Back on track

Forbeholdt Seth og Maria

De lange spinkle ben, fører mig ligenu henover det åbne område på Leventera, med retning imod den lille sø som jeg ved ikke langt herfra. Mine knæ er stadig ømme, og der går nok nogen tid før det er helt holder op. Men jeg er dog på benene, og bevæger mig af sted med nogenlunde stabile skridt. Jeg er ikke interesseret i at andre skal se mig, gå med langsomme skridt eller ligne en der har smerter, og derfor har jeg netop ranket mig meget op, med nakken knejst, og ørene bagud.

Jeg ønsker ikke selskab fra nogen, når jeg stadig har sår på kroppen, og især på næseryggen. Men mest af alt ønsker jeg bare ikke at nogen skal se, at min krop er udmagret, og alligevel ser maven så stor og oppustet ud. Mine hove placeres tungt ned i sneen, for at få ordentligt fodfæste så jeg ikke glider i den tykke sne. Men det går da fremad, både bogstaveligt talt, men også ment på den måde at min krop da er kommet i bedring..

Mit blik viger fremad imod den lille klat af træer der er, som skærmer for søen bag dem. Der er ikke langt nu. De næste meter går jeg en smule hurtigere, for at nå i ’skjul’ for de fremmede der kunne have set mig nu. For jeg gider virkelig ikke have dem i nærheden af mig. Svirper med den sorte hale, inden jeg så kommer ned til søen. Lader langsomt mit hoved glide ned, da jeg når hen til søen. Lader mulen ramme imod vandets kolde overflade, inden jeg så lader det dykke mere og mere ned, så min næseryg er helt dækket af det kolde vand. Kniber øjnene en smule i, og forbliver stående sådan, så såret kan blive renset bare nogenlunde.

Ønsker jeg at være alene, plejer jeg for det meste at søge ned til kysten, hvor bølgerne på de vindrige dage formår at overdøve al den larm, mit sind af og til plager mig med. Alligevel er det i dag et lidt anderledes vandområde, jeg har valgt at befinde mig ved. Bittesmå bølger glider over den lille sø, og med den karakteristiske rolighed hvilende over mig lader jeg mit blik følge de små bølger på deres rejse fra den ene til den anden ende af søen. Vinteren har stadigvæk et hårdt tag i landet, men alligevel har det på det seneste ikke været slemt nok til, at søen er nedfrosset konstant.

Min sorte, slanke krop med den lettere sparsomme vinterpels er samlet pænt sammen, og min nakke er formet i en fin bue med min lange, sorte man hvælvende ned langs min slanke hals. Mit ene øre spidses kortvarigt, inden mit blik rettes mod træerne lidt længere henne langs søbreden. Langsomt glider begge ører om mod min nakke, inden jeg hæver hovedet en anelse og drejer det en smule hen mod træerne, hvor jeg er ganske sikker på, at noget eller nogen om et lille øjeblik vil dukke op.

En spinkel grå hoppe træder frem gennem træerne, og allerede inden hele hendes krop er kommet til syne, er jeg godt klar over, hvem det er, der også har valgt at søge mod den lille sø. Umiddelbart virker det ikke, som om hun har lagt mærke til mig, men jeg kan ikke rigtigt bebrejde hende - i skumringen er min kulsorte krop absolut ikke nem at få øje på. Jeg bliver stående, hvor jeg er, ganske stille, mens jeg betragter hendes foretagende. Hun stikker sin mule i vandet, men på en mærkværdig måde, som absolut ikke ville være normal, hvis hun blot var tørstig. Og jeg mindes da godt det tag, jeg havde i hendes næseryg.

Meget pludseligt letter en flok fugle bag mig med høje vingeslag og en ubehagelig melodi af skræppen. Højlydt giver jeg et fnys fra mig, inden jeg træder sidelæns bort fra deres lettested. Jeg er klar over, at dette bringer mig et lille skridt tættere på, hvor Asira står, og at jeg efter det her nok er afsløret. Men hvad så?

[/size][/color]

De mørke øjne viger henover vandets blanke overflade, hvor en smule lys fra månen genspejler sig nede i vandets overflade. Men dette lys er næsten også det eneste der er at finde i disse timer, for skumringen er for alvor trådt til, og om få minutter vil skumringen bliver overtaget af en mørke der ikke er nem at vandre igennem eller se igennem for den sags skyld. Mine øre vipper konstant omkring, lyttende og opmærksomt til de lyde der kunne risikerer at komme, men ligenu virker her blot fredfyldt, og som om der ingen andre er i nærheden.

