Lysningen

{Ditte & Thorondor}

Den røde hoppe spidsede ørerne, da en fremmed fugl brød ud i sang et sted mellem trækronerne. Stilheden havde ellers lagt over skoven i lang tid nu, det lod til at være et kendetegn for dette sted. Det var næsten ligesom vinteren i bjergene. Og så alligevel slet ikke. For hendes hove lå en sparsom sø, lille i bredde, men nok ikke så lav endda i dybde. Forsigtigt var hun trådt nærmere, langsomt havde hun fundet vej til søbredden. Ikke mindst tørsten havde drevet hende herhen, men også synet af det smule sollys, som nåede ned gennem trætoppene og afspejledes på vandets overflade havde vækket hendes forundring. Det var ofte helt små detaljer som fangede hendes opmærksomhed, gjorde hende helt opslugt i at suge det hele til sig. Og nu sollyset, som der ellers ikke havde været meget af de sidste dage. Skyerne havde dækket himlen og lukket af for solen i noget, der næsten syntes som en evighed. Men nu var det her altså, og søen syntes at suge alt det den kunne af det til sig. Det samme med hendes egen vinterpels, varmen i en enkelt solstråle var noget hun havde savnet.
På trods af tørsten tøvede hun alligevel lidt med at drikke. Vandet så ganske vidst klart ud, men noget fik hende alligevel til at holde tilbage. Det var i en sø at hun var blevet ført til landet her, dette mærkværdige land hvor hestene vandrede rundt hver for sig på må og få, måske kunne en sø også føre hende tilbage igen? De røde ører blev vippet ud til siderne en anelse og en usikkerhed gled over hendes ansigt et kort øjeblik. Hun overvejede. Og følte sig så pludselig fjollet, her midt i det hele, hun prustede kort af sig selv og var næsten lettet over at her ikke var andre. At hun overhovedet var landet her, så langt væk fra alt hun kendte, var mystisk, og hun tvivlede på at det ville ske igen. Men man vidste aldrig. Måske var der en grund til at hun var her, måske var der slet ikke. Hun fik nok aldrig svar, så hun undlod helt at spørge og fandt i stedet interesse i noget andet. Endnu en gang beundrede hun sollyset over søen, inden hun tilsidst sænkede den mørke mule ned til vandoverfladen og slukkede sin tørst. Vandet var klart og køligt, hun drak som altid langsomt. I mellemtiden var fuglen holdt op med at synge, bemærkede hun, og den lille lysning blev igen stille. Hun løftede den nu våde mule for at kaste et blik op mellem de tætte trækroner rundt om lysningen, og nåede lige akkurart at se den fremmede fugl dale væk med vinden på sine mørke vinger.

T H O R O N D O R

---

Solen tittede frem hist og her, sendte varme til dem der manglede det. Det varede dog ikke længe, før strålerne forsvandt igen, dækket af træerne på jorden og skyerne i himlen. Den store hingst rystede sig; hans uldne vinterpels holdt ham mere end varm her om vinteren og han mødte solen med glæde, men ej nødvendighed. Omkring ham lå sneen tykt, i hvert fald de steder hvor den var nået igennem træernes forsvar. Der var faktisk bare pletter her på skovøen, på Chibale. Nogle steder kunne man finde hele læ, hvor sneen ikke havde sat sine kolde spor. Thorondor stod i et af disse steder, men kun for et øjeblik. Disse steder førte ly med sig, men ikke andet. Her var skygge, så intet groede. Hvis der var vand, var det frossent. Det gav ly for natten, men intet for dagen. Med et kort blik omkring sig, satte han afsted i trav ind mellem træerne, afsted i en søgen efter noget, han egentligt ikke søgte.

Tiden tikkede forbi, zigzaggede ind mellem træerne lige som hingsten. Hans brune øjne var hævet mod himlen, holdt øje med de pletter af brunt der tittede frem mellem de mange, mørke grene. Hans brede hove sank dybt ned i sneen, men det rørte ham ikke. Han trak blot benene lidt op, hævede sine skridt, og forsatte ellers uforstyrret. Næsten fornøjet rystede han sit massive hoved, så fletningerne fra hans man, gyngede frem og tilbage. De var begyndt at blive lidt medtagede, men de holdt stadig deres form. En hvid sky stod ud fra hans næsebor, da han stoppede op. I en lille lysning, stod en skikkelse. Den var mere rød end nogen han i sit liv havde set, men det var stadig en behagelig rød farve. Hans plyssede ører var spidset, mens han blot stod og så til.

Hun stod længe og så efter fuglen, som hurtigt var borte. De blå øjne blev fjerne, hun overvejede hvordan det mon måtte være. At have vinger. At svæve på vinden og tilbagelægge utallige strækninger, uden at nogen kunne nå en. Få gange, når hun rigtig havde været oppe i fart, når hun i galop havde strøget igennem bjergdalene havde hun næsten mærket det. Hvordan det mon måtte være. Bare en snert, en brøkdel af følelsen. Hun vippede ørerne, da lyden at tunge skridt i sneen pludselig afbrød hendes tankestrøm. Forsigtigt lod hun blikket søge ind mellem de tætstående træer, hendes udtryk var blevet mere tøvende, mørket var langsomt begyndt at falde på uden at hun havde bemærket det. Resterne af sollys forsvandt bag en sky og siden bag horisonten, solen var på vej ned. Det blev sværere at se, hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere i brystet på hende. Det var lyden af noget tungt som bevægede sig frem mellem træerne, og det var ikke langt borte. Hun havde først lagt mærke til det sent, og pludselig hørte lyden op. Det måtte have været hovslag, det lød som hovslag, men usædvanligt tungt over skovbunden. Hendes blik fangede noget. En skabning mellem træerne. Hun stod helt stille, alt i hende frøs, hun var usikker på hvad det var der gemte sig i skyggerne. Vinden var i den forkerte retning, og førte ikke skabningens duft med sig. Uden at tænke over det var hun pludselig trådt ud i vandkanten, stadig med blikket på den fremmede, men hun standsede sig selv i at flytte yderligere på sig. Det måtte være en hest. Hvad skulle ellers være så.. stort? Det var endnu svært for hende at se, hun løftede den mørke mule en anelse for bedre udsigt, men lige meget hjalp det. Hun ventede blot, på om den ville træde frem eller forsvinde. Hun havde endnu ikke set rovdyr her, men i den størrelse? Hun indså at hun intet vidste om stedet her, intet vidste om de skabninger som befærdede sig her ud over de få heste hun indtil videre havde mødt. Hun drejede tøvende ørerne, et eller andet sted blev hendes nysgerrighed også vakt. Alligevel blev hun stående i vandkanten, afventende. Hun nærmest mærkede den fremmedes blik på sig, men det var intet ubehageligt. Ganske forsigtigt gav hun en stilfærdig brummen fra sig i retning af skabningen mellem træerne. Jo, det måtte være en hest. Hun blev stadig stående i vandkanten mens hun ventede, ørerne blev forsigtigt vippet fremad.

T H O R O N D O R

---

Hesten frøs. Ikke i samme forstand som den gyldne Saint havde gjort det, men den frøs blot på stedet. Flyttede sig ikke, stod blot og så på ham, som han så på den. Den gjorde ikke noget, overhovedet, hvilket i første omgang undrede ham: kunne den ikke se ham? Det måtte den kunne, for han havde da haft øjenkontakt med den røde hest. En stund gik, før det gik op for den massive hingst, at han stod i skyggerne. Solen var på vej ned, vinden i den forkerte retning. Hesten kunne umuligt vide, hvad han egentligt var, for ikke at snakke om hvem. Han burde gå ud fra skyggerne, vise at han blot var en hest som alle andre.. næsten som alle andre. Lidt mere massiv, jovist, men han var da stadig blot en hest. Et øjeblik overvejede han det, funderede over om han blot skulle gå videre, lade som ingenting.

Et kort prust gav genlyd mellem træerne, inden hingsten forsigtigt gjorde sin vej ud af skyggerne. Det tog dog et par øjeblikke, før han fandt sin vej ud. Ikke fordi den svar svær at finde, men fordi den i sig selv var svær. Træer blokerede hans vej, buske gik ham imod. En enkelt gang gjorde han et hop over en falden stamme, for at komme helt ud i lysningen. Stilfærdigt rystede han sit hoved, før hans opmærksomhed igen var rettet mod den røde skabning. Det var en hoppe, ikke nær så let som de andre, men heller ikke robust. Måske robust på sin egen måde, men ikke som han kendte det. Alligevel var hun en køn skabning; den røde farve stod stærkt i kontrast, som hun stod der i sneen, med de mørke træer i baggrunden. Hans plyssede ører var rettet mod hende.

,,Goddag."

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Det gik endnu et langtrukkent øjeblik. Hun nåede lige at overveje om hun mon så syner, da skikkelsen satte i bevægelse og lyden af grene der knækkede under en større vægt gjorde skoven levende igen. Den røde hoppe pustede stilfærdigt ud, hun havde holdt vejret et øjeblik. Alligevel var det ikke frygt hun følte i sit bryst, men en underlig spænding. Nærmest nysgerrighed. Det lod til, at dette land aldrig ville holde op med at overraske. En mægtig skabning brød langt om længe fri af skyggerne, en kraftig og stærk krop kom til syne mellem træerne og buskene. Hun så med store øjne på den fremmede hest, som var dukket op ud af ingenting. For det var en hest. En vældig hingst, bred over både ryg og skulder. Med et helt og aldeles afslappet udtryk, sjældent havde hun set en skabning som denne. Hun spidsede ørerne i nysgerrighed, og overvejede kort om han mon ville hende noget. Det lod ikke til at han ville gøre krav på den lille lysning, men hvordan kunne man også eje noget i dette land hvor stortset alle heste vandrede alene? Hun betragtede ham næsten i forundring. Han havde fjer flettet i sin man, de så ud til at have siddet der længe, men hvordan han mon havde fået dem kunne hun slet ikke forestille sig. Her var virkelig en skabning fra et helt andet sted end hun. Det var lige før hun overhørte hans hilsen midt i al sin forundring, men hendes opmærksomhed faldt hurtigt tilbage til hans ansigt. Han lød ikke uvenlig, men heller ikke overrasket over at være stødt på hende, sådan som hun var over at se ham. Hvilken mærkværdig skabning. Hun smilede næsten for sig selv, i en mild glæde over at få muligheden for at møde en sådan skabning. Og indså at hun nok burde gengælde hans hilsen. Hendes egen forsigtige, men venlige stemme brød snart stilheden. ”Goddag.”

[/b] Hun ville gerne have sagt noget mere, måske spurgt om stedet mon alligevel var hans, men kunne ikke helt få ordene frem. Han virkede heller ikke til at forvente noget af hende. Det var der ikke nogen at hestene her som havde gjort, hvilket havde overrasket hende en smule.
Hun mærkede efterhånden det kolde vand under sig og kastede et flygtigt blik i samme retning, inden hun i en let bevægelse trådte op på tør bund igen. Mørket var ved at falde på og måske ville månen endda også vise sit ansigt bag skyerne, om portalen tilbage lå i søen eller ej, så hun tog nødigt chancen. Ikke endnu, i hvert fald. Ikke før hun havde set mere, mødt flere af alle disse mystiske, men venlige skabninger. Hun rystede kort den kraftige pandelok væk fra øjnene i vane og lod de blå øjne falde tilbage på den fremmede. Også hans lugt nåede hende snart, fremmed og anderledes, men ikke ubehagelig.

word count 479[/div][/td][/tr][/table]

T H O R O N D O R

---

Det tog et stykke tid, før hingsten lagde mærke til hoppens øjne. De var isnende blå, men ikke kolde. De var som en blå flamme; varme og fulde a liv. Hans øjne brune kunne gå i et med pelsen omkring, hvis det ikke var for den varme glød der næsten altid spillede i dem. Hoppens stemme matchede hendes øjne; mindst lige så varme og venlige som de var, var stemmen. Det virkede som om mere ville komme, men intet lød fra hoppen, så Thorondor gav et stille prust fra sig, før han kort rystede sit hoved. Hoppen forlod vandet og stod på bredden, da han igen kunne fokusere sit blik på hende. Hun virkede højere nu hvor hun stod på land; ikke meget, men stadig højere og lidt mere langbenet. Hingsten lagde sit store hoved let på skrå, før hans blik kort gik fra hende til omgivelser og så tilbage til hende igen.

,,Forstyrrer jeg?"

Thorondor var ikke sikker på, om han havde stoppet hende i noget. Det virkede ikke umiddelbart som om han havde, men hun havde trods alt stået i vandet og havde nu forladt det. Måske var det fordi det var koldt eller også havde den gyldne hingst afbrudt noget. Han håbede inderligt det sidste ikke var tilfældet, for så kunne han lige så godt forlade stedet, hvilket han ikke ønskede. Den røde hoppe virkede venlig og interessant på sin egen måde. Det var nok mørket, men der var også noget hemmelighedsfuldt over hende. Thorondor ønskede at vide mere om denne hoppe, end blot hendes kønne ydre.

Vinden slog om, ikke at der havde været megen vind til at starte med. Hvor den før havde ført hingsten lugt til hoppen, gik det nu mere omvendt. Den røde hoppe var i brunst og selvom Thorondor var en hingst, reagerede han dog ikke så meget på det igen. Hans ører rørte kort hans nakke og han mimrede kort med mulen, men mere skete der heller ikke. Han var ikke blandt de hingste.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Tavst blev hun stående stille på stedet mens hun undersøgte ham med øjnene, uden at stirre. Nej, det var med forsigtighed, al hendes gøren var med forsigtighed, som brisen på en sommeraften der kun lige strøg gennem trækronernes blade uden at efterlade sig spor. Hun var et stilfærdigt selskab. Det havde til tider vakt forvirring hos dem hun talte med, nærmest usikkerhed over hendes manglende ordstrøm. Det virkede dog ikke til at være tilfældet med hestene her, dem hun havde mødt så tværtimod ud til at nyde selskabet med hendes stille væsen, til hendes store glæde. Og der var heste, som nød stilheden næsten ligeså meget som hun. Det var i sandhed et særligt land hun var kommet til. Hvordan hun havde gjort sig fortjent til det hele vidste hun ikke, og når tanken nu og da nåede hende trak hun blot vejret dybt og håbede at det ville vare ved. Ligesom nu. Det var af skjult forundring at hun betragtede ham fortsat, her var en hingst som bare en råstyrke hun knap kunne forestille sig. Hun overvejede hvordan det mon måtte være, hun som end ikke kendte sin egen styrke. Ikke at hun havde haft brug for den, hun som aldrig havde løftet en hov mod en anden levende skabning. Et sted i hendes stille sind havde hun en sjælden gang tænkt, at hun en dag måske ikke ville have nogen anden udvej, og så ville hendes forsigtige væsen ikke komme hende til gode. Men alting var som det var, fremtiden kunne ingen spå, og kom den dag så måtte hun tage hvad der ventede. Hun så på ham med store øjne. Den slags mangler havde så prægtig en hingst ikke. Hun smilede et mildt smil, helt ud af det blå. Det var næsten beundring hun allerede var kommet til at føle for denne mægtige skabning med de varme øjne. Mon ikke han kunne fortælle mange spændende historier. Historier hun nok aldrig ville få høre, men for hende var selv hans tilstedeværelse en oplevelse. Hun var stadig ikke helt sikker på hvorvidt han brød sig om fremmede, men hans stemme var venlig. Hendes ører blev vippet fremad da han igen talte, og hun var kun tavs et øjeblik inden hun svarede. ”Nej.. Jeg kom blot for at nyde lyset i lysningen,”

[/b] Det var ikke ofte at hun talte meget, hun tøvede næsten da ordene undslap hende såden udenvidere. Det var lidt underligt for hende at høre hendes egen stemme igen, det havde været nogle dage nu. Hvor hun kun havde været hende, hende og skoven. Og de få andre levende væsener, hun havde kunne få øje på i trækronerne og mellem stammerne. Det var måske derfor hans opdukken havde overrasket hende så meget, som den gjorde. Hun så lidt på ham, inden hun stillede det spørgsmål hun havde holdt inde i noget tid nu. ”.. Er stedet her dit?”[/b] Hun virrede på den bløde mule en anelse, hun så ingen anden grund til at han havde søgt hende. Medmindre det var hendes selskab han var kommet for. Det håbede hun nu i sit stille sind, han havde vækket hendes nysgerrighed. Hun ville gerne vide mere.
Hans udtryk skiftede et øjeblik. Hun vippede selv ørerne en anelse ud til siden, nok var hun stilfærdig, men hun var ikke uopmærksom. Hun var godt klar over hendes lidt usikre tilstand, som så ofte før havde hun søgt skovens tryghed og ensomhed. Som alligevel ikke var ensomhed, for den følelse havde hun sjældent følt. Hun var ikke ensom når hun var alene. Der var jo både træerne og fuglene til at holde hende ved selskab. Og det var altså det hun søgte, i perioder som disse. Men nu var han her, han var afslappet og hun ønskede ham ikke væk igen.

word count 628[/div][/td][/tr][/table]

T H O R O N D O R

---

Vinden smøg sig om begge heste, legede med de lange hår der lavederes deres maner og haler, pandelokke og i hans tilfælde hovskæg. Med et forsvandt den dog, lagde sig til ro, og efterlod de to sjæle alene. Det eneste andet var skoven, som altid pulserede, dog svagere her om vinteren. Den store gyldne hingst stod afslappet, med hovedet let sænket og de varme øjne rettet mod den røde hoppe. Han fandt ingen grund til at fører sig frem som andre hingst, til at spille med musklerne han ellers besad rigeligt af. Hvis hans nærvær ikke var nok for dem omkring ham, så ønskede han ikke at være dem nær. På trods af hvor stor han var, hvor stærk han så ud, så var han mere pacifist end noget andet. Som han så på det, kunne energien bruges til langt mere og man skulle gå langt over den ellers svage grænse, før han ville reagere fysisk. Verbalt ville han sige fra, måske give et snap fra sig, men at se ham løfte hovene fra jorden, det var en sjældenhed uden lige. Han ville sikkert være et imponerende syn, hvis han nogensinde gjorde det, men såvidt han kunne se, så imponerede han denne blodrøde hoppe, selvom han blot stod der. Et venligt smil lå på den sorte mule og han rystede sig kort i den tid, hvor hoppen sagde noget. Han kunne lide klangen af hendes stemme. Ej for lys, ej for mørk. Den var varm, men ikke sød. Lidt stille og tilbageholden, men ej sky eller nervøs. Roligt rystede han det massive hoved da hun havde sagt sine næste ord. Denne lysning tilhørte ikke ham eller nogen anden. Måske tilhørte den dem i dette øjeblik, men ingen havde gjort krav på den.

,,Nej.. Såvidt jeg ved ejes denne lysning ikke af nogen."

Hingstens stemme var dyb, dybere end de flestes, men stadig så varm og venlig som den kunne være. Smilet forlod aldrig hans mule, selvom det blev lidt mindre. Han ønskede at komme tættere på, men på samme tid ville han ikke overtræde en eventuel grænse. Så han blev stående, ventede på et tilbud om at komme tættere på eller en afvisning på det. Det sidste regnede han dog ikke med, men vidste alligevel at en hver kunne finde på at sige nej, at bede ham om at forsætte.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Vinden havde lagt sig. Den røde hoppe vippede et øjeblik ørerne i de forskellige retninger, efter der blev absolut vindstille og en tavshed faldt hen over den tætte skov, som mest bestod af store tunge graner. De havde en helt speciel lugt, den var stærk og man måtte vænne sig til den, men hun fandt den ikke ubehagelig. Nej, hun kunne ganske godt lide nåleskovenes tæthed og stilhed. Uden at tænke over det havde hendes blå øjne søgt ind mellem træernes lange skygger, solen var endnu på vej ned, selvom her alligevel var ganske mørkt grundet skydækket. Vinteren her på den lille ø var mørk og kold, men hun var vant til kulde og fandt en forunderlig mystik i mørket. Selvom hun alligevel savnede bjergenes højder. Hun vippede med ørerne og overvejede, om landet gemte på mere end skove, hun havde før syntes at kunne se det, der mindede om en bjergkæde i horisonten når hun havde befundet sig på den større ø. En mild prusten lød fra hende, det skulle undersøges, alt skulle undersøges. Nysgerrigt og venligt gled hendes blik tilbage til den kraftige hingst, snart brød hans noget dybere stemme tavsheden, en varm lyd i vinterkulden. Alt ved ham virkede generelt varmt. Med den tykke pels han bar skulle der vist meget til før kulden trængte igennem, en mere jordnær hingst havde hun endnu ikke mødt. Det gjorde hende behageligt til mode. Det var et tempo, hun kunne følge med i. Ikke at den røde hoppe ikke kunne være frisk, nogle dage var hendes krop mere ivrig, og så kunne hun altså ikke holde sig tilbage fra en hurtig galop med vinden i manen. Det var en følelse som næsten overvældede hende, hendes hjerte ville slå hurtigere og det var som at danse med vinden. Det var dog ikke ofte, normalt ville hun ikke gå glip af noget som helst af alt det omkring hende, alt skulle ses og duftes. Hun vidste godt at hun var en anderledes skabning. Lysningen var altså ikke hans. Det overraskede hende positivt, hun ville ikke blive nødt til at forlade stedet. Selvom det nok også ville have virket lidt mærkværdigt hvis hingsten havde gjort krav på det og bedt hende gå. Så havde hun ikke haft mulighed for at undersøge ham yderligere, at høre lidt mere af den karakteriske dybe stemme. Hans ord var dog ganske korte og præcise. Ikke at det gjorde noget, hun forventede ingenting. Hun kunne stadig ikke helt regne ud hvorfor han var kommet, men ikke desto mindre viste hun ham gerne, at hun var ham venligt stemt. Hun tøvede kort, inden hun mildt brød stilheden igen. ”Vandet er ellers ganske klart her.”

[/b] Hendes blå øjne søgte hen over den tavse sø, som gemte den på en hemmelighed. Hun var stadig ikke helt sikker, fjollet eller ej. Alligevel rystede hun tanken af sig, det var en ganske fin sø og det ville ikke overraske hende, hvis andre heste allerede havde sat sine hove her.

word count 496[/div][/td][/tr][/table]

T H O R O N D O R

---

Den røde hoppe virkede næsten overrasket over, at søen ikke tilhørte ham, hvilket til gengæld overraskede ham. Hvorfor skulle søen tilhører ham? Der var intet i dette ø-rige der tilhørte ham, udover pelsen han bar og fjerene i hans man. Han behøvede ikke at eje noget, havde aldrig haft lyst til at eje noget, aller mindst land eller heste. I sit hoved fnøs han over ideen om at stå som leder som nogen. Han ville gå imod uretmæssigt lederskab, men aldrig i sit liv ville han lede nogen; ikke mere end ud af en skov i hvert fald. Det lå ikke rigtigt til hans natur at lede andre rundt, at stå over dem. Hans tanker forsvandt, blev til ringe i den sø som opgjorde hans sind, da hoppen snakkede igen. Efter hendes ord, gled hans blik ned mod vandet. Han var ikke helt sikker på om det hoppen sagde var rigtigt eller sandt, for for ham så det hele blot mørkt ud. Træerne spejlede sig i vandet og skabte et sort spejl. Han sagde dog intet til hoppen, men gjorde blot et let nik med hovedet. Det var vel også lige meget. Et smil fandt vej til hans mule alligevel og han så sig kort omkring. Skoven var ved at blive mørk, rigtig mørk. Snart ville han ikke se meget mere end hvad der var lige foran ham, for himlen var ikke så klar som den kunne være.

,,uhm.." mumlede Thoron til sig selv, kort uden at vide hvad han nu skulle gøre. ,,..Mit navn er Thorondor."

Han var ikke helt sikker på hvorfor han havde valgt at introducere sig. Måske var det manglen på noget bedre at gøre, måske var det lysten til at komme tættere på den røde hoppe. Hans dunede ører vippede kort tilbage, lidt ventende, lidt urolig. Det ville være virkelig akavet hvis hoppen nægtede at introducere sig selv. Det ville være første gang, for selvom Thorondor var ældre end mange her, så var der faktisk visse ting han endnu ikke havde været ude for. At blive afvist var en af dem. I hvert fald hvis han først have snakket med vedkommende. Han ville dog tage det godt hvis det var og blot gå videre, men han håbede på at han ikke blev nød til at gå nu. Han smilede kort, venligt, inden hans ører vippede helt fremad igen.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Mørket havde for alvor fået sit tag over det mystiske land, og det blev sværere for hende at se den fremmede kæmpe som stod et stykke borte. Nogle meter var der alligevel i mellem dem, hun var ikke helt sikker på om hun skulle mindske afstanden eller ej. Ikke fordi hun forventede at han ville afvise hende, måske var det hendes usikre tilstand, men den gik hende alligevel ikke rigtig på foran denne hingst. Mistænksomhed lå ikke rigtig til hende, tværtimod kunne hun til tider virke naiv på trods af sit forsigtige væsen. Hun var meget åben og reagerede ofte langsomt på dominerende attituder, måske fordi hun ikke havde mødt mange af dem hvor hun kom fra – man lod hende ganske enkelt være. Kun de mere tålmodige sjæle havde søgt hendes selskab i flokken, og dem som havde masser at sige og manglede en til at lytte. Hun var god til at lytte. Hun var ikke så god til at fortælle og underholde. Det var svært for hende at gengive sine tanker i ord, da de ofte kom i følelser og fornemmelser som hun ikke kunne beskrive. Ikke så andre kunne forstå det, i hvert fald. Der blev hurtigt stille mellem dem. Den stærke hingst svarede ikke, og hun følte sig pludselig tungere end før. Hun drejede tøvende ørerne, nok kunne hun ikke se ham, men hans ellers varme energi ændrede sig en anelse. Måske havde hun sagt noget forkert. Eller også så kedede hun ham. Selv havde hun ikke noget imod stilheden, men hun formåede at opfange en tøven fra ham. Hun tilbageholdte en stille brummen, en svag usikkerhed bredte sig over hende, den blev dog snart slået hen så vidt hun nu kunne. Hvis hun kedede ham ville han vel gå. Og han var ikke gået endnu. Den røde hoppe vippede lyttende ørerne fremad da den fremmedes stemme igen lød. Hun forblev tavs et øjeblik, hans navn var ikke noget hun havde hørt før. ”Thorondor...”

[/b] Hendes stemme var stille og mild, det var også mest henvendt til hende selv. Inden i glædede det hende at han havde delt sit navn med hende, hun smagte på det. Det faldt underligt i hendes mund, men ikke ubehageligt, tværtimod. Det klædte hingsten ganske godt. Det var ærgerligt at hun ikke længere kunne se ham rigtigt i mørket, det var han for langt væk til, så det ikke kun var stemmen som passede til navnet. Alligevel blev hun stående ved søbredden, hun var ikke sikker på hvad der ville være høfligt overfor ham. Han var så anderledes for hende, man vidste aldrig. Der gik endnu et øjeblik før hun indså, at hun ikke havde gengældt hans venlighed. Det var ikke ofte at hun sagde sit eget navn, men det var pludselig blevet nødvendigt, men alle de nye heste hun stødte på. Hun overvejede sine ord, om hun mon skulle sige mere end blot sit navn, og i så fald hvad. Lydløst svang hun blidt den sorte, kraftige hale om sin røde bagpart. ”Scarlett,”[/b] Hun vrikkede tøvende med ørerne, men indså at hun ikke kunne give ham mere end det hun var. Et lille, tavst smil bredte sig over hendes mule. ”Mit navn er Scarlett.”[/b]

word count 530[/div][/td][/tr][/table]

{Out}