Back in the game

Berbeza - " Za "

Der var gået lang tid siden sidst denne unge hoppe, med den særprægede farve, havde vist sig i dette område. Vinteren over havde hun så vidt muligt holdt sig for sig selv. Hendes fysiske tilstand havde været temmelig ringe, efter hendes ifoling, og hun havde derfor ikke villet opdages i sin svage tid. Hendes psyke og stolthed havde også lidt et mere eller mindre voldsomt knæk, hvilket hun egentlig ikke ville indrømme for sig selv - og da slet ikke vise overfor nogen andre! Derfor havde hun holdt sig skjult. Za's fysiske stand var slet ikke tilbage til hvad den havde været endnu - hun var stadig mere eller mindre skravlet at se på. Hendes spinkle krop synedes endnu mere spinkel, og den vinterpels hun havde fået sat sig, gjorde det ikke bedre. Dette lod hun sig dog ikke mærke af, idet hun med målrettede, afbalancerede og elegante bevægelser travede igennem sandet. Derudover havde hun fået sin udstråling tilbage, hendes energiske og livsglade udstråling, der kom til udtryk for hver af hendes bevægelser og også i glimtet i hendes øjne. Så man rigtig godt efter, og kendte man hende - hvilket de færreste gjorde - ville man dog kunne se, at glimtet i hendes øjne, ikke var helt så ægte, som det havde været. Bekymringen og skammen, over hele hændelsen, men også over hvordan hun havde håndteret sin situation bagefter, havde sat tydelige, indvendige præg på hendes sind. Za anede ikke hvor hendes føl var, hvordan føllet havde det, eller hvordan hun skulle passe på det, hvis hun endelig fandt det. Hvilket stadigvæk plagede hende. Men hun lod det ikke blive set. Derfor satte hun denne energiske, muntre facade op, idet hun spadserede afsted over sandet, med et vågent udtryk og stolt knejset nakke.

Forbeholdt Seth og Za

Jeg bryder mig ærlig talt ikke om sand. Mit hjemland var præget af et varmt klima, og man kunne ikke undgå at skulle vandre igennem sandede områder nu og da, men det har absolut aldrig været mit foretrukne terræn. Derfor holder jeg mig så vidt muligt fra at bevæge mig alt for meget rundt i det, men så snart vinteren overtager styringen af vejr og temperaturer, er det trods alt midt inde på Zenobia, der er varmest - i hvert fald indtil det bliver nat. Så her står jeg altså. Ikke helt inde i midten, men der er i hvert fald en mindre gåtur ud til kysten. Mit hoved er hævet, og min nakke er bøjet i en galant bue med min lange, sorte man hvælvende ned langs min slanke hals.

Der er sket meget, siden jeg ankom til det her land. For det første har jeg anbragt mig selv i en situation, hvor jeg nu er far til en lille hoppe. Selvom jeg ikke just fortryder min handling, er jeg på heller ingen måde stolt. Mine ører, der indtil nu har ligget begravet i min nakke, glider stille ud til hver deres side, inden jeg retter mig en anelse op. Sket er sket, og jeg tvivler på, at jeg ville have lavet om på min handling, hvis jeg kunne. Jeg er sikker på, at Za har lært noget af det, om så det kunne være gjort på en lidt mildere måde.

Og når nu man taler om solen… I en rolig bevægelse drejer jeg hovedet en anelse til siden, idet jeg kan høre lette hovslag slå mod sandet et stykke herfra. Kort efter dukker den lille, spinkle hoppe med den særlige farve op. Hele seancen med føl har sat tydelige spor på hendes slanke krop, der kun er blevet endnu slankere. Langsomt lader jeg mine ører rykke sig tilbage mod min nakke, inden jeg drejer hovedet bort igen med et lavmælt, men langtrukkent fnys.

