.~: Once again :~.

//Reserveret til den gyldne danserinde, Illana.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
ONCE AGAIN[/font][/center]

Stemnings musik
Solen havde netop rejst sig over de snedækkede bjerge, klædte både dal og sider i en smuk gyldenrød nuance. En sagte vind bløste fra nord, hvirvlede snetåger op fra bjergsiderne, for derpå at føre den på en glitrende rejse over landet, Andromeda. Ikke langt fra bjergsiderne, hvorfra sneens rejse var begyndt, faldt enkelte af dens krystalformede fnug på pelsen af en mægtig hingst. Med en hårpragt kun de færreste kunne ønske at opnå, og en så majestatisk tilstedeværelse, at han alene synes at være nok til at beklæde den gyldne ø i disse øjeblikke. En tung dampsky forlod den lyse mule, og hans klare blå øjne, der delte farve med himlen længst fra solen, afspejlede tydeligt den harmoniske fred han følte. Selvom mange dage var passeret siden han var stødt på andre livstegn, nød han i fulde drag den sne klædte natur der omgav ham. Ensomhed var ikke noget han følte sig videre ramt af, selvom han gerne lod megen tid gå i andres selskab.
Hans tvefarvede skind stod i stærk kontrast til den gyldne natur, der trods lyset ikke ændrede meget farve. Sølvhvid som månen, med store sorte plamager af ibenholt. En dæmpet brummen forlod hans brede bryst, og han stoppede op for endnu engang at skue ud over dalen under sig. Han havde vandre igennem bjergpasset, blot for nu endelig at komme til sit bestemmelses sted. Den fygende sne indhyldede dalen i tågeslør, men han kunne skimte de mange store træer der befærdede dalen, træer hvorunder han kunne finde ly for vinden. Den tunge man forlod hans hals for at danse med snefnuggene, da han forlod sit nedtrampede spor med et kraftigt spring, og jog igennem sneen. Galoppen var ham ikke svær at holde, trods den tunge vide masse nåede ham til knæene, men den krævede styrke for at holde sine mægtige spring.
Hans hove sank dybt ned i sneen, med kaskader af snehvidt hovskæg omkring sig, og han lod farten tage af, for at samle kroppen. De mange spring havde bragt ham ud af sin velkendte samling. Ikke at den altid var behøvet, men den gjorde rejsen både mere behagelig, og smukkere at beskue. Med kroppen rundet i en fin bue, og hovedet holdt lidt over lod, banede hingsten sig vidre i en trav, der trods hans tunge masse, ejede tilstrækkeligt svæven og energi til en hel flok hjorte. Nu da han havde nået dalen, var påbegyndt rejsen imod træerne, følter han ikke længere behov for fart, hellere ville han begive sig stille afsted, travene, så han kunne nyde de sidste gyldne momenter imellem bjergene.

Solens stråler kælede hen over engen, der var indhyllet i sne. Omkring stod træerne, der afskærmede hele denne dal, hvor engen lå i, og som den gyldne hoppe havde fundet vej til. Sneen skinnede nærmest som diamanter, der klædte hele det område, der normalt var grønt, og den gyldne hoppe vandrede rundt i dette lag af funklende sne med mulen ganske lavt over dets overflade. Hendes søgen var på det sparsomme græs, der lå forneden, og når hun fandt et sted, der lod til at være noget, lod hun forsigtigt sin ene forhov fjerne sneen, således at græsset blev blottet. Det græs, der havde ligget hen i mørke, siden sneens fald, blev da blottet for sollyset endnu engang. Den gyldne havde efterhånden fundet nok af disse totter, til at hendes sjæl ej længere var sulten, og dermed var hun begyndt at søge lidt efter et sted at slå sig hen i nogen tid; or ej havde hun travlt med at forlade dette sted, for udsynet over engens åbne område, var mageløst. Bjergene lå i baggrunden og dannede ganske fint læ, for vinden der ellers kunne herske, og ligeså var bjergene også beklædt af det hvide sne, der imod solens lys, nærmest skinnede sølvfarvet.
Sølvfarvet. Tanken om det sølvfarvede landskab, der fra solens gyldne stråler, skinnede og i et virvar af nuancer, fik hende til at tænke på månehingsten, som hun ej havde set længe. Ham, hun havde tænkt ganske meget på, af flere omgange. Han havde været som forduftet, siden den nat de tilbragte sammen; den nat, hvor de dansede under månen. Hun prustede dæmpet, og da standsede hun pludseligt op. Sneen blev forstyrret, det kunne hun høre; den specielle knasende lyd, fra hovene der brød den lette frosne overflade af sneen. Og derpå vendte den gyldne hoppe sit feminine hoved. Solens stråler gav så meget genskær, at det i første omgang var svært at se, hvem der begav sig af sted, men som han kom nærmere, stod bygningen, farven og aftegnene klart. Det var månehingsten. Forundret hævede den gylden hoppe hovedet og nærmest lod sine øjne spærres op. Dér var han, den hingst som hun havde haft med sig i sine tanker. Og derpå lod hun et vrinsk lyde, imod denne dansende sjæl, der havde retning imod træernes beskyttende mur.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MEETING AGAIN[/font][/center]

