Ved den lille å

//Forbeholdt Brego //

Den røde hoppe befandt sig igen på den lille ø. Selvom skoven var tæt, så følte hun sig ganske tryg i den tætte skov. Skyggerne dansede på den hvide sne. Selvom mange af træerne havde mistet deres blade, så var der stadig nåle på mange andre træer. Sneen var holdt op med at dale, men skyerne var stadig tætte og grå. Roligt bevægede hun sig frem mellem træerne. I et forsøg på, at undgå for mange hingste nu, hvor hun var i brunst, var hun søgt hen på øen. Måske ville de fleste befinde sig på de lidt større øer? For hvert skridt hun tog, kunne hun høre sneen knase under hendes hove. Sådan en dejlig lyd. Den tykke røde vinterpels var dejlig varm, men ikke særlig god til kamuflage. Den hvide sne gjorde hende utrolig tydelig, selv blandt skyggerne.

Hvor hun gik hen, var for Lune en smule lige meget. På det sidste havde hun blot overladt tingene til tilfældighederne. Sådan skulle det jo være engang imellem. Længere fremme ændrede terrænet sig. En å? Tørstig var hun, men ikke så meget så hun havde tænkt sig, at drikke det isnende vand. For is var der på den lille å. Da hun var helt henne ved den, stoppede hun op og så sig omkring. Der var vist ingen omkring hende. Selvom hun havde set is mange gange før, så tog hun alligevel mulen helt ned til det. Så hvidt og krystal agtigt så det ud. Hun tog dog hurtigt mulen til sig. Hun skulle ikke nyde noget af, at mærke kulden fra den. Atter kørte hun øjnene over landet omkring hende. Indtil hun til sidst vrinskede lyst ud i skoven. Selvom hun var kommet dertil for, at undgå hingste. Så havde hun lyst til selskab.

Den rødbrogede Brêgo havde begivet sig væk fra flokkens område. Det var jo ikke altid nødvendigt at forblive det samme sted. Han havde begivet sig mod en af de andre øer. En af de øer han ikke så tit befandt sig på. En ø, med masser af træer. Nogle af træerne havde stadig nåle der kunne stikke på de sensitive steder, men de fleste af træerne var nu nøgne på grund af vinterens hårde behandling. Det var naturens gang. Om ikke længe ville de begynde at danne små blade igen og til sidst fyldes ud med grønne blade så det hele kunne starte forfra. Foråret var liv og vinteren var død. En slags circle of life i Brêgos øjne. Sneen lå stadig og dækkede jorden. Den dækkede også nogle af de nøgne træer. Gav dem vinter hvide frakker på af små kolde krystaller. Vinteren var i sandhed en lige så smuk årstid som efteråret - når bare sneen lå og pyntede. Ellers kunne den virke ret trist.

Hingsten stoppede op. Han kunne høre noget. Han kunne høre rislende vand. Rislende vand kom aldrig fra søer, men i stedet fra bække og åer. Rislende vand kom oftest fra bjergene eller mindre søer, der lige så stille svandt ud i større søer eller havet. Han brummede dæmpet for sig selv og slog fremad i trav. En gyngende trav med skridt lige så lette som fjer - også selvom han ikke var en spinkel hest. Det lå til hans natur at være let. Han spidsede ørerne da der lød et vrinsk. Det var en tone han kunne genkende. Dette var en han før havde mødt. En han måske kendte? Han sendte derfor et hingstet og samtidig også imødekommende vrinsk tilbage, nysgerrigt og opmærksomt. Det varede dog ikke længe før han nåede dette rislende vand, og her sænkede han farten til han til sidst stoppede op.

Hun stod nu ret så afslappet og lod halen svinge lidt fra side til side. Siden der ikke var nogen i nærheden af hende, så kunne hun heller ikke genere nogen med duften. Lidt efter lidt drømte hun sig lidt væk. Hun lod tankerne flyve. Var hun for ensom med livet som strejfer? Hun vidste jo godt selv, at hun havde det bedst i en flok. Der var fællesskab og støtte. Men der var jo ikke nogen flok i landet. Ikke så vidt hun vidste. De andre heste hun havde mødt, havde i hvert fald ikke sagt noget om det. Men nu havde hun jo heller ikke spurgt dem. Hendes drømmende tankegang blev dog afbrudt, da et hingstet vrinsk nåede hendes ører. Hun kendte det vrinsk, men hvem var det nu det var? Det var en hun havde mødt før, men ikke set siden. Ellers havde hun husket ham. Men hvem var det mon?

