En gammel sjæl er genfundet

Endelig, har jeg fået mig selv skubbet væk fra øen Chibale, hvor mange dårlige minder efterhånden er hobet op i mit hoved. Men det dårligste minde, er seancen der skete mellem Seth og jeg, den aften.. Den første aften, hvor jeg fik den mærkelige fornemmelse i kroppen, brunsten. Jeg har fået mig selv slæbt til øen Leventera, hvor jeg nu har søgt hen til en lille klat træer, som jeg ligger nær. Mine øre er klistret ned i nakken, fordi jeg ikke ønsker nogen hen til mig, og desuden vil jeg virkelig intet selskab have, da mine ben er ømme efter turen hertil. Men jeg skulle bare væk; nu.

Min næseryg er stadig rødlig, beskidt og let betændt, i det stykke som Seth så glædeligt gnaskede i. Og mine knæ er ømme efter den lange tur hertil. I en stille bevægelse, slår jeg kort med hovedet, inden jeg ligger det ned i sneen. Jeg er udmærket klar over, at min krop bliver nedkølet af at ligge her, men ligenu er jeg ligeglad, og jeg ser heller ikke andre muligheder end denne. Og derfor bliver jeg liggende..

Min mave er oppustet, grundet det liv der er på vej til at vokse sig større inde i mig, men resten af min krop er ganske udmagret, efter de mange dage liggende, uden lyst til at spise, eller chancen for det. For det er ikke nemt at skrabe i jorden, med stive ben, hvor knæene er hævede og ømme. Men jeg er dog begyndt at spise igen, når appetitten bryder frem. Mine mørke øjne viger kort omkring, opmærksomt, inden jeg lukker dem lidt, og vælger at stole på mine spidsede øre, der hele tiden vipper lyttende og opmærksomt rundt.

T A I A

---

Leventera. En dejlig ø, i den grad. I hvert fald hvis man spurgte den arrede hoppe. Hun have ikke mange minder herfra, men dem hun havde var gode. Hun nød den flade ø, fandt genskab i de store enge og sletter. Der var dog ikke meget i hendes holdning, som gav udtryk for denne glæde. Hendes ben bragte hende blot frem og hendes hove satte simple spor i sneen. Fryse burde hun, men gjorde det ikke. Hendes ar stod frem mod hendes pjuskede pels, var mere fremtrædende, men hoppen lod sig ikke længere rører. Hun havde lært at leve med det, accepteret de ar hun var blevet givet, på trods af de konsekvenser de havde derhjemme.

Hoppen gik i egne tanker, havde ladt hendes bevidsthed danse mellem hendes minder. Hun bød gode, som dårlig, op til dans og glædede sig over de lyse øjeblikke, mens hun huskede de dårlige med vemod. På trods af denne mentale dans, faldt hendes blik dog på en skikkelse ved en klynge træer. Hun kunne nemt have overset den, ladet den gå forbi som en sten, men hendes blik var blevet fæstnet ved skikkelsen og forlod den nu ikke. Det er da umuligt.. det... er det virkelig...! Hun stoppede op, stod blot og så til, stirrede næsten. Hurtigt kom fatningen dog tilbage, for det stakkelse hoppeføl hun engang havde kendt, lå der. Et stykke borte, som dengang hun havde fundet det. Det var bare ikke det lille føl længere. Det var en ung hoppe, men alligevel ikke.

Normalt så man unge hoppe springe omkring, glæde sig over det ene eller andet. Nogle svansede efter hingste, andre havde hingste svansende efter hende. Den grå hoppe derimod... hvis Taia ikke tog fejl, havde en hingst mere en svanset efter hende. Hun kunne ikke se meget, men hvad hun så, gjorde hende vemodig indeni. Hvad var der dog sket? Hun havde i sinde, at finde ud af det. Et blidt, lavt, nærmest forsigtigt vrinsk, blev sendt afsted mod den liggende skikkelse, mens den brune blot stod og så til, mens hun mindedes deres sidste møde.

I de år jeg har vandret i dette land, har jeg brugt det meste af min tid på at studerer de mange sjæle som er i dette land; vel og mærke på afstand. For jeg har ikke haft mange selskaber, da jeg ikke ønsker særlig mange ved mine side. Men i stedet har jeg nydt at betragte andre, se hvordan de svanser omkring, hvordan klynger skabes, og hvordan nogle sjæle møder hinanden af flere omgange, og stempler hinanden som venner, nære, bekendte eller sågar måske mere? Mange har jeg set røre hinanden i en venskabelig hensigt, men for mit vedkommende, har det sjældent bragt noget godt med sig, når jeg har mødt andre.

De grå øre stopper for en stund med at vippe omkring, mest fordi jeg for et kort øjeblik glider ind i en døsig situation. Men dernæst stivner de helt, fordi jeg bemærker hovslag, der virker bekendte, og så alligevel ikke. Langsomt åbner jeg mine mørke øjne, og lader blikket vige imod det åbne område som ikke er langt fra mig. Og der står hun så. Den arrede hoppe, som fandt mig mellem træerne, den dag mine forældre var oppe at sloges. Men det er mange år siden nu.
Et vrinsk glider fra hende, og derfor rejser jeg også hovedet op, for at vise hende, at jeg skam har set og bemærket hende. Mine forben skubber jeg lidt frem for mig, for derefter at knibe øjnene en anelse hårdt sammen, grundet de jag der går igennem dem, pga. kulden og smerten der er større i øjeblikket, efter min lange vandring. Jeg vil gerne op at stå, for selvom hun intet gjorde mig dengang, så er mit skeptiske sind kun blevet endnu mere skeptisk, efter mødet med Seth. Endelig makker benene ret, og jeg får mig selv hevet op at stå. Mine næseryg er ødelagt og let betændt, knæene foran er hævede og let ødelagte med rifter, og et sår på halsen og nakken er at se. Men det er nok maven der vækker opsigt for de fleste. Den oppustede mave, der står i ret stor kontrast til den ellers lidt udmagrede krop.

Mine øjne glider hen på hende, mens ørene flapper en smule sidelæns, skeptisk og tænkende, inden det ene ryger lidt tilbage. Svagt lader jeg et brum glide fra mig, besvarende. Det er hende. Men jeg er i tvivl om, hvordan jeg burde reagere, og derfor bliver jeg stående lige her.

T A I A

---

Den grå hoppe så hende, men ej med det samme blik som havde tilhørt føllet hun havde mødt for flere år siden. Nu var der blot mistro til omverdenen, skepsis til alt der ko hende nær. Hvad havde de to heste, som havde skabt dette føl, gjort ved det? Måske var det ikke deres skyld, men intet væsen blev sådan uden grund. Det skar næsten i Taia's hjerte, da hoppen kæmpede sig på benene. Hun virkede udslidt, banket.. efterladt. Der blev kæmpet stædigt, indædt, men for kampen syntes tabt i den brunes øjne. Ikke at den grå ikke havde en chance for at overleve, for at komme videre, men som den stod der, med mistro i blikket og en forslået krop.. så virkede kampen mere end umulig ude fra.

Forsigtigt, men alligevel resolut, skridtede den brune hoppe mod hende. Den grå kunne gøre hvad den ville: Taia havde sat sig for sinde at hjælpe hende, om hun ville have det eller ej. Der var dog ingen stålsat vilje at spore i hoppens blik, men blot den samme varme og venlighed som der var dengang for flere år siden. Nok havde den grå ændret sig, men ikke den brune, ikke på det punkt i hvert fald. Den arrede hoppe haltede stadig, nu mere end nogensinde, men var alligevel ubesværet og rolig. Det gjorde ondt, til tider så meget at hun ønskede at blive stående, men nu var hun ikke den skadede, den der havde brug for hjælp. Roligt svingede hun med halen og forsatte frem mod den grå hoppe, uden at stoppe i den respektive afstand. Hun burde gøre det, men gjorde det ikke. Hun stoppede før, da der kun var den længde mellem dem, som de begge kunne overkomme ved blot at strække halsen. Forsigtigt, men uden tøven, strakte hun sin mule frem mod den grå hoppe, forventningsfuldt, men alligevel ikke påtrængende. Måske kunne den grå ikke huske hende, men hun var nu ret sikker på at hun kunne. Der var noget i blikket, på trods af hvor afvisende, hvor mistroisk, det virkede.

Et miks af gener fra mine forældre, blandet med min opvækst, den manglende kærlighed, omsorg men ikke mindst manglen på selskab, har gjort mig til den hoppe jeg nu er. Men der var en chance for et par måneder siden, om at jeg ville kunne vende mit liv til noget andet, men mødet og slutningen med Seth, har gjort mine chancer små, for nu har jeg ikke kun mig selv at skulle passe på, nej, i fremtiden får jeg et lille føl. Et føl, som jeg ikke aner hvordan jeg burde opdrage, for jeg er aldrig selv blevet opdraget, jeg har aldrig selv haft den nødvendige tryghed. I stedet har jeg blot vandret omkring alene, og kun taget mig af mig selv.. Men den tid vil snart være slut.

Da hun kommer mig nærmere, den arrede hoppe, flapper mine øre en smule omkring, uroligt for udslaget af dette møde. For jeg ved ikke hvad det præcis er hun vil mig. Om hun vil mig noget godt eller ej. Men de øjne jeg mærker, vil mig intet ondt; hvert fald ikke i øjeblikket. Men jeg er også klar over, at hvis tilfældet er, at hun vil mig noget ondt, så har jeg ikke mulighed for at stikke af. Mine ben vil ikke kunne klare en flugt, hvert fald ikke særlig længe.

Langsomt lader jeg mine øjne vige lidt imod hende bringe, da hun nu er kommet helt tæt, og er standset. Mine øre flapper mistroisk og skeptisk bagud og det ene til siden, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal agerer i dette øjeblik. Men jeg vil ikke flygte. For selvom det er år tilbage, husker jeg godt den dag hvor hun fandt mig, og puttede mig ind til hende. Lod mig sove tæt på hendes varme pels. Og mest af alt husker jeg den tryghed jeg i den stund følte. Langsomt ryger mit hoved en tand ned, da hendes mule kommer mig nærmere, nok i et ynkeligt forsøg på at udvise at jeg ikke vil bide hende. Et stille brum glider fra mig, sagte, men jeg rør hende ikke. For mine næseryg er for øm til at lade den røre hende, og desuden har jeg svært ved at kaperer en berøring, fordi jeg sjældent har fået dem, og de sidste jeg fik, var i form af hove, tænder og muskler.

