Plus grader..

T H O R O N D O R

---

Inde i sig selv, lo den store hingst. Denne hoppe var nysgerrrig, meget nysgerrig, og han nød at fortælle hende om hans verden, selvom det ikke betød noget her i landet. Da hun spurgte om han ville vise hende rundt, nikkede han let.

,,Med glæde. Kom."

Thorondor gjorde et let kast med hovedet inden han satte fremad i skridt. Geshia fulgte nok efter, så han forsatte med at fortælle. Han forventede ikke direkte at hun gjorde det, men det virkede da som det mest naturlige. Han havde drejet sig en kvart omgang om sig selv, så han hverken gik tættere eller længere væk fra hende; blot parallelt.

,,Du er ret nysgerrig er du ikke?" Den store hingst smilede skævt, rystede på hovedet og forsatte så med at svare på hende spørgsmål. ,,Min rang var høj, men ikke blandt de højeste. Der var ikke fastlagte range som sådan, men alligevel var nogen højere end andre. Og ja, vi var mange, men ikke kun heste som dig selv og mig. Vi var også andre, nogen som jeg ikke kan beskrive ordentligt for dig, men de var ikke helt som os. Deres rang var også anderledes, men de var stadig lige med os og vi med dem."

Hingstens skridt var korte, men tunge. Han gik ikke hurtigt, men holdt blot øje med Geshia; studerede hende, uden at snage, holdt øje uden at observere. Kort smilede han før han rettede blikket fremad og lod hende tænke over hvad han havde sagt, mens han tænkte over hvad han vidste om hende. Allerede nu fandt han hende interessant, anderledes, på trods af at hun var lig så mange andre.

Hun smilede stort da han ville vise hende rundt. "Jeg kommer... rejsekammerat" sagde hun lidt efter med den varme og blide stemme. Hun fniste kort, men holdt sig ellers seriøs. Hun små travede op ved siden af ham, dog stadig med en halv meters afstand. Så længe de bevægede sig, så gjorde det ikke så meget at de var tætte, bare de ikke rørte hinanden, og han virkede til at have forstået hende, så hun kom også nærmere. Sådan var det, når man accepterede at hun ikke brød sig om nærkontakt i starten, ja, så kom hun også tættere på. Hun satte ned i en elegant skridt ved hans side. Hendes skridt var lange i forhold til hans, eller de var lange i forhold til hendes størrelse. Hun bar sig altid elegant, men aldrig på en overdrevet måde, og hun var ikke en hoppe der strålede af selvtillid, men hun var skam glad for sit ydre, det var der ingen tvivl om, men hun havde ikke behov for at vise sig frem som så mange andre heste.

Hun drejede hovedet og så på ham da han sagde at hun var nysgerrig. En lille fnisen kom fra hende. Busted, tænkte hun kort og det fik hende til at fnise en smule mere. "Ja, jeg har aldrig hørt historier da jeg var lille. Dit land virker så meget anderledes og så meget mere fantastisk end mit eget, eller der hvor jeg kommer fra" sagde hun helt ærligt. Hun lyttede atter til ham. "Prøv at forklar, hvordan så de ud?" spurgte hun atter nysgerrigt. Andre væsener? Det kunne man altså ikke sige også ikke forklare. Hun havde kun set heste som hende selv. Det var mærkeligt at tænke på andre væsener. Men også spændende. Hun havde mange ting hun endnu ikke havde oplevet endnu.

T H O R O N D O R

---

Thorondor øgede sin skridtlængde en smule. Det var ikke fordi det gik for langsomt, men fordi det faktisk til tider var generende at tage små skridt. Da hun kom op på siden af ham, overraskede det ham lidt, hvor tæt på hun var. Måske stolede hun nok på ham nu, til at hun ville være ham nær? Det kunne være, men han turde ikke rykke grænsen, så han holdt sig væk så om sige. Undlod overhovedet at bevæge noget nær hende. Måske var det at overreagere, men han ønskede ikke at skabe et dårligt forhold mellem dem.

,,Hvor kommer du da fra?"

Han tiltede forsigtigt hovedet på skrå og så på hende. Hun var virkelige, virkelig nysgerrig, var hun ikke? Hun kunne i grunden ikke være særlig gammel, næppe ældre en Antheia. Det lagde nok bare mere til hendes nysgerrighed og at når han selv lavede levet mindst dobbelt så længe, så havde han jo meget at fortælle. Hun burde dog også have noget og hvis hun ville fortælle, så ville han med glæde lytte,

,,Hvor skal man starte... De går på 2 ben, ikke 4, men har stadig 4 ben. De løber som når vi traver, blot lige så hurtigt som vi kan galoppere. Det særeste er dog at de kan holde ting, med deres to andre ben, præcis som vi kan holde ting med vores mund."

Det måtte lyde meget abstrakt. Det lød i hvert fald abstrakt i hans ører. Han vidste godt, at det ikke var en præcis forklaring, at der var andre ord han kunne bruge, men hun kendte jo ikke de ord. Kunne ikke kende de ord, hvis han skulle være ærlig. Nu så han blot, ventede, håbede på at billedet hun havde af dem, ikke var for sært.

Hun mimrede med den hvide mule og tog hovedet på skrå for at betragte ham. "Jeg kommer fra et land langt væk herfra. Der var store enge med græs og jeg levede egentlig et ret fredeligt liv, min mor og jeg. Hun døde dog og jeg strejfede lidt rundt alene hvor efter at jeg mødte en hingst, efter nogle år døde også han. Siden der har jeg vandret alene rundt ind til jeg kom her" sagde hun og smilede. Hun kendte ikke særlig mange fra før denne ø og derfor var der heller intet at tage tilbage til. "Jeg har aldrig været specielt social, men det ændrede sig da jeg kom hertil" sagde hun og så ud i luften. Egentlig var det en smule utroligt at hun fortalt ham alt det, men hun følte at efter alt det han havde sagt, så var det da det mindste man kunne gøre.

Hun lyttede atter til hans fortælling om disse væsner. "På 2 ben? Hvordan i alverden kunne de holde balancen?" spurgte hun en smule overrasket, men også lidt fascinerende. Hun kunne jo ikke gå på to ben. Kun hvis hun stejlede, og det var meget kort, for derefter mistede hun balancen. "Det lyder ærlig talt en smule mærkeligt," sagde hun helt oprigtigt. Hun havde et smil om mulen og så op på ham. "Savner du nogensinde dit gamle hjem?" spurgte hun med den blide og varme stemme. Hendes olivengrønne øjne gled kort rundt.

Hun kunne godt mærke at han helst ikke ville nærmere, eller han var bange for at røre ved hende, og egentlig kunne hun godt lide at han havde det sådan. For hun begyndte at stole overraskende meget på ham, og også meget hurtigt. Men hun ville ikke røre ved ham endnu. Måske engang? Hun havde i hvert fald allerede fået en hel del tillid til ham. Men nu var hun jo også kun lige i gang med at lære ham at kende.

T H O R O N D O R

---

Thorondor lyttede med helhjertet interesse. Det lød på sin vis tragisk, at hun havde mistet dem begge, men hun virkede ikke påvirket. Hun smilede ligefrem. Til det næste hun sagde, smilede han stille. Det havde da i den grad ændret sig, selvom hun ikke brød sig om berøring, hvilket stadig undrede ham. Han sagde dog ikke noget, men nikkede blo med et smil. Hellere opmuntrer end forvirrer.

,,Spørg mig ikke om det, men det kunne de. Præcis som et egern, en hare eller lignende. De står trods alt også på to ben fra tid til anden."

Han rystede let sit hoved. Han havde heller aldrig forstået det, selvom mange af dem havde prøvet at forklare det. Over tid var det dog blot blevet hverdag, en ting som var der, men som man ikke rigtigt tænkte over. Som det at ånde. Man gjorde det, men tænkte ikke over det. Han nikkede kort, forstående, da hun forsatte. Det var mærkeligt, svært at forstå og nok sværere at forestille sig. Da hun nævnte hans hjem, vendte han blikket lidt ned. Han sørgede ikke over tabet af hans hjem, men han savnede det i den grad.

,,Fra tid til anden tænker jeg på det; vi var tætte hvor jeg kommer fra. Det er svært ikke at savne det, men her er også godt. Anderledes, til tider forvirrende, men godt."

Han smilede skævt og tilbageholdte trangen til at give hende et venligt puf. Hun ville næppe bryde sig om det, så han holdt sit hoved hos sig selv.

,,Savner du nogensinde dit?"

T H O R O N D O R

---

Thorondor svingede med halen og smilede til den spraglede hoppe, før han gjorde et let nik med sit tunge hoved. De kunne godt udforske stedet. Som sådan havde han ikke noget mod at stå stille og snakke, men det virkede til tider kedeligt efter et stykke tid. Ikke så meget denne gang, men alligevel.

,,Det bliver nok mest at udforske stedet end at jeg viser dig rundt. Enophis er langt større end man måske lige tror." Kort så Thoron sig omkring, gjorde sig klart hvilken vej de kunne gå. ,,Lad os gå denne vej."

