Mild Warmth [Jaidev]

Sandet i ørkenen var et fascinerende syn. Som slanger snoede sandkorn sig sammen og dansede hvislende hen over underlaget. I solens milde stråler gav det de gyldne farver i ørkenen helt nye nuancer, så mange at det var svært at holde styr på hvilken farve dominerede.
For den gyldne pegasus Sunrise Saint var det hverdag at betragte ørkenen og lade sig selv opsluge i dens betagende fænomener. Hendes øjne fulgte på denne dag en speciel slange der snoede sig af sted. Det virkede til at den hele tiden mistede styrke og var ved at falme ud, inden den samlede flere sandkorn med et mildt vindpust og igen blev stærk og fyrig. Det virkede så absurd for hoppen, men på mange måder mindede den sandslange hende om noget hun kendte, eller havde kendt, et gammel minde der for længst var blevet forsøgt at glemme. Det var et minde hun ikke ønskede at huske igen, men hun kunne ikke lade være med hele tiden at være ved at slippe kontrol over sit sind, og lade sig selv drage ind i verdenen af sine mørke minder, som sandslangen mistede hun hele tiden styrke, inden hun fandt det igen i sidste øjeblik.

Sandslangen forsvandt endelig helt, uden at være i stand til at finde sin styrke igen.

En rød hingst listede sig stille ind bag hende, og Saint vidste han var der. Et stort grin var spredt over hendes ansigt, glad for den spænding der lå i hendes skuespil, for hun vidste skam at han snart ville springe ud fra sit forsøgte skjul.
"BØH" Stannis hoppede frem og formanede sig snart en utilfreds mine da han så hvorledes hans forsøgte skræmmen ikke virkede og Saint kunne ikke lade være med at grine over hans udtryk. Hvor hun dog forgudede det ansigt han havde! Da endelig han havde fundet et smil frem på sin mule og Saint havde stilnet sit grin lod han stille sin mule hvile mod hendes, så det sitrede gennem hele hendes krop, og bragte en steppeild fra hendes mule og gennem hele hendes krop. Hendes øjne blev sagligt lukket mens hun sukkede lykkeligt.
Det var dog ikke længe glæden varede for snart blev hingstens mule pludseligt fjernet fra hendes og hun åbnede øjnene for at vise sin utilfredshed. Den utilfreds mine lev hurtigt ændret til et af frygt da hun så hvorledes to heste var i færd med at bide i hendes Stannis' skind. Blod var allerede blevet draget på hans krop, og hun mærkede sig selv kaste frem for at ffå fjernet den panik og frygt hun kunne se i hans øjne der ellers var så fulde af konstant glæde. I hendes spring blev hun dog ramt i siden og lå snart på jorden. Alt luften var ude af hendes lunger, mens hun betragtede hvorledes Stannis blod flød på fjendernes muler.

Det sitrede gennem hele hendes krop, og Saint snappede efter vejret mens hun prøvede at fjerne mindet der flød ubehageligt for hendes indre. Hun vidste hvad der ville ske efter det, alt det blod, alt den lidelse hun havde set den dag, og alligevel kunne hun ikke klare at skulle se det hun vidste hendes indre blik ville vise hende.
Med en forbidt grimasse skulede hun omkring, og prøvede at dæmpe den panik som der var ingen grund til i hendes krop.

[/size][/color]