Under de første stjerner

Cazador

I takt med, stilheden blev mere og mere omslugende omkring dem. Følte han sig mere og mere tilpas. Det var aldrig sket før, at han havde mødt en skabning, som han så hurtig følte sig 100% tilpas med. Det var som om, han intet forventede af hende og hun forventede ej noget af ham. Det var en dejlig fornemmelse, bare at stå der i mørket. I hver deres lille verden, men så alligevel fornet i den virkelig verden, hvad mon denne røde hoppe drømte om? Mon hun havde drømme, som han selv havde? Han viste det ikke. Men han var faktisk heller ikke så intra. i at vide det, for selv syntes han tanker var noget privat. Men når man selv åbnede op, og delte dem var det ok. Han mærkede igen hendes blide mule, mod hans skulder. Og blidt puffede han til hendes hals, men ikke et alm. puf. Han lod mulen hvile et par sek. på hendes skulder, længe nok til lige at mærke hendes glatte pels lag. Hvorfor anede han ikke, men sådan var han bare. Man skulle ikke gøre sig så meget i det, da han til tider bare gjorde nogle ting, som lå ham nær. Men en ting var sikkert, alt hvad han gjorde var der altid hjerte bag. Intet blev gjort i onde tanker. Han tog roligt mulen til sig, og strakte nu mulen, frem og nappede hende blidt i den lange man, mens han smilet skævt til hende. Han kunne mærke, hun havde noget alla samme sind, som ham selv. Det med ikke at blive forlangt noget af, passede os fint. Sådan tolkede han det da, og selv havde hun ikke en, eneste gang åbnede munden. Selv havde han snakket lidt i gåder, men han forventede ingen svar, da det ikke som sådan var direkte til hende. Men han havde det tit med at tale højt. Han rettede nu blikkede op mod natte himlen, og sagde med den blide og hviskende stemme, som prøvede han på ikke at vække, en sovende bjørn lige om hjørnet.

''Man kikker op på den klare stjernehimmel, og hver en stjerne på himlen, lyser lige ind i vores hjerte.''

[/color][/blockquote][/blockquote]

Som natten skred frem blev det langsom koldere og stilheden blev ligesom mere gribende. Der var alligevel noget helt særligt ved nætterne, helt anderledes fra dagen og sollyset. Alt var som forvandlet, skyggerne blev lange og levede sit eget liv, en stilhed lagde sig tungt over skoven og dyrene forsvandt tilbage til deres gemmesteder. Natten var for de ensomme sjæle, disse ord hørte hun tydeligt for sig, som var hun revet tilbage i tid og hørte sin mor hviske dem i hendes øre. Alligevel havde hun aldrig rigtig følt sig ensom. Kun i det dybeste mørke havde hun følt det, en gribende fornemmelse om brystet, en stikken i hjertet.
Hendes tankestrøm blev afbrudt, da en varm mule kom i kontakt med hendes skulder. Hun mærkede hans lige så varme ånde mod sin pels et øjeblik, så var det væk igen, og hun nåede kun lige at blinke med øjnene og finde tilbage til sig selv igen. En tøvende følelse trængte sig på i baghovedet på hende, men hun blev alligevel stående og forsøgte i stedet på at fokusere på det smil, der bredte sig på hans mule. Hun smilede næsten selv, da hun både så og mærkede ham nippe til hendes man, undrende. Det var alligevel sjældent, nogen havde gjort det. Men de fleste havde nu også holdt sig lidt på afstand, nok på grund af hendes egen forsigtighed. Det gjorde hende heller intet, men lige nu fandt hun det alligevel rart at have en ved skulderen i mørket. Hendes ører blev igen vippet, da hans lave stemme brød stilheden, og hun forstod at hans tidligere ord ikke havde været hendes egen indbildning. Hun lyttede opmærksomt, nysgerrigt, hun undrede sig over hvor ordene mon kom fra. Derinde fra, inden i ham.

Cazador

Han lod igen blikket, få fra den røde hoppe, og op på himlen igen. Han lod dog ikke blikket, hænge der længe. For ret hurtig faldt hans blik igen på den røde hoppe. Af en eller anden grund. Nød han bare at kigge på hende, at betrakte hende i denne stille nat. Det var som om, hun fortalte så meget. Uden entelig at fortælle noget, overhoved. Ord var ikke kun ens stemme, ord kunne være mange ting. Og lige nu følte han de havde deres egne ord, mellem dem. Det var en dejlige fornemmelse, ikke at blive trukket rundt, i alle de spørgsmål. Som han alligevel følte var unødvendige at svare på. Svar skulle nok komme til en uanset hvad, på den ene eller den anden måde. Let nappede han igen i hendes lange sorte man, den var som de lange skygger, der omgav sig omkring dem. Selv havde han også hår sort, som natten og de mange skygger. Mon det var derfor han så godt kunne lide hendes man? Han kunne ikke lade være med at smile, over sin egen tanke. Nogle gange viste han ikke, hvor de mange tanker mon kom fra. Men det gad han ikke spekulere for meget over, da alt havde en mening var han sikker på. Hans ord hang stadig i luften, og selv holdte han så meget af stjernehimlen. Han viste ikke hvad, han skulle stille op uden den. Han havde dog stadig fat i hendes man, han rykke ikke i den, han havde den blot. Blidt mellem sine læber og først nu slap han den igen, så den lille tot han havde fat i, faldt langsomt ned til resten af hendes man, som en ensom skygge der hoppede ned til de andre og blev, til en stor skygge.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Det var en underlig fornemmelse, sådan at have hans blik på sig så længe. Hun overvejede hvad han mon tænkte, som han stod der og så på hende, med et blik som syntes at gå dybere ind end blot til overfladen. Hurtigt havde hun accepteret hans væremåde, det faldt hende nærmest helt naturligt, selv hun som var så forsigtig af sig. Måske fordi hans selskab fik hende til at slappe af i kroppen, på trods af at han nu og da fik hende til at undre sig lidt. Men det var blot hendes naturlige nysgerrighed. Hun drejede det ene øre i hans retning, da han igen fik fat i hendes man, uden at hive. Et kort øjeblik følte hun overraskelse over, hvor hurtigt det var gået, fra hun hørte ham trampe i sneen til de stod her. Men det virkede helt naturligt, og hun valgte ikke at tænke mere over det. Han var en venlig skabning, og hun følte sig tilpas i hans nærvær.
En lille gnist vækkedes i stedet i hende, en trang til at røre på sig da kulden efterhånden sneg sig på. Da han igen havde sluppet hendes hår skubbede hun selv mulen ud, puffede forsigtigt til hans stærke skulder og kastede et sigende blik ind mellem træerne. Stilfærdigt satte hun sig i bevægelse frem ad, idet hun inviterede ham med sig. Mon ikke han ville gå med, være her lidt endnu? Man vidste aldrig helt med andre skabninger, hvad de mon tænkte eller pludselig følte. Så meget havde hun lært.
Hendes skridt var lette, og et øjeblik standsede hun op for at vente på ham, kastede et blik over skulderen. Måske ville han blive stående her, som han stod der så det næsten ud til, at han aldrig havde stået andre steder. Hun kom med et venligt prust, stilfærdigt i mørket. Stadig opmærksom på, at hun endnu ikke kendte meget til denne hingsts tankegang, hvor naturligt hans selskab end føltes. Samtidig var det hele lidt underligt, men det var hvad stilheden gjorde ved én. Og det var ofte positivt.

Cazador

Kort efter mærkede han hendes varme, mule på sin skulder endnu en gang. Dette var ved at være en følelse, han nu kendt. Selv om han ikke havde kendt denne skikkelse længe, var det om om, de alligevel kendte hinanden godt. Hvorfor viste han ikke, måske stilheden gjorde sig. Han fulgte hendes blik, og forstod straks hvad hun ville. Og da hun selv satte frem, stod det sole klart. Hun ville have ham med, selv var kulden også ved at nå ind til ham, trods hans ellers tykke vinterpels, var det alligevel en døds dom at stå stille. For på denne måde kunne kuldens klo rigtig få tag om en. Og han mærkede selv at det, med lige at få varme i kroppen igen. Trængte han bestemt til, og i dette berolige selskab. Kunne det jo ikke blive bedre. Han satte frem i en rolig og let trav, trods hans ellers tunge udsenede, det var ikke fordi han bevægede sig tungt og klodset. Han var næsten let og dansende at se på. Hingste første han dog sig frem, men ikke på en 'her se mig' måde sådan var han slet ikke. Han lignede mere af alt en stolt rolig herre, der ikke havde gjort andet end at betræde disse egne. Selv om han var ny i dette område.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun så overrasket på ham da han dansede frem i trav, og så efter ham i et øjeblik før hun selv satte efter. Den dybe sne var tung at bevæge sig i, men hun faldt hurtigt ind i rytmen og fandt lidt efter hingstens side. Lidt mere forsigtige skridt tog hun, hun drejede ørerne og lyttede til hvordan deres hove fik sneen til at knage, hans hove faldt tungere end hendes. Men han var ganske smidig, så hun, og undrede sig over hvordan så stor en skabning bevægede sig så let. Et mildt prust undslap hende, mens hun genvandt modet og kastede et blik ind mellem de graner, de nu måtte undgå at støde ind i. Der var mange af dem, hvilket gjorde det svært at holde sig ved ham, og den røde hoppe tabte snart koncentrationen til omgivelserne. En fugl lettede et sted mellem træerne, og mens hun fulgte dens flugt med øjnene var hun kun et sted i baghovedet opmærksom på, at hun mærkede hans side et stykke fra sin.

Cazador

Selv nød han at bevæge sig en smugle, det var begyndt at blive koldt. Han lyttede selv til hvordan, sneen knirkede og knagede under deres hove. Let slog han med halen. Det var ikke let at undgå, at få de mange grene i hoved, og lige med et mens hoppens blik fulgte en fugl, i dens flugt, havde han selv i et kort øjeblik rettet sin opmærksomhed mod den, desværre glemte han tid og sted, og da han rettede blikkede frem igen, kom det til hans store overraskelse, et kæmpe grantræ lige foran ham. Uden tøven og uden videre reflektionen over hele situationen, hoppede han til siden, dog havde han glemt den røde hoppe nær sin side, og hoppede lige ind i hende selv væltede han om han havde fået hende med i faldet, havde han endnu ikke registeret.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den røde hoppe gav et overrasket prust fra sig, da en stor, varm krop pludselig stødte ind mod hendes spinklere side og rev hende ud af tankestrømmen. Hun nåede knap nok at reagere, før hun så ham falde mod den snedækkede skovbund, uden helt at forstå hvad der skete. Han havde skubbet hende sidelæns, og hendes ben havde instinktivt reageret ved at vige væk. Måske, hvis den glatte sne ikke havde lagt der havde hun kunnet blive på benene, men bunden under hende skred og hendes hove kunne ikke følge med. Hun faldt dog knap så hårdt, landede nærmest med et let bump i den dybe sne på siden, med benene under sig. Overrasket blinkede hun med øjnene, hendes blik søgte hurtigt den store hingst som også lå på jorden, forsigtigt strakte hun mulen undersøgende frem mod ham. Hvad der mon havde fået ham til at falde ind mod hende anede hun ikke, det var yderst sjældent at hun havde set så stor en skabning vælte.

Cazador

Da han lå der i sneen, søgte hans blik hurtig den spinkel hoppe. Bare han ikke havde mast hende, hans blik fandt hurtig hvad det søgte. Der lige ved hans side, lå den røde hoppe. Han kunne ikke lade være med at le, det var en varm latter der kom fra ham, da hun strakte mulen mod ham, puffede han kort og blidt til hendes kind. Som en form for 'undskyld, er du okay?' selv kom han på bene igen, og betraktede den røde hoppe, mens han stadig lo. Det var ikke sket før, at han havde tabt fokus på denne måde, og væltet. Det var nok den glatte snee, der gjorde han var faldt. Havde det været om sommeren, var han sikker på at han ikke var faldt. Men han tog det nu ikke så tungt, han var endnu ikke stoppet med at le. Og da han nu stod der og kiggede på den røde hoppe. Stoppede latteren, og et kæmpe smil kom til syne i steden for. Han afventede stadig om hun var ok?

