1 year older and still playing

[Åben for alle]
Mørket havde allerede lagt sig på himlen og gjort plads til en masse lysende prikker på himlen. Han var hjemme, men tankerne om at tage et smut ud fra området for at søge efter en legekammerat. Problemet var bare at mange sov på denne tid. Det var kun ham selv der var aller mest vågen når solen ikke stod højest på himlen. Han var et lille nattedyr. Han kunne falde i et med den sorte nat, og derfor følte han også selv han havde største chance for at kunne have det lidt sjovt med andre. Han havde mulighed for at snige sig ind på folk der ikke lige var opmærksomme, eller mulighed for at skjule sig bedre for farer der kunne lure - også selvom der ikke rigtig var nogen. Han havde i hvert fald ikke hørt om nogen - kun dem fra det land han kom fra. Det land hans søster kendte bedre end dette. Det land han havde hørt mange historier om.

[tråd nr. 70 - Titan 2 år]

En langbenet plag havde søgt ind på ukendt terræn. Han havde godt hørt om den nye flok der holdt til her på Leventera, men han havde faktisk ikke tænkt sig at finde ud af hvor. For Xenon gik hvor Xenon havde lyst til det. Han var på udkig efter en legekammerart, men umiddelbart var der ingen i syne. Det irriterede den unge Xenon som havde en hulens masse energi hobet op i hans overbyggede og ranglede krop. Han var på vej til snart at fylde 2 år og var ved at skyde i vejret, så kun var han bestemt ikke at se på. Det skulle kun lige være hans lyse pels der nærmest var selvlysende her i mørket.

Den unge hingst, Titan, havde allerede rundet de to år, og han var stadig et lige så stort legebarn. Dog blev legende hele tiden anderledes. Der var den sorte hoppe der legede med tænderne. Nogle af de store hingste der ikke forstod tag-fat - ig derfor havde Titan været nødt til at være kreativ. Nødt til at opfinde noget selv.

Noget fik ham til at se rundt i mørket. Selv var han helt skjult med den sorte pels. Det eneste der ikke gemte sig var de grønne øjne, men de var ikke nok til at afsløre ham. Et smil dukkede frem på hans mule da han fik øje på en lys plag. En Titan sagtens kunne genkende. En gammel legekammerat. Han virrede ganske kort med hovedet inden han kastede sig selv fremad mod Xenon, og blev ved med at øge farten. Han var klar til at angribe!

Xenon kunne høre noget, men ikke umiddelbart se. Han snurrede en runde om sig selv for at orientere sig. Jo det var lyden af skridt, hurtige skridt, lige mod ham. Xenon hvinede skingert og rejste sig på bagbenene samt fægtede med de lange ranglede forben, inden han landte med et højt fnys.
Flugtinstinktet pressede på, og Xenon stod nu blot og trykkede sig. Blikket blev rettet mod lyden af de hurtige skridt, nu kunne han ikke stå fast længere. Xenon vendte sig derpå i modsatte retning inden han pilede afsted, væk. Xenon var hurtig, ja hurtigere end mange andre heste i Andromeda, men hans lyse pels afslørede hans tilstedeværelse, så hurtigheden var det han måtte satse på.

Den anden plag, som Titan allerede havde genkendt som sin gamle legekammerat Xenon rejste sig på bagbenene. Titan havde set de store hingste gøre sådan også, og to ben ville være nemmere at vælte end 4 ben. Dog blev han ikke stående på to ben, men vendte om og pilede væk fra den retning Titan kom fra. Han forstod det ikke helt, men det var vel en form for tag fat. Den lille sorte nattevandrer sakkede bagud, men han gav ikke op. Han strakte halsen frem og gav sig lidt mere for at strække den lidt spinkle krop ud så han kunne få mere fart på. Han ville indhente den anden plag! Han ville ikke give op - om det så betød han til sidst ville stå og hive efter vejret. Han ville ikke give op. At give op var ikke noget han kendte til. Han forholdt sig dog stadig tavs, og derfor var der stadig ikke andet at se end de grønne øjne når månen reflekterede lyset i dem, og intet andet at høre end den dundrende lyd af hove der hurtigt bevæger sig hen over jorden.

Xenon skævede bagud, men kunne ikke se vedkommende der jagtede ham, for i farten overså han de grønne øjne som ind i mellem reflekterede i måneskinnet, hvor Xenon næsten lyste helt op. Istedet rettede han blikket frem og forsøgte igen at sætte farten op og satte kursen væk fra engen og ind i mellem træerne. Xenon var let på fødderne og kunne udnytte sin hurtighed på det ujævne terræn. Han sprang let og elegant over rødder som synede usynlige, men Xenon var opvokset i skoven så han kendte til dens mange fælder.

Titan fortsatte med at spæne gennem mørket fuldstændig ude af syne på grund af den kulsorte pels. Der var ikke ret meget der afslørede ham. Et eller andet sted morede det ham at Xenon havde så meget fart på. Man skulle tro at han løb for livet. Den sorte unge hingst virrede med hovedet og kastede sig fremad endnu en gang. Hans sorte pels begyndte så småt at glinse af fugt og sved på trods af den ellers kølige aftenluft. Den kolde vinter endda. Det var ikke noget der fik ham til at stoppe ikke endnu! Langt fra endnu. Kursen var lagt mod træerne og Titan fulgte efter - selv mellem træerne og i ujævnt terræn sakkede han ikke meget bagud. Det var ikke på grund af ham selv i hvert fald. Han havde ingen problemer - hans ben var bygget til bjergvandringer - også selvom han aldrig rigtig havde vandret i bjergene mere end en enkelt gang, men hele hans familie var bygget dertil. Det var kun fordi Xenon havde så meget fart på i forhold til ham selv. Han veg til siden hver gang der kom et træ, uden mine til at sænke farten eller stoppe op.

Xenon løb skam for sit liv, for han havde ingen idé om at det var hans legekammerart der var lige i hælene på ham. Til trods for Xenons fart så kunne han mærke at tanken efterhånden var ved at være tom og hans udholdenhed ikke var den bedste. Det fik ham til at tage dette drastiske valg at stoppe op og vende fronten mod hvad end jagtede ham. Han skød brystkassen frem og lagde ørene ned i nakken, mens han truende skrabede i det bløde underlag med det ene forben med et højt og 'farligt' fnys. Den lille plag formåede da at puste sig op foran sin modstander.

Den lyse plag kom pludselig tættere og tættere på i forhold til før. Det kunne kun betyde en ting. Han var stoppet. Titan havde dog ikke tænkt sig at stoppe, men han fortsatte med at fare imod hans gamle legekammerat som han ikke havde set siden de begge to var mindre. Den lyse rejste sig på bagbenene og pustede sig op. Han havde skiftet leg. Dette var en leg Titan før havde leget med den sorte hoppe. Han smøg sig stadig gennem mørket som et usynligt væsen, kun med de grønne øjne der afslørede ham når månen reflekterede lys i dem, men her var der intet der ramte dem. Da han kom tæt nok på til næsten at røre den lyse hingst, kastede Titan sig fremad og direkte ind i ham som for at vælte ham, mens han vigede hovedet til siden for i stedet at ramme med bringe og skulder. På samme måde som han havde gjort da den store hingst faldt om kuld, selvom han ikke helt kunne forstå hvordan det kunne lade sig gøre.

Xenon forberedte sig på sammenstød. Hans blik var ikke rettet decideret mod Titan efter som han ej kunne se ham, men han fokuserede istedet på lyden af hovslag for at finde ud af hvor langt der var til sammenstød. Derfor var han nogenlunde forberedt da noget sort bragede ind i ham. Xenons tænder søgte det første han kunne få fat i, men han havde ingen idé om hvad han havde fået fat i , men en ting var sikkert. Han forsøgte at rive vedkommende der ville ham til livs med i faldet om det så blev det sidste han gjorde.

