Natten er ej sort

//Forbeholdt Samael //

Mørket var endnu engang kommet til landet. Men det overtog ikke. For sneen lyste op, så man kunne tro at månen var der. Men skyerne hang tæt over den røde hoppe. Så tæt, så hun på ingen måde ville kunne se månen. Et lidt irriteret prust kom fra hende. I det hvide skær fra sneen, følte hun sig ret så udsat. Hendes blodrøde pels var en kæmpe kontrast til det hvide. Alle ville kunne se hende, heste og ulve. Men hun ønskede ikke at tiltrække sig opmærksomhed. For brunsten var over hende, så Lune var mere påpasselig end hun plejede at være. Selskab frygtede hun ellers ikke. Men alle hopper ændrede sig vel, når brunsten var over dem. På både godt og ondt. Hun hadede det. Hadede at hendes hormoner styrede hende mere end hendes forstand.

Derfor havde hun trukket sig tilbage, i læ af træerne kunne hun kigge ud over engen, som strakte sig langt foran hende. Hun havde stået fint der, vinden havde været med hende. Men den havde skiftet retning. Direkte ud mod engen. Engen, som måske gemte på andre heste? Forhåbentlig ikke flere aggressive og arrige hingste. Hun havde snart ikke mere tålmodighed til dem.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
BUT NEITHER IS IT WHITE[/font][/center]

Den store, godmodige, tvefarvede hingst, vandrede med stor rolighed hen over det snedækkede landskab. Som altid hvilede en næsten guddommelig aura omkring ham, reflekterede den harmoni han følte med sit indre, og ikke mindst den styrke og lethed hvormed han bevægede sin tunge krop. Skridt efter skridt, brød de gyldne hove igennem sneens overflade, og fejede det øveste lag af snefnug med ind i hovskæget det prydede hans ben. En køn skabning, det var han, det kunne ikke benægtes.
Hingsten slog kort med sin tunge hale, og stoppede derpå op for at lade sin beskæggede mule strejfe sneen, snart efterfulgt af en hov, så græsset derunder kunne nås. Det kolde græs, kombineret med snefnug, var ikke ligefrem hingstens yndlingsspise, men det gik da, og han fik tilstrækkeligt til at holde den tunge, mægtige pels ved lige. Med ét hævede han sit hoved, og vippede sine dunede øre imod trægruppen der beklædte højen, ikke langt fra hvor han græssede. Vinden havde ført duften af en anden hest nærmere, en hoppe. Hingsten rynkede kort mulen, og vejrede i luften. Der var ej spor af en anden hingst, en strejfer?
Kort virrede han med hovedet, kastede man og pandelok ud i kaskader af hår, og brummede derpå. En dyb brummen der stammede fra hans brede bryst, og snart udviklede sig til en vrinsken. Han blev ej stående for at lytte til hvorvidt denne hest ønskede selskab, søgte blot i retningen af duften. Thi han havde vandret alene så længe, at selskabet med en anden hest var stærkt tiltrængt. Selv den selvstændige sjal han var, kunne blive ganske ensom.

I lidt tid havde hun hold øje med en skikkelse, som kom tættere og tættere på hende. En hest med megen hårpagt og nogle anderledes aftegn. Flotte det var de, men det lignede en hingst. Dog kunne hun ikke dufte hesten, vinden var ikke i hende favør. Så hun stod blot der og betragtede hesten. I starten så det ikke ud til, at den opdagede hende eller hendes duft. Men der gik ikke længe før, at det store hoved blev hævet fra sneen. Manen blev kastet op og lagde sig i en glidende bevægelse, ned omkring halsen på den store hest. Et dybt vrinsk nåede derefter hendes ører. En hingst. Pokkers også, endnu en hingst. Og han havde vist duftet hende. Men som den sociale hest Lune nu engang var, så kunne hun ikke dy sig. Et hoppet og lyst vrinsk forlod hende. Måske en anelse lokkende, men det var ikke hendes hensigt.

At give ham tanker som han ikke burde have, var ikke i hendes intentioner. Men jo nærmere han kom jo mere kunne hun se, at hun vist ikke skulle sætte sig på tværs mod den store hingst. Hans muskler var tydelige, og selvom han var kraftig bygget, så bevægede han sig med utrolig stor ynde. Det var ikke noget hun havde oplevet før, og hendes mørke øjne betragtede ham opmærksomt.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
SEARCHING[/font][/center]

Samael fortsatte sin store gang, og stoppede først da hoppen besvarede hans vrinsk. Med en kort brummen søgte han frem i trav, ikke blot en hvilken som helst trav, svævemomentet var forlænget af hans samling, og hingstens tunge krop synes at arbejde på en helt unik måde, der ikke lod en betvivle et sekundt på, at han var født til at arbejde. Til at bevæge sig, og danse. En tung dampsky forlod hans snæsebor, og efterlod sig små fnug i skægget der prydede mulen. Den brede pandelok veg til side da hingsten drog hovedet op igen, og søgte hver sin vej over hingstens hvide pande. De dybe azurblå øjne hvilede godmodigt, roligt på den hoppe, der ganskevidst lettere modvilligt ville gøre ham bekendtskab. At hun var modvillig lod han sig ikke genere af, det tilførte blot en ekstra forsigtighed til hans gang, og førte til at han stoppede sin trav i en respektabel afstand fra hende, for at føre sig resten af vejen i skridt. Hans hoved og hals var let sænket, ej underkastene, men heller ikke aggresivt, og de dunede ører hvilede opmærksomt på hende, observerede hvert af hendes bevægelser, i søgen efter hendes sprog. For dette kunne meget vel være en hoppe af kropssproget, men lige så vel kunne det være endnu en der befærdede sig med stemmen. Der var uendeligt mange muligheder, men hingsten håbede alligevel på det første.

De mørke øjne hvilede på ham. Selvom hendes kropssprog var en anelse tilbageholdende, så var hendes øjne imødekommende. At han slog ned i skridt til sidst, passede hende ganske fint. For i forhold til hende, så var han ganske stor. Hun ville frygte, at ville brase direkte ind i hende. Dette var dog ikke tilfældet. Hans gang var stadig utrolig flydende og dansende. Ej som hun havde forestillet sig, at en stor hingst ville bevæge sig. Da hans pandelok blev flyttet til begge sider, kunne hun for alvor se hans øjne. Så blå og skinnende. Eller var det blot hendes hormoner som talte til hende? Det måtte det være. Alligevel kunne hun ikke lade være med, at brumme ret så fint, da han kom imod hende, med hovedet en anelse sænket. De fine røde ører blev flyttet frem mod ham, imens hun tog et forsigtigt skridt imod ham. Hvordan var denne hingst mon? Men Lune tog ingen chancer. Hendes hale var smækket helt ind til hende. Hun kendte ikke denne hingst.