De sorte øjne kiggede nysgerrigt efter ham, mellem de nøgne træer. Men han var endnu ikke i nærheden af hende. Så hun vrinskede endnu engang, blot få at få ham på rette kurs. Hun glædede sig en smule til at se, hvem han mon var den hingst. Og hun skulle ikke vente længere. Længere fremme kom en broget hingst frem mod hende. Selvom der ikke var nogle brune og orange blade på træerne, så var han godt kamufleret. Men hun kunne kende ham. Det var den hingst hun havde mødt ved stranden, ham som have svømmet ret så længe. Hun havde hjulpet ham med, at finde vand og mad. En venlig brummen forlod hende.

"Goddag Brêgo. Det er længe siden."

Han hævede hovedet da han på den anden side af det rislende vand kunne genkende en hoppe. En han havde mødt før. En som havde hjulpet ham. En af de venligt sindede. Det glædede ham og det var også tydeligt at se i de varme brune øjne. Han kastede nogle gange kådt med hovedet af glæde og stoppede op helt henne ved det rislende vand. Han lod kort mulen glide ned mod vandet for at se om det mon også var sikkert at vade igennem. Det ville være koldt. Ingen tvivl om det i hvert fald. Han hævede hovedet lidt igen og lod blikket hvile på den venlige hoppe, Rouge.

"Goddag Rouge. Det er længe siden, og hvor er det dog en skam. Det er godt at se dig igen. Hvordan går det?"

Han havde mange spørgsmål på hjertet, men holdt inde ved de få til at starte med for ikke at angribe den stakkels hoppe med et helt krydsforhør. Hvordan han skulle kunne takke hoppen for hvad hun havde gjort for ham, vidste han endnu ikke. Han stod i gæld til hende, og det ville han huske - indtil den gæld var betalt. Han strakte mulen frem mod hende, men trak den tilbage igen inden han selv trådte nogle skridt tilbage for at tage tilløb, og fik så fart på mod det rislende vand for at kaste sig ud i det så langt han kunne. Han undgik ikke vandet der sprøjtede ud til siderne og slet ikke våde hove og ben, men han kom hurtigt op på den anden side igen hvor hoppen stod. Han strakte endnu en gang mulen frem mod hende, undersøgende for at være sikker på hun ikke var kommet ud for ubehageligheder.

Med nogle lette kast med hovedet, gengældte hun hans iver. Hun var lykkelig for, at hun endelig mødte en venlig hingst. Siden hun var kommet i brunst, havde hun kun mødt de aggressive og arrige hingste. Det havde efterladt et sår på hendes hals, der hvor Kodiak havde haft fat. Når hun mødte den hingst igen, skulle hun nok fortælle ham hvor landet lå. For som han selv havde sagt, så havde hun et temperament, men kun overfor dem, som ikke behandlede hende ordenligt. Brêgo ville hun aldrig behandle sådan. Han var en hingst, som hun havde nydt at være sammen med sidst. Forhåbentlig ville det blive det samme denne gang. Hun tog hovedet en anelse på sned, da hans første spørgsmål kom. Det var ganske nemt at svare på, heldigvis.

"Det går udmærket. Hvad med dig, hvad har du foretaget dig siden sidst?"

Hun lod de mørke øjne køre over hans krop. Han så prægtig ud, i forhold til sidst hun havde set ham. Han havde fået muskler og så ikke længere sulten ud. Han havde ændret sig, men kun til det bedre. Som ham, tog hun mulen frem mod ham. Ville han komme over til hende, eller skulle hun gå igennem det isnende vand. Selvom det ikke var dybt, så ville det ikke være nogen rar fornemmelse. Det blev dog hurtigt afgjort. Han bakkede væk fra hende, og kom derefter hurtigt hen imod hende. Vandet plaskede op omkring ham, da han landede i det. Nogle enkelte dråber ramte hende. Brr .. Det var koldt. Hun flyttede sig en anelse, så han kunne komme til. Varmen var tydelig i hendes øjne. Glad for at se ham, det var hun. Hun frygtede dog en smule, at han ville opdage hendes sår på halsen, da han stak mulen frem mod hende igen.

Et venligt brum kom fra hende. Hun skulle lige til, at slå med halen, men nåede dog at stoppe. Selvom hun stolede på ham, så var han stadig en hingst. Hun ville ikke have, at duften af brunst skulle ødelægge deres ellers glædeligt møde. Men han ville nok ikke gøre hende noget. Han var en klog hingst. Ej en som lod sig styre af instinkter. Håbede hun.

