The Time's Come To Play

Hans lydløse svar var vel svar nok. Han savnede ikke sit hjemland. Det var vel heller ikke sikkert det havde været lige så godt for ham hvor han kom fra, som det havde været for hende. Hun var vokset op i trygge omgivelser - også selvom der havde været storm. Det var en ulykke og ikke noget nogen kunne have ændret på. Der var knap så ensomt hvor hun kom fra. Hun havde godt lagt mærke til at den fremmede hingst var blind på det ene øje. Eller…. Det måtte han i hvert fald være sådan som øjet så ud. Det var ligesom nogle af de gamle hvor hun kom fra. Men han virkede jo ikke helt så gammel. Gammel - men stadig ung.

Cazador

Roligt brummede han, og sagde der efter stille.

''Hvad med dig?''

Mon hun savnede der hvor hun kom fra? Mon hun ville tage tilbage hvis hun fik chancen. Roligt lod han igen blikket, glide op på himlen, til de mange stjerner. Uden at sige så meget stod han blot og betragtede dem. Ave virkede rigtig flink, lige som ham selv. Med hjertet på rette sted.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun smilede lidt da han spurgte om hun savnede det sted hvor hun kom fra. Selvfølgelig gjorde hun det, og derfor nikkede hun også som svar på hans spørgsmål.

"Jeg savner det. Nogen gange meget.. Nogen gange bare en lille smule. Jeg savner begge mine forældre og den flok jeg kom fra. Det sammenhold der var, som endnu ikke har vist sig her, selvom det går den rigtige vej. Det er stadig rimelig nyt.. Men jeg er også sikker på der er en mening med at jeg er her. Så jeg hænger mig ikke for meget i det"

Mens hun talte, smilede hun stadig. Hun havde været her siden sommeren skiftede til den kolde tid, og det var hendes første vinter i dette land. Hun havde mødt enkelte sjæle, men aldrig rigtig nogen mere end en gang. Nogen mere venlige end andre - og hun forsøgte stadig at finde frem til hendes plads i denne verden.

Cazador

Da Ave fortalte, lyttede han til hende. Og nikkede under vejs, han kunne godt følge hende. Hun virkede også til at komme, fra et helt andet sted. End han selv gjorde, havde det været sådan hos ham også, havde han nok også ønsket at komme tilbage. Men at leve i skyggerne forvist af alt og alle, er ikke noget han savner. Han mor var undstøt, og blev jagtet af den gammel leder, som ville slå dem ihjel. Han brummede kort, og kiggede på hende. I sandhed lød det som et godt sted hun kom fra.

[/color][/blockquote][/blockquote]

"Min moders søster er her. Hun vil gerne hjælpe mig med at afslutte den oplæring min mor startede. Af den ene grund er jeg sikker på at det er meningen jeg skal blive her og ikke tilbage"

Hun smulede lidt for sig selv ved tanken om det anderledes liv der ventede hende. Her behøvede hun ikke rigtig frygte noget, og hendes forældre havde stadig masser af tid til at skaffe sig nogle nye til at tage sig af flokken, når deres tid engang var inde.

"Hvordan var livet der hvor du kommer fra?"

Om det var noget han havde lyst til at dele med hende vidste hun ikke. Det var jo ikke alle der mente det var noget der vedkom andre, men hun var snaksaglig og nysgerrig og han kunne jo altid sige til hvis han ikke mente det var noget hun burde blande sig i.

Cazador

Det var ikke tit, denne hingst som sådan viste følelser. Men da hun spurgte, hvordan livet havde været inden. Var det som om, han fik hovedpine, han sank ned i sandet. Uden at sige en lyd, man kunne ikke se på ham der var noget galt, eller at hans tanker myrlede rundt i hoved på ham. Han var god, til at skjule hans følelser. Det blinde øje dunkede, og han mærkede hvordan, han nærmest kunne føle at aret over øjet, blev til. Det gjorde lige så ondt som den gang, han sagde satdig intet. Men lå bare i sandet, og sagde intet. Efter nogle sek. sagde han stille og med klar stemme.

