Når sneen falder

Sneen dalede kraftigt omkring den røde hoppe. Hendes røde pels var efterhånden blevet godt tyk. Så frøs det gjorde hun ikke ligefrem. Selvom Lune ikke havde noget imod sne, så var det ikke særlig rart, at det blæste så kraftigt. Alligevel havde hun begivet sig ud i det åbne. Tørsten var kommet krybende og hun var derfor tvunget til, at bevæge sig hen mod en sø. Selv ønskede hun ikke, at skulle suge det kolde vand i sig, men hun skulle jo have vand. Måske var der en positiv ting ved blæsten. Hendes brunst hang ikke rundt om hende hele tiden. Så chancen for, at andre ville kunne dufte hende, var en smule mindre. Ikke at Lune havde noget imod andre heste, hun kunne sagtens beskytte sig fra hingste som havde dårlige intentioner. Men hun var altid en smule mere forsigtig når brunsten var over hende.

Heldigvis skulle hun dog ikke gå særlig langt før, at en sø kom til syne. En lille en var det, men vand ville den da indeholde. Da hun kom helt hen til den, betragtede hun den opmærksomt. Isen var en anelse tyk. Så hun prøvede på at finde et sted, hvor den var tyndere. Længe skulle hun heldigvis ikke lede. Ved kanten havde isen ikke fået helt fat, så hun tog den ene hov og pressede ned på isen. Et krak lød, da den tynde is gik i stykker. Roligt og en anelse forsigtigt tog hun mulen ned til det kolde vand. Brrr .. Lune så ikke frem til, at skulle synke det. Alligevel tog hun mulen helt hen til vandet og sugede det til sig. Det skar hele vejen ned igennem halsen og maven. Efter nogle få sug tog hun hovedet til sig igen. Det var mere end rigeligt for nu.

De dalende iskrystaller var alle i færd med deres frie fald mod fast bund. Han skulle vel egentlig bare tilbage til bjergpasset nu, for her på den åbne eng var der ej meget at komme efter. Oppustet og vågen overfor en hver fare, selv i dette mulige synsbedrag af alle de dalende snefnug, spadserede den muskuløse og brogede hingst af sted. Han havde egentlig søgt ly i skovbrynet for sneens dalende fnug, men den havde stået på et stykke til nu. Han kunne lige så godt drage tilbage nu, før det måske ville blive storm?
Straks spadserede en rød skikkelse sig i det tætte snevejr sig mod søen. De krystalblå øjne missede sig anseende sammen mod denne hest, mens hans øre stadig lå tilbage i den fyldige mørke man, der lige nu var fyldt med en efterhånden ordentlig dynge sne. Det samme var hans ryk; mens varmen endnu buldrede trygt i hans indre bag den tætte vinterpels.
Djange trådte nu ud, præciserende og standhaftigt; og lod det lodretholdte karakteristiske hvide hoved, lede an, for enden af den højtstillede spændte hals, på den muskuløse og samlede krop. Han trådte skridt for skridt, roligt af sted, selvom han godt kunne anses som farlig eller truende på afstand; mens han nærmede sig sjælen, der havde stoppet ved søen for at drikke.

Lune var måske ikke så opmærksom på sine omgivelser, som hun skulle være. Hun havde i hvert fald ikke opdaget den hest, som nu kom gående i hendes retning. Direkte imod hende. Hans udseende var på ingen måde venligt, hvilket fik hende til at vende sig direkte om mod ham. Ørerne lagt en anelse ned. En enkelt gang piskede hun med halen. Han skulle ikke for tæt på. Ikke med den holdning han havde. Hvorfor mindede han hende så meget, om den sorte Kodiak? Godt nok var deres farver på ingen måde ens. Men attituden var akkurat den samme. Aggressiv og en anelse dominerende. Var hun bare uheldig, siden hun altid mødte de hingste når hun var i brunst? Det var ganske enkelt ikke fair. Hun orkede ikke, at skulle kæmpe endnu engang. Kodiak havde sat tænderne i hende, hvilket Seth også havde gjort. Med Seth havde hun dog overgivet sig, men ikke med Kodiak. Dumme stædige hingst! Hun kom med et hårdt fnys, en lille reprimande om, at han altså ikke skulle for tæt på.

