Suddenly A Stranger

Darkness cannot drive out darkness;
only light can do that.
Hate cannot drive out hate;
only love can do that

[/b][/font][/size][/color]

Solen bagte ned på det lyse gråskimlede skind, der i disse milde stråler lignede sølv. Hingstens turkise øjne lå stift og stirrende frem mod horisonten, som hans stærke ben bar ham af sted med en elegance, der både var rank men også selvsikker. Med en irritabel mine rettede han kort blikket mod den varme sol, men derefter atter fremad.

Med en fortid så dyster, var det svært at finde det positive frem i livet. Det kendte denne sjæl alt til, og det havde givet ham et sammenbidt udtryk, der næsten fik det til at ligne, at han var i smerte konstant. Det var han også - dog ikke den fysiske af slagsen. Hans ar lå i sjælen, der var blevet tilredt i hans yngre dage. Dog var han ikke gammel nu - slet ikke.

Han var blot en 4-års hingst. Hans skimle pels var ikke speciel, faktisk var intet specielt, når man kiggede udvendig, men indeni var han noget for sig, og det fandt man hurtigt ud af.

[/center]

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Saint var erfaren på mange punkter. Hun havde oplevet kærlighed, venskab og loyalitet i stor grad. I hendes tidligere dage havde det fået hende til at vokse op til at blive en kærlig og munter skabning der gik frem af livets vej med spændte øjne. Dette væsen, denne fjerne fantasi hoppen havde levet dengang var blevet revet fra hende da hun blot havde været en ung hoppe, hvilket havde efterladt et kaos i hoppens indre. Saint kunne være blevet meget værre end det hun nu engang var blevet, for hun var på sin vis ganske stærk af sjæl, og holdt sig derfor oppe. Hoppens karakter var dog nu et rod som hendes indre, og dette gjorde at man aldrig rigtig kunne vide hvad man skulle tro om hende, men ét var sikkert, Saint havde lært at man skulle være vagtsom med andre sjæle, og derfor var hun ikke en der blot gav sin tillid væk, faktisk var hoppen i sine egne øjne ikke i besiddelse af en eneste ven, og af hvad hun troede om sig selv passede det hende også helt perfekt.
Ørkenens varme var mild på denne dag, og himmelen fantastisk klar blå. Denne kontrast af naturen fik Saints gyldne krop til at lyse op, mere end det sand hendes hove betrådte. Af skikkelse var hun slank og med en ganske feminin krop, så hun var blevet givet godt af Herren på dette punkt, men så man ind i hoppens sjæl var tingene skam ikke så kønne endda. Denne dag var Saint i et noget roligt gemyt, hun dansede blot stille af sted gennem det lettere bakkede landskab uden rigtig at have nogle tanker for, eller noget mål i sin traven. Det var en af de mange dage hvor hoppen lod tiden gå uden rigtig at ligge mærke til hvad der skete for hende, dage som disse havde Saint nok brugt flest af i hendes liv.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Darkness cannot drive out darkness;
only light can do that.
Hate cannot drive out hate;
only love can do that

[/b][/font][/size][/color]

Sandet var lunt og gav varme til hans stærke hove, der med faste trin blev placeret varsomt under ham. Han nægtede at skride i det halvdybe løse sand, så hans fokus lå i at placere sine skridt helt perfekt. Det fordrev også tiden en smule og fik musklerne til at arbejde under ham, som han bevægede sig frem i den milde ørken. Hvad han lavede her, det vidste han ikke helt, men én ting var sikker, og det var, at han altså var her, og han intet kunne stille op mod det.

Bedst som hans lille underholdende leg var på sit højeste, ramte noget skrapt pludselig hans næsebor, og han stoppede med et sæt op og flåede hoved og hals så langt op som muligt. Øjnene havde et dyrisk og råvildt udtryk, som de opspilede stirrede omkring sig. De mandelformede ører var rejst, men de var vendt aggressivt bagud.

En fremmed duft lå i vinden, som med en mild brise førte denne duft ind i hingstens fintformede følsomme næsebor og fik hans alarmklokker til at ringe højlydt.

Efter en kort granskning af denne duft, kunne Cień konstatere, at der var tale om en hoppe. Dette beroligede ham en smule, og efter hans lange rejse var han måske endda i humør til en nogenlunde høflig samtale - hvem vidste?

[/center]

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Det var på mange måder som et spil for Saint at leve. Hun var nød til at udnytte sin tid bedst muligt, for ikke at ramle sammen, og det vidste hun skam godt. Trods hun ville fremstå stærk, var der steder hvor Saint ikke kunne bunde, og når først hun var blevet revet ud på dybt vand havde hun svært ved at komme op igen. Flere dage af gangen kunne hun gå rundt i en sort verden og være fanget af sine mørke minder, forpint og sårbar, heldigvis var der ingen endnu der havde fundet hende således, og hun prøvede kraftigt at holde det ved således!

Brat stoppede hoppen op. En varm vind slog ind mod hendes krop og hun blev herved alarmeret om en andens tilkomst til hendes ørkenø. Med lettere sammenknebne øjne kiggede Saint rundt for at prøve at finde den fremmede, der efter duft at dømme måtte være en hingst. Endelig nåede hendes øjne et punkt et stykke væk hvor en grå skikkelse stod og hun hørte sig selv fnyse let.

Saint ville aldrig indrømme det, men som det flokdyr hun var havde hun brug for selskab. Dette var dog aldrig noget hun ville fortælle, og hun prøvede kraftigt at overbevise alle andre om at hun var en enespænder der ikke havde brug for andre. Derfor blev hoppen stående og så mod den fremmede hingst. Hendes hoved var let hævet, hendes ører lagt tilbage og en noget kold attitude var vist i hoppens udtryk. Hvad mon der ville ske næst?

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Cieñ stirrede frem for sig, hvor han efter nøje granskning opdagede en anden hest. En gylden hoppe. Nysgerrighed lå ikke til ham, som det gjorde hos andre, så det var ikke denne følelse, der drev ham til at opsøge hende – måske nærmere kedsomhed og behovet for selskab, han dog stadig besad.
Derfor slog han op i en stor trav med lange svævende trin. Nakken var knejset, og udtrykket var følelseskoldt, som han nærmede sig. Da han kunne ane hoppens ansigtstræk, satte han sit drengerøvssmil på og stoppede en anelse tæt på hende – blot for at prøve lidt grænser af, noget Cieñ elskede.


”Goddag gyldne hoppe,”

Sagde han så. Hans stemme var ungdommelig, selvsikker og med en kraft, der viste, at han ikke fandt sig i noget.

[/color][/size][/font]

Solen varmede blidt på hoppens ryg mens hun lod sine nøddebrune øjne fokusere på den fremmede. Hans krop var spinkel og fint bygget som hendes egen, ganske egnet til ørkenens landskab. En hest som han havde hun endnu ikke stødt på i dette land med så mange forskellige skabninger. Dette gjorde dog ikke hingsten yderligere interessant i Saints øjne, hun lod dog sine kølige øjne forblive på hingstens ansigt, vagtsomt.
Stille kom den grå sjæl hende nærmere. Hoppens øjne blev knebet let sammen da hingsten ikke stoppede på det Saint følte var en passende afstand. Han trådte direkte ind over den cirkel omkring hende der var hendes personlige rum, så hun trådte to skridt tilbage for at holde sin afstand til ham. Vold var ikke noget hun nød, men kom andre heste for nær, eller bad for meget om det kunne hun af og til føle sig tvunget til at tyge til vold.

"Goddag grå hingst."

[/center]

Saint stemme bedragede altid hoppen selv, for mens hendes tonelag var køligt, var hendes stemmebånd designet til at give hende en stemme lige så klokkeren og feminin, at den sjældent kunne formå at lyde skræmmende. For Saint var hendes ansigt så animeret at den kunne bære hendes kulde, så udtrykket der var nok til at skygge for hendes lyse stemme.
Overvejende og ganske betragtende lod hun øjnene danse over hingstens spinkle korpus. Han udstrålede andet end kulde nu hvor han var kommet hende nærmere. Der var noget over ham der udstrålte at han stolede for meget på sin indre styrke til hvad der var godt for en hest, og allerede nu vidste Saint at dette møde kunne sætte hende på prøve!
[/blockquote][/size][/color]

//Out, Saint får følle i morgen og har fået sine vinger, så lukker de fleste tråde. :-)