Danger

Phoenix

Pheonix kom flyvende i en vild galop. Han elskede at give, den fuld gas. Og denne dag var blot som, alle de andre. Han var lige kommet til dette mærkelige land, og han viste han nok skulle falde godt til. Han var god til at oprette sine facader, og måske han i virkeligheden havde snydt portens vogter, hvem ved? Men ren og god var han ikke, han var faktisk lige det modsatte han elskede, at lave ballade. Og var sin egen hersker, ingen skulle fortælle ham hvordan og hvorledes. Det viste han helt selv, løbet blev styret af ham og kun ham. Han knejste vildt i nakken, og lod et hidsigt vrinsk lyde over landskabet, hvor han i samme sek. stopper hårdt op, og stejler mens begge forben, fægter vildt ud i luften.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Guardian of heaven

Det var mærkeligt, hvor tingene pludseligt kunne ændre sig. Så mange nye minder var skabt igennem den tid, den mørke hingst havde levet i dette land; Andromeda. Minder og forandringer. Forandringer, der prydede hans følelser, forandringer der spillede over hans krop og forandringer Lyset havde velsignet ham med. De mørke, sortnede øjne den unge hingst ejede, betragtede område han stod i; Leventera. Ikke just en ø, han besøgte mest. Velkendt var den, for han havde efterhånden levet i Andromedas verden gennem år; han havde set hvordan årstiderne skiftede. Et prust forlod den silkebløde mule, hvor en kridthvid blis løb ned langs. Prustet fik dannet en tåget damp omkring ham, der oplyste hans matsorte øjne, inden hans ansigtstræk atter blev bortlagt i skygger. De lange, slanke ben drev den ædle hingst fremad i en dansende trav, der fik hans gave til at smøge sig omkring ham; hans gave fra Lyset. Jaidev var ikke som mange af de andre sjæle, der åndede i Andromedas land, han havde mødt Lyset op til flere gange; det Lys der bandt Andromeda sammen i harmoni. Lyset havde velsignet ham med den kappe, der kælede sig omkring hans dansende krop; en kappe skabt af selveste himmelen. Uberørt af andre sjæle end ham.

Da der pludselig lød en hul dunken, af hovene der ramte jorden i hastig fart, stoppede den dansende Jaidev op i en samlet parade. De mandelformede øre tippede opmærksomt fremad, fremad imod det ukendte hvor lyden kom fra, indtil et syn fandt sted. En gulfarvet, ukendt sjæl løb over landet, inden et vrinsk overdøvede galoppen. Ørerne gled hurtigt baglæns, for at lukke den skingre lyd af hingst ude, men end fjernede de tomme øjne sig ikke fra den fyrrige hingst, der rejste sig i et stejl. Et dæmpet fnys forlod Jaidevs silkemule, inden han knejste den muskuløse hals, og med stolte skridt bevægede sig mod den fremmed, alt imens kappen flagrede prægtigt og mægtigt om hans korpus.

Phoenix

Lyden af en anden, var ikke til at overhøre. Og slet ikke lyden, at noget der flagrede i vinden. Han fik nu øje på en skikkelse med noget omkring sig. Det var endnu ikke helt til at se, hvem eller hvad der kom ham nærmer. Han lage øren tilbage i nakken, og kom med et hidsigt vrinsk, og dunkede det ene forben frem og ned i jorden. Lige for at vise han ikke, skulle prøve på noget over for ham. Hvad denne ensomme vandre, ville ham viste han ikke. Men her var han konge over landet, ingen skulle bestemme over ham. De havde bare af at makke ret. Men selv inderst inde unger, hans kæmpe Ego. Var han jo ny her, han havde ikke en chance mod de andre stærke, gamle ø boer. Men dette skyggede hans store ego for. Så de tanker lå ham, meget fjernt.

..Hvem vover, at komme mig nær!''

