så smuk og gylden pels, over hendes fine krop. Diego stoppede nu brat, minderne fra deres sidste møde strømmede ind; hvor han havde stået hende så nært; og så alligevel ikke?

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

I det der virkede som sekunder kunne Saint kort slappe af. Det sås på hendes slanke krop da hun stille lænede vægten over på det ene ben, og hendes slanke muskler slappede en smule af. Inde i mørket kunne hun endelig trække vejret ordentligt, og mærke hvordan hendes ellers så rasende puls stille faldt ned, sammen med hendes hamrende hjerte. Ja, det var behageligt, men så begyndte det at rase udenfor hendes stille boble af mørke og hun blev igen opmærksom på hvad der skete i omverdenen.

Han kom kom hende. Den lette hvislen af sandet fortalte hende det, og der var intet hun kunne gøre for hun kunne ikke trække sig tilbage, ej heller ville hun bevæge sig frem efter. Hun kneb øjnene tættere sammen med blev stående, som en urørlig statue. Det var som om hoppen troede at så længe hun kunne holde øjnene lukkede, var det hele blot en ond drøm hun igen kunne vågne fra, og hun prøvede at berolige sig med denne løgnagtige tanke. Hun ville ikke kunne slippe uden om det og det kunne hun høre, for selv om at hingsten stoppede op af og til kom han stadigt tættere på.
Den elektricitet hun så tydeligt huskede fra deres sidste møde begyndte stille at lade luften. Hun mærkede hvordan det sitrede let i hendes krop, af hvad? Spænding, irritation, vrede? Saint blev helt ør af denne følelse, og hun vidste at hun var fanget som det så ud nu, som en mus i for en løve. Den røde hingst ville hvis han ville nu kunne komme så tæt på at han ville kunne række mulen frem og berøre hendes pels. En svag rystelse gled gennem hendes krop, mens hun frustreret prustede. Irritationen var der stadig, i sin fulde brændende følelse, men den var ikke at se under hoppens lukkede øjenlåg, så den røde hingst var sikker for hendes nu isnende, paniske blik.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Sandet piskede fortsat; og det var pludselig som om at jo tættere han kom på hende, og hendes aflukkede position; jo hårdere piskede sandet. Diego måtte atter knibe øjnene let, for at skåne sine følsomme øjne. Hans hvide mule mimrede sig stille, mens spændingen hobbede sig op. Han var tydelig i sikkerhed for hendes fulde afvisende blik, irritationen der strålede ud af de evigt smukke nøddebrune øjne. Hun forblev stående; og det samme gjorde Diego lige nu. Det sitrede jo nærmest i hoppen, ved bare lyden af at han nærmere sig. Hele hans skind kløede under den ellers tætte pels, sandet piskede hårdt og straffende, alt mens han alligevel kun kunne fokusere på denne skønhed, han måtte nærmere. Hendes duft var kraftigere, hvilket også trak umådeligt meget i ham nu. Hans øre vippede kort omkring, usikkert, mens han blik forblev yderst påpasseligt. Skulle han blot fortsætte?

Hun virkede pludselig passiv, og tilgængelig? På trods af alle de tegn der sagde Diego at han bare skulle holde sig væk! Men han kunne ikke, hans ben ville bare ikke flytte sig væk fra hende, selvom han vidste at det var det der var mest fornuftigt.

Han bevægede sig pludselig igen, og atter imod hende. Hans hjerte slog hårdere, alt imens vinden nærmest blev stille for hans øre, som blev han døv for alt omkring ham, på nær hende, som var i hans fulde fokus. Han nærmere sig, skridt for skridt, mens han skridt for skridt blev mere og mere usikker, fortsatte han alligevel?

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

En ting som Saint aldrig havde forstået, var hvorledes alle andre begik sig i ørkenen. Selv var hun van til sandet der blev hvirvlet op omkring hende, og som lagde sig i hendes tynde pels, varmen var normalt for hende, og bare på denne dag hvor der var ganske lunt kunne hun direkte tangere til at fryse og så var der folks måde at bevæge sig på, for hvor var der dog mange der ikke kunne begå sig i ørkenen, og mens Saint lyttede intenst efter hvorledes den røde hingst kom tættere på hende kunne hun også nemt hører at han ingen ørkenvandrer var. Hans skridt var tunge, på ingen måde i kontakt med sandets lette dans under hans hove, og kort formåede hun at fokusere på denne simple ting uden at skulle føle sig bekymret, panikslagen eller irriteret. Det var dog en kort lykke, for hingsten kom hende nærmere og nærmere.

Det var som om, at for hver skridt hun kunne høre han tog, begyndte hendes hjerte at slå hurtigere og hurtigere, og snart mærkede hun pulsen drøne i hendes tindinger. Hendes krop spændte igen op, og hun prøvede at læne sig tilbage mod det kraftfelt der tvang hende til at blive stående hvor hun var, men uden nogen succes. Hun var fanget, og snart ville han være hende nær, snart ville han... Saint kunne slet ikke tænke tanken til ende, for der lå for mange følelser i at fortsætte en sådan tanke for den gyldne hoppe. Trods hun vidste hun stadig burde holde øjnene lukkede så var det ikke muligt længere, hun følte at hun havde ingen kontrol over denne situation uden at have alle sine sanser med sig.

