Stille tider

Andromedas land lå roligt hen. Der var ingen tegn om det mørke der var under opsejling i dette land, for alt åndede ro og fred. Kun få heste kendte til det mørke der stille krøb ind over landet, det mørke som Sunrise Saint kendte i skikkelsen Rumpelstiltskin. Hun var en af de få der havde lavet en aftale med ham, en af de få der vidste at man burde være mere varsom end normalt i dette land. Hendes brede vinger og stille voksende mave var tegn på denne dæmons tilstedeværelse i landet.
Saint stod i sin elskede ørken og lod øjnene glide rundt i landskabet. Hun prøvede at lade landskabets ro vokse ind til sin egen krop. Måske hun så ville kunne glemme Rumpels væsen, og bare nyde livet endnu en gang. Hendes nøddebrune øjne skuede rundt for at holde øje med om andre trængte sig ind på hendes ø. Hun var et noget betagende syn som hun stod der i måneskinnet med sine vinger let bredt ud fra hendes stadig slanke sider. Ikke mange ville kunne tro deres øjne når de så Saint, men hun var i sandhed hvad hun så ud til, en sand pegasus.

[/size][/color]

Cazador

Den brune hingst, med den hvide plettede bagpart. Kom roligt traven, over det røde sand. Den måde det opslugte, hver en bevægelse han lavede, nød han til fulde. Hvordan de små sandkort rislede når de lavede små fordybninger, der hvor han havde sat sin hov. Selv var han ikke en spinkel hest, som man normalt så i ørkenen. Næ hans friser bygning, skar gennem landskabet, han kunne ikke skjule sig nogen steder. Ej heller gå i et med sandbakkeren. Selv om han var en tung hingst, bevægede han sig stadig med let hed. Hoved var højt hævet, mens det krystalblå øje skimtede rundt, i landskabet. Det blinde øje stirrede som altid, lige ud i luften som så det ting andre ikke kunne se. Han fik dog et chok, da han med et så foran sig. Noget der lignede en forvokset fugl/hest. Der skulle meget til at skramme ham, og selv var han sikker på han, så fatamorgana eller drømte? Da han stoppede op, kiggede han blot på den pegasus ligende gule hest. Nu var han da sikker på han drømte, om lidt ville han vågne op og så ville han være sikker i sin sag. Men da han nappede sig selv i bringen, vågnede han ikke? Godt nok var han en stor dagdrømmer, men dette havde han alligevel aldrig oplevet! Uden at tænke mere over det, nejede han elegant for den nye skabning han stod over for, dette måtte være en gud! Der var ingen andre forklaring, eller var der?

[/color][/blockquote][/blockquote]

En fremmed nærmede sig.
Saint vendte opmærksomt hovedet og sin front, for at betragte det der kom. Hendes spinkle facade spændtes op, og hendes ører gled ned i ørerne. Trods Saint havde vinger som en engel, så var hun ikke ændret i karakter. For altid, forblev hun den samme hoppe med fordomme, hende der sørgede for at passe på i forhold til fremmede, og sørgede for at de holdt sig på afstand. Vingerne var på mange måder en ulempe for hende, for hun ønskede at andre blev intimiderede, men vingerne fremmede bare det feminine og uskyldsrene hendes krop udviste.
En hingst kom til syne i hoppens synsfelt, en hingst der med sine kraftige lemmer ikke hørte til i hendes gyldenrøde ørken. Alligevel formåede han at bevæge sit korpus forholdsvist elegant af sted.
Reaktionen hingsten kom med pga. hendes udseende fik Saint til at spidse mulen og knibe øjnene sammen. Hun forstod ikke denne underlige adfærd? Hvorfor virkede han så overrasket, og pludselig så høflig. Hendes feminine hoved gled på sned mens hun betragtede den anden. Saint forstod ikke at hendes vinger kunne fremme så stor forundring hos andre, for vingerne var så naturlige for hende som ørkenen var det. Hun mærkede dog sig selv nikke ganske overvejende tilbage til den anden. Hendes nøddebrune øjne forblev dog kolde, overvejne.

[/size][/color]

Cazador

Under det skønne ydre, fornemmede han hurtigt. At denne hoppe nok ikke var godheden selv, ikke at han lige frem ville sige, hun var ond. Men temperament besad hoppen, det var han sikker på. Gjorde alle hopper entelig ikke det? Nu hvor han kom til at tænke over det. Da han havde bukket færdigt for hende, og kiggede op, blev hans krystalblå øje mødt, af to nøddebrune øjne. De var dog ikke fyldt, med liv og glæde som han ellerser var van til, men mere som den anden hoppe, han havde mødt den anden dag, koldt og uden den, mindste snært af 'hej med dig' men et blik der mere sagde 'tag dig i agt' roligt blev han, hvor han havde stoppet. Og kiggede stadig på hoppen, det var nu ikke længer hendes, vinger. Der fangede hans blik men blot hendes eget blik. Cazador var ikke typen, der lod sig slå ud, og nu havde han fået slået fast, at denne hest havde vinger, og hun var ikke et fatamorgana. Hurtigt mærkede han at han skulle, nok ikke komme nærmer, og dette respekterende han. Roligt lod han sig dumpe ned i sandet, for at vise han intet ond ville hende. Så måtte hun jo komme til ham, hvis hun ønskede at lære ham at kende, eller også råbe fra der hvor hun stod, hvis hun ville kommunikere med ham.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Var der noget den gyldne hoppe havde lært om at forsvare sig selv, var det at man aldrig skulle ligge sig ned. Når en hest lagde sig var den dybt sårbar og et nemt bytte for enhver der ønskede at gøre skade. Som den fremmede sjæl valgte at ligge sig ned med et let bump blev Saint derfor en smule forvirret. Hvordan var det han opførte sig? Han kunne endnu ikke stole på hende, ingen kunne stole på hende, og hun kunne ikke stole på andre, men alligevel blev han liggende i sandet. Et let fnys forlod hendes mule, undrende.
Det var sjældent at Saint oplevede at nogen viste tillid til hende for, for det meste blev folk intimiderede af hendes vagtsomme væremåde. Nu måtte hun prøve at håndtere hvorledes det var at have nogen til at virke tillid til sig. Stille satte hun i skridt frem mod ham, men stoppede flere meter fra hvor han lå. Hendes krop blev hævet op mens hun så ned på ham med endnu vagtsomme øjne. Hun ville ikke give noget væk! Han var endnu en fremmed, men han havde indtil videre vundet hendes opmærksomhed.
Stilheden gjorde ikke Saint noget, hun nød den. Det gjorde at hun kunne fokusere på at høre ørkenøens mange betryggende lyde, de lyde hun havde kendt hele sit liv som sit hjem.

[/size][/color]

Cazador

Han var ikke som andre, og det havde dem der kendte ham efter hånden, nok også opdaget. Han var helt sin egen, og gjorde tingen på sin måde. Han var ikke ude på ballade, og hvis hun ikke ønskede, selvskab så fint med ham. Så kunne hun jo, bare vænde om og gå. Men det gjorde hun alligevel ikke, han puffede blidt til sandet, med den hvide og pinke mule, mens han roligt havde ét ½ øje på hende, uden entelig at vise han, holdte øje med hende. Med med det vagstomme sind hun havde, var han sikker på hun godt havde opdaget han holdte øje med hende. Han brummede roligt, da hun stoppede op, og nikkede blot til hende. Han nød stilheden her i ørkenen faktisk stilhed generelt. Det gjorde ham intet, at dette ikke var endnu en sjæl med 1000 spørgsmål. Ikke fordi han havde noget i mod at konverserer, men nogle gange var det også dejligt, bare at kunne nyde stilheden. Uden at være helt alene, men sammen med en anden. I et kort øjeblik mærkede han, hvordan den bevinget hest, var blevet en smugle forvirret over at han, havde lagt sig i sandet.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Mange sjæle og personligheder vandrede rundt i denne ørken og kom på besøg her. Sunrise Saint var en af de heste der havde mødt mange heste, endnu havde hun dog ikke kunne finde to der virkede sammenlignelige. Denne hingst var ingen undtagelse, endnu havde hun ikke set en sjæl der virkede helt som han. Det var som om, at her i Andromedas lang var der flere unikke heste end udenfor i den verden hun ikke længere hørte til.
Mens hendes øjne gled ned i hendes blik, lagde hun mærke til hans ene øje. Mon han var blind? Hun mærkede sig selv rynke svagt på mulen. En gang før havde Saint mødt en hingst, denne havde dog været helt blind. Ingen havde turde nærme sig ham, for historien gik på at han havde nedkæmpet en enorm bjørn, der dog som betaling for sit liv havde flænget ham over midten af ansigtet, og havde ramt så direkte, at begge hans øjne var blevet flænget og han måtte betale med sit syn. Når hun kiggede på denne hingst så hun et svagt ar ved det blinde øje. Måske han havde oplevet noget lignende?
Saint lod øjnene glide væk. Trods sit kolde ydre var Saint en godhjertet sjæl, og hun ville ikke trænge sig ind på hans privathed ved hans muligvis blinde øje. Hendes egne øjne spejdede ud over ørkenens røde landskab. Nu var stedet oplyst af det blålige lys fra månen, og det fik alt til at se magisk ud. Saint var dog på vagt med den fremmede hingst, for trods han havde sendt signaler om at være tryg kunne han vel hurtigt ændre mening.

