Old Thoughts and Memories [Altaïr]

Reserveret til Grålingen aka. Altaïr

T A I A

---

En dag som alle andre og så alligevel ikke. En ting, som ikke var blevet tænkt over i lang tid, havde snoet sig fri fra den brune hoppes minder og sad nu fast i hendes bevidsthed. Et minde som hun sættede over næsten alle andre og alligevel havde hun glemt det, efterladt det blandt andre ting, hun ønskede skulle forsvinde helt.

...Fordi mit hjerte allerede nu kan lide dig, og ønsker dig tættere.

Hans præcise ord; ord hun ikke havde haft et ordentligt svar til. Taia var ikke ked af det svar, for dengang havde det været oprigtigt, men nu kunne hun godt ønske, at hun havde haft et. Grålingen havde ikke virket negativt påvirket af hendes ord og alligevel havde hun dårlig samvittighed over aldrig at have givet et svar som ikke blot hang i luften. Hun ønskede at give et endeligt svar, men chancen havde hun aldrig fået. Siden han havde vist hende klippen og de havde delt natten, havde hun ikke set skyggen af den grå hingst. Sandsynligvis fordi Andromeda var så stort som det var, men alligevel nagede det hende, at det måske var hendes skyld. På den anden side, kunne hun dog ikke forvente at han skulle lede efter hende og ej heller havde hun direkte ledt efter ham. Holdt udkig ja, men aldrig direkte søgt. Lige nu kunne hun dog godt ønske, at han var her. Hun ønskede hans selskab, hans nærhed. Hun kunne sikkert finde Illana, Jaidev eller Volontaire, men hun ønskede ikke deres selskab lige nu. Det var med Grålingen hun kunne dele ideer, tanker og historier! Det var også hos ham hun følte sig mest tryg, for selvom Andromeda ikke havde meget ondt i sig endnu og nattene ej var alt for svære at komme igennem, så fandt minder altid frem til bevidstheden igen. Disse minder var sjældent af den gode slags, specielt ikke i hendes tilfælde. Alligevel holdt hun dog sit godmodige, frygtløse ydre og et smalt smil kunne anes på hendes mule da hun kort lod fokussen falde på noget andet end tankerne. Omkring hende lå sneen i et tykt tæppe over jorden. Hist og her var der spor efter hove, poter, klove og klør, fra hvem ved hvilke dyr. Nogle tilhørte Taia selv, inklusiv nogle bare pletter hvor totter af græs kunne ses, men resten kunne hun kun gisne om. Med et kort suk trak hun sine tankerne ind i sit inderste igen, lukkede øjnene og lod sig forsvinde i det virvar af mørke, lys, farver og intethed som lavede hendes bevidsthed.

Sneen var endnu tyk, også selvom vinteren havde stået på i en måneds tid allerede. Det lod til, at sneen ville blive liggende længe i denne sæson, men det var nu ikke fordi det gjorde den skimlede drømmevandrer noget; for sneen var ikke en hindring for ham. Hans lange ben snoede sig let op af sneens fængslende lag og strøg over overfladen, for da at gennemborer toppen af snelaget igen. Let og elegant kunne han bevæge sig, gennem den glitrende sne, der lå uberørt hen mange steder endnu. Fordelen ved sådan et stort land, var at man ofte kunne beskue de uberørte snesletter, som var et rent og mageløst syn. Så fredeligt kunne de ligge hen; og var der et sæt spor eller to, var ejermanden langt fra svær at finde. Det var en tid, for dem der nød at spore andres færden, der nød kulden og stilstanden i væksten; vinteren kunne være som et koldt pusterum for alt det, sommeren bragte. Hermed ikke sagt at den skimlede hingst foretrak vinteren; for sommeren var egentlig hans yndlingstid.
Kulden afslørede hans gentagende åndedrag, der bugtede sig fra hans mule af. Frosten sad endnu tæt i luften, og lette krystallignende snefnug havde sat sig i det yderste af hans pels; hvilket gjorde ham blot en nuance mere hvid at se på. Hans tanker, den skimlede, havde vandret rundt på en sand rejse gennem selskaberne, men især ét, blev han ved med at betænke. Og hun var ikke blot et selskab. Hun var hoppens, hans hjerte vel havde udvalgt, som værende den ene han faktisk ville få følelser for. Den ene unikke hoppe, der både var så solid, robust og stærk og alligevel sårbar, helt inderst inde; men ikke sårbar på den måde, som man ville opfatte negativt. Nej. Den måde, som tiltalte den skimlede; nemlig ikke den åbenlyse sårbarhed, men den rene sårbarhed.
Hans tanker havde vel ladet ham vandre i blinde, for pludselig fik han skimtet imod det hvide snelag der lå under ham, og hans hove havde trådt ned i en andens spor. Forundret standsede han op og lod blikket glide i den retning, som sporene første. Og dér, et stykke fremme, stod den brunbrogede hoppe. Som havde han set i et drømmesyn, stod han frosset, den skimlede hingst. For det var næsten for godt til at være sandt, at hun skulle stå der, netop som hans tanker kredsede om hende igen. Men, hun forsvandt ikke for hans øjne, ej heller da han begyndte at skridt imod hende. Hans skridt, blev snart til ivrig trav, der bar ham videre i galop - for hen til den éne hoppe, ønskede han sig. Og det kunne kun gå for langsomt.

T A I A

---

Taias tanker virvlede stadig omkring, som sneen havde gjort inden den dækkede landet. Forskellen var blot, at hendes tanker, til forskel for sneen, virvlede om bestemte ting. Kort rørte de behagelige møder, så de modsatte. Et øjeblik dvælede hendes bevidsthed ved mindet om skravlet af et føl hun havde mødt. Det havde skam ikke været et grimt hoppeføl, men det syntes svageligt til Taia dengang. Hvad mon der egentligt var blevet af den lille, grå skabning? Hun kendte ikke engangs føllets navn, kun at dens moder var en grålig hoppe og dens fader Djange. Hun måtte ligne Djange meget nu, for som føl havde hun i den grad lignet ham mest. Kort blev den brune hoppe sørgmodig; hun havde jo selv 2 heste af sit blod et eller andet sted i Taruhk. Hun havde aldrig haft megen kontakt med dem, hvilket langt fra var usædvanligt. I hendes kultur var det ikke unormalt at rejse og det var ikke alle der nåede helt sikkert hjem. Unon var sikkert aldrig nået hjem; den hingst havde altid hadet Taruhks sletter og søgte mod øst for at finde noget mere interessant. Et smil tegnede sig på Taias mule ved mindet om hendes sønner.

Omkring hende syntes intet at bevæge sig; der kom ikke anden lyd, end en brises snoen gennem træerne eller sneen der knasede under hendes små bevægelser. Med et ændrede det sig dog. Et sted bag hende kunne hun høre skridt: hastige skridt. Den tunge hoppe tog dog ingen hast, men så sig blot stilfærdigt over skulderen og tilbage den vej, hun var kommet af. Hendes klare, blå øjne landede på en grå skikkelse og det tog hende ikke lang tid, før hun vidste hvem det var. Grålingen! Måske burde hun gå ham i møde, men han var allerede for tæt på, da hun opdagede ham. Han havde ikke ændret sig det mindste, hvis man da så bort fra vinterpelsen. Den ændrede dog ikke meget: det var tydeligt hvem han var. Den brune hoppe gjorde dog omkring, forsigtigt med det højre bagben, for at hilse ham. En kærlig brummen kunne høres, da hun strakte sit hoved frem for at tage imod ham.

Hun så ham, den brunbrogede hoppe, for pludselig vente hun sit blik om imod ham, og beskuede ham. Først var det blot ro man kunne skimte over hoppens udstråling, men det blev pludselig ændret til glæde. Hun drejede om sig selv, og da hun var nået rundt, stod han hende så nær, at han kunne røre hende, og forsigtigt gled hans mule over hendes i en kærlig hilsen. Denne unikke hoppe, som han havde tænkt så meget på, stod nu foran ham, han var forenet med hende endnu engang, og det var noget den skimlede sjæl kunne bruge. Han gengældte hendes brummen med en i samme kærlige dur, som hun havde hilst ham an i. Hans blå øjne, de mørkeblå øjne søgte hendes krystalblå, der gemte på det blik han kunne fordybe sig i, i flere timer hvis han fik lov. Da han havde kærtegnet hendes mule, trak han hovedet let til sig igen, for at give hende pladsen til at agere på hans handling og hilsen.

,,Melady, du har været savnet. Jeg har længe søgt dine veje, men ikke fundet dem. Og først nu, hvor jeg egentlig ej søgte, da dukkede du op. Hvordan har du det?”

