Titans and little Fairies

Reserveret til Neytiri

T H O R O N D O R

---

Vinden boltrede sig afsted henover sneen. Snefnuggene legede deres evindelige tagfat med hinanden, men ej så voldsomt som det kunne være. Det sneede, de blæste, men ikke på den dårlige måde. Det var en mild vind, blot en brise, og fnuggene store og bløde. Det var intet dårligt vejr, bestemt ikke, men nogle sjæle ville måske foretrække at solen skinnede og sneen forsvandt. Dette gjaldt dog ikke den store hingst Thorondor. Hans pels var lige så varm som den var pjuske, hvilket faktisk sagde en del, for han frøs ikke det mindste. Dog lignede han en pelsbold, nok mere end nogen anden i Andromeda. Det gik ham dog ikke på overhovedet; den forsvandt jo igen til foråret, så hvorfor tænke på, at den fik ham til at se større ud? Hingsten var mange ting, men stor var han faktisk ikke, i det mindste ikke i højden. Hans bredde var blot noget større end de fleste, i hvert fald her omkring. Langbenet, slank, hurtig til hovs. Det synes at være kendetegnet hos de fleste heste heromkring. I starten havde det været en overraskelse; nu var det hverdag.

Omkring ham var der bare pletter hist og her, enorme hovspor i sneen. Alt dette pga. ham, dog ikke på en dårlig måde. Han søgte blot føde og det gik altså udover den klare sne. Den ville dog komme igen, dække hans spor, det var han sikker på. Ikke at det betød noget, om den gjorde det eller ej. Han havde lige så meget tilladelse til at være her som alle andre. Ingen ejede landet, uanset hvad de troede, uanset hvem de var. Stilfærdigt rystede han sit hoved, før han begravede sin mørke mule i sneen på ny.

De store, funklende øjne var fængslet. Stirrende, ligefrem. Snefnugende sad som mælkehvide diamenter på en gråsorte, lille hoppe, der levede et ensomt liv, fremfor at være beskyttet under hendes mors vinger. Efterladt ville hun ej betegne sig som, hun var blot uheldig. Men denne uheldighed kunne efterhånden anes på den lille hoppe; manglen på mad var begyndt at æde hende op indefra. Sulten rumlede evigt i den tomme mave, og kræfterne var ikke i stand til at holde på varmen længere, i hvert fald ikke når sneen faldt på denne måde, og gjord luften kølig. Men denne modstand, den unge sjæl allerede havde mødt på hendes rejse gennem livet, var ej nok til at udrydde hendes store livsglæde, der selv samme øjeblik boblede i hende, mens nysgerrigheden havde rettet hendes opmærksomhed på en ændring i sneen. Foran hende var et enormt hovaftryk; at aftryk på størrelse med hende selv – mindst. Det var første gang, den unge hoppe havde set et så stort aftryk, og uvidenheden gnavede i hendes uudviklede instinkter. Men det, der hev mest i hende, var begæret efter at finde ud af hvem der lavede disse mærker.

Et fnys forlod den lille, sorte mule, inden den gråsorte hoppeføl sprang fremad i nogle komiske badutspring gennem sneen, som forsøgte hun at hoppe over den, og derved ikke lave mærker i den. Dog tvang tyndekræften hende nedad øjeblikkeligt, hun var i luften, så hendes små hove lavede konstant små huller, der mest af alt lignede aftryk efter en hjort. Da hun var fulgt sporene, fangede hendes øjne endelig synderen; en stor hingst. Neytiri stoppede op i et så stort hop, at hun nær havde sat sig på bagparten, alt imens hendes store, brune øjne hvilede på den store, fremmede hingst længere fremme. Han var en kraftigere type end dem, hun hidtil havde set. Kraftigere end hende. Langsomt lagde hun sit lille hoved på skrå, mens hendes blik ikke veg fra den store, gyldne hingst, der vandrede foran hende.

T H O R O N D O R

---

Sneen som dækkede landet var kølig, kold, det vidste Thorondor udemærket. Hvad han dog ikke vidste, var hvor kold den var når den nåede steder, den ikke skulle nå. Et af de steder, var en hests næsebor. Med en hastig bevægelse hev han hovedet op og fnøs hårdt, før han slog irriteret med hovedet. Et øjeblik virrede han med hovedet, før han så endeligt stod helt stille igen. Hurtigt så den store hingst sig fra side til side, gjorde det sikkert at ingen havde set det, før han stilfærdigt sænkede hovedet igen. Intet var sket. Ingenting.

Thorondor var igen blevet fokuseret på sin græsning og ignorrede nærmest hvad der skete omkring ham. En enkelt gang hoppede en kanin forbi, blot for at skynde sig bort da han flyttede sit ben lidt. Nu var noget kommet igen og lidt dovent skævede han op til det, før hans blik igen landede i sneen. Det var blot en gråsort hjort....Vent.. en gråsort hjort? Hingsten blik skød op igen. Det var ingen hjort, det var et føl! Roligt hævede han hovedet og lagde det let på skrå. Jo, det var skam et føl. Et.. ufatteligt slankt, nej tyndt, føl. Hingsten blik gik fra føllet til omgivelserne; der var ikke en eneste hest at se. Det undrede Thoron, for føllet virkede meget ungt og i den alder hvor det endnu ikke helt burde have forladt sin mor. Men der var ingen hoppe at se, så hans blik landede på føllet igen og han vippede ørerne frem mod det. Det var et lille, gråsort hoppeføl. Som han stod der og så på det, anede han ikke hvad han skulle gøre. Sige hej? Spørge om det var blevet væk? Jage det væk? Bestemt ikke det sidste, men hvad skulle han gøre? Føl var ikke hans specialitet, selvom han kendte lidt til de, normalt, små pelskugler.

,,..Hej...?"

Et smil vidste sig på den massive hingsts mule, mens han blik kort spejdede igen. Det her var sært, virkelig sært. Forsigtigt flyttede hingsten sig lidt, hævede det ene ben en anelse og satte det så ned igen. Hvad skulle han nu gøre?

OUT

[/blockquote]