.White Shadows.

Reserveret til Fuyu no Kitsune

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Den hvide hoppe tiltede let sit slanke hoved på skrå. I vandet kunne hun se præcis den samme hoppe, men alligevel ikke. Kort rystede hun på hovedet før hun sænkede det og begyndte at drikke. Selvfølgelig var det den samme hoppe i vandet, det var jo bare et spejlbillede, ikke sandt? Stilfærdigt svingede hun med halen, før hun kort lod øjnene glide henover landskabet, for så at lukke dem i.

Omkring hende lå sneen, men ikke så tyk som på de andre øer. Måske var her varmere, måske kom sneen blot ikke her så meget. Et eller andet måtte det være. Den enlige hoppe syntes spinkel i forhold til de grove omgivelser, malplaceret, men på samme tid kunne hun ikke være et bedre sted. Her var hvor hun var kommet og her yndede hun at blive for nu. Der manglede trods alt ikke noget; men hun kendte heller ikke til det udenfor øen. Endnu havde hun ikke engang mødt kysten, følt sandet svøbe sig om hendes smalle hove...

Et par minutter tikkede forbi inden hun hævede hovedet igen og slog øjnene op. De gyldne øjne stod i skarp kontrast til den sorte pels omkring dem: de så nærmest større ud. Opmærksomt spidsede hoppen ørerne, før hun på ny sænkede hovedet. Der var intet derude.. eller var der?

[/colour][/blockquote][/size]

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

FOX

[/color]
[/center]

Skygger og sne, sort og hvidt. Selv de reflekterende toner.. Sort og hvidt. Den store, umage hingst vandrede dødt, stavrende langs stien han.. De lagde ud for ham. De mange nuancer, de to farver.. Hvis det da var farver, og ikke blot skygge og lys. Han stoppede op, de stoppede, og hingsten virrede med sit hoved. Så mange tanker.. Så meget forvirring. Hans grin voksede sig større, selvom det var svært at se når det evige dødningegrin var tegnet så skarpt imod hans hvide pels. Som blod i sneen. Hingsten klukkede sagte, og tiede da, for at fokusere sine, for at fokusere deres tanker. Oh. Nogen var her. Nogen befærdede hans, deres land. Vinterræven satte igang igen. Denne gang var den umådelige elegance vendt tilbage, svingene i hans skridt, den lette knejsen med nakken... Næsten som var han ung igen... Kun skyggearene fraholdt ham fra at opfylde det omplette billede. Og smilet. Måske tilmed også hans blik. Dødt, på sin vis også sygt. Hævngærrigt, selvom han intet havde at hævne. Han følte blot for at... Hævne noget. Sådan var det vel af og til.
Nynnende, i en melodi der faldt taktfast med de lette skridt, bragte hingsten sig ud til kanten af hans.. Deres... Herrens ø. Og minsanten om den ikke var der! Den fremmede hest, en hoppe, der lige som ham stod næsten usynligt mod sneen. Hvilken spinkel krop hun besad. Den store hingst udlod en dæmpet brummen, hvorpå han stoppede, kneb de hvide øjne let sammen, og iagtog sit offer med stor tilfredshed. Hans silkehvide hale svirrede kort i luften bag ham, men faldt straks til ro. Skyggerne. Hans brødre. Ham selv. Hvor var de? Intet var at ane omkring hans hove, i luften omkring ham. Ganske normal så han ud, som han befandt sig der. Hvis man da så bort fra dødninge smilet og tårene der havde tegnet mørke ar ned over kæberne. Tjo, normal kunne man aldrig kalde ham. Aldrig. Han fnes dæmpet, før han igen lade opmærksomheden på sit nye selskab.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Her var virkelig stille, men ikke unaturligt stille. Det var vinter og så var der sjældent noget, der bevægede sig udenfor deres hi. På nær heste selvfølgelig, for de gik ikke i hi. Fatala havde i hvert fald aldrig hørt om en der gjorde det. Hendes ører vippede dog lyttende rundt alligevel; man skulle aldrig blive uforsigtigt, for der var også andre end heste, der ikke gik i hi.