Lød hans stemme; den var lidt anderledes end sidst, kan man vel sige. Han havde ikke det vante spil i stemmen, der søgte at udforske sjælen før fakta kom på bordet, men nu hvor han kendte denne hoppe, havde lukket hende ind i sit indre og afsløret sin hemmelighed overfor hende; og fordi han holdt af hende, da søgte han at vide omkring hendes velbefindende. Han rakte derpå sin mule imod hende igen, for at berøre hende, den hoppe han brød sig om og ønskede at være ved. Man kunne vel kalde ham ivrig, for at berøre hende, mere end han plejede, men han ville vel også sikre sig, at hun var der. At hun ikke bare var hans fantasi, der havde spillet ham et pus i den verden, som alle andre ville kalde virkelig; men hun var der. Han kunne røre hende, høre hende og sanse hende. Glæden var stor; for den skimlede yndede ikke at gemme sine følelser og tanker overfor sine selskaber. Og især ikke overfor denne hoppe.

T A I A

---

Forsigtigt rørte den brune hoppe den grå hingsts mule. Hendes brummen lød stadig, hilste hans, før de blandede sig i en simpel, kærlig lyd. Dansede omkring et øjeblik, den ene efter den anden, før de begge forstummede og alt der var, var lyden af åndedræt. Taia nød at have den grå hos sig igen, nød at føle hans mule mod hendes. Savnet havde i den grad været der og da han trak sin mule væk, gled hendes et øjeblik med, før hun stod med den for sig selv. De arrede ører blev spidset en smule mere, da hingstens dybe stemme afsluttede den enlige lyd af deres åndedræt. Den var anderledes end sidst, men stadig den samme. Ingen tvivl. Det var den stemme hun holdt af, den varme klang, og selvom ordvalgene lå langt fra hendes egne, så holdt hun af dem. Formelle og alligevel så afslappede.

,,Jeg har det fint, kære Gråling, selvom vinteren fører mere end blot kulde og sne med sig."

Et varmt smil spillede på den mørke mule og de blå øjne funklede nærmest. Ikke med euforisk lykke, men derimod kærlig længsel og nu glæde over at have indfriet længslen. Igen rørte hans bløde mule hendes og let gnubbede hun sin mod hans, inden hun nippede til den. Han virkede ivrig, et sted for ivrig, og kort vendte hendes ører bagud, men ej mere end et øjeblik. Der var intet galt i det og roligt tog hun et skridt frem mod ham, for at stå ham nærmere. Hendes hoved hvilede let mod hans hals. Hendes tanker snoede sig tilbage, huskede den dag på Chibale. Det føltes som evigheder siden og alligevel stod dagen klar i hendes hukommelse. Fra de første ord, til han viste hende spejlet i himlen. Det var en af de få dage, som aldrig ville falme i hendes hukommelse.

,,Men hvordan har du det?"

Man kunne vel sige af den skimlede hingst var lettet over at have fundet denne hoppe, som havde åbnet hans sind op og som hans hjerte havde taget imod. Han havde søgt hende længe, ledt efter hende, for at genfinde det, som de havde ved sidste møde. Et så ærligt og oprigtigt selskab, havde han ikke mødt før, og ej heller siden deres møde - og nu var de her igen. Hun var kommet ham nær og lod sit hoved hvile imod hans. Han brummede kærligt, vel, alt imens han mimrede ganske behaget med mulen. Hun var ham så nær, som han kunne ønske det, og han nød det i sandhed. En afslappet fornemmelse var gledet over hans krop, nu hvor han havde hørt hendes stemme, nu hvor hun havde sagt ham, at hun havde det fint. Også selvom hun hentydede til, at vinteren nok første andet ubehageligt med sig, end sne og kulde; så hankede han ikke yderligere op i det. Hun havde det fint nu, og det var det vigtigste. Det andet kunne vel vente? Han brummede i den varme tone endnu engang, da hendes blide stemme brød frem igen. Hun spurgte indtil hvordan den skimlede havde det. Han smilede kort og skævt for sig selv, inden han løftede hovedet for at rette lidt på hendes pandelok, der så fint og galant lå ned over hendes hoved. Hendes blå øjne var nu begge synlige - de blå øjne han fandt så fascinerende.