Sagde han med en hidsighed over sig, så det kunne virke ret så skræmmeden på hvem som helst. Men nok ikke alle, ville lade sig skræmme af denne store hingst. En gylden kæmpe, orange som flammerne og fyrrig som vulkanerne. Et kort kast gjorde han med hoved, hvor på de grønne øjne. Blev fast låst på skikkelsen der kom nærmer.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Guardian of heaven

Luften omkring den mørke hingst blev klam; klam af den hængende lugt af hingst. Han havde for længst lært at leve i harmoni med denne lugt, der karakteriserede de fleste hingste, men denne lugt var tungere og omklamrende, skærende i hans følsomme næsebor. En rynke blev dannet p hans silkebløde mule, mens de sortnede øjne blev fængslet på den gule hingst, dog ej med et blik der kunne æde den fremmede. Trods Jaidevs øjne var mørke, glimtrede accepten og visdommen i dem; accepten til den fremmedes sjæl og tilstedeværelse. Da den ukendte hingst stemme brød stilheden, stoppede Jaidev op i en galant holdning, og lod ørerne søge nysgerrigt fremad. Ordene den gule fremsagde, var hårde. Markerende. En undertone af dominans prydede stemmen. Arrogance. De sorte øjne kneb sig sagte sammen, inden Jaidevs ru, maskuline men behagelige stemme spillede op mod stilheden.

” Mit navn er Jaidev. Hvem er De? ”

En rolig aura hvilede over Jaidev, trods e stolthed hang ved. En stolthed, der var ligeså mægtig som hans muskelmasse. Øjnene betragtede den gule hingst bygning; han var stærk og havde velansatte muskler, der var ingen tvivl der, men noget sagde ham alligevel, at den fremmede af flere ord i mulen, end muskler på kroppen. End havde han ikke mødt sådan en arrogant sjæl i Andromedas land, og en lille stemme fortalte ham, at denne gule hingst måtte være ny; men hvem ved.

Phoenix

Selv havde Phoe, ikke lært at leve med lugten, af andre hingste. Hvis man spurgte ham, så skulle han være ene hingst i denne verden, lige så vel i den verden han kom fra. Han var en person, man ikke kunne overse eller glemme. Hurtigt ville han komme på alles læber. På den ene eller anden måde. Han var meget dominere, og stod med hoved højt hævet, og så ned på denne fremmede hingst, der stod der foran ham. Hingsten gav sig til kende, og gik under navnet Jaidev, det sagde ham intet, og ej heller om han ville huske på dette navn. Lige så hurtigt som det var blevet nævnt, lige så hurtigt var det ude, af hans sind. Stemmerne i hans hoved, begyndte at kører der ud af, men han kunne for en stund, får dem til at tie, men hvem viste for hvor længe?

''Hvem jeg er? Søn af solen, og konge af landet''

Han kunne ikke lade være med at le hæst, man kunne lige frem ikke undgå at hører, hvor meget ironi der var, over denne sætning. Et lumsk smil kom, frem om hans mule. Han havde ingen ret, til at vide hvem eller hvad han var. Hvad kom det ham ved, hvad ville han give i bytte for hans navn?

[/color][/blockquote][/blockquote]

Guardian of heaven

Jaidevs mandelformede øre vippede sidelæns, mens de spejlblanke, sorte øjne betragtede den gul hingst. Aldrig havde Jaidev mødt en sjæl, så arrogant og dominerende som den gule hingst. Det irriterede ham. Irriterede ham, at en sjæl tillod sig at være så arrogant, når sjælen ikke havde nogle ret til det. Næseborende udvidede sig sagte, og lod et hingstet fnys forlade mulen. De mandelformede øre gled baglæns, og musklerne under Jaidevs silkebløde pels, blev spændt op, markerede og trådt frem. Halsen knejste sig endnu mere sammen, idet Jaidev dominerende trådte et skridt frem mod den gule, provokerende hingst. En hingst, der ej havde ret til at uddele ham selv titlen som konge; der fandtes ingen konge. Ikke i Andromeda.

” De lever i Andromeda. Her er ingen konge; her er en hersker. Lyset. Og jeg tvivler, at De er en forkæmper.”

Jaidevs mørke, ru stemme lød dæmpet, behersket, men klar og tydelig, alt imens han nærmede sig med dansende skridt. Øjnene, intetsigende og tomme, betragtede hingstens grønne øjne, inden Jaidev lod de mandelformede øre glide i nakken, og hakkede ud efter hingstens næseryg i et hårdt og markerende hak. Han kunne ligeså godt lære, at indrette sig nu; det skulle Jaidev nok sørger for.

Phoenix

Han kunne hurtig mærke, hvordan denne hingst blev provokeret. Af den måde han var på, og dette gjorde kun denne lege endnu sjover, han elskede når han fandt de rigtige knapper at trykke på. Stemmerne i hans hoved, lo mens de sagde i kor *'Han er bare misundelig på dem herre, de er konge over alt hvad de ønsker'* han smilede, og gav stemmeren helt ret. Han var konge over hvad han ville, og ingen skulle bestemme hvem eller hvad, han var hvis han var konge, var han konge. Selv knejste han i nakken, og flyttede sig selv om den fremmede hingst. Gik frem mod ham, han havde pt. intet at tilbyde, og dog. Den usetvanelige kappe ham hans hals, sådan en var lige hvad, en konge som Phoe stod og manglede.

.. Om jeg så levede på solen, ville jeg være konge. Ingen skal fortælle mig hvem eller hvad jeg er, og slet ikke en fremmede som dig''

Koldt fnøs han af denne hingst, han kunne ikke lade være med at lege kit pus med denne hingst sind, han virkede som en hingst, der hurtig ville komme op og toppes med, men hvis han var forkæmper for det gode, tyede han vel ikke til vold, dette ville være mod deres moral, eller? Han legede med tanken, men skubbede den hurtigt bort. I det hingsten nappede ud efter ham, han kastede med hoved, så han ikke fik fat i ham. Et lumsk smil kom frem på mulen, hvor på han sagde koldt.

''Lyset sætter sikkert pris, på heller ikke at have en forkæmper som dig, for mon han ville ty til vold!''

Han var meget arrogant i denne måde, han fik det sagt på. Kun for atter at trykke på hingstens røde knapper.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Guardian of heaven

Jaidevs sortnede, vise øjne betragtede den gule hingst, der ejede den utroligt provokerende attitude. Hans mandelformede øre var gledet sidelæns, mens hans muskuløse krop var spændt, vågen og parat til hvad den fyrrige hingst kunne finde på at tricks. Mulen, der for havde hugget ud efter hingsten, var trukket tilbage, og derved havde Jaidev knejst op i hans hals. Han havde måske overreageret på denne hingst, der blot så ud til at nyde legen. Nyde den illusion han levede i. Jaidev måtte i sandheden være dum, hvis han valgte at deltage i hingstens spil, leg. Da ord atter kom fra den gule hingst, gled Jaidevs øre lyttende og opmærksomt fremad, for at høre hvert enkelt ord, den gule hingst ville dele med ham. Da lod Jaidev et mørkt, hingstet brum lyde mellem dem; en hæs og ru lød, der alligevel havde den smukkeste og behageligste undertone. Han grinte simpelthen af denne gule hingst.

” De kender ikke til Lyset, så pas hellere på hvad De siger. ”

Svaret var roligt, behersket. Øjnene glimtrede af visdom, mens kappen smøg sig omkring Jaidevs stærke krop; kærtegnede ham. Kraften bag kappen sitrede i hans silkebløde pels, og fik ham til at danse et skridt sidelæns, skråt væk fra den gule hingst, der ej havde fremsagt hans navn endnu. Hvad grunden end var, var det ikke noget, der irriterende Jaidev mere, end den arrogante opførelse den gule hingst ejede.

