A mighty soul

Liberty opholdt sig på dette tidspunkt på Enophis, den største af landets smukke øer. Her stod hun på en eng, hvor hun puffede vinterens sne væk med den fine mule, hvorefter hun nippede til det saftige og kolde græs, der gemte sig under den hvide masse. Imens dette foregik, slog hendes sorte hale bløde afslappede slag, men hendes ører vandrede ivrigt omkring for at holde øje med eventuelle farer.

[Forbeholdt MS ]

Den brogede hingst, Brêgo havde begivet sig væk fra flokkens område. Bare fordi flokken tilhørte et enkelt lille sted på Leventra, så var det ikke ensbetydende med at han ikke kunne være andre steder - især ikke når han var den eneste der var tilbage når de andre var ude på opdagelse. Selv havde han en helt masse at udforske og dagen var endnu ikke på vej mod enden. Han kunne godt lige tage et par timer rundt. Det var jo ikke dagsrejser han havde planer om lige i øjeblikket. Men han skulle snart begive sig ud på en lille rejse. Men først måtte han finde en at slæbe med.

Brêgos ører vippede i alle retninger for at opfange de lyde der kom fra forskellige steder. Ikke kun fra dyr, men også fra hans omgivelser. Træerne hviskede deres egen lille sang når vinden legede med dem. Der gik ikke ret lang tid før han nåede det åbne område. Han var ikke alene. En sort skikkelse stod der på engen i kontrast til sneen. Hans hoved gled en smule på skrå og ørerne blev opmærksomt rettet fremad. Selskab var ikke noget han havde ret meget imod. Han så hellere at han ikke behøvede rende rundt alene og blive sindssyg. Jo flere at snakke med jo bedre ville det være. En varm brummen slap fra den store hingst inden han skridtede fremad. Ædel af kropsbygning, og selvom han var stor, så var han stadig næsten lige så let som en fjer i sin gang.

Den lille sortes interesse blev fanget af en brummende lyd, der helt klart måtte stamme fra en hingst. Han var ikke helt tæt på endnu, kunne hun høre men også se, da hun i en rolig bevægelse vendte sig mod ham med fremadrettede ører. Liberty gengældte hans brummen med et venligt og feminint brum, imens hun blev stående og ventede på, han nåede til det punkt, hvor hun havde udset sig et godt sted med græs.

Han var broget og så nobel ud. Udstrålingen var god, og noget sagde hende, at denne hingst var venligt anlagt, så hun smilede varmt til ham og betragtede ham, som han nærmede sig.

De varme nøddebrune øjne betragtede den sorte hoppe. Hun mindede om en han før havde set, men dette var ikke hende. Formen var anderledes. Han nærmede sig med rolige skridt. Han havde alt andet end travlt. Han havde mange gode år foran sig endnu, for han var stadig ung. Dette var hans 5. vinter. Den første vinter i dette nye land.

"Goddag, sorte vandrer"

Han hilste på den fremmede hoppe, da han nåede hen til hende. Dog holdt han stadig en lille afstand, for han var ikke ude på at overskride nogen grænser. Det var sket for ham en enkelt gang før, og det havde kun gjort ham mere opmærksom på andres måder at reagere på når han kom tættere på. Der var jo ingen ting at være bange for.

Øjnene betragtede hende, de så behagelige og imødekommende ud, og hun bevarede sit smil, da han hilste på hende. Hun bemærkede hans respektfulde afstand. Liberty havde ikke mange grænser, men hun nød, når folk udviste høflighed - præcis som den brogede foran hende gjorde.

"Goddag fremmede,"

svarede hun med en venlig mine og betragtede ham kort, inden hun tilføjede:

"Mit navn er Silent Liberty. Hvad må jeg kalde dem?"

Selvom Brêgo var leder af flok, så var det ikke altid til at se. Han havde ikke behov for at vise at han var mere end andre - for det var han ikke. Han mente selv at alle var lige - også i flok. Alle var med til at sørge for at alle havde det godt. Han var ikke ude på som sådan at bestemme over andre. Han ville bare samle de sjæle han kunne og danne en familie med sjæle fra alle verdenens hjørner og alle de individer der ikke ønskede at vandre alene. Han havde kun påtaget sig et ansvar om at samle sjælene. Han bukkede ganske kort, men dybt.

"Mit navn er Brêgo. Det betyder Loyal. Det er mig en ære at møde Dem, Silent Liberty"

Kælenavn var ikke noget han havde. Han var altid bare blevet kaldt Brêgo, i hvert fald i den tid han havde været hos flokken. Der var ingen til at kalde ham noget som helst da han strejfede omkring alene.

Denne Brêgo virkede som en harmonisk og varm sjæl, og hun var sikker på, at dette møde ville blive en sucess. Da han bukkede for hende, puffede hun venligt til ham med strakt hals - blot for at understrege, at det næsten var for ydmygt og høfligt af ham. Hun understregede det med et lille smil.

"Mange gang i lige måde Brêgo. Må jeg spørge dem, har de været i dette land længe?"

Hendes øjne lå stadig med et mildt blik på ham.

Han rankede sig lidt op igen da hoppen puffede til ham, og han strakte halsen for at give et lille venligt puf tilbage. Hendes ord dannede et spørgsmål han havde fået flere gange og han kunne kun svare på en enkelt måde, for det er ikke til at sige om det der for ham er kort tid, er lang tid for en anden og omvendt. Tid er et relativt begreb - det hele afhænger af hver enkelts egen mening.

"Jeg har været i dette land fra sommeren skiftede til efterår. Dette er min første vinter her. For mig er det ikke længe, men jeg vil heller ikke påstå det er kort tid. Det er sådan.. Midt i mellem. Hvad med Dem? Har De været her længe?"

Han trådte lidt tættere på den sorte hoppe da hun ikke lod til at have noget imod hans tilstedeværelse. Hun virkede ikke som en af de sky sjæle der knap nok kunne holde til at man kiggede. Nye sjæle havde han skam intet imod at rende ind i, og hoppen her virkede ikke som en der var grov eller på nogen måde andet end venlig. Venlige sjæle var altid velkomne.

20. Januar 2013
Der er efterhånden gået lang tid uden svar nu, så jeg hopper ud af den her tråd så jeg ikke behøver blive ved med at holde øje med den (: