Nye områder at udforske ..

Endnu engang havde den unge hingst søgt uden for sit velkendte område Chibale og over på en af de større øer, nemlig Leventera. Nok var det en ny ø, men i det sekund Nevan havde set skoven, var han styrtet af sted mod den. Dette havde resulteret i et han et par gange var fløjet forover i en koldbøtte og nu, da han endelig var nået skoven haltede han en anelse på sit ene bagben. Pokker tage hans begejstring for skove. Men han følte sig blot langt tryggere, når han var omgivet af træer end blot at være ude på åbne vider.
Derfor skridtede han nu roligt af sted, med ørerne flappende konstant frem og tilbage, mens hans øjne betragtede den nye skov. Denne var ikke så meget anderledes fra Chibales skov. Den var større, træerne stod med større afstand, hvilket også betød at deres kroner var langt større end træerne på Chibale. En anden ”konsekvens” af dette var at sneen nu dalede blødt ned fra skyerne ned i skovbunden og lagde sig som et bomuldstæppe på skovbunden. Med et blødt fnys sænkede den unge hingst hovedet og lod den kødfarvede mule glide henover sneen, mens han sagte mimrede med mulen. Efter mødet med Armonia, havde han fået håb, håb om at falde til her i landet og derfor var han nu også begyndt at opsøge andre områder end blot Chibale. Da han hævede hovedet igen lod han et vrinsk fylde området omkring ham, mens opmærksomheden strålede ud af hans ulvebrune øjne.

[/font][/color]

Sneen dalede forsigtigt ned inde i skoven. Så meget anderledes end ude på engen, der havde vinden rigtig fat, og lod sneen hvirvle voldsomt rundt. Den røde hoppe var derfor søgt ind i læ. Der var ganske skønt i den store skov. Stille og fredfyldt. Hvilket var lige det hun søgte. Brunsten hang stadig over hende og hun slog irriteret med halen. Hvornår ville den dog forsvinde? Hun følte sig meget mere sårbar end ellers. Hingste var meget mere interesseret end normalt. Hvilket nogle hopper måske ville se som en fordel, men Lune kunne ikke fordrage det. De mørke øjne studerede opmærksomt skoven omkring hende. Ingen andre heste var der at se. Men et vrinsk nåede alligevel hendes ører. Måske et hun havde hørt før? Det virkede en anelse bekendt. Men hun kunne alligevel ikke helt huske, hvem der ejede det unge vrinsk. For ungt var det i sandheden. Selvom hun egentlig ikke hungrede så meget efter selskab, så lukkede hun et lyst vrinsk ud som svar. Forhåbentlig ville dette blive et af de bedre møder.

Den unge buckskin farvede hingst lod de mørke øjne glide rundt, mens han søgte efter selskab blandt skovens stammer. Blikket var opmærksomt, på vagt overfor fremmede i det nye område, men nysgerrigheden kunne alligevel spores. Med et lyst fnys hævede Nevan hovedet, som et lyst svar ramte hans ører. Der var nogen genkendeligt over dette svar, som om han havde hørt det før. Men alligevel kunne han hverken sætte ansigt eller navn på ejermanden. Han kunne dog høre at det tilhørte en hoppe. Nevan smilede skævt og for sjovs skyld, lod han endnu et svar gjalde, ungt og hingstet mens hans blik nu koncentrerede sig om at finde den sjæl der havde ønsket hans selvskab. Han satte frem i trav gennem sneen, med halen piskende bag sig. Med energiske bevægelser travede han nu mod lyden fra hoppen, med ørerne rettet stift fremad og blikket søgende rundt i mørket der langsomt var begyndt at falde på.

[/font][/color]

Hun hørte endnu et vrinsk. Hvem det så end var, så virkede han da glad for, at hun havde svaret ham. Uden at hun selv lagde mærke til det, kom et fint lille smil frem på hende. Så ungt og så fuld af liv. Han lød som en sjæl, der havde masser af gå på mod og livs energi. Lige sådan noget Lune elskede. Men det kunne vel og mærke også blive for meget. Dog var det sjældent at Lune havde det på den måde. Hun lod halen piske en sidste gang bag sig. Hvis det var så ung en hingst som hun troede, så ville han måske tackle hendes brunst ret så dårligt. Hun ville helst ikke ende med, at have en ung hingst på ryggen. Der gik dog ikke længe før, at hun så en buckskin farvet hingst. Straks genkendte hun ham. Hun havde mødt ham på en anden ø. I den smukke tætte skov. Han havde været ret så forvirret ved det møde. Så vidt hun huskede, så var han lige kommet til landet på det tidspunkt. Nu så han dog langt mere selvsikker ud. Hun lukkede et venligt brum ud mod ham.

