Et tæppe af sne

Forbeholdt Lune Rouge og Seth

Sne. Det er ikke, fordi det er mit første møde med det kolde, bløde stads, men det er absolut heller ikke et glædeligt gensyn. En anelse irritabelt lader jeg min sorte hale slå omkring min spinkle, sorte bagpart, inden jeg med et lavmælt, langtrukkent fnys bevæger mig fremad med lange, faste skridt gennem sneen. Jeg er rimelig sikker på, hvor søer og lignende ligger, men når sneen lægger sig over landet som en tung, hvid dyne, er det pludselig svært at tyde, hvor grænserne til de mindre søer, der har været udsat for nattefrost, ligger.

Derfor vælger jeg at stoppe op igen. Med det tykke tæppe af sne omkring mig og de sneklædte træer bag mig, står min stadig kulsorte farve i stor kontrast til den hvide sne. Jeg har ikke behov for at blive set, og med den kæmpe kontrast er det svært at få det til at lykkes særlig godt. Mine ører vippes om bag nakken, inden jeg i en fattet og rolig bevægelse knejser min nakke galant op og samler mig en anelse sammen. Vinteren med dens sne skal sandelig ikke forhindre mig i at bevare min galante facon. Jeg er klar over, at jeg ikke har godt af at stå stille alt for længe uden læ, men jeg har brug for nogle minutters overblik.

[/size][/color]

At det sner generer mig ikke. Min vinterpels beskytter mig meget godt mod kulden. Med modsat de hvide heste, så kan jeg på ingen måde gemme mig, ikke engang i nattens mørke. Min røde pels skriger nærmest efter, at andre skal se den. Især i den lysende hvide sne. Derfor går jeg også rundt i skovens kant. Her er jeg i det mindste en anelse beskyttet af træerne, men det er ikke meget. Nu er det heller ikke fordi jeg prøver på, at gemme mig for nogle. Mit gå på mod er stadig lige så stort, som det altid har været. Men jeg hungrer heller ikke ligefrem efter opmærksomheden. På det sidste har jeg mødt ret mange nye heste, så at tage en pause er nu meget rart. Alligevel har jeg en fornemmelse af, at den pause ikke vil vare ved for evigt.

Ganske rigtigt. Længere fremme, ude på engen, står der en sort skikkelse. En skikkelse jeg har mødt før. Seth. Han er ikke den hest jeg ønsker at se lige nu. Men jeg hader heller ikke den stolte hingst. Hvad der skete sidst, er mig stadig et mysterium. Men alle jo sine grunde til, at reagere som de nu engang gør. Derfor begiver jeg mig bevidst ud på den åbne eng, ud i den kolde sne. Ud til ham. Et stykke fra ham lader jeg ham vide, at jeg er på vej. Selvom han burde have hørt mig for længst.

"Goddag Seth."

Mere får han ikke fra mig. Min stemme er neutral, uden foragt eller kærlighed. Blot neutral. Få meter fra ham stopper jeg op, og samler mig i en fin holdning. Brunsten hænger igen over mig. Akkurat ligesom sidst jeg mødte ham. Dengang tog han dog ikke fordel af det, men kan jeg stole på, at han vil være lige så 'venlig' som dengang?

Der hvor jeg kommer fra, oplevede jeg sjældent sne og kulde. Det har naturligvis noget at gøre med, at jeg ikke boede et sted i særlig lang tid ad gangen på grund af min mor, der havde svært ved at finde hvile. I min flok, hvor jeg blev født, husker jeg ikke, at der har ligget sne i den tid, jeg boede der. Nu er jeg også af meget spinkel bygning, og det hjælper absolut heller ikke på det, når jeg i forvejen ikke har anlæg for en særlig tyk vinterpels. Jeg er ganske enkelt bare skabt til varmere egne, end dette land kan byde på. Selvfølgelig skal jeg nok klare mig, men det kommer ikke til at være nogen dans på roser.

Den kolde vind fører en særlig duft med sig. To af slagsen, faktisk. En duft, som kun hopper besidder, og så en duft, som kun én hoppe besidder. Mine ører vippes mod min nakke, idet det er der, vinden kommer fra, og i en galant, flydende bevægelse drejer jeg omkring, så jeg ikke længere står med ryggen mod den røde Lune, der åbenbart ganske frivilligt har sat kursen mod mig. En handling, jeg ikke er så begejstret for, eftersom jeg under vores sidste møde forsøgte at fjerne alle positive tanker, hun nu end kunne tænke om mig. Alligevel er der noget, der har fået hende til at komme herhen, uden jeg selv har opfordret det mindste til det.

,,Goddag, Lune.”

Udover at jeg normalt heller ikke plejer at gøre det meget længere end det, får hun ikke en større hilsen, end hun selv gav. I landskabet med alle de monotone grå, hvide og sorte farver, varmer hendes røde farve det en anelse op. Begge mine ører flapper ud mod hver deres side, inden jeg på ny knejser nakken. Hun har en del mere pels end mig, og selvom jeg absolut ikke er misundelig, fordi det ville få mig til at ligne en fjollet bamse, så er jeg godt klar over, at jeg ville have gavn af at have lige så meget som hende. Ganske kort overvejer jeg, hvad jeg har tænkt mig at sige til hende, men i stedet vælger jeg at vente og se, om hun selv har noget at sige. Det er ofte meget sjovere.

[/size][/color]

Mine varme øjne betragter ham opmærksomt. Ej heller hans signaler afslører, hvad der skete mellem os sidst. Hvilket ikke kommer bag på mig. Han gjorde det ganske klart, at han ikke fortryder noget af det. Det må han jo om. Jeg kan blot være lykkelig for, at han ikke gjorde mere ved mig end det. Nu ved jeg, at jeg skal holde mig langt fra hans pels som muligt. Aldrig vil jeg røre ham igen, hvis jeg altså kan undgå det. Forhåbentlig vil det så afholde ham fra, at gøre noget mod mig igen. Jeg ser helst, at min røde pels ikke bliver mere rød af mit blod. Hans holdning er lige så stolt, som sidst jeg så ham. Det må jeg give ham, det kan godt være, at hans reaktion var underlig. Men han ved i det mindste, hvordan han skal føre sig frem.

Hvilket blot får mig til, at tænke på Kodiak. Han spurgte jo ind til, om jeg kendte til hingste som ham. Jeg svarede nej. Det var der en ganske god grund til. For selvom Seth nok bed ud efter mig, så gjorde han mig intet inden det. Han var, imodsætning til Kodiak, ganske høflig inden. Selvom han selvfølgelig ikke havde sagt det helt store, eller vist en særlig stor glæde eller interesse. Ja så havde han da været ganske behagelig. Kodiak var bare provokerende. Lige fra starten af.

"Det er længe siden. Hvor har du været siden vores sidste møde?"

Selvom jeg har været mere forsigtig, efter mødet med ham. Så skal han ikke tro, at jeg har ændret mig. Derfor lader jeg også som om, at det slet ikke går mig på. Hvilket selvfølgelig er løgn. Jeg var rystet efter det han gjorde. Men jeg hader ham ikke. Det ville være at overdrive. Jeg har mødt hingste, som har gjort det der var værre! Så indtilvidere er Seth ikke på min hadeliste. Langt fra faktisk. Men mon han egentlig vil være det? Han virker ikke som en, der leder efter venskaber.

Jeg husker tydeligt, hvad der skete, sidste gang jeg så Lune. Og jeg er stadigvæk lige så afklaret med, at jeg intet fortryder. Jeg er klar over, at de grundlag, jeg vælger at bygge nogle af mine handlinger på, ikke er så lette at gennemskue, men så er alt jo, som det skal være, for det er da vel nok det, der er min mening med det. Endnu ligger mine ører ud mod hver deres side, mens jeg lader mine store, mørke øjne søge mod hendes, der i forvejen betragter mig med et varmt blik. Et blik, jeg vælger at betragte som noget, der blot falder hende naturligt, og som slet ikke har noget med mig at gøre, for så lærte hun ikke af vores sidste møde. Eller også udtrykte jeg mig måske bare ikke klart nok for hende.