,,Jeg har det rigtig godt, melady. Vinteren genere mig ikke som sådan, og jeg har mødt mange nye sjæle i landet. Det er efterhånden gået op for mig, at dette land virkelig er mit hjem; men kun, så længe det også er dit. Jeg har ledt efter dig, flere gange og jeg er så glad for, at jeg endelig fandt dig”

Sagde han, med den meget karakteristiske stemme som han besad; den drømmende stemme, den varme og hingstede stemme, der langt fra var dominerende. Omkring dem lå sneen så fint, så tyk i et lag der langt de fleste steder var uberørt. Det var et syn, der var mageløst, og det syntes den skimlede hingst skam også det var. Men langt fra så mageløst som den brunbrogede hoppe ved hans side. Måske var det bare ham, der ikke kunne læse sine egne følelser, men han følte virkelig at hans hjerte havde valgt hende og ønskede hende tættere. Han brummede derpå igen, inden han sænkede hovedet ned, således at deres muler endnu engang var ud for hinanden. Han nippede blidt til hendes smalle mule, inden et lidt skævt smil fandt vej til hans mulespids.

,,Melady, kan du huske hvad vi så på bjerget?”

Spurgte han da. Han var sikker på, at hun kunne huske det. Selv var deres møde så klart i hans sind, som noget kunne være; men netop det fænomen, hvor man kunne se igennem himlen, håbede han at hun endnu kunne huske. For siden deres sidste møde, havde han fundet ud af, at det der lå bagved himlen skiftede fra land til land. Han havde nemlig set sit eget land, og hvor ubeskriveligt det end havde været for ham - så havde det også overbevist ham om, at det var i Andromeda han for alvor hørte til. Med denne hoppe.

T A I A

---

Minder smøg sig omkring i den brune hoppes bevidsthed, tog imod hendes kærtegn hver gang hun rørte et, men syntes også at blusse op hver gang hun skubbede et bort. For nogle var minder blot minder, for Taia var de liv. Hvert enkelt var sit eget liv, fortalte en historie. Nogle levede længere end andre, fordi de forenede sig med andre, men mange var kortlivede, sørgeligt stoppet fordi kontakten brast eller på anden vis forsvandt. Nogle minder levede dog videre uanset hvad og det var præcis disse minder, hoppen for nu lod optage hendes tanker, mens hendes væsen var optaget af den grå hingst. Han var en del af de minder, ingen tvivl, men flere andre indgik i dem. Nogle virkede ældre end hoppen selv; de stammede tilbage fra Taruhk og selvom de aldrig ville forsætte deres liv, så var de udødelige. De ville aldrig stoppe med at eksistere, med at leve. Andre var nyere, var blevet født her blandt de 5 øer som dannede Andromeda. Grålingen, Asira, Illana. De tre var de eneste der for alvor havde samme plads, men andre fulgte stærkt trop.
Kort fnyste Taia, da Grålingen flyttede hendes pandelok. Det var dog ikke i protest, men blot et munter 'nå, var det ikke godt nok?'. De lyse, blå øjne hvilede kort i de langt mørkere som han besad, men blev vendt væk da han talte. Hun holdt umådeligt meget af de øjne, hvis man overhovedet kunne det, men alligevel var hun bange for at blive tabt i dem. På samme tid kunne hun dog ikke holde sig fra dem, fra det dragende blik. På en måde var alt omkring Grålingen dragende for hende, fra de gyldne hove han vandrede med til stemmen der skabte hans bekendtskaber.

Det glædede hoppen, at Grålingen havde det godt, selvom det overraskede hende en anelse at han virkelig havde ledt. Det lød som om han havde ledt intenst, mere end hun først havde antaget. Måske lød det selvisk, men det fik hende faktisk til at føle sig godt tilpas; føle sig værdsat og ønsket. Svagt svingede hun med halen og lod kort sin sorte mule rører hans, for at tilkendegive hendes mening om det. Hun følte ingen grund til at svare verbalt. Da han nippede let til hendes mule, pustede hun blot varm luft udover hans mule og gengældte hans skæve smil, om end mere feminint og kærligt.

,,Mmmhh.." Lød det stille. ,,Det er en af de ting som jeg aldrig glemmer og jeg er stadig taknemmelig for, at du viste mig det; delte det med mig."

Næsten forsigtigt søgte hun hans øjne. Der var intet at frygte, det viste hun godt, men alligevel frygtede hun at blive tabt i dybet, hvor fjollet og dumt det end lød. Let nippede hun til en lille del af hans man, før hendes ører lyttende vippede omkring. Hun var ikke sikker på, hvor Grålingen ville hen, men det gjorde hende intet. Der var sket meget den aften: mange ting hun ikke ville glemme. Nogle ting håbede hun på at gentage; andre håbede hun at ændrer. Visse ting var blevet fortrudt senere og hun ønskede, håbede på, at hun kunne gøre dem om en anden gang.

,,Hvorfor da?"

Der var en snert af barnlig nysgerrighed, men mest blot undren. Ikke på den massive måde, som når man intet forstår, men mere den, hvor man ønsker at vide mere. Et smil kærtegnede hoppens mule, mens hendes ører var vippet lyttende, nysgerrigt, fremad.

Et varmt smil gled over mulen på den skimlede hingst, da hun reagerede med et lidt betuttet og undrende fnys, over hans blide kærtegn ved hendes pandelok. Han nød hendes små finesser, hendes anderledes måde at agere på, og han kunne ikke lade værre med at forundres over, hvor mange ting han endnu ikke kendte om denne hoppe, som han alligevel havde ladet sit hjerte overgive sig til. Hun var unik, på så mange punkter, at han nok aldrig ville forstå det til fulde - men altid forundres. Han lod sin mule kærtegne hende ganske blidt i panden lidt efter, for at understrege vel, at hendes pandelok skam sad fint, uanset hvor den så sad. Også hvis den da skulle være filtret sammen.
Snart lød endes stemme som lyse toner, der bugtede sig kærtegnende igennem luften og op til hans ører, hvor de afgav deres betydning. Hun kunne huske det, han havde vist hende; og hun ville endda aldrig glemme det. En form for stolthed gled over den skimlede sjæl, for det at give en anden sjæl en sådan oplevelse, var en stor ting. Han brummede en anelse fornøjet, inden hendes blå øjne ramte hans, der havde en langt mørkere nuance af samme farve. Han rakte sin mule en anelse imod hende, for at være hende nærmest, uden at være så tæt at en verbal samtale var akavet.

,,Jeg har været der, siden sidst. Og jeg har set noget, som jeg aldrig havde troet ville være muligt. Det lader til, at det land der liggere bagved himlen, skifter. Som drejede de forskellige lande forbi på en skive, der bliver ved med at dreje rundt. Jeg har set mit eget land, Taia. Og synet gjorde noget ved mig. Ser du, Andromeda har jeg anset som mit hjem for længe siden, men noget i mit sind følte ikke helt samme tilknytning. Det blev langt bedre da jeg mødte dig, for da vidste jeg, at jeg ville være hos dig, uanset hvor du så end måtte være. Men nu, efter at have set mit gamle hjem, ved jeg at jeg hører til her, både af hjerte og af sind. Melady, hvis du en dag vil have muligheden, for at se imod dit gamle hjem, så vil jeg med glæde ledsage dig, til vores sted”

Sagde han afdæmpet. Han var langt fra sikker på hvordan hun ville reagere på hans ord; måske ville hun afvise dem totalt, men han havde følt noget specielt ved den seance, hvor han havde set sit gamle hjemland, og hvis han skulle dele denne oplevelse med nogen, så skulle det i sandhed være hende. Han strøg hende alt imens forsigtigt over halsen, han nød det nærvær med denne hoppe så inderligt meget, at han kunne ønske, at han aldrig skulle forlade hendes side; men uanset hvor tætte de end måtte være, kunne de dog ikke tilbringe alt tid sammen. Det kunne ingen. Dette skulle dog ikke stoppe ham fra at forsøge, hvis den brunbrogede hoppe ligeså ville dele sin tid, med ham.

T A I A

---

En dæmpet, kærlig brummen forlod hoppen. Den var dybere end de fleste hopper, men stadig lysere end hingstens. Den balancerede mellem to ting, men kunne alligevel ikke forveksles med en hingst. Hoppen forstod ikke til fulde præcis hvor meget hun nød den grås selskab, men hun vidste at der næppe var nogen anden i dette land der gjorde hvad hans selskab gjorde ved hende. Det gjorde hende tryg, så tryg at hun tillod sig at glemme hvad de var, men blot forkusere på hvem de var. Forsigtigt lod hun sin mørke mule følge undersiden af hans hals, før hendes ører spidsede mod ham. Ikke meget, men nok til at vise at hun skam hørte hvad han sagde.
Hun lyttede med interesse og undren. Han havde set sig eget land? Set hvor han kom fra og alligevel følte han stadig at han hørte til her i Andromeda. Taia havde lært at føle sig hjemme i Andromeda, men tiden læger kun visse sår. Hun havde givet slip på noget, fået noget nyt, men ikke alt gav slip selvom hun prøvede at lade det gå.
Tankerne blev splittet af hingstens ord og hoppens mule rørte kærligt hans. Hvor hun havde været usikker, havde dette møde besejlet en del. Ej fortabt i ham som en forvirret unghoppe, men derimod som en loyal hoppe der havde fundet den, som skulle lede resten af hendes liv. Da han strøg hende blidt over halsen, gav hun for første gang rigtigt ind under berøringen. Hun havde kunnet lide hans berøring før, lært at holde af den, men først nu lod hun sig selv oprigtigt nyde berøringen...

,,Hvis du bliver hos mig, så forbliver jeg loyal til dig."

Nærmere kom man ikke i Taruhk. Loyalitet var normal, men sand loyalitet var en ting som de færreste gav bort. Et øjeblik kærtegnede hun hans hals, før hendes ord igen lød, blot i et meget anderledes tonefald.

,,Det er et tilbud, som er svært at afslå, men... tanken om at se Taruhk igen skræmmer mig." Hendes øjne fangede kort hans. ,,Jeg har lært at leve i Andromeda, lært at leve med det der er sket til mig, men der er ikke et øjeblik hvor jeg ikke savner de sletter, hvor jeg har levet det meste af mit liv. Jeg har langt mere i Taruhk end man måske skulle tro; familie, livslange venner. Mine forældrer lever stadig i bedste velgående såvidt jeg ved og mine sønner går også et sted på de sletter."

For et øjeblik syntes hoppens blik tåget, som om hun ikke var der. Hun savnede inderligt sit hjem, selvom hun ikke gjorde udtryk for det. Hun savnede den støtte hendes Familiegruppe havde givet, den glæde hun havde fået ved at se nyt liv komme og selv være med til at holde linjerne igang. Hun savnede selv den dødsfarlige dans, der havde arret, vansiret, hende for livet.

,,Der er er intet jeg heller ville, end at være der igen med dig, men her vil jeg hellere være lykkeligt uvidende end at have ulykkelig længsel over det, som jeg alligevel ikke kan få tilbage."

Mange ting holdt hende i Andromeda, Grålingen værende en af dem, men hvor hun havde sagt hun ville være loyal til ham, så havde hun stadig en højere loyalitet til sin familie. Hvis det engang endte med at hun skulle vælge mellem Taruhk og Andromeda, så kunne hun ikke sige at hun ville vælge den ene over den anden. Hvor sært det end lød, så manglede der noget, der var afhængigt af hende... Noget som for alvor bandt hende til landet...

En dyb og intens brummen forlod hans strube, imens hendes kærlige kærtegn blev forplantet på hans hals. Hun havde lydt til hans ord, hans tilbud, og da hendes mule brød frem med hendes behagelige stemme igen, mærkede han en sær fornemmelse i kroppen. Det sitrede, dirrede, da hun gav ham sin loyalitet. Det hun lige havde sagt til ham, var større end han havde regnet med, og det ville være løgn at sige, at hans ben ikke blev slået væk under ham. Mentalt, i hvert fald. Han stod endnu solidt på alle 4 ben og gav sig i kast med at lytte til hendes næste ord, efter den erklæring hun havde givet ham. Han vidste, at hun ville stå ved hans side, som han ville stå ved hendes. Hans intense brummen blev lavere, men ’sang’ endnu, mens han lyttede. Det kunne vel være til undren, hvorfor hans brummen vedblev, men det var simpelthen fordi han var glad. Glad for det, hun havde sagt - også selvom hendes næste ord, viste at hun havde så stor savn til sit tidligere hjem, at hun ikke ville kunne se det igen. Og det havde han fuldt ud respekt for; for aldrig havde han følt sit tidligere hjem som en del af ham, på samme måde som Andromeda.
Han strøg hende derfor næsten fløjlsblødt over mulen med sin egen da hans syngende brummen ophørte. Hans mørkeblå øjne nåede hendes lyseblå igen, og denne gang tillod han sig at se rigtig dybt. Ind der hvor hendes sjæl gemte sig, og samtidig kunne hun se så langt hun ville i hans.

¤For altid vil jeg blive hos dig¤

Sagde han da, så lavt at vinden ikke ville kunne lytte med, men højt nok til at hendes ører ville kunne fange ordene og få betydningen med. Hans ord, kunne vel forstås på to måder; for før havde han fortalt hende, at han elskede hende, og der havde hun ikke kunnet gengælde hans ord. Men denne gang, var det ikke direkte kærlighedens følelser der styrede slagets gang, men mere den loyalitet der lå mellem to sjæle og bandt dem sammen. Han vidste, at han ville følge hende, uanset hvor hun ville gå - for han ville ikke kunne føle sig hjemme, uden hende. Han brummede derpå en anelse dybere, som for at vække stemmen igen.

,,Jeg forstå, melady. Og du skal ikke vende tilbage, hvis ikke du vil.”

Det kunne man vel have sagt sig selv. Hun skulle selvfølgelig ikke noget, hun ikke ville, men han havde alligevel følt for at fortælle hende verbalt, at han forstod. Måske de en dag kunne vende derop igen, med håbet om at de netop den dag ikke ville kunne se hendes land - men måske ville det være for usikkert for hende. Det kunne også være at hun engang ville nå dertil, at hun måske ønskede at se tilbage, og da ville han følge hende derop, i håbet om at de da ville se hendes land. Han mimrede mulen foran hendes derefter at sætte den imod. Der var så mange ting, han selv kunne finde på at give sig i kast med at snakke om; men han ville give hende chancen for at spørge ind til noget, eller selv starte en samtale. Han nød at deltage i hendes samtaler.

T A I A

---

En sitren syntes at følge den grå hingsts pels, da Taia havde givet sine ord; givet sin loyalitet til ham. At give ham mere var et ønske hun havde, men hun ville ikke tvinge sig selv til at indfri det. Han havde vundet hver del af hendes krop og alligevel var hun ikke sikker på, hvorvidt hun elskede ham eller blot holdt mere af ham, end hun havde holdt af nogen før. Han var den hun ønskede at se om morgenen og den hun savnede om aftenen. Den hun længtes efter, om hun så vidste det eller ej. Et bestemt ord ville blot ikke over hendes læber og hun havde ikke i sinde at tvinge sig selv til det. Hvis Orctics mente der var en mening med det, så ville ordet lyde en dag, men indtil da ville hun blot være ham loyal i alle henseender hun kunne.
De lyse, blå øjne den brune hoppe bar, syntes at forsvinde i det intense mørke som opgjorde hingstens øjne. Hun lod sig selv fortabe i dybden og selvom frygten for at forsvinde altid ville være der, så var visheden om, at, hvis intet andet kunne, så ville hans stemme bringe hende tilbage.

Blidt kørte hun sin grove, men stadig fine, mule op langs hans næseryg, da hans svar erstattede den korte stilhed mellem dem. De var et sært par at se på. Han bar en blid grå farve, hun en varm brun. Hvor hans øjne syntes at være så dybe som havet, brændte hendes med en blå intensitet. Det skind han bar havde mærker af livet, hendes havde mærker for livet. Hinandens modsætninger og alligevel var der harmoni i det overordnede billede.

,,Jeg vil hjertens gerne tilbage til klipperne, men jeg ønsker at undgå 'Spejlet'. Stedet bærer bedre minder end mange andre steder, til at jeg vil undgå det helt. Hvis vi en dag er nær det, hvor vi kan undgå 'Spejlet', vil det være mig en glæde at være der med dig igen..."

Roligt trådte hun et skridt tættere på Grålingen. Hun huskede hans rigtige navn så tydeligt som noget af det, men Altaïr var ikke Grålingen. Det virkede forkert. Hun ville, hvis hun kunne, kalde ham Grålingen til enden på begge deres dage, men på samme tid ville hun tage hans fødselsnavn til sig, hvis han nogensinde tog det til sig selv. Kærligt puffede hun til hans sorte mule, før hun fangede hans blik. Hun havde et par sidste ord at sige, før det var hans tur igen. Et svagt, men alligevel tydeligt, smil lå om hendes mule.

,,Og der vil jeg, hvis vi ender sådan, ligge hos dig, ikke blot sammen med dig."

Hun havde givet ham sin loyalitet. Nu gav hun ham sin fulde tillid...