[/size][/color]

" Za "

Kulden var lettere bidende. Her på Zenobia var der ingen læ, så vinden føg uhindret omkring. Den bed igennem Za's ellers tætte vinterpels og den unge hoppe skuttede sig kort, før hun energisk gjorde et kast med sit lille, fintformede hoved. Hun bevægede sig fortsat fremad i sin velbalancerede, elegante trav. Både i et forsøg på at holde på varmen, men ligeså meget fordi hun nød det. Hun var ikke en hoppe, som man så stå stille særlig længe af gangen. Den gnist kunne nok aldrig slukkes, uanset hvor meget man ellers 'knækkede' hende.

Der gik ikke længe, før den fygende vind bragte en duft med sig. En som Za straks genkendte, og som rev op i hele hendes sind endnu en gang, prikkede til den del af hendes stolthed og værdighed, der var blevet knækket. Automatisk gav hun et hårdt, fyrigt fnys fra sig i en feminin tone, og kastede atter med hovedet. Hun kunne tydeligt mærke, at uanset hvor meget hun forsøgte at skjule og dæmpe det overfor sig selv og andre, så havde denne hingst virkelig ramt et sårbart punkt.

Za's mørke blik rettede sig imod den retning, hvor hans duft kom fra. Ganske hurtigt fik hun øje på hans let genkendelige, fuldkommen ravnsorte skikkelse. Da den unge hoppe kort betragtede hans silhouet, kunne hun fornemme endnu en gnist tænde i sig. En gnist af vrede, over hvor let han havde kunnet knække en del af hende. En sitren løb gennem hendes spinkle krop. Normalt ville hun aldrig ønske at gøre andre noget ondt, alligevel ønskede hun at at give denne hingst blot en lille smule af den smerte, hun selv havde følt. Hvis hun dog bare var stærk nok. Hun ville aldrig have en chance mod ham.. Frustreret slog hun ud i luften med sit ene forben, før hun så alligevel satte kursen i hans retning. Bekymringen for hendes føl, var faktisk hvad der endte med, at bringe hende i hans retning. Hun måtte vide, om han vidste, om føllet var okay. Det var trods alt også hans. Derefter måtte Za så finde ud af, om hun også havde tænkt sig at give efter for sin vrede. For sin egen skyld, håbede hun dog på, at hun kunne tøjle den.

Lidt efter standser den lille, spinkle hoppe foran den ravnsorte Seth, dog med en passende afstand. Den gnistrende vrede, men også det splittede sind og knækkede stolthed, blussede nærmest ekstra op i hendes mørke øjne, i hans nærhed. Derfor så hun ham ikke i øjnene, men rettede i stedet opmærksomt sit blik imod hans skikkelse, for at holde vågent øje med hans bevægelser. Dernæst nikkede hun kort til ham, ikke ligefrem en hilsen, men så godt som. Hun brød sig bestemt ikke om at være her og være den, som havde opsøgt ham, hvilket var tydeligt at se på hendes holdning. Derfor ville hun godt bare have det her hurtigst muligt overstået og hun gik direkte til det centrale, ved dette møde, ved at fremstille sit spørgsmål. Hun gør det så kort som muligt, men regner med at han udmærket forstår det:

" Har hun det godt? "

Et hårdt fnys gør mig opmærksom på, at hun har opdaget mig, og at hun ikke ligefrem er glad for at se mig. Ikke at jeg ikke forstår hende; jeg har ikke givet hende grund til noget som helst andet. Jeg er klar over, at jeg har gjort nogle ting mod Za, som man ikke bare gør for sjov. Men det var nu heller ikke for sjov; det var måske bare heller ikke det allermest velvalgte. Set i bakspejlet kunne jeg nok godt have gjort tingene på en lidt anden måde. Det gjorde jeg jo bare ikke. Derfor bliver jeg faktisk en anelse overrasket, da hun alligevel vælger at opsøge mig, uanset hvad hun så skulle kunne finde på at sige til mig.