Meget skarp lå kontrasten mellem den hvide frit faldende sne og så denne røde hest; hvis sjæl hurtigt og tydeliggjorde en påpasseligt og opmærksom adfærd. Vigende for de nedfaldende store fnug, slog sig en rynke over den lyserøde mule, mens de krystalblå øjne havde misset sig anseende sammen. Han nærmere sig atter i et roligt tempo, mens det var tydeligt at denne hest opfattede ham som fjendtligt. Duften af denne fremmed var svær for Djange at fastslå; men så alligevel, svang sig en dæmpet duft af brunst sig i luften. Anseende løftede et ikke eksisterende øjenbryn sig let, da det gik op for ham at denne sjæl var en hoppe; og så endda én i brunst. Han var egentlig på vej til at gøre sin sædvanlige entré, da hoppen pludseligt udløste et fnys. Brat stoppede han på den mørke ben, mens han rankede den højtstillede hals, så en knejsende form kom til udtryk. Hårdt trykkede begge øre sig dybt i nakken hos den fyldige mørke man, beklædt med fnug, mens en skeptisk rynke tydeligt viste sig på den lyserøde mule. Næsten så tænderne advarende blev blottet, mens de kolde og tomme øjne, stirrede sig direkte på den endnu ukendte hoppe. Hvad bildte hun sig lige godt ind?!

Hun brød sig ikke om ham. På ingen måde. Hans fremtræden var alt for truende, alt for meget som den sorte Kodiak. Hans tænder havde hun allerede fået i sig en gang. Så at få denne fremmeds tænder i sin røde pels, var ikke øverst på listen. Men kunne hun undgå det denne gang? Der var ingen tvivl om, at Lune havde temperament. Men hun kunne sagtens styre det. Så længe den anden ikke var for aggressiv. Men hingsten foran hende virkede ikke til, at være den venlige type. Hans attitude fra starten af, var ret så truende. Hvad havde han forventet? At Lune ville stå med begge ører fremme og byde ham velkommen? Nej hun havde lært sin lektie. Især nu hvor hun var i brunst. Lune tog ikke flere chancer. På ingen måde. Han reagerede også ret så tydeligt, på hendes advarende fnys. Han skulle ikk for tæt på. Men hans reaktion var som ventet, ikke særlig åben. Han blev faktisk mere dominerende i hans holdning. Det virkede som om, at han nærmest viste tænder. Lune reagerede prompte. Begge ører blev trykket helt ned, og et lidt advarende brum forlod hende. Hvad ville han mon gøre nu?

Den tætte sne gjorde selve den spændte stemning en smule mere kold og kynisk for Djanges vedkommende. Kun hans hjertes slag dybt i hans bryst, mindede ham om det at være i live; med tilhørende varme. Hoppen brød sig bestemt ikke om denne handling, men hun havde trods af alt selv sat den i værk. Havde hun blot ladet ham nærme sig hende, end ikke engang nærme sig, blot stå på afstand; skulle hun nok have fået den sædvanlige entré.
Men næh nej. Sådan skulle det ikke være i dag. Koldt og tomt blev blikket kastet fra de krystalblå øjne til de mørke hos hoppen; skønt de mange dalende fnug gjorde det en anelse sværere at fokusere. Han piskede et par hårde slag med den mørke hale, advarende over hendes advarende brummen gennem luften; mens pustede stille ud. Nærmest anlæggende til at fnys. Blot var det eneste der afslørede dette lydløse fnys, den stigende damp fra hans næseborer.

”Goddag Frøken.”
Havde Djanges hæse og intense stemme lydt, mens øjnene forsat var misset og mulen endnu rynket skeptisk. Hvad bildte hun sig lige godt ind? Tonløst lød hans stemme, med en snert af kyniskhed og irritation. Skønt hans ord var høflige. Men intet nik, nej; hans almene respekt skulle hun ej ha; det havde hun langt fra fortjent med denne indstilling til en, ind til da, harmløs sjæl.

Måden han betragtede hende på fik hende til, at føle sig en anelse utilpas. Med Kodiak havde hun i det mindste vidst, at et angreb kunne være på tale. Men denne hingst viste det ikke så tydeligt. Dog tvivlede hun ikke på, at han var typen som ville gøre det. Måske dømte hun ham på forhan, men hvad kunne man ellers forvente? Alle hendes andre møder, med sådanne hingste var altid endt med, at hun fik tænderne i sig. Selvom hun på ingen måde havde lagt op til det. Nu havde hun fået nok. Ingen skulle tro, at hun var en forsvarsløs hoppe, som ikke kunne tage vare på sig selv. Ingen hingst skulle tro, at han kunne manipulere hende. For det var ikke tilfældet. Stædigt slog hun ligeledes med halen. Måske en smule dumt, men hun kunne ikke dy sig. Hun var irriteret. Længere var den ikke. Dog lød hans hæse stemme lidt efter. Frøken? Hun var ingen frøken. Men det var da bedre, end at blive kaldt hoppe. Dog var hendes ører stadig lagt godt ned i nakken på hende.

