Nye områder at udforske ..

Hans kærtegn var blide og en del af Lune ønskede, at han aldrig ville stoppe. Det var ganske hypnotiserende. Han havde nærmest tryllebundet hende med de kærtegn. Hun fornemmede, hvordan hans mule bevægede sig længere og længere ned mod hendes hale. Men jo længere han kom, jo mere vågnede hun. En lille stemme, langt inde i hendes hoved kom frem. Trykkede nærmest på hendes indre. Lune kunne dog endnu ikke tyde, hvad den lille stemme fortalte hende. Så hun blev stadig roligt stående. De varme øjne var lukket godt i, nydende. Aldrig før havde hun følt sig så afslappet. Hun overlod fuldkommen styringen til ham. Hvilket normalt ikke var en ting den røde hoppe gjorde. Hun fandt det langt bedre, at hun selv styrede slagets gang. Men det gjaldt åbenbart ikke i dette tilfælde.

Han var nu nået helt om bag hende og hun hørte, hvordan han rykkede sig om bag hende. Hans mule trykkede sig mod hendes halerod. Dér vågnede hun! Med ét rettede hun hovedet helt op, ørerne blev smækket ned, et bagben løftet en anelse og yderst hoppet hvin forlod hende. Hvad havde hun dog gang! Hun skulle på ingen måde have nogle føl! Og da i særdeleshed ikke med så ung en hingst som Nevan! Under ingen omstændigheder skulle det ske. Hun rykkede sig så hun vendte siden mod ham, en anelse undskyldende kiggede hun på ham. Nu var det hendes tur til, at skamme sig noget så grusomt.

Hingstens muskler spændtes mere og mere, mens han med museskridt rykkede sig nærmere hoppens bagpart med sin egen bringe. Han prustede sagte mod hendes pels og nippede hende atter let ved haleroden, med øjnene lukket halvt i. For en stund havde Nevan glemt alt om at være på vagt og det skulle selvfølgelig have konsekvenser for ham. Det hvin der ramte hans ører, fik den unge hingst til at bakke skræmt tilbage. Hans ører var selv langt ned, men ikke på nogen truende måde. Faktisk var hans udstråling nærmest underdanig og udtrykket i hans øjne var utrolig forvirret. Han var ør i hovedet, og en form for hovedpine tog over, i og med den tågede fornemmelse langsomt fortog sig igen. Hingstens krop sitrede en anelse, og det gik op for ham hvor anspændt hele hans krop var.
Nevan bakkede endnu et par skridt, mens han stirrede frygtsomt på Luna. Han anede vitterligt ikke hvad der var gået af ham og faktisk tvivlede han også på hvorfor han overhovedet havde reageret som han havde gjort. Endnu engang virrede han med hovedet og fnøs hårdt, for at give sig selv klarhed. At der kunne være kommet et føl ud af dette, var en tanke der kort strejfede den unge Nevan, men mere tænkte han ikke over det. Han var stadig forvirret og skræmt over denne ukendte dufts indvirkning på ham. ”Luna…?” Hans stemme bar både toner af undskyldninger men også af forvirring. Nevan var virkelig på dybt vand, lige nu.

[/font][/color]

Hun bemærkede hurtigt forvirringen hos ham. Hvad skulle hun dog gøre. Han havde jo ingen erfaring med sådan en situation, endnu mindre end hun selv havde. Hun vidste jo trods alt godt, hvor det hele kunne føre hen. Hans stemme skar dybt i hende og en lille grimasse kom frem på hende. Så uskyldig og forvirret. Hvorledes kunne hun havde gjort det mod ham? Det var jo ikke retfærdigt. Han vidste jo ikke bedre. Den stakkel. Lune stod fuldkommen stille. Måden han sagde Luna på. Hun havde sådan lyst til, at række mulen frem mod ham, trøste ham. Men ville det blot skade det hele endnu mere? Hun turde ganske enkelt ikke flytte sig. Kun øjnene betragtede ham. "Undskyld Nevan. Det var ikke min mening." Hendes stemme var nærmest en hvisken. Hun skammede sig! Normalt var det hingste som lokkede hopperne, her havde hun lokket ham. Dog uden at have intentioner om, at ville gøre noget. Det havde på ingen måde været hendes plan. Hun havde jo ikke regnet med, at han ville røre hende.