''Ikke som livet her, jeg var alene med min mor. Vi levede i skyggerne i skjul, for hendes leder som havde svor at dræbe hende og det kommeden føl hun ventede, som var mig''

Mere sagde han ikke, han havde ikke haft en let start på livet, han mor havde prøvet at drukne ham, og det var sådan han havde mistet sit syn på det ene øje, og sådan han havde fået sit ar. Selv om han var lille, huskede han det tydeligt. Barndom var ikke noget, han nogen sinde havde haft. Blikket blev nu rettet op på Ava, og han nikkede stille. For lige som, at vise han ikke havde så meget, mere at fortælle om dette emne.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den unge hoppe fulgte hingsten med blikket da han lagde sig ned. Først undrede hun sig lidt over det, men da han så talte kunne hun godt høre det nok ikke var noget han som sådan havde lyst til at tale om eller lyst til at grave mere ned i. Hun kunne slet ikke forestille sig hvordan det ville være i den situation, for hun havde selv haft en rimelig tryg barndom.

"Det er jeg ked af at høre. Det lyder ikke til at have været nemt.. Eller en værdig leder"

Hun brummede dæmpet og lod sig selv synke ned i sandet. En leder der truer med død og mord var ikke værdig efter hendes hoved. En leder måtte kunne styre sit folk uden den slags trusler. Hun forholdt sig i tavshed i noget tid mens hun overvejede om hun burde fortælle sin egen historie eller lade den ligge. Det var jo ikke sikkert han var interesseret i at høre om hvordan det havde været for hende indtil videre.

"Min fader var leder.. Er leder.. Min moder er hans mage.. Jeg er deres ældste, og efter mig kom en søn.. Arc.. Han var ikke ret meget yngre end jeg. Et år.. Måske 1½.. Han skulle overtage min fars plads når hans tid engang var slut, og jeg skulle følge i min moders fodspor. Ser du. Hun kom fra en anden flok, hvor hendes moder havde opdraget og oplært hende til at skulle have en plads som lederens mage i en anden flok. Jeg nedstammer fra en lang række af fine hopper. Min oplæring begyndte og har været undervejs i noget tid. En dag rasede en storm der bragte væltede træer og jeg foreslog vi søgte mod grotterme, men min far var ikke enig. Han valgte en anden vej. Jeg fulgte ikke efter som jeg fik besked på. Jeg blev ikke hvor jeg skulle og min bror fulgte efter mig. Jeg bad ham vende om, men han gjorde det ikke. Det var bare et spørgsmål om sekunder og boom.. Træet væltede.. Han var væk med det samme.. Jeg stak af.. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.. Jeg kunne ikke se mine forældre i øjnene og i min tænkepause forsvandt muligheden for overhovedet at vende tilbage. Jeg blev mødt af lyset og trådte i stedet ind i denne verden."

Cazador

Han kiggede blot på hende og nikkede svagt, hvor efter han kiggede på hende. Med et blik der sagde 'lig dig ved min side' han blev stadig liggene i sandet, og lyttede til hvad hun fortalte. Det var den barndom han altid havde ønsket sig, det var sådan et sted han gerne også ville komme fra. Men ak ja det var ikke noget, han hang sig i. Han var jo i live og havde det som, sådan faktisk godt. Han smilede, da hun lage sig ved hans side, og han puffede blidt til hende, mens hun fortalte om der hvor hun kom fra. Sikke meget hun havde på hjertet, han lyttede og suge, hendes ord dybt ind til sig. Han kiggede på hende og sagde stille.

''Du må ikke bebrejde sig selv, du kunne jo hverken gøre fra eller til''

Han lage mulen, blidt på hendes kind og brummede roligt mens han lukkede øjnene. Hun havde i sandhed nogle tunge, tin at børe rundt på. Utroligt hun kunne virke så ren i hjertet, når hun bære på sådan nogle ting. Han havde ondt af hende, det gjorde helt ondt inden i ved ham selv, når han tænkte på hvad hun havde været igennem og endda oplevet.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun brummede dæmpet og mimrede lidt med mulen mens den lige nøjagtigt rørte sandet som de lå i. Hun puffede blidt tilbage for at gengælde hans venlighed. Hans ord var de ord hun fortalte sig selv næsten hver eneste dag. At hun ikke måtte bebrejde sig selv. Sket var sket og hun ville ikke hænge sig i fortiden hvis hun skulle se fremad. Det nyttede jo slet ikke.

"Jeg prøver så vidt muligt at se fremad. Indtil videre er det i hvert fald gået nogenlunde. Jeg er kommet i en flok. En lille flok som netop er startet og som søger flere medlemmer. En flok hvor der skal være plads til alle. Med en leder som jeg tvivler på ville kunne true nogen som helst på livet. Han virker retfærdig nok i hvert fald"

Hun smilte lidt igen. Et smil der gik fra den silkebløde lyse mule og helt op til de krystalklare blå øjne der hvilede på ham.

"Teylar hedder den. Den eneste flok jeg har oplevet i dette område siden jeg kom hertil da træerne så småt begyndte at skifte farve"

Cazador

Han smilede og kiggede på hende, da hun forsatte med at fortælle. Han lyttede til hver, eneste ord hun havde at fortælle. Han brummede roligt mens han atter lyttede hun, havde en del på hjertet. Der næst nikkede han for lige som at give udtryk for, at han fulgte med og forstod. Han så hvordan hendes blik hvilede på ham og han sagde i et smil

''Den flok har jeg hørt om, og den lyder da god. Selv havde jeg planer om at opsøge lederen af denne flok, da jeg selv søger en flok at være i, til jeg ved hvad jeg vil her i livet''

Han ville ikke lægge skjul på, at han selv ønskede en dag at være leder af sin egen flok. Men pt. viste han ikke helt om det, nu også var det han ønskede eller? Og derfor havde han besluttede at han lige så godt, kunne finde en flok at slå sig ned i, til han havde gjort op med sig selv. Hvad han ville og ikke ville.

[/color][/blockquote][/blockquote]

"Den flok er endnu ikke stor, men den er voksende. Det går i hvert fald den rigtige vej"

[/i]

Hun smilede lidt for sig selv igen. Hendes lyse mule hvilede mod sandet i nogle sekunder inden hendes blik søgte op mod stjernehimlen igen. Hun nød at betragte den mørke himmel og med alle de lysende prikker der dannede billeder i stjernerne. Nogle tydeligere end andre. Og de lysende pletter der var tydeligere end andre. De var ikke altid at se. Nogle af dem dukkede op før andre, og de var væk igen mens andre stadig forblev på himlen. Det var utroligt fascinerende.

"Jeg må godt nok indrømme at jeg ikke kan holde mig inden for flokkens område. Det har jeg aldrig været god til. Selv ikke hjemme i det gamle land. Men nu hvor min moders søster er her og kan holde øje med min broder, så har jeg mulighed for lidt frihed. Fortæl mig, Cazador. Hvordan kan det være at en hingst som du befandt sig i ensomhed i stedet for i selskab med andre på de andre øer?"[/i]
[/size][/color][/blockquote][/font]

Cazador

Han lyttede til den blide hoppe stemme, mens hun fortalte. Han lod hoved glide lidt på sned, mens han stadig var opmærksom, på hver eneste ord der kom fra hendes hvide mule. Og nikkede til hvad hun sagde.

''Mon ikke den en dag, bliver kæmpe stor''

Et oprigtigt smil kom fra ham, selv drømte han da også om sin egen flok. Men alligevel var han blevet en smugle usikker, måske var det bedst at slutte sig til en som allerede var der og vente lidt med selv at springe, ud i det? Måske han kunne lære noget af denne leder, eller endda selv gøre gavn i den flok? Hvem ved, måske det var noget han skulle tænke mere over.

Opmærksomheden blev igen rettede på sorte Ava. Der så ud til at betrakte den nattehimmel, han selv havde så kær, hendes ord brød atter stilheden, og han mærkede hvordan disse ord trængte dybere ind, nok fordi hun spurgte til hans fortid. Det var en han tænkte tilbage på, både med glæde men også en stor sorg. Et skævt smil kom fra hans mule, og han lage den blidt på hendes hals, og nulrede hendes lange sorte man mens han stillede fortalte.

''Min mor vente sin leder ryggen, og han svor at dræbe hende og da hun var drægtig med hans søn, og hun ikke ønskede at 'jeg' skulle blive som min far. En ond modbydelig hingst, valgte hun at flygte. Så vi levede altid på flugt og i frygt, og måtte holdes os til de lange skygger altid i skjul for at have livet kært''

Mere sagde han ikke før hans ord svandt hen i nattens mange lyde, og han kiggede op på himlen. Han så den store stjerne og kom sådan til at tænke på sin mor. Et stille suk kom fra ham, men ikke højt man skulle være ret opmærksom, for at opfange dette lille suk.

[/color][/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] The Time's Come To Play Hun lyttede til hans ord og nikkede i enighed da han kommenterede størrelsen på flokken. At den nok en dag ville blive kæmpe stor. Det ville den vel. Alle flokke starter et sted med få medlemmer. Hendes blik forblev vendt mod nattehimlen mens han snakkede. Det var først da han lagde mulen mod hendes hals og nulrede hendes man, at hun vendte hovedet mod ham igen. Dog ikke så meget han ikke ville kunne komme til, for det var nu alligevel rart at blive nulret lidt i manen. Det var ikke alle der gad den slags her i landet – det havde hun erfaret, for mange af hingstene var de der asociale typer der knap nok kunne klare synet af andre og som ikke engang var meget få at åbne munden og tale. Hun nippede lidt til hans sorte man som var det eneste hun lige kunne nå, mens hun samtidig lyttede til hans fortælling om hans mor der vendte lederen ryggen og lederen der havde svoret at dræbe hende. Det lød lidt voldsomt i Avas ører, og hun var glad for at hendes far aldrig ville have reageret på den måde. Så var hun da i hvert fald kylet ud – datter eller ej. For hvor mange gange havde hun ikke trodset hans ord? Mange!   ”Jeg kan ikke rigtig forestille mig hvordan det må være at leve i frygt og på flugt for mit liv har altid ligget langt derfra. Altid i tryghed. Selv her mener jeg ikke selv jeg som sådan har noget at frygte. Ganske vidst er der nogle lidt ubehagelige individer engang imellem, men ikke nogen jeg ikke kan håndtere og lige sætte på plads.”   Det sidste kunne hun ikke helt lade være med at smile lidt af. En havde jo mere eller mindre skruet bissen på og så var hun blevet strid, og det endte da også med en ganske almindelig samtale til sidst. Hun skulle jo bare lige vise ham at fordi han var stor hingst var det ikke ensbetydende med at han kunne behandle hende som hvis hun ingenting var. notes,- word count, 345

[/td][/tr][/table][/center]

Cazador

Han kunne ikke lade være med at nyde, dette øjeblik. Selv var Cazador en meget social type, og der var bestemt intet ondt i ham. Stille nussede han videre i den sorte man. Han nød Ava's selskab. Han så hvordan hun lyttede, til hvad han fortalte, og selv vippede han øren frem og så på hende. Da hun begyndte at tale, han var meget fascineret af den sorte hoppe, hun virkede åben af sind, trods hun sikkert havde prøvet en del, trods hendes alder. Da hun sagde, hun endnu ikke havde mødt nogle. Hun ikke kunne tage hånd om, kunne han ikke lade være med at le. Især da han så smilet om hendes mule.

''Så for søren, så må jeg heller bøje mig i støvet og blive beæret over dit selskab. Så er jeg jo i trykke 'hove' sammen med dig.

Endnu engang smilede han stort, og det krystalblå øje hvilede blidt på den sorte hoppe.

[/color][/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] The Time's Come To Play Hans ord fik den lille sorte hoppe til at le en smule. En lille lys latter, som samtidig også fik hende til at holde pause fra at ’pille’ i hans man. Hun rykkede bare en smule tættere på – dog uden at rejse sig, for doven var hun. Ikke altid ganske vidst, men nogen gange, og lige nu var et af de tidspunkter hvor hun ikke behøvede at komme på benene for at flytte sig ganske få cm for igen at smide sig i sandet. Hun ville heller ikke have noget imod at slæbe sandet med hende når hun flyttede sig, for der hvor hendes sorte krop havde ligget, var sandet formet efter hende – og hendes sorte krop havde varmet sandet op, så det var ikke engang koldt at ligge i, som det ellers kunne være når solen var gået ned. Det var nu heller ikke særlig tit hun brugte tid på at ligge på den tilsandede ø for at betragte stjernehimlen. Det var ikke engang ret tit hun havde opholdt sig her. ”Trygge hove er måske så meget sagt. Jeg kan stå inde for mine holdninger og hvad jeg er. Jeg kan fortælle andre hvad de bestemt ikke skal sige til mig og hvad de ikke bør kalde mig uanset hvad de så selv mener – men jeg vil ikke vove at påstå at jeg kan tæve en hingst der kun er ude på at slås. Jeg er stærk verbalt. Fysisk kommer vel med tiden” Hun lod ganske let over sine egne ord, og billederne af en hingst i dobbelt størrelse som hun i sit hoved ville kunne tæve, men hvis det kom til den virkelige verden ville hun nok være lidt på spanden. Det ville dog ikke afholde hende fra at være sig selv. Hun strakte halsen lidt ud mod Cazador endnu en gang, for at rode lidt i hans man, men også for at finde frem til hans hals, som hun kunne gå i gang med at gnubbe. notes,- word count, 329

[/td][/tr][/table][/center]