"Goddag Herre."

Hendes stemme man kølig, men man kunne godt ane den varme tone, som hun normalt var i besiddelse af. Hun valgte at tiltale ham på akkurat samme måde, som han gjorde ved hende. Nu måtte han endelig ikke misforstå hende. Han var jo ikke hendes herre. Men at sige hingst var for hende, stadig en anelse for nedværdigende. Stædigt blev hun stående. Sneen var ved at samle sig godt på hendes eller så røde ryg. Den var nu ved at blive hvid. Men Lune lagde ikke mærke til det. Hun var kun fokuseret på én ting. Hingsten foran hende.

Piskende slag lød dæmpet for sneens lyddæmpende evner; men hoppen var ikke just imødekommende. Snarere fjendtlig anlagt. Som skulle hun bevise noget? Han selv var da ikke tilbageholdende for en kamp, hvis det var det hun hentydede til med alt dette. Men alligevel var det vel unødvendigt. Hoppen her så ikke just ud til at bære præg af nær så muskuløse træk som Djange efterhånden gjorde. Men nuvel; men skal aldrig skue en hund på hårende.
Hoppen tiltalte ham pænt igen, men ikke just pænt. Nærmere gengivende. Truende, ville mange nok tolke det, nu da de kolde og tomme øjne nærmest stirrede sig blindt på hendes øjne; mens de langsomt og anseende missede sig sammen. Han lod sit blik falde let dansende over hendes røde skind, som langsomt blev dækket af sneen. Det samme gjorde hans egen pels; som efterhånden var tæt og isolerende over hans skind.

”Jeg har aldrig stødt på Dem eller Deres duft før; sig mig, er De ny på disse kanter?”
Lød Djanges hæse og intense stemme brydende, tonløst, på en lettere optakt til mulig tavshed. Hendes duft var ham endnu ikke helt klar, da sneens tætte dalen forvirrede hans sanser. Hans krystalblå øjne så fortsat direkte i hendes, afventende på om denne hoppe måske havde andet end fjendtlig karakteristik at byde på.

Han reagerede ikke fjendtlig, da hun piskede med halen igen. Hvilket fik hende til, at slappe bare en smule af. Hun lod derfor halen forblive stille og ørerne kom en smule længere op. Måske var han ikke så arrig, som hun lige havde regnet med. Men hun var stadig skeptisk. Hvorfor skulle han nærme sig hende, med ørerne så langt nede, hvis ikke han havde skumle bagtanker om, at sætte tænderne i hende? Alligevel spurgte han hende, om noget hun slet ikke havde forventet. Om hun var ny i landet? Hvor kom den lige fra? Hvis han ville flå hende, kunne han så ikke bare gøre det? Hvorfor pine hende først, med unødvendige spørgsmål. Lune besluttede sig dog for, at det var bedst at svare ham. Selvom den røde hoppe havde temperament, så kunne hun også være høflig. Lige nu var det måske bedst, at være det.

"Jeg er ej ny i dette land. Men jeg er heller aldrig stødt på deres duft."

Mere ville hun ikke sige. Mere skulle han ikke vide. Hvis han havde flere spørgsmål, så måtte han stille dem. Hun var stadig usikker på ham. Var han mon en blanding mellem Seth og Kodiak? Han viste, at han kunne finde på, at sætte tænderne i hende. Men gjorde det ikke medmindre han fik en grund til det?

Den tæt dalende sne, omkredsede favnfuldt de to sjæle som endnu var meget fremmede for hinanden. Hoppen tøede nu en smule op, da hendes røde øre da også gled en anelse frem. Han selv forblev i den ranke og stolte holdning, der stift forblev standhaftigt stående hvor han havde placeret sig. Hoppens stemme lød; og i samme øjeblik blev hans sanseindtryk også slået fast. Duften af citrusblomster, den søde og harmoniske blide duft, som kom fra de hvide små blomster på en citronplante. Djanges ene øre gled ud til siden, for at understrege hans lytten da hoppen talte. Hun havde efter sigende heller aldrig stødt på ham? Det undrede ham en anelse, og så alligevel ikke? Landet her var stort, og om man ville det eller ej, stødte man altid på nye sjæle. End om man vandrede eller forblev samme sted.

”Mit navn er Djange.”
En svag grublende og næsten lydløs brummen havde lydt hæst, for hans stemme hade lydt med den hæse og intense; tonløse stemme. Alt mens de krystalblå øjne fortsat så direkte i hoppens mørke. Han nikkede nu høfligt og yderst mekanisk i nakken, da han hilsende havde præsenteret sig.



[OUT]