T A I A

---

Et øjeblik mere. Hun ventede, men intet skete, hvilket både var til hendes forståelse og skuffelse. Et svagt smil tonede dog frem på hendes mule, da hun trak den til sig igen. For et øjeblik havde den brune hoppe glemt, at den grå foran hende ikke var føllet længere og aldrig ville blive det: ikke alene var det voksent. Det var ændret. På mange måder virkede det som om, ændringerne var gået til den dårlige side, hvilket de måske var, men hun var ikke sikker. Det var jo ikke nødvendigvis sådan, men alligevel havde hun svært ved at se andre muligheder.

,,Du behøver ikke være så mistroisk, 'du lille', jeg vil dig ikke noget ondt.."

Taia hævede hovedet en anelse og sendte den grå hoppe et forsikrende smil. Hun havde aldrig fået føllets navn, men det havde heller ikke haft et dengang. Nu havde det dog et, sandsynligvis, men hun ønskede ikke at spørge om det. Det var en underordnet ting. Roligt blev hun stående, ventede på en accept, et tegn, til at hun måtte gå nærmere. Hun ønskede blot at hjælpe den grå hoppe, ej skade hende. Måske kunne det synes..sært, men på trods af at hun kun havde mødt den grå en gang, for længe siden, så havde den skab været i hendes tanker. Snoet sig ind hist og her, men desværre var den oftest blevet glemt igen. Nu stod den dog foran hende, på tærsklen til voksen, men med en udstråling der mindede mest om en forslået plag. Selvstændig, men alligevel brækket. Stærk, men på samme tid svag.

,,Jeg vil ikke så tvivl om din hukommelse, men mit navn er Taia."

Den arrede hoppe havde givet sig navn væk dengang. Måske var det blevet husket, måske ikke. For hende var det lige meget, hun ønskede blot at forsikre den grå hoppe om, hvem hun var, selvom hendes navn næppe fortalte meget. Roligt svingede den solide hoppe med halen, mens hun forsigtigt studerede hoppen, blot for at føle det hele synke i hende. Hvad var der sket? Hendes næseryg var skræmmet, men det var ikke den store bekymring. Hendes krop var tynd, men alligevel opspilet. Hvis Taia ikke vidste bedre, så ville hun have troet at det var dårligdom, men det var det ikke. Dårligdom er ikke liv, men det der var, i den grå hoppe, det var liv.

Jeg er nok godt klar over, at den arrede brune hoppe, finder en smule skuffelse i at jeg intet gør overfor hende. At jeg ikke rør hende, eller søger nærmere hendes store krop. Men jeg har svært ved at lade mine ben føre mig tættere på hende, og dermed også åbne op for min egen sjæl, blotte den, og lade hende se den. For hvis hun ser den, så ved jeg os, at jeg har blotlagt mange af mine minder og svagheder; og hvis hun bruger dem imod mig, så ender jeg længere nede, end hvor jeg i forvejen er i øjeblikket. Men et smil males henover hendes mule, idet hun trækker den tilbage til sig selv. Og lige netop dét smil, husker jeg meget tydeligt, fra dengang hvor hun fandt mig, og det får en lille svag gnist frem i mine øjne, af glæde, men den er dog hurtigt væk igen.

Mine grå øre vipper ganske kort, da hendes stemme nu toner sig frem og bryder den stilhed der før lå over os, men alligevel flapper det ene øre lidt ud til siden. I øjeblikket gør jeg ikke meget for at rette mig op, knejse i nakken og spænde i kroppen, jeg magter det simpelthen ikke. Jeg kan ikke finde overskuddet til det, samtidig med at jeg skal koncentrerer mig om de mange tanker der er i mit indre, over igen at møde den arrede hoppe. Hun vil mig intet ondt, siger hun. Og jeg tror hende på en eller anden måde. Men jeg nikker kun ganske svagt til det hun siger, mens et afdæmpet prust forlader den lettere ødelagte mule. Herefter bryder hendes stemme frem endnu en gang. Taia, det er hende navn, og jeg husker det kun svagt, men dog er det heller ikke glemt.

,,Jeg husker godt dit navn, Taia.. Men mit, det fik du aldrig dengang.. Jeg er blevet navngivet Asira nu, oprindeligt.. Men min fader vælger at kalde mig Athene.”

Besvarer jeg hende med en lavmeldt tone, da jeg ingen grund ser til at tale højere. For jeg tror sagtens at hun kan høre mig, uden at jeg behøver hæve min stemme og tale højere imod hende. Jeg er udmærket klar over, at min holdning i kroppen, de flakkende øjne, og de mistroiske blikke, blandet med de tilbagelænede øre, der af skepsis gemmer sig imod min fyldige man, skaber et indblik af en ret forhutlet hoppe i øjeblikket. Men jeg tror ikke Taia vil mig noget ondt, og derfor tillader jeg os mig selv, at gemme den hidsige hoppe væk. Men det stædige sind er der stadig, opgivet har jeg ikke, for så havde jeg ikke rejst mig op, da hun kom mig nærmere. Mine øjne glider svagt over hende, ligesom hun kigger på mig. Men på hende ser jeg ikke nye sår, men ’blot’ gamle ar. Heldigvis. Tager en dyb indånding, da jeg godt bemærker at hendes blik bliver fæstnet imod den oppustede mave, og derefter glider mit blik fra hende og ud til siden, mens mine øre flappes ud til siderne, skamfuldt. For jeg er godt klar over, at hun nok har gættet sig til at jeg bærer et føl.

T A I A

---

Det glædede den arrede hoppe, at den grå huskede hendes navn. For det var år siden, mindst to, og hun havde blot været et føl dengang, så ungt at det end ikke havde et navn. Nu havde hun dog et og det gav hun til den brune hoppe. Asira. Det var et kønt navn i Taia's øre, fremmedartet, men kønt. Til hendes overraskelse var der dog også et andet navn; Athene. Hvorfor havde hun to navne? Athene og Asira: Så ens og alligevel så forskellige. Det ene værende det sande navn, det andet en illusion som kun en hingst troede på. Djange. Taia huskede ikke længere meget af sit møde med den, efter hendes mening, halvsære hingst, men hvad hun huskede var ikke latter. Mere det modsatte. De havde mødt hinanden om natten, dengang hun stadig lod sine ar bestemme. Dengang...

,,Asira..det er et kønt navn."

Roligt stod Taia og så på hende, uden at dømme eller se ned. Så blot, uden egentligt at se. Nogle sekunder tikkede forbi, gav den grå tid til at svare hvis hun ville, før den brune talte igen.

,,Jeg ønsker ikke at snage, Asira, men...hvad er der sket siden jeg fandt dig i skoven? Du behøver ikke fortælle mig noget, hvis du ikke ønsker at gøre det... men hvad har bragt dig i den tilstand?"

Taia nikkede let mod hende. Ikke et specifikt område, men blot hende. Måske gik hun for hurtigt frem, men hun var en ligefrem hoppe. Med nogle ting i hvert fald. Hun havde sine hemmeligheder og accepterede at andre havde lige så. Nægtede Asira at svare, så ville hun ikke presse på, men hun ønskede at vide det. Forsigtigt lagde hun hovedet på skrå og rakte mulen en smule frem, før hun trak den til sig igen. Hun ønskede at støtte den grå hoppe, støtte den afkræftede krop som gav bolig til en ellers stærk sjæl.

De mørke øjne hviler væk fra Taia, og istedet imod det åbne område som er skråt fra mig. Jeg ønsker lige nu ikke at se på hende, da jeg i forvejen er skuffet og flov over mig selv, mit udseende og min tilstand i øjeblikket. Og derfor har jeg svært ved også at skulle håndtere hvis hun også har et skuffet glimt i de ellers venlige øjne.Mine øre vipper imod hende, da hun igen begynder at tale, og nu tvinger jeg mine øjne tilbage til hende, dog uden at lade mine øjne hvile i hendes, andet end et sekund eller to, før de flakker henover hendes krop atter engang, studerende.

Mit navn kommenterer hun på, mens der kommer ikke andet end et lille vip med det højre øre, for at vise at jeg skam har hørt hendes ord. Men jeg kommenterer ikke yderligere på det; for hvis det er et kønt navn, hvorfor kalder min far mig så altid Athene? Vipper lidt med ørene igen, da hendes ord nu igen bryder stilheden. Langsomt finder mine øre vejen tilbage, hvor de nu igen hviler lidt imod den fyldige man, fordi hendes ord rammer, selvom hun ikke siger noget ondt om mig. Men de rammer, fordi jeg kommer til at tænke på min barndom, og det der er sket blot for nogle dage siden.
Mine øjne viger en smule omkring, inden jeg så retter dem imod hende, og lader dem hvile imod hendes pande, for ikke at kigge hende i øjnene. Lader nu min stemme bryde frem ud i stilheden og mørket.

,,Taia, der er sket meget, og alligevel intet.. Min moder forsvandt, efter jeg ikke var andet end et halvt år vil jeg tro. Jeg drog af sted alene og klarede mig selv til jeg blev to år. Der fandt jeg så min fader, og min moder igen. Men min moder ville jeg ikke være i nærheden af.. Min fader ligeså, men han kæmpede dog.. Men han forsvandt så igen, og vi fandt så hinanden da jeg lige var fyldt tre år.”

Svirper med den sorte hale. Dette er jo kun den korte forklaring af hvad der egentlig er sket i min tid, efter hun fandt mig den aften. Ser nu væk fra hende, inden jeg så lader stemme falde ud til hende igen, men denne gang med en sammenbidt stemme.

,,Jeg bærer et føl, under tvang og ikke lyst. Et føl, jeg ikke har lyst til at give liv. For hvordan skal jeg kunne opdrage et føl, og give det tryghed, når jeg ikke selv..”

Stopper nu mig selv, og ryster på hovedet. Knejser nakken voldsomt op, og lader min krop spænde en smule op, mens ørene endnu en gang vippes bagud. Jeg skal ikke tale mere nu. Jeg har allerede sagt for meget, og blottet for meget af mig selv. Men jeg lader endnu en gang min stemme lyde, med ord som skal bekræfte den stædige hoppe jeg nu engang er.

,,Jeg har klaret mig alene indtil nu. Og det agter jeg også at gøre denne gang."

Hentyder nu til de skræmmer og ar jeg har, både op sjælen og fysisk. Jeg skal klare det. Alene.

T A I A

---

Den brune hoppe lyttede, ikke blot med ørerne, men med hjertet. Nogen ville føle medlidenhed med Asira, mene at det var synd for hende, og det gjorde Taia også. Hun lod blot være med at udtrykke det. Fra første stund havde hun set Asira's moder som en dårlig en af slagsen, men så dårlig havde hun alligevel ikke regnet med at hun ville være. Det var ikke unormalt at lade et føl stå på egne ben ved den alder, men at direkte forlade det? Det var forkert.
Hoppen svingede med halen og lod den unge tale ud. Det var ikke Asira's afvisende adfærd der sårede hende, men derimod det flakkende blik. Taia krævede ikke øjenkontakt, men nægtede man at se hende mere i øjnene end et par sekunder, så.. det irriterede hende. I dette tilfælde lod hun det dog gå forbi; den unge hoppe havde sine grunde og selvom Taia på ingen måde var skuffet over hende, måtte den mindste tvivl i enhvers øjne syntes om skuffelse i den grås. Det var sært hvordan en kunne føle et, mens en anden opfangede det som noget helt andet; til tider noget værre, til andre noget bedre.