Der gik ikke længe før hingsten slog over i en springende galop, der trods den tætte bygning ikke umiddelbart så kluntet ud. Han bevægede sig med lethed, så let som en tæt bygget hest nu kunne. Nevan vippede ørerne frem og søgte konstant efter hesten i mørket. Pludselig fik han øje på hoppen og genkendelsen farede igennem ham. Luna. Det var den allerførste hoppe han havde mødt i dette land. Han huskede tydeligt hendes venlighed, da han forvirret havde søgt svar omkring dette land. Hvilken forandring der var sket med ham siden da. Nevan smilede bredt og vrinskede atter mod hoppen mens han hastigt nærmede sig. En ukendt duft ramte hans næseborer og fik straks hans næseborer til at udvide sig i et forsøg på at opfange mere af denne duft. Den virkede lokkende, sødmefyldt men også pirrelig. Nevan virrede med hovedet og sænkede uvilkårligt farten som han nåede tættere Luna og som duften intensiverede sig. Nevan skævede sig omkring, mens han trak vejret dybt ind og kort mimrede med mulen. Det var som om denne duft satte noget instinktivt i gang i hans krop, som om han gjorde sig klar til noget han ikke helt vidste hvad var. Langsomt stoppede han et par meter fra hoppen, med spændte muskler og et anelse forvirret udtryk i de ulvebrune øjne..

[/font][/color]

Han kom mod hende i en høj fart, og ligeledes slog hun over i en fin lille trav. Hun gengældte atter hans vrinsk. Glæden for at se denne unge hingst, var faktisk ret stor hos hende. Hvordan mon hans tid havde været efter deres møde? At dømme på hans udseende, så havde den været god. Hun så dog også hans reaktion på hendes brunst. En anelse tøvende lod hun ørerne køre rundt. Skulle hun være på vagt? Men han så ikke ud til at kende til duften. Kunne det potentielt være en fordel for hende? Roligt slog hun igen ned i skridt og stoppede derefter op. De mørke øjne betragtede ham intenst. Hun så hvordan han mimrede med mulen, og kiggede sig omkring. Som om duften skulle komme et andet sted fra. Da han endelig stod stille foran hende, lod hun ham stå med et forvirret udtryk i få sekunder, før hun valgte at bryde stilheden mellem dem. "Godaften Nevan. Det er ved at være længe siden." Hun gik dog ikke tættere på ham. Lune var stadig en forsigtig hoppe, selvom hun stolede på ham. Ikke at hun var bange. Langt fra. Men hun vidste, at hun skulle være på vagt når hun var i brunst.

Nevan lod blikket glide henover den velkendte rødlige hoppe, der bar den lyse man og hale. Han brummede sagte og vippede ørerne frem mod hende, mens et lille smil dansede henover hans mule, der bar et lille præg af en romernæse. De mørke øjne blev lynhurtigt rettet mod hoppens varme øjne, da hendes stemme nåede hans følsomme ører. Nevan virrede let med hovedet, energisk og glad for at se en velkendt skikkelse. Han smilede atter og lyttede dernæst til hendes stemme, den var rar at høre på. ”Godaften Luna. Ja, det er længe siden efterhånden, men jeg er glad for endnu engang at have æren af, at møde dig.” Svarede han hende smilende og trådte et halvt skridt nærmere hende. Efterhånden som Nevan var faldet en smule til ro, begyndte han at kunne sanse hvor denne søde duft stammede fra. Utroligt nok, fornemmede han at den kom fra Luna. Han svirpede et par gange med halen, mens han prøvede at undertrykke sin undring. Sådan mindes han ikke, at hun duftede sidste gang han havde mødt hende. Nevan lagde hovedet let på skrå, mens smilet endnu engang spillede henover hans mule og gav hans ulvebrune øjne et kækt ungt udtryk.

