Flyaway Bird

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

En fugl svævede yndefuld og sort over himmelens hvælving. Saint havde hævet sit slanke hoved for at betragte den lille skabning der stille bevægede sig rundt deroppe. Som hun stod der blev hun fortabt i et minde, et minde hvor et lille gyldent føl havde ønsket sig at få vinger så hun kunne flyve væk sammen med fuglene. Som det lille gyldne føl groede op fandt hun dog ud af at guderne aldrig ville forærer hende vinger, hun ville for altid være fanget på den nådesløse landjord, hvor alt ondt eksisterede. Denne hoppe var Sunrise Saint, en hoppe hvis sind var det rene kaos, men dette betød ikke at hun ikke kunne prøve at få det bedste ud af det kaos der hærgede hendes indre. Hoppen lod sig derfor, blot i sekunder hive med af mindet fra hendes yngre dage, hvor hun stadig troede på at alt var muligt, hvor ingen hindringer var at finde.
En tør, varm vind slog ind over øen Zenobia, og den mørke fugl svævede med vinden, indtil den havde forladt øen. Saint stod på en let bakketop af sand og betragtede hvordan fuglen ubesværet lod sig fører med til ukendte steder. Kort bed hoppen tænderne sammen og tvang blikket ned fra himmelen der nu kun bestod af en blålig farve. Hvor var det dog frustrerende, at andre kunne gøre som det passede dem mens hun var fanget på dette sted der endnu ikke havde givet hende noget godt. Saint havde nok opholdt sig i Andromedas land i et år, og hun var endelig blevet klar over at hun aldrig helt ville høre til her, trods ørkenøen var blevet hendes nye hjem. Når vinteren var ovre var hun klar til at skulle forlade dette land og søge mod nye steder, for endnu engang at strejfe vildt omkring. Problemet var at hun endnu ikke vidste hvorledes man forlod landet.
Mon hun nogensinde ville kunne komme væk?

[/size]

Die another day

[/color][/size]

[Forbeholdt Volontaire]

Den søgen der længe har stået på, er nu stoppet. For jeg har fundet hende. Illana, den gyldne og yndefulde hoppe, som var væk i ganske lang tid. Men alligevel har jeg ikke stoppet min strejfen, for jeg har svoret hende, at jeg vil beskytte hende og det lys der hænger om hendes hals; og netop derfor, er jeg nødt til at bevæge mig rundt imellem alle øerne, og se, om noget er som det ikke burde være. Men Zenobia, er absolut den ø, jeg bryder mig mindst om. For her er sand, og nærmest kun det. Varmen på øen, er dog ikke lige så kvælende som den før har været, for når det er vinter i Andromeda, smitter kulden også af, selv på denne ø. Her er dog ikke frost om dagen, men om natten forekommer det ganske ofte.

Mine maskuline bevægelser er ikke til at tage fejl af, for mine hove slår imod jorden, med en større styrke en hoppernes. Min nakke er knejst voldsomt op, og mine øre er vippet en anelse skråt bagud. Min bringe er skudt fremad, og mine skridt er lange og rummelige. Bedst som jeg tror, at jeg er alene, rammer en duft imod mine udspilede næsebor, som dermed begynder at vibrere ganske svagt. En hoppe. Og ikke en jeg før er stødt på.
Svirper med den sorte hale bag mig, inden jeg i et ryk slår frem i en taktfast og rummelig trav, der bærer mig igennem det tunge sand med lethed; indtil videre. Da jeg nærmer mig hoppen, kan jeg nu se endnu en gylden skabning. Dog er det ikke Illana, for denne hoppe har brunlig man og brun mule. Det ejer Illana ikke. Hun er helt gylden, og lysende, uden at have aftegn der er mørke. Mine sorte hove smider jeg i sandet, så noget sand flyver op langs min bagpart. Virrer voldsomt med hovedet, inden et maskulint, hæst og dybt brum forlader min mule, og finder vej med vinden, hen til hoppe. Jeg står skråt foran hende, nogle meter væk. For jeg ser absolut ingen grund til, at gå hende nærmere.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Alt er stille denne dag, mens Saint stadig dvæler på sin afrejse. Hun huskede stadig sin kommen hertil, tørken der nær havde dræbt hende, og hvorledes hun først havde troet hun var kommet i himmelen da hun var nået hertil. Det havde været forunderligt, fantastisk og samtidig en oplevelse hun ikke ønskede at få sig igen. Efter hendes hoved måtte der skam også være en mere logisk måde at komme væk herfra på, en måde hvorpå ingen mystik skulle indgå. Ærligt tænkte hun stadig over om dette havde været hendes dødsdom, at komme hertil for at leve det liv færdigt hun kunne have haft i den virkelige verden, men dette var en hemmelighed hun holdt for sig selv, for død eller ej føltes alt ganske livsfuldt i dette land.

Vinden slog ind mod hoppens krop med en mild varme der fik hende til at udspile næsebor og vejre let i vinden. Nogen var i nærheden..
Vagtsomt lod hoppens sine nøddebrune øjne skære gennem landskabet for at finde denne fremmede der burde være ganske tæt på, og ganske vidst ramte hendes øjne kort efter en skikkelse der allerede var på vej mod hende. Det var en hingst med en fascinerende broget pels. Saint lod sig dog ikke fascinere et enkelt sekund, hun brugte i stedet tiden på at rette sig op og spænde let i kroppen, som altid når hun mødte en fremmed var hun rede på at udfaldet kunne blive negativt. I hoppens fintformede hoved blev ørerne let tilbagelagte, læberne klæbet sammen til en svag streg mens hendes øjne lyste af en svag kulde. Saint var tilfreds med at se at da han stoppede op virkede han til at have nogenlunde samme indstilling som hende selv, en svag kulde og distance som hun vidste hun også selv ofte udviste, og dette fik næsten Saint til at komme med et svagt smil, men dette vistes ikke i hendes udtryk. Hun kendte stadig ikke denne fremmede, og han skulle ikke tro han bragte fascination med sig. I stedet gled hoppens hoved en anelse på sned, som i et spørgsmål. for hvorfor havde en hingst med en sådan udstråling valgt at bevæge sig mod hende?

[/size]

Die another day

[/color][/size]

De mørke øjne, der hviler imod den gyldne hoppe, er nok ikke ligefrem venligsindede at betragte. For jeg ser ingen grund til, at skulle kigge på en fremmed med venlighed i sindet, samt en stor imødekommenhed. For hvis det viser sig at skindet bedrager, på denne gyldne skabning, kan det meget vel ende med at få fatale konsekvenser. Mine muskler et let spændt op, men da hun er en hoppe, er det dog ikke lige så meget, som hvis det var en hingst. Desuden er det mig, der har krydset hendes vej, eller hendes duft, og ikke omvendt. Havde hun søgt mig, var hun meget vel allerede på vej væk fra mig såkaldte selskab.
Men Illana har lært mig meget, i det her land, og derfor arbejder jeg meget med de ’lænker’, der hele tiden har været mine stopklodser, i at lære og udvikle mig, af frygten for igen at begå en forbrydelse, jeg derefter skal leve med eller flygte fra. I en kort bevægelse, bevæger jeg mig imod hoppen, med hovene let slående i jorden, så hun er klar over, at jeg altså har tænkt mig at nærme mig hende. Hendes krop er spændt op, ligesom min er, og dette kan jeg ikke lade være med at bemærke; for jeg har da mødt nogle stykker, men hun er den første hopper der viser denne form for utryghed, og kulde. Men jeg er sikker på, at hoppen foran mig ikke er ondskabsfuldt anlagt, men i stedet bare beskytter sig selv og sine fordomme.
Da jeg er kommet en smule tættere på, vippes mine øre kort rundt, inden de igen finder deres vante plads, skråt bagud.