Et vrinsk gjaldede med ét den tunge tvefarvede hingst i møde, og han stoppede sin samlede trav, for at hæve det tunge hoved.De gyldne toner, der så småt var begyndt at falme tonede som en glorie omkring hoppen, der havde ladt sin stemme søge imod ham. Illana! Et let smil tog form på hingstens tvefarvede mule, og han udledte en kort brummen, før han besvarede hendes søgende stemme. Hans eget vrinsk tonede dybt og kraftigt i dalen, svagt bårret af ekkoet fra bjergene, og han genoptog sin springende galop, for da at slå ned i en rolig skridt da han trådte hende nær. De dunede øre hvilede nysgærrigt på hende, forundret over det lys hun synes at besidde. Han var næsten sikker på at det ikke udelukkende var sneen og solens reflektioner der fik hende til at gløde, hun virkede lysere, kraftigere, end ved deres forrige møde.
Den tunge hingst slog sig først til ro da han var tæt nok på hende til at mærke den varme hendes krop udsendte, og da åndede han roligt ud imod hendes mule, som en hilsen, før han lod sine dybblå øjne søge hendes. Vær hilset, danserinde. Hans krop, øjne, holdning sang ordene ud, trods ingen lyd krydsede hans læber. Sangen, rytmen.. Tonerne stammede fra den varme han følte fra hende, en reflektion af det lys hun var i hans indre. Derpå lod han tankerne strejfe deres tidligere møde, og trippede let baglæns for at give hende plads til at ytre sine meninger. For hun var en af de talene, en danser og sanger der befærdede sig med ord, ord som han elskede at lytte til, men ej brød sig om at udtale. Denne gang ville han dog fortælle denne gyldne sit navn... Måske. Hingstens dybe åndedrag dannede dampskyer i luften omkring dem, selvom de ikke smeltede frosten i hårrene omkring hans næsebor, eller i det lille skæg der befandt sig på hans mule. For koldt var det stadig, selvom solens glitrende skær nu for alvor tog fat. En vintersol var det. Lys og kold. Dog behøvede han ikke dens varme med den gyldne danserinde i sit selskab. Hun var alene nok sol i sig selv, med sine glødende ord, og brændende nærhed.

Den hvide sne skinnede op under solens belysning, og det syn der nu ventede den gyldne, kunne nærmest kun betragtes som magisk. Hendes dansepartner, den ædle sølvfarvede hingst, besvarede hende med en tone der rungede svagt i dalens indhegnende udformning, og da han satte imod hende i den store og rummelige galop, var det som om tiden stod stille. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte sprang et slag over, og ligeså hvordan Lyset skinnede så kraftigt, at det nærmest kunne blænde, hvis ikke det var fordi alt omkring dem var så lyst i forvejen; det genkendte hingsten, selvom det ikke selv havde mødt ham før. Men hendes følelser afslørede ganske klart, hvem og hvad han var.
Imens han var på sin vej til hende, lod hun sin forpart sænkes i en nejende positur, inden hun af ren ivrighed sprang frem, da først hendes forpart var hævet igen. Det, at han kom hende nær, vakte følelse og glæde og det stod tydeligt i øjnene på den gyldne sjæl, at hun havde savnet denne ordløse danser. Da han var hende nær, og hans mule kom hendes nær, mimrede hun ganske let med den gyldne mulespids, inden hun puffede forsigtigt imod den sølvfarvede hingst. Hun kunne mærke, hvordan hans energi straks kærtegnede hende og hvordan hans tilstedeværelse gjorde en ellers god dag, endnu bedre. Han trippede ganske let tilbage og den gyldne hoppe slog hovedet en anelse op, med et smil over den smalle mule.

,,Vær hilset, du ædle månehingst. Det er alt for længe siden, at vore sjæle har været hinandens nær. Jeg har tænkt på dig, mange gange”

Hendes milde stemme bugtede sig gennem den toneløse tomhed, der var imellem dem; men ej var tomheden solid, og derfor sang hendes stemme sig ganske let vej til den sølvfarvede hingst, som hendes ord var til ære for. Hun var ganske oprigtig i sin fremtoning, for hun havde oprigtigt savnet ham. Tænk på ham, endda bekymret sig; for der var gået meget længe siden de havde set hinanden sidst. Meget var sket for den gyldne hoppe, og meget var sikkert sket for ham. Hun rakte derpå sin mule imod hans igen, for endnu engang at sikre sig, at han nu var foran hende; at hun stod overfor ham og skulle til at tilbringe endnu en tid med denne mageløse hingst.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MEETING AGAIN[/font][/center]

Falling a thousand feet per second, you still take me by surprise.
I just know we can't be over, I can see it in your eyes!
Making every kind of silence, takes a lot to realize...

