.~: Once again :~.

Den sensitive mule, som den tvefarvede hingst bar, kærtegnede endnu engang det gyldne skind, som Illana bar, og den efterlod en sitren der sirligt bredte sig ud i selv den mindste afkrog af hendes gyldne krop. Hun kunne mærke hvordan disse små, men intense berøringer, fornyede hendes energi i de bevægelser hun bar sig af sted med, gang på gang, som var han en kilde til energi selv, den månefarvede hingst. Hendes lange, slanke ben blev ført fremad, ikke med imponerende løft, men med løse bevægelser, smidighed og rummelighed, der gav hende den elegance, hun altid førte sig med, uanset om hun var i imponerende, eller følsom dans. Men nu, følte hun sig frem med den månefarvede hingst, hvis stemme hun endelig havde hørt. Og da de to sjæle havde fundet en ro, overfor hinanden, så tæt og alligevel fjernt fra hinanden, da lød hans stemme igen, den dybe og maskuline stemme, som havde fanget Illana fra første gang hun hørte den. Hun lod et smil pynte hendes mule endnu engang, for selv havde Illana altid kendt til hendes navn - men det gjorde sig ikke gældende for Samael, den ædle.

,,Du ædle danser, selv har jeg kendt til mit navn, fra de øjeblikke jeg begyndte at forstå ord; må jeg spørge dig, hvordan du havde det, da du lærte dit navn at kende? Følte du dig anderledes, ud over den berigelse det gav? Og den vej, som dit navn ledte dig på. Følger du endnu den, selvom vore kroppe ej er i vore forrige land længere?”

Hun lod sit hoved glide let på sned, inden hun med sin smalle mule kærtegnede hans, på en måde som hun ikke havde gjort før. Hun lod den sættes imod hans, hvorefter hun førte den meget roligt op langs hans mulespids og op på hans næseryg. Hun nippede ham så blidt her, hun overhovedet kunne, hvorefter hun trådte frem og lod sin bagpart føres rundt i en halvcirkel, således at hun snart stod ved hans side, frem for foran. Her lod hun sit ene forben glide frem, og vægten lænes tilbage, så hun endte ud i et ganske yndefuldt buk. Blot endnu en del af dansen, kunne man sige, men den gyldne nød at vise hvad hun egentlig kunne, overfor denne hingst, at ganske basale årsager.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
EVERYTHING; YOURS[/font][/center]

Samael, dødens engel, prinsen af mørket, og dog ej en ond skabning, lod et let smil hvile på læberne, alt imens nærheden med den gyldne sjæl blot voksede sig tættere, som tændtes elektriske bølger imellem dem, som sitrede verden ved hvert ånderag, hvert skridt de drog sammen. Han snappede kort efter hendes gylden hvide man imens hendes ord sang sig ind i hans forståelse, og lod da en kort stilhed vente imens han ovevejede sit svar, hvorledes ordene skulle benyttes. Og dog var det ej en tavs, akavet stilhed, men en fyldt med varme, fyldt med al den hengivenhed det var muligt at skænke uden berøring, blot med blikket og kroppen. Og med den store tvefarvedes evner inden for dette, var det i en ganske stor grad.

"Om jeg følte mig anderledes?..."

[/b][/color]
Den dybe stemme gladede taktfuldt imellem dem, fyldt af den blide og ædle skabning han var. Det var ej svært at gætte at dette var hans stemme, at denne tilhørte hans dybe bryst, og ikke mindst hans drømmende sind. Thi han var ikke så lidt af en drømmer, og ganske ofte vandrede han i en næsten ubrydelig hypnotisk tilstand, der var ganske svær at bryde. Hans tanker kunne bære ham til selv de fjerneste egne, tillade ham at møde selv de mærkligste væsner, skabt af drømmene. De drømme der var skabt af hans navn. Det navn, hvis mening var ham, var hans væsnen, og ligeledes en anden. Dets betydning var han vis på, men ej tilknyttet til.