Phoenix

Han kunne lide hvad han så, denne hingst hævdede at kæmpe for det gode. Men så vist han kunne se, var det denne hingst der var grebet til vold. Lige nu stod den flamme farvede hingst, blot stadig stille. Han havde, ikke snakket efter denne hingst, med kappen. Næææ det var nemlig lige omvendt. Og dette var en fryd og kæmpe sejer for Phoe. Han lod de grønne øjne, glide hen over hingsten, i endnu et kort blik. Mens han selv pustede sig lidt op, han var langt fra lige så stærk som denne hingst, men det gjorde ham intet. Han var konge af dette land, han ejede alt hvad han ønskede at eje. Hvad havde denne hingst? For uden den dumme kappe, han fnøs koldt af hingsten. Han strakte mulen frem og hviskede hæst, men ikke laver end, den fremmede kunne få hver eneste ord med.

''Jeg siger hvad der passer mig, og nej jeg kender ikke dette lys. Men hurtigt kan jeg se, de kære hingst, ej heller besidder dette lys. Jeg tror ikke lyset, ønsker forkæmper som er kort for hoved, og ikke kan holde hoved koldt!

[/I]

Her hentyde han stadig til at, det var ikke ham der havde grebet til vold, han havde en træls attitude helt korrekt, det ville han ikke lægge skjul på. Han var ikke en engel langt fra, men det var ikke ham der havde nappet efter den fremmede. Og dette kom den kære Jaidev til at hører meget for. Han elskede at spille sit spil. Med de fremmede sjæle, i dette land. Der var ikke noget bedre. Og især over for dem som troede, de selv var høj hellige i hans land!
[/size][/color][/blockquote][/blockquote]

Guardian of heaven

Jaidevs mørke, døde men vise øjne betragtede den gule hingst. Betragtede hingsten med unikke glimt af mystik; mystik, der førte til hemmelighedes døre. Døre, den gule end ikke havde oplevet endnu. Ak, den gule, fremmed havde end ikke oplevet meget i Andromedas smukke land, hvis han turde leve med den opførelse, som han gjord. En opførelse, det irriterede den ædle Jaidev helt ind i hjertet, og havde fået ham til at handle efter hoved; han havde grebet til vold, men end ikke mere vold, end hvad han oprigtigt ville. Det eneste han ville, var at skræmme den gule en smule, sætte ham på plads, for Jaidev så ingen grund til at banke den gule – tiden skulle nok efterlade ham med de skavanker, der ventede ham forude.
Da den gule hingst atter snakkede, gled Jaidevs mandelformede øre fremad, og hans hoved vippede lyttende på skrå. Den gules ord var nedsigende, rettende og hånlig. Diskret rynkede den møre hingst på mulen, inden han atter trådte et dansende skridt sidelæns, hvorefter hans maskuline stemme brød tavsheden.

” De burde ikke dømme mig ud fra så kort tid. ”

Da ordene var blevet ædt af stilheden, lukkede Jaidev de mørke øjne i, og et varmt suk forlod den silkebløde mule. Musklerne spændte en smule under det mørke pelslag, inden Jaidev vandrede fremad i en afbalanceret og harmonisk skridt, mod den gule hingst. De døde, sortnede øjne skævede tomt mod den gule, inden Jaidev med ét forsvandt til usynlighed, kun efterladt med den sagte flagren fra kappen.
Væk fra himlens vogter.

[/Jaidev out.]

Phoenix

Han mærkede hvordan de sorte øjne denne hingst, var i besindelse af hvilede tungt på ham. Han fnøs stadig tilfreds over at han kunne mærke, hvor meget hans opførelse gik den fremmede hingst på. Og hver eneste lille bevægelse den mørke hingst foretog sig, lage Nix mærke til. Selv var hans øre lagt tilbage i nakken, og da han havde sagt sin sætning, så han hvordan hingstens små mandelformede ører også gled ned i nakken, og han svare ham tilbage.

''Ha, jeg dømmer hvem og hvad jeg har lyst til''

Tilfreds smilede han provokerende til denne hingst. Og da den anden hingst forsvandt stod han blot med et stolt smil, han følte han havde sejret, men inderst inde viste han måske godt at denne kam endnu, ikke var slut...

/Out

[/color][/blockquote][/blockquote]