Nær bjergpasset.

Forbeholdt MS

Endnu engang var den unge hingst på eventyrer, og denne gang betrådte hans hove den største af landet Ø’er, nemlig øen “Enophis.” Hingsten der bar navnet Nevan, var stoppet op for foden af et enormt bjerg, eller nok nærmere et bjergpas. Bjergene ragede flere hundrede meter op i luften, så højt at mørket skjulte toppen af bjergene for ham. Udtrykket denne unge hingst bar var prisværdigt. Han var måbende og fortabt i størrelsen af dette bjergpas. Han trak nærmest ikke vejret af forbløffelse, for dette bjergpas, var i sandhed en enestående skønhed. Der i mørket, hvilede bjergene, med mystik og uhygge. Han var ganske betaget, men turde nu alligevel ikke begynde en opstigning af de små stier. Det måtte blive en anden dag, derfor nøjedes han med at betragte bjergene med et svagt udtryk af ærefrygt. Hvem der bare ejede samme styr og ejendommelighed som dette enorme bjergpas. Et svagt suk lød, som det eneste i dette buldrende vintermørke.

[/font][/color]

Den sorte hoppes pels var blevet en smule pjusket fordi den var blevet klar til vinter. Og vinteren var i den grad kommet. Både med kulde og sne. Disse omgivelser var ej uvante for den lille sorte hoppe. Hun var vant til snedækkede bjerge og hun var vant til tæt begroede skove. Hun kom fra en flok der havde bosat sig i en dal, som var omgivet af bjerge. Dette betød at den eneste vej ud fra det område og den eneste vej ind også, var gennem bjergpasset eller de uendeligt mange grotter. Men grotterne farede man ofte vild i. Selvom hun ikke havde lov til at forlade flokkens område, så havde hun tit begivet sig rundt i bjergene. Kun lige på grænsen. Det var ikke nok til hun kunne slippe udenfor, men det gjorde hende jo heller ikke noget den gang.

Nu var Ava endelige kommet ud på den anden side. Ikke bare på den anden side, men i en helt anden verden. Alt var så anderledes her. Mange hun havde mødt kendte til ordet flok, men mange var ikke interesseret i fællesskab og det at være social kunne var næsten det værste der kunne ske. Nu havde Ava fundet sig til rette i en flok. En lille flok. Sammen med hendes mindre bror, Titan, som hun havde fået til opgave at passe på. Dog var det ikke nødvendigt at vove over ham hele tiden nu. Hun havde fået hjælp fra hendes moster, som var kommet til landet, og som hun aldrig havde kendt før. Titan var lille nok til at knytte sig til deres moster, som var han hendes mor, og det gav Ava lidt frihed.

Hun havde nu forladt flokkens område for at begive sig til en af de andre øer. Denne gang Enophis. Her havde hun før vandret. Et bjerg tornede op foran hende, og ikke så langt fra hende befandt sig en anden skikkelse. Ikke en hun havde set før. Hun betragtede den i stilhed, mens den bare stod der, som hvis den tænkte. Hun trådte nærmere i en stille og rolig gang. Ikke helt lydløs, for sneen knasede under hendes hove. Hendes blå øjne studerede denne fremmede fra afstand, men det var svært at bedømme sind på afstand. Fra hendes næsebor steg en vandamp hver gang hun trak vejret, og hendes ører var opmærksomt spidsede. Da hun kun var få meter fra ham brummede hun lyst tog hilsende mod denne fremmede.

Den unge hingst rystede kort med manen, som om han prøvede at ryste den overvældende følelse ud af kroppen. Der hvor Nevan kom fra var der ikke bjerge på denne størrelse, man skulle nærmest tro at det var lavet af magi. Nevan brummede sagte, mens han atter lod blikket glide op af bjergpasset, hvorpå han søgte efter toppen af bjergene, men endnu engang måtte han skuffes, for de var ikke til at se. De var skjult af mørket og måske nogen lavt hængende skyer.
Pludselig blev hingsten opmærksom på lyde i sneen, hans krop stivnede og straks vippede han ørerne tilbage for, at kunne opfange lydene noget bedre. Det lød som hove i sneen, fra en anden hest, der roligt nærmede sig. Nevan mimrede med mulen og overvejede, hvem det mon var der, på denne måde, sneg sig ind på ham. Med rolige og dog vagtsomme bevægelser, drejede han rundt, således han nu stod med ryggen til det enorme bjergpas. De første par sekunder var der intet at se, men som han fokuserede bedre, lagde han mærke til en skikkelse. Godt camoufleret, med den sorte farve traskede en hoppe nærmere ham. Han vippede usikkert med ørerne, men sendte hende så et venligt og imødekommende vrinsk.
Ud fra det, han kunne se af hoppen, virkede hun ikke fjendtlig og da hun senere brummede hilsende, var alle faresignaler over. Han sendte et smil af sted mod hoppen og traskede hende så i møde, med et glimt i øjnene.

[/font][/color]

Den sorte hoppe med den hvide blis og mule standsede da hingsten kom nærmere hende. Det var ikke stor afstand der var længere. Hun betragtede ham nysgerrigt og opmærksomt og kunne opfange flere og flere detaljer efterhånden som afstanden blev mindre, og kun muligt fordi månen kastede et svagt hvid lys ud over dem og deres omgivelser. Hun hævede hovedet en lille tan og rankede sig en smule. Hun var lille. Mindre end alle andre hun havde mødt her. Lille og med stærke ben. Skabt til ujævnt terræn.

"Godaften du vandrende hingst"

Hilste hun da han var tæt nok på til at kunne høre hende uden hun behøvede stå og råbe. Han var ikke sort som hende. Heller ej hvid. Han var lys men ikke lys. En mellemting nok. Farven var ikke nem at bestemme i mørket. Det var ikke en farve hun havde set før. Der var mange farver her hun aldrig før havde set. Men denne farve var ikke helt lige så besynderlig som hingsten med de gule øjne. Ej heller lige så speciel som den hvide hingst med de sorte aftegn der var højst unormale.

Der er efterhånden gået lang tid uden et svar (næsten en måned) og jeg tænker at jeg hellere vil lukke tråden end at sidde og vente og holde øje med den, når der ingen svar kommer alligevel. Jeg vil stadig meget gerne skrive - og derfor kan du evt. sende mig en pb når du er tilbage hvis du ønsker at fortsætte, fordi der ikke rigtig er nogen grund til at starte ny tråd efter kun 4 posts i alt xD