,,Goddag”

Det ene ord, bliver min hilsen for nu. Min stemme er sammenbidt, og min kropsholdning er heller ikke just afslappet. Men det er nok også første gang, siden Illana og jeg mødtes første gang, at det er mig selv der har sagt den første hilsen, og dermed taget ’hul på bylden’. Mine øre er stadig bagud, og nakken knejst. Kroppen er samlet, og benene er solidt plantet i sandet.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Dette maskuline væsen kom mod hende med en forsigtighed hun endnu ikke havde mødt. Saint havde ikke haft mange måder med heste i landet siden hun kom, det var faktisk først her på det seneste hun var begyndt at stifte bekendtskaber. Deriblandt havde hun mødt mange sjæle, alle godsindede bortset fra en enkelt mørk sjæl, alle virkede de ungdommelige bortset fra denne ene, og dette var det første møde hun havde med en hun kunne mærke bar samme distance som hende selv. For første gang i lang tid følte hun en svag interesse i selskabet, blot en ganske svag gnist, fordi denne hingst muligvis kunne bære lige så mange ar på sjælen som hende selv. Interessen lå dog ikke på hendes udtryk, for Saint vidste at enhver kunne vende på en tallerken, og hun ville skam først se denne brogede sjæl an inden hun gav noget af sig selv.
Hingstens hilste hende, hvilket undrede hende en smule. Denne skabning, der virkede så stolt, indelukket og på en underlig måde magtfuld stod nu og sagde goddag som en hver anden hest ville have gjort det. Det havde faldt hende mere ind hvis han var kommet med en atypisk hilsen, det virkede alt for simpelt. Hun skubbede dog hurtigt tanken væk, lige denne sjæl ville hun prøve at lade være med at stemple med formaninger.

"Goddag"

[/b]

Den lyse stemme var Saints forbandelse sammen med hendes navn. Med hendes kolde facade og ofte isnende ord virkede hendes feminint prægede stemme ganske malplaceret, og ofte var det som om den ikke kunne rumme hendes kolde tanker og ord og gjorde dem langt blødere end intensionen var. Hendes ord var dog passive denne gang, hvilket passede hende helt fint, for hun afventede ham. Det var ham der havde søgt mod hende, derfor også ham der havde lov til at tage de første træk i deres selskabens spil, så afventende lod hoppens sine nøddebrune øjne hvile i hans.
[/blockquote][/size]

Die another day

[/color][/size]

Den gyldne hoppe der er foran mig, minder af udseende ikke om nogen jeg har mødt i dette land. For hun er for mørk til at ligne Illana. Desuden har hun mørkere, næsten brune aftegn, og man og hale. Det har jeg heller ikke bemærket hos andre, som har haft den lyse farve, som hun bærer. Men hendes væremåde, er også meget atypisk. Det plejer at være mig, der i selskab er den der intet siger. Den der er skeptisk. Den der er lukket, og aldeles ikke er åben som en bog. Og samtidig er det også mig, der udviser en stor distancering til dem der er i mit selskab; for de skal ikke komme for tæt på. Hverken fysisk eller psykisk; for det giver kun ar, enten udenpå eller på sjælen. Og begge ting, har jeg mere end rigeligt af.
Hoppens stemme bryder frem. En stemme, der er meget lys og feminin, sød måske endda, i forhold til hvordan hun selv står og agerer med kroppen. Hun er selv lukket. Stille. Afvisende som så, og ikke just en hoppe der søger selskaber selv. Dermed står vi nu i en situation, hvor ingen af os måske har tænkt sig at sige noget; men lige netop det, gør mig heller intet.