[/font][/color]

Et smil lå fint på hendes mule. Hans energi smittede hurtigt af på hende. For Lune var det utrolig rart, at være i nærheden af en hingst som ikke var fuld af dominans. På det sidste var det kun den grå hingst hun havde følt sig tryg med. Ellers havde Seth sat tænderne i hende og Kodiak, ja han var også typen som ventede på muligheden for, at kunne hakke ud efter andre. Men nu stod hun foran Nevan. En venlig sjæl, som forhåbentlig ikke ville gå hen og blive som de mange andre hingste. Det ville være en skam. Hans glæde ville dermed forsvinde. Så ville han ikke være den samme hingst, som hun havde været så heldig at møde. "Jamen i lige måde da. Hvad har du lavet, siden vores sidste møde?" Forhåbentlig havde han fået set en stor del af øen. Med den energi han besad, ville det undre hende, hvis han ikke havde været på eventyr. Afslappet slog hun et par slag med halen, men fortrød det hurtigt. For han så ud til stadig, at undre sig noget over duften. Især nu, hvor der kun var ham og hende i nærheden af dem.

Nevan brummede svagt, mens han betragtede den rødlige hoppe, Luna. Han huskede godt at have givet hende det kælenavn og det passede da også ganske godt til hende, det var hans konklusion og den blev efterfulgt af et veltilfredst smil, mens han nikkede kort for sig selv. Om Nevan voksede op og blev en af de hingste der ville opfører sig dominerende over for hopper kunne han ikke selv sige, det lå ikke i hans gener, men nu var han jo en hest der søgte grænser og der var vel mange hopper, der ikke brød sig om at blive hundset rundt af hingste, så måske ville det være den vej han gik. Han virrede svagt med hovedet, som duften af sødme og pirrelighed atter ramte ham og gjorde hans hoved en anelse tåget. Han smaskede kort, mens han indåndede den tunge duft. Ved lyden af hoppens stemme vågnede Nevan atter op og betragtede hende med et muntert glimt i de ulvebrune øjne. ”.. Jeg har faktisk ikke lavet så meget, Luna. Det er først nu her, at jeg er begyndt at søge rundt på de forskellige Ø’er. Jeg har ikke.. haft mod til det før.” Det var lyden af en ung og forvirret sjæl der talte. Han huskede på Armonias ord og fandt styrken og modet, men måtte alligevel slå blikket ned af flovhed overfor Luna. Han brummede sagte og mimrede med mulen, mens han skævede over mod den rødlige hoppe.

[/font][/color]

Hun lod ham stå i sine egne tanker for en kort stund. Den unge hingst havde stadig meget at udforske i livet. Det havde Lune også for den sags skyld. Hun var heller ikke særlig gammel, hun opførte sig bare tit som en mere erfaren hoppe. Selvom Lune havde mere erfaring end Nevan, så manglede hun stadig at opleve meget i sit liv. Men mon ikke det ville komme med tiden? Hun ville i hvert fald blive klogere. Hendes varme øjne betragtede ham opmærksomt, idet han smaskede lidt for sig selv. Det var tydeligt, at det var hendes duft der fik ham til det. Stakkels Nevan. End ikke brunsten havde han oplevet endnu. Hvorledes ville han mon reagere, når han engang fandt ud af, hvad den egentlig stod for. Lune ville helst ikke være den, der skulle fortælle ham det. Ret akavet ville det nok blive. Hendes egne tanker blev selv brudt, da hans klare stemme atter lød. Men den kække friskhed var en anelse væk. Hun så nu den forvirrede Nevan og han ... skammede sig? Det skulle han da ikke. Hendes instinkt tog straks over hende og hun tog et skridt tættere på ham. "Det er skam helt okay Nevan. Ingen tvinger dig til, at tage ud og opleve verden. Det er intet at skamme sig over. Det tager den tid det tager. Jeg var selv yderst forsigtig da jeg kom til landet." Med en anelse mere munter stemme fortsatte hun. "Bare rolig, du har masser af tid til, at skulle opleve landets smukke steder. Du er jo allerede på en af dem." Hun forstod ham dog godt. Det var skræmmende at være alene i et nyt land. Og han var jo så ung.