Mine ører ligger endnu i min nakke, og der rykker de sig ikke fra, til trods for at hun nærmer sig. Hun vælger at stoppe op på en pæn afstand, og det skal jeg sandelig ikke brokke mig over - for min skyld kunne hun sagtens stå længere væk. Hun ser mig ikke i øjnene. Selv har jeg ikke noget problem med at se andre i øjnene, fordi jeg har lært at skjule, hvad der ikke er godt for dem at se, men måske er Za ikke i stand til det samme; måske ser hun mig ikke i øjnene, fordi hun ikke vil vise mig, hvad hun føler. Selvfølgelig har jeg da en anelse om det, men der er vel ingen grund til at bruge tid på gætterier. Hvis jeg gerne vil vide det, kan jeg jo bare spørge.

Hendes knappe hilsen giver tydeligt udtryk for, at hun overhovedet ikke har lyst til at være her, og jeg er klar over, at det nok kun er et kortvarigt formål, der har fået hende til at nærme sig. Og selvom det overhovedet ikke er et emne, jeg har lyst til at omtale med nogen som helst, så er jeg også godt klar over, hvad det er, hun har tænkt sig at bringe på banen; vores datter. Jeg bliver derfor langt fra overrasket, da hun stiller sit spørgsmål, men hun havde vel heller ikke forventet, jeg ville blive overrasket.

I et godt stykke tid holder jeg mit blik rettet mod hendes mørke øjne, inden jeg kort lader det vandre over hendes spinkle krop, der absolut ikke er i særlig god stand, alt imens jeg ganske enkelt ingenting siger. Jeg kunne sagtens finde på en masse spydige kommentarer at sende efter hende, den ene værre end den anden. Det er hende, der er moderen; hun burde da selv vide, om hendes datter har det godt. Det er hende, der skal sørge for, at hun har det godt.

,,Det regnede jeg med, at du vidste.”

[/size][/color]

" Za "

Den unge hoppes holdning er temmelig spændt. Hendes hoved er løftet, med nakken godt knejset op i en stolt form. Mimrende med mulen tippes hendes spidsede, mørke ører frem og tilbage, evigt opmærksom på de omkringliggende omgivelser - nu hviler det meste af hendes opmærksomhed dog på denne sorte hingst foran hende. Hvilket hun føler nødvendigt, da han ikke ligefrem er en, man ved hvor man har henne. Tværtimod kan hans reaktioner komme temmelig brat og brutalt. Hvilket Za havde måttet lære på den hårde måde. Kort tyggede hun sine tænder sammen, endnu et tegn på hendes utilfredshed over denne situation, som hun selvfølgelig selv var skyld i. Men hun måtte have svar.

Stilheden lå tungt imellem de to skikkelser i mørket, og da Seth forsøgte at betragte den unge hoppes øjne, flakkede hun straks sit eget blik væk. Hun skulle ikke nyde noget af, at han opdagede noget i hendes blik, som hun ikke havde formået at skjule ordentligt. Za ville ikke føle sig svagere overfor ham, end hun i forvejen gjorde. Godt nok var han langt overlegen fysisk - han skulle ikke også være det psykisk. Tydeligt fornemmede Za hvordan hans blik gled over hende, og det han så, kunne hun desværre ikke skjule, til trods for hvor gerne hun ville det. Derfor rankede hun sig blot endnu mere. Hun priste sig dog i stilhed lykkelig, over at han ikke kom med nogen kommentarer. For der måtte være mange, han ellers kunne fyre af.

Da han endelig valgte at besvare Za's spørgsmål, rettede hun lyttende sine ører en tand mere frem mod den sorte Seth. Havde hun forventet et brugbart svar, der ville mindske hendes bekymring og tiltagende dårlige samvittighed, måtte hun dog tro om igen. Za havde godt forventet et svar lignende det, som Seth gav hende, men havde selvfølgelig håbet på et andet. Irritabelt snappede hun ukontrollabelt ud i luften.

" Hvis jeg vidste det, tror du så, at jeg frivilligt ville opsøge dit selskab for at spørge? "

Hendes mørke blik virkede omend endnu mørkere, og hun flakkede det atter væk fra ham. Det var meningen at hendes svar skulle have lydt skarpt og sarkastisk imod ham - i stedet lød hendes blide tone lettere opgivende mod ham, næsten helt bedende. Za ønskede inderligt at vide hvordan hendes datters velbefindende var. Men selvfølgelig ville han ikke give hende svar.. Vreden ulmede atter i den unge hoppes spinkle krop, og fik hende til kort at stampe en forhov frustreret imod sandet under sig.

Aldrig har jeg set Za som værende umoden. Af så ung en hoppe at være har jeg hele tiden været klar over, at hun ikke er en barnlig sjæl. Måske har hun et lidt større behov for, at der skal ske noget, fordi hun er ung, men alligevel er jeg ret sikker på, at hun har sine værdier på plads. Men allerede inden hun var nået herover, er jeg blevet klar over, at det er en meget, meget tung opgave, jeg har pålagt hende. Måske forsøger hun at tage ansvar for sin datter, og man skal aldrig tage et forsøg forgivet, men der er vist ingen tvivl om, at det ikke er et særlig vellykket et af slagsen, eftersom jeg ikke kan se et føl nogen steder omkring hende. Jeg nægter bare ganske enkelt at tage fadertitlen på mig; det bliver ikke mig, der skal sørge for, at ungen overlever.

Selvom hun nok ikke er meget for at vise det, har jeg ikke svært ved at tyde, at hun håber, jeg vil give hende et svar, som hun kan bruge til noget. Men hvis hun reagerer én gang til, som hun lige gjorde, så har jeg absolut ikke i tankerne at holde mig selv tilbage, så da hun snapper ud i luften, træder jeg et hurtigt, markant skridt frem mod hende, mens jeg hæver hovedet og lægger ørerne yderligere tilbage mod min nakke. Ja, jeg giver hende rent faktisk en advarsel, og det er absolut en af de få gange, at jeg har gidet belejlige mig med det.

,,Svaret er naturligvis nej, Za, og lad mig lige fortælle dig en ting. Hvis du forsøger at fornærme mig en gang til, kan du være helt sikker på, at jeg ikke fortæller dig noget som helst om din datter og hendes helbred.”

Jeg har jo set hende. En lille, spinkel hoppe med en særlig gråsort farve. Men Za skal tænke sig om. Hun skal være forsigtig, når hun spiller sine kort, for et forkert træk er nok til, at jeg klapper i som en østers. Og hvem vil hun så søge svaret hos, når nu hun ikke en gang selv ved, hvor føllet er? Det er absolut ikke, fordi jeg forsøger at få hende endnu mere ned med nakken. Nej, det her handler om, at hun lige skal lære lidt om, at der faktisk kan komme konsekvenser af de ting, man gør.

[/size][/color]

" Za"

Den unge hoppe fortrød temmelig hurtigt sin beslutning om, at opsøge denne sorte hingsts selskab frivilligt. Hun kunne mærke op til flere forskellige følelser brænde igennem hendes spinkle krop, og hun var bange for, at hun ikke ville være i stand til at holde sig selv tilbage fra at gøre noget dumt. Hvilket hun var helt sikker på, ville få bagslag ganske hurtigt og ganske markant fra hans side af. Za's mørke ører tipper rundt i flest muligt forskellige retninger, et tydeligt tegn på hendes ubeslutsomhed og lettere ubehag ved den situation, hun atter har sat sig selv i.

Den unge Za havde tydeligvis ikke gjort situationen bedre for sig selv, ved at snappe ud i luften. Egentlig havde det ikke været ment som et angreb mod ham, men han reagerede dog alligevel derefter. Hele hendes fulde opmærksomhed er lynhurtigt tilbage mod ham og hans følgende reaktion. Hun opfanger så udmærket hans advarsel, men nægter at opføre sig underdanigt derefter. Za bliver blot stående hvor hun er, med sit eget hoved også løftet og nakken knejset. Ørerne er dog vippet lyttende fremover imod ham. Selvom hun ikke ligefrem sænker hovedet og bakker væk fra ham, snapper hun heller ikke mod ham igen. Hendes mørke blik er rettet mod Seths sorte skikkelse, dog langt fra hans øjne. [/size]

Atter lød hans stemme imod hende, og Za lyttede meget vågent til hvad han havde at sige. Den sorte Seths ord er bestemt ikke opmuntrende, alligevel ses tydeligt en lille spirren af håb blusse op i den unge hoppe. For det var de sidste ord af hans tale, som hun hægtede sig ved. Seth lød nemlig som om, at han rent faktisk vidste hvordan hendes datter havde det - han ville blot ikke fortælle det! Za mimrede overvejende med sin lille mule, mens hun forsøgte at finde ud af, hvordan hun skulle få den rigtige viden ud af ham. Som reaktion over sin egen irritation over hendes svaghed, over at hun selvfølgelig intet kunne stille op mod ham, for at skaffe den viden hun ønskede, kunne hun ikke holde endnu et kort snap tilbage ud i luften. Endnu en gang er det ikke det mindste rettet mod ham, eller ment som noget i Seths retning, nærmere mod Za selv. En frustreret brummen forlod samtidig hendes lille, mørke mule.

Jeg er helt sikker på, at mit selskab står meget, meget lavt på hendes ønskeliste, og kunne hun undgå det, havde hun nok ikke stået her. Naturligvis kunne hun da bare lade være, eftersom hun tilsyneladende har set sig meget vred på mig, men der må være noget, som alligevel gør, at hun ikke kan lade være. Noget, der drager hende herhen for at få et svar. Og det er jo egentligt ikke en gåde at regne ud, hvad det noget dog kunne være, for medmindre hun er helt hjerteløs, så er det vel nok hendes samvittighed, der alligevel minder hende om, at der er en lille hoppe et sted i landet, som har brug for hendes pleje.

Jeg er ikke i tvivl om, at hun godt er opmærksom på den advarsel, jeg gav hende - hun har nok lært, at det er en god ide at være opmærksom på mig. Holde øje med, hvad jeg gør. Alligevel vælger hun ikke at underkaste sig eller gøre så lidt som at sænke sit hoved en anelse, men det er jo egentligt heller ikke det, jeg beder hende om. Jeg advarer hende blot imod de ting, der kunne komme til at ske, hvis hun ikke skruer lidt ned for hendes småaggressive indslag.

Jeg kan sagtens vælge stadigvæk at lade være med at fortælle hende det, hun gerne vil høre, og i stedet se, om hun ville blive desperat, eller om hun blot ville vende sig og gå. Hvis skal jeg være helt ærlig, så er der noget, der stikker til mig, når Za er i nærheden. Jeg har formået at gøre det, som jeg for alt i verden forsøger at undgå; på en eller anden måde har jeg skabt en binding mellem hende og jeg gennem vores datter. Sammen vil vi altid være forældre til den grålige hoppe, og det kan ikke laves om. Så kan jeg undgå at se på hende, vil jeg egentligt helst det. Naturligvis er dette absolut ikke noget, der fremgår i mit ydre.

,,Jeg så hende i starten af vinteren. Hun var på benene og så ud til at have det fint.”

[/size][/color]

" Za "

Selvom den unge Za viser tydelige tegn på at have fortrudt, at have opsøgt Seth, så er hendes stædighed og bekymringen for hendes datter langt større. Hvilket selvfølgelig også er den eneste grund til, at hun er her endnu. For til trods for at den sorte hingst foran hende, intet har gjort i deres nuværende selskab - så brænder vreden, hævntørsten og ydmygelsen efter deres sidste møde stadigvæk i hende. Za er godt nok bekymret for sin datter, og selvom hun ikke har lært hende at kende hende endnu, holder hun instinktivt af hende. Men derfor, var det stadigvæk ikke meningen, at denne Seth skulle have truffet beslutningen om at blive mor for hende - specielt ikke, uden at hun var det mindste klar til dette. Og dérfor brød hun sig ikke særlig meget om ham. For ikke nok med, at han havde ødelagt en del af hende - han havde i den forbindelse også ødelagt noget for det føl, han satte i verdenen. Za vidste godt, at hun selv bar en stor del af skylden for dette, så hendes selvhad var næsten større end den egentlige vrede mod Seth. Men fordi det er relativt svært at skade sig selv, forstærkede det blot hendes ønske om at skade ham. Frustreret slog den unge hoppe et slag med sit hoved, og trådte et dansende skridt sidelæns. Hun blev nødt til at holde styr på sig selv.

