Mellem træerne..

Mellem træerne stod der en broget hoppe. Hendes øre var fremme og der var et smil om den hvide mule. Hun udstrålede varme og glæde. Selv når hun stod her alene. Hun var glad og tilfreds. Hvorfor vidste hun faktisk ikke, men hun havde det godt. Hun følte sig godt tilpas her og havde endnu ikke mødt nogle som hun ikke kunne lide hende. Her var mange forskellige typer af heste, og derfor gjorde det heller ikke livet kedeligt. Hendes hale slog bag hende og de olivengrønne øjne så rundt mellem træerne. Man kunne ikke se særlig meget. Her var nemlig mørkt. Sneen lå selv herinde mellem træerne. Det havde sneet så meget at det havde fået kæmpet sig igennem grenene. Dog vardet ikke nær så slemt som ude på engen. Det var faktisk ret vildt så meget sne der var kommer her på de sidste par dage. Træerne var også gode, fordi at de beskyttede mod stormen. Det var nemlig snestorm, og havde været det et par dage nu, og det var også en af grundene til at hun stod herinde mellem træerne. Mon der var andre herude? Hun begyndte at skridte frem, med en elegant gang, dog meget naturligt og ikke overdrevet. Hun mimrede svagt med den hvide mule og hun sendte et højt, varmt og imødekommende vrinsk. Hendes mandelformede øre vippede rundt, hvis der nu var nogle der ville svare hende.

Med lethed bevægede den lyse hingst sig igennem skovens mange stammer. Eftersom skoven havde været hans hjem lige siden hans ankomst til Andromeda, havde han opnået en hvis styrke i at manøvre sig omkring uden konstant at ramle ind i træerne. Han var jo trods alt, en bred og lille hingst. Om han voksede mere var ikke til at sige, men egentligt gjorde det ham heller ikke så meget. Han havde ikke brug for at være flere meter høj, selvtilliden var fint i orden trods det. Med et vågent og fornøjet udtryk i de ulvebrune øjne, skridtede han med lethed fremad, med ørerne vippet frem. Efter mødet med Armonia havde meget ændret sig, det var som om at selskabet kom langt nemmere til ham nu. Som om flere heste ønskede hans selskab end før i tiden. Måske var der sket noget med ham også? Nevan kastede kort den kraftige hoved op mod himlen, hvor den svage vind tog fat i den kraftige man og pandelok og dansede for en stund med det. Netop som hans hoved var i ro igen, ramte et hoppet vrinsk hans følsomme ører, der lynhurtigt blev vendt tilbage i retning af hoppen. Han standsede op, med et fnys og drejede dernæst om på bagbenene, for at udsende et højt og ligeså imødekommende vrinsk som hoppen selv. Herefter satte han frem i trav mod den nye hoppe.

[/font][/color]

Hun hørte et svar på hendes vrinsk og et smil kom om hendes mule, faktisk et ret stort smil. Hun slog glad med hovedet og hendes mule strejfede et træ. En smule forskrækket tog hun mulen til sig og kiggede skeptisk op på træet. Hun havde for en kort stund helt glemt at hun rendte rundt mellem træerne. Hun satte straks i retning mod vrinsket og hendes olivengrønne øjne var spændte på at se hvad der mon ville komme frem mellem træerne. Det lød i hvert fald som en glad og imødekommende hest, og det lød som en hingst, så det kunne jo kun blive godt? Specielt hvis det var en glad hest. Hun blev altid en smule sur når hun var sammen med sure heste, men hvem gjorde ikke det? Man smittede jo altid lidt af på hinanden. Hun slog et par slag med halen og snart kom en buckskin, men lille hingst frem mellem træerne. Hun havde ørene rettet frem og nysgerrigt betragtede hun ham.

Nok var Nevan ikke hingsten med de mest prangende gangarter eller største muskler, men charmen den havde han med sig, når han med korte og dog rolige trin travede elegant igennem de mange træer. Smilet om hans mule var ikke til at tage fejl af: Her kom en hingst med mod på livet, en hingst der ikke var bange for nye udfordringer eller nye venskaber. Han kastede hovedet op mod den mørke himmel, hvorpå han lod blikket glide omkring. Her, fik han øje på en yndig broget hoppe. Muntert vrinskede han mod hende og sænkede så roligt farten, som han gradvist nåede nærmere hende. Nevan smaskede kort, for at gøre hende opmærksom på, at han ikke udgjorde nogen fare. ”Godaften lille du.” Lød hans muntre stemme. Måske var ”lille” ikke det korrekte ord, for denne hoppe var trods alt et par centimeter større end Nevan. Men det gjorde nu ikke ham noget, han var høj på så meget andet. Nysgerrigt lod han blikket glide ned over hoppen, mens et smilet bredte sig mere og mere ud over den kødfarvede mule.

[/font][/color]

Denne hingst der kom mod hende var noget af et særsyn. Ikke på nogen dårlig måde. Mange af de hingste hun havde set, de havde allesammen været højere end hende, men ikke i dette tilfælde. Denne hingst var ikke andet end et par centimeter mindre end hende, dog var han utrolig charmerende at se på. Han var på en måde lidt pjusket, men ikke uredt. Men sødt var det. Hun smilede et stort og varmt smil. Hun slog et par slag bag sig med den sorte hale.

Hun stoppede op foran ham. Her var ikke meget plads mellem træerne, men de to kunne snildt stå der mellem dem. Det var det gode ved deres højde. De kunne nemmere gå mellem træerne end så mange andre! De var skabt til dette, også. De var sikkert også skabt til så meget andet. Hun brummmede mod ham. Hun kunne ikke lade vær med at grine varmt og mildt da han sagde lille du. "Godaften selv lille" sagde hun med den varme og blide stemme, hvor efter at hun blinkede. Hun stod alligevel med en pæn afstand til ham. Hun ville helst ikke for tæt på, og det var ikke fordi at han lugtede eller at hun ikke brød sig om ham. Hun brød sig bare ikke om nærkontakt.

Hingsten vippede de brede ører frem, mens et nysgerrigt udtryk fyldte de ulvebrune øjne, hingsten besad. Han virrede kort med hovedet og lod blikket glide interesseret ned over hoppens krop, med en svag diskretion. ”Hvem har jeg æren af at møde, på denne smukke dag?” Spurgte han med sin kække ungheste stemme. Nevan piskede et par gange med den kraftige hale, inden han trådte et halvt skridt tilbage. ”Mit eget navn er Nevan, men du kan kalde mig hvad du vil, lille du.” For sjov gentog han sit første kaldenavn til den brogede hoppe, inden et charmerende smil udspillede sig om hans mørke mule.

[/font][/color]