Nevan vippede ørerne et par gange frem og tilbage, som et udtryk for den flovhed han følte. Hans blik flakkede en anelse fra den kønne hoppe og væk, et sted ud i mørket. Da hoppen så trådte et skridt frem, fangede han straks hendes blik igen, med et skævt smil. Han lyttede til hendes ord, men den tågede fornemmelse greb ham atter, da det føltes som om, duften blev intensiveret. Forundret skævede han mod hoppen og pludselig gik det op for ham at det måtte være Luna, der duftede anderledes. Han hørte kun halvt hendes ord og smilede derfor en anelse tåget, men alligevel taknemmeligt. Det var noget med at han ikke behøvede at skamme sig. Nevan trådte et halvt skridt nærmere hende, mens han indåndede den søde duft der omgav Luna, den lokkede ham og fik noget inde i hans krop til at rumstere rundt på en sjov og anderledes måde. Det var som om alting omkring ham blev en anelse sløret, mens duften lokkede ham og pustede ham blidt i næseborene. Nevan brummede sagte og vippede kort med ørerne. ”Mmmh..” Lød et halvtåget svar fra Nevan, mens han atter trådte et halvt skridt frem mod hoppen, således de nu stod ansigt ved ansigt. Han strakte mulen yderst forsigtigt frem og berørte blidt hendes hals, med en svag mimren. Duften var tydelig, jo tættere han kom hoppen. Det var nærmest helt svimlende for ham, og han virrede svagt på hovedet, for at komme ud af denne mærkværdige form for trance men det var nu alligevel så lokkende og nyt. Derfor trådte han endnu et skridt frem, mens hans mule strøg flygtigt henover hoppens vinterpels.

[/font][/color]

Lune bemærkede godt hans fravær, men lagde ikke decideret noget i det. Selvom det ikke var første gang, at hun var i brunst. Så havde hun heller ikke været det særlig tit. Så hun havde en tendens til at glemme, at den påvirkede hingstene ret meget. En anelse usikkert rykkede hun ørerne rundt, da han kom tættere på hende. Hans svar var en anelse døsigt, faktisk meget døsigt. Hun skulle lige til at spørge ham, om han var helt okay. Men nåede det ikke. Hans mule ramte hendes hals. Det chokerede Lune ret så meget, at han valgte at røre hende. Normalt var hun en hoppe der bestemt ikke brød sig om, at andre rørte hende. Men brunsten påvirkede ligeledes hende. Den fornuft som normalt ville tage over nu, var gemt væk. I stedet blev hun stående. En anelse nydende brummede hun til ham, da han lod hans mule køre ned langs hendes pels. Det føltes rart. Lune var ikke så vant til kærtegn. Akkurat som han gjorde, tog hun sin mule og lod den røre hans hals. Meget blidt, nærmest prøvende. Hun vidste ikke helt, hvad hun ellers skulle gøre. Hun havde aldrig stået i sådan en situation før.

Hans kødfarvede mule mimrede svagt, i cirklende bevægelser, som han langsomt arbejdede sig nedover hendes hals og ned mod hendes skulder. Udtrykket i hans blik var sagligt, en smule døsende men alligevel spilvågent på en mærkværdig og helt anderledes måde. Som om dyriske drifter og grundlæggende instinkter havde taget over, der hvor Nevans fulde bevidsthed plejede at befinde sig. Den sorte kraftige hale hang slapt ned bag ham og ørerne var vippet ud til siden, mens Nevan trådte endnu et skridt frem, for at lade mulen stryge ned langs hendes skrånede skulder, hans næseborer udvidede sig da en ny bølge af den sødmefyldte duft løb ind i hans næseborer og tryllebandt ham. Da hoppens tofarvede mule nu ramte hans skind, gibbede det i hingstens krop og et undrende prust lød fra ham, selvom dette ej heller var nok, til at rive ham tilbage til virkeligheden.
Han lukkede kort øjnene, mens ørerne vippede tilbage for at lytte til hoppens signaler. Hendes brummen, fik Nevan til at fortsætte med at bevæge sig nedover hendes krop, med en kærtegnende blød mule. Fra det nederste af hendes skulder, bevægede han sig nu op og nåede midten af hendes ryg, hvor han blidt nappede hende med bløde læber. Han blinkede kort med øjnene og åndede tungt ud, mod hendes tætte vinterpels. Duften der endnu engang bredte sig i hans næseborer, fik tågen til at lægge sig endnu tættere omkring hingsten, det var nærmest som om selv Luna blev tåget. Han fortsatte med sin masserende mule nedover hendes ryg, hvorefter hans mule gled nedover hendes flanke, ned mod hendes bløde hud, lige ved bagbenene. Tungt trak han vejret ind, med ørerne flabbet uskyldigt og bøvet ud til siden. Nevan prustede blidt, mens hans læber gled let henover hendes pels. Uden han egentligt vidste hvorfor, var han på vagt overfor flyvende bagben eller en piskende hale. Han anede ikke umiddelbart hvad han havde gang i, alligevel vidste han instinktivt hvad han skulle gøre og ikke skulle gøre.

[/font][/color]

Hans kærtegn fik hende til, at døse mere og mere hen. Hendes instinkter tog mere over. Væk var fornuften som ellers ville have fortalt hende, at hun skulle sætte ham på plads. Den fornuft som ville få hende til, at flytte sig væk fra ham. I stedet ville hun have mere. Hendes krop hungrede efter mere. Bevæge sig ville hun ikke, kunne hun ikke. Hun åndede tungt ud, da hans tænder blidt nappede hende. Der burde hun normalt have reageret. Men burde var så meget sagt, noget andet var hvad hun gjorde. Og Lune gjorde absolut intet for, at få stoppet ham. Selv vidste hun ikke hvad hun havde gang i. Han nåede hendes bagben, hvilket fik det til at gibbe lidt i hende. Dog var den eneste reaktion fra hende, at hun løftede halen en smule, men lagde den derefter på plads igen. Endnu et brum kom fra hende. Hendes hoved hang afslappet ned. Ørerne var vendt bagud, ligeledes afslappet. Saligt prustede hun tungt. Hvad havde hun dog gang i?

For et par øjeblikke løftede Nevan mulen fra hendes krop og betragtede afventende den rødlige hoppe. Men da der ingen reaktion kom fra Luna, om at han skulle passe på, fortsatte han blot ufortrødent uden at tænke over konsekvenser af de valg han tog, til hans forsvar, var det ikke ham der traf valgene. Det var snarere den søde og pirrende duft der lokkede ham til det. Ansvaret var ikke hans, men bogstaveligtalt hang det i luften, som et tykt og lokkende tæppe over dem. Da Luna udstødte en brummen, gik der en sitren igennem hingsten, en reaktion på hoppens veltilpashed. Hans bløde og brede mule strøg hende blidt henover bagbenet/låret, mens hans øjne skiftevis fokuserede på hendes bagben og hale, og for en stund stivnede han, da han så hvordan hun løftede halen.
Nevan nippede blidt i hendes rødlige pels, med sine læber inden han nåede om til det bageste af hendes bagben. Hans mule berørte hendes lyse hale, hvorpå det nærmest svimlede for ham. Den lokkende duft var umådelig intens i dette område, endnu engang åndede han tungt ind og lukkede kort øjnene i, mens han nød den søde og dog så pirrende duft. Den var konsekvensfyldt, men alligevel lokkede den med dens tiltalende og behagelige duft. Idet hingsten trådte endnu et skridt frem, drejede han rundt på forbenene, således hans hoved nu var i samme retning som Lunas, dette gav ham mulighed for at kærtegne hendes bagpart langt bedre.
Med en yderst blid bevægelse, lod han mulen stryge op langs hendes bagben, nær hendes hale, hvorpå hans mule endte nær hendes halerod. Duften her var nærmest kvalmende, ganske oversød. Som en blomstrende sommereng, med alverdens blomster. Nevan skævede op mod Lunas hoved, hvorefter hans mule trykkede blidt ind mod siden af hendes halerod. Duften her var overvældende og det rykkede kort i hingstens krop. Selvom han stod i samme retning som hende, var han ikke placeret lige bag hende, snarere lige ved siden af hende, igen for at beskytte sig selv mod flyvende bagben. Han nippede hende blidt, mens det sitrede gennem hele hans krop. En dyb hingstet brummen lød dybt nede fra hans hals, mens han spændte halsen og piskede kort med halen. Han trippede en anelse på stedet og trykkede endnu engang mulen mod hendes bagdel.

[/font][/color]