Post by Deleted on Jan 7, 2013 16:27:21 GMT 1
T A I A
Taias skuldre sank et øjeblik, i det hun mærkede den grå hoppes holdning falde. Hendes omfavnelse blev blot forstærket bagefter. Endeligt havde Asira ladt hende komme tæt på, sænket de parader der havde holdt hende oppe, dem der havde holdt andre ude. Hun ønskede ikke at presse grænsen, men ej heller ville hun give slip på den grå hoppe. Selvom hun kun havde mødt hende i kort tid, kendte hende i mindre end en hel dag samlet, så følte hun et ansvar for Asira. Den grå hoppe var på sin vis en datter, som Taia ingen relation havde til, men stadig så som sin på et eler andet plan.
Den brune hoppe kunne mærke de små bevægelser fra den grå hoppe, da hun igen talte. De arrede ører var rettet mod den slanke hoppe, lyttede til hvert et ord. Da et navn blev nævnt, ramte Taia's ører kort hendes kraftige nakke. Seth. Hun havde ikke meget mod den hingst, men heller ikke for. Deres møde havde ej været lykkeligt og det sørgede hende, at det var ham der var faderen. På samme tid ulmede vreden dog igen og hun svingede kort med halen, før hun fokuserede på at svare.
,,Jeg skylder dig intet, det er korrekt, men du skylder heller ikke mig noget. Jeg ser dig, fordi jeg holder af dig, ikke fordi jeg er forpligtet til det, det skal du huske. Uanset hvor meget du har brug for mig, så skylder du mig aldrig noget."
Forsigtigt nussede hun den unge hoppe, men ej for længe. Der ville gå tid, megen tid, før Asira for alvor ville acceptere nærhed. Dette var blot et skridt af mange, rigtig mange. Da den grå hoppe trak sig bort, rankede sig og igen gik tilbage til den kolde, afvisende hoppe. De blå øjne veg ikke fra den grå skikkelse, men vidergav blot den varme, som den brune hoppe følte for den grå.
,,Asira... du bliver ikke som din mor: du bliver bedre. Det ved jeg."
Hendes stemme fulgte den grå hoppe, ledte hende på vej. Et kort skridt blev taget efter hende, men så rystede den arrede hoppe blot på sit tunge hoved. Der var intet godt i at følge efter hende, selvom alt i hende bad hende om det. Taia svingede med halen og vendte sig for at gå. Et øjeblik tøvede hun dog, lod sine øjne søge den for længst forsvundne Asira. Med en stemme næppe mere end en hvisken, forlod hun stedet.
,,Jeg tror på dig Asira..."
(AFSLUTTET)
//