Hendes nejen facinerede den tunge hingst, og han beundrede den elegance hvormed hun kunne gå så dybt, og derefter hæve kroppen igen. Ganskevidst kunne han ligeledes udføre den smukke hilsen, men ofte måtte han hvile kort før det var ham muligt at rejse sig igen. Hendes stemme indgød en kort sitren i hingstens sjæl, ikke af ubehag, nej, nærmere det modsatte, som tændte tusinde af flammer sig samtidigt i den store krop, brændte behageligt med hver isnene kolde vejrtrækning. Alt for længe siden var det ganskevidst, og hun virkede så forandret, ikke på den dårlige måde, men på den lyse.. Det var ham svært at forklare, men lyset synes at centrere omkring hende, som var hun Andromedas egen sol, hentet ned på jorden. En soldatter var hun, dette havde han tænkt længe, men først nu virkede dette tilnavn at være specielt lavet til denne hoppe. Han kunne føle hendes begejstring, og de usagte ord der hvilede i hendes tanker, hendes krop, og lod hende vide at de var forstået. De dybe azurblå øjne hvilede i en tid blot i hendes, som stod han over for et drømmesyn, som ville han indprinte dette moment i sine tanker til evig tid.
Den tvefarvede sigøjner hest gjorde derefter en kort brummen, og lod sin mule søge hendes, thi hun havde strakt den ud igen. Endnu en varm luftstrøm forlod hans næsebor, og snart efter kunne smil anes i månesønnens øjne. Det skulle ikke undre ham, hvis en solmormørkelse opstod i netop det øjeblik, for det var kun da solen og månen kunne mødes. Han var her, ganskevidst mere med sjæl end med krop, for således følte han altid i hoppens nærvær, som var han ej materiel, men i ét med det lys den gyldne danserinde udsendte. Det lys hun synes at ånde, det lys hun bar dybt i hjertet, og om halsen. For der opdagede hingsten en yderst mærværdig genstand, en halskæde, eller måske en cordeo? Hvordan denne genstand skulle kaldes var han usikker på, men hun havde ikke før været i besidelse af denne.

Deres øjne hvilede imod hinandens i nogen tid; og alt imens at de blot så på hinanden, kunne de begge se ind bagved det spejl, som deres øjne egentlig var. Den gyldne hoppe kunne se den glæde, den flamme der livligt dansede i hans blik, til ære for hendes eksistens, og det var et syn, hun egentlig ikke ville slippe igen. Det var ganske fascinerende, rart og dragende at beskue hans blik på denne måde, for det var ikke kun blikket hun kunne se, men også hans følelser. Og disse følelser havde hun savnet; for længe var der gået siden deres første møde og mange ting var der sket i mellemtiden.
Da hans mule så ramte hendes igen, og han lod et smil pryde den mørkere mule, smilede hun ligeså; for hun kunne vel ikke lade værre? Denne hingst frembragte så specielle følelser i hendes krop, at et smil blot måtte følge med. Hun mimrede da ganske let med mulen, og da hans øjne søgte ned imod Lyset, der hang om hendes hals, afgav hun et dæmpet brummen, for da at begynde sine toner.

,,Meget er sket i den tid, vi ikke har set hinanden, månes søn. Jeg har mødt det evige Lys, som bragte os begge hertil i sin tid. Og jeg har fået en opgave jeg skal udfører, for jeg skal beskytte dette Lys, mod de skygger der vandre i landet”

Fremsagde hun da, med den oprigtige tone. Hun følte det var vigtigt at fortælle denne hingst om hendes opgave, da hun følte sig så tæt knyttet til ham. Hvis det stod til hende, vidste han alt om hende, men hun vidste også, at kun ved gentagende møder og gennem lang tid var dette muligt. Hun slog derpå med hovedet, men en meget lille bevægelse; deres muler var stadig meget nær hinandens, og hun ville ikke ende med at ramme ham. Derpå mødte hendes ravfarvede øjne hans igen, de lyse blå øjne, hvor hans følelser viste sig. Og hun kunne mærke, at hendes selv dansede for ham; hun var atter draget og atter var hun tilbage i den nærmest ungdommelige kådhed af følelser. Der var blot noget ved ham, denne månehingst, som var så langt fra alle andre - og netop dette, var det hun var mest draget af.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MEETING AGAIN[/font][/center]

No, you'll never be alone, when darkness comes I'll light the night with stars!
Hear my whispers in the dark...
No, you'll never be alone, when darkness comes you know I'm never far,
Hear the whispers in the dark...

Den store hingst lyttede med stor opmøærksomhed til hendes stemme, dybt facineret af den måde hendes toner spillede ind over hinanden, forvandlede talen til en sang, der næsten alene kunne få hingsten til at nyde hvert øjeblik. Som en engel talte hun, med samme stærke lys som den der første gang havde kaldt hans navn, denne som hun nu nævnte. Ganskevidst som et lys, Samael aldrig havde set, men han tvivlede ikke et sekundt på at det lys hun omtalte var den der havde fået ham til at forstå, givet ham de første ord, lært ham betydningen af hans navn. At hans smil smittede synes blot at gøre de indre varme større, brede den til den yderste del af hvert enkelte hår i det mægtige hovskæg, præge hele hans krop med hendes ord, hendes sætninger, hendes lys. Ordene hun udtrykte, og meningen med disse tillod hingsten sig at overveje. Hun var blevet sat til at beskytte lyset, som en hoppe våger over sit føl, som en hingst over sine hopper. At hun var den perfekte til netop denne opgave vidste han, men hvorfor, og hvordan forekom ham fjernt. Omvandrende skygger havde han ej heller hørt noget til, skygger var jo blot jordbundende. Han huskede dog at hun før havde udtryk en frygt for at mørket ville stjæle hendes lys, så måske det var disse hun omtalte? Der var så meget den tunge hingst ej vidste besked om, thi han sjældent begav sig nær andre heste, ikke i frygt for noget, nej, han var blot en selvstændig herre, der gerne nød tiden alene. Samael kunne med lethed tolke hendes åbenhjertighed, og føle hendes lyst til at dele sig selv med ham, åbne sig over for den tvefarvede månesøn, og ligeledes ønskede han at åbne sig for hende, selvom han ikke vidste hvornår, eller hvordan. For ordene kom ganskevidst lettere til ham nu, end de gjorde før, men han var stadig ikke meget for at åbne munden, og tale på samme flydende vis som hende. Han ønskede at hun skulle vide hans navn, kende hans fortid, ønsker, fremtid... Alt, men dette var endnu ikke tidspunktet, måske det snart ville komme, måske det ville vare år, tage endnu mange sammenstød med denne hoppe, bærer af lyset, før han kunne finde modet, og situationen til at udtrykke sig.