,,Du er så stædig som din far, er du ikke? ... Livet er ikke en kamp, man tager imod alene, heller ikke hvis ens forældre efterlod en til det."

De venlige, blå øjne søgte kort Asiras. Hvis hendes indstilling var, at en hver kamp var hendes egen, så tog hun fejl. Taia mente ikke, at hun skulle finde flok eller mage, men blot acceptere at ikke alt er en lang, sej solokamp. Kort og tøvende løftede hun et ben, for at træde tættere på den yngre hoppe, men satte det så ned igen.

,,Måske har du ikke kendt den bedste tid som føl, men blot fordi din moder ikke var den...bedste... betyder det ikke, at du er lige så. Som sagt, ingen kamp er en man tager alene og i modsætning til din mor, kan du vælge at få hjælp, hvis du har problemer."

De arrede ører vippede kort frem og tilbage, forsigtigt og alligevel ikke. Et smil fandt vej til hendes mule og ganske forsigtigt puffede den brune hoppe ud efter den grå, påpasselig med ikke at være for tøvende, men ej heller for fremfusende.

,,For trods alt, er det ikke alle hopper her, som er helt så unge som du."

Hendes ord kunne virke for muntre, det indrømmede hun gerne, men at synke ned i sorgen og afmagten ville ikke hjælpe. Asira havde brug for hjælp, for støtte, men Taia kunne ikke give den, før den grå opgav sit skjold. Det kunne tage tid, ingen tvivl om det, men den brune havde skam intet mod at vente.

De sorte øjne hviler frem for mig, flakkende imod horisonten og derefter den arrede hoppe, Taia. En hoppe der i sin tid fandt mig i skovens indre, da min fader og moder kort tid efter jeg var kommet på benene, kom op at sloges. Det var nok nærmest noget af det første jeg egentlig så, da jeg var kommet på benene, og havde studeret det grønne græs. Oh ja, sikke en brat opvågning jeg dengang fik, om den verden jeg var havnet i.

Da Taia igen åbner munden, og nu nævner min far og min stædighed, kan jeg ikke lade være med kort at få en trækning i denne ene mundvige, men det er næsten ikke synligt, og det varer kun nogle få sekunder. Retter blikket stille hen imod hende, tænkende.

,,Jeg er stædig som min far, ja.. Hvordan skulle jeg ikke leve livet alene, og tage kampen op selv, når jeg i mine første selskaber allerede kom galt af sted. Første møde med en hingst, resulterede i ingen ord blev sagt, fordi jeg ikke ville lade ham røre mig… Han blev fornærmet og gik. Det andet møde jeg fik, blev min første kamp, hvor jeg fik mine to ar på kroppen. Og mit 3. eller 4. møde, blev med den hingst, der nu har sat liv i min mave, og gjort mere end det..”

Ryster på hovedet af det. Livet er min egen kamp. En kamp der kun handler om at forsøge at overleve, og ikke bukker under for dem der tror de skal have mig ned med nakken. For dem har der jo allerede været to af. Den ene vandt jeg dog over, men den anden, den ravnsorte Seth, der blev kampen tabt, af mig. Brummer i en sagte tone, og ryster igen lidt på hovedet af de ord jeg før sagde, og meningen med dem. Drejer blikket tilbage til hende, og lader mine øjne kort møde hendes, da hun taler igen.

,,Der skal meget til, før jeg bliver en lige så dårlig mor, som min moder var. Men der skal ikke meget til, før det går galt heller.. Taia, jeg kan jo knapt nok passe på mig selv, åbenbart. Hvordan skal jeg så kunne passe på et føl? Der må jo være en grund til at begge forældre forsvandt eller forlod mig; og der må os være en grund til jeg ikke bliver kaldt Asira, men Athene. Svaret er enkelt; jeg er ikke den datter, som de håbede jeg ville være.”

Min far siger han altid vil være der for mig, og hjælpe mig med dette også. Men hvorfor forsvandt de begge, og hvorfor er mit navn ikke brugbart? Da hun træder hen for at puffe ud efter mig, ryger mine øre skeptisk tilbage imod den mørke man, inden jeg så vipper det ene lidt frem igen. Lader meget forsigtigt, og en anelse tøvende, min mulespids kort ramme imod hendes næseryg, inden jeg så trækker hovedet til mig igen.
Med hendes kommentar om min alder, ryger mit øre igen lidt bagud, og jeg ser nok en anelse utilfreds ud. Jeg ved godt jeg er ung, og sikkert også dum i manges øjne. Men jeg har bare ikke lært særlig meget af nogen, og dermed kun lært mig selv få ting; bl.a. at overleve på egne ben. Mit utilfreds ansigtsudtryk forsvinder igen, og i stedet dukker der et mere opgivende glimt frem i de sorte øjne.

