En venlig sjæl i nattens mørke

[Reserveret til Malle]
Den rødbrogede Brêgo begav sig hen over det åbne område. Det at holde sig vågen så mange timer om dagen som muligt var efterhånden blevet til en vane. Han holdt øje med alt hvad han overhovedet kunne - også selvom han endnu ikke var stødt på nogen som helst farer. Det ville jo ikke hjælpe noget at sætte sig for, at ingenting er på færde, hvis noget pludselig var galt. Det handler jo om at være parat hele tiden.

De varme nøddebrune øjne søgte hen over den åbne eng. Der lod ikke til at være ret meget på færde her. Der var stille. Natten blev kun lyst op af månen, som kastede sit blive hvide skær ned over græsset, og vinden legede stille i trætoppene. Nogle nøgne og andre ikke. Vinter var aldrig lige blid ved alle træer. En dyb brummen slap fra Brêgos hals. En varm brummen som på ingen måde kunne tolkes som advarende eller på nogen måde farlig. Den slags lå slet ikke til hans natur. Han var noget af det blideste og en af de mest venligt sindede man overhovedet kunne støde på. Også selvom han endnu var ung, så var han moden af sind.

Berbeza - " Za "

Mørket havde atter sænket sig over området, og det eneste der alligevel bragte en smule lys med sig, var månen og stjernerne som fint funklede henover himlen. Den unge Za stod med løftet hoved og spejdede med et let fjernt blik op mod disse stjerner, mens hendes tanker vandrede afsted. Hendes egen spinkle skikkelse, var dog ikke særlig svær at få øje på i mørket. Den råhvide farve skilte sig klart ud fra omgivelserne. Kun hendes mørkere aftegn, som prægede hendes hoved og hendes ben, var sværere at skelne ud fra det omkringliggende mørke. Nogengange ville hun ønske, at denne mørke farve dækkede hele hendes krop - hun ville ønske, at hun kunne søge tilflugt i ly af natten, da dette ikke var en mulighed, med denne oplysende form for farve. En feminin brummen undslap hendes fine, lille mule, idet hun kort rystede sit hoved, for at fjerne tankerne igen. For at fjerne bekymringen... Beslutsomt spidsede hun dog mulen, og hendes facade blev langsomt samlet igen. Hun knejsede stolt nakken, og svingede halen omkring sig i et rytmisk munter. Idet samme blev hendes opmærksomhed vakt, og de små ører tittede vågent fremad. Det var en svag lyd, der brød stilheden, men hun opfangede den skam alligevel. Hun var opmærksom på sine omgivelser, så selv denne svage brummen opfangede hun. Og det var ikke en klang hun havde hørt før - altså måtte det være en fremmed, som var i nærheden. Ubeslutsomt vippede hun ørerne rundt. Til sidst gav hun dog selv en brummende, imødekommende lyd fra sig idet hun trippede udover den åbne eng. Hendes brummen rummede dog også en spørgende tone - mon denne fremmede sjæl, overhovedet ønskede hendes selskab?

Brêgos ører tippede fremad da en fremmed brummen lød. Den var ikke høj, men den rejste gennem luften til den nåede til ham. En hoppe. En feminin brummen. Han tog en dyb indånding og pustede luften ud gennem næseborene, hvor luften stod ud som en lille damp sky på grund af den kolde luft. En lille rystelse gik gennem kroppen på ham for at få kulden rystet af sig. Han tog nogle skridt fremad, længere ud mod den åbne eng. Det var først efter lidt tid han fik øje på den hvide klat der bevægede sig i mørket. Han havde set mange ting- men ikke sådan en hvid klat. Det var jo næsten som en hest uden hoved! Eller ben!

Som skikkelsen kom nærmere og efterhånden som Brêgo nærmede sig skikkelsen, kunne han godt ane et hoved - og ben. Så var det alligevel bare hans øjne der havde spillet ham et pus. Et lille hilsende vrinsk sendte han afsted mod hoppen. Ikke så højt at det kunne vække de omkringværende sovende sjæle. Han ville ikke selv bryde sig om at blive vækket fra søvn. Et venligt og imødekommende vrinsk, der matchede hans varme og venlige nøddebrune øjne.

Berbeza - " Za "

Kulden omkring den unge hoppe var bidende. Hendes fysiske stand var ikke optimal, så fordi hun ikke havde meget huld på kroppen, havde hun i stedet sat en tyk, langhåret vinterpels - ikke videre elegant. Den sørgede udmærket for varmen, hvis det blot var minusgrader. Men nu hvor det også blæste, begyndte det at trænge indunder. Hun gav et dæmpet fnys fra sig, hvilket efterlod en let sky af damp udfra hendes opspilede næsebor. Energisk slog hun med sit lille, fine hoved, i et forsøg på at holde sig selv og kroppen igang, mens hun bevægede sig afsted. Hendes ører tippede omkring, og endelig opfangede hendes vågne, mørke øjne også omfanget af denne fremmede sjæl der var til stede. En broget skikkelse. Nysgerrigt blev begge hendes mørke ører rettet fremad.

Da hingsten sendte en imødekommende vrinsken, var hun ikke sen til at tage opfordringen om selskab op. Straks bevægede hun sig i den fremmedes retning, med målrettede, feminine skridt. Hendes mørke blik lyste vågent imod ham, med et funklende glimt, idet hun standsede med en pæn og respektabel afstand til denne fremmede hingst. Endnu en gang gav hun en blid, dæmpet brummen fra sig i en imødekommende gestus, samtidig med at hun kort nikkede hilsende med hovedet. Za kommunikerede nemlig langt mere med sit kropssprog end med sine ord, så dette var nok den mest høflige form for hilsen, hun kunne præstere. Nu ville hun så afvente og se, om denne hingst også foretrak kroppens sprog, eller om han var mere til de sagte ord. Det var de fleste i dette område, i hvert fald.

Da hoppen stoppede vidste han ikke om det var fordi hun mente det var den absolutte afstand. At de ikke kunne nærme sig mere end dette. Dog fortsatte han lidt tættere på med forsigtige skridt, mens han opmærksomt betragtede denne sært udseende hoppe. Endnu et udseende han ikke havde set før. Denne hoppe var lige så speciel at se på som de andre. Ingen var helt ens. Det var vel også som det skulle være. Hvis alle var ens, så var der ingen til at skille sig ud, og så ville ingen være værd at se på.

Han strakte halsen frem mod denne hoppe, undersøgende mens han mimrede lidt med den lyse mule. Hans næsebor vibrerede en smule når de udvidede sig og trak sig sammen igen. Hans ører forblev vendt mod hoppen og hans hoved sank ned mod jorden, stadig strakt fremad mod hende. Det søgte dog opad til det til sidst var i nærheden af hendes mule - men ej så tæt at de to muler rørte hinanden. Da trak han sit hoved tilbage og brummede varmt og hilsende tilbage til hoppen. Hun lod ikke til at være lige så sky som nogle af de andre han var rendt ind i.

Berbeza - " Za "

Det var ikke for den unge hoppes egen skyld, at hun var standset med den afstand til hingsten som hun gjorde. Det var blot for at se hans reaktion an, og afvente hvad han mente om afstande og nærhed. Za havde nemlig oplevet op til flere gange, at de andre sjæle i dette land, absolut ikke brød sig om nærhed. Hun havde tilmed overskredet nogens grænser, fordi hun selv intet havde imod denne form for nærhed. Derfor var hun nu mere påpasselig, i respekt for sit selskabs grænser. Så da denne brogede hingst trådte frem mod hende, blev hun blot afslappet stående. Hendes mørke hoved var kækt løftet til vejrs, ørerne spidset og de mørke øjne rettet mod hans ansigt. Hun var dog ikke længere nær så vild med at se folk i øjnene. Hendes sind var stadigvæk tynget af flere tanker og overvejelser, som hun ikke ville lade andre se - hvilket hun forsøgte at skjule ved at have et energisk glimt i øjnene i stedet.

Forsigtigt mimrede hun med sin lille mule, mens hun vågent holdt øje med ham, da hingsten strakte sin hals og sit hoved henimod hendes eget. Da hans mule var lige ud for hendes, puffede hun blot imødekommende ud efter den med sin egen. Ganske blidt og også forsigtigt. Det var længe siden hun havde haft nogen i sin nærhed, og hun var derfor mere eller mindre usikker på, hvordan hun skulle tackle det. Derefter rykkede hun sit hoved til sig, i en noget brat bevægelse, og kastede atter med det. Dernæst svingede hun sin hale fra side til side og gav en munter, men alligevel blid brummen fra sig. Hendes forskellige reaktioner kunne virke som om at hun var rastløs. Dette var dog ikke tilfældet - det var blot hendes evigt tilstedeværende energi, som hun konstant havde behov for at komme lidt af med.

Hoppens puf fortalte Brêgo at hun ikke var bange for ham. Så havde hun vel også søgt væk da han kom nærmere. Men det var heller ikke alle man måtte 'røre' - men nu var det hende der havde rørt ham først. Så havde hun vel heller ikke noget imod det. Brêgo var en der tit bekræftede i form af venlige puf og lidt venskabeligt napperi, men nogen ville jo ikke have den slags. Han kunne ikke gøre så meget andet end at respektere de andre sjæle. Hvis ikke de ville have det, så måtte han lade være eller mærke konsekvenserne. Hoppen havde endnu ikke sagt et ord, og det fik Brêgo til at tvivle på om hun overhovedet kunne tale, eller om det var fordi hun ventede på han sagde noget. Det kunne også være begge dele?

Hendes energi smittede af på Brêgo. Han var meget jordnær og afslappet, men han var jo også stadig en hingst, og hvis nogen søgte fart, så kunne han også sagtens følge med. Han var jo ikke slap. Han spillede bare ikke konstant med musklerne for at vise sig frem som så mange andre hingste. Måske det var det der var med til at gøre ham anderledes. Han brummede dæmpet igen i en lidt spørgende tone for at finde ud af hvad hun ville eller om hun kunne snakke. Faktisk for at finde ud af hvad hun var for en.

20. Januar 2013
Der er efterhånden gået lang tid uden svar nu, så jeg hopper ud af den her tråd så jeg ikke behøver blive ved med at holde øje med den (: