En fredelig tid i bjergpasset..

Skrigende og forvildede, flaksede de tre sorte fugle over hovedet på den brogede hingst. Han kneb de krystalblå øjne anseende sammen, mens han strakte mulen i vejret. To af dem fortsatte en mindre magtkamp i luften for Djanges kolde og tomme tilseende blik. Han slog straks blikket ned igen, det var ikke ligefrem et betagende syn med den hvide og døde himmel til baggrund. Dér på jorden, i sneen lå et mindre dyr. Djange rynkede skeptisk på mulen, vrængende, før han fnøs dæmpet og nedladende imod dette ådsel, som disse fugle havde valgt at tage kamp op for.

Klirrende lød hans hove, som de blev sat én for én, på det stenede underlag. Dalen her i bjergpasset, var ligesom så mange andre dale; men dejlig stille. Det var sjældent at stødte ind i andre sjæle på lige disse kanter, og lige akkurat her, havde sneen ikke tildækket alt frodigt; de få steder der da var frodigt i små plantager. Han satte kurs mod en af de større snedriver, hvor han vidste der fandtes græs derunder; med det hvide hoved markant foran sig, lodretholdt på den højtstillede hals, der ellers bar hans krop med en vis rank holdning.



[Åbent for alle!]

Klink, klink, klink, klink. Lyden af hoppens hove mod det hårde underlag var en stor smerte i hendes ører. Hun følte at hun var ved at ødelægge dem som hun bevægede sig af sted over øen. Saint var kommet hertil tidligere da hun ønskede at udforske resten af øerne, men havde hurtigt fortrudt. Hendes stedsand havde denne gang ikke hjulpet det mindste, for da hun havde søgt mod øens kant for at finde vejen tilbage til hendes velkendte ørkenø måtte hun indse hun var gået i den fuldkommen modsatte retning af hvad meningen var. Nu var det med irritation og frustration at hun bevægede sig tilbage af den vej hun var kommet.
Hoppens lille korpus kunne slet ikke formå at fremstille varme nok, og hun mærkede gang på gang hvordan det skælvede gennem hendes krop, og hun fordi hun var i bevægelse formåede hun at skjule det for omverdenen. Hendes tænder var bidt sammen i stædighed, kulden skulle ikke vinde over hende denne gang!

En dal bredte sig ud under hende da hun nåede til et svagt toppunkt. Denne skulle hun krydse over for at komme tilbage til hendes hjem, så i en målrettet trav banede hun sig vej ned af den lettere stejle side inden hun endte nede i den snedækkede dal. Hvor hun dog bare afskyede dette sne! For Saint var der intet smukt ved det hvide stads, og når det smeltede i hendes pels på benene mærkede hun sig selv grimasse.

[/size][/color]

De lidt pibende lyde fra de flaksende og stridende fugle, der atter sloges i luften over dalen, var så småt på vej væk; i hvert fald for hans vedkommende. Men straks var der andre lyde der forvildede sig ind på hans territorial. Hurtigt skar en genkendelig duft ind! Den syrlige duft, som alligevel var dragende til en vis grad. Djange vendte roligt omkring, velvidende om at hoppen endnu var et stykke væk. Hans blik fangede hurtigt hoppen, som kom spadserende. Det var tydeligt hvordan hun ingen anelse havde om at omgås i bjerge og dets terræn. Pressende forsvandt de mørke øre en smule markerende dybere i nakken, skjult i den fyldige mørke man. Han trådte en anelse gang, mens han forholdte sig i den ranke holdning.

Det var længe siden han havde været stødt på hende, siden deres sidste møde engang ved bjergpassets indgange. De kolde og tomme øjne stirrede sig blindt på hoppen, mens missede sig en smule anseende sammen. Piskende lød hans mørke hale sig kort omkring hans bagpart, da han slog et par slag med den, en smule fyrrigt. Han havde sat sig utroligt mange muskler siden da; og egentlig havde han helt fortrængt dette bekendtskab i Andromedas land, men her stod hun endnu engang. Roligt, men mekanisk nikkede Djange hilsende, før han trådte præciserende sikkert frem på det glatte underlag, mod hende.

”Al den tid er gået; og alligevel skulle jeg støde på Dem Frøken, her i bjergpassets uendelige labyrinter.”
Lød det straks fra hingsten Djange, yderst tonløst; skønt hans ord havde været en smule forundrede. Den hæse og intense stemme gav ordende en lettere drillende besked imod denne hoppe han endnu ikke kendte navn på; skønt det da var umådeligt ligegyldigt.

//Tænkte jeg lige ville tilføje Saints vinger, nu hvor vi alligevel ikke har fået skrevet flere tråde.