Da hun har sagt sin hilsen, glider der et kort, men dybt nik fra mig. Jeg har ingen trang til at tale, overhovedet. I stedet vælger jeg at træde et skridt bagud, og sidelæns, mens mine næsebor kort vibrerer, fordi jeg snuser hendes duft til mig. Knejser op i min muskuløse nakke, inden jeg virrer hovedet en smule sidelæns, og vender min krop ligeså, så jeg står med siden til hende, inden jeg drejer mig en anelse mere, så jeg står skråt, sidelæns, med rumpen lidt imod hende, men ikke hen til hende, stadig skråt. Træder et enkelt skridt fremad, og vipper begge øre bagud til hende, lyttende. Om hun forstår min indbydelse, til at gå en tur med mig, ved jeg ikke. Men man kan jo håbe. For jeg har ikke tænkt mig at snakke mere nu. Og den måde jeg lære andre at kende på, er faktisk ved at betragte dem. Kigge på deres kropssprog, og det er jo ganske nemt, hvis man går en tur. Men jeg tror os hun kan se på min kropsholdning, at jeg ikke ønsker hun skal gå tæt ved min flanke, for det er jeg ikke interesseret i.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Mange heste havde over tiden krydset Saints vej, og endnu havde hun ingen bånd knyttet sig, hverken på hendes lange vandring til dette sted, eller på den vandring hun nu tog hen af skæbnens vej i dette land. For mange heste ville denne tanke være ganske forfærdelig, deprimerende endda, men for den egenrådige Saint var det befriende, for det gjorde at hun ikke havde nogen forventninger at leve op til, og dermed hverken kunne såre andre, men hvad der nok var vigtigst, ikke selv kunne såres. Det gjorde at hun stadig havde mulighed for at tage af sted uden varsel, og uden tanke. Over de sidste dage var hun dog stødt på flere heste end hun endnu havde oplevet i dette land, og hun var bange for at hun snart ville få det anderledes, for trods hun ønskede at holde sig stærk og holde sig på distance af andre, var det ikke sikkert de havde samme holdning om hende.
Allerede nu kunne Saint dog mærke at denne hingst havde det på samme måde som hende, et møde var ikke forpligtende. Hvert sekund ville han kunne vende sig og bevæge sig væk fra hende, uden at dette ville gøre hende noget, og samme mulighed havde hun uden at skulle følges. Det var så ufatteligt befriende denne følelse, så meget at hun næsten lod sig selv slappe en smule af, men også kun næsten.

Hingstens store korpus begyndte nu at dreje, som ville han fremvise hans brogede skin i hver sin inddragende detalje. Saint lod dog kun sine øjne dvæle ved hans krops konturer ganske kort inden de gled op mod hans ansigt. Mange heste læste andre heste på det fulde kropssprog blandet med udtrykket i ansigtet, for Saint var øjnene hendes milepæl, der der kunne lede hende på sporet af den andens intentioner. Dette var dog en del sværere end hos andre heste, for denne hingst forstod sig på at bringe det fjerne til sine øjne, så selv her var der ikke mange svar at få. Kun fordi hun selv kunne have fundet på at give en sådan opførsel som han vidste hun, hvad han havde gang i, og dette allerede da han var vendt med siden mod hende. Han indbød hende til at følge. Allerede da mærkede hun sig selv spænde let i kroppen, kun ganske let, som for at gøre kroppen rede til bevægelse.
Det var i en let skridt hun bevægede sig op mod hans side. Selv holdt Saint afstand, og dette var ikke til hans fordel, men til hendes egen. Hun bevægede sig lettere varsomt, med mere end en meter fra hendes flanke til hans, som gik der en usynlig grænse hun ramte af og til og prøvede at komme væk fra. Denne usynlige grænse var hendes personlige rum, og hun ønskede at han respekterede dette, således som hun ville respektere hans. Opmærksomt lod hun sine øjne hvile i hans mens hun stille og dansende bevægede sig videre. Han havde stadig tilladelsen til at føre, og dette kun fordi Saint for en gangs skyld ikke skulle bekymre sig om at bære sig af i irritation eller frustration som hun så ofte gjorde det i andres selskab.

Stilheden var blot behagelig, det var fryd i hoppens ører. Den eneste lyd der hørtes var sandets hvislen når der blev slået op af deres hove, samt de to hestes åndedræt. På mange måder mindede det hende om den fjerne tid hvor hun formåede at være i selskab med andre heste uden at skulle besvære sig. Det var næsten en god oplevelse, hvis det ikke havde været fordi hun stadig følte sig selv årvågen overfor den anden, han var trods alt stadig en fremmed, uanset hvor velkendt hans væremåde kunne virke ved første øjekast.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Mange selskaber, har jeg ikke ligefrem haft i det her land. Men det er helt og holdent min egen fortjeneste, for jeg har sørget for, at vandre alene, det meste af tiden. Både af frygt og skepsis. Ikke af frygt for det selskab jeg kunne få mig, nej, aldrig. Men af frygt for mig selv og mine egne handlinger. Jeg ved, jeg i min fortid har gjort ting, jeg fortryder den dag i dag, og dengang gjorde jeg det, fordi de trådte mig over hovene, og ødelagde noget indvendigt, så den lille flamme blussede op, til en stor brand. Og denne lille flamme, lurer stadig i mit indre, parat til at blusse op, og ødelægge dem, der forsøger at ødelægge mig. Derfor, forholder jeg mig den ret til, at vælge at vandre alene og uden selskab.