Som et lille føl krympede hingsten sig i mørket og følte sig så uendeligt ensom. Han anede ikke hvad han dog skulle gøre i en situation som denne, skulle han mon nærme sig hende igen eller blot stikke af? Den sødmefyldte og lokkende duft hang stadig i mørket over dem, som et tæppe. Men den virkede knap så indbydende, som den havde gjort før, det var trods alt den duft der var skyld i dette forfærdelige senarie der nu udspillede sig. Han strakte halsen ned mod jorden og brummede bedrøvende, undskyldende, forvirret. Ørerne var flappet ud til siden, mens halen hang slapt ned bag ham. Der var ingen gejst hos ham, han var blot forvirret og usikker på alt dette.
Da hoppens stemme lød rettede han blikket op mod hendes varme øjne, de var ganske kønne, konstaterede han, men lynhurtigt smed han tankerne bort, hvorpå han lyttede til hendes ord. ”Hvad skete der?” Ligesom hoppens stemme var Nevans ikke andet end en sagte hvisken, en hæs rumlen fra hans hals. Han åndede ud i et tungt suk, hvorpå han trådte et halvt skridt nærmere hende og dernæst tilbage igen. Han anede hverken fra eller til i denne situation, på den ene side ønskede han blot en ældre sjæl der kunne forklare ham det hele, holde om ham som den unge hest han nu var, på den anden side ønskede han en kammerat, en der kunne få ham til at glemme dette uhyggelige minde. Hvor Luna var henne i disse ønsker, anede han ikke. Derfor blev han trolig stående i hendes nærhed, mens han betragtede hende skævt.

[/font][/color]

Den situation hun så brændende havde ønsket at undgå, stod hun nu midt i. Det var hendes skyld, ikke hans. Han var ung, kunne ikke vide, at han var gået lige i den fælde som brunsten nemlig var. Hvor hun dog hadede den brunst. Hans uskyldige udtryk gjorde hende ondt. Mest af alt havde hun lyst til, at trykke ham tæt ind til sig, blot for at trøste ham. For at vise ham, at alt var okay. Han havde ikke gjort noget forkert. Han fulgte sine instinkter. Det var der intet galt i. Men lige lidt ville det hjælpe. Hun hørte hans ord. Av for den! Nu skulle hun jo forklare, hvorfor de begge havde reageret som de havde. Det havde hun slet ikke set frem til. Men hun var jo tvunget til det. Staklen havde jo lov til, at vide hvad det hele gik ud på. Hvem skulle ellers forklare ham, hvad der var sket? Han gik frem, og så tilbage igen. Hun stod der bare. Fortrak ikke en mine. Kom han imod hende, ville hun ikke flytte sig. Hun ville med glæde give ham tryghed. Lune ville ikke falde i fælden to gange.

Hun kiggede kort på ham, men flyttede derefter blikket ud i mørket. "Jeg er i brunst Nevan. Det er den duft du kan dufte. Det betyder blot, at jeg kan få føl. Som alle andre hingste, så fandt du den yderst indbydende." Endnu engang vendte hun blikket tilbage mod ham. Han skulle vide, at det var ganske normalt. Ikke hans fejl. Det var hendes, hun burde have vidst bedre.

Nevans krop udstrålede langt fra selvtillid eller energi, tværtimod var han slap i sin holdning og udtrykket i hans ulvebrune øjne var ikke ligefrem et prangende udtryk, det virkede nærmest mat, som han stod der med en sørgmodig og stadig dybt forvirret mine. Hans kødfarvede mule virkede brændende, som om han stadig kunne mærke hoppens pels på den, som om duften af sødme stadig hang i den. Nevan vippede ørerne et par gange frem og tilbage, mens han prøvede at finde en vej ud af dette. Han var næsten tilbøjelig til at slå en latter op, eller fyre en åndssvag joke af, for at lette på hele stemningen, men han kunne tydeligt høre hvor akavet det hele ville lyde. Derfor forblev han tavs og stille.
Nevan søgte hendes blik, men bemærkede hvordan hoppens blik søgte væk og ud i mørket og derfor gjorde Nevan ligeså. Han prøvede at finde et fokus i mørket, men det hele væltede sammen i et stort mørkt rum, en stor atmosfære uden noget fast holdepunkt eller nogen forandring, det gav ham en følelse af klaustrofobi, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Hingsten virrede atter med hovedet og som hoppen snakkede vendte hans blik lynhurtigt tilbage på hende. Opmærksomt lyttede han til hvert et ord, mens rædslen langsomt blev malet i hans øjne. Føl?! Det hele frøs til is inden i ham, da alvoren pludselig ramte ham. Først slog det ham, at han kunne have været blevet far? En tanke der skræmte ham mere end noget andet, men dernæst slog det ham, at han kunne have ifolet Luna? En næsten makaber tanke. Forfærdet så han mod hende og brummede undskyldende, inden han trådte et skridt nærmere hende.
”Undskyld Luna! Jeg er så ked af det… Jeg håber ikke, at jeg har såret dig. Tænk… tænk, hvis jeg givet dig et føl? Tænk… hvis vi fik et føl sammen..?” Hans stemme var en anelse skinger, og frygten var tydelig i den unge stemme. Da han åndede ud, var hans vejrtrækning overfladisk og han trådte et skridt nærmere. Tanken om et føl med Luna fik det hele til at vende sig i ham. Det hele kørte rundt inden i ham, både fysisk og psykisk og da duften af brunst så atter ramte hans næseborer fløj han tilbage i hastige skridt, indtil hans bagpart ramte hårdt ind i et af Leventeras skoves træer. Han krympede sig sammen i smerte og udstødte et indebrændt hvin, mens han bed tænderne sammen. ”Pokkers også…” Bandede han irriteret mens han ømmede sig bagdel en anelse. Han skævede over på Luna og rystede opgivende på hovedet. ”… Brunst er noget værre noget.” Mumlede han hæst.

[/font][/color]

Hendes ord trængte relativt hurtigt ind til ham. Panikken kunne tydelig ses i hans øjne. Det gjorde ondt dybt inde i hende. Hun kunne ikke lide, at se ham på den måde. Han skulle stråle af den glæde som han havde, akkurat som han havde gjort, da hun havde mødt ham kort inden. Den var væk nu, den dejlige glæde. Tilbage var en forvirret unghest. Hvor hun hadede sig selv for det. Hvorfor kunne hun bare ikke styre sig?! Fordømt den pokkers brunst! Lige i det øjeblik ønskede hun så inderligt, at hun havde været en hingst. Det ville gøre det hele meget nemmere. Derefter hørte hun hans ord. Undskyld! Han skulle da på ingen måde undskylde. Hun så hans lyst til, at gå tættere på hende igen, men derefter blive ramt af duften. Endnu engang lod han panikken gribe ham, og han ramlede direkte ind i et træ bag ham. Hun smækkede ørerne endnu længere ned. Ikke af vrede, men smerte. Hun havde så ondt på hans vegne. Tøvende tog hun få skridt mod ham. "Du skal ikke undskylde Nevan. Du kunne ikke vide hvad det var. Jeg er den der skal undskylde. Jeg kender til konsekvensen af det. Jeg er ikke såret. Vi handlede blot ud fra vores instinkter. Det sker." Andet var der vel ikke at sige. De var begge unge, havde begge meget at lære endnu. Instinkterne og lysterne kunne nemt blive for meget. Det var nemmere at overgive sig til dem, end at kæmpe imod dem. Hun nikkede til hans sidste ord. Ja det var noget værre noget. Ihærdigt prøvede hun på, at fange hans blik. Hendes egne øjne var blide. Hun ønskede så inderligt at komme ham nær. Give ham en smule støtte, men hun var bange for, at han ville trække sig endnu mere væk.