Først virkede alt sløret, fordi hun havde knebet øjnene så hårdt sammen at sorte prikker kort dansede for hendes øjne, men så kom han til syne og hun måtte sluge en gispen. Her stod han den røde skikkelse, Diego, kun få meter fra hende, så tæt på, at hvis de begge strakte sig frem ville de næsten kunne berøre hinanden. Hun så direkte ind i hans mørke, dybe øjne og mærkede hvorledes hele hendes krop reagerede på igen at kunne se hans ungdommelige ansigt. Stille blev hendes øjne let knebet sammen i et overvejent og koldt udtryk, og hendes hovedet blev let hævet. Hun ville ikke lade ham tro han havde et tag i hende, trods hun så tydeligt stadig kunne mærke den svimlende elektricitet der stadig virkede til at gro imellem dem, han skulle ikke tro hun var svag! Hun ville uanset hvad der nu skete, holde styr på sig selv, og så vidt muligt også på ham.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Vinden var slående, men ak også lydløs. Sandkornende piskende, men derpå også lydløse. Han følte sig døv; men ikke fanget eller glemt. Nærmere tryg? Hans mørke øjne spærrede sig en smule op, da det gik op for ham hvor tæt han pludselig var på hende. Hårdere og hårdere bankede hans hjerte, endnu også kun langsommere. Han trak vejret dybt og hivende i den lydløse trance han nærmest begav sig i. Men alligevel følte han at han ej kunne få luft. På den anden side, ville han heller ikke anstrenge sig efter at få vejret, for måske en for pludselig bevægelse ville skræmme hende bort.

…! Hvad skete der? Diegos øjne sortnede en smule, før de så lettere skræmte ud, og han selv stivnede foran hende. Kun få meter var der mellem de to skabninger, og havde hans hjerte lige slået et slag over? Idet hoppens nøddebrune øjne havde været slået op, havde Diego stoppet brat. Men der var endnu fuldstændig lydløst omkring ham, skønt han stadig kunne erindre hvordan vinden havde pisket før. Diegos mule mimredes kort, da det var som om hun ikke som sådan var til stede… før nu! Havde øjne stirrede i hans, og hans hjerte slog nu, hurtigere? Forsøgende diskret sank han en klump han havde i halsen, mens spændingen steg. Alligevel var hans sind tomt for tanker, kun en smule skræmt kunne man se i Diegos mørke og ellers meget levende og nærværende øjne.

Hun stod blot der, og om hoppen så sur, vred, irriteret, skræmt, glad, lykkelig ud? Kunne Diego ærligt talt ikke fastslå, for det eneste han så; var det guddommelige skønhed som hoppen her bar, for anden gang i hans liv, så tæt på ham.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Ørerne vippede forvirrede rundt mens Saint inderligt prøvede at få styr på det hele. Det var som om at mens der næsten intet skete, skete der samtidig alt for meget, og hun havde næsten lyst til at løbe skræmt væk så hurtigt hun kunne så hun ikke skulle stå her med denne røde hingst længere, men hvorfor lod hendes krop så ikke til at følge hendes hoved? Et sted følte Saint faktisk for at krympe sig sammen som et lille føl og begynde at græde, så forvirrende var det hele, men hun skulle være stærk, og derfor rettede hun sig blot yderligere op.

Der var de øjne igen, hingstens mørke mørke øjne, der så indgående betragtede hendes krop. Mest af alt var det nok de øjne der skræmte hendes så meget, der var noget ved det udtryk det havde, den varme og ungdom han viste, noget der mindede hende om noget hun havde prøvet på at glemme. Den røde farve gjorde det også, den varme den radierede og sendte ud mod hendes øjne, og hun kunne intet gøre ved det, og det virkede han heller ikke til at kunne, eller ville han blot ikke? Saint vidste ikke hvad hun skulle tro længere, hverken om sig selv eller han, men hun forsøgte stadig at holde den kolde facade oppe, han skulle skam ikke tro han kunne komme for tæt på bare sådan uden videre.
Stædigt holdt hun sit kølige blik i hans, hun kunne stadig ikke overskue at handle, det måtte han om. Før havde den stilhed der herskede omkring dem virket beroligende, men som sidst var hun nu nået til det punkt hvor stilheden næsten skreg i hendes ører. I et forsøg på at holde den ude vippede hun ørerne mere ned, men uden succes. Hun ønskede så inderligt at hun ville kunne komme på en rap replik at servere ham med, men det var som om hendes tørre hals havde snøret sig sammen, og hendes hjerne var blevet sløret til af elektriciteten, så hun kunne ikke komme på noget der var værdigt nok.q

[/size]

Die another day

[/color][/size]