En nat langs bækken

{Aura}

Den røde hoppe bevægede sig forsigtigt af sted langs den rislende bæk, hun havde fundet frem til. Sneen der dækkede skovbunden knagede en anelse under hendes hove, mens hun upåvirket fortsatte frem ad, ikke helt sikker på hvor den mon ville føre hende hen. Ikke at det betød så meget. Hun havde på fornemmelsen at der endnu var en helt masse, hun ikke havde set eller undersøgt. At landet måske også gemte på flere hemmeligheder, end øjet lige kunne opfange. En let kuldegysning gik igennem hende ved tanken, og hun fik en kølig, men ikke helt ubehagelig fornemmelse i kroppen. Hun ville se mere. En ualmindelig nysgerrighed havde grebet hende få dage efter, at hun var blevet ført hertil af det ukendte lys, og den ville ikke slippe hende igen. Men hun var en forsigtig hoppe. Alting tog sin tid, hun havde ikke travlt.
Solen var gået ned, og mørket havde fået sit tag på verden. Men sneen, den lyste nærmest op i mørket og viste hende en helt anden verden, en den som hun oplevede om dagen under solens lys. Specielt når månen var fremme fra skyerne lyste sneen op, og stjernerne kom frem på den natblå himmel.. Hun kastede et blik op ad, søgende, helt væk i tanker, men fandt ej hverken stjerne eller måne. Der var overskyet. Alligevel følte hun ingen skuffelse, sneen var faldet, det var nok for hende.

Atter var den buckskin farvede ung hingst tilbage på den velkendte Ø, Chibale. Den kraftige hingst havde været omkring på flere af de andre øer og havde derfra fået både positive og negative minder og oplevelser med hjem. Men på trods de gode oplevelser var han nu alligevel glad for at betræde Chibales velkendte jord, han følte at her kunne han slappe af. Blandt de tætte stammer, på den lille skovbeklædte Ø. Et veltilfredst smil gled henover den kødfarvede mule, efterfulgt af et par afslappede smask der indikerede, at denne skov gjorde ham tryg. Han strakte den kraftige korte hals frem for sig og lod kort mulen stryge blødt henover den snedækkede jord. Mulen mimrede svagt, som sneens kulde ramte hans følsomme mule og pludselig blev den unge hingst overmandet af en trang, til at rulle sig i sneen. Hans pels var begyndt at sitre en anelse henover ryggen, mens den sorte kraftige hale piskede svagt bag ham. I stedet for at forsætte lige ud, begyndte han nu at dreje omkring sig selv i små cirkler, med bøjede ben og museskridt og så, da han endelig mente at stedet var det rette, smed han sit store korpus ned på den kolde hårde jord, med en veltilpas brummen. Han lagde hovedet og halsen hen af jorden, mens han rullede omkring, fra side til side adskillige gange. Da lysten efterhånden stilnede af, fik Nevan lagt sig til rette så han atter kunne rejse sig og begive sig videre, efter en af de velkendte rysteture. Hans pels var nu våd en anelse beskidt, men udtrykket i hans øjne var om end muligt, mere veltilpas som han fortsatte videre på sin færd.

[/font][/color]

Bækken klukkede muntert, men stilfærdigt forbi, mens hun i ubestemt tempo fulgte den langs siden. Sneen var dyb her, hendes hove sank et stykke hver gang hun tog et skridt og gjorde, at hun snart fik varmen igen. Kun bækkens rislen og hendes egne hovspor i sneen gav lyd fra sig, så hun opfangede nemt lyde langt borte derfra. Og det var da at hun syntes, at hun kunne høre lyden af tunge hovslag i sneen. Der gik et øjeblik før hun rent faktisk standsede op og løftede mulen en anelse, for at kaste et forsigtigt blik ind mellem de omgivende træer. Hun var ikke sikker på, om hun mon havde hørt forkert. Lyden var en anelse fjern, og hun kunne ikke helt bedømme om det virkelig kom fra en hest eller ej. Hun stod stille lidt endnu, mens hendes tydelige ånde snoede sig op i luften og forsvandt, kun for at erstattes af et nyt pust. En nysgerrighed havde pludselig grebet hende, selvom uvisheden om hvad der ventede fik hende til at tøve. Noget var der i hvert fald. Hun stod helt stille, lyttende, de røde ører opmærksomt rettet frem ad og ventende. Det kunne godt være en anden hest. Hun havde allerede mødt flere venlige skabninger på sig vej. Men i så fald var det jo ikke sikkert, at denne ønskede hendes selskab. Hun gav et overvejende prust fra sig, men valgte alligevel at blive tålmodigt stående lidt endnu.