Noget fik fat i den unge Titans man, og han vidste udmærket godt hvad. Det var tænderne! Hans legekammerat havde også lært den leg at kende. Sammenstødet var ikke nok til at stoppe den unge sorte helt. I stedet blev han trukket med af den lyse plag, og da han i forvejen havde svært ved at holde balancen, så forsøgte han at få fat i noget der kunne gøre at han ikke ville ramme jorden alt for hårdt. Han bed fat i hvad han kunne få fat i. Der var ikke noget som helst der fortalte ham han ikke måtte bide til. Den sorte hoppe havde ikke bare bidt forsigtigt - så det var i hvert fald ikke forsigtigt man legede. Det var en leg der af og til gjorde ondt, men hvis det var det det kostede at lege rigtigt, så var det en pris Titan måtte betale. Og han sagde intet til det endnu.

Xenon hylede op som en stukket gris da Titan fik fat i hans øre. De lange ben spjættede ud til alle sider, da han endnu ikke havde opfattet at det var Titan han lå og rodede rundt sammen med. Han forsøgte at vikle sig ud af angrebsmanden så han kunne komme på benene igen, men ligenu virkede det hele ganske indviklet.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:10px 10px 10px 10px; border: 5px solid #87A6C3;] 1 year older and still playing Xenons hyl betød ikke noget som helst for Titan. Han blev vel bare forskrækket over faldet? I hvert fald var der ikke så meget at gøre ved det nu, og han sprællede jo også. Titan slap hans øre og forsøgte selv at kæmpe sig på benene igen. "Tøs" Det kom fra Titan af en smule drillende og samtidig også en smule hånende, men ej ondt ment. Xenocrates var hans ven. Hans legekammerat. Den første han overhovedet havde leget med i dette land. Den eneste der var sjov nok at lege med af dem på hans egen størrelse. Han havde mødt en enkelt anden der var lige så lav som dem. Han rystede sig ganske kort da han kom på benene og stod da stille for at betragte sin lyse legekammerat. Han brugte stadig ikke mange ord, men Tøs var nok til at forklare at Xenocrates havde hylet op som en bange hoppe ifølge ham. Han nappede drillende ud efter Xenons man igen, en anelse udfordrende – og samtidig opfordrende til leg. word count; 170

[/td][/tr][/table][/center]

Tøs? Ordene fyldte Xenons ører og han genkendte stemmen. Titan! Han hørte ikke meget til hans stemme, men han huskede den stadig tydeligt. Xenon gik hen og blev en anelse tøsefornærmet som han stod der og dannede sig et svagt omrids at Titan, so, tog udgangspunkt i hans øjne.

" Arh! Jeg er ikke nogen tøs! Eh! "

Gryntede han fornærmet med sin skingre stemme, men det gik ikke længe før Titan igen udfordrende nappede ud efter ham og så var alt glemt. Nu var de jo på lige vilkår og det fik Xenon til at kaste sig frem mod ham med et mægtigt krigsbrøl, hvis det ikke var for faktummet at Xenons stemme gentagende gange knækkede over og blev ganske skinger og drev ud i en skinger latter. Årh han kunne bare vente sig!

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] 1 year older and still playing Den unge Titan kunne intet andet end at grine lidt af Xenons ord. Hvis Titan mente han var en tøs – så var han en tøs. Basta! Så kunne han sige nok så meget imod. Da han kom springende frem mod ham med et krigsbrøl var den sorte dog hurtigt opmærksom igen og rankede sig op mens han kastede med hovedet. Han rejste sig på bagbenene som han havde gjort så mange andre gange mens han var mindre, hvor han bare var faldet. Denne gang var han dog bedre til ikke at vælte bagover. Det bundede nok også ud i at han ikke sigtede efter at komme for højt op, for det var ikke meningen at det skulle være nemt for Xenon at vælte ham. Det var mere for at han ikke skulle have nemt ved at overmande ham, og Titan slog derfor også ud med begge sine forben da den lyse plag kom springende mod ham. Ligesom den sorte hoppe havde haft gjort ved ham. Hvis andre kan, så kan han i hvert fald også! WORD COUNT - 175

[/td][/tr][/table][/center]