Tiden gik og Fatala var gået videre til at græsse. Hendes hale svingede roligt bag hende i ny og næ, mens hendes hove satte spor i sneen når hun søgte nyt græs. Med et hævede hun dog sit hoved. Her var nogen. Opmærksomt vippede hun ørerne rundt og så sig omkring. De gyldne øjne lagde sig på alt de så, men hun fandt intet ud over det usædvanlige. Der havde dog været en lyd, så hun vendte ikke blot tilbage til at græsse. Hun vendte sig rundt, så sig omkring, men fandt stadig intet. Kort blev de fine ører vendt i nakken, før hu rystede på hovedet; måske havde det blot været et rådyr og det ville være over alle bjerge nu. Hun kunne dog ikke få sig selv til at vende tilbage til at græsse. Nu stod hun blot og ventede, lyttede, iagtog. Måske havde det ikke været et rådyr...

,,Nogen der?"

[/colour][/blockquote]

[/size]

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

SOMEONE THERE?

[/color]
[/center]

Igen satte han i bevægelse, thi det lod ikke til at hoppen havde bemærket ham. Ikke at man kunne beskylde hende for noget, hans snehvide skild, og næsten lysløse skridt var ganske svære at bemærke i disse omgivelser. Skoven synes selv at tale, overdøve hans egne skridt.
"... NOGEN?"
Sang han som ekko af hendes spørgsmål, men i en ganske anden stemme. han var nu så tæt på hende, at hun trådte tydeligt frem i hans synsfelt.
"HVIS JEG ER NOGEN, SVANE, ER HER GANSKEVIDST EN AF DISSE."
Som altid var hingstens ord ikke ligetil, men lyttede man bar de sin egen mening. Han vandrede endnu nærmere den svaneagtige hoppe, før han stoppede, og lod sine pupilløse øjne hvile på hende. En ganske fin skabning var hun, som lavet af fugleknogler. Det skulle ikke undre ham det mindste, hvis hun viste sig at kunne flyve. Et smil tegnede sig over hans lyse mule, forvrængede dødningesmilet der var ætset ind i hans hvide pels.
"FLYV, FLYV, FLYV, LILLE FUGL."
Nynnede han sagte derefter, så lavt at det tydeligt ikke var ment til hende, men blot en kommentar til hans.. Deres egne tanker.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Ved det første ord, snog hoppen sig nærmest om sig selv. Vendte sig, hurtigere end hun burde, omkring og så direkte på den der havde talt. Der var ikke frygt at spore i de gyldne øjne, blot overraskelse. Hvordan havde hun ikke set den hingst? Han var jo enorm og de aftegn han bar, havde hun ikke set lige. De var dog også ildevarslende; de virkede ej naturlige; i hvert fald ikke for en hest. Den slanke ører var vendt bagud, da hingsten igen talte. Hans smil gjorde ham ikke just kønnere, men fik ham blot til at ligne noget nær en vanskabning; et væsen der engang havde været kønt, men nu var alt andet efter hendes mening.

Et kort fnys var alt svar, som hingsten fik i første omgang. Han syntes at nynne noget, men hun opfangede ikke helt hvad. Ørerne forblev tilbagvendte, for denne hingst var sær. Simpelt sagt, sær, og han havde ikke gjort noget, som ændrede på det.

,,Hvis de ikke var nogen, hvem var de så?"

[/colour][/blockquote][/size]

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

SHADOWS

[/color]
[/center]

Ræven klukkede da hoppen vendte sig, chokeret. Og hendes udtryk var blot til mere morskab, han var ej stødt af at blive betragtet som sær, for ærligt talt, var det det han var. Når da ikke han forgav at være en normal kedelig hest, og gik i et med sine omgivende sjæle. Hoppens afvisende holdning fik han til at søge et skridt nærmere hende, med en dæmpet brummen. På sin vis var hans holdning domminerende, men han gjorde ikke mine til at ville andet end nærmere hende. Endnu. Han ville blot lege lidt med hendes grænser, hvis hun da besad disse. Der var efterhånden mange heste uden grænser...
"VI.... JEG ER TIL TIDER BLOT EN SKYGGE, OG DA MENER ANDRE IKKE AT JEG ER EN DEL AF 'NOGEN'."
Dvarede han melodisk, med sin kønne stemme. For faktisk havde hingsten en umådeligt køn stemme, tilpads dyb, med genklang af den hingst han engang havde været. Stolt og pragtfuld.
"MEN DET VARIERER. NU ER JEG NOGEN, ELLER HVAD MENER DE?"
Han hvælvede i den kraftige hals, kaldte musklerne frem under den korte snehvide pels, og plantede sine blanke øjne i hendes gyldne. Så sandelig hun var en køn skabning, det ville være synd og skam at lade hende gå uberørt fra hans... Deres land.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Fatala fnøs af hingstens brummen. At han kom nærmere gjorde hende som sådan ikke noget, selvom hun bestemt heller ikke tog blikket fra ham. Som med Phoenix var det ej fordi han var køn, men fordi hun ikke stolede det mindste på ham. Af natur stolede hun ikke på andre, men havde haft megen held med at gøre det omvendte; andrede stolede ofte på hende. Hvis hun da ønskede det. Måden hvorpå han omtalte sig på, gjorde hende en anelse... mistænksom. Hovedet blev drejet på skrå da den hvide hingst talte igen.

,,Du står foran mig, så skygge eller ej; du er nogen, hvis du spørger mig."

Det smalle hoved blev hævet en anelse og ørerne kort vippet bagud. Hans hvælven i halsen fremkaldte ikke nogen reaktion hos den hvide hoppe, hun ignorrede direkte hvad han gjorde. De hvide øjne derimod, sendte en kuldegysning ned langs hendes rygræd; de var døde, så døde som de kunne være, men alligevel var der noget levende over dem.

,,Nogen eller ej, så bære du vel et navn, Skyggehest."

[/colour][/blockquote][/size]

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

DEVIL

[/color]
[/center]

Skyggehesten, for det var hvad han var, et skygge af sit forrige jeg, og en skygge i sig selv, lod sig på ingen måde gå på af hendes mange tegn på utilpadshed, som en fin lille dame der var bange for at sige fra for alvor. Ikke at han var sikker på hvorvidt hun ønskede at han skulle holde større afstand til hende.
"SKYGGEHEST... JEG ER FUYU NO KITSUNE, VINTER RÆVEN. ELLER SKYGGEHESTEN, OM DU VIL."
Han besad ikke længere nogen større forbindelse til sit navn, elskede det ikke, og hadede det ikke. Det havde han ellers gjort engang, men det var dengang. Nu var han blot en skygge, som sine brødre. Eller måske var han, de, flere skygger.. Åh hvilket tankespind man kunne skabe!
"OG DE, SVANE HOPPE? HAR DE TILMED ET NAVN?"
Skyggehingsten havde fra første fært omtalt hende som en fin dame, for det var hvad hun lignede i hans øjne, en fin fornem madam med højthævet hale, og snude for at rode i andres problemer. Ikke at han havde nogen selv, han ville intet have mod his hun skulle til at vade rundt i hans fortid, nutid, eller fremtid. Hun skulle være mere end velkommen.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Hingsten bar et, efter Fatala's mening, sært, måske nærmere udsædvanligt, navn. Det var langt, en anelse for langt, og hun var ikke sikker på hvorvidt det betød Vinterræv eller om det blot var noget, den hvide hingst yndede at kalde sig selv. Uanset, så mindede han hende ikke om en vinterræv, langt fra. Han var nok mere nær en væsel eller ilder.

Svane hoppe var et nyt tilnavn, et der aldrig var blevet givet til Fatala. Alligevel kunne hun dog godt se, hvordan man kunne kæde det til hende. Dette fik dog ikke den hvide hoppe til at bryde sig om tilnavnet, men hun godtog det for nu.

,,Mit navn er Fatala."

Hoppen svingede med halen og mimrede kort med mulen. Hun brød sig ikke om ham, der var ikke en eneste side hun kunne lide, og så alligevel var der noget interessant over ham: hvordan havde han fået de, om end grimme, aftegn? De var næppe medfødte; de var for lige til det.

,,Jeg ønsker ikke at snage-" Det var præcis hendes hensigt ,,-men hvorfor er du til tider blot.. en skygge?"

[/colour][/blockquote][/size]

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

DEVIL

[/color]
[/center]

Fuyu vippede kort det ene øre let til siden, og tippede hovedet let på skrå, hvorpå han blot betratede hende tomt imens hun talte. Ilder og væsel? Ja, hingsten kunne forbindes med dette, og måske navn passede bedre til hoppen han stod over for. Der var noget over hende, lumsk og overvejende... Ja, måske hun var en ræv, og ikke en svane, selvom hendes hvælvede, hingsteagtige, slanke hals ganskevidst mindede om en svanes.
"FATALA, FATALA... FATAL?"
Nynnede hingsten svagt for sig selv, for at smage på navnet. Det forekom ham mærkværdigt, for mange ens lyde, men sådan var livet vel, og måske hoppen fandt det let med et navn der løs således.
"HVORFOR VI BLOT ER SKYGGER? FORDI JEG ER EN SKYGGE, FATALA."
Svarede hingsten, og med de ord satte skyggerne sig om hans koder igen i bevægelse, snoede sig legesygt op omkring hans underben.
"SKYGGERNE ER MINE BRØDRE, MINE SØSTRE, OG MIGSELV."

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Ilder, væsel ræv. Fatala var ligeglad med hvad han var, hun brød sig blot ikke om ham. Hun havde det som om, han vidste mere end hvad han hørte og så; som om han havde flere sanser end hun og det gjorde hende ilde tilpas indeni. Det nåede dog aldrig ud, aldrig forbi det hvide, kønne ydre. Der stod hun blot og så på hingsten, som han så på hende. Lyttede til hans ord. Hans svar forekom hende sært, ulogisk. Skygger var ikke mere end mangel på lys, så hvordan kunne et levende væsen være dem, have dem som søskende? Modigt trådte hun et skridt frem mod ham, testede hvad hun kunne og ikke kunne.

,,Hvordan kan noget, som blot er manglen på noget andet, være dine brødre og søstre?"

Fatala svingede med halen og tildede hovedet let på skrå. Hun var faktisk en anelse nysgerrig, for hvordan kunne det være sådan? For nu så hun ikke forbindelsen mellem den tåge hun havde set og de væsner han kaldte sine søskende. Måske ville hun aldrig se den, måske ville hun. Dette var en skyggespil og de var blot brikker i det.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

DEVIL

[/color]
[/center]

Der gik en utilpas trækning over skyggehingsten da hun omtalte skyggerne som mangel på noget. Normale skygger var ganskevidst mangel på lys, men hans brødre var ej af denne støbning, han brødre var mørket, et intenst og sort skygge mørke, som på ingen måde var mangel på noget som helst, og da slet ikke lys. En kort fnysen forlod den hvide hingsts sorte næsebor, og hans blik borede sig ind i hoppens.
"MINE BRØDRE ER EJ MANGEL PÅ LYS, MEN DEN ABSOLUTTE MODSÆTTELSE AF LYS. DE ER MØRKET, DET INTENSE MØRKE, DER EJ FØLES I NATTEN, MEN FØLES I SINDET, FØLES I SJÆLEN."
Således mente han at det bedst kunne beskrives, og imens han taltefoldede de hvislende skygger sig ud, udvidede mørket omkring hingsten.
"HVORFOR VI BLOT ER SKYGGER? FORDI JEG ER EN SKYGGE, FATALA."
Svarede hingsten, og med de ord satte skyggerne sig om hans koder igen i bevægelse, snoede sig legesygt op omkring hans underben.
"DERFOR KAN DE VÆRE MINE BRØDRE, DERFOR ER DE INDIVIDER, DE ER BÅDE MINE BRØDRE, OG MIG SELV, THI SKYGGER EKSISTERER I HVER EN SJÆL, UDEN SAMTIDIG AT VÆRE DEN.."
På samme måde som visse påstod at de havde en god og en ond side, var skyggerne på denne måde både en del af ham, og ikke en del.. De tænkte på samme måde som ham, men alligevel forskelligt, de var mange, de var få, og de var en.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Et kort nik var alt hvad den hvide skyggehest fik fra Fatala. Godt nok, han var ikke blot sær: enten var han sindsyg eller også var mørket, skyggerne hans brødre. Hun skulle lige til at klassificere ham som på randen af sindsforvirring, da noget snoede sig afsted omkring hans ben, kærtegnede dem. Det mindede hende allermest om slanger og på trods af, at hun til tider selv mindede om en slange, så var det blandt de ting hun brød sig mindst om. Slanger. Ækle små dyr efter hendes mening. Den mindede hende dog også om noget andet. De slanke ører blev fladet ud langs hendes nakke

Nogle sekunder tikkede forbi, før et lys syntes at gå op for den hvide hoppe; skyggerne, mørket, tågen. Det gik op for hende, hvad det var den sorte, luftige masse mindede hende om: tågen fra det oplyste mørke. Ørerne blev spidset, næsten nysgerrigt for et øjeblik, for de var tilbagevendte igen. Var det den samme? Det lignede den samme. På sin vis ville det ikke undrer Fatala, hvis 'skyggerne' forlod hingstens ben og begyndte at snakke med hende, frem for at hingsten selv gjorde det. Alligevel troede hun næppe at det ville ske. De gyldne øjne gled fra skyggerne og op til de hvide, tomme øjne som hingsten besad. Hun sagde stadig intet, men så blot. Oberserverede.