Uden tøven begyndte Thorondor at gå. Han forventede at Geshia fulgte efter: ikke på den kommanderende måde, men fordi det ville være normalt at gøre det. Igen blev hans blik vendt mod hende, da han kort tænkte over, hvordan han kunne besvare hende. De havde været mange, men alligevel få. De havde været 6 i bjergene og mindst... skulle han tælle dem med? De andre altså? Han havde intet ord for dem og det ord Nuka havde givet dem virkede.. nedladende, forkert. Han brød sig jo om dem og de var ikke de samme, som dem hun kendte. Et øjeblik mimrede hingsten med mulen, før han åbnede munden for at svare.¨

,,Vi var en del, men kun en del af en masse. Vores antal varierede fra årstid til årstid: om sommeren var vi 25 heste, mens om vinteren var vi sjældent mere end 12. De fleste tog med..." Thorondor mumlede kort noget i sin søgen på ord. ,,...dem jeg fortalte om.. længere mod syd. Ikke fordi vinteren er hård, men fordi hvis de ikke gør det, så mangler vi ting til det næste forår."

Et lidt undskyldende smil spillede på hingsten mule. Det var svært at forklare andre i Andromeda, hvordan tingene fungerede hvor han kom fra. Deres kultur var ikke betydende eller indviklet, men hans liv i Maern afvej stadig så meget fra andres. Faktisk langt mere end nogen overhovedet kunne vide.

[/blockquote]

Hun lyttede til hans ord. Hun prøvede at forstille sig det, og det blev en sjov forestilling hun fik. Hun fniste kort og så atter på ham.
Hun så ned på ham da hun så hvordan det var at han reagerede. Et blev en smule trist. Hun puffede dog ikke opmuntrende til ham som mange andre ville have gjort, hun smilede opmuntrende til ham. Hun lyttede dog også til hans ord. Hun nikkede derefter. "Ja, jeg kender det godt med at miste nogen man havde tætte. Men nej, jeg havde jo ikke rigtig noget hjem. Jeg vandrede for det meste rundt, men jeg savner min mor og hingsten" sagde hun. Hun sagde aldrig hans navn. Det kunne hun ikke. Hun var stadig dybt såret, og havde brugt lang tid alene på at komme sig over ham, men hun var kommet godt på vej. Sammentidig kom hun jo også til Andromeda, så det hjalp en del. Selv om at hun stadig havde dårlige dage. Hun viste dig dog sjældent i de dage.

"Det vil glæde mig" sagde hun og smilede stort. Hun sagde det stadig med den varme og blide stemme som hun nu ejede. Hun fulgte efter ham og trippede så op på hans side. Hun nød hans selvskab, det var dejlig behageligt, også var han god til at fortælle om hans fortid, som også var spændende, hun kunne faktisk godt forstå at han savnede den! Men så måtte hun jo bare være med til at han ikke ville savne den! "Så det var jer koldblodsheste der som regelt blev om vinteren?" spurgte hun. Geshia var ikke en dum hoppe selv om at hun på mange måder måske kunne virke en smule naiv. Hun var klog.

T H O R O N D O R

---

Et munter smil strejfede hingstens mule, da hoppen fniste. Var det virkelig så sær en tanke? Jovist så det sært ud, men for ham var det - havde været det - hverdag. Roligt holdt han sit tempo afsted gennem sneen, mens han i ny og næ så på den spraglede hoppe. Hun mindede ham lidt om Theia: Lige så munter og spørgende, men alligevel anderledes. Anderledes på den gode måde.

Et kort nik var alt svar han gav til hendes ord. Det var nok svært at savne noget man ikke havde, men det virkede underligt at hun kun savnede sin mor og hingsten. Var der ikke andre der var kommet hende nær? Ikke nogle steder der havde betydning for hende? For Thorondor var det såvel sjæle som områder der var savnet. Nogle områder holdt en helt speciel plads i hingsten hjerte; alt fra hvor han modtog sin første fjer til hvor han holdt møder med bestemte heste. Med sindet dybt begravet i sit tankespind, lagde hingsten ikke mærke til det korte, muntre smil der et øjeblik boltrede sig over hans mule, for så blot at efterlade den uden udtryk. Ved Geshias næste ord, var han dog tilbage, med ørerne spidset og de milde, brune øjne hvilende på hende. Et øjeblik holdt han hendes blik, smilede og rystede så hovedet for blot at se sig fremad.

,,Koldblods...heste?"

Hingsten blik var undret, forvirret. Hvad mente hun med koldblodet? Blod var da varmt, i hvert fald indtil det havde været uden for kroppen i et stykke tid. Alle hestene i Maern have varmt blod, det gik han i hvert fald selv ud fra. Kort blev de dunede ører vippet tilbage i undren, før han vippede dem fremad igen. Han måtte ligne et stort spørgsmålstegn, men hvem kunne bebrejde ham? Koldblodsheste... det var da et sært ord og det gav ingen mening i hans ører.

OUT