"Alene mit navn var nok til at bryde de lænker, der dengang fastholdte mig i den cyklus jeg som ung befærdede mig i, jeg følte mig ej andeledes, nej, men jeg følte nye døre åbne sig for mig, fremmede vindpust, og frem for alt lysten til at overveje livet. Talens gave blev jeg ligeledes skænket, men det har forekommet mig svært, du gyldne. Thi jeg er en sjæl af ganske få ord; født uden ord i munden. Vejen jeg blev anvist var ej en vej jeg skulle gå, men en vej jeg skulle lægge. Denne verden, Andromeda, dette land åbnedes for mig, men jeg er ej bundet af en skæne, eller en forudbestemt vej, det er mit valg alene at træffe mit næste skridt, at overveje konsekvenserne. Vejen ligger bag mig, ej foran mig. Så på sin vis befinder mine hove sig stadig på den, de skaber den."[/b][/color]
Den tunge hingst lod sin melodiske stemme klinge ud, og lukkede derpå sine vise, havblå øjne. Da lod han igen sin sjæl søge imod den gyldne, og facineredes af hendes nejen til ære for ham. Ganskevist haved han ligeledes være i knæ for hende, ganske mange gange, men ej havde han før oplevet gestussen gengældt, ej heller forventet den. Hingstens tunge hale slog et kort smæld, hvorpå han elegant fulgte hendes eksempel, løftede det ene forben og gled ned i en dyb, ærefuld hilsen for sin partner. Den spinkle gyldnes lethed var til stor beundring for den tunge hingst, hendes bevægelser synes at fange hans blik, hvorend de så gik hen. Som hans modsætning, partner, sjæle partner. [/color][/blockquote][/size]

Den gyldne sjæl, hvis selskab, den sølvfarvede Månehingst, stod ved siden af ham, og følte sig nærmest velsignet på ny. Nogle af de følelser der var gået igennem hende, dengang hun havde mødt Lyset, strømmede atter igennem hendes korpus, for det at denne hingst havde åbnet op for hende på denne måde, taget talens gave i brug; selvom den volte ham problemer, som han sagde. Det var noget, som hun ej følte at han gjorde for hvem som helst, og derfor kunne hun i sandhed føle sig beæret over at lytte til de toner han videregav sig. Hun lod sit lyse hoved sænkes let, lyttende, men stadigt afslappet. Hun følte, at hun kunne vise sig afslappet i hans nærvær uden at fornærme ham - hvilket var absolut det sidste hun ville; især, når denne specielle hingst, fremkaldte de indre følelser i hende, som han gjorde. Hun lod et smil kærtegne sin mule ganske langsomt, alt imens hans ord lød, nærsomt som musik. Den tone, den rummelige og dybe tone der stadig var varm og nærmest kærtegnende. Hun mimrede let med mulen, og da hans ord nåede til ende, og hans tunge korpus rokerede rundt, således at han kunne gengælde det buk hun havde givet ham, lod hun sin mule søge frem til hans; hendes lange hals blev strukket ud, men ikke på en besværet måde, for de to sjæle var så tætte. Derpå begyndte hun at forme ord, med den milde stemme, den unikke stemme som kun hun ejede.

,,Det må have været en oplevelse for dig, du ædle, pludselig at se en større verden. Og en sti, ja, selv er jeg stadig i gang med at forme min sti - for nok er noget af den lagt for mig , men ikke det hele. Jeg ved ikke hvordan mit liv vil udvikle sig, hvordan fremtiden ser ud; men jeg ved hvilken retning jeg er på vej i - nemlig i retningen som Vogter, hvilket jeg nu er. Du sølvfarvede Samael, jeg tror på, at vi konstant skaber vores egen sti igennem livet. Jeg tror ikke, at man på et tidspunkt kan sige, at nu er min skæbne fast, for altid vil den kunne ændres. Skæbne, tilfælde og vilje kan kædes sammen i et uforudseligt pudsespil der først vil være lagt, den dag vi ej er her mere, til ære for andre at beskue”

Sagde hun, med en let tænksom mine, men samtidig ganske beslutsom, for hun var ganske sikker på sine tanker - det var hendes egne - men om han delte den samme mening, det kunne hun ej vide, førend hun havde forlagt det for ham. Hun mimrede endnu med mulen og lod den hæves igen, således at hun ej ville være i vejen for ham, når han skulle rejse sig. Men langt fra ham, veg hun ej; og ville hun aldrig gøre.