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun lå i sneen lidt endnu. Stille, hun mærkede hvordan kulden fra sneen trængte op igennem hendes vinterpels og sugede al varmen i hende til sig. Det var et stykke tid siden hun rigtig havde været nede og ligge indså hun, faktisk rigtig længe. Det var måske derfor hun blev liggende lidt endnu, hendes ellers lette krop sank dybt ned i sneen og hun mærkede en rolig bølge gå igennem sig ved genkendelsen i form af fjerne minder. At ligge ned og glemme alt, lade verden omfavne sig og være helt og aldeles sårbar uden at frygte. Et puf på hendes kind forstyrrede hendes tanker, hun rykkede hovedet lidt i overraskelse og så op på skabningen over hende med store øjne, da en varm og dyb latter foldede sig ud mellem granerne og fyldte den tynde luft. Det var en lidt underlig lyd midt i det hele, hun drejede på ørerne og lyttede til hvordan natten næsten holdt vejret mens latteren varede ved, en dyb rungen over sneen. Hun så at han også så på hende, nærmest spørgende, og hun indså at hun nok måtte komme på benene igen. Nærmest uden lyd fik hun flyttet benene sådan, at hun kunne komme op og snart stod hun da der også igen. Et lille, men venligt smil brød frem på hendes mund mens hun stadig så på ham, hans latter var holdt op og natten trak igen vejret, men luften virkede nærmest tomt uden den dybe lyd. Det havde været noget af et fald, men hun sagde intet og spurgte ikke, han måtte have overset noget, trådt forkert eller drømt sig for langt væk i tanker mens de gik. Hun blev lidt på afstand denne gang, ikke uvenligt, men hun ville nødig være påtrængende for ham. Det var ikke ofte at hun var tæt på andre heste, og alligevel var hun blevet berørt flere gange denne aften. Det hele var lidt underligt, lidt særligt, men hun sagde intet og var ikke utilfreds. I stedet så hun venligt på ham et øjeblik, hvor tiden nærmest stod stille omkring dem og natten ventede på det næste de ville gøre. Og så satte hun sig ellers i bevægelse igen, med stilfærdige skridt fortsatte hun ind mellem granerne nu i væsentligt lavere tempo, med et øre vippet bagud i forventning om, om han mon ville følge med igen. Han ville måske undre sig at hun sådan bare fortsatte, men det var altså det der var faldet hende ind, det hendes hove havde fortalt hende, for natten ventede og den ventede kun på hende og på ham, hvis altså han ville med. Den ventede på deres næste træk, ventede på at de igen skulle beundre den og drive bort i den, sådan som hun gjorde så mange nætter. Og nu endda med selskab, med denne underlige skabning, som på en eller anden måde var blevet betydningsfuld for hende. De delte noget, hun ikke ønskede at bryde, hun acceptede helt hans væsen og følte at han nok også gjorde det samme for hende. Mere kunne hun ikke bede om, stilheden gjorde hende intet.

Cazador

Da hun sendte ham et venligt smil, kunne han ikke lade være med at ånde lettede op. Han var nervøs for der var sket hende noget, men hun så ud til at have det ok, han brummede og der stod to hvide damp skyer ud af næseborene på ham. Og han nappede blidt ud efter hendes lange sorte man, da hun lå der i sneen, som lod hun hele verden omfavne hendes varme røde krop, han kunne ikke lade være med at betrakte hende. Han syntes godt om hendes væsen, og ikke mindst selskab. Det var som om de havde noget sammen, som han aldrig havde haft med et andet levende væsen. Det var nok stilheden, der var ikke behov for spørgsmål, eller svar. Her i natten, gik de side om side. Bare de to, og det føltes rart. Og de forstod tydeligt hinanden, selv om der ikke blev sagt et eneste ord. Det var en rar fornemmelse han havde, i kroppen. Da hun rørte på sig, faldt blikket atter på den røde hoppe, med den sorte man og hale.