Nevan sukkede dybt og modløst. Han var virkelig på dybt vand her, uden erfaringer, uden nogen som helst form for viden. Han var taget af sted hjemmefra inden hans far, kunne nå at fortælle ham noget om denne forfærdelige brunst. Et had byggede sig langsomt op inde i ham, et had til den fordømte brunst, der lokkede ham til sådanne nogen grusomme ting. Tænk sig, hvis han havde ifolet Luna? Tænk sig, hvis han havde givet hende et føl, mod hendes vilje? Hvilken forbandelse ville det ikke være. Han ville hade sig selv til evig tid, hvis han havde bebyrdet denne yndige og varmhjertede hoppe med det, med et føl.
Da smerten fortog sig, lod Nevan blikket glide over mod hoppen. Frygten greb ham, da hoppen pludselig trådte et skridt frem mod ham, det var tydeligt at se at hun tøvede, men hun nærmede sig ham. Følelserne væltede modstridende rundt i hans unge krop, mens han prøvede at regne sig selv ud. Kunne han mon modstå duften af brunst nu, eller ville han falde i endnu engang? Han ønskede ikke at være skræmt af Luna, nej, Luna skulle være den varme hoppe, som han altid kunne nærme sig uden problemer. De skulle være venner, gode venner - sådan havde Nevan aftalt det med sig selv.
”Skal vi ikke bare glemme det, Luna? Eller ikke glemme det, for hvis vi glemte det, så kunne vi risikere, at det skete igen. Men hvis vi nu bare springer videre, så kan vi få vores hyggelige aften tilbage?” Hans stemme var stadig lavmælt, men en håbefuld tone spirrede frem, som en undertone til det stadig forvirrede og usikre. Nevan var ikke en hingst der brød sig om at være ked af det, det var også det man kunne se nu. Han var trods alt en ung hingst, fuld af energi og nu skulle han snart videre. Selvom denne oplevelse sad dybt i ham, ønskede han ikke at tænke tilbage på dette minde, som et dårligt minde. Nevans blik blev pludselig beslutsomt, som han rettede sig op og brummede dybt. Med bestemte skridt trådte han nærmere hoppen, brunstens søde duft ramte lynhurtigt hans næseborer og det gibbede i hele hans krop, men han kneb øjnene sammen og rystede hovedet for at klare sine tanker.
”Min kære veninde Luna. Nu skal vi hygge os, og brunsten er ikke inviteret.” Lød det fra ham, som han nærmede sig hende. Han havde holdt vejret et godt stykke tid nu, men derefter åndede han tungt ud og sendte hende så et skævt smil. Prøvende og usikkert, ganske vidst. Man han ønskede nu at hygge sig med hoppen, på en venskabelig og uskyldig måde.

(Kom lige til at Mumford and Sons, med ”Little Lion Man” - www.youtube.com/watch?v=_-Ui1ONbUzM
Omkvædet passer faktisk ret godt til Nevan,
But it was not your fault but mine
And it was your heart on the line
I really fucked it up this time
Didn't I, my dear?
Didn't I, my...)

[/font][/color]

