I nattens mørke

Reserveret til Lamur og Kodiak]

Vinteren havde efterhånden lagt sig over Andromeda. Det gjorde ikke den lille sorte hoppe noget. Hun var vant til barske vejrforhold. Om sommeren kunne det regne så meget at jorden blev dækket af vand. Så meget at de var nødt til at søge mod bjergene. Om vinteren kunne det være meget koldt og det kunne sagtens sne. Bjergene som var den eneste vej ind i den dal de havde bosat sig i, var beklædte med sne året rundt. Dog kun på toppen om sommeren.

Nu stod hun og betragtede det nye hjem. Alligevel ikke helt det nye hjem, for hun havde søgt mod udkanten af det nye hjem som hun tit havde søgt mod udkanten af sigt gamle hjem. Dog var udkanten dengang bjergene - denne gang var det stranden. Når lyset faldt over landet, så var det muligt at se en ø ude i havet. Endnu en ø. I mørket lå den skjult ligesom alt andet på afstand. Hun gøs en smule da kulden lige så stille kom krybende, men rystede den af sig og lod blikket glide op mod stjernerne.

Har begivet mig ud på stier jeg ikke før har været. Men hvis man ønsker at kende sit område - ja så er man nød til at udforske. De tunge og sorte hove har ført mig mod bjergene, dette har før været et sted jeg har fundet ro og tankefred. Det er steder som dette hvor glimt af min mor kommer frem i mig. Smælder hårdt med halen og rykker hovedet i vejret. Jeg er ikke den eneste...

Stikker mulen i luften og tripper lidt længere frem. Luten siger mig at denne fremmede jeg kan forestille mig længere fremme er en hoppe. Træder rundt om et hjørne og rigtig nok. En sorte hoppe tuller rundt heroppe. Ranker mig lidt og lader de grønne øjne ramme denne hoppe. Hun er feminin og kulsort. Hendes sorte pels minder ufattelig meget om min egen, hvilket jo er en god ting. Smælder med halen og giver et kort brum fra mig. Bare så hun ved jeg er her.

(Det er godt nok ved stranden og ikke bjerget xD)

Stilheden blev brudt af en fremmedes brummen. Egentlig kunne det godt have være Brêgo, men det var det ikke. Det var ikke hans lugt der ramte den blåsortes næsebor. Det var en fremmedes, det kunne hun lugte - også selvom lugten af salt dominerede på grund af havet. Hendes man fløj lidt i alle retninger på grund af det kraftige blæsevejr. Ved udkanten, det som blev kaldt stranden, rasede stort set altid en kraftig vind. Det havde hun oplevet flere gange. Måske fordi der ikke var noget til at give læ.

Hun lod blikket glide i den retning brummet kom fra. Men hun kunne ikke se noget. Ikke ret meget i hvert fald. Hun kunne kun ane en svag skikkelse i månens lys, og nogle aftegn. Der var aftegn der viste hvor tæt eller langt fra den fremmede var. Hun trådte et skridt par skridt til siden og fik derfor slynget bagparten rundt så hun vendte med fronten mod den fremmede. Hun studerede nøje skikkelsen så godt hun kunne selvom det var på afstand, for at finde ud af denne fremmedes sind. Det var nemt at se om det var fjendtligt eller ej fra starten, hvis det var en man skulle flygte fra. Hun brummede selv sagte men hilsende mod den fremmede, og lod ham om at komme nærmere.

Kan bedre ane denne hoppe da hun står på den bløde sandgrund. Træder lidt tættere på hende da hun brummer imødekommende. Smælder hårdt med halen og løfter hovedet stolt og hingstet og tripper tættere på hende. Stopper dog få meter fra hende og sørger for at holde øje med alle hendes bevægelser. Mørket kan være en drømmende ting, men på denne tid skal man passe på hvilke skikkelser man møder. Dog er dette en hoppe, hvilket får mine parader sænket en smule.

Hoppen har et yderst feminint udseende. Lader de kolde øjne falde på hende og vælger at stoppe kort fra hende. Fnyser dog en smule hårdt dad jeg ikke ønsker hun skal komme for tæt på. Leder efter få tegn i hendes udtryk for at hun viser underkastelse eller respekt. En hoppe der ikke kan en af disse to ting. Er ikke lige min kop te. man kan nemt sige at det er en smule chauvinistisk men sådan har jeg det nu.

"Godaften du natten vandrer" Min stemme er rusten og hård, som den plejer at være. Kender slet ikke til andet og har ikke tænkt mig at kende til andet.

Da hingsten stoppede på et par meters afstand, tog Ava selv et par skridt frem mod ham. Hun var ikke bange af sig. Heller ikke for skikkelser i mørket. Hun var bestemt heller ikke interesseret i at stå og råbe frem og tilbage fordi han måske kunne være bange for en så lille hoppe som hende. Hun var ej høj. Den mindste her i landet af hvad hun vidste - foruden føl regnet med. Det var besynderligt, også hjemme hvor hun kom fra. Hendes mor var ikke ret høj. Hendes far var højere men ikke nok til at det dominerede i Avas gener.

Da hingsten talte og kaldte hende natte vandrer, kunne hun ikke helt lade være med at vise et lille smil på den silkebløde hvide mule. Det var vidst første gang en reserveret hingst ikke med det samme havde kaldt hende strejfer, men i stedet kaldt hende en vandrer, som hun selv havde betragtet sig som.

"Godaften, du mørke vandrer"

Hun gav et lille nik fra sig som en hilsen og en accept på hans tilstedeværelse.

"Hvad bringer dig hertil på sådan et stormfuldt og mørkt tidspunkt?"

Denne hoppe var anderledes end de andre der bar blevet stødt på. Hendes udstråling var speciel og anderledes. Løfter hovedet kort da hun træder tættere på. Lægger kort det ene ører tilbage da jeg ikke er meget for at have andre tæt på med mindre det indbar tænder og hove. Smælder hårdt med den kulsorte hale og lader de grønne øjne falde på hende.

"Bruger denne mørke og stille tid til at finde nye bekendtskaber og de vandrer?" Lader så blikket ramme hende og napper mig kort i den sorte bring da et dyr sætter sig. Vælger at betragte denne hoppe som god nok indtil videre. Hun er ikke gjort noget der går imod den jeg er. Løfter så halen en smule og lader tankerne flyde

"De vandrer alene på dette mørke sted.. Er de ikke bekymret for de typer, denne eng indeholder?"

Er selv en af disse typer som de fleste vil undgå men det er ikke kommet frem endnu og hvem ved om det gør det. Hun er en lav hoppe og måske endda med flere centimeter.

Hun stod og iagttog denne mørke skikkelse der stod foran hende. En hingst i hvert fald. Maskulin hingst. Højere end hende. En del endda. Hendes isblå øjne veg ikke væk, men søgte i stedet at finde alle detaljer i mørket. Alle detaljer der var mulige at se, men det var ikke mange.

"Jeg bruger ej denne mørke tid til at søge venner og bekendtskaber, men siger heller ikke nej hvis muligheden for en ny ven eller bekendt skulle dukke op. Jeg takker heller ikke nej til selskab, hvis der er ønsker om at joine mig. Jeg står blot og betragter det vilde hav, som leger med blæsten, og de rolige stjerner. Det er de samme stjerner du kan se uanset hvor du står og kigger op"

Hendes blik søgte op mod stjernerne og et lidt sørgmodigt blik flød hen over dem. Det forsvandt dog også igen. Savnet af hendes moder og fader var ikke noget der plagede hende ret meget længere. Men hun tog sig tid engang imellem til lige at skænke dem en tanke.

"Jeg frygter ej mørket og de typer som denne eng indeholder. Jeg har endnu ikke mødt nogle sjæle som er ondsindede. Jeg vil ikke frygte noget som måske ikke engang eksisterer."