Ved Seths ord fokuserer hun dog straks sin opmærksomhed mod ham igen. Ørerne bliver spidset og øjnene rettes mod hans skikkelse. Den lettelse, der skyller indover Za ved hans ord er så tydelig, at den nærmest er til at tage og føle på. Det er tydeligt at se, at en mindre byrde er blevet fjernet fra hendes skuldre. Et kort øjeblik forsvinder en del af vreden fra hendes blik også, idet hun giver et taknemmeligt nik fra sig imod Seth.

" Det er jeg glad for at høre. Tak,"

Den unge hoppes ord er yderst oprigtige, idet hun atter nikker imod ham. Derefter lukker hun sig igen en smule sammen overfor ham. Hun fik de informationer, som hun gerne ville have - og de var endda glædelige - så nu føler hun ikke rigtigt, at hun har mere, hun skal i dette selskab. Hendes grund til at opsøge ham, er der nu ikke længere. Ikke udover hendes vrede, men den holder hun skarpt bånd på. Især nu, hvor han rent faktisk hjalp hende, med at fortælle hvad han vidste. Kort bider Za tænderne sammen, ubeslutsomt, om hvorvidt hun nu burde forlade hans selskab. Langsomt træder hun i hvert fald et skridt bagud.

Hun giver et taknemmeligt nik fra sig, hvorefter hun udtrykker det samme en gang til; hun sætter bare ord på det. Nu har hun hørt, hvad hun gerne ville, og så har hun ikke mere at gøre her. Hun bryder sig ikke om mig, og jeg venter egentligt blot på at gå. Men selvom hun træder et skridt bort, sker der ligesom ikke mere. I et lille ryk hæver jeg mit hoved og knejser nakken galant op, inden jeg lader mine ører rykke sig bagud mod min nakke.

Jeg husker godt, hvordan Za opførte sig overfor mig, inden alt det her skete, og der er så sandelig sket en ændring. Jeg ved godt, at jeg har gjort noget, hun sandsynligvis aldrig kommer til at tilgive mig for, men jeg ønsker sådan set heller ikke hendes tilgivelse. Hun kan være lige så sur på mig, som hun overhovedet har lyst til. Hun kan hade mig, lige så meget som hun orker. Jeg fortryder stadigvæk ikke mine handlinger, og lige meget hvad, vil det altid være mig, der er far til hendes datter. Det kan hun vælge at acceptere eller lade være - det er fuldstændig op til hende.

,,Har du det godt med, at hun går rundt for sig selv i en stor mørk skov?”

Jah, jeg synes, det er op til hende, hvordan hun har lyst til at tænke om mig - men jeg gør absolut intet for at påvirke hendes tanker til at gå i den positive retning. Tværtimod. Jeg er ikke bange for at plante lidt dårlig samvittighed i hendes hoved. Det kan godt være, det var mig, der bestemte, at den unge skulle sættes til verden, men jeg kan ikke fodre den. Det er altså op til hende, og det klarer hun godt nok ikke særlig godt.

[/size][/color]

" Za "

Egentlig er den unge hoppe på vej væk, ved at træde flere skridt bagud, da den sorte Seths ord atter lyder imod hende. Og disse ord, får hende til at standse brat op. Et fnys forlader omgående hendes mule, et hidsigt fnys, hvilket tydeligt indikerer, at hendes temperament nu virkelig er ved at løbe af med hende. Za var netop begyndt at falde en anelse til ro i hans selskab, men det var som om, at han virkelig ønsker, at folk skal hade ham mest muligt. Hvis det er det, han ønsker - så lykkes det ham i hvert fald, for den unge Za's vrede blusser atter op på ny. Hans ord rammer nemlig plet, hvilket han med al tydelighed også godt ved, for den prikker både til hendes ødelagte stolthed, hendes forbandede dårlige samvittighed, og hendes vrede. Hvilket er en utrolig dårlig kombi.