Efterhånden har jeg stået med mulen godt nede i vandet i nogle sekunder, men min rensningsprocess stoppes pludseligt, da en masse kulsorte krager letter pludselig fra nogle træer lidt skråt fremme foran mig, og deres skræppende lyde og flakkende vinger, får mit hoved til at flyve pludseligt op, mens jeg lægger ørene voldsomt ned. Min krop spændes op, og hovedet sænkes et lille hak, for at jeg kan skule i deres retning hvor de lettede fra. For fugle letter ikke så pludseligt, uden at der er nogen eller noget i nærheden.

Der imellem træerne, i næsten samme sekund som kragerne fløj op, træder nu den ravnsorte skikkelse frem. En skikkelse, jeg for alt i verden ikke er interesseret i at møde endnu engang. Men der står han. Seth; den ravnsorte hingst. Hingsten der har plantet liv i min mave, og hingsten der fik mig til at kigge ham i øjnene trods jeg ikke ønskede det.

Mine mørke øre glider bagud i nakken, så de gemmer sig nede i den sorte fyldige man, mens mine øjne ser ildevarslende imod ham. Jeg ønsker ham aldeles ikke tættere på, overhovedet, og derfor træder jeg også nogle skridt bagud, dog ikke imod søen. Jeg er godt klar over, at mine chancer for overlevelse, hvis han angriber mig endnu engang, er ganske små, og derfor vil jeg også bare gerne have ham væk, så han ikke pludselig får en ubeskrivelig trang til at sætte tænderne i mit kød. Mit hoved forbliver nede, i en truende holdning, der ligeså er med til at forsvarer mig mod bid i ansigtet eller ved struben. Han er stadig langt fra mig; men han skal bare forsvinde helt.

Jeg leder stadigvæk efter den præcise grund, der fik mig til at lade det her overgå Asira. Men eftersom jeg stadigvæk ikke har regnet ud, hvorfor jeg gjorde det mod Za, er det absolut ikke, fordi processen er nemmere, bare fordi det nu er Asira. Så snart hun hiver hovedet op fra søen, er jeg sikker på, at der ikke går længe, før hun opdager mig, og ganske korrekt går der ikke mere end et par sekunder, før hun træder bagud fra søen og pakker sig i en truende holdning. En holdning, jeg udmærket forstår, men som hun godt kan pakke sammen igen. Efter hendes magre krop med den store mave at dømme og sårene rundt på hendes krop er der vist ikke ret meget mere på hende, jeg kan ødelægge.

Min nakke er endnu fint buet. Efter en tids overvejen vælger jeg at bevæge mig frem mod hende med rolige skridt, der måske er en anelse tøvende. Jeg er klar over, at jeg nok burde holde mig væk, for som jeg lige nævnte; hvad mere på hende kan jeg ødelægge? Trods hendes truende adfærd skjuler der sig nok noget under overfladen, for hun bærer nok ikke mit afkom med stolthed, og jeg husker tydeligt, at jeg fik hende til at se mig i øjnene, selvom hun nærmest gik i døden for at forhindre mig i det.

Da jeg er nået til det punkt, hvor jeg synes, jeg er tæt nok på, stopper jeg op. Og så står jeg der. Ingen af hendes sår er fuldstændigt helede, og det på næseryggen ser om end kun værre ud - jeg kan svagt lugte betændelsen. Men jeg står, ganske uden at sige noget, i nærheden af hende, selvom hun nok ønsker mig langt væk. Hun har forandret sig gennem det sidste stykke tid. Siden jeg mødte hende første gang er hun blevet langt mere afvisende.

[/size][/color]

Jeg kunne vel have sagt mig selv, at jeg nok ville komme til at møde den Ravnsorte Seth igen. For jeg har på fornemmelse af, at Seth gør, hvad Seth vil. Og han vil jo nok møde mig igen, efter vores sidste møde, sikkert for at se, om jeg stadig bærer føllet, om der virkelig skete noget da han hoppede på mig, men sikkert os for at se om jeg atter en gang vil kigge ham i øjnene. Men noget jeg endnu mere kunne have sagt mig selv, er hvordan han reagerer på min advarende holdning..

For selvom jeg netop står med hovedet truende nede, og ørene afvisende bagud, så er han da dybt ligeglad. Ja, han træder da bare frem imod mig uden tøven, og da han når sit punkt hvor han ikke mener vi skal tættere, der stopper han så. Jeg træder ikke selv bagud, for det ved jeg godt ikke virker, når han har sat sig for at han skal tættere på. Sådan her, startede det jo os sidst. Mine grå øre forbliver klistret ned i nakken, ganske utilfreds, mens de sorte øjne hviler irritabelt og afvisende imod ham. Han skal bare ikke tættere på end det han er nu.

Han står blot der, og kigger imod min næseryg som han jo selv har været så sød at ødelægge. Min attitude er blevet værre siden vores aller første møde; for jeg er lang mere afvisende overfor alle, og jeg ønsker slet ikke noget selskab, hvert fald ikke udadtil. For inderst inde fungerer det jo ikke på den måde; men det er der jo så bare ikke andre der ved noget om, fordi de kun får lov til at se den afvisende, stædige, stolte og hidsige attitude jeg lægger for dagen. Både for at overleve men også måske for at virke stærkere end det jeg er. Knejser min nakke op, men beholder ørene helt bagud, og øjnene er let knibede sammen. Jeg siger intet.. Vil han snakke, så må han selv åbne munden.

Jeg har det ikke dårligt med det, jeg har gjort. Jeg fortryder det ikke. Men alligevel ville jeg til hver en tid have foretrukket at se hendes mave tom. Det er dog ikke just det, der er tilfældet - hendes mave er rund, stor. Det ser underligt ud på hendes spinkle, magre krop. Efter at have betragtet hende for en stund, hvor der er en meget, meget kølig stilhed mellem os, vælger jeg til sidst at flytte mit blik bort fra hende og lade det vandre af sted på omgivelserne omkring mig. Langsomt glider mit ene øre ud mod den ene side, blot for at holde styr på, hvor hun er, mens jeg ikke ser på hende - jeg ved, hvor stædig hun er, og på trods af hendes skader synes jeg alligevel, at det er værd at holde øje med hende.

Jeg tror ikke, hun havde forventet, at hun aldrig ville se mig igen. Selvom jeg sjældent gider beskæftige mig med at analysere mit selskab, er det altså ikke lig med, at jeg ikke lægger mærke til lidt af hvert - ting, som hvor sjæle godt kan lide at befinde sig. O hvis jeg satte mig for, at jeg ville finde hende, ville jeg gøre det. Jeg har jo selv sørget for, at hun for en periode ikke kan bevæge sig for langt ad gangen. Derimod er jeg ganske klar over, at hun absolut ikke har lyst til at se mig, men hun kommer aldrig nogensinde til at bestemme over, hvad jeg har tænkt mig at gøre.

Mens jeg langsomt lader mine ører glide om mod min nakke, vender mit blik tilbage til hende. Der lader jeg det hvile, mens jeg giver et lavmælt, men langtrukkent fnys fra mig, der mest om alt minder om en hvislen. Hvis jeg lader hende føre ordet, kan jeg godt gætte mig til, at hun vil bede mig forsvinde, og ret meget andet indhold kommer der vel heller ikke til at være i vores samtale. I en galant bevægelse peger jeg mod hendes næseryg med mulen, inden jeg knejser nakken på ny.

,,Skulle det sår ikke have været renset for længst?”

[/size][/color]

De grå øre vipper ganske kort rundt, lyttende til de lyde der kommer fra de forskellige områder. Men alligevel forbliver mine øre bagud, og ikke for langt fremme; for jeg skal aldeles ikke se glad ud i hans selskab, eller virke somom jeg ønsker det. For det gør jeg ikke. Svirper kort med den sorte hale, mens de mørke og lettere tomme øjne hviler imod ham, flakkende og ikke særligt glædeligt. Men de lander aldeles ikke i hans øjne; for den fornøjelse skal han ikke have endnu en gang, ikke af fri vilje hvert fald.

Han kommer ikke tættere på mig, heldigvis, ligenu ser han ud til at respekterer den afstand der er imellem os. Men han er jo heller ikke selv særlig glad for at stå tæt; så derfor er jeg næsten os sikker på at han bliver der. Men man kan aldrig vide noget om Seth; han er utilregnelig, og det er jeg os selv, men bare ikke helt på samme måde. Men på min egen måde. Betragter hans mule der peger imod mig, og knejser derfor nakken op, i refleks, men dog trækker han den tilbage og taler i stedet.

,,Ville være nemmere at rense det, hvis det ikke sad på mulen”

Svarer jeg hvislende tilbage, og træder nogle skridt bagud, mere afvisende end før, overfor det selskab han tilbyder mig; nemlig sit eget. Jeg er ikke interesseret i at han er i nærheden af mig, og det skal jeg skam nok vise ham. Holder ørene bagud, hele tiden.

Nu er det jo ikke ligefrem fordi, jeg har særlig meget imod, at hun ikke ønsker mit selskab. Det nager mig egentligt ikke, at hun ikke bryder sig om mig. Men selvom jeg ikke er særlig meget for at indrømme det, så var Asira trods alt en af de få, hvis selskab jeg havde det fint med. Og i princippet er det vel også derfor, jeg har gjort, som jeg har. For at fjerne alle muligheder for, at det her skulle gå galt. At det, jeg ikke vil have skal ske, skulle ske. Mit syn på Asira har jo ikke ændret sig, men jeg skal da love for, at jeg har sørget for, at hun aldrig kommer til at bryde sig om mig. Og så er alt vel godt. Ikke?

Jeg hører godt, hvad hun sige, men jeg har ikke rigtigt nogen kommentar til det. Jeg gider ikke sige noget, hvis det alligevel er overflødigt. Kort efter træder hun en anelse mere bagud, og der kan jeg ikke dy mig fra at himle ganske kortvarigt med øjnene. Hvad mere regner hun med, at jeg kan gøre ved hende, som jeg ikke lige så godt kunne have gjort sidste gang, når nu jeg var i gang? Jeg vælger selv at træde et enkelt skridt bagud, inden jeg vender min front mod søen.

Langsomt lader jeg mine ører falde mod min nakke, inden jeg drejer mit hoved bort fra hende. Markant lader jeg min hale slå om min spinkle bagpart. Jeg er her absolut ikke for at irritere hende, men jeg tvivler på, at hun kan se det.

[/size][/color]

Der er mange ting, som den sorte Seth ikke ved noget om, om mig. Og det er kun godt. For hvis han ved noget om mig, som kun jeg selv kender til, kan han bruge det imod mig, og det ønsker jeg ikke. De grå øre forbliver bagud, mens jeg nu stadig står i afstand til ham. Bedst som jeg tror at han vil træde mig tættere, træder han i stedet et skridt bagud selv. Mit ene øre rykker kort på sig, lidt overrasket måske, inden det finder bagud igen. Som jeg før konkluderede, er han utilregnelig. Og det har han endnu engang bevidst.

Hans krops drejes nu en anelse, så hans front er rettet imod søen der er ved vores side. Langsomt drejes mit eget blik derud, stille. Han kan ikke skade mig mere end det han allerede har gjort; og hvis han ønsker det, så er det nærmest os lige meget om jeg har opmærksomheden på ham eller ej, for i denne situation er han mig meget overlegen. Noget i mit hoved bliver ved at presse på, irriterer og spænde, for at komme ud. Og da jeg i nogle sekunder har stået og kigget udover søen, kommer min stemme igen frem.

,,Hvorfor?” Holder en kort pause, og kigger stadig ikke på ham. ,,Jeg har brug for at vide, hvorfor det her skulle til.. Hvorfor, vil du skabe et liv, du ikke engang selv ønsker? Og hvorfor skabe det på en, du ved ikke er egnet..? Giv mig et svar, og så lover jeg, at du ikke kommer til at skulle se det liv der kommer ud af det her.. Jeg lover dig, at jeg forsvinder, så alt kommer til at virke somom, jeg ikke har eksisteret. ”

Mit spørgsmål er simpelt; hvorfor. Seth er en af de eneste, jeg har formået at tillade mig selv, at være nogenlunde tilfreds med. Tilfreds med hans selskab, og egentlig føle at jeg på en eller anden måde er god nok som jeg nu engang er. Men vores selskab, denne gang, er nok sidste gang vi ser hinanden. For han ønsker jo ikke selv et føl; så hvorfor opsøge moderen af det, når føllet er kommet, og hænger op af mig. Nej. Han kommer ikke til at se mig mere, for jeg kommer ikke til at opsøge ham, ikke fremover når jeg har et føl, for jeg er flov over at skulle rende med en ved min side, et føl, som aldrig vil kunne få en ordentlig mor eller forklaring. Men hvorfor lod jeg i det hele taget os mig selv tillade, at synes blot en smule om Seths selskab? Og hvorfor har jeg ikke en ufattelig trang til at sætte tænderne i ham.. Selvom jeg frygter seancen kommer igen, er der alligevel os en frygt for, aldrig at se ham igen.. Selvom jeg ikke vil indrømme det sidste.

Jeg er absolut klar over, at jeg ikke er til at regne med. Og det er egentligt ikke noget, jeg decideret gør med vilje - nej, det er blot en del af mit væsen. Det er med til at gøre mig til den, jeg er. Og hvem det er, det er der med garanti ikke nogen i dette land, der har den mindste ide om. Generelt er det meget få, jeg nogensinde har lukket ind. Lige så er det meget få, jeg nogensinde kommer til at lukke ind. Og på grund af min utilregnelighed er jeg absolut ikke i tvivl om, at hun nok ikke havde regnet med, at jeg ville træde bort fra hende. Jeg tror, at Lune er den eneste i det her land, som har valgt at se bort fra mine gerninger, men nu gik det heller ikke lige så hårdt ud over hende, som det gjorde med Asira.

Kort efter brydes stilheden, hvilket egentligt også kommer en anelse bag på mig. Og det, hun siger, er blot en endnu større overraskelse. Hun stiller mig et spørgsmål, som jeg heller ikke selv har noget fornuftigt svar på. Det eneste, jeg kan sige, er, at det blot skulle få hende til at hade mig. Det skulle sørge for, at hun ikke skulle ende med at bryde sig om mig. Alligevel ved jeg jo, at jeg vil være bundet til hende gennem den unge, der ligger i hendes mave. Hun vil altid være dens mor, og jeg vil altid være dens far. Sammen er vi dens forældre. Men det, der nok kommer mest bag på mig, er det sidste, hun siger. Hun vil love mig, at jeg aldrig kommer til at se ungen. Hun vil love mig, at jeg aldrig kommer til at se hende. Og det er der, jeg ikke kan holde mig fra at åbne munden. I et ryk vender jeg min front mod hende, og udtrykket i mit ansigt er ærlig talt ikke rigtigt til at tyde eller bestemme.

,,Du spørger mig om noget, jeg ganske enkelt ikke kan give dig et svar på, fordi det aldrig vil give mening i dine ører. Det er fuldstændig korrekt, at jeg ikke ønsker at have noget at gøre med den unge, der ligger i din mave, men jeg kan love dig, at det ikke bare var for sjov. Det var ikke for at straffe dig.”

Jeg kan ikke give hende et rigtigt svar, fordi hun ikke kender til alt det, der er den egentlige grund til, at jeg gør, som jeg gør. At jeg forsøger at skubbe alle bort fra mig. Mit hoved drejes væk igen, og i et ryk hæver jeg det, mens mine ører rykker om mod min nakke. Jeg skjuler ikke, at jeg er frustreret, og så vidt jeg husker, er det nok nogle af de første følelser, jeg viser, mens jeg har været her i landet, selvom de ikke just er positive. I et stykke tid virker det ikke, som om jeg har tænkt mig at sige mere, men alligevel drejer jeg fronten mod hende i en galant bevægelse.

,,Jeg forstår, hvis du hader mig, eftersom jeg ikke rigtigt har givet dig grund til andet. Du tilbyder mig, at du vil forsvinde, og jeg vil gerne spørge dig, Asira, hvorfor? Når jeg selv vælger at søge dit selskab, regner du så med, at jeg gerne vil have, at du forsvinder?”

Efter den tid, jeg har tilbragt i Andromeda, er jeg klar over, at der er nogle ting, der har påvirket mig, og jeg ser det absolut ikke som noget særlig positivt. Jeg ved, at jeg på et senere tidspunkt vil bebrejde mig selv for at fortælle hende så meget, som jeg gør, på trods af, at det egentligt ikke er ret meget, jeg siger. I en galant bevægelse drejer jeg mit hoved til siden, ud mod søen. På trods af min frustration, er mine bevægelser endnu galante.

[/size][/color]

Egentlig er jeg godt klar over, at Seth nok i sidste ende slet ikke bryder sig om mig. For hvorfor skulle jeg så igennem en tur som denne. Jeg er nok i hans øjne, en simpel og dum hoppe, ligesom så mange andre hopper er. Men jeg er ikke dum. Heller ikke simpel i den forstand. Men jeg er heller ikke nogen folk vil huske, nok slet ikke for noget positivt. Men på den måde er jeg også garanteret, at jeg kan få lov at vandre alene, og ikke blive opsøgt af andre sjæle. For de selskaber jeg har, ønsker sjældent at møde mig en gang mere, hvilket nok er meningen i sidste ende, og alligevel ikke.

Mit blik drejes imod ham nu, for at kunne se på ham. Mit spørgsmål kommer bag på mig, det kan jeg se. For hans ansigtsudtryk da han vender sig imod mig, er ikke som det plejer at være. Jeg kan ikke sætte en hov på, hvilke tanker der stryger igennem hans hoved, da mine ord er sagt, og jeg har heller ikke tænkt mig at forsøge at finde ud af det. I stedet vil jeg bare vente på et svar; og håbe på at det kommer. Og det gør det.. For stilheden bliver brudt og hans stemme vækkes igen til live. Jeg har ret i, at han ikke ønsker at have noget med føllet at gøre, og alligevel undre hans sidste del mig ’det var ikke for sjov. Det var ikke for at straffe dig’. Men hvad var det det?
Men jeg siger intet, ikke endnu. For jeg vil først høre den sidste del af svaret på mit spørgsmål, og før det er sagt, siger jeg intet. Hans øre glider i nakken, og blikket drejes bort, mens han i mine øjne, ser ret frustreret ud, og jeg tror egentlig ikke jeg får svar på min sidste del. Men jeg tager fejl. For han vender sig nu imod mig igen, og begynder at tale. Og dette svar, kommer nok bag på mig, mere end det første. Mit hoved drejes fra ham, og jeg kigger nu udover søen, inden min stemme kommer frem.

,,Hvis det ikke var for sjov.. og heller ikke for at straffe mig.. så forstår jeg ikke hvorfor det så skulle til..” Ryster en smule på hovedet, ,,Jeg ved ikke om du ønsker jeg skal forsvinde, Seth, men jeg forstår heller ikke hvorfor du skulle ønske at jeg ikke forsvinder. Du siger selv, du ikke vil have noget med føllet at gøre, så hvorfor opsøge mig? Jeg får snart et føl hængende om benene.. Og du kan intet gøre ved det. Du kan ikke opfostre det. Du kan ikke give det mad.. Det er kun mig der kan det. Derfor siger jeg også, at jeg nok skal forsvinde; for hvorfor skulle du ønske, at se dit eget føl, når du intet vil have med de at gøre, eller mig for den sags skyld. Du er fritaget for alle pligter, du skal ikke være far, for det føl.. Jeg skal nok fortælle det, hvem der er dets far.. men at se det, se mig, er du heller ikke forpligtet til, for det har du ingen grund til..”

Mine ord falder ud, langsomt. Jeg fritager ham for alt, selvom han nok er ligeglad. Men hvorfor skulle han ønske at se det, se mig, når det først er født. Hvorfor opsøge to, som han ikke bryder sig om eksisterer? Mine ører flapper kort ud til siden, i en mere sørgmodig holdning, inden jeg tvinger dem tilbage i nakken og derefter vender jeg så blikket modsat af ham, og imod åbningen bag mig. Langsomt flapper mine øre en smule til siden, inden jeg træder nogle skridt til siden og bagud, klar til at gå fra ham, når hans ord er sagt, hvis der da kommer nogen.

Jeg har aldrig hadet Asira. Generelt er det meget sjældent, at jeg tager et ord som hader i brug, uden at have en rigtig god grund til det. Jeg har heller aldrig brudt mig særlig meget om hende, fordi det simpelthen bare ikke er noget, jeg gør. Alligevel er jeg udmærket klar over, at jeg har kunnet forholde mig til hendes selskab. Hun er absolut ikke som nogle af de andre, jeg har mødt her, og selvom ingen er ens, så er hun stadigvæk bare.. anderledes. Og det er vel egentligt udelukkende derfor, at jeg har gjort, som jeg har. Jeg har bestemt mig for, at det nok er bedst, hvis hun ikke kan udstå mig, for så har jeg jo absolut ingenting at bekymre mig om.

Jeg er udmærket klar over, at hun sagtens kan se, at jeg er frustreret over et eller andet, men så længe hun ikke ved, hvad det er, så er jeg egentligt fløjtende ligeglad. Gad jeg, kunne jeg vel sagtens skjule det. Men hvorfor? Hvordan gavner det mig i denne situation? Jeg samler min krop sammen; min slanke, spinkle krop med det kulsorte skind, de lange, slanke ben, den slanke hals. Det er aldeles sjældent, at jeg taler til folk, uden at se på dem, fordi jeg ganske enkelt finder det meget uhøfligt. Og selvom man måske ikke altid skulle tro det, så er høflighed noget, der præger min adfærd temmelig meget, hvilket de fleste nok skal være glade for, lige så længe det varer. Havde jeg ikke den med mig, ville alting vel nok være værre.

Hendes stemme lyder nu igen, og da hun har talt ud, er jeg vel om muligt blot endnu mere frustreret. Det, der nok irriterer mig mest, er, at hun har tænkt sig at tage et valg for mig. Hun har tænkt sig at bestemme, at jeg ikke skal se hende igen. I al fald, så antager hun, at jeg nok ikke har nogen grund til at se hende. Og ikke desto mindre har hun vel ret, for jeg har absolut ikke nogle tanker om at skulle tage faderollen på mig for føllet. Da hun har talt færdigt, lægger hun egentligt an til at gå, og jeg kan ikke dy mig for at give et langtrukkent, lavmælt fnys fra mig; en form for hvislen.

,,Hold op, Asira. Hold op med at antage så mange ting, som du ikke ved noget om. Lad være med at forsøge at tage et valg for mig, for jeg kan love dig, at jeg i sidste ende helt selv vælger, hvad jeg gør, og det er jeg ret sikker på, at du godt ved.”

Jeg kan godt se, at hun er klar til at gå, når jeg har talt mine ord, men jeg har slet ikke tænkt mig at give hende den ære. En fornemmelse af, at jeg gerne vil væk nu, breder sig i min krop. Uden at se på hende ryster jeg ganske kort på hovedet, inden jeg drejer omkring og vender ryggen til hende.

,,Jeg forventer ikke, at du forstår det, men alt er, som det skal være.”

Og så går jeg.

[/size][/color]

De grå øre hviler lidt bagud, fordi jeg som den jeg er, ikke ønsker at vise nogen som helst form for svaghed. Jeg er ikke interesseret i, at han skal se at jeg gemmer på nogle ting i mit indre ligenu, som brænder for at komme frem. Brænder for at bryde ud af den hårde adfærd og afvisende holdning ligeså. Men den holdning jeg holder, den forbliver der. For hverken jeg eller Seth får noget ud af, hvis attituden krakelerer. Svirper med den grå hale, inden jeg drejer blikket imod ham, kort, da han ser ud til at ville tale. Et fnys glider dog fra ham, en form for hvislende lyd, nok fordi han ikke ligefrem er tilfreds, men derefter åbner han så munden og begynder at tale. Det han siger, kommer egentlig ikke rigtig bag på mig, som sådan.

,,Jeg er udmærket klar over, at du selv vælger hvad det er du vil og gør. Men i sidste ende ved jeg os, at jeg har ret i mine antagelser, om at du ikke har lyst til at se hverken føllet eller mig. Og det er os sådan det skal være.”

Svarer jeg med en hvislende stemme. Den hårde facade er nu dukket helt op, mens jeg siger mine ord. For det er sådan det skal være. Er det ikke? Er det ikke rigtig, at det er bedst, at han ikke har lyst til at se mig eller føllet?.. De mørke øre glider helt ned i nakken, så jeg sørger for at se afvisende og kold ud, da han nu vender sig om, for at forlade mig og sige de sidste ord.

,,Ja, nu er det.”

Svarer jeg ham, og hentyder nu til at alt er som det skal være, nu hvor han vender mig ryggen og begynder at gå væk. Så er alt jo som det skal være.. Det må det være.
Selv træder jeg sidelæns og vender omkring, for derefter at søge længere ind i skoven, af ren instinkt, for noget rumsterer i maven, og per instinkt er jeg klar over, at det er på tide at søge væk.

Asira out - føllet skal foles idag d. 7. Januar (: