Feels like yesterday

Forbeholdt JalleBalle

Sneen lå i et lag over Enophis på denne milde vinterdag. Dette gjorde at sneen var en anelse tung og våd. Men tilgengæld gjorde det milde vejr noget positivt for de levende væsener i Andromeda. I hvert fald den sjæl der i netop dette øjeblik bevægede sig over engen. Skyggedanseren Midnight Myth som hun havde fået tilnavnet. Som altid bar hun sig med stor elegance, med de lange slanke ben førte hun sig frem over sneen, som gik i et med hendes hvide aftegn. Den hvide man dansede i harmoni med hendes sirlige aftegn i det hendes bevægelser var fjedrende og knæene blev løftet tilpas højt. Halen blev båret som en fane bag hende som hun stolt bar frem. De mandelformede ører var rettet frem og opfangede små lyde i det fjerne, for Myth var en vågen hoppe og ingen skulle sådan snige sig ind på hende. De helt hvide øjne, som mindede om en tåget nat scannede opmærksomt området i takt med hun elegant dansede afsted. Hun så ingen og hoppen måtte indrømme at det ikke var noget der ovenud begejstrede hende. Hun savnede selskabet, især fra heste hun ikke havde set i lange tider. Det fik hende til at sende et højt kaldende vrinsk afsted ud over engen i håb om at noget hørte hendes kald.

Guardian of heaven

Jaidev, den mørke og ædle hingst stod stolt og rank på engen. Sneen lå som sørgelig rester efter vinteren, for nu var en mild varme fået temperaturen til at stige, hvilket betød at sneen smeltede. Det var ikke nødvendigvis fordi at det gjord hingsten noget, tværtimod. Det var blot endnu et af naturens mange fænomener. Ak, han elskede den nyfaldne, glimrende pulversne, men ligeså meget elskede han foråret, hvor blomster og blade atter sprang ud på ny. Tanken fik en rynke til at rykke i mundvigen på den mørke hingst; en hingst, der ikke blot var en ydmyg hest længere. Han var blevet udfordret og belønnet, velsignet. Omkring ryggen flagrede en unik og smuk kappe; en kappe selve himlen havde skabt udelukkende til ham. Den smøg sig dansende og harmonisk omkring hans muskuløse krop, klædte ham og fremviste ham med mere styrke, end hans tidligere status; han var en kæmper for selve Lyset nu. En vogter, der skulle bevare harmoni i landet, i Andromeda. Hans sortnede øjne skævede op imod himlen, den himmel der havde skabt et bånd med ham. Jo, Jaidev var i sandheden blevet prægtig gennem tiden i Andromeda.
Et vrinsk rev pludseligt den mørke hingst ud af hans tankedvale. Et velkendt vrinsk fra en hoppe, han ej havde set længe. De mandelformede øre vippede søgende frem, mens hans tomme, spejlblanke øjne spottede intetsigende ud i luften, indtil en silhuet af den dansende Myth nærmede sig. Dæmpet prustede han, imens hans skrabede det ene forben hen over den hårde jord. Et dybt og maskulint brum nåede ud til Myth, hvorefter Jaidev knejste nakken og med dansende skridt nærmede sig Myth, mens en stolt og mægtig aura hang omkring ham, samtidig med at kappen kælede omkring hans yndefulde krop.
Han var i sandheden smuk at beskue, den lille vogter.

Myth stod rank, uden at det blev for maskulint, på engen og lyttede opmærksomt til sine omgivelser med lukkede øjne. Hun tog en dyb indånding og sukkede ganske fredeligt, mens en mild brise legende tog fat i hendes man og lod den danse over den ædle hals beklædt med sirlige aftegn der nu blev camoufleret af sølvtrådende. De mandelformede ører vippede ud til siden ved lyden af et ganske maskulint brum, som ikke var til at tage fejl af. Myth blik vandrede over engen og fik øje på den store rødlige hingst. Jaidev. Hun vendte fronten mod ham og dansede så et par skridt mod ham. Hun stoppede dog op og løftede hovedet i en fyrig bevægelse. Der var sket noget. Hun bemærkede kappen som dækkede hans krop, ganske pænt endda. En stolt attitude hang over hingsten, som aldrig før, hvilket fik Myth til at gøre sig en anelse til. Halen blev let løftet og hun dansede det sidste stykke hen til den store maskuline hingst. En lavmældt feminin brummen lød fra hende i det hun strak mulen frem mod hans. Der hvilede stor intensivitet omkring hendes bevægelser og hun trippede lettere fyrigt på de lange slanke ben.

" Jaidev. Det er alt for længe siden vores veje er krydset "

Bemærkede hun i det hun trak mulen til sig og søgte øjenkontakten. Selv havde hun ændret sig siden de sidst mødtes. Hendes øjne var ikke længere krystalblå, men nu helt hvide, som tåge. Pupillerne var ikke tydelige, hvilket blot forstærkede hendes kropssprog. Myth var ganske begejstret for at have fået dette udseende tilbage, men ligenu lå nysgerrigheden på kappen som prydede Jaidevs muskuløse krop.

Guardian of heaven

De sensitive næsebor inhalerede med det samme den feminine duft af hoppe. Af Myth. En diskret rynke blev dannet på mulen, men ej af utilfredshed, tværtimod. Det var en duft, der altid ville skærpe sanserne hos den unge hingst. De intetsigende, mørke øjne betragtede Myths dansende krop, der nærmede sig med hendes naturlige elegance og ynde. Men det var ikke det eneste, de sortnede øjne betragtede; fløjtig som en kælende berøring, gled de henover hendes skind, forsikrede sig at der ingen skade var sket hende på det seneste. Galant stoppede han i en ædel og ikke mindst samlet parade, mens halsen knejste sig sammen og kappen smøg sig indtil hans korpus. Næseborende vibrerede sagte ved den kraftige duft af hoppe, der trængte ind i hans følsomme lugtesans. Da Myth stemme lød, gled de mandelformede øre nysgerrigt fremad, lyttende og forstående, inden hans fokus blev rettet mod hendes hvide mule, der blidt nærmede sig. Jaidev knejste endnu mere i den markerede hals, spændte sagte i musklerne og lod derpå mulen søge sensitivt frem mod Myth. I en blid berøring ramte han hendes bløde mule, og efterlod et par varme prust på den da den forsvandt. Øjnene søgte nu hendes, søgte de krystalblå øjne han regnede med at finde, indtil hans sortnede øjne mødte et par mælkehvide, tåget øjne. Et overrasket brum lød fra den fremskudte bringe, mens ørerne eftertænksom bevægede sig sidelæns.

” Midnight Myth. Jeg giver Dem ret; tiden har ikke bragt os sammen længe. Men Myth, fortæl mig en ting; hvad er der sket med Deres øjne? ”

Jaidevs mørke øjne løsrev sig fra hendes mælkehvide øjne, alt imens han lod mulen glide kærtegnede hen over hendes næseryg, efterlod varme og intense prust på den. Der var sket meget hos dem begge, det fortalte deres forandringer og gamle lugte der hangved i pelsen. Han havde ikke set Myth længe, trods hun tit havde fået skænket en tanke. De sortnede øjne gled på klem, imens han afventende prustede nedover hendes næseryg, hvorefter han afsluttede berøringen med et forsigtigt nap mod hendes hvide mule.

Duften af hingst. En duft som lå hos de fleste, men ikke så fremtrædende hos alle. Jaidev besad denne stærke duft af ren testosteron og han ulmede af maskulinitet. Det fik Myth til af udgive en svag feminin brummen som hun indhalerede den velkendte duft af ham og beskuede hans maskuline krop. Øjenkontakten blev skabt og hun bemærkede godt hans ellers diskrete reaktion og hun vidste straks hvad det drejede sig om. Hvad der var hændt hendes øjne. Hun smilede ved tanken og skulle netop til at besvare hans spørgsmål, men hans kærtegn distraherede hende og hun strakte i stedet mulen frem og strøg den flygtigt over hans hals og trådte endnu et skridt nærmere.

" Jeg er ej født med de krystalblå øjne jeg kom til Andromeda med. Disse blev skænket af Lyset som bragte mig hertil. Disse øjne derimod er dem jeg er født med. Noget jeg har måtte betale for at få tilbage. Du kender allerede Rumpel..Stiltskin, men prisen har bragt mig megen glæde i en ellers ensom tid. "

Svarede Myth så. Hun vidste ikke hvordan Jaidev ville tage imod at Myth havde valgt at opsøge Rumpelstiltskin i forhold til at få en del af sig selv tilbage igen. Hun så derfor afventende på den maskuline hingst. Hun ville gerne vide hvordan han var kommet til kappen, men først måtte hun se hans reaktion an. Hun håbede inderligt på at hingsten måske ville finde noget forståelse for hendes handling. For Jaidev var en dansepartner hun ønskede at være i godt lys hos. Hun nød hans selskab.

Guardian of heaven

Øjnene, mørke og vise, hvilede på Myths mælkehvide øjne. Fascinerede var han af denne lille forandring, som han aldrig havde set hos nogen sjæl for; han havde set blå, brune, gyldne, grønne, sågar et rødt øje i Andromedas land, men aldrig kridthvide som Myths. Et svag flammeblus af nysgerrighed boblede i det indre, mens de mandelformede øre var rettet fremad, tålmodigt og afventende, indtil Myths fine, feminine stemme brød stilheden, og fyldte Jaidev med viden og minder. Minder om den lumske hingst, der med en pris ville opfylde alle ønsker; Rumpeltstiltskin. Jaidev spærrede øjnene en smule overrasket op, forarget endda, inden de slanke ben flydende trådte et skridt bagud, og en afstand blev skabt til de to sjæle; velsignet som forbandet. Øjnene søgte efter en reaktion hos Myth, var dette sandt? Da gled Jaidevs mandelformede øre baglæns, trykte sig ned til den stærke nakke, og et hårdt og irettesættende hug ramte mod Myths skulder.

” De opsøgte Rumpelstiltskin for at få Deres øjne tilbage?! De lod Rumpelstiltskin få hans ønske om magt opfyldt, lod ham udføre hans magi? Hvad har De gjort, Myth… ”

Jaidevs maskuline og ru stemme ejede undertoner, der aldrig var hørt i Andromedas land før. Undertoner af foragt, vrede og væmmelse. Ørerne lå stadig puttet i nakken på den ædle hingst, hvis kulsorte øjne veg bort fra Myth forbandede, mælkehvide øjne. Fascinationen var dræbt, ligeså hurtigt som glæden ved at se den sorte danser; at hun havde valgt, at opsøge Rumpelstiltskin, var ynkeligt, forkasteligt. Sørgeligt.

Myth gruede for den store hingst reaktion og den hun havde håbet på var langt fra den der poppede frem. Hun så hvordan hele hans kropssprog ændres, til foragt, væmmelse overfor Myth handling, men hun havde ikke forventet det hug der nu ramte mod hendes skulder. Det fik den ellers standhaftige hoppe, til at fare bagud med et forskrækket fnys, så hurtigt at hun næsten satte sig på røven. Hvad hun havde gjort? Det var vel ganske åbenlyst, men hans spørgsmål tvang hende til at gennemgå et væld af tanker. Hvad havde hun gjort? Myth var ikke sikker, der var mange småting der spillede ind i hendes beslutning. Hun drog et dybt suk, lukkede øjnene og stod nu blot ganske anspændt og sammenbidt.

" Hvad jeg på daværende tidspunkt fandt nødvendigt at gøre Jaidev. "

Hun brød sig ikke om væmmelsen i hans stemme, det irriterede hende svagt rent instinktivt. Hun trippede let på bagbenene og kastede med hovedet. Tankespinnet startede atter og Myth slog blikket ned i jorden. Hendes vejrtrækning var tung og hun rystede svagt på hovedet.

" Hvad ellers er afkommet af en fortabt sjæl og et genfærd, skabt til? Jeg kender kun til skygger "

Hviskede hun ganske svagt. Mest henvendt til sig selv, men tydelig nok til at Jaidev sagtens ville kunne høre hende.

Guardian of heaven

De tomme, intetsigende men dog alligevel vise øjne genfandt langsomt pladsen på den sorte hoppe, der stod den mørke hingst så nær. Hun havde altid været en værdi dansepartner, og han havde altid nydt deres intense dans, deres evige prøve på at prikke og tirre til hinandens grænser. Myth var en speciel hoppe, det var der ingen tvivl om, og det havde der aldrig været før. Hun var så standhaftig og egenrådig, at det næsten kunne beundre Jaidev; beundre ham, at en hoppe kunne have så meget styrke over sig selv. De hopper han kendte til, var hopper der ejede en indre harmoni, hvorimod Myth var et flammehav. Hun var utæmmet. Et ører gled langsomt opad den knejste nakke, og med tomme øjne fulgte Jaidevs øjne hvordan Myth havde trukket sig efter hans hak mod hendes skulder. Ej viste Jaidev en reaktion på hendes forskrækkelse; men ej heller var hans idé at banke Myth. Han havde blot irettesat hende for hendes handling. Vreden der et øjeblik havde boblet i ham, var blevet slukket og henlagt i skuffelse. Skuffelse over at hun havde været så barnlig. Et dybt prust forlod den silkebløde mule, mens den ædle hingst betragtede Myth, og opmærksomt lyttede til hendes ord, der end ikke var mere end en svag hvisken; ord han ikke burde have hørt, men som han alligevel gjord. Afkom. Hans mandelformede øre gled sidelæns, mens kæberne spændte hårdt på den mørke hingst, inden hans smukke stemme atter brød frem.

” De lod Rumpeltstilskin lave et føl på Dem. ”

Det var ej et spørgsmål, men blot en konstatering. Ordene efterlod en grim smag i munden, og det fik en rynke til at sætte sig på den silkebløde mule. Langsomt trådte han fremad mod den sorte, fortvivlet hoppe, og puffede hårdt til hendes bringe; endnu en irettesættelse, men dog en mere blid en af slagsen. Øjnene søgte kortvarigt hendes tåget, mælkehvide øjne, der ej så ud til at afsløre nogle følelser, inden hans øjne vandrede langs Myth slanke mave; hun havde folet for længst. Ørerne tippede atter sidelæns, imens et varmt suk ramte mod Myths mave. Han var i sandheden skuffet over hendes handling.

Myth følte hvordan ordene maste sig på. Hun ønskede at forklare Jaidev alt hvad der var sket, men hun forholdte sig tavst. Hun ville så gerne sige til ham at hun fortrød alt og at den slemme hingst havde lokket hende, men hun ville lyve, hvis hun sagde dette. Ikke blot havde hun fået sine øjne igen, men også hendes elskede Xenon, som havde gjort hende mere end lykkelig, men Myth kom i tanke om deres aftale og hun blev for første gang bekymret. Sammenbidt slog hun blikket ned i jorden og bad til at der ej ville hænde hendes søn noget grimt. Hun hørte Jaidevs ord og kunne næsten fornemme væmmelsen bag dem.

" Xenocrates. En gylden plag, hurtig som vinden. "

Mumlede hun. Ordene var fyldt med varme overfor hendes søn, som hun elskede ubetinget. Hun blev dog vækket igen, da et hårdt puf ramte hendes bringe og hun nær havde sat tænderne i Jaidevs mandelformede ører af ren refleks, men hun beherskede sig selv. Hun mødte hans blik, ligeså intetsigende som hendes eget og hun sukkede svagt. Hun ville så gerne undskylde, men for hvad? Hun vidste ikke hvorfor Jaidev reagerede som han gjorde og hun følte ikke det var det rette tidspunkt at spørge. Hans varme ånde ramte hendes mave og musklerne trak sig kort sammen. Hun løftede hovedet og beskuede ham tavst, inden hun ganske varsomt og flygtigt strøg mulen over hans hals. Dog blev den hurtigt trukket til sig, for hun skulle ikke bides igen. Nej. Myth mimrede svagt med mulen inden blikket blev slået væk fra Jaidev.

Mørket var begyndt at bryde frem; genfødt for atter at æde solens svage stråler, og henlægge Andromedas land i mørke, skygge og kulde. Nattens sorte himmel var begyndt at fjerne alt lys; det eneste det glimtrede i det fjerne, var den sølvhvide måne, der med sit følgesvend af prægtige, små stjerner beklædte himlen, og forærede Andromeda et glimt af lys i mørket. Hingstens døde øjne betragtede den sølvhvide måne med øjnene, der rummede fascination og beundring. Begær. Han elskede den måne, elskede at føle dets lys bade ned over ham, og få ham til at fremstå som en sølvfarvet skygge. Stilheden lå som et tæppe mellem de to sjæle, hvis begges eksistens havde fået ny mening; en skæbne, der lå så langt fra hinanden, forandrede dem så meget. Da stilheden blev dræbt af Midnight Myths feminine toner, rykkede den ædle hingst et øre fremad, og de sortnede øjne forlod månen, for at se på den sorte hoppe, hvis krop var signeret med sirlige mønstre og mælkehvide øjne. Xenocrates; hendes søn. Hingsten kunne høre kærligheden bag ordene, se hvordan hvert ord boblede af varme og ærlig. Kærligheden var så tydelig til det afkom, at det skar helt ind i hjertet på hingsten, det ramte hans ømmeste punkt. Smertede ham. Forsigtigt mimrede han med mulen, mens han slog et slag med den kraftige, sorte hale.

” Det er Deres eget valg, Midnight Myth, men tro ikke, at jeg støtter Dem i at følge Rumpeltstilskins kryptiske veje. ”

Hingstens stemme var afdæmpet, beherskelsen overskyggede alle eventuelle følelser, der måtte være hobet ham i ham. En stemme, hvis maskulinitet var markant og tydelig, og alligevel med undertoner, der gjord stemmen værd, at ville lytte til. Da gled øjnene atter op til den oplysende måne, hvis lys kærtegnede hingstens smukke, flagrende kappe; det sølvhvide skær blev genspejlet i himmelske mønster, og afkastede et unikt, sølvblåt skær omkring hingstens mørke krop. Langsomt rykkede hingsten hovedet en smule opad, for derpå at knejse i nakken. Halsen spændte i sådan en holdning, der var til at beundre, for hver muskel skinnede på den hingst med det sølvblå skær; muskler, der var arbejdet frem med største omhyggelighed. Dansende trådte hingsten frem mod Midnight Myth med sådan en ømhed og ædelhed, at det nærmest lyste op i hans kappens unikke skær. De sortnede øjne glimtede af oprigtig visdom, øjne der betragtede hoppens kridthvide og intetsigende øjne, alt imens hans silkebløde mule strejfede hendes i et blidt kærtegn. En invitation til, at blive hans dansepartner. De havde delt ord mellem hinanden, der betød mere end hvad det blotte øje så deres sjæle måtte finde ro et sted; og den ro, ville hingsten finde i en månedans med den sorte Midnight Myth.

Ligesom Jaidev lod Myth de hvide øjne vandre mod nattehimlen der opslugte solen og indhyldede engen i et tykt lag dis i kodehøjde. Myth stod derpå nærmest i et med natten i det hendes hvide man lyste op i et sølvhvidt skær, så hun stod nærmest selvlysende i natten. Månelyset ramte hendes øjne og reflekterende lyste de derpå en anelse op. Sådan kunne det bestemt godt se ud. Blikket blev rettet på Jaidevs mystiske beklædning i form af en kappe som var som en udklip af den smukke nattehimmel der ofte prydede Andromeda. Dog slog hun atter blikket op mod himlen, for hun følte ej for at spørge til den. Hendes mandelformede ører vippede kort bagud da Jaidevs maskuline stemme brød stilheden mellem de to sjæle. Ordene kom ikke overraskende for den sorte hoppe der blot nikkede ganske svagt. Hun forstod ham ganske udmærket.
Ud af øjenkrogen skimtede hun en bevægelse fra Jaidev, som fik hende til straks at rette blikket mod ham og spænde en anelse. Denne spænding aftog dog ligeså hurtig som den kom. Hendes hvide øjne opslugte ham nærmest i det hun betragtede hans ædle statur. Hun hvælvede yndefuldt i nakken og udstødte en feminin brummen. Jaidevs mule var som fløjl mod hendes og hun trådte derpå et skridt hen mod ham ved hans flygtige kærtegn. Hun ønskede ligeså at danse med ham, men uroen hvilede i den sorthvide hoppe og hun huskede ikke hvornår hun sidst havde følt indre ro. Noget bekymrede hende, men hun vidste ikke hvad. Lyse toner lød stilfærdigt fra den hvide mule.

" Weep Not Poor Children. For Life Is This Way. Murdering Beauty And Passions "

Det var egentlig henvendt til hende selv, for nu rettede hun sig op og vippede derfor ørerne frem, inden hun elegant med de lange ben bevægede sig omkring Jaidev med høje knæløft, mens den lange hvide hale viftede i bløde bevægelse i takt med hendes skridt. Blikket var afventende placeret på den muskuløse Jaidev, som havde budt op til dans.