,,Jeg kan jo ikke passe sådan en.. Hvad hvis jeg gør noget forkert? Hvad hvis jeg går i panik og forlader det? Hvad nu.. hvad nu hvis jeg alligevel kommer til at være som min mor?”

Mine ord flyver nok en anelse hurtigt ud, fordi jeg ikke selv overvejer dem. Men det er vel også klart. De grå forben er begyndt at vibrerer en smule, fordi jeg stadig er træt i dem, og de er ømme endnu, men jeg ligger mig nu altså ikke. Ikke mens Taia står der.

[Besked nr. 20 i Januar]

T A I A

---

Den ældre hoppe stod der, så hvad den grå hoppe gjorde, lyttede til hvad hun sagde. Hun følte med den yngre hoppe; både medlidenhed og tab, frustration og had. Alligevel kunne hun ikke helhjertet lade sig dvæle ved det den unge hoppe sagde. Asira havde ret i at kampen kun kunne kæmpes alene, når det var gået som hun fortalte. Det kunne ikke være nemt, bestemt ikke, men det var uheldigheder mere end noget andet, det var Taia sikker på. Nok var Asira tabt til ulykke, men helt tabt kunne hun ikke være. Orctics efterlod ikke skabninger bare sådan lige og bestemt ikke en som Asira, det var den brune hoppe sikker på.

,,Asira... Det lyder banalt at sige dette, men du har været uheldig. Dem du har mødt, har ikke forstået dig; de har ikke respekteret dine grænser som de burde og desværre er der alt for mange af dem i verden.. i Andromeda. Men det er ikke alle der er sådan: Jeg er ikke og mange af dem jeg kender er heler ikke. Jeg ved det kan lyde svært, men du bliver nød til at.." Taia sukkede kort, hun ønskede ikke at sige det næste. ,,..lukke op. Jeg siger ikke du skal fjerne dine grænser, men tillade andre at gå over dem lidt nemmere. Jeg tillod ingen at rører mig da jeg kom og det var ikke let, men nu lever jeg med de ar, som den jeg stoler mest på, gav mig."

Det her var svært, meget svært. Den brune hoppe vidste mange ting, men hvordan hun skulle hjælpe den grå hoppe var et mysterium for hende. Hun ønskede at hjælpe hende, af hele sit hjertet, men kunne ikke så længe den grå nægtede. Taia var nød til at rører Asira for at hjælpe, men unghoppen nægtede enhver berøring og nærhed.
Da Taia for første gang rigtigt mødte Asira's blik, sank den brune hoppes mod lidt. Asira følte sig forkert. Et udskud. Uperfekt. Hun var bare alt andet i Taia's øjne. Den unge hoppe var unik, havde en sjæl stærkere end mange hun mødte og Taia var sikker på, at et sted derinde gemte det føl hun engang havde mødt sig. Om hun nogensinde ville finde den unge sjæl igen var dog et spørgsmål hun end ikke turde gisne om.

,,Din far er en kringlet sjæl, mere end nogen anden jeg har mødt før. Han har sine grunde, men tro mig når jeg siger at du er præcis som du bør være. Dine forældre er de forkerte, ikke dig."

Den brune hoppes blå øjne søgte et øjeblik den grås mørke. Hun ønskede at unghoppen skulle forstå, men det var svært. Asira havde ikke mødt andet end modgang, så det var vel ikke svært at forstå, hvorfor hun opførte sig som hun gjorde, sagde hvad hun sagde: hun kendte ikke andet. Dette ville Taia dog ændre hvis hun kunne. Hun ville ikke forlade Asira, ikke hvis det stod til hende i hvert fald. Et forsigtigt smil lå om den mørke mule, da Taia forsigtigt tog et lille skridt tættere på Asira.

,,Du har mødt mere modgang end nogen anden jeg har mødt, men alligevel er du her endnu. Jeg dømmer dig ikke på din alder eller hvad der er sket dig og jeg er sikker på, at når tiden oprinder, så bliver du en god mor, langt bedre end din egen var. Du kommer ikke til at efterladet føllet, det tror jeg ikke på."

Taia brummede kort, forsigtigt og opmuntrende, til den grå hoppe. En bekymret mine kunne spores hos den brune hoppe, da hendes blik gled over den grå. Asira havde brug for hvile og mange andre ting, men nægtede. Sikkert fordi Taia var her. Et smalt, stramt smil, viste sig hos den ældre hoppe.

,,Asira.. du bør lægge dig. Hvis du ikke gør det, så tro ikke jeg ikke vil gøre, som dengang jeg mødte dig sidst."

Den arrede hoppe, Taia, føler med mig. Jeg kan se det på hende, de medlidende øjne, der hele tiden hviler imod min grå krop. Noget, jeg ikke er vant til at se. Jeg har før set blikke, men ikke blikke der deler mine smerter. Hun er den eneste der har valgt at se udover min fjendtlighed og afvisende adfærd, i stedet har hun nu set ind i mig, set at det der i virkeligheden gemmer sig bag den afvisende adfærd, er tab og en følelse af at være blevet forladt, at være forkert, som den første. Ikke andre har set dette, heldigvis. Og alligevel er det uheldigt, for det gør at mange andre misforstår alt hvad jeg gør og siger.
Da hendes stemme bryder frem, vippes mit ene øre stille imod hende, lyttende. Det virker så rigtigt og alligevel helt forkert det hun siger. For hvorfor skal jeg lukke nogen ind, lade dem komme over mine grænser, og ikke bare lade dem forblive væk fra mig? Men det er jo sandt.. Jeg skal nok give andre plads til at komme tættere på mig, selvom jeg ikke som sådan ønsker det.