Hans mule nåede frem til hendes hals som han gav et lille venligt og varmt puf som en ordentlig hilsen. Han var bestemt ikke skuffet over det selskab han var kommet i. Nok var der mange venlige sjæle, men nogle havde også store byrder som han skulle passe på ikke at rive alt for meget op i. Han ville jo ikke rende rundt og forvandle smil til triste miner. Det skulle helst gå den anden vej.

"Det går fremragende. Jeg har fået set noget mere af området men langt fra alt. Denne ø er mig stadig meget fremmed"

Et smil viste sig på hans lyse og fløjlsbløde mule, mens han betragtede hende. Hun lignede sig selv - i hvert fald som han huskede hende. Og med godt humør endda. Bedre blev det vidst ikke. Han lod blikket glide rundt i det område hvor de stod, for lige at skabe overblik. Det var ikke meget han ellers havde at holde øje med. Men det var vel heller ikke nødvendigt. Uanset hvad så skulle han nok finde tilbage hvor han kom fra. Han var ikke en der bare sådan lige blev væk.

"Jeg har fået startet et lille fællesskab op. En flok. Den er ikke så stor endnu, men den er voksende"

Det var jo det han havde snakket om sidst at han gerne ville opnå og nu var det lykkedes ham. Det var helt fantastisk. Han havde ikke oprettet fællesskabet for at kunne koste rundt med andre eller bestemme over andre, men for at samle de fortabte sjæle og give dem et hjem. En familie. Og samle de sjæle der ikke ønskede at leve i ensomhed. At give dem nærvær blandt andre heste. Og det var godt på vej til at ske.

Hun svarede hans puffen ved, at brumme lyst. Hun var i sandhed glad for, at have mødt Brêgo igen. Han var til tider dukket op for hendes indre, for hun havde tit tænkt på, om det nu var gået ham godt efter deres møde. Han var en hingst, som ikke tog sig selv for højtideligt, men samtidig havde han elegance og stolthed. En ægte hingst i hendes øjne. Dem der var aggressive og arrogante, de kunne godt holde sig langt væk fra hende. Der var intet interessant over dem, kun problemer. Lune nød at kunne slappe af, i en hingsts selskab. Brêgo var sådan en hingst. De små røde ører var peget i hans retning, lyttende. Hans ord bekræftede hendes tanker om, at han havde det godt. Det så også sådan ud.

"Det er en skøn lille ø, med nogle smukke åbne enge. Du skal helt klart gå på opdagelse her."

Selv havde Lune været på den lille ø, et par gange før. Hun kendte til nogle fine steder, men hun havde endnu ikke fundet alle de smukke områder. Selvom øen var ganske lille, så var der stadig meget at udforske. Hvilket altid gjorde det spændende for hende, at vandre rundt i den tætte skov. Hendes øjne lyste interesseret, da han fortalte om sin flok. Så havde han fået den drøm til, at gå i opfyldelse. Straks var hun interesseret. For hun havde jo selv gået og savnet en flok. Måske kunne hun være velkommen i hans?

"Det lyder fantastisk Brêgo! Hvor er dets område så henne?"

Hun havde vist ikke været i nærheden af hans territorium, ellers havde hun kunne dufte ham. Dufte flokkens grænser. Så hun havde altså stadig områder hun skulle udforske. Hvilket hun så meget frem til. Men at spørge ham, om hun måtte være med i hans flok, var stadig en smule for tidligt for hende. Hun ville gerne høre mere om den. Og mere om ham. Der var jo sket meget, siden hun sidst havde set ham.

Brêgo kunne kun være enig i Rouges ord. Han var nødt til at gå op opdagelse her. Det var i sandhed et interessant sted. En lille ø med mange steder at udforske. Jo mindre jo bedre. For jo mindre der var at udforske, jo hurtigere og jo bedre ville han også kunne kende alle steder på denne lille ø. Så kunne han begive sig videre med de andre. Leventra var han dog ved at være godt kendt i, men han havde endnu ikke udforsket alle øens hjørner og kroge.

"Det lyder også som om det kan betale sig. Men det at vandre på opdagelse alene får en til hurtigt at overse ting, fordi man i stedet bliver optaget af sine tanker. Det gør jeg i hvert fald selv. Ikke at det er spor bedre med selskab, for så går turen i stedet med snak og opmærksomheden er stadig ikke rettet mod naturen. Men jeg vil helt klart foretrække selskab frem for ingenting. At udforske denne ø kan sagtens vente"

Han ville jo ikke bare sende hoppen væk for at koncentrere sig om sig selv om denne ø. Tvært imod. Han tog imod selskab når han kunne. Når chancen endelig var der. Selvfølgelig kunne han bare søge tilbage mod flokken, men når den stadig ikke var ret stor, så var det ikke altid der var nogen at omgås, og så ville han bare være alene på et kendt område. Sådan ville det i hvert fald være indtil flokken var blevet større.

"Området ligger på Leventra. Med kystlinje hvor man kan se solen stå op"

Han smilede. En smule stolt måske, men ikke overstolt. Bare stolt over at han havde gjort noget godt. Ligesom hvis han lige havde sagt sit første ord. Selvom Brêgo var meget jordnær, så var der også stadig plads til at føle at han havde gjort noget godt.

"Jeg kan vise dig det, hvis du har lyst? Den hedder Teylar. Det betyder plads til alle. Fordi der skal være plads til alle. Det skal være et sted hvor alle kan hjælpe alle og hvor ingen behøver at leve i ensomhed. En slags familie. Den er ikke så stor endnu, men jeg håber på lidt flere sjæle vil deltage."

Hun lyttede opmærksomt til hans ord. Ja hun ville også foretrække hans selskab, end at skulle gå rundt alene. Han var en behagelig hingst. Ikke en hun behøvede tage sig i agt for. Et fint lille brum forlod hende. Blot som en tak for, at han valgte at blive hos hende. Første gang de havde mødt hinanden, havde det været under helt andre forhold. Nu var han i en tilstand, hvor han sagtens kunne snakke mere end han kunne sidst. Selvom han havde fortalt meget om sig selv og sine fremtidige planer, så havde hun en fornemmelse af, at han havde meget mere at byde på.

Interesseret lyttede hun til hans fortælling om flokken. Leventera. Det var en dejlig ø, ikke for stor men heller ikke for lille. Den havde meget at byde på. Hun kunne næsten forestille sig hvordan der så ud. Især med udsigten ud over kystlinjen hvor solen stod op. Det måtte være et dejligt sted. For Lune var det ganske forståeligt at han var stolt. Det ville hun også selv være. En flok var en vigtig ting, i hvert fald for hende. Den fik livet til at give mening. Et stort smil kom frem på hende da han tilbød hende, at vise hende området.

"Jeg vil mægtig gerne se det. Der lyder til at være rart."

Selvom hun ikke tøvede med, at komme i en flok hvor han var lederen, så ville hun gerne se området. For hende var det vigtigt at hun også selv kunne lide stedet. Uafhængigt at flokkens leder. Men hun ville heller ikke komme ind i en flok, hvis hun ikke brød sig om leder eller reglerne i den. Så dem skulle hun også have spurgt ham om.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Ved den lille å Den brogede hingst smilede lidt da hun gerne ville se området. Om det skulle være lige med det samme eller ej, vidste han ikke. Det var jo helt op til hende, for travlt havde han ikke. Der var jo også lidt af en vandring fra denne ø. Han gav hende et lille venskabeligt puf inden han lod blikket glide rundt i området, og til sidst lod det hvile på hende igen, stadig med det venlige smil der prydede den hvide silkebløde mule. ”Ellers noget nyt her fra området af?” Selv havde han ikke hørt så meget nyt. Det var næsten hele tiden det samme de sjæle han mødte havde at sige. Ros af flok og så at de nok skulle bringe budskabet videre. Om den nogensinde ville vokse kunne han af og til godt tvivle på, selvom han dog holdt det for sig selv, for at bevare sit positive ydre. Der var ikke nogen der skulle tro at han troede at han havde truffet et forkert valg. Han kunne ikke begynde at tvivle nu. Han havde dog også en lille opgave at tage sig af. I det mindste var der nogen der troede på ham, og derfor kunne han heller ikke selv opgive tanken. Han slog et enkelt svirp med halen, der stadig havde våde spidser efter det lille hurtige dyp i den lille å. Note, Word count, 225

[/td][/tr][/table][/center]

Der er efterhånden gået lang tid uden svar, og Lune har også fået et føl nu... jeg skyder på vi lukker tråden og så kan de evt. snakke sammen når der er tid hvis hun har lyst til det..