Hun blev stående, frygten var tydelig hos ham. Hun skulle ikke komme tættere på. Hvor hun dog hadede det, hvis brunsten havde ødelagt dette, venskab? De var vel på en eller anden måde venner. Det var i hvert fald sjældent, at hun valgte at tilgive hingste på den måde. Især efter det var sket mellem dem. Det havde været utrolig rigtigt i momentet. Men væk fra brunstens slør stod det vist klar for dem begge, at det havde været en utrolig dårlig ide. Kort efter hørte hun hans stemme, en lettet følelse skyllede igennem hende. Han ville lægge det bag dem. Det var en skøn følelse. Hun havde så inderligt frygtet, at han ikke ville kendes ved hende længere. Det havde været et slag, som den røde hoppe skulle kæmpe med, at komme over i længden. De røde ører var rettet helt op til ham. "Jo Nevan. Det syntes jeg vi skal gøre. Vi skal have vores hyggelige aften igen." Glæden var tydelig hos Lune. Et smil pyntede hendes to farvet mule. Hun holdt vejret da han kom nærmere. Ville han mon kunne klare det? Eller ville han skulle give op? Hun ønskede så inderligt, at han ville kunne ryste brunstens duft fra ham. Hans ord bekræftede hendes tanker. Smilet nåede nu helt op til de varme øjne, som strålede lystigt. Hun slog glædeligt med hovedet og brummede fornøjet.

De ulvebrune øjne var rettet opmærksomt mod Luna, mens han forsøgte at analysere sig frem til hendes tanker, omkring ham, dette møde og fremtiden for dette møde. Men det var ikke ligefrem dét, som Nevan var allerbedst til. Han havde det med at tage tingene som de kom, dog ville han være mere påpasselig i dette selskab og generelt i selskab med brunstige hopper. Han vidste nu, hvad brunsten var og hvad det kunne gøre ved ham, hvis han ikke passede på. For at ryste det negative af sig, rystede den buckskin farvede hingst med hovedet, mens han prustede tungt.
”Skal vi løbe om kap?” Udbrød han så og hoppede halvhjertet op i luften, således han landede med benene i alle fire verdenshjørner. Udtrykket var som et lille føls, han ønskede blot at gøre aftenen god igen og gøre Luna glad. Og da smilet atter nåede hendes øjne, mærkede han en bølge af lettelse drive indover ham. Han puffede drillende og måske en smule overmodigt til hende, inden han sprang frem i nogle høje krumspring, med et muntert langtrukkent hvin til følge. Udfordrende skævede han mod den røde hoppe og hævede hovedet, i en overlegen grimmasse.

[/font][/color]

Hun kunne ikke lade være med, at komme med et let latter idet han sprang frem. Hun var glad for, at de havde nået at stoppe. Hverken hende eller Nevan var klar til føl. Hun ville på ingen måde have et føl, med hvem som helst. Også selvom Nevan var en skøn hingst, så var det ikke ham som skulle være fader til hendes føl. Han var for ung. Hun lod tankerne forblive tanker og kom istedet med et ordenligt rejehop, inden hun satte af i en rummelig galop. Da hun nåede op på hans side, nappede hun legende ud efter ham, dog sagtnede hun farten en anelse for at se, om han fulgte efter hende. Der var jo intet ved, at løbe afsted ganske alene. Endnu engang bukkede hun lystigt, kiggede på ham og kastede med hovedet. Han skulle med og det var lige nu.

Selvom Nevan ej var nogen fuldblodshest, med lange ben og en atletisk bygning, så kunne han sagtens flytte benene under sig. Måske ikke med den mest rummelige galop, men af sted gik det da. Hans ører var lagt ned i den sorte filtrede man, da vinden begyndte at slå mod ham. Den unge hingst fungerede bedst med fart over feltet, alvorlige tanker ødelagde ham og gjorde ham nedtrygt. Måske var det en smule overfladisk og så alligevel ikke, for de lyse tanker han bar, stak dybere ned end hos så mange andre. Da Luna så nåede op på siden af ham, sendte han hende et bredt smil. Det virkede som om de begge havde langt oplevelsen bag sig, noget der betød meget for Nevan, for han havde bestemt ikke lyst til at miste hans kære Luna som veninde. ”Okay! Er du klar…. 3 … 2 …” Hans stemme var fuld af iver og præcis som den gadedreng han var, snød han sig fra starten. Han forlængede galopskridtende og strakte ud, som han accelerere fra hende. En højlydt latter lød fra ham, da han kastede et hurtigt blik bagud.

[/font][/color]