,,Det er svært, at lade andre komme tættere på.. Hvordan skal jeg kunne lade nogen komme over mine grænser, når de der har fået lov, ikke er til at regne med.. De forsvinder i et år, eller flere, og vender så tilbage igen..” Ryster stille på hovedet. ,,Og det selskab jeg tillod mig selv at falde tilpas i og hvor jeg ikke følte jeg behøvede være en anden, viste sig så ikke at være et selskab jeg skulle have været i.. Han er far til føllet..”

Brummer sagte, inden jeg så drejer blikket stille fra hende. Jeg har taget helt fejl. Helt og aldeles. Og jeg lod mig selv synes nogenlunde om et selskab endnu engang, og dette blev en fiasko. For da jeg ikke længere kunne forstå mine voksne ændringer, og søgte at være alene, kom han igen.. Og nu har jeg et føl i maven. Men inden det føl kom i min mave, var selskabet fra den kommende far, det eneste selskab jeg som sådan følte mig nogenlunde tilpas i. Og ikke forkert.. Mine øre flapper stille ud til siderne, inden mit blik lander lidt imod Taia igen, den arrede hoppe der atter engang er kommet til mig, nu hvor jeg har brug for det. Hun taler nu om min far, og et meget lille smil dukker op på mine læber, ikke et smittende et, nok mere sørgmodigt. For det er sandt at min far er en kringlet sjæl, meget endda.

,,Min moder var ikke bedre.. ” Ryster en anelse på hovedet. ,,Begge har de mange kringletheder.. Men de har deres grunde, det er jeg sikker på”

Jeg taler sjældent meget ondt om mine forældre; for mest af alt ser jeg mig selv som problemet, og ikke dem. Der må jo være en grund til, at de begge valgte at forsvinde, og ikke kom tilbage til mig, før jeg næsten var helt voksen. Og nu har mor været væk i over et år, uden livstegn fra hende. Svirper stille med halen, tænkende. Hendes skridt tættere på mig bemærker jeg godt, men jeg træder ikke fra hende. Jeg bliver stående. Jeg rykker dog heller ikke tættere. Men det er store skridt, at hun får lov at træde tættere, uden jeg træder tilbage, eller smider ørene helt i nakken. Jeg står blot stille. Langsomt drejes mine øjne hen til hende igen, stille, og en anelse usikkert, inden de så rammer hendes blik helt.

,,Det er ikke føllets skyld, at jeg åbenbart valgte at stole blot en smule på et selskab. Jeg gør mit bedste.. Men jeg ved ikke hvad mit bedste er, for det føl..”

Mumler jeg lidt, inden jeg så lytter til det næste hun siger. Jeg ved godt, hun vil have jeg lægger mig ned, og jeg kan godt huske sidst, da hun fik mig ned at ligge, uden jeg egentlig ville i starten. Men ligenu, er der noget andet jeg vil. Meget langsomt træder jeg et skridt imod hende, så vores afstand nu er meget lille. Hele min krop er spændt op, fordi det er mig meget uvant det her. Men stille lader jeg min mule søge nedad, og lader min mulespids ramme imod hendes bringe, næsten uden det kan mærkes, fordi min næseryg jo er øm, og derfor presser jeg ikke min mule mod hende. Men jeg rør hende. Helt svagt. En form for at søge tryghed tror jeg. Bare.. en eller anden form for anerkendelse af, at jeg egentlig er helt ok.

T A I A

---

Tankerne snoede sig afsted i Taia's hoved. Vred sig rundt som slanger i et forsøg på at fange løsningerne, som heletiden formåede at smutte fra dem. Det irriterede den brune hoppe, men intet viste det. Hun var rolig uden på, fattet, venlig. Hun ønskede ikke at Asira skulle tro, at hun på nogen måde bragte den ældre hoppe noget dårligt, for det var ikke hvad Asira havde brug for. Hun havde brug for trøst, for varme. For at nogen viste hende den verden som hendes forældre havde fejlet at lede hende til. Den brune hoppe følte en vrede til forældrene, men også en forståelse. Det var nok første gang for dem begge, første gang hvor de var der, og det kunne være svært for hvem som helst. Alligevel virkede det uretfærdigt, næsten ondt, at have overladt Asira til hvad der var kommet til hende. Denne vrede ulmede dog kun indeni. Den skød ingen flammer som nåede overfladen og de flammer den skød, øgede blot de varme følelser Taia havde for Asira. Et sted var de moderlige, men alligevel ikke, for hun var ikke den grå hoppes mor. Hun var blot en veninde, sandsynligvis den første Asira rigtigt havde fået. Hvis muligt ville Taia dog være mere; hun ville være den støtte, som den grå hoppe fejlede at give Asira.

,,Asira... du glemmer en ting: Jeg gjorde dig ikke ondt og nu står jeg her igen. Jeg kan ikke altid være her for dig, men jeg forsvinder ikke helt, ikke nu hvor jeg har fundet dig igen. " Kort mimrede hun med mulen og svingede med halen. Dette var svært. ,,Hvem end hingsten var, er, så gjorde han det værste nogen kan gøre, udnyttede din tillid, men han er næppe en direkte ond skabning. Du brød dig om ham, du følte dig tilpas. Det betyder noget. Jeg ved ikke hvem han er, men jeg har min tvivl til at han intet føler for sit bedrag."

Taia smilte kort over den grå hoppes reaktion til hendes ord om hendes fader. Det virkede som om, at hun brød sig mere om Djange end hun gjorde om sin moder, hvem end den grå hoppe var. Det var i grunden naturligt, var det ikke? Moderen burde have været der, støttet hende, lært hende om verden. Hingste deltager sjældent meget i sådanne ting, men det er nu også sjældent at de kun har en enkelt hoppe. Der kom ingen kommentar til den unge hoppes ord, men blot et nik fra den brune. Hun forstod og følte ingen grund til at tale videre om det, men blot vente. Lytte på de næste ord.

,,Det er hverken din eller dets skyld. Skylden ligger alene hos hingsten.."

Stemmen var stadig varm, men lavere end før. Mildere. Taia følte at hun ikke ville komme nogen steder med strenge ord, så hun droppede det. Der var stadig medfølelse i den dybe hoppestemme. Hun ville have sagt mere, men så flyttede den grå hoppe sig tættere på. Taia rørte sig ikke det mindste, men stod blot og så til med forundring. Lige så stille, blot et strejf af en berøring, rørte den slanke mule hendes bringe. Der gik ikke lang tid, før Taia forsigtigt sænkede sit hoved og lagde sin hals over den grås i en forsigtig omfavnelse. Hun var bange for at Asira ville trække sig, vige bort for hendes berøring, men alligevel vidste hun, at berøringen ej måtte være for let. Hvor hun vidste det fra, anede hun ikke, men hun lagde forsigtigt vægt på, gjorde omfavnelsen ægte. Ganske forsigtigt tog den brune hoppe et lille skridt tættere på; hun ønskede at fortælle den grå, præcis hvor meget hun var værd.. præcis hvor perfekt, den hendes væsen skabte, var.

Mange af de tanker der vandre igennem mit hoved, omhandler egentlig ikke så meget mig selv. Det omhandler nok mere det kommende liv jeg skal forsøge at lære at leve.. Lære om livet, dets styrker, dets svagheder, det gode og det onde.. Men mest af alt omhandler mine tanker nogle få spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor blev det mig, der nu skal give liv til en lille skabning, som jeg frygter jeg ikke kan hjælpe og lære.. Og Hvordan? Hvordan skal jeg gøre det. Hvordan skal jeg agere mor, når jeg end ikke selv har haft en ordentlig en? Vil jeg ødelægge skabningen, skabe en ny Asira? Brummer i en lidt tung tone, mens de grå øre kort vipper, lyttende til det hun siger.

Men jeg svarer ikke tilbage på noget af det hun siger. Ikke ligenu. Nej, først da jeg er trådt ind til hende, har tankerne stoppet deres spind, og jeg kan nu begynde at tænke over, hvilket svar jeg skal give hende tilbage på de ord hun har sagt om Seth, og om min manglende skyld i dette, fordi hun mener skylden kun ligger hos Seth, Hingsten.
Da hendes hals kommer over mig, i en knugende omfavnelse, knibes mine øjne stille i, fordi jeg ved hun ikke kan se det. Hun kan ikke se den sårbarhed jeg bærer ligenu, fordi min mule er imod hendes bringe, næsten uden det kan mærkes. Mine øjne er knebent sammen, men ikke grundet fysisk smerte, nok nærmere psykisk. Jeg forbliver stående sådan hos hende, i total tavshed, indtil jeg så stille lader min mule glide op af hendes bringe, hvor jeg derefter lader min kind hvile lidt imod hendes skulder, inden min stemme bryder stilheden. Samtidig med det, åbnes mine øjne normalt op igen.

,,Du har ikke nogen grund til, at skulle finde mig endnu engang, Taia. Du skylder mig intet..” Ryster svagt på hovedet, for at vise at jeg mener det. ,,Jeg ved ikke hvad Seth føler.. jeg ved ikke, om han overhovedet føler noget, efter det møde.. Og hvis han gør, skal han bare holde det for sig selv.. han er fritaget fra at se føllet, og mig igen. For jeg ved, at han ikke ønsker føllet.. Og netop derfor, er det mig et endnu større spørgsmål, hvorfor det så skulle skabes”

Ryster stille på hovedet igen, inden jeg så trækker mig fra hende. Det er en stor omgang at stå sådan op af en, der egentlig er det man kalder fremmed. Men så alligevel ikke. For jeg har en eller anden samhørighed med denne arrede hoppe, selvom jeg måske ikke helt vil være ved det. Lader mine øre stille vippes skråt bagud igen, inden jeg samler kroppen, og lader den rettes op. De mørke øjne genfinder deres mere tomme og blanke udseende, inden jeg kigger hen på hende igen.

,,Hvis skyld det er, ved jeg ikke.. Men jeg ved bare, at jeg ikke ønsker at blive som min mor, hun var.”

Svarer jeg lavmældt, inden jeg så atter retter mig en smule mere op, og spænder op i mine muskler, blot en anelse. Jeg har ikke tænkt mig at ligge mig ned hos Taia, for om ikke ret længe, er det på tide at søge imod Chibale igen; hvor jeg kan gemme mig selv, og føllet ligeså. Min attitude er igen ændret en smule, den er dog ikke afvisende, men igen er den en anelse indelukket, stædig og stolt. Men jeg ønsker bare ikke at Taia skal se mig som sårbar, i de sidste minutter hvor hun ser mig, inden jeg igen forsvinder ind imellem træerne..