Alt imens den gyldne hoppe afventede reaktion, fra den månefarvede hingst, begav hun sig I en ganske flydende skridt omkring hans muskelfyldte legeme. Hun var ham nær, men ikke så nær at hun afskærmede ham muligheden for at flytte sig, men så nær, at der ingen anstrengelse skulle til, fra nogen af dem, hvis de ville berøre hinanden. Somme tider havde den gyldne hoppe det lettes ved at tale, imens hendes hove bevægede sig, og dette var én af de gange, hvor hun følte for at bevæge sig i samme stund som hendes stemme brød stilheden igen; for denne hingst, denne mystiske, tavse, månehingst, kunne vide hvad han ville om hende. Hun havde spottet en smule forundring i hans udtryk, da hun havde nævnt sine første ord, og ønskede nu at fatte en bedre forklaring, som forhåbentlig kunne give ham vished omkring hans undren. Hun smilede let, påvirket af hans glæde; den glæde han udviste, fra det indre til det ydre. At være i nærheden af en, der besad den glæde over ens selskab, og som hun ligeså delte glæden overfor, var specielt. Hun mødte hans krystalblå blik, og derpå brød hendes stemme den tavshed der lå over de to sjæle.

,,Du ædle, ser du, jeg har ikke selv mødt disse skygger, som jeg skal beskytte Lyset fra. Men en ven af mine, en meget nær en, har mødt dem, og han kom for at advare mig om deres hensigter. De er som levende væsner der sniger sig over jorden, de kan tale og ynder vidst at bruge en form for magi - og disse skygger, vil jeg holde mig fra, af alt min magt. Men ser du, månesøn, efter dette møde med Lyset selv, har jeg fået evner, evner der skal hjælpe mig med at beskytte Lyset fra skyggernes vold.”

Sagde den gylden hoppe, med den ganske utrolige stemme hun besad. Der var intet pralende i hendes stemme, og ej heller var den blot informerende. Der lå følelser i hendes toner, omkring de evner hun besad; varme, overraskede og forundrede følelser, og ligeså en form for stolthed, der var så neutral og uskyldig, at den blot kunne fornemmes. Hun rakte mulen søgende imod sit selskab, som hun så inderligt havde savnet de sidste mange måneder, og atter lod hun sine øjne søge hans - for var hendes snak om skyggerne, om hendes evner, for meget? Eller lå hans nysgerrighed og forundring endnu stabilt nok, til at han ville vide mere?

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MEETING AGAIN[/font][/center]

No one told me I was going to find you, unexpected what you did to my heart...
Now here we stand, unafraid of the future, at the beginning with you.

Samael, månesønnen, fulgte den gyldne danserinde med blikket imens hun med fjerlette skridt dansede omkring ham, før hun igen stoppede. Hans dybe blå øjne udstrålede tydeligt den indre harmoni hans sjæl stemte i, og da hun igen lod de tonende ord lyde for hans øre alene, lyttede han ganske opmærksomt. Igen fortalte hun om de skygger han ej var bekendt med, og lyset som hun bar om halsen. Visse havde måske slået historien hen, men hingsten følte sig nært nok knyttet til den gyldne til at lade sin lid til hende, at tro hvert af hendes ord uden den mindste tøven. Hvis hun ønskede at beskytte dette lys, ønskede han det ligeledes. Thi hendes ønsker var hans, i en mærkelig forstand han ej selv var helt klar på. så mange mærkelige ting var hændt for ham, og i sin fortid ville han ej have drømt om heste der talte med ord, eller i det heletaget de tanker der nu fløj omkring ham, frit og vildt. Så hvorfor skulle skygger ikke kunne eksistere? Eller magi, evner, som hun kaldte dem? Ganskevidst var den mystiske krystal om hendes hals det eneste bevis, men det gjorde ikke den spraglede hingst det mindste. Han nikkede tankefuldt, forstående, før han med et kort slag med halen trådte hende nærmere da hun rakte ud efter ham med mulen. De mægtine rygmuskler var samlet på rettevis, og skridtet forekom næsten som en del af naturen, en del af flodens bølger, et vingeslag fra en fugl. Ej på samme vilde måde som mange andres, nej. En dyb brummen lød fra hans bryst, på sin vis undersøgende, og hjertelig. Thi han ønskede gerne at høre mere som den gyldne hoppe kunne fortælle ham, og ønskede samtidig at udtrykke sin glæde ved hoppens nærhed. Med stor blidhed placerede han den tvefarvede mule ved hendes skulder, og vendte lyttende et øre imod hende, afventende for om hun måske ville fortælle mere eller ej.

Mens den gyldne hoppe havde danset omkring den månefarvede hingst, mens hun havde ytret sine ord, var solens stråler blevet længere, de rakte længere ind over det idylliske landskab omkring dem og de sendte deres milde varme ned over de to sjæle, berigede deres kroppe med de blide kærtegn, som varmen bragte med sig. Illana trak vejret fornøjet, dybt ned i hendes lunger, og da mulen hos den månefarvede hingst ramte hendes skulder, ganske blidt og forsigtigt, smilede den gyldne sjæl oprigtigt. Han havde hørt hendes ord, og han lod ikke til at være blevet skræmt væk, af hendes ord om magien og hendes evner. Og med den viden, den forsikring, rettede hun blikket en smule op og langsomt formede en dansende kugle af lys sig, blandede sig med solens stråler, der steg i intensitet for hvert minut, og snart var den udformet til perfektion, den lille dansende kugle af lys. Galant svingede den sig rundt i sin egen lille dans, og dernæst svævede den ned imod den månefarvede hingst og dernæst om ham. Illana, den gyldne, bestemte kuglens retning og bevægelser, da det var hendes hjerte og sind der havde kontrollen over denne kugle af lys. Da først den havde nået sin runde om den tvefarvede hingst, steg den op over deres hoveder igen, så højt og alligevel tilpast lavt, at varmen fra Lyset svagt kunne mærkes, og dets lys ikke generede deres øjne. Illana rettede sig en smule, hvorefter hun lod mulen søge hen imod hans, med en fornyet stolthed. Hun pralede ikke med sine evner, det gjorde hun ikke - men det ville være løgn at sige, at hun ikke følte en bestemt form for glæde og stolthed over at bruge og vise hendes evner.
Da Lyskuglen havde indfundet sig på sin plads, over de to sjæle, rettede hun blikket ind i hans krystalblå.

,,Magien findes.. Og den lever. Uanset hvad, så tror jeg at man kan finde magien stort set alle vegne i dette land, forskellen er bare, hvordan magien er udformet. Du ædle, jeg tror faktisk, i bund og grund at magien findes i os. Men at vi blot skal have et puf i den rigtige retning, før vi kan bruge denne form for magi.”

Hun tav da, og lod Lyskuglen sænke sit lys’ intensitet lidt. Derpå bøjede hun hovedet en smule, og puffede med mulespidsen til selve krystallen om hendes hals. Den lyste, behagende og nærmest på randen til lyserødt, en kærlig og glødende farve. Hendes ravfarvede øjne vendte lidt efter tilbage imod den månefarvede hingst.

,,Jeg føler, på en måde, at der er magi mellem os. Hvordan kan jeg ikke forklare, men hver gang jeg ser dig, får jeg en følelse af at kunne flyve, og samtidig føler jeg mig kuldret som en plag der ikke kan finde hoved og hale på følelser.”

Erklærede den gyldne hoppe så, overfor den hingst, som hun end ikke kendte navnet på. Måske var det kuldret af hende, det var det sikkert, men hun kunne ikke holde sandheden tilbage. Måske var det en rus af følelser, der talte, men om ikke andet var de sande. Alt imens hun afventede en reaktion fra hingsten, hvis stemme hun end ikke havde hørt endnu, begyndte Lyset over dem at danse igen, for nærmest at hilse solen velkommen, der nu for alvor tittede frem over bjergene i horisonten.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MEETING AGAIN[/font][/center]

Lightning, darkness sorrunds me and I'm reaching for you, only.
There's a hunger slowly growing, and all that I've done; chasing shadows, but never knowing...

Hingsten, der i særdeleshed var en mærkværdig skabning, således tænkte han ihvertfald om sig selv, men dette lys, denne varme energi der konstant omgav den gyldne danserinde synes pludselig at forme sig til det synlige plan, til det visuelle hvor det ikke blot var hingstens fornemmelser og indre der fortalte ham om det. Overrasket spærrede han sine dybe havblå øjne op, og udvidede de tvefarvede næsebor imens hans først forsigtigt, senere nysgerrigt fulgte det gyldne lys med blikket. Det var som var det en del af hans gyldne danserinde, og dog ikke. På en sådan vis der ej var ham forklarligt, men i det hele taget var der ikke meget den tvefarvede forstod at forklare sig på, nej, alting var blot som det var, men det kunne ændres, bekæmpes og behjælpes hvis ønsket brændte stærkt nok. Alting var til at ændre, selvom han gerne accepterede tingene uden at gøre sig noget forsøg på det. Denne verden var ham så smuk og uendelig at han ej så nogen grund til det. Og dog... Dette lys var en ting der gravede sig dybt ind i hingstens hjerte, som tændte de allerede ulmende gløder. Et let smil gled over hingstens læber da han fornemmede hendes stolthed og glæde ved lyset. At hun ej pralede forstod han, men selv om hun havde gjort dette, havde han kunnet forstå sig på det. Selv var han af natur en særdeles pralende skabning, selvom det fulgtes med en dyb ydmyghed og samtidig ære for alt og alting. En harmonisk kombination der beskrev hingsten fra halespids til mine hår. Han lod en varm luftstrøm glide imod hoppen da hun søgte hansmule, og fulgte derpå lyset med nye øjne, og en roligere, harmonisk opfattelse. Magien fantes, det var dette lys, og denne krystal et billede på, et billede der blot vejede til den gyldne hoppes fordel, hunhavde fortalt ham mangt og meget, men endnu havde han ingen grund haft til at betvivle hendes ord. Han trådte nærmere sit gyldne bekendtskab og foldede med en elegant bevægelse halsen hen over hendes ryg, ikke for at virke besiddende, blot for at være nær hende, og samtidig kunne betragte det fascinerende lys, og ikke mindst de nuancer hvormed det påvirkede hoppens pels. I kombination med den nedgående sols gyldne stråler, og hendes indre glød fremkaldte det et næsten.. Ja, magisk billede for den tvefarvede. Hendes ord kunne han ikke andet end at brumme annerkenede til, han havde selv bemærket hoppens opførsel, og følt hende give hans sjæl vinger. Netop i det øjeblik lod den brogede hingst sine mørke øjne søge hoppens.