Denne gyldne skabning, som stadig er mig meget fremmed, kræver intet af mit selskab, ligesom jeg intet kræver af hende. Hun kræver ikke, at jeg vælger at føre en samtale, og snakker til hende, og jeg kræver heller ikke at hun starter en samtale og dermed snakker til mig. Nej, vi befinder os fint i hinandens selskab, uden at skulle tale til hinanden; hvilket for mig kun er en befrielse. Hun har forstået min indbydelse, og vandre nu sammen med mig, ikke side om side, men med afstand. EN afstand der for mit vedkommende, gerne måtte være større end den ligenu er, men jeg vælger dog ikke at kræve det, ligenu. Men hvis hun træder mig tættere, skal jeg nok fortælle hende, på den ene eller den anden måde, at det skal hun ikke!

Idet hun drejer blikket frem til mig, for at grandske i mine øjne, lægges mine øre pludseligt og afvisende bagud, i en tydelig bevægelse. For at kigge i mine øjne, det får hun ikke lov til, selvom hun ikke kræver andet af mig. Men mine øjne, er vejen til mit indre, og der skal hun ikke ind. Det er der helst ikke nogen der skal. Den eneste der har fået lov til at kigge i mine øjne, og endda flere gange, er Illana. Men det tog tid. Lang tid. Vender blikket helt fra hende, for at vise at der skal hun altså ikke kigge. Men i takt med at vi går mere og mere, vippes mine øre en smule mere frem, men dog aldrig helt, for det er de aldrig.

Vores hove rammer imod sandet, mens vi blot vandre i stilhed. Svirper med den sorte halv bag mig, inden jeg kort skimter frem for os; men vi er alene. Et dybt og maskulint brum glider nu fra mig, og hen til hende. Nok uden så meget grund; men alligevel for at vise, at jeg godt ved hun er der; hun er ikke glemt.

Noget ganske generelt havde Saint betragtet hos sine selskaber i dette land. Alle havde skader på sjælen. Hun var ingen undtagelse i den antagelse. Selv havde Saint flere skader, så mage at hun i selskab med andre af og til mærkede panikken stige i sin krop, så meget at hun ikke altid følte hun havde kontrol over sine handlinger. Allerede nu havde hun taget en bid efter en anden hest i dette land, fordi denne vakte disse mørke minder som lå gemt et sted i hendes baghoved, og hvert øjeblik kunne de igen blive bragt frem for hendes indre øjne. Som hendes nøddebrune øjne ramte den andens krop behøvede hun ikke at lede længe for at vide han var lige så arret som hun selv. En hest ville aldrig opføre sig som hende selv eller som han gjorde det uden at være påførte smerte engang for tider siden.

Hans hoved blev vendt. Det var som om Saint ikke kunne lade være med at lade sine øjne hvile bare et lille stykke længere på hans ansigt, blot fordi hun så tydeligt kunne se han ikke ønskede det. Det var på sin vis Saints egen måde at tirre ham blot en lille smule. I andre tilfælde havde hun måske ladet sine øjne betragte ham længere, men fordi han på sin vis havde vist sin respekt overfor hende allerede trak hun øjnene til sig, og lod dem derefter hvile frem for sig på landskabet der stille bølgede sig foran dem. Dette var den første store forskel hun nu kunne mærke på sig selv og den fremmede. Saint så altid ind i andres øjne når hun havde chancen, for trods de så kunne læse hende bedre, så kunne hun også læse dem. Hun var for vagtsom til at lade sig selv se væk fra en mulig fjende, og for hoppen var enhver hest en fjende. Denne hingst, denne brogede sjæl, han ville ikke engang risikere at blotte lidt af sig selv for at få sikkerhed i den andens tanker. For en stund grublede hun over hvem af dem der havde den klogeste teknik til at beskytte sig selv, og hun fandt begge deres teknikker lige værdige. Begge var metoder hvorpå man kunne hjælpe sine egne interesser.

Sanserne optog Saints opmærksomhed mens de endnu vandrede af sted gennem hendes elskede ørken. Vindens hvisken blandede sig med den hvislen sandet lavede når det stille rullede af sted som små slanger over underlaget, luften var varm og krydret i hendes næsebor og solen varmede hendes smalle krop. Ingen andre var i nærheden af hende selv og denne fremmede hun nu delte sin tid med. Deres lette åndedrag blandede sig med en svag brummen fra hingsten, og stille skævede hun over mod ham, dog på ingen måde som før. Hun ville ikke skride over hans personlige grænser igen.

[/size][/color]

Den gyldne skabning, der er fremmed for mig, har valgt at følge min side, uden indvendinger om, at hun ikke synes om det. Jeg fortsætter derfor min vandre fremad, i det tunge og varme sand. Min nakke er som altid knejst op, og musklerne er svagt opspændte. En smule sved er begyndt at komme frem på den muskuløse og knejste hals, samt den let fremskudte bringe. Nu hvor hun har valgt at følge mig, har jeg også en trang til at udvise at hun er mit selskab nu, og at jeg ikke ønsker at andre kommer os nær; netop derfor er nakken så knejst og bringen en anelse fremskudt.

Jeg ønsker aldeles ikke, at andre kommer os nær, og jeg gør derfor også mit, for at sørge for at virke afvisende overfor uvedkommende. Den gyldne hoppe, der ikke minder om Illana, men stadig er gylden, ser ud til at forstå at jeg ikke ønsker hende nær. Men alligevel søger hun min grænse en smule, ved at lade sine øjne forbliver hos mit ansigt i nogle sekunder. I første omgang vil jeg til at sige stærkere fra; men da når hun at fjerne blikket inden. Et tilfreds brum forlader min maskuline krop, til hende, men lige så meget mig selv.

Hun kræver stadig ikke meget af mit selskab, hvilket også er med til at gøre, at jeg endnu ikke har lukket hende helt af og forladt hende. Men der skal samtidig heller ikke meget til, før jeg vælger at forlade hende. Blot nogle flere fejltrin, og så er mine hove på vej væk. Svirper med den næsten sorte hale, inden jeg så standser op, og lader blikket glide udover det golde område. Lader det ene øre vippe bagud imod hende, for at se om hun stadig er med mig. Slår en forhov i jorden, og virrer med hovedet, inden jeg igen knejser op, og sætter frem i en mere trippende skridt, og dermed kommer der en smule mere tempo.

Det var en ædel ganger der gik ved hendes side, en skabning født til at vise sig fra sin bedste side. Mens hoppens øjne i smug betragtede hingsten der endnu var uden navn så hun hvorledes han også gjorde sig umage for at holde sin krop smuk at se på. Han var skam også et ganske godt syn efter Saints mening, og det var sjældent hun tog sig selv i at mene således. Hendes øjne gled dog væk fra hingsten hurtigt igen mens hun i stedet så på landskabet. Forhåbentlig ville han ikke kunne læse hendes tanker, for hun ønskede skam ikke han skulle vide at hun brød sig mere om hans selskab end han allerede kunne se ved at hun fulgte ham afsted.

De stoppede op på en svag forhøjning og hoppen mærkede sine kølige øjne granske landskabet. Ørkenens landskab formåede altid at tage pusten fra hende, og hun hørte sig selv sukke lettere varmt ved den behag hendes øjne følte ved synet. Som det så ud nu stod hun cirka 2 meter fra den fremmede, og alligevel følte hun at hun delte synet med ham, mere end hun endnu havde gjort det med nogen. Det føltes underligt, lidt forkert som fornærmede hun sin ørken, og alligevel var det en behagelig følelse, for heldigvis var den hun følte synet med en fri sjæl som hende selv, af hvad hun endnu kunne forstå om ham.

Hoppens øjne gled op mod himmelen der stille begyndte at skifte farve, fra lys blå til en mørkere nuance der varslede månens opgang og solens nedgang. Snart ville himmelen være næsten sort og stjerner ville stille træde frem over alt, som små lysende perler på en usynlig snor i himmelen. Hendes øjne gled hurtigt ned igen, tænkende, inden hun stille kneb øjnene sammen, en tanke bed fast i hendes hoved.