Den skimlede hingst kunne mærke hvordan hans indre sitrede, ved hver en berøring og ved hvert et blik de to sjæle udvekslede. Det var som om, hun bare så ham, hans sjæl og intet blev skjult for hendes lyseblå øjne, der stod i kontrast til hendes varme brune farve. Han brummede dæmpet, nærmest kælent, over hendes berøring, der førte hendes mule op langs hans næseryg. Han kunne ønske, at tiden frøs nu, mens de to var sammen. At disse øjeblikke aldrig ville ophøre, og så alligevel ville han ikke fralægge sig chancen for at se hvad fremtiden havde at bringe, for de to. Hun havde givet så meget af sig selv på de få øjeblikke, som det føltes for ham, at de havde været side om side her under andet møde. Hun havde givet ham en loyalitet, som han kun kunne være beæret over at have, og samtidig havde hun givet ham hendes kærtegn, der ganske enkelt ramte ham i hjertet.
Hendes ord bugtede sig dernæst til hans ører, alt imens landskabet omkring dem henfaldt til en sagte boble, som Altaïr end ikke ænsede. Landskabet var, trods det unikke skønhed, mysterier og kræfter, ikke relevant. Nej, for denne hoppe var langt mere end unik. Hendes ord, der fortalte ham omkring hendes ønske, om at vende tilbage til klippen, så længe dette vindue til verdenerne udenfor forblev udeladt deres opmærksomhed, gejlede ham op til at lede hende dertil endnu engang. Han vidste hvad tidspunkter på dagen, at dette fænomen kunne opleves, og hvis blot de kom lidt efter solens nedgang, ville de helt være fri af det, indtil solen igen ville indtage himlen.
Hoppen trådte ham nærmere, forsigtigt, men hun fængslede ham igen. Hendes kærtegn og øjne, lagde simpelthen bånd på alt i hans krop, således at han kun kunne holde fokus på hende. Han vidste, at det var hans følelser der tillod dette, men han nød det. Også selvom hans krop måske var bukket under for følelser, som han egentlig ikke havde tænkt at han nogensinde ville få. Dog kunne han ikke styre det, for det var sket.
Hendes næste ord overraskede ham; for hun tilbød ham noget mere værdifuldt end loyalitet, hvis man skulle spørge Altaïr selv. For hun lagde tillid til ham, da hun tilbød at ligge hos ham, på klippen og ikke bare med ham. Han skød halsen opad og lod sin bringe skydes ganske let fremad, i det et umådeligt stolt prust forlod hans mule. Dét hun havde sagt til ham, varmede ham og gjorde ham stolt, nok mere, end han havde været før. Hans øjne lå direkte i hendes; varme og drømmende.

,,Og jeg vil holde om dig. Både med kroppen, men også med sindet”

Sagde han, sandfærdigt, inden han lod sin nakke afgive et lille nik; han tilbød at de kunne tage turen nu, sammen og følges til denne klippe, hvor de kunne være dem selv. Et sted som ingen andre kendte; et sted, der havde været hans, men som nu var lige så meget hendes, hvis hun ønskede dette.

T A I A

---

Omkring dem forstummede verden. Måske kun for de to sjæle, måske også for alle andre. Det var for den brune hoppe ligegyldigt. Den grå hingst ved hendes side var måske ikke, ville måske aldrig blive det, hendes dybeste kærlighed, men han var hendes sjælefrænde. Så længe han levede, ville hun være hos ham, uanset hvordan udsigterne var. Nok havde hun blot givet ord, men ord bandt så meget som alting andet, i hvert fald i det samfund hun kom fra. Nok var den skik og ret hun var vokset op med, ikke set i dette land, men det holdt hende ikke fra stadig at holde sig til dem. Noget var faldet, men næsten hele hendes tro levede stadig i bedste velgående i hende.
Hans ord smøg sig omkring, kildede hendes ører og legede med hendes tanker. Hun holdt af mange ting omkring ham; fra stemmen til dansen, fra det dybe indre til det stærke ydre. Der var ingen hun hellere ville bruge tid sammen med, end Grålingen. End ikke hendes gyldne veninde Illana nåede derop og selvom hendes familie var alt, havde været alt, så lå de side om side, jo længere tid hun brugte sammen med ham. Uanset hvad fremtiden bragte, så håbede hun at den bragte mere med ham. Tid såvel som andre ting.

Taia så Grålingens nik og tanken tog form i hendes sind. Ideen om at drage dertil nu var fristende, men nogle ting talte imod. De var langt væk ligenu, ville de overhovedet kunne nå dertil? Det gav sig selv, at det kunne de, men det fjernede ikke det faktum, at der var meget langt. Og når det kom til stykket, når de kom der, turde hun så tage chancen? Risikoen med at se Taruhk var stor og lå stadig tungt omkring hende. Tankerne fyldte hendes sind for et øjeblik, mens de gode og dårlige sider havde sit eget lille slag. Hvad der var lang tid i hendes sind, var blot sekunder i den fysiske verden. Med hendes lyse øjne låst i hans mørke, gjorde hun et let nik.

,,Vis vej... min kære Gråling."

Den ældre hoppes stemme var dæmpet, ej en hvisken, men heller ikke en højlydt talen. Roligt lagde hun sit hoved mod hans hals og ventede blot på, at han satte fremad i skridt; begyndte at vise vej mod det sted, som hun så som deres.

(Skal vi forsætte den på Chibale på et tidspunkt?)