Spærre kort øjne op og kan ikke helt forstå at denne hoppe kan være så naiv at hun ikek tror der findes noget ondt i denne dal. Spænder op i kroppen og mærker min trang til at fare frem og sætte tænderne i hendes. Sukker dog kort i stedet og hamre kort i store hove trippende i jorden. Er en smule frustreret kan man vel sige.

"Natten er et tid hvor man kan støde på de onde skabninger på denne eng. Du må tro mig, de er at finde i dette område. Venner findes ikke, der er bekendtskaber og partnere"

Smælder hårdt med halen og fnyser en anelse dominerende, kan ikke gøre for det - Det ligger så meget i mine gener at jeg ikke engang han undertrykke det. Venner er ikke en ting der er at finde og ikke en ting jeg nogensinde vil have. Holder en vis afstand til denne hoppe. Hun virker som en meget naiv og uskyldig hoppe og min mors side af familien er mit svage led. Min far begik den fejl at parre sig med en meget følelsesladet hoppe og disse følelser ligger dybt i mig - har ikke set dem i årevis. Hun minder mig om disse følelser. Den naive og godtroende del.

Ava betragtede i fuldkommen ro, denne hingst trippe uroligt rundt. Det smittede ikke af på hende. Hun var fuldkommen rolig. Hun var hjemme. Hun havde et hjem nu. Hun kunne ikke længere betragtes som en strejfer. Og selvom den lille hoppe var lille, så var hun ej svag. Ikke af sind og ikke af krop heller. Hendes små ben var stærke. Stærke nok til at kunne klare en bjergvandring uden problemer.

"Jeg forsikrer dig om at her også findes venner. Venner og familie. Jeg har begge dele. Godt nok har jeg ikke kendt nogen ret længe, men! Jeg vil stadig vove at påstå at jeg kender nogen som jeg vil kalde for venner. Ligesom nogen vil jeg kun kalde bekendte"

Hans dominans tog Ava sig ikke af. Hun havde en anden hingst hun var underlagt. En leder af den flok hun var medlem af. Hun havde ikke brug for at lade andre tro de kunne spille med musklerne og få hende til at kaste sig for hovene af dem. Hun slog et smæld med halen og kneb de isblå øjne en anelse sammen til en tænkende mine.

"Hvilket navn bærer du, hingst?"

Hendes svar på hans bemærkning om venner får kort en fnysen til at forlade den store sorte mule. Smælder hårdt med halen og lader så roen glide ind over den store krop

"Mit navn er Kodiak... Har du været her længe?" Jo længere tid vi står jo mere kan jeg se af hende. Hendes blå øjne står frem i dette mørke og det er sjældent man ser en hoppe med sorte pels og blå øjne. En sjældenhed, men ikke noget jeg tager mig af. nattens stjerner er begyndt at kigge frem og dette skaber et forfærdeligt minde i de sorte tanker. Et hårdt fnys forlader mulen -. Dette er dog ikke pga hende lige denne gang. Men er lidt oppe på dypperne. Denne hoppe er også betydeligt mindre end mig og det er også mærkeligt for mit vedkommende . ..

"Tid er relativt. Hvad der kan være lang tid for dig er måske ikke lang tid for mig, og omvendt. Så jeg kan ikke svare på om jeg har været her længe. Men dette er min første vinter, og jeg kom hertil lige da sommeren skiftede og begyndte at male skoven rød og brun i stedet for grøn"

Det var nemmere at forklare på den måde. Så kunne han selv vurdere om det var lang tid. For hende var det et stykke tid, men ikke lang tid. Hun havde boet længere tid i et andet land. Der hvor hun var født. Men hun var også sikker på det ikke var lang tid af den tid hun ville komme til at tilbringe her, for hun var ikke sikker på hun nogensinde ville komme tilbage til sit hjemland.

Han havde ikke efterlyst hendes navn, og det kunne enten betyde det ikke interesserede ham at vide hvad hun hed, eller også var det bare ikke vigtigt lige på dette tidspunkt. Det var ikke sikkert han overhovedet ville vide det, hvis dette møde kun blev en engangsforestilling. Derfor undlod hun også at præsentere sig selv.