Kun brudt af den lille hvide blis der sad på den mørkerøde mule. Hun rejste sig op, og det tog han som et tydeligt tegn, på hun var ok. Selv om hun intet sagde. Den brune hingst, slog lidt ud i sneen med det ene forben, blot lige for at slå fast. At sneen ikke havde været alt for hård, så det var vel begrænset hvor meget hun, kunne have slået sig. Da hun gik roligt videre, med øren vippet bag ud. Tøvede han ikke længe, hun ville atter have hans selskab. Og han ønskede også stadig at have hendes selskab. Natten lå stille omkring dem endnu engang, men det gjorde intet. Her gik to sjæle, som nød stilheden mellem dem, og stilheden omkring dem. Det var som om de blev ét med natten og dens, mange lyde. Vindens stille sus, i de mange graner og sneen der knirkede under deres hove. Der siden om side, i totalt stilhed. Roligt gik han efter hende, og kom ret hurtigt op på siden af hende, hvor han blidt kørte mulen ned over hendes våde hals, efter hun havde lagt i sneen. Og brummede svagt.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun kunne høre hans hovslag bag sig. Tunge, rolige bump der fik sneen til at knage stilfærdigt under hovenes ejer. Det var nærmest en helt naturlig lyd dér mellem træerne i mørket, og snart faldt den sammen med lyden af hendes egne lette trin i den høje sne da han efterhånden nåede op til hende. Samtidig havde hun ikke været sen til at falde hen i sig selv igen, forsvinde i sin egen tankestrøm ved synet af sneen der lyste op i det ellers tykke mørke. Lyste op ved hjælp af stjernerne foroven, der glitrede som var de tusinde små sole med lys som månen. Stjernerne. Så uendeligt langt borte de måtte være, og alligevel så nær, lige deroppe på den store himmel. Helt og aldeles uopnåelige.. Hendes krop frøs pludselig. En kuldegysning gik pludselig igennem hende uden varsel, på halsen. Hun var stadig i bevægelse, frem ad mellem de mørke skygger af træer, men nu trippede hendes ben sidelæns et øjeblik for så at fortsætte igen. Lidt på afstand, hun overraskede sig selv. Han var nået op på siden af hende, og hun kunne stadig mærke hans varme mule der øjeblikket før havde kørt over pelsen på hendes hals. Langsomt gik det op for hende hvad som var hændt, nærmest mere overrasket over sig selv end over ham. Hun havde trukket sig lidt væk, kun et par skridt, men gik stadig på hans side. En usikkerhed havde grebet hende, hun så på hingsten med store øjne. Uden frygt, hendes hjerte fandt snart samme rytme igen og hun blev på hans side. Tøvende drejede hun ørerne, det måtte have været måden han havde berørt hende på, der havde overrumplet hende. Venlige puf gjorde hende intet, men det havde været lidt noget andet. Alligevel valgte hun blot at smile til ham, et tavst og stille smil som sagde mere end ord i hendes verden. Det var ikke noget stort smil, men det behøvedes heller ikke, hun fortalte ham blot at hun accepterede hans handling. Hun ville nødig skræmme ham bort, han havde bare overrasket hende. Noget sagde hende at faldet før nok også gjorde det, selvom hun ikke ventede at se ham brage ind i sig igen lige foreløbig. Tanken gjorde hendes smil lidt bredere, og hun rettede ørerne frem ad ved lyden af hans brummen. Hun brummede selv til svar, en dæmpet og venlig lyd på trods af at hun holdte et par skridts afstand. Allerede følte hun hans tilstedeværelse som noget vedvarende, som en del af natten, noget helt naturligt. Lyden af deres skridt faldt hurtigt i baggrunden, omgivelserne begyndte at brede sig ud omkring dem da det tyndede ud i granerne. Hun overvejede hvor længe det mon ville vare ved. Det var længe siden nogen havde gået på hendes side sådan her, helt tavs og stille, tilfreds med blot at være til lige her og lige nu. Selv havde hun et simpelt hjerte, der skulle ikke meget til før det sang af glæde. Nej, natten og stjernerne var nok for hende. Og at kunne dele det med nogen, det gjorde det kun endnu bedre. Hun kunne have sagt det. Kunne have åbnet munden og fortalt ham, hvor meget hans tavse tilstedeværelse betød for hende. Men det gjorde hun ikke. Hun håbede inderligt, at han på en eller anden måde allerede vidste det. For sætte ord på det, det kunne hun ikke. Sådan som hun ikke kunne sætte ord på så meget andet.

Cazador

Stilheden mellem de to, var noget han satte utroligt højt. Aldrig havde han ført en hel samtale, uden ord med en anden, det var som om de spørgsmål de havde, blev blot besvaret i deres indre, stadig kendte han ikke navnet. På denne røde hoppe, men han følte heller ikke en trang til at vide det. Ikke fordi han ikke ville, men han nød bare at der intet blev forlangt af ham eller af hende. Der gik de to sjæle, side og side. Og han nød det til fulde, han ville ej sætte ord på noget, det kunne ødelægge den dejlige stilhed, de to havde fået skabt sig sammen. Her i natten under de mange stjerner, han nød at gå side om side med hende. Og roligt smilede han til hende, da hun smilede tilbage til ham. Han lage mærke til hvordan, hun gik i sin egen verden, men alligevel havde sendt ham et lille smil, og kort efter var svundet tilbage i sin egen verden, og var begyndt at smile endnu mere. Der sige om side, gik de gennem skoven, han holdt et mere vågent øje, så han ikke ramlede ind i hende igen, det var ikke let med det blinde øje, så der gik ikke længe, før han ramte skulderen mod en stamme, dog vælte han ikke eller noget, men det gav et lille ryk i ham, nok fordi han havde, mere travlt med at have blikket på den røde hoppe, og ikke fokuserede 100 procent. Igen smilede han blot, han ville ikke skifte side for hvis han skulle gå på hendes venstre side, så han havde det blinde øje mod hende, kunne han ikke se hende, og det ville han.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Natten faldt til ro igen, langsomt. Der var ikke en lyd at høre, hele skoven var stille og dyrene sov i deres huler og under deres buske. Rovdyr var her nok et sted, men hun havde endnu ikke fået færten af nogen, siden hun var kommet hertil. Det kunne dog ikke passe, et land helt uden farer. De var der altid, det var en del af livet og det der gjorde, at man tog vare på sig. På sig selv og på andre. Oppe i bjergene havde floklivet været helt nødvendigt for overlevelse. Det hele var derfor meget mærkeligt for hende. At være helt alene herude, selvom hun også dengang havde vandret rundt for sig selv mellem træerne flere gange end hun kunne tælle til. Men da havde hun haft et sted at vende tilbage til. Nogen at kalde på. Her var alt anderledes, men hun havde snart accepteret situationen. Den kunne ikke ændres, og det ønskede hun heller ikke. Det var bedre for hende sådan her, indså hun. Måske var hun blot en af dem, som havde til skæbne at vandre alene. Og var det sådan ville hun ikke have meget imod det. Men det gjorde hende heller ikke noget, at her var andre. Hun var glædeligt overrasket, over deres venlighed, de varme sjæle hun havde mødt her. Hun drejede et øre og kastede igen sit blik på ham, da hun tydeligt mærkede hans på sig. Nej, det gjorde hende intet. Han så næsten optaget på hende, og hun mærkede en undren i sig. Da et bump pludselig lød og han bevægede lidt mere på sig, han var stødt på noget med skulderen. Hun sænkede mulen og så undersøgende på ham, overvejende hvad der mon gjorde at han var usikker til bens, selvom han bevægede sig ganske let. Forsigtigt puffede hun til den skulder som vendte mod hende, lidt spørgende, men uden at forvente svar. Blot venligt, for at se om han var kommet noget til. Det var trodsalt også mørkt omkring dem, og det var svært at se mere end nogle meter frem ad mellem granerne. Mon det var det? Hun studerede ham et øjeblik, nysgerrigt og tøvende på samme tid. Egentlig vidste hun jo slet ikke hvilken skabning det var, som gik her sammen med hende, men det lod ikke til at betyde så meget. De var her bare, der var stille og det var rart at være to i stedet for én. Hun overvejede om hun mon nogensinde ville få hans navn at vide. Om han mon havde et. Man vidste aldrig. Men det ville kun betyde noget, hvis de ville mødes igen, hvis det ikke kun var på denne nat hun så ham. Så ville hun måske spørge. Eller blot sig sit eget, Scarlett. Det navn der gav hende så underlige fornemmelser i kroppen selv at sige. Det var ikke ofte hendes navn var blevet sagt, huskede hun. Man sagde sjældent hendes navn. Man så bare på hende, med store, undrende øjne og sagde noget tilfældigt med lav stemme. Som var de bange for at hun ville flygte ind mellem de træer, hun kom fra. Nej, de havde ikke talt meget til hende. Kun de få, som yndede at kalde sig hendes ven.

Cazador

Roligt brummede han og da hun satte mulen, blidt mod hans skulder kiggede han på hende. Det krystalblå øje, betragtede hende mens det helt grå øje, blot stirrede ud i natten, som så det ting andre ikke kunne se. Det var ikke altid nemt at være blind, på det ene øje. Men han plejede at klare det ganske godt, men det var som om. Det med både at fokusere på dej røde hoppe og de mange træer, ikke var en let opgage. I hvertingfald ikke på samme tid. Igen brummede han roligt, og gik roligt videre.

[/color][/blockquote][/blockquote]