Uden nogen synlig opfordring fra mig, vælger hun selv at bryde stilheden med et spørgsmål, der hører til den kategori, som jeg absolut ikke er særlig stor fan af. Et alt for banalt spørgsmål, som hun alligevel ikke har nogen gavn af at få svaret på. Roligt hæver jeg hovedet en lille smule og knejser nakken på ny, og som jeg står der, velrejst som jeg er, overvejer jeg ganske kort at lade være med at besvare hendes spørgsmål, blot for at se, hvad hun så ville finde på. Det kan godt være, at det ikke vil være sådan, hun vælger at tolke det - jeg har før oplevet andre, der har tolket det som en afvisning. Men det er nu ikke det, jeg er ude på.

,,Her. Der. Hvor det nu har været til at bevæge sig.”

Et lavmælt, langtrukkent fnys forlader min mule, mens jeg kort kaster et hentydende blik mod den hvide sne, inden jeg flytter blikket tilbage mod hendes. Hendes spørgsmål kan man sandsynligvis også tolke på mange forskellige måder, men jeg er ikke så begejstret for al den analyse af andre. Ting sker, fordi nogen synes, de skal ske, og jeg gider ikke lege spåkone og finde ud af, hvad der ligger bag, at hun spørger. Om hun havde håbet, jeg var død, eller om hun har ledt efter mig, fordi hun synes jeg var spændende, og ikke kunne finde mig, det er jeg bedøvende ligeglad med. Begge dele er vel noget, jeg finder mere eller mindre bekymrende.

,,Og du, Lune? Hvad har du foretaget dig?”

Nok mere bare et høfligt spørgsmål, end det er af interesse. Men det er vel også fint nok.

[/size][/color]

Jeg fornemmer godt på ham, at han ikke ligefrem elsker mit spørgsmål. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg har på ingen måde lyst til, at snakke om det der skete sidst mellem os. Han har gjort det ganske klart, at han står inde for det han gjorde, og jeg ved, at vi aldrig vil blive enige på det punkt. Så jeg kan lige så godt stille ham dette spørgsmål. Det er ganske uforpligtende og jeg graver ikke i noget, som han måske vil finde provokerende. Forhåbentlig ikke. Man kan aldrig rigtig vide med Seth. Alligevel er jeg ikke nervøs i hans selskab. Jeg erfarede sidst, at så længe jeg ikke kom for tæt på, så kunne han være ganske behagelig.

Ikke at han er det mest energiske selskab man kan finde. Men det generer mig skam heller ikke. Jeg glædes dog en smule ved, at han vælger at svare mig. Så har han alligevel ikke givet mig, den helt kolde skulder efter sidste gang. Mit blik rettet sig over på sneen. Den ganske smukke og hvide sne. Ja jeg forstår godt hans hentydning. Det er ikke ligefrem det nemmeste, at begive sig rundt i. Men det er nu alligevel ganske smukt.

"Åh jeg har skam blot udforsket landet. Mødt enkelte nye heste."

Jeg vælger at give ham, et lige så kort svar som han gav mig. Selvom jeg ikke hader ham, eller hellere ville være uden hans selskab. Så viser jeg mig ikke fra min yderst venlige side. Den mødte han sidst og se bare, hvor det endte for os begge. Men uhøflig vil jeg heller ikke være. Så han får blot min høflige side. Ikke mere og ikke mindre. Mon det passer herren denne gang?

Det er altid vigtigt for mig at understrege min pointe med, at jeg ikke gider det der med venskaber og glade tanker om hinanden. Det ender alligevel altid i noget rod, og derfor tog jeg afstand til det for meget, meget lang tid siden. Omvendt betyder det dog ikke, at jeg ikke kan finde ud af at være i selskab med nogen uden at få lyst til at slå på dem. Naturligvis er der da tidspunkter, hvor jeg har lyst til at slå dem, men jeg gør det ikke altid. Og eftersom hendes følgende fremtræden giver mig et indtryk af, at hun godt forstod min pointe sidste gang, så ser jeg egentligt ikke nogen grund til at skulle understrege den igen. Det ønsker hun nok heller ikke.

,,Javel. Hvem?”

Jeg kan godt mærke, at det ikke er den venlige side, hun vælger at vise mig igen, og det morer mig egentligt lidt. Jeg giver ikke rigtigt udtryk for det, men leder hun tydeligt nok, burde hun godt kunne anspore det en anelse. Jeg spørger hende, hvem det er, hun har mødt for at holde gang i en samtale. Egentligt kan jeg jo være lidt ligeglad, men jeg vil hellere stille hende sådan et spørgsmål frem for, om hun har det godt eller noget som helst andet i den dur. Det er jeg nemlig fuldstændigt ligeglad med. Hun kan jo stå på benene, og det er vel nok det vigtigste.