Længe var der gået siden hun sidst havde anskuet denne skikkelse, som hun også sidst mødte i dette område. Hans navn huskede hun ikke, ej heller om hun havde fået det den gang de før havde stået overfor hinanden. Hans sindstilstand huskede hun dog, og derfor brød Saint sig noget om at lige denne hingst var den hun skulle møde på hendes besværede vandren gennem bjergpasset. Han kunne muligvis fortælle hende hvor hun hun endnu kunne vende hjem.
Der var sket meget siden deres sidste møde. Hingstens krop havde udviklet sig ufatteligt, så meget at hun næsten ikke kunne tro han selv havde formået at opnå disse resultater. For hende selv var der også sket en del. Saint havde indgået en fæl aftale med en ægte dæmon. Dette havde givet hoppen to vinger der stille gled langs hendes sider i en elegant bue. Samtidig havde dæmonhesten dog forplantet noget dybt i hendes indre, noget der snart ville begynde at være umuligt at skjule for Saint, men indtil videre var det hendes egen hemmelighed at Rumpels afkom snart skulle komme til verden.

"Her på dit land formår jeg altid at fare vild. Det virker til at det er hvad der fører mig til dig denne gang som sidst.

[/b]

Den formelle måde hingsten talte på var Saint ikke særlig van til, men på en måde kom det hende naturligt i hans selskab. Det fremmede en rolig side i hende, en side der gjorde at hun ikke behøvede bruge sit normale hurtige og provokerende sprog.
Hendes hoved gled let på skrå mens hun mærkede sine øre sænke ned i hendes nakke. Hendes stemme afbillede hans, den var uden nogen tydelig tone og hendes øjne var en smule kolde mens hun spå på denne hingst. Et ganske lille og en smule drilsk smil var dog over hendes mule, som det eneste bevis på at hun faktisk havde en lille glæde i at møde denne sjæl igen, trods hun havde glemt ham fuldkomment.
[/blockquote][/size][/color]

Det glatte underlag var umådeligt let at færdes på for hans side. Han havde efterhånden gennem de mange år, som bjergvandrer, fundet balancen og måden at håndtere denne form for underlag. Enkelt var det egentlig, så længe man fulgte landskabet frem for at trodse det, skulle man nok komme derhen man ønskede. Hvilket som bundede denne hoppens entre hertil. Hvor de befandt sig nu var dybt i bjergpasset, specielt for den gullige skikkelse der stod foran Djange. Hun lignede sig selv, fuldstændig; mens duften også var som han huskede den. Trods han ej havde skænket hende en tanke siden han så hende sidst måtte han indrømme. Hun havde nemlig gjort et vist indtryk.

Men alt var ej som sidst, for hoppen stod der; med et sæt vinger? Kunne det virkelig passe? Hans hjerte bankede en smule, måske i en snært af angst. Angst for det ukendte, måske. Det var det samme han havde følt, da han sidst havde mødtes med den gyldne hoppe Illana. Dette lys hun bar, denne tingest der udsendte et vis skær der tilmed også blændede når man så direkte ind i det. Undrende begyndte nogle tanker at gruble hos Djange, mon dette land blot var et nyt land, et nyt hjem? Der var måske mere mellem himmel og jord her… Det måtte der være! For nu havde han aldrig, hoppen her havde jo vinger! Som de fugle der endnu flaskede hvinene over hovederne på dem. Bare større, bare hvide. Mon de kunne bære? Alt mens disse spørgsmål opstod ét for ét hos Djange, så hans krystalblå øjne atter til; stirrende imod hende, da fokuserende i hendes nøddebrune øjne, der også bar en vis kulde.
Hoppen bar dog en vis form for humor, da hendes ord lød imod Djange. Let havde hans ene øre været gledet ud til siden, blot for at understrege sin lytten imod hoppen. Han missede let øjnene anseende sammen imod hende, mens han afventende ej kunne tilbage et kort udfordrende blik i de kolde og tomme øjne var at ane før det atter forsvandt.

”Dét, eller måske De dukkede op i min rækkevidde med vilje?”
Svarede Djange en smule udfordrende, med den hæse og intense stemme, der tonløst lød. Trods denne sætning var yderst udfordrende i en lettere drillende form. Hans blik havde kort betragtet de udbredte store hvide vinger, for et kort sekund, så hun ej var i tvivl om hvad han havde hentydet til.

Øjnene hvilede betragtende på hingsten. Han bevægede sig med sådan en speciel elegance, en elegance der alligevel var af maskulinitetens væsen, noget der virkede så passende i dette landskab. Det var således man skulle bevæge sig, det forstod hun, men Saints dansende gang var ikke bare til at ændre på, så ynde ville hendes krop aldrig opnå i dette land. I stedet måtte hoppen tage sig tilfreds med, at for nu, kunne hun stå stille og ranke sig i sin ynde.

Det gav et let sæt gennem hoppens krop da hun kunne fornemme hans øjne fokusere et sted på hendes krop. Dette sted var ganske nyligt opstået i et så stort smertehav at hun aldrig ville glemme det. Selv om disse vinger var en ny gave til hendes krop, så havde skabelsen af dem føltes krops ødelæggende, og havde til sin del også ødelagt noget i hoppens indre. Saints sindekurs havde ændret sig en ganske lille anelse. Hun havde mødt et mørke, så stort at han havde kunne skabe noget i hendes indre ved den bare berøring, og det skræmte hoppen! Sjældent var der noget der kunne tage med så mørk en hånd om hendes hjerte og give kulde til hendes krop, men den hingst hun havde mødt i ørkenen havde taget et fast tag i hendes sind, og ført hende mod et nyt sted. Den fremtid der ventede hende var mørk, det vidste hun, det der voksede i hendes indre ville ikke blive en normal hest, måske nærmere den dæmon hun havde mødt under ørkenens sol. Nu hvor hingsten stirrede på hendes hvide vinger, hvis fremkommen var svær at tro på var skyldes af en dæmon, følte hun endnu denne svage angst. Hun havde købt sig til en løgn, og tabt værdighed. Da hans øjne igen fokuserede på hendes formåede hun dog at holde angsten fra sine øjne, for denne frie sjæl, der bar træk så lig hendes egne, skulle ikke vide af den uret der var gjort mod hende.
Hingstens ord fik hendes ører til at hæves en lille smule fra hendes nakke. Hurtigt forstod hun hans ord og hun kunne ikke holde et svagt ironisk smil fra hendes tofarvede mule. Hvis blot det kunne være sandt, at hun ville kunne føre ham til himmels, men dette var hende ej givet. Saint vidste at med denne handel med det mørke, var der ingen chance for at hun ville kunne have et efterliv med lys. Rumpelstiltskin havde taget det sidste håb fra hendes hjerne om lyset bort, og måske det var en god ting, måske det ville hjælpe hende til at leve livet mere helt.

"Til skyerne og videre vil jeg ikke tage Dem. I dette møde ønsker jeg nærmere Deres hjælp, og måske jeg så en anden gang kan lade dig føre dertil"

Aldrig ville Saint kunne føre denne hingst til himmel, men det gjorde intet at spøge. I hendes ord, der blev sagt med en kølig dog mere mild tone end før, lå der denne gang høflighed. Hendes lille ordsprog var et løfte om at hun så måske igen ville komme og se ham, trods hun ikke vidste om det var noget hun ville holde. Ej heller vidste hun om det var noget denne sjæl ønskede, og det var hende ligegyldigt om han ikke ville det. Dog følte Saint at hun muligvis med tid, ville kunne komme til at bryde sig en smule om denne hingst, han virkede i al fald til at have humor i sin krop.
De nøddebrune øjne lå stadig i hingstens blå. Hans øjne spejlede det kolde i hendes. Måske han gemte lige så mange hemmeligheder som hende bag det kolde ydre i øjnene? Måske han også led under sine minder..

[/size][/color]

Hoppen foran ham virkede ikke just behaget over hans granskende blik. Dette afholdte dog ej den brogede muskuløse hingst i at tage et kig på hvad der nu end stod ham i vejen. Eventyrligt og næsten utopisk så hun ud, mens det var som om det virkede uvirkeligt at disse vinger var levende; såvel som ens ben. De bevægelser, flydende og rolige; var næsten betagende for Djange, som atter stod der; stolt og standhaftigt. Atter bankede hans hjerte fortsat, skønt han egentlig selv synes han havde fundet sig mere eller mindre tilpas ved dette syn. Det skræmte ham vel stadig lidt? Selvom han forsøgte at bilde sig ind at det ikke gjorde. Missede blev hans krystalblå øjne imod hoppen, som han endnu ikke kendte navnet på; blot duften var genkendelig.
Hans kommentar havde tydeligvis båret frugt, da hendes ellers lidt afvisende attitude havde vendt en smule. Ørene gled en smule op fra nakken, alt mens Djange dog reagerede stille rynkede på den lyserøde mule. Måske forundret over at hoppen var så let tilgængelig, når man satte et lille spil i gang? Han havde da i hvert fald forsøgt at sætte et i gang, inviteret til det – men ak ja! Næsten mildere og mere høflig nu, havde hendes kølige stemme lydt mod Djange. Hans ene øre gled svagt ud til siden, mens et ikke eksisterende øjenbryn havde hævet sig en smule. Næsten med en snært af overlegenhed, mens det kolde og tomme blik atter så til i hendes nøddebrune øjne. Næsten fornøjet, havde en svag fornemmelse af et smil faret over hans lyserøde mule, skjult for omverdenen, mens hoppen havde talt. Kort efter lå hans øre atter tilbage, parallelt med det andet øre; før han rankede sig en smule mere op.

Han trådte nu frem, og alt mens musklerne spillede op under hans skind, var det typisk nu hvor andre sjæle tolkede ham som truende; eller i hvert fald advarende. Stillede slog hans fyldige hale sig kort om bagparten, mens hans øjne forblev i hendes, yderst respektfuldt. Han stoppede et par skridt længere fremme, mod hende; før missede øjnene let sammen, næsten udfordrende.

”De er gavmild Frøken.”
Havde hans stemme først lydt hæse og intenst, yderst tonløst, trods den udfordrende og lettere ironiske sætning havde lydt yderst tydelig, hvis man blot lyttede til ordene; og måske gengav et billede af hans start kommentar.

”Men uanset hvad de byder mig senere hen, skal jeg da gøre mit bedste for at lede Dem på rette spor.”
Forsikrede hans stemme atter, mens hans piskende hale, understregede det lettere drillende og udfordrende spil han forsøgte sig at skyde i gang.

”Hvis De da ønsker at komme på rette spor?”
Havde han sluttet, atter tonløst, mens et ikke eksisterende øjenbryn havde hævet sig let, over de kolde og tomme øjne.



[OUT]

Hingstens øjne dansede endnu over hendes spinkle, feminine former og fik det til at sitre svagt og ubehageligt ii hendes krop. Ørerne der havde været hævet ganske svagt fandt igen deres plads i hendes nakke. Denne skabning, der virkede så lig hende selv af sjæl skulle nu ikke tro hun bare gav ham lov til at gøre hvad han ønskede, blot fordi hun mærkede en svag tilnærmelse af genkendelse i hans væremåde. De blå øjne han besad, spillede tydeligt i hans ansigt, de så næsten forkerte ud blandt alt det brune i hans krop. I dem så Saint snart en følelse der fik hende til at knibe sine egne nøddebrune øjne svagt sammen og stilne det ganske svage smil der havde spillet over hendes mule. Saint var en skabning der var hurtigt påvirkelig, og de mindste handlinger fra hendes sammenspillere kunne ændre hendes gemyt. Selv om resten af hendes krop igen virkede vagtsomt på afstand, med en isnende kulde, var hendes øjne stadig en lille smule afspejlende af den interesse han havde fanget af hende.

Saint spejlede hans kropssprog og rettede sin egen spinkle krop op. Når det kom til udfordringer i dette selskab havde den endnu navneløse hingst fysisk overtaget, men hoppen holdt endnu på at hun var ham psykisk bedre. Da han kom nærmere blev hun derfor stående, at flytte sig tilbage ville også bare ødelægge den spillende og intense stemning der var opstået i deres ordleg. Hendes ører gled dog igen helt ned da han nærmede sig den usynlige streg der grænsede op fra frit rum til hendes personlige. Selv om denne hingst for nu havde hendes interesse, så skulle han ikke komme meget nærmere før hun vidste at panik kunne gribe om hende, og dette udspille i utilregnelige handlinger fra hendes side. Hun viste dog sin passive holdning til hvor han stoppede ved at vende bagparten en smule til den ene side, så hendes side nu vendte mod ham, rettere end hendes front.

Han udfordrede hende? Saint havde ganske svært ved at modstå selv den mindste udfordring, men i dette tilfælde kunne hun mærke på sin stive og kolde krop at hun var nød til at afslå. Snart ville hendes krop begynde at ryste af kulden, og i så fald ville der ikke være megen sjov i hans små udfordrende ord. Hendes blik stod stadig i hans, tomme øjne mødte hendes kolde. Det var sjovt hvorledes to heste med så kolde blikke, nu kunne stå og lege julelege med hinanden. Saint forstod dog hvad der lå bag, og hun vidste at hvis hun afviste hans endnu drillende toner ville han måske ikke føre hende til kysten.

"I denne kulde og ubehag må jeg desværre tilstå at jeg ønsker at finde hjemvejen."

[/center]

Som Saint sagde ordene indså hun pludselig at hun burde have udnyttet sine vingers kraft og brugt dem til at få overblik. Som hun kort skævede til hendes vinger forstod hun dog at de var som hendes ben, stive af kulde, de ville ikke kunne bære nemt som det nu så ud. Som hun hurtigt fokuserede på hingsten igen døde hendes kolde dog ærgende tone hen. Om hendes ærgelse var ægte eller blot skuespil var svært at høre, og med hoppens kølige facade var det ikke sikkert denne hingst ville opfatte hvad var sandhed og hvad var falsk.
[/blockquote][/size][/color]

//out, nulstilling af tråde