[/size][/color]

Det syn der møder os på forhøjningen, er ganske goldt og øde. Men trods jeg ikke er en sand hingst, så er udsigten på sin vis fascinerende. Om det så også har noget at gøre med, at jeg kan mære at Sandvandreren ved min side, finder denne ø meget fascinerende, eller om det egentlig er fordi hendes selskab ikke gør mig noget, det ved jeg ikke.
Men jeg bliver stående, med afstanden til hende, mens mine mørke øjne glider udover sandet, der bugter sig så langt som øjet nærmest rækker..

Da jeg er trådt frem i en trippende trav, går der ikke længe før jeg bemærker at hun endnu står oppe på forhøjningen, og ikke er fulgt ved min side. Mine forhove stemmes ned i jorden, i en maskulin og voldsom bevægelse, mens jeg virrer hovedet op i en hurtig og kraftfuld bevægelse. Hvorfor er hun ikke med? Knejser nakken hårdt ned, inden jeg drejer omkring, for at kigge tilbage imod hende. Virrer med hovedet, inden jeg jokker nogle skridt bagud, i en trippende og steppende bevægelse.

Mine øjne hviler imod hende, mens jeg små iltert slår med hovedet. Med en let men kraftfuld bevægelse løfter jeg mig en smule, så mine forhove ikke længere er imod sandets tunge flade, og i stedet er de lidt oppe i luften, men ikke meget. Slår dem i jorden igen, og bevæger mig så nogle skridt frem imod hende, mens et lidt undersøgende blik glider henover hendes gyldne krop; er der sket noget? Men det ser ikke sådan ud. Brummer i en dyb tone, og standser op, to meter fra hende igen, mens jeg med den ene forhov skraber ned i sandet, mens den brummende tone igen gentager sig, undrende, og måske også lidt kaldende.

[bg=c1c1c1][atrb=border,0,true][atrb=style, background-color: transparent, width: 400px; height: 300px;] Sunrise Saint Wings spread out for a thunderous flight. Waiting for dawn in the deserts chest. Why do the rain cry on their cheeks. Wanting to grow to something new. Waving birds wings and fly to the sky. Walking on ground cause there is no escape. Walking

Hingsten var i bevægelse igen, noget Saint først ikke havde lagt mærke til. Hendes nøddebrune øjne gled ned på ham mens han teede sig i sandet, som havde han alverdens energi i kroppen. Stille gled hoppens hoved på skrå, tænkende, inden hun trådte et enkelt skridt tilbage.

Ting skete i hendes mave, hun kunne mærke det, og hendes hvide vinger pressede sig beskyttende mod hendes flanker, som ville det stoppe de bevægelser der skete i hendes indre. Det var på tide hun bevægede sig bort fra ham og søgte et sted at være alene, et sted at kunne gruble med sine egne tanker. En modvillighed ramte dog hendes sind, hvilket undrede hende en stor del, for hvorfor skulle hun pludselig være modvillig til at gå fra denne hingst, for han var hende endnu fremmed. Hun mærkede sit hoved rette op, inden hun kort lukkede øjnene og tog beslutningen om, at uanset hvad hendes krop lige følte så måtte hun ikke lytte til den, det var hendes hoved hun burde lytte til.

Et ganske stille smil, blot lige synligt, gled over hoppens mule inden hun stille sænkede hovedet. Hoppens mule søgte mod hendes bringe, inden hun stille rettede det op igen, kort, måske en smule provokerende kiggede hun ind i hans øjne, dog ikke andet end i et par sekunder inden hun vendte sit korpus rundt og begyndte i en let dans væk fra ham.

Modvilligheden af at skulle forlade denne hingst groede først stigende mens hun kom længere fra ham, inden den forsvandt.

[/div]

(c) what the stark ?! of rpg-d

[/td][/tr][/bg][/td][/tr][/table][/center]

//OUT, i morgen føder Saint følle, så må nok hellere stoppe mine tråde.
Men synes vi skal starte en ny!