.Crows of a Feather.

Hårdt; så det næsten virkede ubehageligt for den brogede hingst, blev de gråbrune øre presset dybt ned i nakken over hendes kommentar og smil. Hun var en guddommelig smuk skabning, men ej en engel. Hårdt fnøs han, advarende; mens det kolde og tomme blik gnistrede let af bar ren vrede. Hendes anden sætning satte virkelig gang i hingstens pumpende blod af bar hidsighed. Hoppen her havde trådt for langt; og ganske rigtig, trådte hun da også et skridt frem.

Hurtigt, og kun få millisekunder efter Fatala havde plantet sin hov i sneen under dem, hakkede hans lige nu blottede tandsæt hårdt frem imod hende, sigtende efter næseryggen, med et fnys. I en meget truende og oppustet form, mens en næsten fnysende pust fra næseborende var at lyde, fra hans pludselige, men direkte og bevidste angreb satte ind. Hvis ikke hoppen reagerede som han havde tænkt sig nu, var det næste træk allerede så småt på vej.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Den hvide slanke ører var blot vendt fremad, mens et drillende smil stadig spillede om den mørke mule. Bag hende var den hvide hale hævet højt, selvsikkert og, i dette selskab, modigt. Hun havde startet en farlig dans og hvad kunne hun sige: hun nød det! Kort svirpede hun med halen og der gik blot et sekund før hingsten reagerede på hendes skridt. Hun havde fodret ilden og nu kunne hun enten varme eller brænde sig.

Såsnart hingstens hoved overhovedet kom nær, hamrede hoppen et forben op mod hans hoved, sigtede efter hans kæbe. Hvor hans ører lå klistret til hans nakke var hendes blot vendt fremad, hvor sært det end måtte lyde. Smilet var dog forsvundet, blot for at blive erstattet af et slangeagtigt blik. Hun var hurtig, næppe hurtigere end hingsten, men hurtig nok til at danse i den slangelignende leg hun var sikker på ville starte. Hvad hun kunne vinde ved at tirre ham, det vidste hun ikke, men måske var præmien ikke det vigtige denne gang; måske var det blot legen der var noget værd?

Pludselig blev hoppens ansigt mere attraktivt, som smilet gled fra hendes mørke mule, mens et slangeagtigt blik, der mest af alt udstrålede udfordring for den brogede hingst, var at se. Hendes vigende modangreb, var for Djange nytteløst, da hans hoved allerede var så højt hævet som det var. Han kunne dog fornemme lufttrykket for hans bringe, da hun havde løftet det sigtende op imod hans hals, eller kæbe. Ak ja. Han stod atter stille, med blottede tænder, mens kun piskende slag iltert lød fra hans mørke hale der dansende og ivrigt piskede truende om hans bagpart.

Kort undlod han et fnys, før han nærmest i en langsom og understrege advarende form, hamrede tandsættet sammen imod hende, bidende ud i luften, pegende imod hende. Alt mens hans anspændte holdning var klar på det meste. Samt, Fatala her, blot en hoppe…

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Et øjeblik knejsede Fatala i nakken, som en hingst ville, blot langt mere feminint, og den hvide hale svingede ivrigt bag hende. Dette var en farlig dans, måske ikke livsfarlig, men enten vandt hun hans respekt eller tabte en del af sit urørte ydre. Hvad det blev var for hende ligegyldigt for nu. Uanset hvad, så følte hun en glæde over hvad hun havde gjort, selvom det var dumdristigt, hvis ikke direkte dumt.

Da Djange igen angreb, var hun klar. Han angreb som før, med tandsæt og hoved først, så hastigt rejste hun sig på bagbenene. Hun risikerede sit maveskind på det, men lige så hurtigt som hun stod op, kom hendes hove tordnende ned mod den brune hingsts hoved. Fik hun en skade på maven, var sandsynligheden for at han fik en i hovedet stor. Et hvin akkompanierede de dykkende hove og hvorvidt det var frydefuldt, hidsigt eller aggressivt, det var helt op til hvilket sæt ører lyden nåede.

Hidsigheden steg hos den brogede hingst, alt mens de smukke gyldne øjne mere og mere blev tilset som provokerende. Hoppen valgte hurtigt, på trods af hans meget langsomme og markerende træk, at rejse sig på bagbenene. Hårdt lå ørene endnu i nakken på Djange, mens han nærmest kastede sig tilbage vigende; før han atter selv rejste sig på bagbene, med et par hidsigt fægtende forben. Der var godt og vel en meter mellem deres begge fægtende forben, og så hurtigt som han havde afsat, landede han straks igen. Han ønskede ikke som sådan en kamp, men ville hun virkelig det, måtte hun for alvor bede om det! Hans kolde og tomme blik, gnistrede nu vildt, iltert og ad bar vrede, mens de stiftede sig på hoppens gyldne.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Hendes hove ramte intet andet end jorden hun stod på. Dog rejste hun sig igen, da hans bevægelser afspejlede hende. Ingen af dem rørte dog hinanden, men dumpede blot til jorden på samme tid. Djange forblev ilter, mens Fatala blot forsatte sin opførsel. Hun vidste hun var provokerende og hun kunne lide det. Hendes hale var stadig hævet meget, svingede nærmest indover hendes ryg, før hun svirpede med den og så vendte siden til ham. Med et par lette skridt flyttede hun sig mod højre, men de gyldne øjne veg ikke fra den brune skikkelse. Et provokerende, drillende glimt spillede i hendes øjne før hun snoede sit hoved på skrå.

,,Nu er du hidsig."

Måske gik hun for langt, måske ikke. Hvem var hun til overhovedet at overveje det? Hvor hun var provokerende og tydeligt over stregen, var hun også opmærksom og klar til at reagere. De slankere, svagere muskler spillede under det snehvide skind, klar til at vige om nødvendigt.

Det lød næsten harmløst fra den hvide sne under dem, som de begge endte med at dumpe ned på jorden igen. Hidsigheden blussede atter i den brogede hingsts krop, mens hans kolde og tomme blik stadig tydede på iltre gnister! Han var klar nu, der var ikke som sådan noget vej tilbage. Hoppen skavede sig! Det måtte man i hvert fald sige ja til. Hårdt piskede hans hale nu om hans bagpart, for hendes kommentar, mens hans tænder atter blev blottet fra den rynkede mule. Stift så de krystalblå sig øjne videre på de gyldne, næsten fæstet, som var hun hans bytte nu!

”Det kan De bande på!”
Havde hans stemme hæst lydt, tonløst og direkte truende, før han midt i sætningen satte af, nærmest på bagbenene, for at farer direkte i halsen på hende, med det blottede tandsæt, der havde åbnet sig på vidt gab, fokuserende på hans spot; hendes hals.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Et kort fnys kom fra den hvide hoppe før hun trådte væk fra hingsten. Hun nåede knap at færdiggøre skridtet, før hingsten kom farende. I et sidelæns spring fjernede hun sig elegant ud af farezonen, men det gik ikke helt hurtigt nok. Hans tænder snittede hendes hals, bogstaveligt talt. Fra en lille flænge begyndte mørke rødt, varmt blod at plette den ellers hvide pels. De gyldne øjne skævede til blodet, for så at blive vendt mod hingsten. Det var ingen stor skade, men alligevel en der betød noget.

Det overraskede selv hoppen lidt, men hun trak sig en anelse. Langt fra overgivende, men hun ønskede heller ikke at trække kampen til at hun var blå og mere gul end hun burde. Desuden viste han sig at være hende langt overlegen; hun kunne afvige, men hvor længe kunne hun forsætte med det? Medmindre det selvfølgelig var hans ønske. Et kort fnys kom fra de fintformede næsebor.

Kulden var fjern for den brogede hingst, mens varmen fyldte han krop fra det iltre hjerte der bankede bag hans bryst. Denne smukke skabning, var til al ærgrelse en respektløs og situationsfornemmelsesløs hoppe; hvilket nu havde resulteret i en let flænge i hendes skind. Den hvide fine pels, blev let dekoreret med den smukkeste blodrøde farve der stile væskede fra flængen. Der var ingen tvivl hos hingsten selv, da en svag smag af metal og salt var at smage fra det korte strejf hos hoppen, der havde påkørt hende denne skade.
Hoppen virkede dog en smule overrasket, mens det dog alligevel strålede ud af hende hvordan dette direkte måtte have fornærmet hende. Alt mens de krystalblå øjne atter var koldt plantet i de gyldne øje nu bar, hamrede Djange begge forhove i den hvide jord under dem med et lille dunk – før et truende fnys undslap den lyserøde mule. Ørene var endnu klistret i nakken, omfavnet af den fyldige mørke man, mens det endnu gnistrede af ren vrede i hans blik. Mon hun ville have mere?..

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Fatala fnøs. Tydeligt irriteret og nu med blodet flydende fra den lille flænge, fulgte hendes blik ham. Hendes gyldne øjne glødede mindst lige så meget som hans blå rasede. For et øjeblik lagde hun hovedet på skrå, før hun sænkede det i et halvhjertet nik. Der lå hverken underkastelse eller overgivelse i det, men en smule respekt. En meget lille smule.

Med et svirp fra sin hale vendte hun rundt, efter han havde hamret sine forhove i jorden. Hun skævede kort over sin skulder, før hun sprang afsted i galop. Efter nogle skridt sænkede hun dog farten til trav og så tilbage mod hingsten igen. Hun stoppede. Hendes ører lå klistret til hendes nakke før hun kom med et provokerende vrinsk, for så at springe fremad og forsvinde ind i en af Foehns mørke skove.

~Fin

Den dumdristige hoppe så tydeligvis ikke dette som leg, hvilket gav en svag følelse af tilfredsstillelse i den brogede hingsts krop. Hoppens gyldne øjne gnistrede glødende, mens det var tydeligt at hun var mindst ligeså irriteret og provokeret som han selv egentlig var. Hoppen sænkede dog hovedet, efter at have vredet det smukke hoved rundt på halsen i en smuk, men yderst provokerende handling. Alt mens han selv samtidig hejste det lodretholdte hoved en anelse. Han skød den lyserøde mule en anelse frem, blot for at understrege sin overlegenhed; før hun gjorde sig i et nik. Et nik der langt fra var underkastende, nærmere som ønskede hun revanche? Respekt, en anelse respekt var at skue bag det halvhjertede nik, før hun vendte rundt og tilmed sprintede af sted på den kolde jord. Det gav et sæt i Djange, som blot knejste hårdt i den højstillede hals, mens han kort blottede tænderne bag den rynkede mule i ren reaktion.

Hendes afgang herfra, var elegant, men yderst provokerende. Missende blev hans krystalblå, tomme og kolde øjne, som de så efter hende. Provokerende lød et vrinsk, før hun forsvandt ind i skovene. Hårdt udmundede han et fnys, efter hende, advarende til en slutkommentar, før han selv vendte omkring for en stund lidt derefter.



[OUT]