"Illana, du gyldne..."

[/b][/color]
Hans stemme lød dyb, fremkaldt af den kraftige krop og det brede bryst, og synes at klinge unikt. Måske fordi denne hingst ej benyttede sig meget af ordenes kunst og der derfor hvilede en ære over at høre disse, eller måske det var de hæse, men dog melodiske toner hvormed hans stemme blev formet? Dog følte han ej af han kunne ti mere, denne hoppe havde vist ham dette nye land fra sider han aldrig havde overvejet, udvidet hans horisonter i en sådan grad at han næsten følte at landet, øen, var en del af ham. At vinden føjede han vejrtrækninger og fuglesangen harmonerede med hans hovslag.
"Sjældent, hvis ikke aldrig, har jeg følt vinger der ej var fysiske, i en forstand som du selv udtrykker.."[/b][/color]
Hingsten tøvede kort, og udlod en kort vibrerende brummen før han fortsatte med sin bløde stemme og et smil hvilende på mulen.
"De følelser du udtrykker har jeg ej forstand på, og dog forekommer det mig at at jeg ved mere om dem end nogen anden der før har betrådt dette land. At finde hoved og hale i alt det nye, og i de følelser dit lys bringer med sig, er mig en umulighed, i sådan en grad at jeg på selv samme måde har følt mig.. Presset til at give efter og føre mine skridt med de instinkter der engang drev mit væsen. Dog har din visdom holdt mig tilbage, dit lys, din varme. Illana, danserinde, jeg er dybt beæret over dit selskab, over de dage og nætter du har tilbragt ved min side, og ønsker ej at det vil tage en ende, sig mig da, sol datter, fortæl mig, du gyldne, hvilke skridt skal vi fremover træde? Hvilken sti? Hvorend dine hove vil følge dig, vil jeg ikke være langt fra, hvorend du går, strejfer jeg helst ved din side, om du ønsker det, er jeg hvor du er..."[/b][/color][/COLOR]

If I could, then I would.. I'll go where ever You'll go, way up high or down low, I'll go where ever you will go..

[/blockquote][/size]

Illana, hvis lys havde danset foran hendes sølvfarvede partner, indfandt sig i en stillestående position, da den ædle hingst rykkede en anelse på sig, og lod sin kraftige hals omfavne den gyldne sjæl. Med et smil, lod Illana sin hals hvælves let og hovedet drejes rundt, således at hun lige kunne strejfe hans mule, inden hun rettede halsen frem igen. Det var en behagelig følelse at have ham så nær, især fordi hendes indre følelser var som de nu var; de sprang rundt, og hilste enhver form for kærtegn fra denne hingst velkommen. Med et afslappet prust skulle den gyldne hoppe til at fortsætte med at tale, i og med at han lod til at finde det behageligt at lytte til hendes stemme - men han overraskede hende, og snart brød hans stemme frem, formede toner der lå så robust og sikkert i luften; men samtidig kunne man godt høre på hans toneleje, at stemmen langt fra blev brugt ofte. Først vidste Illana slet ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv, og lyskuglen hun havde kontrollen over, dirrede faretruende og var ved at forsvinde, da hendes koncentration forsvandt fra den. Den formåede dog at trække energien fra Lyset om hendes hals, og ved hjælp af det, forblev kuglen synlig; hvilket den ville prøve på, så længe Illana ikke havde bedt den forsvinde selv.
Den ædle hingst talte, erklærede nogle følelser for den gyldne hoppe, som hun ikke havde haft nogen direkte viden omkring, før nu; trods hun havde kunnet læse meget fra hans sprog med sin krop, som Illana, trods det lå hende fjernt, havde formået at lytte til. Hun var nærmest så paf, at da hans spørgsmål var faldet, kunne hun nærmest ikke svare. Hun lod mulen mimre let og derefter trykkes mod hans, og der gik op til flere minutter, førend den gyldne sjæl genvandt talens brug.

,,At høre din stemme ..”

Begyndte hun - men afsluttede allerede hendes påbegyndte sætning der, for der var ikke ord der kunne beskrive det der rumsterede i hende nu. Dét at høre hans stemme, og det at høre hans spørgsmål, fik for alvor de indre følelser til at blusse op og springe rundt mellem hinanden. Et forlegent prust forlod hendes mule, inden hun hævede det gyldne hoved en anelse og mødte hans blik igen.

,,Du spørger hvilken sti vi skal tage, du ædle. Jeg ønsker at betræde en sti, i fællesskab med dig, for det du har givet mig og det jeg føler for dig, kan jeg ikke være foruden. Jeg ønsker at være forenet med dig på en måde, der ikke forpligter, men holder sammen på de individer vi er, således at der ingen tvang vil være på vores vej. Og jeg ønsker gerne, at være samme sted som du, du ædle”

Sagde den gyldne hoppe, endnu en anelse forlegent, men sikkert i sin stemme. Derpå sænkede hun sit hoved let og drejede det rundt, således at hun kunne røre hans skulder, hvor hendes mule kort tid efter hvilede.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MEETING AGAIN[/font][/center]

Here I am next to you, and suddenly the world is all brand new...

Samael, mørkets engel, på en vis der ej var et ondt mørke, lyttede tålmodigt, og dog spændt på den gyldne danserindes næste ord. Selvom det var svært at ane i de godmodige, dybe blå øjne, var han ved at omkommes i ventetiden, selvom hendes nærhed på sin vis indvikede både med mere ophiselse og nedkøling.. Hvordan man kunne befinde sig i en tilstald der både var ved at sprænges og samtidig kølig og afventende var ham umulig at forstå, men i en sådan befandt han sig. Da hun søgte hans mule rakte han hende den uden den mindste tøven, og stod således blot med sin fulde opmærksomhed på den gyldne og delte hvert af hendes åndedrag ned til det mindste. En handling der fik det til at krilre mærkværdigt i hingstens luftveje, dog ikke ubehageligt, snarere tvært imod. Først da hun igen talte lod han sig lulle ud af den rolige stilling, og spidsede nervøst, og dog roligt, sine ører for at lytte til hendes gyldne toner, til den stemme han var så dybt facineret af.
Hendes første ord fik det til at trække let på smilebåndet, og et mildt udtryk opstod i de blå øjne imens han tålmodigt ventede. Da hun næste gang talte holdt den månefarvede hingst næsten vejret for ikke at gå glip af den mindste antydning. En sti hvor de ej var forpligtede, og dog sammen. Det forekom ej hingsten at der fandtes andre, men dog mente han at have hørt, i en fjern fortid, at menneskene havde bundet sig ganske tæt sammen, i et bånd der var så tæt at det besværede dem selv. Et sådant ønskede han ej at fange denne gyldne hoppe i, og dog ønskede han på ande vis at eje hver en del af hende.. Splittet imellem to følelser gav han dog afkald på ejerskabet. Hun havde stilt ham det klart at hun ej ønskede et sådant bånd, selvom det stred imod hvad hingsten før havde lært, hvad han før havde oplevet og levet efter. Men med den gyldne ved sin side glemte han gerne både fortiden, fremtiden og nuet, Hvilket desuden kaldte hingsten nok tilbage til sig selv til at han kunne løbe et scannene ører hen over deres omgivelser, blot for at være på den sikre side. Derpå fordybede han sig igen i analysen af hendes ord, og lod en varm luftstrøm forlade den tvefarvede mule, før han drejede hovedet let for at betragte den gyldne sjæl ved hans side.

"Som altid er dine ord valgt på en måde der fremstår både klart og uklart, min kære Illana. Og dog formoder jeg at forstå din betydning. Hvorend du ønsker mig, placerer jeg mig gerne, blot informer mig, med ord eller fjerne fagter."

[/b][/color]
Et let smil prydede hans læber imens han talte, og dyb kærlighed var at ane i både hans kropssprog og dybe toner. Derpå søgte han kortvarrigt bort fra hoppen, for at vende sig med en bevægelse der synes at høre hjemme i en dans, før han igen gled i knæ foran den gyldne.

"Og da skal du vide, du gyldne. Jeg er blevet skænket navnet Samael, og dets betydning fra den sjæl der bragte mine skridt hertil."[/b][/color]
Da han rejste sig igen var der værdighed at ane i hans bevægelser, thi han fandt sit navn både smukt og grufuldt på samme tid. Alene dets udtale fik ham til at skælve svagt. Aldrig før havde han følt et ord knytte sig så tæt til hans sjæl og krop. Et ord der ej havde synderlig betydning for andre end ham og dem han præsenterede sig for.[/COLOR]

Here I am, where I'm gonna stay; Now there's nothin standin in our way... Here I am: this is me.

[/blockquote][/size]

Det var ubeskriveligt, for den gyldne hoppe, i de minutter der gik, fra hun selv havde talt i toner, der lå til hende naturligt, til at den sølvfarvede hingst atter talte; og tiden gik nærmest så langsomt, så den gyldne hoppe kunne føle det som hele timer, hvor hun blot lod sit sind fordybe sig, i det hun kunne se, føle, høre. Der var så mange detaljer, som hun havde set før, og som hun vel genkendte, men de virkede alligevel dragende på ny, som havde hende øjne aldrig lagt sig på dem før; alt fra hans brogede mønstre, over den sølvfarvede krop, til hans man’s fald imod hans bølgende hovskæg, der blev trukket med ynde over jorden for hvert et skridt, og båret op i vinden for hver gang han løftede sin hov.
Den sølvfarvede danser havde rykket sig, således at hans at hans front havde vendt sig imod den gyldne sjæl, og da han gik ned på knæ foran hende, efter hans første ord havde lydt, lod hun sin krop ærefuldt bøje sig i næsten samme bevægelse, for at ære og gengælde hans gestus. Hun følte sig så dybt beæret over det selskab han gav hende, den opmærksomhed og nu de ord han havde sendt ud til ære for hende. Hans navn lød kort efter, og det klang i luften foran hende, klart og tydeligt som lyden af hovene imod sten. Hun lod sine ører spidses mere, hvis det da var muligt, og snart efter lod hun sin krop glide op i stående stand igen, med en elegant bevægelse. Hun lod sig så føre helt tæt ved ham, helt hen ved hans front og hendes gyldne hoved blev forsigtigt lagt imod hans hals.