Da hun denne gang snapper ud i luften, for tredje gang, er det ikke et snap, der kun er rettet imod hende selv. Denne gang er det så bestemt også rettet imod ham - som for at fortælle ham, at han virkelig har trådt over en grænse nu. Ganske vidst respekterer Seth tydeligvis ikke hendes grænser. Hvorfor skulle han også det, når han er hende så overlegen, som han nu en gang er? Alligevel nægter Za at finde sig i den behandling længere. Ligeglad med, om det så ender ud i at give bagslag eller ej. Hvilket det næsten med sikkerhed vil gøre. Men forhåbentligt, har hun momentet at pludselighed og overraskelse på sin side. Selvom der nok skal en del til for, at overraske denne hingst foran hende. Den sorte Seth virker i hvert fald som en med erfaring indenfor dette område. Men Za tænker ikke længere klart, er ligeglad med konsekvenserne. Denne hingst har trådt hende over hovene én gang for meget nu.

Med ørerne spidset opmærksomt fremad, nok modsat hvad de fleste med et angreb i tankerne ville gøre, skraber hun en forhov mod jorden. Za's mørke blik skærpnes, idet hun i et kraftfuldt spring, lader sig kaster frem imod ham, med forbenene strakt ud foran sig, med den intention at ramme ham, gerne hårdt så det kan mærkes - men samtidig også for at danne et skjold imellem sig selv og den sorte hingst, hvis han skulle gå til modangreb og bide ud efter hende. Hidsigt og temperamentsfuldt slår hun et slag med det brune hoved, før hun hårdt knejser beskyttende op i sin nakke. Hele den spinkle krop er spændt, klar og afventende på hvordan han vil reagere.

Der er absolut ikke noget beundringsværdigt omkring det mod, hun åbenbart mener, at hun besidder. Hun ved, at det her er en kamp, hun ikke kan vinde, men jeg er også godt klar over, at det heller ikke er det, hun vil. Men det, hun har gang i, er langt mere dumdristigt, end det er modigt. Min styrke er kun vokset endnu mere, siden vores første møde, og hun skal ikke være det mindste i tvivl om, at hun sagtens kan være gået sin undergang i møde, når hun vælger at angribe mig.

Jeg ved, at jeg vil bebrejde mig selv for det senere, men jeg har ikke tænkt mig at give hende det, hun gerne vil have. Jeg har absolut ikke tænkt mig at deltage i en kamp, som jeg ikke selv har startet. Så da hun efter hendes fnys springer frem mod mig, hæver jeg mig i et lavt stejl for at kyle hovene direkte tilbage mod hende, selvom hun naturligvis når at snitte mig, fordi hun sprang først, hvorefter jeg springer kraftfuldt sidelæns. Ja, væk fra hende. Hurtigt drejer jeg min front mod hende, lader min nakke knejses op, mens mine ører lægger sig fladt ned langs min nakke. Hele min slanke, sorte krop er klar til at flytte sig igen, hvis hun vælger at springe tilbage mod mig.

Jeg giver et hårdt, højlydt fnys fra mig for at fortælle hende, at hun bare skal holde sig på afstand. Jeg er sådan set ligeglad med, hvor mange gange hun så end har tænkt sig at angribe mig; jeg ved, at jeg kan flytte mig lige så hurtigt, som hun kan angribe mig, så hun kan bare komme an. Mange ville nok vælge at se mig som en kujon, fordi jeg ikke tager kampen op med hende, men det er jeg sådan set fløjtende ligeglad med. Det er mit valg.