[/size][/color]

Kan det passe, at jeg kan fornemme, at morer ham en anelse at jeg ikke opfører mig som sidst. Nej det kan det vel ikke? Hvorfor skulle han finde det morsomt? Man kan jo sagtens ændre personlighed, akkurat som han selv gør det. Men hvis han morer sig, så kan jeg egentlig ikke rigtig forstå ham. Hvad er det der kan gøre det så sjovt? Han har vel angrebet andre før, har vel set hvordan de reagerede på det. At jeg ikke vælger at råbe og skrige af ham, er jo blot mit valg. Det ville på ingen måde gavne vores samtale. Jeg gider ikke mærke hans tænder i min pels igen. Det var rigeligt sidste gang. Af en eller anden grund så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvorfor han reagerer som han gør. Kan der være sket ham noget i hans fortid siden, at han foragter nærkontakt så meget.

Ikke at jeg selv er meget bedre. Jeg sætte selv andre på plads, hvis de kommer for tæt på mig. Men jeg angriber dem ikke første gang. De får blot et lille reprimande. Hvis de derefter fortsætter, ja så kan ikke jeg garantere, at ikke bider ud efter dem. Men ej heller der fortsætter jeg angrebet. Han afbryder dog mine tanker, da han spørger ind til, hvem jeg har mødt. Hvorfor skulle han være interesseret i det?

"En sort hingst ved navn Kodiak. En ret så hidsig og arrogant hingst."

Gad vide om Kodiak egentlig vil opsøge Seth? Han havde jo spurgt ind til, hvem han havde været da jeg havde nævnt ham. Mon Kodiak ville samle sig en flok hingste? Det ville ikke undre mig. Han virker som en hingst der kunne finde på det. Men jeg tror dog ikke, at Seth vil slutte sig til nogen flok eller klan. Han virker mere til, at være sin egen herre.

Jeg er godt klar over, at det her land begrænser mine muligheder for at rejse blandt fremmede en hel del. Førhen kunne jeg blot vandre videre, hvis jeg havde gjort noget, der måske ikke satte mig i så godt lys hos de andre på de egne, men det er ret svært at gøre her, eftersom landet er en hel del mindre. Alligevel skal det absolut ikke tvinge mig til at danne venskaber med andre, for den er jeg slet ikke med på. Men det dur jo ikke, at jeg bliver en skyggevandrer. Jeg gider heller ikke være ham, som ingen kender noget til. Jeg har godt hørt historier om de, som aldrig talte med nogen, og sådan ønsker jeg ikke at ende. Og eftersom jeg godt har understreget for Lune, at hun ikke skal vove sig for tæt på, og da slet ikke røre ved mig, kan jeg godt acceptere at finde mig selv i hendes selskab.

Jeg ved godt, at det var et uheld, at hun kom til at røre ved mig, men småting stopper mig absolut ikke. Hvis jeg begynder at kede mig eller føle, at det bevæger sig i en forkert retning, så er det sandelig ikke meget, jeg ikke kan bruge som grundlag for mine handlinger. Det har dog også den bivirkning, at dem, jeg slår lidt på, ikke rigtigt tør snakke med mig, og jeg er godt klar over, at jeg i manges sind fremstår som en hingst af få ord. Det er da også sandt, at jeg ikke snakker som et vandfald, men det betyder jo ikke, at jeg ikke gider snakke.

,,Måske lige din type?”

Jeg gør ikke noget for at få det til at lyde mere provokerende, end det er. Et glimt i mine store, mørke øjne vidner om, at jeg forsøger mig med en lille joke.

[/size][/color]

Mine tanker vandrer en smule. Hvorfor har han mon interesse for Kodiak? I mine øjne virker Seth til, at være langt hæver over Kodiak. Som han er nu, har jeg intet problem med den sorte hingst. Han opfører sig ganske galant, kommer ikke med nogle uhøflige bemærkninger, men er ej heller kedelig. Han er hingst som blot kræver, at man respekterer hans grænser. I hvert fald, hvad jeg ved af. Selvfølgelig kan jeg ikke vide mig sikker. Kodiak derimod er blot tåbelig. En hingst som tror, at han vil kunne dominere alle. Styrke har han ikke engang noget af. En hoppe som jeg, ville nemt kunne vise ham hans rette plads. I bund og grund forstår jeg det ikke. Hvilket gen løber igennem hingste som får dem til, at ville eje alt hvad de kan. Hvorfor kan de ikke opføre sig, som hopper?

På den anden side, så ville det måske gøre det hele kedeligt. Men der er stadig stor forskel på, hvordan hingste mener de skal opfattes. Nogle, som Kodiak, kræver dominans og underkastelse. Andre kan nøjes. Hvor ligger grænsen? Seth afbryder dog mine tanker, da han kommer med en, nogenlunde kæk kommentar. Er det hans forsøg på, at være morsom? I så fald virker det da en anelse. I mine øjne, skal man ej være den samme hele tiden. Man skal kunne vise nogle sider af sig selv. Ellers bliver det hele så ensformigt. Hvilket slet ikke har nogen interesse for nogen. En mild latter kommer derfor fra mig, som reaktion på hans ord.

"Åh du kan tro, at han lige er min type. Lad endelig de arrogante hingste styre landet. Lad dem endelig udfolde sig, og gøre livet surt for os andre dagen lang."

Jeg håber han kan høre ironien i min stemme. Gløden i mine øjne som tegn på, at jeg skam slet ikke mener det. Jeg er normalt meget åben overfor andre. Men ikke sådan en som Kodiak. Se blot på Seth. Mange hopper ville måske hade ham for evigt, hvis han valgte at angribe dem. Men jeg vælger at gøre det modsatte. Ikke at jeg elsker ham. Langt fra og det vil jeg nok aldrig komme til. Men jeg foragter ham heller ikke.

Jeg har aldrig været magtsyg. Jeg har aldrig stræbet efter at have den højeste plads i hierarkiet. Jeg har aldrig haft brug for at samle nogen, jeg kan dominere og herske over. Jeg vil meget gerne være fri for at blive sat i samme kategori som hingste, der hungrer efter ting som disse. Jeg søger aldrig at få andres respekt, fordi jeg egentligt heller ikke har lyst til at give dem min. Alligevel er der mange, der gennem tidernes løb har dømt mig til at være præcis som alle andre, hvis jeg nu lige har bidt lidt i dem eller slået lidt på dem. Ikke at det gør mig noget, at de så har svært ved at se igennem det ubehagelige, jeg har gjort dem, og så alligevel behandle mig som før, for jeg er jo stadigvæk ikke interesseret i venskaber. Men jeg er absolut ikke begejstret for, at jeg bliver sat i samme bås med dem, som jeg på ingen måde ligner.

Roligt betragter jeg den røde Lune, der giver lyd fra sig i form af en mild latter. Selvom hun godt har forstået min pointe med, at jeg nægter at gå ind til et venskab, virker hun dog alligevel til at være en af de få, der vælger at se bort fra det, der skete under vores sidste møde. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne afvise, at det ikke skulle ændre sig, hvis nu jeg fik lyst til at slå lidt på hende igen, men indtil nu er hun da den, der har opført sig mest neutralt efter sidste gang. Hun har ikke bedt mig gå eller lignet en, der frygtede mit nærvær.

,,Jah, han lyder vel nok rar.”

Jeg regner ikke med, at jeg behøver at lægge nogen som helst ironi i min stemme, mens jeg siger de ord. De, som finder sådan en type rar, må være godt forskruet. Det er jo også derfor, der ikke er så mange, der bryder sig om mig; jeg er jo godt klar over, at jeg ikke er en af Guds bedste børn, men jeg har altså også mine grænser.

[/size][/color]

At kalde Seth forstyrret eller ond, er for mig over grænsen. Seth er ganske normal, han har blot sine grænser. Grænser som mange heste nok ikke vil kunne forstå, som jeg heller forstår. Men behøver jeg, at forstå alle hans tanker for blot, at have en almindelig samtale med ham? Det gør jeg vel ikke. Jeg tør vædde på, at han heller ikke forstår mig. For jeg burde jo være ganske sur på ham. Han fik jo virkelig fat på mig sidst. I hans øjne burde jeg nok være sur. Og jeg kan da heller ikke benægte, at jeg stadig er en smule chokeret over det. Men efter vores møde, har jeg tænkt meget over det. I mine øjne gjorde jeg intet forkert, men hvis han er en hingst, som på ingen måde bryder sig om nærkontakt, så kan jeg godt se, at jeg brød hans grænser der.

Havde han været af en anden karakter, så havde jeg måske spurgt ham, hvorfor han gjorde det. Men jeg tror næppe, at han vil give mig et svar, som jeg kan bruge til noget. Derfor undlader jeg det. Mine mørke øjne betragter ham stadig. De kører over hans krop, akkurat som de gjorde ved vores første møde. På en måde er Seth ganske unik. Selvom mange vil mene, at hans farve er kedelig, så er jeg uenig. Han er en af de få heste i landet, som jeg har mødt, som ikke har nogle aftegn. Han er blot fuldkommen sort. På en eller anden forskruet måde, så tiltaler det mig faktisk. Eller er det blot mine hormoner, som påvirker min dømmekraft? Tænkende slår jeg en enkelt gang med halen. Han har gjort det ganske klart, at brunsten ikke rigtig går ham på. Men kan jeg vide mig sikker?

"Jeg kunne ikke være mere enig."

Selvom jeg sagtens kunne starte et nyt emne, så afholder jeg mig fra det. Jeg ved jo ikke, hvordan han vil reagere på det. Han er jo en anelse uforudsigelig. Så jeg vil lade være op til ham, at skifte emne når han finder det passende. Jeg selv er åben for alle samtaler. Men jeg lagde mærke til sidst, at han finder nogle emner ganske ligegyldige. Derfor ønsker jeg ikke at kede ham, med et emne han finder irrelevant.

Instinktmæssigt tiltaler det mig naturligvis meget at give efter og udnytte, at der trods alt står en hoppe foran mig, som er i brunst. Og selvom jeg i andres øjne nok godt kan virke som en, der ikke rigtigt kan styre sig og holde sig fra at gøre ting, de ikke bryder sig om, så er jeg faktisk lige netop det modsatte. Jeg har en enorm selvkontrol, som holder mig fra at gøre alle de dumme ting, som jeg ellers kunne have lyst til. Ligeledes er det min selvkontrol, der lige nu får mig til at stå her med min karakteristiske rolighed hvilende over mig, i stedet for at være godt i gang med et angreb på Lune. Naturligvis kan jeg da ikke love, at jeg ikke skulle gå hen og få små ideer om at slække lidt på kontrollen, for det er jo i hvert fald set før. I så fald tror jeg ikke, det vil komme bag på hende. Men ærlig talt ved jeg ikke ret meget om, hvad hun tænker om mig.

Jeg bemærker godt, hvordan hun lader blikket vandre henover min slanke, sorte krop. Jeg bærer ikke andre farver end sort, end ikke der, hvor jeg af og til har haft nogle sår. Mit liv har ikke været fattigt på kampe, men trods det er min sorte krop nærmest fejlfri. Naturligvis er der da få brud hist og her - når man er som mig, kan man jo ikke undgå det, selvom det har været meget få gange, at det rent faktisk har udviklet sig til noget rigtig alvorligt. Ganske kort hæver jeg min hale en anelse og samler mig galant sammen - jeg kan simpelthen ikke dy mig, når nu hun kigger sådan på mig.

,,Hvad ville han dig så?”

Roligt lader jeg mit blik tage samme vandring henover hendes slanke, røde krop med den lyse man. Det ville være en skam at sige, at hun ikke er køn at se på. Velproportioneret og feminin. Ved tanken lader jeg min hale slå omkring min bagpart med et markant smæld, inden jeg lader mine ører rykke i nakken med et langtrukkent, men lavmælt, hingstet fnys.