[/size][/color]

Cazador

''Host hos, han har ar over det blinde øje XD bare svært at se på de små billeder''
i45.tinypic.com/358oz29.png

*fnis* ved ikke om du lige vil rette lidt i din besked, inden jeg svare ? XD

[/color][/blockquote][/blockquote]

Cazador

Roligt kiggede han på hoppen, der så ud til at stå i sine egne dybe tanker. Og han smilede venligt til hende, hvad mon hun var for en. Hun var ikke sådan lige, at sætte i bås. Hun var slet ikke som de andre, han havde mødt. Men det var han nu også, ved at være van til. Ingen her på denne ø, virkede til at være ''normale'' det krystalblå øje betragtede hvordan, hun kiggede ud over ørkenens mange sletter, og stille sagde han.

''Ørken dukker op, Og tager hjerter på safari. Hen over de røde stepper, indenom og ud, og udenom og ind. Her ude er regnbuen brun, ingenting forgår alt ender blindt. Her i ørkenens måneskind''

[/color][/blockquote][/blockquote]

Aftenen var stille. Alt virkede til at hvile i sig selv, og mens Saints øjne endnu vandrede over det lettere bakkede landskab ønskede hun, at hun ville kunne blive ligeså. Grunden til at man sjældent så Saint sammen med heste af sit eget køn, var fordi de fleste hopper havde den ro der mindede hende så meget om den natur hun nu befandt sig i. Det var en ro som Saint misundte, en ro hun aldrig selv ville kunne finde frem. Det var en ganske dårlig egenskab som hoppen havde, for mange gange ville hun kunne bruge netop den egenskab i andre, for hingste indeholdt sjældent helt den samme ro.
Den fremmede hingsts øjne gled op på hende, og fik det til at sitre i hendes krop. Hun kunne ikke undlade at lade sine skimte ned mod ham, men hævede hurtigt øjnene igen. Han havde vagt noget af hendes opmærksomhed, men det behøvede han skam ikke blive for klar over. Af denne grund gled hendes blik endnu engang hen over landskabet hvor det hvilede på et punkt i det fjerne, som kunne hun der skimte noget videre interessant.

Mumlede han? Saints øjne gled ned, tænkende. Denne hingst havde allerede virket speciel, men nu snakkede han direkte i koder. Saint var muligvis kløgtig og også noget af en drømmer, hun var dog ikke videre dygtig til at sætte sig ind i andres sted, og af denne grund kunne hun ikke finde meningen med hans ord. Alligevel brød hun sig en smule om det han sagde, for han snakkede om hendes hjem, hendes kære ørken, men hvor han ville hen med sine snørklede udsagn var hende ukendt.
Hoppens ører gled ned i nakken mens hun prøvede at finde noget at svare ham med. Der opstod dog et problem, for hvorledes svarede man noget man ikke forstod sig på.

"Hvorfor tale i gåder, når man kort kan fortælle hvad man mener?"

Saint måtte overveje sine ord grundigt, noget der ikke hørte hende til, men hun blev i tvivl om hvorledes han ville forstå hende i hendes simpelhed. Saints stemme var tonløs, mens hun fortsat kiggede frem for sig. Hun mente sine ord, hun havde aldrig prøvet at tale således som han, og følte det derfor en smule forkert at tale som han havde. Alligevel kunne hoppen mærke en svag nysgerrighed ved hans ord, noget hun hurtigt forsøgte at komme fra igen.

[/size][/color]

Cazador

Da han lå der i sandet, kunne han ikke lade være med, at bide mærke i. Hvordan hun skimtede ned på ham, men hurtigt rettede blikkede op mod noget andet, han smilede skævt. Han havde for nu, undgået balladen. Han var sikker på der skulle trædes varsomt. Selv havde han mest af alt, lyst til at rejse sig op. Og hoppe rundt og lave nogle kåde buk, mere fordi han var i så godt humør. Da han havde sluttede sin sætning, så han hvordan hoppen først virkede en smugle undren, og tænkte over hvad der blev sagt. Men hurtigt røg øren ned i nakken på hende, han var endnu ikke opgivne og tog det med ro. Da hun spurgte hvorfor, tale i gåder når man kunne udtale sig kort. Han kunne ikke lade være med at le, og rejste sig nu op. Hvor efter han kiggede på hende, han mærkede hvordan sandet stille trillede ned af ham, som havde han været i vandet. Han rystede sig ikke, da det var en kileden fornemmelse. Og han nød nu denne røde ørken. Hvor på han sagde.

''Kun sjæle som ikke forstår, ville udtale sig meget kort''

Han kiggede atter på hoppen og kunne ikke lade være med at smile roligt til hende. Han sank hoved en smugle, blot for at sikre sig at vise, med sit kropsprog at han intet ville hende. Han kunne dog alligevel ikke lade være med, at stikke mulen en smugle frem, blot for at opfange hendes duft, så han kunne gennem den i hukommelsen. Han sagde der efter mens han lukkede sine øjne.

''Ørkenen er frihedens sted, her finder man den indre ro. I sandet man hjertet begraver, mens temperamentet koger. Under den bagen sol, kun få kan sig begå - her i det varme sand. Langt fra grønt og vand, i det bakkede land. Hurtigt tiden forgår, mens man blot her står''

[/color][/blockquote][/blockquote]

Saint følte sig hurtigt forurettet af hingstens ord. Hvordan kunne han finde på at være så ubehøvlet. Hoppen tænkte ikke engang over hvorvidt hans ord kunne være ganske sande, for hun ville aldrig selv kunne mestre ordene helt som han. Kun i selskabet med en enkelt hingst hun havde mødt på bjergøen havde hun følt sin gamle høflige tunge blive genvagt, hvor hun havde talt lige så meget i gåder som denne hingst, bare på sin egen måde. Det var noget langt andet hvordan denne hingst talte og hun selv kunne, men hun mente stadig at der sjældent var brug for gåder i sin tale. Hingstens grin fik hende igen til at trække en irriteret mine.

"Eller også er det for dem der tør sige tingene som det er.

Saint prøvede at skjule sin fornærmelse, men det lykkedes ikke fuldkomment, hun formåede kun at dække hendes irritation med en svag kølig mine. Hendes øjne glødede dog af de følelser der strømmede rundt i hendes blodbane. Saint var nem at få op at køre, og denne hingst kunne hurtigt få hende op i det røde felt sådan som det nu gik ham. Hvis ikke man var yderst varsom med sine ord i hendes selskab kunne det hurtigt gå galt.
Da hingstens rejste sig flyttede hoppen sig to skridt tilbage. Han skulle skam ikke for tæt på. Omkring den gyldne hoppe var en usynlig cirkel. Denne dannede hoppens personlige rum, som var en smule stort for en hests at være, men hun ønskede ikke folk tæt på, og ofte følte hun det ville gøre ondt på hende når andres muler berørte hendes krop. Efter sin oplevelse med Rumpel blev det ikke bedre. Hun huskede stadig hans lette berøring på hendes krop, og den smerte der senere havde føltes til at splitte alle hendes atomer omkring hendes skuldre. Det sitrede let i hendes krop ved mindet, hun håbede inderligt, at hun ikke skulle opleve det igen.

De nøddebrune øjne blev knebet sammen ved hingstens ord. Endnu vovede han at tale i sine underlige gåder. Denne gang valgte hun ikke at svare ham, for hun ønskede det ikke. Saint så kun overfladen i hans ord, som ville hun ikke lade sig selv dykke ned i ordenes betydning. Hvis hun ønskede det kunne hoppen nok finde lidt mere mening i det, men i sin nyfundne stædighed holdt hun sig selv fra at høre hans mange poetiske ord.

[/size][/color]

//Out, nulstilling af tråde.

Ok :3