[/size][/color]

" Za "

Den unge hoppe ved udmærket godt, at det hun begiver sig ud i, bestemt ikke er noget kløgtigt valg. Hun gør det heller ikke for at virke hverken modig, eller på anden måde fremhæve sig selv. Overhovedet ikke. Tværtimod, vil hun hellere have været i stand til at holde sig selv tilbage. Hun ser det som en tydelig svaghed overfor sig selv, at hun ikke en gang har nok kontrol over sit eget temperament, til at holde sig fra en kamp, som er så ulige, som denne Za netop har begivet sig ud i.

Men det er en kamp, som den sorte Seth tydeligvis ikke har tænkt sig at deltage i. For godt nok slår hans hove tilbage imod hende, og han rammer med betydelig mere kraft mod hende, end hvad hun gjorde mod ham. Det er er tydeligt at fornemme, at han er blevet endnu stærkere siden sidst - og at han dermed er hende klart mere overlegen end han i forvejen var. Han udnytter det dog ikke. I stedet trækker han sig sidelæns, væk fra hende. Hvilket giver den unge Za nogle få sekunders ubeslutsomhed. Hendes fornuft forsøger at overtale hende til at droppe det, men temperamentet og hendes sårede stolthed er dog stadigt stærkere. Et frustreret, højlydt fnys undslipper hendes lille, mørke mule, idet hun atter springer frem mod ham. Denne gang med tænderne voldsomt blottet, og forsøger at hukke ud imod ham. Ligeglad med hvor hun vil få fat, hun ønsker bare inderligt at få fat i ham. Tilføje ham bare en lille bid, af den smerte som han har påført hende. I håb om, at hvis det lykkes hende, vil hun være i stand til at få kontrol over sig selv og sin vrede igen, så hun ikke kaster sig hovedløs ud i flere situationer som denne.[/colour]

Hele denne situation er nemlig ikke noget, hun er det mindste stolt over. Za ønsker, at hun kunne lade være, at hun var stærk nok til at holde sig i skindet. Men som sagt, så har han trådt på hende lidt for mange gange efterhånden, og hun bliver nødt til at få afreageret på alle de følelser, som hun ikke kan finde ud af at kontrollere eller håndtere. Så det er mindst ligeså meget for sin egen skyld, at hun gør dette, som det er for at påføre ham smerte. Det ville blot være en bonus.

Havde jeg ikke lært at kontrollere mig selv, når det bliver nødvendigt, er jeg ganske sikker på, at jeg ville have båret mig meget værre af sted gennem livet, end jeg har gjort. Naturligvis har der været dengang, hvor jeg var knap så god til det, og det har endt ud i nogle knap så heldige situationer. Jeg kan tydeligt mærke, hvordan min krop brænder efter at få lov til at straffe den unge hoppe for det, hun har gang i, men samtidig har jeg bare ikke tænkt mig at give hende lov til det, hun gerne vil. Hun skal absolut ikke få opfyldt sit ønske. Ikke på vilkår!

Selvom det i nogle få sekunder så ud til, at hun var tøvende, springer hun dog alligevel frem mod mig endnu en gang, denne gang med sine små bisser blottede. Men jeg har ganske enkelt ikke tænkt mig at give efter. Da hun nærmer sig, drejer jeg mit hoved og hals bort fra hende, mens jeg springer sidelæns fra hende igen. Jeg mærker godt hendes tænder mod mit skind, men samtidig stoler jeg nok på min slanke, sorte krop til, at jeg når at springe bort fra hende, inden hun kommer til at få et fast greb.

,,Hold nu op, Za.”

På trods af mit stigende temperament er min stemme alligevel fattet. Dog er den svagt præget af, at jeg allerede er godt træt af, at hun skal springe sådan rundt efter mig. For min skyld kan vi sagtens blive ved med det her, for jeg ved godt, hvem der bliver først træt. Jeg er klar, hvis hun skulle komme springende igen. Langsomt lader jeg mine ører glide ud mod hver deres side, inden jeg giver et lavmælt, langtrukkent fnys fra mig. Jeg skjuler bestemt ikke, at jeg virkelig ikke gider være en del af det foretagende, hun har fundet på.

[/size][/color]