[/size][/color]

At han lægge mærke til mit blik, kommer egentlig ikke bag på. Han har en tendens til, at lægge mærke til selv de mindste ting. Men generer mig heller ikke. Han må da godt se, at jeg betragter hans krop. For Seth er bestemt ikke kedelig at se på. Han har muskler, uden at have for mange. Nogle hopper foretrækker nok hingste, hvor man nærmest ikke kan se andet end muskler. Men de fanger ikke min interesse. Nej typer som Seth er mere i min smag. Selvom han nok aldrig vil, få det at vide. Mine øjne derimod, lægger også mærke til hans reaktion på mit blik. Han samler sig mere. Gør sig måske lidt mere til? Jeg kniber mine øjne en anelse i. Jeg kan godt lide, at han ikke bare ignorerer mit blik. Derefter brummer jeg lavt. For min skyld må han da gerne gøre sig til. Han bliver jo ikke ringere af, at se på.

Selv hæver jeg hovedet en anelse. På ingen måde dominerende. Blot ranker jeg mig lidt op. Min pandelok er delt over mit ene øje. Halvdelen på den ene side, halvdelen på den anden. Mine sorte øjne finder igen hans, der ligeledes er sorte. Hans spørgsmål får mig til, at tage ørerne tænkende til siden. Ja hvad ville Kodiak mon? Det fand jeg aldrig rigtig fundet ud af. Andet end at han så chancen for, at angribe. Men han havde hurtigt stoppet. Han kunne ikke vinde over mig. Den tanke får mig til at fryde mig en anelse. Så kunne han bare holde tænderne for sig selv.

"Ærlig talt så ved jeg det ikke. I starten overvejede han nok, om han ville bruge mig til at få et afkom. Men da han fandt ud af, at jeg måske havde noget mellem ørerne, og en stædig personlighed, så prøvede han blot på at angribe mig. Det mislykkedes dog også for ham."

Jeg kan ikke lade være med, at smile lidt ved tanken, om hans udtryk i hovedet. Han havde været så dominerende og bedrevidende. Men da jeg havde givet ham lidt modstand, havde han hurtigt trukket sig tilbage. Faktisk ret meget af en kujon. Det er mere hvad jeg vil kalde ham. Seths fnys river mig væk, fra mine tanker. Hvor kom den nu fra?

Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg har mit udseende med mig. Jeg er ganske velvidende om, at det ofte kommer mig til gode, og jeg ved lige nøjagtigt, hvordan jeg skal bruge det. Se nu bare på Lune; naturligvis spiller jeg lidt ekstra på det, men der er vist ikke nogen tvivl om, at hun nok ikke ligefrem synes, at jeg er grim. En anelse reserveret lader jeg mine ører glide ud mod hver deres side, inden jeg hæver hovedet en anelse for at lade min hals forme sig i en galant bue. Efter en kortvarig tøven træder jeg et enkelt skridt sidelæns, bort fra hende. Jeg bider tænderne sammen og skærer dem mod hinanden, mens jeg overvejer, om jeg skal få hende til at lade være med at kigge mere på mig nu. Selvom mit udtryk ikke rigtigt siger noget om, hvad det dog er, jeg tænker på, er det dog alligevel tydeligt, at der er noget, jeg overvejer.

Jeg lader mine tanker afbrydes, da hun svarer på mit spørgsmål. Bruge hende til at få et afkom, siger hun. Det kunne jeg også sagtens gøre, men jeg ville sandsynligvis ikke overveje det først - jeg ville nok bare gøre det. Engang brugte jeg megen tid på at overveje tingene først, før jeg gjorde dem, men med alderen har jeg lært mig selv nok at kende til at vide, hvad jeg sagtens kan gøre uden at overveje det først, og hvad jeg måske nok skal lade være med at gøre uden lige at tænke over konsekvenserne af det. I nogle markante smæld lader jeg min sorte hale slå om mig, inden jeg træder fremad mod hende igen. Der hviler samme rolighed over mig som før, så udover de mere hingstede bevægelser, er der ikke meget der har ændret sig. Alligevel burde hun godt vide, at der nok er noget på færde, siden jeg bevæger mig tættere på hende, for det er jo absolut ikke noget, jeg ellers gør nogensinde.

Min ide er at prøve hende lidt af. Nogle hopper har tendenser til at ændre nogle småting i deres adfærd, når de er i brunst; nogle vil gerne tættere på, andre bliver hidsige. Hvordan reagerer Lune så? Nu har jeg jo heldigvis min selvkontrol, men jeg er trods alt en hingst - jeg kan ikke love, at jeg har tænkt mig at holde mig fra at finde på noget…

[/size][/color]