Som Nevan nu veltilpas begav sig videre, begyndte tankerne om selskab at kredse i hans impulsstyrede hoved. De mandelformede ører drejede et par gange rundt, inden han hævede det kraftige hoved, for at udsende et kaldende vrinsk. Med et opmærksomt udtryk i de brune øjne, drejede hingsten en halv omgang og fortsatte nu fremad, mod lyden af en lavmælt klukkende bæk. Han var dog stadig opmærksom på svar fra heste nær ham. Men skoven denne aften, virkede ganske stille. Selvom vinteren var ved at slippe sit tag, havde skoven endnu ikke budt på nogle friske skud. Kun en enkelt busk havde sat nye skud, men Nevan forventede ikke at de ville nå særligt langt, det var trods alt stadig koldt og sneen synes slet ikke at stoppe med at komme. Han piskede let med den sorte hale, inden han pludseligt anede en rød hoppe mellem træerne. Nevan spidsede ører og hævede hovedet et par centimeter, mens et nysgerrigt udtryk buldrede igennem de livlige ulvebrune øjne. Han mimrede svagt med den kødfarvede mule, inden han satte farten en anelse op, mod den fremmede hest. Modsat andre tænkte Nevan sjældent over, om de fremmede heste i første omgang ønskede selskab. Når en hingst som Nevan altid ønskede selskab, var det svært at tro på, at andre ikke altid synes selskab var det mest optimale. Andre heste havde måske hilst denne hest an, men Nevan traskede blot ihærdigt gennem sneen mod den røde hoppe.

[/font][/color]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Scar fortsatte fremad i ubestemt tempo, hun gik i samme retning som bækken løb. Den hvislede af sted, hendes egne skridt var blevet mere lette nu da hun havde fået varmen. Der var blevet mørkt, det var sværere at se hvad som ventede inde mellem træerne, men lydene var ikke til at tage fejl af. Et vrinsk flænsede stilheden, en dybere tone som afslørede ejeren. Det måtte være en hingst, en fremmed som hun ikke før havde hørt. Det overraskede hende, ikke nok med at der havde været så stille, men også at lyden var kommet fra et sted så tæt på. Hun var standset op, de blå øjne søgte ind i mørket efter det kaldende vrinsk. Det varede ikke længere før lyden af hovslag fulgte efter, og de kom den her vej. Den fremmede hingst havde altså formået at bemærke hende, mens hun overhovedet ikke havde ænset en anden tilstedeværende. Hun pustede let ud gennem næseborerne og mærkede sit hjerte hamre en anelse hurtigere end normalt, sådan som det ofte gjorde i situationer med den mindste spænding. Ikke at hun ville stikke af. Hun var blot i en lidt følsom tilstand, især hvis hun nu skulle være i selskab med en hingst. Det gjorde hende lettere utilpas med sig selv, det var ikke selskabet hun havde noget imod. Men hun reagerede ikke helt som andre hopper. Alligevel blev hun stående nu, afventende og stille, til hun fik øje på en sandfarvet skikkelse mellem træerne på den anden side af bækken. Nysgerrigheden greb hende alligevel, ørerne blev vippet fremad og hun brummede forsigtigt til hilsen. word count 265

{Ouuut}