,,Samael. At høre dit navn, nu efter alt den tid, kan jeg ikke beskrive hvordan føles. Selvom jeg har dannet mig et billede, en følelse, en forbindelse med dig, og selvom jeg føler jeg kender til dig - så knytter navnet mig om end tættere, forstå mig ret. Jeg er dybt beæret over at du har valgt at dele dit navn med mig, månedanser, og jeg vil nu, denne nat, placere mine hove, der hvor du ønsker det, som din partner”

Illana lod derpå et smil glide over hendes mule - Som han havde sagt det, sagde hun det nu. Hun ville sætte sine hove nøjagtigt hvor han ønskede det, så længe deres møde ville vare ved. Derpå gled den gyldne danserinde frem i en smidig skridt bagom den sølvfarvede hingst for at slutte sig ædelt til ham på den modsatte side. Hun var rank, naturligt bærende og elegant i sine bevægelser.

,,Lad mig være din partner, du ædle”

Sagde hun da, med smilet endnu siddende på den gyldne mule. Hendes ord kunne forstås på flere måder, og mening kunne tilføjes og fjernes, som man ønskede. Den reelle mening i hendes ord, viste Lyset; for det lyste klarere end nogensinde. Hun var hans partner, det var hun. Om det ville blive til mere, om de flammer af følelser der blussede op inde i hende, såvel som i ham, ville blive til en sammenflettet flamme der kunne nærer sig selv, ville tiden vise. Om de ville stå, smedet sammen af følelser, ville tiden vise. Men for nu, var hun hans partner.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MEETING AGAIN[/font][/center]

Den tunge, og dog lette hingst, udlod en dyb, sitrende brummen imens han dybe havblå øjne mildt kærtegnede den lyse hoppe der bevægede sig som sendt fra selve himlen, havde hun haft vinger havde han ikke betvivlet et sekund på hendes eksistens som en himmelfødt - en engel. Ganske vidst var det hans navn, Samael, der bar en engels betydning, men ej var det henført til hans afstamning, men nærmere det sind han bar. Han var født med en engels sind, og dog et uforglemmeligt mørke i sig. Ej et mørke der burde frygtes, ej et mørke som de mærkværdige skyggebæster, nej, et dybt, varmt og måneoplyst mørke som kun de færreste forstod at finde. Det selvsamme mørke der tildelte ham den karakter han var. Den tvefarvede engel følte sig som var han fanget i en sky af... Lys. Hans bevægelser var sløve, drømmende, og dog førte han sig stadig med samme værdighed og elegance han før havde bevæget sig omkring hoppen med. Men han følte sig så fjern fra den virklige verden, thi det gyldne lys hoppen besad havde ført ham uden for det kropslige - ind i den åndelige verden. Eller således forstod han det ihvertfald selv, som var hans sind viklet tæt ind i hendes, selvom deres kroppe ej var forbundet med anden berøring end den sitrende, varme energi der strømmede fra begge. Hoppen kendte ham ej, ikke fortidsmæssigt, men hun kendte hans nutid, hans fremtid, for således havde han ønsket det. Hingstens fortid synes ej at være en del af ham, thi dengang skænkede han ikke en tanke til noget - dengang var han en anden. Skulle hun dog engang ønske at høre den fortalt, ville han dog ikke tøve med at lade sin dybe stemme fylde tomrummet med den historie der lå som en glødende stig bag ham, den historie der i sidste ende havde ledt hans skridt hertil; til dette moment hvor de to sjæle stod så tæt og dog så fjernt.

"Jeg forstår skam, danserinde. Da jeg selv hørte mit navn for første gang, blev jeg særdeles overasket over den mening og den kraft det tilførte mig, den vej det ledte mig."

[/b][/color]
Hingstens brede hals var elegant formet i en bue, således at det hoved, der bar tydeligt præg af hans milde karakter, hvilede let over det menneskene havde betegnet som lod. Hans ryg var dog ej samlet helt endnu, thi i stilstand behøvedes ingen samling.
Han besvarede ej hendes sidste ord, men det stolte smil der kort efter lod sig vise på den tvefarvede mule var mere end nok; hendes ord var blevet hørt, hvis ikke mere end hørt. Fortolket, læst og sammenlignet, for i sidste ende at konkludere det han selv ønskede, det hun ønskede. For denne nat at være hans partner, for denne nat at forsone de to sjæle. Måske senere for livstid, måske blot for døgnet, fremtiden var uvidst, så meget lå endnu usagt, uudført foran dem. Men den tvefarvede var ganske sikker på at han i al den tid hun ønskede det ville forblive ved hendes side, derefter ville kun deres fremtid kunne røbe konsekvenser og handlinger.
Hingsten snappede da blidt ud efter sin danserinde, og løftede elegant et forben for derpå at bryde frem i den svævende trav der var ham kendetegnet. Med de lange hår dansende omkring hove og krop som havskum, og det plettede skind svagt glødende fra det magiske lys den gyldne ledte sig med, som en måne reflekterer sollyset, således gjorde ligeledes den tvefarvede; denne nat var han den gyldnes måne, kun hendes, kun lysets.

So everything that makes me whole belongs to you; I'll gime my heart and soul.. I'm yours.

[/color][/blockquote][/size]